A special time

[Deleted]

”At du en sjælden gang i livet har oplevet det positive ved livet, er en skam. Livet har mange goder at byde på.. også selvom man har oplevet og set, hvad jeg har været udsat for. For som der eksisterer de værste mareridt, findes der også de bedste glæder,” sagde Denjarna roligt. Det ene kom nemlig ikke uden det andet, ligesom der ikke kunne eksistere mørke uden lys. Det hele havde en større sammenhæng. At Salvatore selv havde glemt tumulten mellem hende og Gabriel, var synd at sige, at hun havde gjort. Hun huskede endnu klart, hvor fjendsk Gabriel havde været overfor hende. Han havde hadet hende.. Den tanke måtte dog også efterlade en vis kulde i hende. Han hadede hende, så sådan måtte det være. Hvad skulle hun også bruge Procias til? ..og Dvasias for den sags skyld? De sølvgrå øjne vendte hun tilbage mod ham, som han lagde armene om hende. Hun smilte svagt. ”Bliv stående sådan der, og jeg vil måske finde ud af det,” svarede hun drillende igen, inden hun rettede sit blik fremad. Tavst lod hun sig betragte solnedgangen, alt imens hun mærkede sig af hans kropsvarme, og lyttede til hans ord. Manjarno? Det lød slet ikke så galt.. Hvem vidste? Måske det kunne blive hendes nye hjem? Altid havde hun nydt at komme der, og det var trods alt synd at sige, at hun var ønsket mange andre steder. Sandt var det nemlig, at hun ej kunne blive her. Hun ville nu ej heller blive her. Hvornår hun måtte begive sig af sted, vidste hun dog ikke. Bedre havde hun det skam efter miksturen, samt efter det at få mad og drikke, men hvor godt havde hun det egentligt? Hun hadede at være i denne situation.. Hadede at føle sig svag, skønt hun altid havde fået folk til at komme til hendes nød. Hun nikkede let. ”Til jeg skal af sted igen, ja,” medgav hun roligt, som på farten var, hvad hun måtte være i den kommende tid. I hvert fald til hun fandt et nyt ståsted.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde aldrig nogensinde været særlig meget for overraskelsesmomentet, og det havde han skam også sine særlige grunde til, kunne man jo sige. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse. ”Man kan opleve det negative, som det positive, men hvorfor løbe risikoen? Du er da nødt til at vise mig det, i så fald,” opfordrede han med en rolig stemme, og med det lette smil på læben. Selv stillede han sig bag hende og lagde armene om hende, så hun ikke ville ende med at fryse, for det var slet ikke noget som han ville have. Hun havde planer.. det var jo lige før man kunne læse det i hende. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, så hun havde hans varme i ryggen, og han selv tog imod vinden i ryggen, så det var ham, som tog stort set det hele. Solen var på vej ned, og i takt med det, så blev det også mere og mere koldt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Før eller siden, så skulle hun jo desværre videre igen, selvom det nu heller ikke var noget, som han ønskede selv, men det var jo bare omstændighederne – når tiden var rigtig vel og mærke. Han betragtede hende med en rolig mine. Han vidste og havde troen på, at hun nok skulle finde ud af noget med sit liv, samt finde de midler og metoder, som skulle tages i brug, netop for at det skulle ske, og det var han overbevist om. Det var det, som hun havde vist ham frem til nu, så det var bestemt heller ikke så underligt igen, hvis han selv skulle sige det. ”Ja… Så lad os nyde den tid, mens vi nu har den, ikke?” endte han med en rolig stemme, idet han roligt vendte blikket frem for sig, da den sidste solstråle forsvandt fra himlen, og det blev mere og mere mørkt omkring dem. Han smilede let for sig selv, inden han roligt rettede sig op. ”Vil du med ind?” spurgte han videre, idet han vendte blikket stille mod hendes skikkelse igen.

