A special time

[Deleted]

Hvilken standard Salvatore var vant til, kunne Denjarna selvfølgelig ikke sige. Dog var det en normalitet, at ledere og andre højtrangerede levede godt, og derfor regnede hun også med, at han levede indenfor den dur. Han spenderede måske ikke alle de penge, som han kunne bruge, og han levede måske som den generelle befolkning, men hvem sagde ikke, at der lå en smule luksus bag? Selv var hun dog vant til det bedste man kunne få.. For hvis hun ikke selv havde været velhavende, havde hun altid omgået de velhavende. Sådan var hendes mønster nemlig, om man ville det eller ej. ”Om det lever op til min standard, kan kun tiden vise. Det vil dog være til min fordel, hvis du gør dig udmærket.. ellers bliver det blive nogle uendelige timer med dig,” svarede hun drillende igen. Selv havde hun intet imod at blive stukket til, men hvis man endelig stak til hende, skulle man i den grad også klare at blive stukket igen til.
Denjarna smilede svagt. Ja, hun havde i sandhed været gennem mangt og meget, og halvdelen havde bestemt ikke været morsomt! Hun havde nemlig stødt på langt flere problemer, end hun havde stødt på glæder. Det var der dog intet at gøre ved, som der kun var én ting at gøre, og den ting var at rejse sig! Derfor havde hun ej heller i sinde at lade Alexander ødelægge hende. Det var han ikke det værd. Ingen var det værd. Den konklusion var hun i sandhed nået frem til, da hun havde taget beslutningen om at gå fra Derick. Hun havde elsket den mand, men den mand havde også lagt hende i ruiner, og derfor havde hun taget valgt. ”Mørkelvere giver ikke sådan lige op,” lød det fra hende med et smil på læben. ”Der skal langt mere til, for at lægge os ned.” Stereotypen af en mørkelver var hun bestemt ikke, men når det så var sagt, havde hun alligevel sine klare sammenhænge med dem! At det glædede ham, at han altid havde en plads ved hende, måtte ligeså glæde hende. Han betød jo noget for hende. Det kunne hun ikke længere komme udenom.. Dog sagde hun ikke noget, som hun derimod blot sendte ham et venligt smil. De vidste trods alt også, hvor de havde hinanden henne. Hun slap en dæmpet latter til hans ord. ”Og derfor må vi begge stå her den dag i dag,” endte hun med morende at sige, skønt hendes ord også måtte være sande. Hun nikkede let med hovedet, som han sagde, at maden nu var klar. ”Det glæder mig,” sagde hun roligt, og bevægede sig over til det opdækkede bord. Let lod hun sin håndflade glide over stolens sæde, så det værste støv blev taget, inden hun tog plads. ”..Nu er kun en ting, der kunne bruges,” endte hun med at sige.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore levede måske ikke som han kunne, udelukkende fordi at han valgte at sætte sine prioriteter lidt anderledes end hvad den typiske leder ville have gjort det. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Han lavede sin egen mad, frem for at få mange andre til at lave den for ham. Han satte faktisk pris på det menneskelige liv, og det at man skulle arbejde og kæmpe for sine egne ting og sine egne rettigheder – som han gjorde. Lige nu i øjeblikket, valgte han jo for eksempelvis at vende ryggen til hvad hans egen konge ønskede sig, for at tage hånd om det, som han selv ville – Nemlig hende. Han ønskede at tilbringe den tid sammen med hende, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han betragtede hende med en rolig mine, og med et let smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. ”Noget siger mig, at jeg gør ret i at sørge for, at maden er tilberedt ordentligt?” spurgte han lettere kækt, og med den samme drillende mine, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det.
Det forundrede uden tvivl Salvatore, at Denjarna var kommet over alle disse ting, som hun havde været udsat for, da det ville have taget modet fra selv den stærkeste mand. Han havde jo selv set hvordan det havde påvirket folk konstant at møde modgang, og det havde slet ikke taget det mod fra hende. Det var imponerende, og uden tvivl livsgivende selv for hans vedkommende, at skulle se det. ”Jeg ved ikke om det er mørkelvergenet som gør det, men du gør yderst klogt i at beholde det, kan jeg sige dig.. Det er uden tvivl en styrke, som de færreste besidder,” sagde han med en ærlig stemme. Han dækkede op på bordet, inden han bad hende om at tage plads, så de kunne få noget at spise, for det ville uden tvivl gøre godt for dem begge to! Selv tog han glædeligt plads inden han igen vendte sig mod hende. ”Og her står vi begge.. Så lad os endelig nyde tiden, mens den er her,” sagde han roligt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Åh..? Og hvad mangler vi?” spurgte han, mens blikket gled over bordet. Havde han glemt noget?

