Salvatore ’Kenara’ Salizmira

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore | ’Kenara’ | Salizmira

Fulde navn: Salvatore ’Kenara’ Salizmira
Alder: Alderen er ukendt, men han ligner en mand i slutningen af 30’erne.
Race: Magiker med animagusblod i årene.
Job: Arbejdsløs
Status: Ugift og ikke i forhold

Våben: Med tiden har Salvatore tillært sig et skræmmende had mod alt hvad der er dvasiansk, selvom han har en tendens til at lade tvivlen komme folk til gode. Dog af den grund, så er han en mand som man alligevel skal passe en smule på, da han godt kan vise sig at være farlig. Han brænder inde med en frygtelig viden og er yderst kreativ i form af den magiske kunnen som han sidder inde med. Det er aldrig til at vide hvordan han vælger at angribe, så man skal være yderst påpasselig med tilgangen til ham.
Foruden dette, så har han også sin skikkelse som panter. Han har spidse tænder som kan skære og flå, samt kløer som i sig selv, er et dræbende og livsfarligt våben, så man skal være forsigtig omkring denne mand!

Udseende og tøj: Salvatore er en mand med en flot gylden hud, mørkt hår og intenst lyseblå øjne, som tydeligt bærer præg af et koldt skær, selvom det dog langt fra er tilfældet. Han har tynde læber og bærer præg af de mandlige tegn i form af skægstubbe, lidt busket hår, og en anelse hård på det faste bryst, da han går meget op i træning og at holde sig i form, så godt som det er ham muligt vel at mærke, for hans midler at gøre brug af, er ikke just de bedste. Kropsmæssigt bærer han enkelte ar, efter kampe af forskellige slags, primært på mave, bryst og arme. Af tøj, så er han ikke den mest kravestore af slagsen, da han som regel går i det som lige falder ham for øjnene, primært bestående af en enkelt skjorte og et par bukser og et par sko, da han ikke er den rigeste, så er det også noget som kan ses i hans udstråling.
På trods af dette, så har han også sin anden skikkelse, bestående af en animagusskikkelse som panter. Den bærer præg af en umådelig flot og næsten skinnende sort pels, et par lysende øjne, store hvide tænder og umådelig skarpe kløer.

Personlighed:Salvatore er en mand, som tydeligt har hjertet på det rigtige sted. Han er dog alligevel en målbevidst mand, som ved hvad han vil have, og han ved som regel også, hvordan han skal få det som han vil have det. Han er en mand af stor charme, hvilket han i den grad også spiller på, specielt hvad angår det kvindelige køn. Han har vel altid haft en svaghed for en god barm og et par slanke ben, men selvom han har en tendens til at fremstå som en storcharmør, så har han faktisk også noget mellem ørene! Han er ikke en mand som er særlig god til det sociale, udelukkende på grund af de mange gange, hvor han har formået at åbne op for andre, at han så er blevet røvrendt uden lige. Han er en mand med hjertet på det rette sted, og hvis man endelig er nået ind til hans hjerte, så er det ikke et sted som man slipper ud fra igen. Han er en yderst loyal mand overfor dem som har vundet hans tillid, også fordi at det er noget som kræver utrolig meget, da han ikke åbner sig op for alle og enhver. Han er en yderst listig mand, med en utrolig tålmodighed, hvor han alligevel fremstår meget stærk psykisk, da der faktisk skal utrolig meget til at knække den stadig voksende selvtillid. Selvom han er en mand med stor charme, så er han ikke den mest sociale af slagsen, som han heller ikke er den som er bedst til at åbne op for folk. Kommer man ind på hans fortid, så lukker han som regel hurtigt af, da han ikke ønsker at snakke om det, da det endnu er ham et punkt som han ikke kan få bearbejdet ordentligt. I det store og hele, er han faktisk en følsom mand, selvom han bestemt ikke er den type som sætter sig ned og giver sig til at tude, for det er han alt for meget mand til!
Salvatore er af den grund en mand som tager en dag af gangen, og går som regel yderst sjældent til hvile, hvis der er noget som han har fået gjort, som han i sinde kan fortryde. I og med, at han har haft sit at slås med, er han en mand som tænker meget over tingene og til tider måske lidt for meget, da han ikke ønsker at gå igennem de slemme konsekvenser ved et valg af den ene eller den anden art. Dog af den grund, så er han på ingen måder filosofisk anlagt, han kan ikke fordrage de dybdegående tanker, og melder som regel pas på det, bare man begynder at hentyde til det! Af den grund, så er han en mand som regel med godt humør og en som tager alt med et smil.

