A special time

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød uden tvivl at sidde der sammen med hende, og få sig et godt og ikke mindst solidt måltid. Nu hvor det var sagt, så var det en lettelse for ham, at vide, at hun faktisk havde de ambitioner, som hun havde, netop for at komme igennem det.. Ellers havde hun nok næppe klaret sig til nu. Med alt det, som hun havde været igennem, og alt det, som hun jo havde gjort sig af tanker og overvejelser, samt de erfaringer, som hun havde med sig, var alt sammen nogen, som havde betydning for hende i hendes videre liv. Hun var måske ikke royal, men hendes tankegang, fik ham kun til at mindes det. ”Meget vel, du ej er i besiddelse af en royal titel, men tankegangen har du dog,” sagde han med en rolig stemme. Det var bestemt ikke noget, som man så rundt forbi, bare sådan uden videre, og det var uden tvivl også med til at gøre hende.. unik. Han kunne virkelig godt lide det. Hun havde ambitioner, og hun havde klare holdninger og meninger om tingene, og derfor synes han da uden tvivl, at det ville være synd og skam, ikke at gøre noget ved det. Hovedet lod han søge på sned. ”Hvorfor skulle du ikke gøre det, Denjarna? Du har ambitioner, du lader dig ikke slå ud af noget, og med de så kraftige holdninger og meninger, som du har i din besiddelse, hvorfor skulle du så vælge at nøjes med noget her i livet?” spurgte han ærligt, og med en direkte stemme. Hovedet lod han søge en kende på sned endnu en gang – Bare mod den anden side. Det var vigtigt for ha, at understrege, at det var vigtigt, at man gjorde noget ved det.. ellers blev man ikke noget, og det vigtigste, var at man var tilfreds med sig selv. ”Hvis du for eksempelvis kunne få en stor herregård i Manjarno – Bare for at tage et eksempel.. Hvorfor så nøjes med at søge skjul og gemme dig i en jordjule i Procias?”

[Deleted]

Denjarna spekulerede over hans ord. Nej, hun var så sandelig ikke født royal, som hun altid havde kæmpet sig op. Det var også, hvad der gjorde, at hun sad inde med de holdninger, som hun havde. Hun havde vel en vision for verdenen, og det havde hun længe haft. Det var også af den årsag, at hun engang havde stået som sin races leder. Det gjorde hun dog ikke længere, og længe siden var det nu også. Om det var en sti, som hun nu skulle vende tilbage til.. hvem vidste? ”Royale opstår ikke kun ved fødsel. Det er ikke kun en skæbne man kan opnå, fordi det er ens føderet. Der er nemlig også erobrerne.. Dette ses ofte i Imandra, hvor Procias og Dvasias mere afhænger af det rette blod,” lød det roligt fra hende. ”Min tankegang skyldes personligt, hvad jeg har set og oplevet gennem tiden. Mine oplevelser har givet mig en række standpunkter og drømme, og det er op til mig at følge dem.” At han derefter fortsatte sine opfordringer, fik hende igen til at spekulere over tingene. Sandt var det, at hun havde meninger, og at hun holdt fast i dem og kæmpede for dem. Dog var det anderledes at have dem, end at føre dem ud i verdenen og gøre dem til noget stort.. og dog skræmte den tanke hende ikke spor. Sikker på sin tankegang var hun nemlig, og derfor havde hun ikke et problem med at oplyse andre om den. ”Holdningerne har jeg skam altid haft, og holdningerne har jeg altid sagt højt. Det gør også, at magthavende kender