[Deleted]

”Og med tiden vil du få det hele at se,” sagde Denjarna roligt. ”Vær blot tålmodig.” Blikket holdt hun roligt på den glødende sol, der havde antaget en rødmende farve. Et smukt syn var det. Øjnene lod hun glide i for et øjeblik, så hun blot mærkede sig af det sidste sollys i ansigtet, og Salvatores beskyttende krop bag sig. Køligt var det lyse skær, hvor hendes kvinder svarede tilbage ved ligeså at blive rødlige. Fri måtte hun føle sig i dette øjeblik, og fri agtede hun at være gennem resten af sin tid. For dyrebart var livet nemlig til at leve det bag lukkede tremmer. Det havde hun desværre gjort for længe, men ikke længere. Øjnene slog hun roligt op igen. Smukt var det at stå på denne høj, men hendes hjem var det ikke. Hun mærkede, hvordan det helt kriblede i hende. Kriblede i hende, som en træng til at drage videre på sin færd. Hun havde en sti at følge, og det kunne hun ikke her i Procias. Hendes sølvgrå øjne fulgte solen, som den tog sin afsluttende færd ned over de mange trækroner. Dette var i sandhed et af naturens vidundere. Intet sagde hun til hans ord, da ord ej var nødvendige. Enige var de nemlig, som de begge blot ønskede at nyde tiden med den anden. Hvornår de ville ses igen, var ej heller til at sige. De havde nemlig hvert deres liv, for når hun ville drage til Manjarno, ville Salvatore blive her i Procias. Selv var hun dog sikker på, at deres veje ville krydses igen. Hun nikkede svagt med hovedet, idet solen ikke længere var i syne. ”Lad os søge tilbage,” medgav hun roligt, hvorefter hun forsigtigt vred sig ud af hans favn. ”Søvn ville uden tvivl også gavne.. Det har været en lang dag.” Hvor lang dagen havde været, måtte næsten være utroligt. Meget havde de nemlig nået, og derfor havde hun ikke så meget at byde på længere. Træt var hendes krop, som hendes lemmer var matte, og trængte til ro, ligesom hendes hoved. Det at have en hverdag var nemlig en ting, som hun skulle til at vænne sig til igen. ”Kom,” sagde hun roligt, alt imens hun smilede mildt til ham. Roligt bevægede hun sig tilbage til hulen, hvor hun kunne få den tiltrængte ro.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Når alt endelig kom til alt, så gjorde Denjarna faktisk Salvatore rigtig nysgerrig, og han kunne slet ikke have med det at gøre. Hun havde planer.. det kunne godt lyde sådan, det var helt sikkert. ”Det lyder som du allerede har planer om at skulle overraske mig positivt,” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var ikke ligefrem fordi, at han havde været den mest tålmodige af slagsen, og specielt når det kom til denne slags. Han selv blev stående med armene omkring hendes skikkelse, så hun ikke for alvor ville komme til at fryse, for det var bestemt heller ikke hensigten i det her tilfælde, kunne man jo så sige. Solen var gået ned, selvom han for en kort stund, bare.. nød det at stå der. Han kunne faktisk rigtig godt lide det. Det var ved at blive sent, og det havde trods alt også været en temmelig lang dag, men det var ikke fordi, at han ønskede, at den skulle ende.. Slet ikke. Han smilede let for sig selv og nikkede. ”Det lyder som en rigtig, rigtig god idé,” afsluttede han med en sigende mine, idet han roligt førte hende med sig tilbage den samme retning som de var kommet fra. ”Vi kan heller ikke have, at du skal blive kold og blive syg..” sagde han roligt, inden han førte hende med til indgangen igen. Selv kunne han ikke lade være med at kigge rundt forbi, kun for at sikre sig, at der ikke var nogen, til at kigge, inden han søgte ned i hulen, for at være helt sikker på, at der ikke var nogen som så dem. Tungen strøg han roligt over læberne, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. ”En lang dag og med mætte maver.. Så bliver man uden tvivl træt.. Vil du have sengen?” spurgte han. Han ville jo trods alt heller ikke trænge sig på, og han vidste, at han havde presset den lidt i denne omgang, ved at lægge armen om hende og den slags, men ikke desto mindre, så ville han jo heller ikke ligefrem tvinge hende til noget, som hun ikke ville have eller være med til.