[Deleted]

”Det vil ikke kun være til min fordel, men også til din egen, hvis maden bliver tilberedt ordentligt. Vil du måske ikke selv spise anstændigt?” spurgte Denjarna ham i en drillende tone, som hun udmærket vidste, hvad han talte om. Selv var hun dog sikker på, at han gjorde sit bedste, og hvis han gjorde sit bedste, hvad mere kunne man så bede om? Det var i hvert fald alt, hvad hun ønskede sig. Hun var desuden sikker på, at maden blev spiselig, for det var trods alt bare at se på tilberedningen og råvarerne! Godt måtte det nemlig uden tvivl se ud, og hun havde i hvert fald ingen beklagelser indtil nu. At han roste hendes indre styrke, betød uden tvivl noget for hende, da det var rart at blive bekræftet oven på al det hårde. Let var det nemlig ikke at være i hendes sko, som hun skam også kunne føle sig svagelig. ”Måske er det mørkelveren i mig.. måske er det bare mig, eller måske er det begge dele,” sagde hun roligt. ”Irrelevant er det dog, da det vigtigste er resultatet, og hvordan man kommer dertil. At du beundres af styrken i mig, varmer mig. Mine valg er nemlig ikke altid lige lette, og der er skam også flere gange, hvor jeg har stillet mig det spørgsmål, om det er det rigtige jeg gør.” Svær at knække var hun måske, men det var ikke ens betydning med, at hendes selvtillid var lige i top altid. Hun havde nemlig også sine skilleveje, hvor hun stod i svære dilemmaer. Dem klarede hun heller ikke altid selv, som hun til tider havde dem omkring sig, til at hjælpe hende, og der havde Salvatore selv trådt til på et tidspunkt. Roligt tog hun plads ved bordet, hvor hun smilte til ham. ”Lad os,” istemte hun. Ja, der var ingen tvivl om, at de skulle nyde tiden sammen. Svært blev det nu ej heller, for Salvatore var en god person, som han var en venlig, varm og glædelig mand. Hun smilte skævt til ham, som han spurgte ind til, hvad de manglede. ”Vin. Vin ville gøre godt,” endte hun med at sige. Længe siden var det, at hun sidst havde smagt druernes sødme, og hvis hun skulle være ærlig, kunne hun godt bruge alkoholen til at dulme sine kvaler.. Blikket tog hun væk fra Salvatore, som hun rettede opmærksomheden mod brødet, som hun begyndte at skære. Blot nogle enkle skiver, så de kunne få lidt nu, men også have til morgendagen. ”..vil du have et stykke?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Hvem ønsker da ikke at spise anstændigt?” spurgte Salvatore med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham derimod, var det bare vigtigt at understrege, at han selv på trods af sin plads som leder, ikke var meget anderledes end så mange andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så betød det faktisk meget for ham, at tilbringe tiden sammen med hende, også fordi at han uden tvivl beundrede hende for hvad hun havde opnået her i sit liv. Når det nu var sagt, så var det virkelig vigtigt for ham, at pointere de styrker som hun havde i sig, for det var ikke en styrke, som særlig mange var i besiddelse af. Det var måske mørkelveren.. eller hendes person. Det var aldrig til at vide, men selv for ham, måtte han jo sige, at det var lige meget om det var det ene eller om det var det andet. ”Jo mere jeg sidder med dig, jo mere forstår jeg mig på de valg, som du har taget igennem dit liv, kære Denjarna.. Det er beundringsværdigt at du alligevel har formået at klare dig på trods af de mange odds som du har haft vendt imod dig. Det er ikke altid det nemme og lette valg, som faktisk er det rette.. Og det er du et klækkeligt og levende bevis på,” sagde han med en rolig stemme. Han tillod hende glædeligt at sætte sig, så de kunne få noget at spise, hvilket uden tvivl var noget som ville komme dem begge to rigtig godt til gode. Han var ved at være rigtig sulten, og nu hvor han havde stået midt i duften af den gode mad, så var han kun blevet endnu mere sulten! At det var vin der manglede, fik ham dog til at slappe af, for så var det jo ikke fordi at han manglede at dække op med noget. Han grinede let for sig selv. ”Jeg troede det var alvorligt,” sagde han med en rolig stemme. Han gjorde endnu et vift med hånden, hvor han foldede hånden på en lidt speciel måde, og flasken forlod køkkenbordet, for at ende i hans hånd i stedet for. Han smilede let for sig selv og fik proppen op. ”Tillad mig,” sagde han med en rolig stemme. Han skænkede roligt op til hende og efterfølgende til sig selv. Flasken satte han fra sig og tog om glasset. ”Gerne.. Og så vil jeg udbringe en skål.. For et godt måltid.. Skål min kære,” sagde han med et smil.