mit navn, og at de ønsker at lukke min mund.. Alexander fangede mig måske ikke på grund af mine holdninger, men alligevel fandt han mig som en slange, og grundet det må han ligeså kunne se en trussel i mine meninger,” sagde hun sigende. Hun mærkede helt, hvordan en trækning måtte gå igennem hende, som hun lod sin tunge nævne fyrsten. Den mand foragtede hun! Den mand ønskede hun at se krybe i støvet. Hævn måtte nemlig berøre den liste, som hun ønskede at opnå. Det kunne hun ikke komme udenom.. og det kunne Salvatore vel heller ikke bebrejde hende for at ønske? Dog følte hun ikke, at hun kunne drøfte den sag med ham. Hun følte vel, at det ville få hans billede af hende til at krakelere. Hendes sølvgrå øjne hvilede på ham. ”Jeg ville uden tøven vælge herregården,” sagde hun ærligt. ”Et sted som det, er hvor jeg hører til.. Jeg vil blive drevet til vanvid, hvis jeg skulle blive her.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var uden tvivl imponeret over hendes måder at tænke på. Samt at sige, så var det ikke en gang løgn, at det ikke altid var de royale, som var født til en stilling. Den kunne tages ved kup… Noget som han faktisk havde oplevet adskillige gange i løbet af hans lange liv, i de mange lande, som herunder omgjorde sig Procias. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse. ”Du har så ret, så ret, kære Denjarna. Det er ikke alle, som er født til en stilling, som er i stand til at tage sig af den, som det heller ikke er alle som er født i en fattig familie, som skal gå i familiens fodspor. Selv har jeg ikke noget problem i at se dig som en.. royal,” sagde han ærligt. Hænderne foldede han over bordet, og lod hagen hvile mod dem, alt imens han betragtede sig af hendes skikkelse. Skøn var hun nu at være sammen med, og han elskede at tilbringe denne tid sammen med hende, hvilket kun var noget af det bedste af det hele. ”De erfaringer som du har gjort dig igennem livet, har formet dig til at blive en enestående og unik kvinde.. som selv jeg, elsker at tilbringe tiden sammen med.” Igen, så havde han slet ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, for det var jo sådan, at det jo faktisk forholdt sig. Han lod hovedet søge på sned. At de højerestående, virkelig have svært ved at acceptere, at hun var den kvinde som hun var, var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved.. Derimod fandt han det som en stor skam, at det var sådan at tingene faktisk forholdt sig.. hun fortjente bedre. Meget bedre end de odds, som hun hertil havde været udsat for. ”Det er tilsyneladende ikke bare vampyrfyrsten som har set problematikken med en kvinde med ben i næsen, må jeg sige. Ellers en skam. Det er den slags kvinder, som kan føre verden frem,” sagde han stilfærdigt. Selv anså han det virkelig som en skam, at mænd skulle komme så dominerende til værks, og uden at tage hensyn. Det kunne godt være, at han selv var en mand, men han havde da i det mindste hvad man kunne kalde for en selvindsigt. Han regnede bestemt heller ikke med, at hun ville blive hvor hun var. ”Jeg regnede bestemt heller ikke med at du skulle blive her.. Du har større ambitioner end at gemme dig i en jordhule. Du kan blive her til du er ovenpå.. så skal jeg nok føre dig over muren igen, så du ikke ender i Gabriels klør.”