[Deleted]

Hvad Denjarna havde af planer, ja, det måtte tiden jo vise. En ting var dog sikkert, og det var, at hun næppe ville holde sig stille. Hun smilede let. ”Hvorfor skulle en mand som dig ikke have lov til at opleve glæden, ved at blive positivt overrasket? Du af alle fortjener en smule glæde, min ven,” sagde hun ærligt. En god mand var han. En af de bedste, som hun kendte, hvis hun lige umiddelbart skulle sige det.. Derfor mente hun også sine ord, når hun sagde, at han fortjente at have det godt. Han var en meget uselvisk mand, og derfor fortjente han at være en lille smule selvisk og blot nyde. Som solen gemte sig væk bag trætoppene, fald det ligeså i temperaturen, skønt Salvatore holdt om hende. Det gjorde, at det begyndte at blive en god ide at søge inden døre.. Dog ikke kun af den årsag, men også af den grund, at Denjarna følte sig udmattet, hvilket hun faktisk havde gjort i et stykke tid nu efterhånden. En lang dag havde det nemlig været for hende, som hun endnu blot var ved at komme til hægterne, efter en tumult tid. Hun smilede skævt. ”Nej, det ville næppe være ideelt, hvis jeg også skulle kæmpe med forfrysninger og en forkølelse. Det skulle meget gerne gå op ad bakke herfra.” Det var meget muligt, at hun var en overlever, men værre ønskede hun nu ikke at have det. Bestemt ikke! En smule medgang ville hun absolut ikke klage over, og derfor så hun helst, at hun imødekom en hurtig bedring. Helt på toppen kunne man trods alt ikke sige, at hun var endnu. Hun fulgte ham roligt, som de søgte tilbage ned i hulen. Morsomt var det ikke just at være fanget der, men da hun vidste, at det var nødvendigt, havde hun ikke noget at sige til det. Det var trods alt for hendes eget bedste, og ikke for Salvatores. Han gjorde det kun for at beskytte hende. Hun vendte blikket mod ham, inden hun glanede over mod sengen. ”Om jeg vil have sengen? Hvad har jeg gjort, siden du ikke længere har lyst til at dele den med mig?” spurgte hun ham med et drillende skær i de sølvgrå øjne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore smilede svagt for sig selv. Hun var virkelig noget af det kæreste, som han havde inde på livet.. Det sagde nok også lidt om hans ensomhed, mere end hvad det sagde om noget andet. ”Det som jeg har oplevet i mit liv af overraskelse, har primært været død og ødelæggelse.. Jeg bevæger mig lidt mere påpasseligt med dette, end hvad jeg ville have gjort med så meget andet.” Hvis hun ville overraske ham, skulle hun da være mere end velkommen til at forsøge sig med det, for han ville bestemt ikke sige nej. Han stolede på hende, og sågar mere end hvad han ville have gjort med så mange andre – selv på denne side af muren. Det havde været en lang dag for dem begge, og det vidste Salvatore nemlig godt. De havde fået god mad, de havde været ude meget i løbet af dagen, og så blev man faktisk træt.. Og han ville jo gerne tilbringe den tid med hende, nu hvor han faktisk havde muligheden for at gøre det, hvis han nu skulle være helt ærlig. Han sendte hende et smil. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at hun skulle stå og fryse, så at komme ind, ville uden tvivl gøre godt. Han nikkede til hende. ”Med alt det, som du har været igennem den sidste tid, så skulle det bare mangle.. Så må vi jo gøre, hvad vi kan for at forhindre det,” afsluttede han sigende, inden han fik hende med sig tilbage til hulen, efter at have forsikret sig om, at ingen så dem gå derned, for det ville han da slet ikke have. At han så tilbød hende sengen, var egentlig kun for at understrege, at han igennem denne dag, ikke havde været ude på noget. Det var skam ikke fordi, at han ikke ville ligge der, for det ville han da hellere end gerne! ”Det vigtigste for mig, er at du har det godt.. Og jeg vil jo heller ikke virke.. for omklamrende,” sagde han med en let rynken i panden. Det lignede ham slet ikke at tage de ord i brug.