[Deleted]

”Det er lige netop min pointe,” svarede Denjarna med et let smil på læben. ”Derfor ved jeg, at du vil udmærke dig.” At han lod sig beundres af hende, styrkede uden tvivl hende, som det var ros, som hun glædeligt tog til sig. Det var nemlig uden tvivl en hjælp at høre, at man gjorde det rette, selvom man ikke just havde det lige let. Dog var det ikke til at sige, om han var så medgørlig, fordi hun endnu ikke havde sagt ham imod.. Der var nemlig mange som røg af, når hendes vilje trådte frem. Det havde Mattheus for eksempel været et exceptionelt bevis på. Han havde været charmeret af hende, men som hun havde ageret selvstændigt, havde han skubbet hende fra sig. Hun fugtede let læberne. Det var nu sjovt, glædeligt og sørgeligt at tænke på, hvad hun havde været igennem. ”Det glæder mig, at selv andre kan se fornuft i, hvad jeg har gjort. Det er ej alle, som er af din holdning, som der er dem der foragter mig, for den kvinde jeg er. Der er også dem, som dig, som ser dybere på det, og lader sig sluge oplysningerne og tage dem til sig,” sagde hun roligt. ”Med henblik på, hvad der er let, og hvad der er svært, har jeg dog aldrig oplevet den lette vej. Ingen af mine veje har været medgørlige.. Det held har ikke været mig tildelt.” Som de sad ved det lille middagsbord, mærkede hun helt, hvordan hendes mave måtte rumle af sult, og hvordan hendes mund løb i vand over alle de fantastiske lugte. Godt så det uden tvivl ud! Bedre var det også, end hvad hun længe havde fået, og derfor var det umuligt at klage. Der var måske den gang, hvor hun dagligt havde fået sådanne måltider serveret, men det var ikke længere. Hun trak på smilebåndet, som han slap en latter. Det var nu skønt at høre, at han morede sig. Hun smilte let selv. ”Al det alvorlige er forhåbentligt ovre for nu,” sagde hun muntert, inden hun nysgerrigt måtte se til, mens han fremdrog en vinflaske. I sandhed en glæde for hende! Det måtte nemlig være toppen på værket! ”En mand der kan fremtrylle en kvindes ønsker.. Det kan jeg lide,” sagde hun med et smil, mens han skænkede op til dem. Samtidig med det, valgte hun selv at ligge et brød på hver deres tallerken, inden hun greb om sit glas. ”Skål for et godt måltid.. men ikke mindst også for et godt selskab.” Blidt lod hun glassene klirre mod hinanden, inden hun førte den rige væske op til læberne, og nippede til den.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore smilede ganske tilfredst. ”Det vælger jeg så at tage som et kompliment,” sagde han med en rolig stemme. Han selv tog glædeligt plads på stolen og vendte blikket mod hende. Det var som sagt, ikke ofte, at han var imponeret af en kvinde, men det var nu ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han var nysgerrig på hendes væsen, som han var nysgerrig på hendes person, og derfor ønskede han selvfølgelig at finde ud af hvad mere der gemte sig under overfladen. Det kom vel i takt med at de tilbragte tiden sammen, og derved også lærte hinanden bedre at kende? At folk derimod havde haft svært ved at hendes frembrusende person, havde han dog derimod ikke svært ved at forestille sig, for det var helt klart også noget som skilte sig fra det, som var typisk at møde ved en kvinde, og det gjaldt jo alle landene. ”Det gør mig nysgerrig, Denjarna.. Jeg ved at du har været igennem mange ting.. Har haft mange store mænd imod dig, og du har alligevel på trods af det, formået at klare dig.. Jeg kan lide det.. Det er.. noget af det, som jeg især godt kan lide ved en kvinde,” sagde han ærligt. Hvorfor skulle han da lyve for hende? ”Du har tilegnet dig langt mere af erfaring, end hvad man kunne forestille sig ved en normal kvinde.. Det er virkelig imponerende,” sagde han sandfærdigt. Tungen strøg han kort over læberne, hvor han hurtigt fik fyldt glassene op med den gode vin. Han blinkede let til hende. En mand som kunne fremtrylle kvindens ønsker? Ja, magi kunne bruges til rigtig mange ting! ”Det skal da have sine fordele, ikke sand?”]/color] spurgte han tydeligt morende, idet han igen blinkede til hende. Han satte sig tilbage, inden han tog imod brødet, og hævede så glasset i en skål. ”Og for en rigtig god dag.. Må der komme mange flere af dem,” tilføjede han roligt, inden han roligt nikkede mod hende. Han lod glasset klirre mod hendes, inden han tog en tår. Den tørresmag satte sig omgående på hans tunge. Nu var det ikke vin han drak mest. Han satte glasset roligt fra sig. ”Nuvel.. Damerne først.”

