A special time

[Deleted]

Yderst basal var Denjarnas tankegang og instinkter lige pt. Hvad hun lystede var udelukket, hvad hun ønskede, og hvad Salvatore fik hende til at ønske. Det eneste hun ønskede for øjeblikket var ham. I dette øjeblik tilhørte han kun hende. I dette hede øjeblik var han hendes, som hun var hans. Alt dårligt var glemt, ligesom hun havde glemt alt om Derick og mænd, der havde været før det. Det var Salvatore hun mærkede, og derfor var det også ham, som fyldte hendes tanker. Benene svang hun let og elegant om hans krop, så hun delvist kunne trykke ham tættere på sig, og så han kunne være der uden problemer. Helt fantastisk var det at mærke ham således! Deres fingrer lod hun flettes ind i hinanden, som han ledende fjernede hendes hånd fra sin manddom, og derfor blot holdt i hånden med hende i stedet. Det efterfølgende der hændte, fik hendes blod til at pumpe hurtigere, som hun kunne fornemme, at det snart var ved at være tid.. Hendes krop længtes efter hans, som var det en indre kløe, som kun han kunne stoppe. Af ren og skært behag skælvede hendes krop, som hun mærkede hans manddom presse på, som han forenede dem..
… Under selve akten havde Denjarna vendt dem om, så hun sad på toppen, og med synet af Salvatore under sig. Svang sine hofter over hans manddom, gjorde hun, så det nærmest kunne minde om det at drive en hest fremad. Målet var dog en helt anden sag, og det mærkede hun, som rusen overvældede hende! Ekstase føltes det som, som al godt syntes at udspringe fra hende, og som det for et øjeblik sortnede for hendes blik. Neglende klemte hun ned i hans lår, som selvbeherskelse syntes at være umådeligt svært i dette øjeblik. Hektisk var hendes hæse åndedræt, som alt var drænet fra hende, men alligevel kunne hun ikke andet end at nyde. Det havde været som at møde himlen og dernæst komme ned igen.. Skinnende var hendes krop, som et tyndt lag sved lå over hendes slanke krop. Det tog hun sig dog ikke af, som hun derimod valgte at bøje sig ned over den mand, som hun lige havde mødt paradis med, og som hun nu forseglede sine læber med i et blidt kys. Træt var hun, men alligevel også fuld af ekstase og lykke over, hvad der lige havde hændt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Al fornuft synes at være forsvundet fra jordens overflade i denne stund, og det var bestemt heller ikke noget som Salvatore kunne se bort fra. Hvad der var ret og galt, var som ukendte fænomener for ham, i den verden, hvor det kun var ham og hende.. og det var faktisk det eneste, som faktisk havde nogen betydning i det her tilfælde, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at se bort fra på nogen som helst måde. Han nød at mærke hende.. at mærke hendes nøgne hud under hans fingerspidser, hvilket næsten var noget som fik det til at krible i dem! Han prustede ganske let. At ligge der i ingenting i en kold hule, selvom den slet ikke føles kold, for han følte sig brændende varm! Hænderne sammenflettede han roligt med hendes, inden han valgte at forene dem inden selve akten måtte i gang…
… I takt med akten og de var blevet vendt, så det var ham som lå nederst, gjorde ham virkelig intet. Kroppen glinsede af sved, inden han selv kunne mærke, at han blev presset mere og mere mod den kant af hvad han egentlig kunne holde til.. Og det hele eksploderede. Det dybe støn brød hans læber, inden han nærmest kollapsede i sengen under hende. De røde mærker over ryg og lår, var bestemt heller ikke noget som han sagde noget til, da det uden tvivl var noget af det bedste, som han længe havde prøvet. Han trak vejret hastigt, som havde han været ude i et kæmpe maraton, inden han igen vendte blikket mod hende. Trætheden var uden tvivl til stede, men.. han ville ikke. han ville tilbringe den tid sammen med hende, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Kysset besvarede han mere end glædeligt, da han igen lagde armene om hende, for at trække hende ordentlig ned over sig. Han vendte dem varsomt, så de endte med at ligge side om side i sengen i stedet for. Han hævede hånden og strøg hendes kind. Det havde helt klart været noget af det bedste, som han nogensinde havde oplevet! ”Du er fantastisk, min kære..” hviskede han stakåndet mod hendes øre. Det havde virkelig været overvældende på alle måder.