[Deleted]

”Død og ødelæggelse er desværre en almindelighed i denne verden. Derfor handler det om at kunne se videre end det.. som jeg for eksempel. Jeg har måske ikke kunnet se videre end det på egen hånd, men det er også irrelevant. Pointen er, at jeg altid har kunnet komme videre med mit liv, og at jeg har formået at nyde igen,” lød det ærligt fra Denjarna. Mørk kunne verdenen være, og derfor var man nødsaget til at finde sit lys i den. Det var ikke altid, at det var lige let at finde, hvor Denjarna også selv havde været i sine huller, men kommet op af dem havde hun altid. Hun betragtede sig af Salvatore. Han fortjente i sandhed noget at glæde sig over, og lidt hjælp syntes han at skulle have til det. Om hun kunne hjælpe, tja, det ville hun i hvert fald gerne. I øjeblikket måtte han også være hendes eneste ven, og det gjorde også, at hun ønskede at være der for ham. Ikke, at hun ikke altid havde hjulpet en ven, men nu måtte sagen bare vægte det mere. Hun smilte svagt. ”Det ville jeg sætte pris på. Elendighed ville være en god ting at ligge bag sig,” sagde hun. Selvom hun gik, talte, og så forholdsvist rask ud, var hun træt. Træt af at kæmpe på denne måde evigt og altid. Helt ung var hun ej heller længere, og det måtte også betyde noget på den front. Det var dog heller ikke således, at hun ønskede sig selv ud i skoven i en lille hytte, sammen med en god mand. Nej. Hun havde stadig noget at byde på, som hun stadig havde noget at sige. Blikket vendte hun mod ham. Sød var han nu.. Han forekom hende helt som en dreng, som ønskede at være en pige tæt, men derfra blev usikker på, om han kunne tillade sig det. Uskyldig var han.. Lidt ligesom Gabriel, dengang hun havde fundet ham. ”Salvatore..,” sagde hun stille, alt imens hun blidt lagde sin ene hånd mod hans kind. ”Jeg er gæst under dit tag. Desuden.. hvilken skade kan det være, når nu det allerede er sket?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Død og ødelæggelse, er desværre det, som vi har været mest præget af igennem den sidste tid, må man jo erkende, og det som folk primært lære af. Du er kommet videre, og har gang på gang, hævet dig fra det mørke hul, du er kommet i. Jeg er virkelig imponeret over det..” Igen måtte han jo rose hende, for hvad hun havde gjort, for han kunne bestemt heller ikke lade være, nu hvor han faktisk stod der i denne situation, for det var uden tvivl imponerende, det som hun havde gjort. Han holdt af hende.. han så et sted op til hende, også fordi, at hun bare tog de chancer, som han selv var så påpasselig med, selvom det vel heller ikke behøvede, at være en skidt ting? Elendighed var noget som fulgte dem alle sammen.. Andre havde bare været bedre til at komme igennem det, end det som han lige havde. Han var en leder.. og han var som født til det, og det vidste han skam godt, men af den grund, så var det faktisk rart, at de kunne finde ud af det. ”Elendighed er nu meget sagt, synes jeg. Det er bare at gøre det godt, ud af de omstændigheder, som man nu har,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvis han nu endelig selv skulle sige det. Træt var han selv.. Det var hårdt, at opretholde en facade, og kæmpe igennem sin egen tilværelse, selvom det uden tvivl var noget, som de begge bare måtte fortsætte med at kæmpe med. At hun så hævede hånden og strøg den mod hans kind, var noget som hurtigt fangede hans interesse, idet han vendte blikket mod hende igen. Han trak svagt på smilebåndet. Skaden var sket? ”Og, om jeg må spørge, er det for en skade, som du omtaler, min kære?” spurgte han roligt. Han selv hævede sin hånd, og tog omkring hendes. At komme i seng, ville uden tvivl gøre godt, men han ønskede kun at understrege for hende, at han slet ikke var ude på noget, som kunne.. misforstås.. Og dog? Han vidste det faktisk ikke rigtigt længere.