[Deleted]

”Og med rette,” endte Denjarna roligt. Som de havde taget plads omkring bordet, valgte hun let at stryge sin kjole, som hun nu også havde sin fremtoning at tænke på. Anderledes måtte det nemlig være at sidde i et så nydeligt stof, end at sidde i en mølædt og svedlugtene kjole. Derudover var det også en rolle, som hun vidste, at hun hurtigt kunne falde tilbage i. Det var nemlig ikke hende at sidde i lænker, men derimod hende at sidde med oprejst pande. Hendes sølvgrå blik hvilede på Salvatore. ”Jeg tvivler på, at der er mange som mig,” endte hun ærligt med at sige. Det var ikke just for at være selvglad, men fordi hun virkelig mente, at kvinder som hende næppe vandrede i flok, hvis de da overhovedet fandtes. At hun havde haft store mænd imod sig, var kun sandt, men som det var sagt, havde hun også lagt i med store mænd, samt trukket i snorene. ”Mænd er noget af en karrusel. Enten synes de at forgude en, eller også synes de at foragte en.. Jeg kender til hele molevitten. Derfor er det ikke kun kvinder, som kan være en byrde, men også det mandlige køn. Intet er sort og hvidt, som mange går og tror.” Hun smilte svagt. Jovist, at hun havde tilegnet megen erfaring, men det havde også været på visse bekostninger. ”Erfaringer tilegner man sig ikke uden bekostninger. Det er ét med hinanden.. At min erfaring derimod ej er en normalitet, håber jeg så sandelig heller ikke. Det ville være en byrde for kloden, hvis det var således.” Hun slap en munter latter. Vanskelig magi var det måske ikke at trylle en vinflaske frem, men tilfredsstillende var det om end. Det var i hvert fald nok til at opfylde hendes simple ønske. ”Det skal det uden tvivl,” istemte hun med et smil, inden hun måtte tage imod glasset, så hun kunne indgå i en skål med ham. Civiliseret var det helt, og hun nød det! Hun savnede nemlig alt, hvad hun havde gået glip af de sidste to måneder. Istemmende nikkede hun til hans skål, inden hun valgte at smage på vinen. Som det første måtte alkoholen stikke i hendes hals, men mærkværdigt var det nu ej heller, da det var længe siden, at hun havde fået noget af en sådan substans. Berigende måtte det dog ligeledes være, da druerne var frugtrige, og smagen stor. Hun sank med et suk. ”Det hjalp,” endte hun med at sige, som hun roligt stillede glasset fra sig igen, inden hun måtte at tage af de forskellige retter.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nikkede tilfredst og med et smil på læben, idet de endelig satte sig til bordet. I forhold til hende, så følte han sig slet ikke fin nok til at sidde der, men gjorde det nu alligevel. Kjolen var uden tvivl gudeskøn til hende, og det var alt sammen noget, som helt klart betød utrolig meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, og med det rolige smil på læben. Selv kunne han ikke lade være, når han nu måtte sidde der. ”Jeg har mødt rigtig mange igennem mit liv.. Og jeg erkender gerne, at jeg aldrig nogensinde har mødt en kvinde som dig,” sagde han ærligt, idet han roligt satte sig til rette. Vinen var skænket op, og det var på tide, at få noget i maven, hvilket uden tvivl var noget, som ville komme dem begge til gode, for han var virkelig ved at blive sulten. Det var helt vildt. Han smilede let for sig selv. Det var ikke mange kvinder som turde udtale sig om mænd på den måde. Heller ikke på denne side af muren. ”Og der kommer så sandelig sandheder på bordet, må jeg sige. Verden er ikke så sort og hvid, som så mange ønsker og håber på at den er, og derfor lever efter den overbevisning. Det er dem som gør det problematisk at være til her i livet.. Mand som kvinde,” sagde han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Han smilede svagt for sig selv. Det var en god samtale de havde kørende, og der var ikke nogen akavede situationer eller stilheder..Dem plejede han ellers at være rigtig god til. ”Du er en kvinde udenom det sædvanlige man møder på sin vej her. Igen: Imponerende,” sagde han stilfærdigt. Glasset klirrede mod hinanden, inden tåren blev taget og sat på bordet igen. Han begyndte glædeligt at skøre kødet ud, for nu var det ved at være på tide, at få noget i maven. Han vendte blikket mod hende. ”Lidt af luksuslivet har du skam også fortjent,” sagde han roligt, inden han selv glædeligt kastede sig i krig med maden. Han var virkelig ved at være sulten.