[Deleted]

Sådan som samtalen mellem hende og Salvatore havde udviklet sig, tvang det Denjarna til at tænke i nye baner. Måske havde hun leget med disse tanker før, måske havde hun ikke.. Måske begyndte hun at se en mulighed i deres samtale. En mulighed for at blive noget større, og en mulighed for at skabe noget bedre. Det var en mærkværdig tankegang at gå og lege med, men alligevel kunne hun ikke lade være med at blive fascineret af den. Spørgsmålet var dog ikke kun, om hun kunne lide tanken, men også om andre kunne lide den. Faktisk afhang det ret så meget af, hvad andre ville mene om det. Langt kom man nemlig ikke, hvis man var den eneste, som støttede op omkring ens ideologi. ”Du har måske intet problem med det, men vil andre have det? Rejsen til det højere er ej simpel.. Det kræver folk.. en destination,” sagde hun roligt. Realistisk måtte hun nemlig være, som hun vidste, at dette ikke bare var noget, som man kunne kaste sig hovedkluns ind i.. selvom hun måtte indrømme, at hendes tanker var startet. Hun trak let på smilebåndet. Det var berigende at høre, at han billigede i, hvem og hvad hun var. Det var nemlig den person hun var. ”Det at være unik er desværre ikke altid lige godt. Nogen gange er det bedre bare at være almindelig.. bare at følge med strømmen,” lød det fra hende. ”Det er dog intet, som jeg vil bukke under for.” Hårdt var det at være af den holdning, da det betød, at man tilegnede sig mange fjender. Selv mente hun dog også, at gevinsten måtte være større i den anden ende, da det betød, at man havde kæmpet frem for at man blot havde sivet med strømmen. Aldrig havde hun blot smilt og nikket, og derfor vendte folk sig mod hende. I hvert fald de mere betydningsfulde personer. Salvatore her var ærlig talt den eneste person, som ikke blev skræmt af hende. Blikket vendte hun mod spisebordet, som hun lod sin fingernegl flugte med træets mønstre. ”Du skulle have været til stede under mine møder med den kære konge af Dvasias,” bemærkede hun med et vidende smil på læben. Mattheus havde nemlig i sandhed bakket ud, da han havde sandet, at hun helt ind til knoglerne var sin egen person. ”Jeg mødte ham i den tid, hvor jeg mødte dig for første gang. Jeg talte med ham.. hjalp til med at guide ham.. og da han fandt ud af, at jeg ikke bare makkede ret, men rent faktisk havde mit eget liv, blev han som en unge der havde fået frataget sit legetøj.” Hendes øjne fandt hans igen. Det var ikke just noget hun havde talt højt om før, men hun var ej heller typen, som løb af sted med sladder. Noget til overs for den unge konge, havde hun dog ikke længere. Han havde vist sit sande jeg. Han havde vist, hvilken side han stod på, og det var ikke hendes. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Jeg sætter pris på din hjælp. Jeg vil se frem til den dag, hvor jeg igen kan gå i den frie luft.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv på trods af det faktum, at Salvatore i øjeblikket sad overfor en dvasianer.. endda en, som man kunne kalde for den ægte vare, så var han uden tvivl utrolig fanget af hendes måde, at se på tingene på. Ikke fordi, at han kunne lægge ksjul på det, men mange af hendes holdninger og meninger, var jo faktisk af den slags, som han måtte sige sig enig i.. Og det var ikke ofte, at han var enig med en dvasianer. Måske hun var en af de få, som faktisk kunne se, at det ene land ikke kunne klare det uden hinanden? Der var ikke noget lys uden mørke, som omvendt? Hun tænkte.. og det stod så tydeligt i hendes smukke øjne. Han smilede let. ”Jeg har ikke. Jeg har længe set, hvad der er mangel på i denne verden.. Og hvad der er mangel på, er kvinder med ben i næsen, som kan rette op på det samfund, som vi herunder må leve i,” sagde han sandfærdigt. Han vidste skam godt, at mange havde problemer med at modtage retningslinjer fra kvinder. Han havde selv været en af dem engang. ”Del dine tanker med mig,” opfordrede han sigende. Selv havde han ikke svært ved at forestille sig, hvordan hendes møde med den dvasianske unge konge havde gået for sig.. Bare det, at hun sad her, og ikke var hjemme i sit eget hjemland indikerede allerede der en hel del for ham, og det var slet ikke noget, som han havde i sinde, at skulle skjule for hende. Det gjorde ham faktisk ondt.. Al den modgang, og alligevel rejste hun sig og fortsatte. Var det noget vidunder at han følte sig draget? Hun var en kvinde med tydelige ambitioner, og det var noget, som han selv ikke kunne lade være med at støtte op om. ”En ung mand, har brug for sin støtte, og sit folk, at få til at gøre de sure opgaver for.. Det har vel været et slag på stoltheden at vide, at du ikke lige var den slags kvinde for ham. En skam.. Han ved ikke hvad han misser,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Kongen var ung, og havde stadig utrolig mange ting at lære. ”Naturligvis.. Jeg rydder af.. Slap du af imens.. Gå ud af hulen og få dig noget luft. Det vil uden tvivl gøre dig godt,” opfordrede han roligt. Vinen lod han dog stå. Et glas eller to mere, ville nok heller ikke gøre noget.

[Deleted]

