A special time

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores reaktion, sagde uden tvivl rigtig meget om det som mødte ham med øjnene, og han kunne virkelig godt lide, at se hvad han så! Den klædte hende langt mere end det, som han måske lige havde forestillet sig, og derfor var han skam også glad for det smykke i guld med de lilla sten, som han havde købt. Han havde passeret den smykkebod så mange gange, og nu var det på tide, at han fik den hjem, og nu havde han også en glimrende mulighed, for netop at gøre dette, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Han ville aldrig have købt den, om hun ikke ville klæde den. Han gjorde sig nemlig rigtig mange tanker inden han tog det endelige valg. ”Så du kender mig allerede så godt, kan jeg fornemme? Du har ret.. jeg ville aldrig købe noget til en kvinde, og dig specielt, om jeg vidste, at det ej ville klæde dig,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At alle grøntsagerne var ordnet, var uden tvivl noget, som passede Salvatore ganske udmærket, hvilket hans blik i den grad også måtte udstråle. ”Det passer mig ganske udmærket.. Det er jo trods alt også det, som jeg kan finde ud af at lave,” påpegede han med en næsten drillende stemme og blinkede let mod hende. At hun jo så var kommet til skade, var slet ikke noget som han brød sig om, og det var skam også derfor at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det. ”Denjarna.. Selv i et køkken, formår du at komme galt af sted,” endte han med ryst på hovedet. Det var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget. Han fortsatte jo nu alligevel med at drille hende, fordi at han havde muligheden for det, og det var uden tvivl også det, som han nød mest af, hvis han selv skulle sige det. ”Jeg nyder det..” påpegede han med en morende og drillende stemme, ofr løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Æsken gav han til hende, blot for at lade hende trække sig og åbne den. Hendes reaktion, sagde ham uden tvivl det hele, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han trak tilfredst på smilebåndet, bare ved at se hvordan hun reagerede på det som han havde skænket hende. ”Jeg håber du kan lide den..” sagde han roligt. At hun tog den op og nærmest kærtegnede den, som noget yderst værdifuldt, fik ham kun til at smile tilfredst. ”Selvfølgelig,” sagde han endeligt. Han tog roligt omkring smykket, flyttede hendes hår, inden han lod det søge om hendes slanke hals og fik det låst, så det sad der.

[Deleted]

Denjarna trak let på smilebåndet. Jo, hun kendte efterhånden Salvatore ganske godt, men som hun kendte ham, måtte han også kende hende. Allerede nu havde de trods alt været igennem lidt af hvert. Måske mere hende end ham.. ”Hvilken person ville jeg ikke være, hvis ej jeg kendte dig, efter al dette,” lød det fra hende, inden et drillende skær gled over hendes sølvgrå øjne. ”Hvad jeg dog ikke forstår, er hvilken anden kvinde du hentyder til. Hvilken anden kvinde skulle du have i dit liv?” Hun blinkede kækt til ham. Hun stak trods alt bare lidt til ham. Grøntsagerne der lå ovre på bordet, havde nu engang været forholdsvist lette at snitte, skønt det havde kostet hende et mindre snit i fingeren. Det betød også, at de allerede var en god del inde i madlavningen, og det måtte i sandhed være et plus! Hendes mave rumlede nemlig, og hun savnede at smage et så godt et måltid, som de skulle til at dele. Kosten i Alexanders kælder havde nemlig ikke just været videre nærende. Tvivlsomt var det også, om hun kunne have holdt sig kørende på den. ”Det kan du sagtens sige. Det hele står næsten også parat,” svarede hun drillende igen, inden hendes hoved faldt let på sned. Det undrede hende ikke, at han blev som han gjorde, som hun oplyste ham, at hun havde fået skåret sig selv i fingeren. Faktisk havde hun ej heller noget imod det, da han signalerede en vis bekymring for hende. En bekymring hun fandt rar og savnet. Hun smilte skævt. ”Det var heller ikke uden en advarsel, at jeg blev placeret herinde,” sagde hun. ”Hvad kan jeg sige? Køkkenet er og bliver aldrig min stærke side.” Nej, hun var ikke just husmortypen, og det kunne hun heller ikke blive, selvom Salvatore foretrak en sådan kvinde. At han fortsatte fra markedet med at drille hende, fik hende til at ryste på hovedet af ham. Selv ”nød hun ikke” at blive drillet således, da det var ufatteligt pirrende på spændingsnerven, men selv viste hun også, at hun ville have elsket det, hvis hun havde stået i hans sted.. Der var nemlig intet som at være den, som stod med magten til at pirre en anden. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, at du gør,” sagde hun med et smil på læben. At det var en smuk halskæde, der gemte sig bag overraskelsen og i den lille fine æske, fik hendes hjerte til at springe et slag over. Smuk var den, og sikker på, at den ville klæde hendes nye kjole, var hun. Farverne var der trods alt, og så var der det faktum, at hun altid havde elsket smykker.. men hvilken kvinde gjorde ikke også det? ”Selvfølgelig kan jeg lide den,” sagde hun i en varm og ærlig tone, som hun vendte blikket fra kæden og over til Salvatore. At han medvilligede i at give den på, fik hende til at vende blikket bort igen, alt imens hun sad ganske stille. Håret hjalp hun til med at holde, og som kæden blev lukket om hendes hals, vendte hun fronten mod ham. ”Klæder den mig?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var nu bare glad for at være hjemme, også selvom der var sket lidt mere på hjemmefronten, end hvad han havde regnet med. Han havde da heller ikke ligefrem regnet med, at hun skulle komme galt af sted! De kunne drille hinanden, og de kunne slappe af.. De havde måske ikke tilbragt så lang tid sammen dem imellem, så var det ikke rigtigt noget som gjorde nogen forskel i den forstand, for han kunne virkelig godt lide, at tilbringe tiden sammen med hende. Silet bredte sig tydeligt på hans læber. ”Det må du jo spørge dig selv om. Jeg har ej lagt skjul på noget som helst,” fortalte han med en sandfærdig stemme. Han betragtede hende med de mosgrønne øjne med et kækt glimt i øjet. Han kunne simpelthen ikke lade være! ”Så krævende og så meget som du fylder, så er der jo kun plads til en enkelt – Nemlig dig,” påpegede han med et kækt glimt i øjet, for han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han endelig var i gang! Han brød sig faktisk slet ikke om, at hun skulle komme galt af sted, og specielt fordi at han jo ønskede at hun skulle have det godt, og så passe på hende. ”Jeg skal nok tage det sidste,” sagde han endeligt. Det var måske ikke sådan en kvinde, som han havde forestillet sig, at skulle tilbringe tiden med, men det var jo heller ikke fordi, at der ikke lå noget i det som sådan. Han kunne nøjes, og han kunne indgå kompromisser. Det var han faktisk ikke så bange for.
Smykket fik han roligt på hende, og tog hænderne til sig igen. Han kunne lide at drille, også fordi at han for længst havde fundet ud af, og hun også var typen af kvinde, som kunne tåle det, og det passede ham særdeles udmærket! ”Jeg finder det nu ganske underholdende,” sagde han morende, inden han let blinkede til hende. Smykket klædte hende uden tvivl, hvilket skam også var noget som passede ham særdeles fint! Hun kunne lide den.. det var uden tvivl det bedste af det hele, og ikke mindst det vigtigste! Hans smil bredte sig tydeligt på hans læber. ”Som var den skabt til dig, Denjarna.. Den klæder dig virkelig.” Han rejste sig endnu en gang og gik hen mod hende. Han strøg kort hendes kind. ”Nu skal du og din finger hvile, og så skal jeg nok stille mig i køkkenet.” Igen var hans ord talt med morskab.

[Deleted]

Smilet krusede let over Denjarnas læber. Selv mente hun skam, at hun kendte ham. De havde måske ikke set hinanden på daglig basis, men de havde dog kommet hinanden ved. Endda nok til, at den ene ville sætte sit eget liv på spil for den anden. Det var jo, hvad Salvatore havde kastet sig ud i. Hun smilte let. Ja, hun var skam en kvinde som fyldte meget. Ikke ligefrem størrelsesmæssigt, men nærmere personlighedsmæssigt. Hun havde nemlig en fremtoning der gjorde, at hun ikke kun blev set, men også hørt. ”Hvorfor være en stille mus, når man kan være en fyrig løvinde? Den stille tilværelse har aldrig været min kop te,” sagde hun sigende, uden at smilet falmede det mindste. Nej, hun dvælede ikke bare bort, som hun altid havde noget at sige. Hendes hoved søgte en anelse på sned, som han udtalte, at hun ikke længere behøvede at deltage i madlavningen. Hvad var det også, at hun havde sagt? ..at hun ikke fungerede i et køkken. Derfor tog hun ej heller hans ord særligt højtideligt, da det ikke just sårede hende. Alligevel mente hun dog, at hun havde gjort et okay stykke arbejde. Roligt blev hun siddende på sengekanten. ”Har min kokkerering allerede afskrækket dig i en sådan grad?” lød det muntert fra hende. Det havde trods alt bare været, som hun havde sagt, at det ville være.