[Deleted]

At Salvatore igen måtte ytre, at han var imponeret over hende, fæstnede sig blot mere i Denjarnas hjerte. Det var en bekræftelse i, at hun gjorde det rigtige. Gjorde ret i at have de meninger, som hun havde, og ret i, at hun kæmpede, som hun gjorde. Hvem vidste.. måske var der flere derude, som endnu delte samme holdning som Salvatore? Selv havde hun trods alt altid været god til at få folk med sig. Det var vel også af den årsag, at ledere altid havde følt sig tiltrukket af hende. Hun havde noget at byde på, og det kunne mærkes! ”Jeg har ikke i sinde at ligge mig i støvet for nogen mand. Jeg og jeg alene, bestemmer min færd, og det skal ingen stoppe mig i,” lød det stilfærdigt fra hende. ”Folk ønsker at få en ned i støvet, og når det kommer så vidt, er det ens pligt at rejse sig igen. Hvorfor lader dem vinde, når du selv kan stå som sejrherren? Tage sin skæbne i sin egen hånd.” Mente sine ord, gjorde hun skam, men det beviste hun vel også ved at stå her her i dag. Salvatore var måske den, der havde fået hende ud af fyrstens kælder, men det var hende selv der havde holdt modet oppe under fangeskabet, ligesom det var hende selv, der nu agtede at blive noget igen. Alexander, Mattheus, Gabriel.. de skulle alle blot vente sig. Hun hævede let det ene øjenbryn. ”Jeg vil nu og for altid mene, at det er elendighed at blive holdt indespærret og pint. Personligt er det elendighed for mig. Det er hvad jeg kender til,” sagde hun. Selv vidste hun, at definitioner afhang af den person, der fortalte den, og derfor vidste hun også, at det ikke nødvendigvis var alle, som ville betegne elendighed med hendes termer. Blidt strøg hun sin hånd over hans kind, men som han kom med sit spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at trække morende på smilet. Der var visse punkter, hvorpå han haltede. Nu var det for eksempel en misforståelse for hans side at tage det så bogstaveligt. Hun rystede let på hovedet, alt imens hun mærkede hans hånd lukke sig om hendes. ”Læg dig nu bare over i sengen,” endte hun med at sige med et vidende smil på læben.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var virkelig imponeret over hende, og han var ikke bange for at lade hende vide det. Man voksede på bekræftelsen, så selvfølgelig var det noget, som han virkelig ønskede at give hende, for hvorfor skulle han da ikke gøre det? Hun havde gjort det rette i mange henseender, og det at have sine egne holdninger og meninger, var jo trods alt et rigtig godt skridt på vejen, hvis han selv skulle sige det. ”jeg er måske meget frem for vores tid, men jeg kan virkelig ikke se det forkerte i at ytre sin mening.. og specielt ikke overfor dem, som det er meningen, skal lytte til dig.. Som din konge. Man er sin egen skæbnesherrer.. Det er bare de færreste, som tager det til sig, hvilket i mine øjne, virkelig er en skam,” sagde Salvatore med en ærlig stemme. Han mente det, når han sagde, at han fandt det som en skam, at folk bare blev slået i gulvet, og accepterede det faktum, at det var der, de skulle rode rundt. Han trak vejret dybt. Han måtte jo alligevel give hende.. Det havde da været en virkelig elendig tilværelse for hende, at skulle sidde der i Alexanders kælder, og bare acceptere tingene på den måde, som de nu var. ”Selv på trods af den elendighed, som jeg fandt dig i, så jeg andet af dig, Denjarna.. En kampgejst.. og det er også den som jeg ser nu. Du har aldrig accepteret, at rode rundt i bunden.. Du er hvad jeg vil mene, hører til i toppen,” sagde han ærligt. At hun så bare strøg hånden over hans kind, var en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide, hvis han nu selv skulle sige det, og det var nok også noget, som hans smil så tydeligt måtte indikere, hvis han selv skulle sige det. Han rystede let på hovedet. Det var rart at have en, som man bare kunne snakke med det hele om. Han tog omkring hendes hånd, og trykkede den let. ”Du besvarede aldrig mit spørgsmål,” pointerede han med en rolig stemme, inden han alligevel søgte hen til sengen, hvor han satte sig ned. Han ville blot sikre sig, at hun var helt sikker på, at hun ville have ham liggende ned ved siden af.