[Deleted]

At Denjarna var unik i Salvatores øjne, var ej ord, som hun ikke havde hørt ført. Der var nemlig flere, som havde set det specielle i hende, og skønt hun havde hørt det før, var hun ej træt af det. Det var nemlig en bekræftelse uden lige, som ordene betød, at hun skilte sig ud, og som alle andre ønskede hun ej at være. ”Jeg betvivler ej, at du har mødt mange på din færd. Derfor glæder det mig at høre, at jeg har formået at slippe gennem nåleøjet,” sagde hun roligt. Som de sad ved bordet, begyndte hun nu at skære i kødet og det grønne, så hun kunne begynde at spise. Himmelsk var det! Hvordan hun kunne have holdt sig i live de sidste par måneder, begyndte hun nu at spekulere over. Den ”mad”, hvis man da kunne kalde det for mad.. havde bestemt ikke være som dette! Disse retter pirrede derimod ens smagsløg, samt de fyldte ens mave. Blikket flyttede hun over på Salvatore. Aldrig havde hun været god til at holde sin mund lukket for sine egne meninger, og derfor kom de også på bordet nu. ”Jeg har altid fundet sandheden bedre end en løgn. Det er måske ikke, hvad alle kan kapere, men det er, hvad jeg foretrækker,” sagde hun stilfærdigt. ”At skille sig ud på den måde gør også, at man bliver efterladt i visse situationer. Der er dem, som respekterer en for de holdninger man har, og så er der dem, som er skræmt af dem.. Det sidste kan gå noget så grueligt galt.” Hun smilte let til hans ord. Sandt var det, at det var luksus at sidde ved dette bord, og hvem ville ikke nyde det? Omgivelserne kunne måske have været det bedre, men da det ej var muligt lige her og nu, stilede Denjarna heller ikke efter det. Hun vidste nemlig godt, hvornår man skulle være realistisk. ”Og det er uden tvivl en luksus, som jeg har savnet,” sagde hun ærligt, inden hun tog en bid af det yderst møre kød. Helt som smør syntes det at være, og hvordan kunne man så forlange mere? Om hun kunne spise det hele, var dog det næste. Klar på de helt store måltider var hendes mave nemlig ikke, og derfor var det relativt, hvor meget hun kunne kaste sig i krig med.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne lide Denjarna. Det faktum, at hun var en kvinde, som faktisk turde sige tingene som de var, var uden tvivl noget af det bedste af det hele, og han måtte tilkendegive, at det var en tanke, som han virkelig var glad for. De kunne have en god samtale, og faktisk få deres meninger på bordet, uden at nogen ville blive fornærmet over dem. Hun var unik.. Og det ønskede han jo faktisk, at hun skulle vide, og være klar over, da det også var noget, som betød uendelig meget, selv for ham. ”Jeg er enig.. Hvorfor dække det hele ved en løgn, når det er så nemt og lige til, at skænke en anden den rene sandhed? Med sandhed kommer man længst.. En løgn bliver ofte til et stort spind af dem,” forklarede han videre. Han havde jo selv ofte, været ude i situationer, hvor han havde oplevet, at folk havde løjet så meget igennem deres liv, at de selv var begyndt at tro på det.. Skræmmende var det. Han selv gik bare i gang med at spise. Det lå godt i maven, og det var yderst sjældent, at han fik mad af denne kaliber, hvilket uden tvivl, var noget, som han måtte nyde forbandet godt af! Ingen tvivl om det! Han sukkede næsten lettet. Det var sjældent, at han fik så god mad. ”Det i sig selv, er blot et bevis på, at du ej har fundet den rette for dig. En mand, burde acceptere den kvinde, som han vælger at leve sit liv med, uden at skulle forsøge at ændre hende. Jeg håber, det er noget, som meget snart vil vise sig, at blive en realitet for dig,” sagde han med en rolig stemme. Hvorfor skulle han da lyve? Det var der ingen grund til! Han tog endnu en tår af den gode vin, inden han faktisk færdiggjorde sin tallerken. Det var sjældent, at han var så sulten som han var, og det var sjældent at han fik så god en mad, hvilket han uden tvivl godt kunne mærke i sin mave nu, så tungt som det lå, men det var godt.. Det var uden tvivl godt. ”Jeg er blot glad for, at det er mig, som får den fantastiske mulighed, at skulle skænke dig dette,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Denjarna lagde roligt bestikket fra sig, så hun i stedet kunne tage om vinglasset, som hun tog en slurk af. Godt i maven måtte det hele ligge, og derfor kunne hun ikke lade være med at nyde sekund for sekund. At Salvatore var en ærlighedens mand, vidste hun skam godt, og derfor kom hans ord ej heller som et chok for hende. Ærlig havde han nemlig altid været omkring hende, og hvorfor skulle det være meget anderledes omkring andre? Der var selvfølgelig dem, som ikke kunne klare det, men alligevel.. ”At sandheden altid er ligetil, vil jeg nu ikke gå og prale af. Jeg har personligt prøvet mange gange, hvor det var det hårdeste at få frem.. Dog er det korrekt, at det er hvad man kommer længst med. En løgn vil splintres før eller siden, hvor sandheden vil holde en tro mod sig selv,” sagde hun stilfærdigt. Hun spiste igen videre. At Salvatore nød maden så meget, at han nærmest sukkede, fik hende til at trække en anelse på smilebåndet. Det var godt at høre og mærke, at han nød sin tilværelse. Fortjent det havde han skam også, som han var en god mand. Bestemt en af de bedre, som hun havde stødt på. Denjarna lod hovedet glide på sned, som han begyndte at tale om den rette for hende. ”Eksisterer ’den rette’ virkelig? En person der eftersigende skulle være skabt til en?” lød det roligt fra hende. ”Jeg har været derude. Jeg har elsket, som jeg også har følt sorg.. Jeg tror nærmere, at der er mange derude, som passer til en, som man ændre sig. Derick var for eksempel den rette for mig engang. Det er han ikke længere, og derfor er der måske en ny derude, som kan fylde det tomrum, som han har efterladt.” Om det overhovedet passede, vidste hun dog ikke. Guderne måtte nemlig vide, hvor højt hun havde elsket Derick, og derfor var det svært at sige, om hun nu helt var stået af den vogn. Hvem vidste.. måske ville hende og Derick også finde hinanden igen? ..Det var dog ikke en fremtid, som hun kunne vide sig klog på. Hun sendte ham et let smil. ”Og jeg nyder at tilbringe denne stund med dig,” medgav hun. Det var rart at sidde her. Helt uformelt var det, som det blot var to venner, som sad omkring spisebordet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