At smykket klædte Denjarnas hals, glædede hende skam. Blidt lod hun fingrespidserne glide over vedhænget, som hun mærkede det, som hun ikke længere kunne se det. Smuk havde den dog set ud, som hun havde åbnet æsken, og derfra vidste hun også, at hun sagtens kunne gå med den. Selv havde hun ikke regnet med, at det var en sådan gave, han ville forære hende, og derfor var hun skam blevet overrasket.. glædeligt overrasket om end. Hun smilte stille. ”Det kan jeg takke dig for.. Du har god smag,” endte hun stille med at sige, og sandt var det. At den klædte hende, var nemlig hans fortjeneste. Det var nemlig ham, som havde udvalgt smykket til hende. Tanken om smykket måtte dog lede hendes tanker videre til Vladimir, og det i sig selv var en trist tanke.. Han havde nemlig ligeså foræret hende en smuk halskæde. Faktisk en arvekæde, og se, hvad der havde hændt dem nu? Han havde vendt hende ryggen.. eller det gik hun ud fra, at han havde gjort, i og med han ej var kommet for hende. Kæden slap hun igen, som tankerne ikke just var passende. Hun slap en latter. ”Har jeg allerede ændret din tankegang omkring kvindens roller?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore og Denjarna havde måske ikke haft særlig meget med hinanden at gøre, men ikke desto mindre, så følte Salvatore, at han havde gjort hvad han burde. Han havde ganske vidst risikeret livet for at komme hende til redning, og han havde ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Han smilede let for sig selv. Han havde skam heller ikke det indtryk af Denjarna, som den stille type, som slog sig til ro med tingene som de var. Han kuklo ganske let og rystede så efterfølgende på hovedet. ”Ja, hvorfor være stille, når man hedder Denjarna?” spurgte han lettere drillende. Det var skam ikke fordi at han ikke var afskræmt af hendes kokkering i et køkken, men nok mere fordi at han ikke ønskede, at hun skulle komme yderligere til skade! Han rystede på hovedet. ”Det er tydeligt at se, at en mørkelver ej er vant til at stå i et køkken,” påpegede han drillende og blinkede til hende.
Lige nu ville han bare gerne have, at hun skulle sidde der i sin smukke kjole og bare.. nyde at være den kvinde, som hun altid havde været. Det var det indtryk som han havde af det hele, om ikke andet, så det betød faktisk utrolig meget for ham, at han kunne gøre hende glad. Smykket og vedhænget, var uden tvivl noget som klædte hende, og det var også rart at se hende, som andet end den lille ting, som boede på gaden.. For den beklædning som han havde fundet hende i, havde jo ikke ligefrem indikeret noget andet. Han smilede for sig selv. Hun gjorde ham glad på en måde, som han ikke havde været det igennem rigtig mange år, så det var et sted også utrolig.. befriende for ham at vide, at tingene var som de nu var. ”Som sagt, så lærer jeg endnu,” sagde han roligt. Havde hun spurgt ham for bare hundrede år siden, havde de bestemt ikke været enige i det. Man kunne ikke sige at synet på kvindernes rolle var ændret for ham.. men derimod tanken om at placere Denjarna i et køkken, var uden tvivl forandret. Han smilede let for sig selv. ”Bliver du stående herude, så kommer du da uden tvivl helt galt af sted, min kære.. Det kan vi jo ikke have.. Hvem ved? Måske du er den, som skal ændre det syn for mig,” afsluttede han, næsten som havde det været en opfordring til hende. Han vendte sig mod det som var lavet i køkkenet, og tænkte kort over hvad der manglede.. Ja, han kunne jo lige så godt komme i gang.

[Deleted]

Denjarna trak på smilebåndet. Ja, hvorfor være stille, når man var hende? Det var hun derfor bestemt ikke! Faktisk var hun kendt for at skabe en del drama på sin vej. Kedeligt var hendes liv nemlig aldrig. ”De stille timer kommer den dag jeg ligger i graven, og den dag er ikke i dag,” sagde hun ærligt. Der var selvfølgelig nogle af de gamle strabadser, som hun ønskede at ligge bag sig, men at slå sig fuldstændigt til ro og blot leve et stille liv, blev nok aldrig hende. Verdenen ville formentligt ej heller lade hende være, som hun altid syntes at rende ind i det ene eller det andet. Det kunne man også selv se på hendes liv nu. Hun smilte skævt. ”Var det ikke også, hvad jeg prøvede at fortælle dig til en start? Du burde måske lytte til, hvad jeg har at sige.. Det jeg siger, er trods alt ikke helt galt,” sagde hun med en drillende mine, skønt det var sandt, at hun havde haft ret hele vejen igennem. Nok var hun ikke den gense mørkelver, men en mørkelver i køkkenet var aldrig godt. I hvert fald ikke en kvindelig en af slagsen.