Selvom Salvatore ikke havde et problem med at underlægge sig en kvinde, var det ikke ens betydning med, at andre ligeså let ville makke ret. Mange mænd anså nemlig det at underlægge sig en kvinde, for at være et knæk i ens stolthed. Det var i hvert fald en tankegang, som var normal udenfor det samfund, som Denjarna var vokset op i. Dog kunne man også sige, at hvis ikke hun kunne det, hvem kunne så? En karismatisk person var hun nemlig, der gennem tiden havde været god til at skabe alliancer. Det i sig selv kunne muligt være en dårlig egenskab at besidde. ”Jeg vil tro, at du er en ud af få mænd, der er af den overbevisning, min kære ven,” sagde hun med et svagt smil på læben. At han derefter opfordrede hende til at forklare sig, fik hende til at se tænksomt ud i luften. ”For at vinde en stilling af betydning, kræver det, at man ikke er alene. For at være noget, skal folk se dig som noget. Du skal have folk, som tror på det du kan udrette, da en person alene ikke kan ryste synderligt mange. Derudover har man brug for et hovedsæde.. Et tilholdssted, hvor man ved, at man kan gøre en forskel fra. Du selv er leder af magikerne og arbejder indenfor Procias’ grænser.. Det gør Jeres konge og dronning ligeså, da de ikke ville have den samme vinkel, hvis de var på hele denne jord. Derfor skal man vide, hvor man hører til, og hvem man har i ryggen.. ellers kan ens magt ikke eksistere.” Selv havde hun ide for, hvordan denne verden kunne være, men da hun vidste, at hun kun havde sig selv – eller allerhøjst også Salvatore – samt ingen bopæl havde, vidste hun, at hun pt. stod svagt. Den realitet kunne hun skam godt se i øjnene. Med det vidste hun dog også, at alt dette var til at vinde, hvis blot man satte næsen for det.. Hun trak let på skulderen. ”Jeg gad ikke give kongen, hvad han ville have, og for det smed han mig for porten. Det er ej en konge jeg kan støtte op omkring. Ej heller kan jeg støtte op omkring regimet her,” sagde hun stilfærdigt. Ja, det var vel intet mysterium, hvorfor hun ikke følte sig hjemme nogen steder med de ordensmagter, som regerede på denne jord. Hendes blik hvilede på ham, inden hun forsigtigt måtte skubbe stolen tilbage og rejse sig. Som hun gjorde det, mærkede hun øjeblikkeligt ømheden i benene, som det syrede i dem. Træt var hun, men samtidig med det, ønskede hun også at komme ud. ”Er du sikker på, at du klarer den?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var klar over, at det var stærke odds Denjarna havde imod sig, men den måde at tænke på, og det faktum, at hun bare rejste sig op igen, var uden tvivl noget, som han især godt kunne lide, også fordi at han godt kunne lide en kvinde, som ikke var bange for at sige tingene som de var.. Hvorfor skulle han da også være det? En kvinde af hendes kaliber, var uden tvivl hvad han ville mene, at denne verden havde brug for, og så var det faktisk trist, at der ikke blev gjort plads til det. ”Så må jeg være en af de få, og tage den holdning med mig i graven,” sagde han sandfærdigt. Det var ikke en holdning, som folk fik lov til at tage fra ham. Ikke på vilkår. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang, alt imens han lod hovedet søge på sned. Hun gjorde sig mange tanker. Det var jo lige før, man kunne se, hvordan det kørte rundt i hovedet på hende. Hun havde jo ret.. hun havde jo så ret. ”Enhver med magt i sin besiddelse, har brug for folk at kunne betro sig til, og folk som støtter op om de ambitioner, som man nu besidder. Jeg arbejder ganske vidst indenfor landets grænser, men min viden og erfaring strækker langt længere end hvad øjet bare alene, er i stand til at se. Det er skræmmende for mange, at jeg selv har stået med en fod i mørket for mange år tilbage. Folk er bange for forandring.. at en kvinde, nu skal komme med sine meninger, holdninger og sine særlige strategier. Og det er en skam,” tilføjede han stille. Det var virkelig en skam i hans øjne, for han var slet ikke i tvivl om, at en kvinde som Denjarna, ville kunne gå frygtelig, frygtelig langt, om det var det, som hun ville. Kongen af mørket var ung.. og det havde kostet ham en frygtelig stor støtte. ”Den unge konge vil tidsnok finde ud af, hvad han har kastet bort. Jeg ved ikke hvad det er.. men jeg er slet ikke i tvivl om, at du endnu ikke har opnået dit fulde potentiale,” sagde han sigende. Procias var ej heller et sted, som han kunne se hende i.. Det var bare ikke.. hende på en underlig måde. Han nikkede, da de rejste sig. Han ville selvfølgelig ikke holde hende skjult og tvinge hende til at blive inden døre, bare hun ikke gik for langt væk, og ikke blev set af nogen, så skulle det nok gå. ”Naturligvis. Det vil ej tage mig lang tid. Få dig noget luft, Denjarna.. Det er ikke meningen, du skal sidde fanget her.”

[Deleted]