Fortid: Salvatore er født og opvokset i landet Procias, kun få årtusinder efter at landene blev delt i de tre anliggende som findes på verdenskortet den dag i dag. Hans mor Sophira elskede og forgudede sin eneste lille dreng. Et sandt mirakel blev han beskrevet som, da hans mor allerede fra hun var ganske ung, havde fået at vide, at hun aldrig ville få nogle børn. At det var afkræftet, var en glæde for hans far, Marcus.
Salvatore blev navngivet den dag han blev 3 måneder gammel, i form af en af de første dåbe som blev foretaget i Procias’ nye regime, hvilket var noget som hans forældre var stolte af! Han blev passet og opdraget, som kun en ung dreng i Procias skulle. Folket til lands så frygtelig mange fordele i den nye opdeling, selvom Marcus ikke var helt så enig, så han holdt endnu et ekstra godt øje med sin lille familie. Salvatore viste allerede sin magiske kunnen da han var ganske lille, hvilket var noget som gav Marcus blod på tanden. Han ønskede kun det bedste for hans lille dreng, så træningen af det unge individ, var noget som skete allerede dengang han var ganske lille. Salvatore elskede at tilbringe den tid sammen med sin far, og med den stolthed som manden viste ham, så var det kun noget som gjorde det hele så meget bedre, for det gjorde ham glad. Han gjorde sin far stolt, og det var selv noget som gav ham blod på tanden, til at skulle kunne yde sit bedste, for kun det bedste skulle vise sig at være godt nok!
Salvatore voksede op til at blive en ung knægt i sine teenageår. Her blev han stalddreng for en af de nærtliggende gårde som lå ikke langt fra familiens lille bo. Han skulle være med til at brødføde familien, sammen med sin far, som selv arbejdede inde i byen, og med hans hjemmegående mor, som kun blev dårligere og dårligere. Han vidste at hun var blevet syg i løbet af den iskolde vinter som havde hærget landet, og medicin var ikke nem at skaffe. Mentalt var han ikke meget ældre end de 15 år, da hans mor endte med at gå bort, hvilket var noget af et forfærdeligt tab for hele familien. For hans far, var det mere end det som han kunne tackle, hvor han gik psykisk ned og endte med at blive fragtet bort, da han blev dømt til at blive en større fare for hans omgivelser, end det som han var for sig selv – dette var også det sidste som Salvatore måtte se til sin elskede far, hvilket var noget som efterlod ham med en tilværelse helt alene.
Salvatore endte med at forlade familiens lille hjem, efter en kort visit ved sin mors aflagte gravsted ikke langt fra det lille hus som de havde boet i, for at søge ud i verden. Han havde allerede frygtelig meget at lære, og han vidste, at der var så frygtelig meget derude, og så nysgerrig som han var, så kunne han lige så godt udnytte situationen lidt. Manjarno var ikke det land som faldt ham mest i interessen, hvoraf Dvasias derimod, var noget som vækkede en abnorm nysgerrighed i den unge knægt. Han valgte at slå sig ned i udkanten af Dvasias, så han kunne udforske stedet, uden at komme på tværs af de mange mørke væsner. I det store og hele, så var han ganske fascineret af den store forskel, som var i mangfoldigheden fra Procias til Dvasias, for ikke at glemme, at han vidste at alle landene havde været under et, hvilket var.. utroligt og ikke mindst gribende for ham at undersøge! Dette var noget som han brugte frygtelig mange år på, selvom det var indtil han stødte på denne kvinde. Hun gik under navnet Ophelia Diamaqima. Faresignalerne hvad angik en dvasianer, var slet ikke noget som den unge Salvatore var kendt med, så ung og naiv som han var, så gik han med hende, selvom det var noget som han hurtigt nok skulle fortryde bittert at han havde gjort! Han blev udsat for en række forsøg med diverse drik og trolddom, hvilket hans unge krop slet ikke kunne magte! Lige hvad der skete, vidste han ikke, men den pelsede skikkelse som han endte med at antage, var mere end nok til at få ham til at gå i panik, hvor han tog frygten derfra, så hurtigt som det var ham menneskelig muligt, hvor han søgte så langt væk fra kvindens hytte som han i det hele taget var i stand til at komme.
Salvatore søgte direkte tilbage til det eneste sted, hvor han havde følt trygheden melde sig; Procias. Han løb alt hvad de små ben kunne bære, hvor han før han vidste af det, efter flere dages march, endte i Procias igen og i skovene som han kendte så frygtelig godt. Det var her, han endte med at støde på den næste i hans liv; Eniqa. En kvinde som endte med at tage sig af ham, og som han valgte at åbne sig for, for hun valgte at passe på ham, som han endte med at være den som skulle brødføde hende, hvilket han faktisk havde det fint med. Jagten blev han med tiden temmelig god til, hvor han kunne komme slæbende med byttedyr hjem, så de begge kunne få sig et ordentligt måltid. Deres stille tilværelse, blev dog senere forstyrret af Matthew Igleéias, hvilket Salvatore bestemt ikke bifaldt på nogen måde. Manden havde han aldrig lært at bryde sig om. Manden kom kun tættere og tættere, hvor det var en tilstedeværelse som han bare måtte lægge sig til rette med, selvom det bestemt ikke var nemt! Manden knuste gang på gang Eniqas hjerte, og han var den som skulle sidde igen og trøste hende. Manden elskede hende måske, men næppe så højt som det han selv gjorde. Han gjorde sit for at passe på hende, hvor det også skete til tider, at han lod Matthew komme tæt på kvinden. Manden endte med at gå bort efter en magisk duel i arenaen med en anden Warlock, hvor Eniqa blev ladt gravid tilbage. Han gjorde selvfølgelig hvad han kunne med den syge Eniqa, selvom det bare ikke var nok. Før han vidste af det, så gled hun bort – fulgtes med strømmen i det store vand i havet, kun for at efterlade ham alene tilbage igen…