Det at sidde i sengen med sin smukke kjole, og sin smukke halskæde, var uden tvivl af betydning for Denjarna. Hun var nemlig ikke den forhutlede kvinde, som han have fundet. Nej, hun var en stolt og værdig kvinde. Det var også, hvad hun lignede igen. ”Læring kommer igennem hele livet. Det kan man aldrig vokse fra,” sagde hun roligt. At han ligeså var blevet af den holdning, at hun måske kunne ændre ham, var også kun et bevis på det faktum. Gammel var han nemlig, og hidtil havde han haft et fast syn på kønsrollerne, men at hun nu placerede nye spirer i den tanke, beviste kun en ting eller to. ”Hvis jeg blev betalt for alle de synspunkter, som jeg har ændret på min vej, ville jeg være en rig kvinde,” lød det muntert fra hende. Hendes sølvgrå øjne hvilede på hans skikkelse. ”Personligt har jeg dog altid nydt en mand, som kan finde ud af at tage vare på en kvinde,” tilføjede hun roligt. Selv anså hun det nemlig for at være en positiv egenskab, at han kunne stå i et køkken. Det viste nemlig, at manden i givet fald kunne værne om hende.. I hvert fald på madfronten, og hvem kunne undvære mad?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne lide at tilbringe tiden med Denjarna. Hun satte uden tvivl krydder til hans egen tilværelse, og det var noget, som han helt klart havde haft brug for. Han kørte i ring ellers.. Hun havde vist ham, at der var andet i livet, end hvad han selv havde gået og troet. ”Forhåbentlig ikke, må jeg sige,” sagde han glædeligt. En som Denjarna, var han ikke blevet træt af at høre på.. Han havde reddet hendes liv, og nu havde han været så heldig, at få lov til at tilbringe tiden sammen med hende? Så blev det altså kun bedre set i hans øjne! Han rystede let på hovedet. Hun havde ret.. Det var ikke i køkkenet man skulle placere en mørkelver, og det måtte han jo nu lære på den hårde måde, kunne man jo sige. ”Det har været en dyrkøbt lektion og erfaring, kan vi sige. Jeg skal nok tage køkentjansen fra nu af,” påpegede han med en tydeligt morende stemme.
At se hende i kjolen, var uden tvivl et behagende syn for Salvatore. Det var desuden heller ikke særlig ofte, at han var omkring det kvindelige køn, og bestemt ikke på den måde, at han kunne komplimentere dem på den måde, som det han følte, at han kunne gøre med hende. Når det nu var sagt, så havde de været heldige med både kjole og smykke, som passede særdeles godt sammen, og hun gjorde det bare.. perfekt. Der var ikke noget ord, som kunne beskrive det bedre. Hun havde ret i, at man lærte igennem hele livet.. Det stoppede jo aldrig nogensinde, kunne man jo sige. ”Jeg har lært det.. Du har ret, min kære,” sagde han med en rolig stemme, idet han igen vendte sig mod hende. Han havde nu heller ikke noget imod at stå i et køkken, men han hoppede da meget gerne over, hvis han kunne komme til det, så det var vel også hvad man kunne sige, at han havde prøvet på? Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Han rystede smilende på hovedet. ”Du skal være så hjertelig velkommen og prøve,” sagde han morende. Han vendte blikket mod kødet, som de havde fået hentet. Selv var han ved at være godt sulten. Ildstedet fik han gang i, næsten bare med et knips med fingrene. Han vendte blikket og det varme syn mod hende. ”Hvem kan ikke lide at blive opvartet? Ved mig, kan jeg love dig for, at du er tryg.. og kommer til at have det godt.. Så lang tid, vi nu har muligheden,” sagde han roligt. Han begyndte med at tilberede maden. Kødet fik han over den varme ild.

[Deleted]

At forsvinde fra verdenen havde Denjarna bestemt ikke i sinde! Måske havde hun sine bump på vejen, men at gå bort var slet ikke en mulighed for hende. Ifølge hende, havde hun nemlig et liv, der skulle leves.. Mål, som skulle opnås. Derfor var det andet bestemt ikke en realitet. Derfor havde hun ganske enkelt også holdt ud i Alexanders kælder. Det oplagte sted havde det nemlig ellers været at sive hen, hvis hun havde givet op. Hun slap en dæmpet latter ved hans ord. ”Dyrkøbt ligefrem? Hvad havde det i så fald været, hvis ikke jeg har snittet i mig, men derimod skåret selve fingeren af?” spurgte hun ham i en munter tone. Selv anså hun nu ikke omgangen for at have været synderlig barsk, men hun var efterhånden også vant til det der var langt værre. Sviget havde det dog gjort lige meget hvad. ”Men klage vil jeg nu ikke,” sagde hun med et smil på læben. ”Jeg har intet imod at overlevere køkkentjansen til dig. Jeg er sikker på, at du vil gøre et formidabelt arbejde.” Hun blinkede kækt til ham.