”Og forhåbentligt vil det ikke komme så vidt indenfor den nærmeste fremtid,” bemærkede Denjarna med et smil. Nok kom han fra Procias, men han var hendes ven, og hun ønskede ham bestemt ikke borte. Altid havde hun haft sine venner nært sit hjerte, og de venner, der havde vendt hende ryggen, måtte mærke hendes foragt. For som hun kunne være god, kunne hun også være mørk.. og den mørke side, havde fået et tættere greb om hende, som folk havde kastet mørke over hende. Salvatore så den måske ikke, men han fremprovokerede ej heller klikket i hende. ”Din erfaring er måske større end som så, men min pointe er stadig, at dit hovedsæde er her i Procias, og at dit folk er magikerne. Det gør, at du ved, hvad du har med at gøre, og at dit folk ved, hvor de har dig. Du er deres ’far’. Det er dine børn, som du skal tage dig af. Det område bliver større og mindre, alt efter hvilken titel man besidder,” sagde hun roligt. Det var den magthavenes arbejde at beskytte sit folk, og der havde kongen af Dvasias blandt andet svigtet groft. Han formåede nemlig ikke at tøjle sit folk, og så hjalp han ej dem, som havde brug for det. Forkasteligt var det i Denjarnas øjne, og selv vidste hun, at det bestemt ikke var en sådan regent, som hun ville være, hvis hun havde siddet på tronen. Hun fugtede let læberne. ”Kongen har fået en modstander. En fjende om end. Han har vist, hvilken side han er på, og jeg selv befinder mig på en anden. Jeg forsøgte at række ham min hånd, og som han afslog, må der komme følger.. Store som små,” sagde hun sigende. Selv følte hun, at landene fejlede, og frustrerende var det faktisk. Det skabte nemlig en uro i hende, da hun ikke havde et sted at være. Ærlig talt tvivlede hun også på, at hun ville få fred, da folk havde det med at søge hende. At han ønskede, at hun fik sig noget luft, behøvede han bestemt ikke at sige flere gange. Hun savnede det fri, som hun savnede at se liv, og indånde frisk luft. Intet af det havde hun just fået de sidste par måneder. Hænderne strøg hun blidt ned over sin kjoles fine stof, som hun rettede det ud efter at have siddet. Smuk var den, og som en kvinde fik den hende endelig til at føle. ”I så fald vil jeg finde ud igen,” endte hun med at sige, inden hun som sagt bevægede sig ud af hulen, så hun kunne nyde den friske luft.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore sendt hende et venligt smil. ”Det håber jeg så sandelig ikke,” sagde han roligt. Han var slet ikke færdig med sit liv, men følte derimod kun lige, at han for alvor var startet med at leve det. Med den viden, som han nu havde i sin besiddelse, kunne han nå mangt og meget på kort tid, og han havde megen viden at dele ud af, og det var noget, som han ønskede sig. Den måde, som hun alligevel valgte at beskrive ham på, var ikke videre kendt for ham fra før af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når alt endelig kom til alt, så var det vigtigt for ham, at udføre arbejdet godt og så alle andre, også var i stand til at leve med det i den anden ende. ”Det er ikke en måde, at blive fremstillet på, som jeg hører særlig ofte, må jeg sige. Men du har jo ret. Jeg er en far for dem, og jeg skal føre dem frem og holde dem trygge og beskyttet.. Og det agter jeg at gøre,” sagde han med en ganske sigende og mere bestemt mine, end hvad han havde gjort brug af til nu, for det var sådan at han havde det med tingene. Han smilede venligt til hende. At lade hende gå ud for at trække noget luft, inden de ville søge til for resten af dagen, skulle jo bare mangle, kunne man jo sige. Han havde ikke noget imod, at skulle tage sig af opvasken og få ryddet af vejen, efter det, som for ham, havde været et af de bedste måltider, han længe havde haft. ”Følgerne skal nok ramme ham før eller siden. Nu er han heller ikke kongen af det stærkeste ry og rygte,” sagde han sandfærdigt. Ikke fordi, at han ville sidde og disse mørkets konge, for det var vel bare et spørgsmål om tid, inden han slog igen med samme ske? Det var i hvert fald, hvad man typisk så rundt omkring, hvis det nu endelig skulle være.
Selv lod Salvatore bare Denjarna søge ud i den friske luft, mens han fik ryddet op efter dem. Han selv søgte ud efter hende. Solen ville inden længe være på vej ned igen. Sådan var det jo, når man brugte en hel dag på den her måde. Han smilede let, inden han søgte hen bag hende. Begge hænder lod han roligt glide omkring hendes slanke skikkelse, kun for let at trykke hende ind mod sig. ”Solen vil søge ned, om ikke lang tid,” bemærkede han roligt.