For Salvatore var det ærlighed og sandhed man kom længst med. At folk jo så ikke kunne klare den side af ham, var ikke noget som han kunne gøre det vildeste ved, men det var jo bare sådan omstændighederne nu engang måtte være. ”Det er de færreste som klarer at leve et liv på ren sandhed, men hvorfor spinde et net af løgne og bedrag? Det vil forfølge en for resten af livet.. Kan man og vil man stå ved sig selv, så er det ikke altid den nemmeste og lige vej, som er det bedste alternativ,” sagde han roligt. Det var noget, som han uden tvivl vidste på forhånd, for der var nemlig ikke særlig mange som han kunne sige, at han holdt så nær, som han gjorde med Denjarna, også fordi, at hun havde vist sig, at være en kvinde, som kunne sætte sig lidt i hans sted, samtidig med, at han kunne sætte sig lidt i hendes, og det var uden tvivl forbandet rart. Når det nu var sagt, så var det uden tvivl dejligt, at have en, som man kunne føre en god samtale med, uden at man skulle passe på med hvad man sagde, for det var jo også noget, som man kunne sige, at han var utrolig vant til. Han sukkede med en dæmpet stemme, og vendte blikket roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg er af den opfattelse og overbevisning, at der er en derude til os alle.. Den ene, som vi skal føle os vel og komfortabel med, og den som skal formå at holde os trygge. Du har gjort dig en erfaring med det, som du har været igennem. Du har skabt dig dine holdninger og dine meninger, og du ved hvad du leder efter, og hvad du ikke leder efter. En mand som Derick, har måske vist sig at være den rette for dig.. hvem ved? Det er ikke til at vide, om han har været.. men det holdt ikke.. Og med hånden på hjertet, så vil jeg mene, at du fortjener bedre,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var måske lige ud af posen, og mere end hvad folk normalt var vant til at se, men for ham, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel overhovedet. ”Og det glæder mig,” sagde han endeligt. Han mente det dog. Det betød faktisk meget for ham. Han gjorde sig færdig, og skubbede tallerkenen en smule ind på bordet. God og mæt, var han uden tvivl blevet.

[Deleted]

De sølvgrå øjne hvilede på Salvatores skikkelse. Selv kunne Denjarna udmærket følge ham i, hvad han sagde, men selv vidste hun også, at det ikke kom uden problemer. Selv havde hun nemlig stået i dilemmaet mellem sandhed og løgn, og selv havde hun også bedraget.. Hun havde dog også gjort det rigtige i den sidste ende, som hun til sidst havde kommet ud med sandheden. Hun nippede til vinen. ”Løgne og bedrag kan fungere for en, for et rums tid, men til sidst vil det begynde at fortære en. Det vil presse på til man giver efter, eller til man lader det blive en del af sig selv. Jeg selv har heldigvis kun prøvet at ende ud med det første,” sagde hun ærligt. At Salvatore endnu gik i troen om, at begrebet den eneste ene eksisterede, var nu ganske sødt ved ham. Uskyldigt forekom det hende, og det var især fordi, at hun vidste, hvad der var derude. Verdenen var nemlig ikke lyserød, som den derimod var fuld af egoisme, lyster og begær. Hun fugtede let læberne. Skulle hun have en sjæleven? Hvis det var således, var det Derick. Salvatore mente måske ikke, at han havde været den rette for hende, men