Denjarna nikkede roligt til hans ord. Man lærte igennem hele livet, og det kunne man ikke komme udenom. Derfor var hun ej heller undtaget, som hun ligeså blev klogere på livet dag fra dag. Det der kom dernæst var dog om man accepterede sin nyfundne viden. Det havde nemlig ligeså sin betydning. Hun smilte morende. ”Opgaven er accepteret.” Hvis der var en kvinde, som skulle ændre Salvatores syn på livet, hvilken anden kvinde kunne så gøre det bedre end hende? Det var nemlig kun et faktum, at hun var exceptionel til at præge folks liv. I selveste historiebøgerne måtte hun nemlig stå, som hun havde været omkring de mest betydningsfulde i denne verden, og hvordan kunne man så komme udenom det? Nysgerrigt gled hendes blik til ildstedet, som han tændte op i det. Fascinerende måtte magi nu engang være. Hendes sølvgrå øjne søgte videre til hans, som han så imod hende med en varm røst. Hun smilte stille. Kunne man andet? ”Hvis det bliver således, hvorfor skulle jeg så nogensinde få lyst til at forlade dig og hulen her?” spurgte hun ham. Al, hvad han sagde, måtte være hvad hun savnede. Dog vidste hun, at hun ikke kunne blive her. Ligeså var der ting, som hun måtte gøre, og dem kunne hun ikke just gøre herfra. Derfor vidste hun, at det ville stoppe, som hun kom på fode igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var bestemt heller ikke fordi at Salvatore ønskede at stå ved Denjarnas grav, og vide, at hun var gået bort.. Det ville uden tvivl også blive en ende for ham et eller andet sted.. Han måtte vel desværre sige, at han var gået hen og blevet glad for, at have hende omkring sig? Blevet glad for at have hende som en nær ven? Hans problem var jo, at han var blevet rigtig glad for hende, og det var noget, som faktisk kunne gå hen og blive et temmelig stort problem set i den forstand, at hun var mørk, hvoraf han kom fra lyset.. Ikke altid lige smart. ”Ja, du ville have haft et større problem, hvis det havde kostet dig den ene finger,” pointerede han med en morende stemme. Han vendte blikket roligt i retningen af hende og med et smil. Nu havde de endda forsøgt at placere hende i køkkenet, og det var jo tydeligt, at det ikke rigtigt havde virket efter hensigten. ”Forhåbentlig kan jeg lave det, uden at det koster lemmer af nogen slags,” påpegede han med en drillende stemme.
Denjarna var op for opgaven, og det var bestemt ikke noget som gjorde Salvatore det mindste. Man lærte hele livet, men lige den gamle lærdom, som han havde tilegnet sig, var ikke noget, som man som sådan kunne mærke noget af sådan rigtigt.. Den var ikke forandret.. Hvem vidste? Måske Denjarna skulle være den kvinde, som kunne? Hun skulle i hvert fald være mere end velkommen til at gøre et forsøg! ”Og held og lykke,” tilføjede han tydeligt drillende, da han igen vendte sig mod maden. Selv var han nemlig ved at blive rigtig sulten efterhånden, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke dybt i hans egen mave. Tungen strøg han kort og tænksomt over læberne. Han ville gerne imponere hende.. Lige hvorfor, vidste han ikke, men han ville virkelig gerne imponere hende. Han vendte blikket roligt mod hende igen. ”Noget siger mig, at du har mere at udrette i livet, end at gemme dig i en hule i Procias, Denjarna.. Du forekommer mig ikke som en kvinde, som slår sig til tåls med tingene som de er, hvis du ikke er enig med det.. Blot ønsker jeg at nyde tiden, så lang tid vi har den,” sagde han roligt. Dum var han ikke. Mens kødet lå over ildstedet og spredte duften af god mad, begyndte han at tilberede resten. Han kunne skam godt stå i et køkken – hvis det var det som han ville.

[Deleted]

Glad var Denjarna skam for, at det kun var blevet et lille snit i fingeren, og ej hele hendes finger, som havde røget. Slem var skaden nu ej heller, som hun faktisk syntes at glemme dens eksistens, som hun havde båndet omkring sin finger. Hun smilte stille til Salvatore. Han bekymrede sig for hende, og det ønskede hun ikke at tage fra ham. Rart var det at have ham omkring sig, og især nu hvor han var den eneste, som hun havde.. ”Det tænkte jeg nok,” lød det fra hende med et svagt smil på læben. Dæmpet lo hun over hans ord. Ja, han ville forhåbentligt klare det bedre i køkkenet end hende. Ellers var der ingen anden mulighed, end at de måtte forsøge at samarbejde og få det bedst mulige resultat. Meget andet var der trods alt ikke at gøre. ”Vi ville formentligt også være et sørgeligt syn, hvis ingen af os kunne omgås i et køkken.”