[Deleted]

Hvad dette betød for dem, vidste Denjarna ikke, men var det ikke også irrelevant? I hvert fald lige nu og her.. Selv ønskede hun ikke at spekulere over, hvad det var og ikke var. Det ideelle var nemlig blot, at de havde nydt det. Alvor måtte komme til dem en anden gang. Dæmpet sukkede hun, inden hun lod sig glide ind over ham i et blidt kys. Som det perfekte match for hendes læber, syntes hans at være, og derfor kunne hun ganske enkelt lade være. Hvorfor skulle hun også det? Han havde trods alt ikke afvist hende på noget som helst tidspunkt.. ikke at hun nogensinde var blevet afvist af en. Fantastisk havde det været at mærke ham. Fantastisk havde det været at nå skyerne med ham. Med hende hele vejen, havde han nemlig været, og det passede hende ganske udmærket. I kysset mærkede hun, hvordan hun langsomt gled ned i sengen, men intet gjorde det hende. Armen lod hun ligeledes søge omkring ham, så hun endnu kunne fornemme hans nærhed, selvom de ikke længere var i gang. Øjnene lod hun langsomt glide op, som han strøg hende over kinden og hviskede ind i hendes øre. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Jeg kan vidst lidt endnu alligevel,” kommenterede hun med et smil på læben. Kroppen trykkede hun blidt ind mod hans, så hendes nøgne bryst rørte hans. Det var helt utroligt, hvor umådeligt rart det var at ligge således. Alt syntes jo helt perfekt lige nu og her. Hun glemte i hvert fald helt alt det dårlige, som havde hændt hende. Selvfølgelig ville denne følelse ikke vare ved for evigt, men for nu var den der. Blidt lod hun sine fingrer stryge over hans ryg. Lettere drillende blev hendes blik, der dog endnu var fulde af behag. ”Hvordan har du det så med at være blevet omvendt til den mørke side?” spurgte hun lavmælt og i en drillende tone, som et tegn på, at hun ej mente sine ord. Det var nemlig kun Gabriel, som anså hende for at være sit mørke, og Salvatore var i hvert fald ikke Gabriel.. eller hun håbede i hvert fald ikke, at han udviklede sig til at blive som ham efter dette.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Man kunne bestemt ikke påstå, at dette var noget som Salvatore gjorde særlig ofte, og uanset hvor forkert dette havde været, så var det slet ikke noget som vakte ham nogen tanke lige nu. Det vigtigste for ham, var at.. mærke hende. At have hende tæt på, og vide, at hun var der. Hans krop glinsede af sved.. Det havde uden tvivl holdt hårdt, men bestemt heller ikke noget, som han ville fortryde. Nu hvor Denjarna havde været en af de få, som faktisk havde fået lov til at komme ham så tæt, for det var ikke noget som han bare gjorde med folk. Han hævede roligt hånden og strøg den mod hendes kind. Om hun kunne endnu? Det ville han da helt klart mene, at hun kunne! Han kuklo ganske let. ”Det skal jeg da lige love for,” hviskede han træt. Det havde kørt ham til det bristepunkt, som han ikke havde oplevet i årevis, at det næsten var lige før han havde glemt hvordan det faktisk føles. Han lukkede øjnene kort, inden han lænede sig frem og kyssede hendes pande. Det kunne godt være, at de lige nu, lignede to, som virkelig elskede hinanden, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var de følelser som herskede dem imellem. Ja, han holdt virkelig meget af hende, men.. lå der mere i det? Han trak træt på smilebåndet. Havde han nu tilladt mørket at tage hans sind og sjæl? Nu var det heller ikke fordi, at han ville påstå, at der var det store og stærke mørke i hende. Nej, der var andet.. Og det var det, som han uden tvivl også var så fascineret af. ”Omvendt til mørket? Dem som kommer mig på tværs, må hellere passe på,” endte han tydeligt drillende. En joke kunne han uden tvivl godt tage! Han trykkede hende let ind mod sig. De burde måske sove.. Han var i hvert fald kørt rigtig godt træt nu, og det kunne han uden tvivl også godt mærke på sig selv! ”Du har i sandhed formået at køre mig til et bristepunkt..” hviskede han igen mod hendes øre. De grønne øjne søgte til hendes smukke skikkelse. Han nød virkelig at ligge der sammen med hende. Han kunne ikke huske, at have oplevet noget lignende.