[Deleted]

Det var måske ikke en fremstilling, som Salvatore var vant til at høre, men havde Denjarna ikke ret i sin tankegang? Som konge, dronning eller leder, havde man et ansvar for et folk. Et ansvar som en forældrelig person. Hver en person der var under en, var ens ansvar. Det var personer, som man burde bekymre sig for. Personer som man skulle hjælpe, og personer som man skulle gøre en forskel for. Hvis ikke man formåede at gøre det, havde man ingen anledning til magten. Magtmisbrug eksisterede selvfølgelig, men det var ikke just en magtform, som hun ønskede at fremprovokere. ”Det er måske ikke den genes måde at se det må, men pligterne er alligevel li hinanden. Man har måske ikke skabt dem, men man skaber deres tilværelse. Du gør en forskel for, hvordan magikerne lever, ligesom alle andre ledere gør,” sagde hun roligt. Som hun fortalte om magthavenes ansvar overfor folket, måtte hun også tænke på dem, som fejlede på den front. Mattheus for eksempel.. eller han havde valgt en specifik gruppe, som han ønskede at støtte. Det ledende folk i hans land. Mærkværdigt var det dog ikke, da Dvasias aldrig havde været kendt for at være et sukkersødt land. Det var ej heller, hvad hun ønskede, at det skulle være, men alligevel mente hun, at der skulle være noget sammenhold. ”Måske, måske ikke.. Han er ung, og derfor med lidt erfaring. Dog kan det være, at han så småt lærer, og at han har folk til at rådgive sig,” lød det fra hende. Hun kunne ikke sige, hvordan Mattheus’ liv ville udforme sig, men en del af det liv ønskede hun bestemt ikke at være. Ikke længere i hvert fald. Hun havde sin egen vej at gå. Sine egne vinger, som hun skulle sprede. Som han fortalte, at han sagtens kunne tage tallerknerne alene, nikkede hun let, inden hun søgte ud. Selv passede det hende fint, at hun kunne slå hovedet fra, og blot nyde sin frihed. Det at være udendørs måtte nemlig være noget af det, som hun savnede allermest. At se den blå himmel.. at skærme øjnene fra den glinsende sol.. at mærke den legende vind mod sit ansigt. Øjnene lukkede hun for en kort stund i, som hun trådte udenfor og mærkede, hvordan vinden tog fat i hendes ravnsorte lokker og violette skørt. Armene lagde hun overkors, så hendes fingrer blidt lå om hendes slanke overarme. Roligt stoppede hun op og blot … stod stille, alt imens hun nød det at være til. Hendes hjerte slog et slag over. Hun blinkede let med øjnene, som hun mærkede hans stærke hænder om sit liv. Hun skævede svagt bagud mod ham, inden hun igen måtte vende blikket bort. ”Du har ret..,” sagde hun stille. ”Det ville være rart at se solnedgangen igen.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke just vant til den måde, at få tingene fremstillet, også selvom han jo måtte give hende ret. Det var jo rigtigt det, som hun sagde. Hun havde helt klart en måde, at fremstille tingene på, som han ikke lige var vant til, og det var så derimod også noget, som han virkelig godt kunne lide, hvis han selv skulle sige det. Som det nu var sagt, så var det generelt bare vigtigt for ham at understrege hvordan tingene egentlig forholdt sig. ”Pligterne og forventningerne kan til en forveksling minde om det at være en forælder. Jeg har bare ikke set det på den måde tidligere,” fortalte han med en sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, og det var heller ikke noget, som han havde i sinde, at skulle skjule for hende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Derfor var han da også sikker på, at en som Mattheus nok skulle lære med tiden, men det var jo aldrig til at sige, hvor meget han havde fra sin mor, og hvor meget han havde fra sin far. Selv valgte Salvatore at stå fast på, at han nok skule tage det sidste, og lade hende komme ud og trække noget luft. ”For hans skyld, så håber jeg det kommer,” sagde han med rolig stemme.
Det tog ikke Salvatore særlig lang tid at få ryddet af, så de kunne komme udenfor begge to. Bare nyde det fine vejr, mens det ville vare ved, og inden solen ville gå ned, og lade mørket og kulden endnu en gang komme. Han lagde armene roligt om hende, hvor det jo faktisk glædede ham, at hun blev stående og ikke trak sig væk fra ham. Han indåndede hendes søde duft.. Han kunne lide den, også selvom han virkelig forsøgte ikke at bide sig mærke i det, og gøre det for tydeligt. Hun ville gerne se solnedgangen? I så fald, så skulle hun have lov til at se den, fra det bedste sted her i skoven. Han endte med at slippe hende. ”Så lad mig vise dig det.. Kom,” opfordrede han med en rolig stemme. Han tog omkring hendes hånd, og førte hende med sig igennem skoven. Det var ikke fordi at de havde så forfærdelig lang tid. Han trak hende med op mod en mindre høj, hvor der var frit udsyn til solen og turen nedover horisonten.