Om Denjarna kunne ændre på Salvatores synspunkter, var ikke til at sige, men hvis der var en der kunne, burde det så ikke være hende? Hende som havde ændret så manges sind og hjerter? Mere til sagen, sagde hun dog ikke, som hun derimod blot sendte ham et smil. Hans følgende ord, fik hende dog til at rejse sig, som hun med korslagte arme bevægede sig mod hulens udgang. Roligt stoppede hun op, som hun ej forlod stedet, men derimod blot så tænksomt ud. Han havde ret.. Det kunne hun ikke modsige ham i.. Hun ville ikke blive her, og det var ikke fordi, at hun ikke måtte, men fordi at hun personligt ikke kunne rumme at blive her. Hun strøg let tungen over sine læber. ”Du har ret,” sagde hun stille. ”Skønt jeg nyder dit selskab, kan jeg ej blive her, og det skyldes ikke, at Gabriel ikke vil have mig her. Jeg kan ej leve i Procias, da det ikke er her, som der er brug for mig. Min sti er andetsteds.” Blikket vendte hun roligt tilbage mod Salvatore. Som han ville nyde tiden med hende, ville hun ligeså nyde den med ham. Hvor længe hun blev, vidste hun ikke, men længe blev det nok ikke. Hun havde nemlig sin egen vej, som hun skulle følge, og det betød, at hun ikke kunne blive i en prociansk hule. Passende var det vel også, da han selv havde sine pligter at vende tilbage til. ”Det at jeg bliver, passer desuden ej heller til dit liv. Dit folk ville mangle dig, hvis du ligeså blev her, og det kan jeg ikke tage på mig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var uden tvivl glad for, at det kun var et snit i fingeren, og ikke noget værre, der var hændt hende, for han ville da ikke kunne tilgive sig selv, hvis det havde fået følger, som kunne have været fatale. Når hun var så elendig i et køkken, så var det jo aldrig til at vide, hvad der kunne ske, og det var slet ikke e n tanke, som han brød sig om i det hele taget. Han vendte blikket mod hende, og med det samme lette smil på læben. Så lang tid hun havde det godt, så var det uden tvivl også det vigtigste for ham. ”Det kan vi jo ikke have,” sagde han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, når det nu endelig var sagt. Han rystede smilende på hovedet, inden han selv vendte blikket mod den manglende mad, som skulle tilberedes. Han kunne skam godt.. Ellers havde han da haft et problem, for han levede jo alene, og han havde da klaret det ganske udmærket til nu, hvis han selv skulle sige det. Tungen strøg han let over sine læber. ”Tja, nogen skal op sørge for, at du får noget i maven, når du ikke selv kan,” påpegede han med en tydeligt drillende mine, for det var jo i ren og skær underholdning. Han kunne nu godt lide at drille hende.
Hvorvidt om det var Denjarna, som skulle vise sig, at være den kvinde, som kunne ændre Salvatores holdninger og meninger til det ’bedre’ om en kvinde, vidste han ikke, men det var noget som tiden jo måtte vise dem. Han sendte hende et stille og roligt smil. Han kunne nu godt lide at se hende sidde med kjolen og smykket på, og så vide, at det var noget, som han havde skænket hende, som hun var glad for.. noget som kunne få hende til at tænke og mindes om ham, når deres veje endnu en gang skulle skilles, for det skulle den jo før eller siden. Hun behøvede skam ikke undskylde for sig. ”Du behøver skam slet ikke forklare for dig, min kære, for jeg ved det godt. Jeg gik så sandelig heller ikke ud fra, at du ville gemme dig her for tid og evighed.. Dit kald er noget andet.. og det kan både mærkes, ses og føles på dig,” forklarede han med en ærlig stemme. Han fik blandet salaten, mens kødet endnu lå i varmen over ilden. Han havde sin egen slags at holde styr på, men han kunne nu godt lide at være sammen med hende. ”En mand har krav og ret på sin frihed.. Jeg har bare den lænke af arbejde om mine håndled. Jeg er nødt til at vende tilbage til dem på et tidspunkt.. Dog ikke før, jeg ved, at du kommer godt herfra igen,” forsikrede han hende.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna var elendig i et køkken, men det var måske også fordi, at hun aldrig havde bebyrdet sig med at lære madlavningens kunst at kende. Unødvendigt havde det dog også været for hende, for som Salvatore altid havde været alene, havde hun altid været omkring andre, eller også havde hun haft pengene til at betale sig fra det. Da hun havde ageret som leder for sit folk, havde hun nemlig haft sin tjenestestabel til det. Da hun havde været vampyr, havde det blot været at drikke blodet fra sit bytte. Da hun havde boet hos Vladimir, havde hans tjenestestabel sørget for hende, og ironisk nok havde de været vampyrer. Og med Derick, havde han ligeså lavet maden til hende. Derfor var det til at sige, at hun pænt havde snoet sig uden om madlavningen. Hun smilte let. Selv skammede hun sig ikke over, at hun ikke kunne begå sig i et køkken. Hun havde jo altid klaret den. ”Og jeg sætter pris på, at jeg har så fin en mand ved min side, som kan klare opgaven,” svarede hun morende.