kendte han også til hele deres historie? Hun var nemlig heller ikke så god, som han sikkert forestillede sig, at hun var. Vidste han mon, at hun havde dræbt Derick, da han havde fortalt hende, at han havde været med Elanya? Vidste han, at Derick havde tilgivet hende, da hun havde ligget i med adskillige? Måske havde hun i virkeligheden været så ustyrlig, fordi han havde været for god ved hende.. Måske havde hun altid haft brug for en mand, der kunne sætte hende en anelse på plads.. eller måske havde hun slet ikke brug for en mand. ”Ved jeg nu også, hvad jeg vil have? Jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke vil have, men det udligner ikke nødvendigvis det andet. Måske vil jeg heller ikke indsnævre mig selv til kun at elske én person. Måske vil jeg hellere elske et helt folk. Elske dem, som holder af mig, og dem som er mig tro, og til gengæld for det, vil de få mig,” lød det fra hende. Hun vippede let med vinglasset, så den røde væske cirkulerede yndefuldt omkring. ”..eller måske vrøvler jeg bare.. Måske er det bare vinen, som taler. Og dog siger man, at man altid hører sandheden fra fulde folk og børn.” Hun smilte let til ham ved tanken, inden hun nippede til vinen og stillede glasset fra sig igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ganske vidst ikke kendt med Denjarnas fuldendte historie, men den opfattelse som han havde af Derick så langt, var ikke noget, som man kunne betegne som noget direkte positivt. Den mand havde gjort hende ked af det, havde gjort hende ondt og såret hende, og hvor var det gode i sådan en mand? Nu forventede han skam ikke at den mand, ville komme ind i billedet igen… og skulle han være helt ærlig, så håbede han det faktisk heller ikke. ”Løgne er en grotesk ting, som ødelægger mere end det gavner,” afsluttede han blot. Det var hans erfaring med det hele, og det var skam også derfor, at han holdt sig til den ærlige sti, i stedet for alt det andet. Det kunne godt være, at det var sødt, at han havde den indstilling, som han havde, men det var det som han troede på.. Alle havde en derude, som de var ment at skulle være sammen med. Hovedet lod han søge let på sned, som han lyttede til hendes ord. Han ønskede uden tvivl at lære hende ordentlig at kende, og selv den vej, vidste han endnu måtte være frygtelig, frygtelig lang. ”Du taler, som var du en royal, Denjarna,” bemærkede han endeligt. At være elsket af et folk, frem for bare den ene person.. at føle sig elsket og værdsat? Det var som en konge eller en dronning at stå overfor, og han vidste jo, at hun havde ambitionerne til det.. Det var måske bare en fornemmelse som han havde, men han følte uden tvivl, at der var noget i det. Han satte sig godt til rette i stolen og med blikket mod hendes skikkelse. Han trak let på smilebåndet og rystede på hovedet. Han tog det bestemt ikke som bøvl på nogen måde. Tvært imod, så var det faktisk vigtigt for ham at understrege, at han faktisk.. støttede hende i hendes mærkværdige ord og udtalelse. ”Et enkelt glas vin, tror jeg ikke gør udfaldet, min kære.. Jeg tror derimod.. at jeg netop har set et tegn på de klare og stærke ambitioner, som du har i din besiddelse. Du bliver til noget stort.. rigtig stort,” sagde han endeligt. Lige der, tog han yderst sjældent fejl!