[Deleted]

Hvad der lå i deres elskov, måtte være op til filosofferne at bestemme. Denjarna vidste nemlig selv, at de besad hvert deres liv, der havde svært ved at lade sig forenes med den andens. Salvatore var nemlig denne dybt inkarnerede procianer, hvor Denjarna havde sin egen sti at følge, og den sti ville hun aldrig finde i dette land. Derfor kunne man også sige, at det måske havde været dumt af hende at udvælge sin eneste ven til denne akt, men hun havde ganske enkelt ikke kunnet lade være i øjeblikket. Fristelsen havde bare været for stor, og det var hende ej heller ukendt at bukke under for sine lyster, når hun endelig stod i presset. Hun trak på smilebåndet over hans latter. Det var godt at høre, at hun glædede ham, ligesom det glædede hende, at han endnu rørte hende. Det viste hende også blot, at det endnu ikke var ovre, som de stadig var i øjeblikket.. og hvilket fantastisk øjeblik det var. Hun lo dæmpet. ”Dine fjender vil skælve over din kommen,” svarede hun drillende igen. Selv tvivlede hun dog på, at han var omvendt til så meget igen. Hun var dog sikker på, at hun havde åbnet hans verden en anelse. Hun lå roligt og betragtede sig af ham. Han var nu en flot og god mand.. ikke just et normalt syn. Han var uden tvivl en fangst for mange kvinder, men i nat tilhørte han kun hende. Blidt lod hun sine fingrespiser kærtegne hans faste brystkasse, alt imens hun betragtede handlingen. Hun så op på ham igen. ”Og vil du forkaste mig for det, eller vil du trygle efter en gentagelse?” spurgte hun ham dæmpet, imens hun førte sine læber over til hans øre, hvor hun pirrende bed ham i øreflippen. Det var dog ikke fordi, at hun lige nu og her magtede at gøre en gentagelse. Fantastisk havde det nemlig uden tvivl været, men som det havde været fantastisk, havde det også været utroligt afkræftende. Det var heller ikke just fordi, at hun havde de fleste kræfter at gøre godt med for tiden. Om de overhovedet nogensinde ville gentage denne handling.. ja, det måtte tiden vise. Roligt lod hun sig falde tilbage i madrassen igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Lige nu og lige her, var det ikke en gentagelse som Salvatore huede efter.. Han kunne bare godt lide at ligge der med hende. Selvom dette måske ikke lige var noget som burde være sket, så var det nu alligevel sket alligevel. Hans hjerte hamrede stadig mod hans bryst, og han følte varmen bare ved at ligge der med hende.. tanken om hvad de havde lavet.. og hendes kys og kærtegn. Han kunne slet ikke forestille sig, at skulle mangle det. Om det så var ekstasen som talte for ham, eller hvad det var, var ikke til at sige, men en ting var sikkert: Han havde aldrig oplevet noget lignende. Han brummede let. ”Det vil de.. Guds nåde trøste dem, som stiller og står i vejen for mig,” endte han med en drillende hvisken tæt ved hendes øre. Armen hvilede stadig om hende, så han trygt og godt kunne holde hende i hans favn, hvor han ej stoppede hende i at tildele ham disse kærtegn. Han elskede og nød jo vanvittig godt af det. Forkaste hende, var bestemt ikke noget, som man kunne sige, at han var i stand til. Skulle han da forkaste hende, og undvære disse stunder? Ikke fordi at de var ved at indlede noget seriøst.. men han kunne jo lide det.. Hun havde uden tvivl åbnet hans øjne for en anden verden, end den lille som han havde været vant til at færdes i. ”Ej vil jeg forkaste dig og kaste dig for løverne min kære.. Hvorvidt om det skal ende i en gentagelse, må ikke blive i aften.. Jeg må dog tilkendegive.. At jeg virkelig nød at komme dig så nær som jeg gjorde i aften,” endte han med en dæmpet og sigende mine, for løgn var det trods alt heller ikke. Han lagde sig godt til rette i sengen. Hans øjne var så tæt på at glide i.. Af ren og skær udmattelse. Det havde uden tvivl været fantastisk, men dog alligevel så afkræftende, så ønskede han da uden tvivl, at det var noget, som også skulle ske igen.