At Denjarna ej behøvede at undskylde, vidste hun skam godt. Hun var nemlig allerede klar over, at Salvatore vidste, at hun ej kunne blive her i Procias. Procias var nemlig ej hendes hjem, som der ikke var noget for hende her at komme efter. Der var det anderledes med Salvatore, som han var født der og styrede sin race derfra. Hun vendte sig roligt mod Salvatore. ”Jeg ønsker at finde et hjem, hvor jeg kan være. Et hjem, som jeg kan være stolt af, og et hjem som jeg kan føle mig trygt ved. Det hjem vil aldrig blive Procias.. og jeg tvivler på, at det ligeså kan blive Dvasias. Nok er det mit hjem af fødsel, men det er ikke længere hjem af mit hjerte,” sagde hun. Hun vendte blikket bort igen, så hun i stedet betragtede flammerne der stegte kødet. Selv vidste hun dog, at et sådant hjem ikke eksisterede lige nu og her, men måske var det skabeligt? Hun smilte svagt. ”Den lænke af arbejde? Du får det til at lyde, som om du foragter det,” bemærkede hun. ”..Jeg tvivler dog på, at det er tilfældet. Jeg vil forsøge at være på fode hurtigst muligt, så du kan vende tilbage til dit liv. Det vil blot tynge dine skuldrer, jo længere jeg holder dig optaget.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde uden tvivl været heldig i det valg af mand, som alle sammen tilsyneladende havde været i stand til at stille sig i et køkken. Som det nu var sagt, så var det ikke ensbetydende med, at han havde tænkt sig at gøre det samme. Man lærte som sagt igennem hele livet, og derfor var det bestemt heller ikke for sent at skulle blive vant til dette arbejde, kunne man jo sige. Han smilede tilfredst for sig selv. Når det nu var sagt, så var det vigtigt for ham, at hun havde det godt, og derfor havde han heller ikke noget imod at gøre det.. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at det skulle koste hende lemmer, at stå og forsøge sig med madlavningens kunst. ”Nu må vi jo først finde ud af, om det jeg kan præstere, er spiseligt,” påpegede han morende. Han kunne skam godt, det var slet ikke det, men om det var den type mad, som levede op til de forventninger, som hun kunne have til ham, var jo straks en helt anden side af sagen, kunne man jo sige, og det var skam heller ikke fordi, at han ikke havde tænkt sig, at lade hende forsøge sig.. bare under kontrollerede forhold – når han var til stede.
Salvatore forstod skam godt den situation som Denjarna befandt sig i for øjeblikket, og det var skam heller ikke fordi, at han havde i sinde, at fraholde hende fra at gøre, hvad hun virkelig ønskede at opnå med sit liv. I hans øjne, fortjente hun det bedste, og det var ikke noget, som hun kunne få hverken i Procias, som i Dvasias.. Hvem ved.. Manjarno måske? Hun havde ambitioner og hun havde holdninger og meninger, som man kun måtte beundre på den måde, som det nu var menneskelig muligt. ”Du har været uheldige med de odds, og hvad du har været igennem, Denjarna. Jeg håber virkelig at du finder et sted, hvor du kan slå dig ned, og faktisk føle, at det er den plads i livet, som du skal have.” Sandt at sige, at han et sted faktisk havde ondt af hende. Han vendte sig mod maden, som han begyndte at anrette i små fade, som han fik rengjorte med kun et svip med hånden og satte det på det forholdsvis lille bord, som var i hulen. ”Min egen fortid, gør at mange af min egen slags, ikke har den tillid til mig, som de burde have til deres leder. Uanset… så vil jeg bare nyde den tid med dig, mens jeg har den..” Han vendte sig roligt mod kødet, som han let fik vendt, så det kunne varmes og steges godt på begge sider. Han var virkelig ved at blive sulten nu.