[Deleted]

Som Salvatore talte om løgne med en afsluttende tone, lod Denjarna også snakken ligge. Det var ej heller fordi, at hun ville dvæle ved enkelte emner i længere tid, som hun langt hellere ville nå hele vejen rundt om kagen. Det måtte hun nemlig finde langt mere interessant. Det i sig selv gjorde desuden også, at hun kom tættere på ham. Lærte ham bedre at kende, som de drøftede noget forskelligt. Hun tog en bid af det møre og saftige kød, inden hun måtte skubbe sin tallerken en anelse fra sig. Det var ej en stor portion hun havde spist, men relativt var det også, hvor meget hun kunne holde indenbords. Hun betragtede sig af ham, som han sagde, at hun lød, som var hun royal. ”Royal eller ej, må det være min mening,” endte hun med at sige. Som hun havde kommet med sin udtalelse til ham, og som hun havde vendt og drejet den i sit hoved, måtte hun faktisk mene, at hendes ord havde givet ganske god mening alligevel. Hvorfor hengive sig til en, når man kunne hengive sig til flere? En person havde alligevel aldrig været i stand til at fylde hendes sjæl. Hvad hun snakkede om, var heller ikke just ment på romantisk vis. Nej, hun snakkede ikke om at være romantisk med flere på en gang, men nærmere om at elske og være sine venner tro, samt alle dem, som ønskede at stå hende bi. Andet virkede tydeligvis heller ikke for hende.. Hun smilte skævt ved hans ord. Han anså ikke hendes ord for at være vrøvl, men rent faktisk for at være ambitioner.. Ambitioner som han ikke forkastede, men nærmest … opfordrede hende til? ”Du taler, som om du ønsker, at jeg følger mine ord,” endte hun med at sige. ”Har jeg ret i det?” Hendes sølvgrå blik hvilede på ham. Det var nærmest, som et så, der var blevet strøet over en mark, der så langsomt begyndte at spire, og vokse sig til noget stort. Utroligt var det næsten helt, at det kunne lade sig gøre. Forslået sad hun nemlig i denne jordhule.. og dog var det én ting, som var sikkert.. Hun var ikke så let at vippe af pinden.