[Deleted]

At Salvatore ikke før havde spekuleret over Denjarnas måde at tænke på, tog hun bestemt ikke tungt. Svært var det nemlig at forlange af andre, at de skulle tænke præcist ligesom en selv. Det var jo en umulig bedrift. Selv var hun blot glad for, at andre var i stand til at se logikken i, hvad hun tænkte. Det viste nemlig blot, at der var noget om de tanker, som hun gjorde sig. ”Overraskelser skal helst kunne forekomme gennem hele livet. Store som små er de uundværlige,” sagde hun roligt og sendte ham et smil. Det at han aldrig havde set det at være leder i et forældrebillede, kunne både være på godt og på ondt. Der var nemlig dem, som kun anså det for at være arbejde, og det var ikke just helt korrekt. Selvfølgelig var man en slags arbejdsgiver for dem, men man var også den person, som skulle værne og støtte op omkring dem. Salvatores endelige ord omkring kongen af Dvasias, valgte hun dog ikke at svare på. Kongen var nemlig ikke længere af betydning for hende, og derfor ønskede hun ikke at skænke ham mange tanker. Sandt var det dog, at man måtte håbe, at man ville lære af sine fejl. Ellers kunne det koste en noget så grusomt..
At det ikke tog Salvatore lang tid at rydde køkkenet op, passede Denjarna fint. Der gik i hvert fald ikke lang tid, før hendes hjerte hoppede af sted, som hun mærkede hans arme omkring sig. Hun bed sig selv let i læben. Det var en mærkværdig følelse at stå med. På den ene side, vidste hun nemlig ikke, om det var en ting, som hun måtte nyde, og på den anden side vidste hun ikke, om det blot var en venlig gestus, der ikke skulle tænkes videre på. Hendes sølvgrå øjne gled ned til deres hænder, som han greb om hendes hånd. En varme bredte sig i hende, inden hun vendte blikket op mod ham igen. ”Det vil glæde mig at se den med dig,” sagde hun stille, inden hun fulgte med ham. Turen op til højen var måske ikke lang, men lettere anstrengende var den alligevel for Denjarnas vedkommende. Til dels afkræftet måtte hun nemlig være, som det havde været en lang dag for hende. Hyggelig og velkommen havde den dog også været. Det var der ingen tvivl om. Hun tog skridtende op ad højen, hvor hun stoppede op, og anede ud over landskabet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var fascineret af Denjarna.. Uden tvivl. Det var sjældent, at han fandt kvinder af hendes kaliber, og han kunne uden tvivl lide hvad han så. Selv smilede han for sig selv. Han kunne jo heller ikke lade være, når han nu endelig stod der. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han betragtede sig af hende. Selv var han ikke meget for overraskelsesmomentet, for ligesom så mange andre, så brød han sig ikke om det, som han ikke havde kontrollen over – af temmelig åbenlyse årsager, for han havde stået der.. Og meget vel, kunne det have kostet ham livet i den anden ende, hvilket han heller ikke havde været synderlig interesseret i, hvis han selv skulle sige det. ”Overraskelser kan være uundværlige. Personligt er det ikke lige min kop the,” sagde han med en rolig stemme. Kongen af Dvasias havde uden tvivl også ladet sig overraske af hende, men ikke desto mindre, så måtte man jo kun håbe på, for alle parter, at manden lærte på et tidspunkt, og at han indgik et forlig med Denjarna. Selv havde han en sjov fornemmelse af, at det ikke var hende, som man skulle være uvenner med.
Salvatore handlede lidt, som det han havde lyst til.. Han kunne lide tanken om at være sammen med hende, så holde om hende.. hvorfor ikke? Han smilede let for sig selv. Det var ikke som sådan, fordi at han ville tvinge hende til noget, og han kunne jo mærke, at det nok ikke lige var ventet. Han ønskede dog ikke, at udsætte hende for noget som helst, som kunne gøre hende ondt. Ikke på vilkår. Han greb roligt omkring hendes hånd. Skoven her kendte han nærmest ud og ind efterhånden, og det havde uden tvivl sine klare fordele, kunne man jo sige. Selv førte han hende med sig op af højen, hvor der på den anden side af den, nærmest måtte ligge, hvad lignede en lille dal.. En uddybning, som gjorde det fuldt ud muligt, at stå og betragte sig af den nedgående sol. Han smilede let for sig selv. ”Det er altid en glæde, at opleve tingene med dig, Denjarna.. Nu skal du have lov til at se noget af det smukkeste, som Procias her, har at byde på,” sagde han sigende. Der var mange ting i landet her, som han kunne lide. Men solnedgangene over de mange trækroner.. Når farverne spillede sig over den store himmelhvælving.. Det var det bedste.