[Deleted]

Denjarna hævede let det ene øjenbryn. ”Du har formået at holde dig i live gennem alle disse år.. Mon ikke du kan klare et lille måltid til dig og mig?” lød det fra hende med et smil på læben. Lille var måltidet måske ikke, men mon ikke han klarede den? Det var hun i hvert fald sikker på, at han gjorde. Hvis ikke det havde været indenfor hans evner, havde han nemlig gjort langt mere modstand, og det eneste han havde sagt var blot, at han godt kunne lide en kvinde i køkkenet. Desuden.. han havde sul på kroppen, så spiseligt skulle det nok være.
Hvad Denjarna selv ville finde, når hun blev fri for hulen og Salvatore, var ikke til at vide. Skræmt over den tanke var hun dog ikke. Hun var nemlig Denjarna. Hun var en overlever. Hun fandt altid en løsning på sit problem. Denne gang var forhåbentligt ikke meget anderledes.. ”Jeg har prøvet meget, ja.. men om jeg kunne have været foruden det, kunne jeg næppe. Ens historie gør trods alt en til den person man er, og det kan jeg vel næppe begræde.” Hendes sølvgrå øjne søgte til hans madlavning. Let som en leg, så det næsten ud, som han delvist brugte sine menneskelige og magiske kundskaber. Det var bestemt ikke som at se hende i et køkken.. Nej, hun var nærmere en katastrofe. Hendes hoved gled en kende på sned. Det gjorde hende trist at vide, at han ej var i ét med sin egen race. Især fordi, at hun kendte til ham og vidste, at han var troværdig. Hun sendte ham et smil ”Dit folk stoler muligvis ikke på dig, men det gør jeg. Hvis du en dag skulle få brug for det, vil du altid have en plads hos mig,” sagde hun ærligt. Hun havde måske ikke noget lige nu og her, men sandt var det, at hun ikke ville afvise Salvatore, hvis han en dag skulle komme til hende. Det var også kun det mindste hun kunne gøre for ham. Roligt bevægede hun sig over til ham, så hun kunne beskue de lækre retter. Sulten var hun, og derfor passede det hende uden tvivl godt, at maden efterhånden så færdig ud. ”Jeg er sikker på, at maden er smagfuld,” kommenterede hun. Dette ville klart blive hendes bedste måltid længe! ”Jeg sagde jo, at du kunne gøre dig i et køkken,” tilføjede hun med et stille smil på læben.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore smilede let for sig selv. Det kunne godt være, at han havde formået at holde sig selv i live frem til nu, men det var jo slet ikke ensbetydende med, at det var den type mad eller ædelse, som man kunne sige, at hun var vant til. Han rystede let på hovedet. Der var intet ved det her, som var akavet på nogen måde, og det var uden tvivl noget, som han fandt ekstremt behageligt i den anden ende. Blikket gled roligt i retningen af hende igen. ”Jeg er ikke død endnu, men derfor kan det jo være at det ikke lever op til den standard, som du til nu har været vant til,” pointerede han med en rolig, dog drillende mine. Selv kunne han ikke dy sig, når hun viste sig, at være typen som faktisk kunne klare det, hvilket alt sammen, var noget som faktisk betød utrolig meget for ham. Ingen tvivl om det.
Uanset hvad der ville hænde Denjarna, var Salvatore selv ikke i tvivl om, at hun ville klare sig. Når alt endelig kom til alt, var det faktisk vigtigt for ham at understrege hvor godt hun havde gjort det til nu, da det alt sammen, var noget som han anså som utrolig værdifuldt. Hun havde på trods af alle odds, gjort det tunge arbejde.. Hun havde rejst sig fra askerne, og havde fortsat sit liv, selvom hun gang på gang, var blevet hamret i hovedet med ikke bare en ting, men derimod frygtelig mange.. Han var imponeret.. Og det var sjældent, at han var det på denne her måde. ”Det som hænder en, er hvad der er med til at forme og skabe de holdninger og meninger, som vi bærer livet igennem. Det som du derimod har stået model til, er jeg yderst imponeret over,” påpegede han roligt. Han begyndte at dække op. Det tog ikke lang tid, før maden ville være færdig, og selv han begyndte at blive sulten. Han smilede for sig selv. Hendes ord derimod, var noget som betød utrolig meget for ham. ”Det glæder mig, at høre,” sagde han ærligt, dog meget taknemmeligt, da han igen vendte blikket i hendes retning. Som det nu var sagt, så håbede han selvfølgelig ikke, at noget i den dur skulle blive aktuelt, selvom han intet ville have imod at tilbringe tiden med hende. ”Den stærkeste overlever, ikke sandt?” påpegede han drillende, inden han vendte sig, for at tage kødet af varmen og dækkede op med det hele. ”Så er der serveret.”