Minder:
- Den hårde træning med hans far, Marcus.
- Da hans mor døde, da han kun mentalt var i en alder af 15 år.
- Da hans far blev fragtet væk, hvilket efterlod ham alene.
- Hans mange vandringer rundt i verden.
- Hans møde med Ophelia Diamaqima.
- De mange forsøg som han blev udsat for, hvilket efterlod ham I skikkelsen som panter.
- Da han mødte Eniqa i skovene i Procias
- Matthew Igleéias – Manden som ødelagde den fredelige tilstedeværelse!
- Tabet af Eniqa, hvilket efterlod ham alene igen.

Styrker:
 Ekstrem tilpasningsdygtig i de miljøer som han befinder sig i
 Meget tålmodig
 Overbeskyttende for dem som han elsker og holder af
 Meget målbevidst, hvad angår hans inderste ønsker
 Stærk psykisk, der skal meget til for at knække ham

Svagheder:
 Eniqa
 Hans fortid. Den er ikke videre præget af ren og skær lykke
 Meget skeptisk overfor fremmede
 Svært ved at stole på folk generelt, da han er blevet røvrendt alt for mange gange
 Yderst kortfattet af ord, når det kommer så vidt

Kendetegn: De lysende isblå øjne, samt de mange ar. Om ikke andet, så hans skikkelse som panter.

Tilholdssted: Procias – tilflyttet fra Dvasias

Andet? Fanget i skikkelsen som en panter, grundet et forsøg som slog gruelig fejl i Dvasias, for mange år tilbage.

Signatur: Henri Castelli!

[Silia D. Diamaqima]

Godkendt! ;D