[Deleted]

Dæmpet slap Denjarna en latter til hans ord, uden at hun stoppede de blide gnidninger af sine fingrespidser mod hans krop. ”Og dog.. det lyder helt som om, at jeg har skabt et monster,” lød det drillende fra hende. Selv vidste hun dog, at det næppe var tilfældet. Svært havde hun faktisk ved at tro, at der eksisterede én ond knogle i hans krop. Var det mon også det, som hun kunne lide ved ham? Hans gode væsen? Han var i hvert fald en omvæltning i forhold til de mænd, som hun var vant til at omgås. De mænd havde så også holdt til i Dvasias. Hendes sølvgrå øjne hvilede på ham. Hvad ville der mon blive af dem? Hånden løftede hun roligt en anelse, så hun blidt kunne stryge ham over håret. Det var faktisk rart at give en person disse kærtegn igen. Det var vel næsten til at sige, at hun havde savnet det. Rart var det vel at værne om en igen, ligesom det var rart at blive værnet om. Desværre vidste hun også, at der lå mere til det end det. Det vidste hun jo fra sit forhold med Derick. Det havde ikke just gået som smurt, men der vidste hun også, at hun kunne være en svær person at være sammen med. Hun hævede let det ene øjenbryn. ”Kaste mig for løverne? Og hvem skulle disse løver være?” spurgte hun ham, uden at smilet falmede. ”Godt.. Jeg ønsker, at du nød det, ligesom jeg gjorde,” sagde hun stille. Hendes blik hvilede roligt på ham. Han var træt.. Det var ikke ligefrem svært at se. Forståeligt var det dog også, og derfor mærkede hun det også selv. Det var ikke just en aktivitet, som de begge havde gjort sig i længe, og derfor var den naturligvis fysisk udmattende. Derudover var der det faktum, at Denjarna generelt ikke havde mange kræfter, og derfor skulle vurdere, hvorledes hun skulle bruge dem. Halsen strakte hun let, så hun blidt kunne lade sine læber kærtegne hans pande i et blidt kys. ”Sov nu, min kære.. Du er træt og morgendagen venter,” hviskede hun stille. ”Sov nu.. Vi vil ses igen i morgen.” Forsigtigt vendte hun sig om, så hun nu lå med ryggen til ham. Udmattet var hun og hendes krop, og derfor tvivlede hun ikke et sekund på, at søvnen hurtigt ville imødekomme hende. Øjnene lod hun glide i og ganske rigtigt.. Stille lød hendes åndedræt, som hun sank over i drømmenes verden.

// Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvom Salvatore var træt, så kunne han stadig ligge og drille hende, for det var jo også for længst gået op for ham, at hun var en kvinde, som faktisk kunne tåle det. Uanset hvor forkert det så end var at ligge der med hende, så var det på ingen måder en handling, som han ville være i stand til at fortryde.. Og han håbede naturligvis, at hun havde det på den samme måde. ”Et monster ligefrem..? Er det sådan du ser på mig?” spurgte han med en tydeligt drillende stemme, også fordi at han slet ikke kunne lade være. Han selv trak bare dynen tæt om hende, så hun kunne ligge der trygt og godt ind mod ham. Det havde uden tvivl været det bedste, som han havde oplevet længe, og han kunne virkelig godt lide det. Uanset hvem løverne skulle have været, så kunne han da aldrig drømme om at kaste hende for dem. Det kunne igen være ham, som valgte at se bort fra det, som han egentlig burde gøre, kontra hvad han ellers ønskede at gøre. ”Som jeg nogensinde kunne drømme om at kaste dig for løver.. Jeg vil hellere redde dig fra at blive kastet for dem,” sagde han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. Han var træt.. Det var virkelig mange år siden han sidst havde stået i sådan en situation, at mærke en kvinde så tæt, så han havde bestemt heller ikke holdt sig tilbage, og han var da tydeligvis heller ikke den eneste, som ikke kunne holde til det. Han smilede let for sig selv. Så lang tid hun havde nydt det, så var hans lykke gjort, kunne man da næsten sige. Han nikkede blot til hendes ord. ”Sov godt min kære.. Der er trods alt en ny dag i morgen..” hviskede han, inden han igen kyssede hendes pande, som det han lige kunne nå. Det var ganske vidst ekstasen som talte for ham, men han følte sig skræmmende.. komplet sammen med hende, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Hovedet lod han søge ned i puderne og ned i sengen under ham, inden han ganske enkelt gled hen i søvnen.. Behagelig som den ikke havde været igennem rigtig mange år.

//Out