[Deleted]

”Jeg tror ikke på, at du udelukket kan lide at kende din vej,” endte Denjarna med at sige. Det var måske meget at sige, at hun ikke troede på, hvad han sagde, at han mente, men det var om end sådan, at det nu engang var. ”Du tænker måske ikke over det, fordi det ikke forekommer dig særligt ofte, men jeg tror, at du sagtens kan lade dig positivt forbløffes.” Hendes blik hvilede på ham, alt imens hun lod fingrespidserne af sin højre hånd glide over hans arm. Kun så det var et flygtigt strejf, så man næsten kunne betvivle, om det overhovedet havde været der. ”Jeg tror, at du kan lide dem.. Hvis blot det er de rigtige,” tilføjede hun i en mere lavmælt tone. Jo, han ville nyde en overraskelse, hvis blot det var den positive af slagsen.
Hånden lod Denjarna lukkes om hans, som Salvatore valgte at trække hende væk fra hulen og op på en af højene. Om det var sikkert for hende at færdes i det fri, vidste hun ikke, men et sted var hun ligeglad. Hun ønskede ej at være bange. Hun ønskede at kunne ånde frit. Hun havde ingen intentioner om at forpeste Procias, eller søge sin tidligere elsker, Gabriel, og derfor kunne han ligeså ånde trygt.. Hun tvivlede dog på, at det var tilfældet, da den mand var indebrændt, selv efter alle de år. Hun frugtede sine læber. Nu stod hun her med Salvatore, og det måtte der vel også være en vis tryghed i? Indtil nu havde han i hvert fald ikke vist tegn på at ønske at udlevere hende. Hun smilte let til hans ord. ”Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, at du forsøger at charmere mig, min kære ven,” lød det sigende fra hende, uden at smilet falmede. Hun slap roligt hans hånd, så hun i stedet kunne korslægge sine arme. En smule kølig måtte brisen nemlig være, som hun ej havde taget kappen med sig. Hendes sølvgrå øjne hvilede på landskabet, som hun ikke kun kunne beskue de mange trækroner, men også den mørkende himmel. Længe ville der nemlig ikke gå, før solen var helt gemt væk i horisonten. ”Det er utroligt, hvordan man kan savne de helt små ting, når de bliver taget fra en. Ting man til dagligt ikke tænker over, kommer pludselig til at betyde oceaner for en,” sagde hun stille, alt imens hun blot stod og betragtede den nedgående sol.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Jeg har nu aldrig været til overraskelsesmomentet, må jeg erkende,” sagde Salvatore med en rolig stemme. Han havde aldrig rigtigt brudt sig, også fordi, at han vel var blevet negativt så overrasket, at han bare tog afstanden fra det i stedet for. ”Jeg skal endelig ikke benægte, at det måske kan komme en dag.. men hvem ved? For nu, har jeg bare ikke oplevet så mange af de mere positive, må jeg erkende,” sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et træk på skuldrene. Han var virkelig ikke meget for det, men i det tilfælde, så måtte Denjarna jo vise ham det gode i det, hvis hun havde nogen overraskelser på lur. Han ville gerne give hende den glæde i livet, og derfor også muligheden for at opleve bare lidt af det gode, som Procias faktisk havde at byde på, for der var faktisk noget! Gabriel havde han selv glemt lykkelig alt om, men han regnede bestemt heller ikke, at hun ville opsøge ham, når han så tydeligt og oplagt, ikke ønskede at have hende der.
For nu så kunne Salvatore godt holde Denjarna i sikkerhed og tryghed, og specielt nu hvor han stod i den situation, at han var leder, så han kunne jo heller ikke ligefrem være der for tid, til bare at være der for hende, og det vidste han jo også godt. Han smilede let til hende, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Han stillede sig bag hende, og lagde igen roligt armene om hende, også for at give hende den følelse af varme og behag, for det var bestemt heller ikke meningen, at hun skulle stå der og fryse. Slet ikke. ”Well.. Er det noget som virker, i så fald?” spurgte han let drillende, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. At hun nød af det, var noget som faktisk passede ham særdeles udmærket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så må vi nyde tiden og muligheden mens vi har den.. Når tiden er der, fører jeg dig til Manjarno.. Her, er jeg dog bange for, bliver for farligt for dig, at forblive over længere tid,” afsluttede han roligt mod hendes øre.