[Deleted]

Sandt var det, at de ledende personer burde lytte til sit folk, ligesom det var sandt, at man var med til at forme sin egen skæbne. Desværre var det således, at de ledende personer forsømte deres områder. En forsømmelse, som hun personligt gerne ville lave om på. ”Du mener måske, at folk skal danne sig sin egen mening, samt ytre den, men det er der mange andre, som ser sig uenig i. Det er en sandhed, som jeg har mødt gang på gang. Folk kan lide en, indtil man åbner munden. Ens vinger skal helst ikke spredes, når man er under en andens regime.. Ikke at det er noget, som jeg nogensinde har undladt,” endte hun sandfærdigt med at sige. Denne tilgang herskede der meget af i Dvasias. Egoisternes land var der vel nogen, som ville kalde det, og med ret. Folk gik op i én ting, og det var dem sådan. Hvordan de ønskede, at ikke kun deres eget liv skulle være, men også andres. Det egoistiske havde hun nu også i sig, som hun altid ville vægte sin egen fremgang højest, men alligevel havde hun udviklet sig. Hendes hoved søgte en kende på sned. Sandt var det, at hun havde holdt kampgejsten i fyrstens kælder. Selvfølgelig havde hun det.. Hun var Denjarna! At Salvatore ligeså mente, at hun ej hørte til på bunden, men derimod på toppen, var ligeså ord hun kunne lide at høre. Det var dog også altid der, at hun havde befundet sig. Hun havde nemlig altid haft en god position i livet, og hun havde også altid mænget sig med de rigtige personer. Hun fugtede let underlæben. ”Jeg har aldrig accepteret at skrabe bunden, men alligevel har folk altid forsøgt at bringe mig derned. Det handler derfor blot om, hvorvidt man ønsker at stå fast. Jeg ønsker ikke, at en mand siger, hvad jeg kan eller ikke kan. Det kan kun jeg vide og bestemme,” sagde hun fast. Blidt gengældte hun trykket om hans hånd. Sjovt var det at se, hvor fanget han var af hendes karisma, og hvor lidt han troede på nærkontakt. Selv kunne hun nemlig se og mærke på ham, hvad han ønskede, men så alligevel ikke turde gøre. Det var trods alt kun at tænke et øjeblik tilbage til, hvordan han havde ønsket at holde om hende. Smilende rystede hun på hovedet af ham, som han slap hendes hånd for forsigtigt at sætte sig over i sengen. Roligt bevægede hun sig over til ham. ”Ikke alting behøver at blive besvaret,” endte hun med at sige, alt imens hun let puffede ham tilbage i sengen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så måske på tingene på en lidt anden made, end det som så mange andre gjorde, og det var noget, som han stod fast på. Folk skulle have retten på sin side, til at ytre deres meninger om tingene, og det var slet ikke noget, som han så noget forkert i på nogen måde. ”Udtrykket for ens egen mening, er for mig en styrke, som er set så sjældent, at det er blevet en mangelvare rundt forbi. En konge burde være i stand til at lytte til sit folk, samt tage imod en kritik, som kan gøre hans herredømme bedre end hvad det er uden,” fastholdt Salvatore. Det var en skam, at hverken Gabriel eller Mattheus for den sags skyld, så sådan på det, som han gjorde. Han sukkede dæmpet og lod blikket søge til hendes smukke øjne endnu en gang. ”Hvorfor skulle en mand fortælle dig, hvad du kan og ikke kan, uden at kende dig? Det er i mine øjne, blot en mand, som ej ved hvad han taler om, og blot ønsker at tage kontrollen over din person, og det må du love mig, at du aldrig nogensinde går med til, Denjarna,” endte han med en yderst alvorlig mine, for han mente det! Hun var selv i hans øjne, langt mere værdifuldt end bare det, og det var også det, som han ønskede at understrege for hende. At det han i øjeblikket havde gang i, kunne betegnes som landsforræderi, var han faktisk ligeglad med. I hans øjne, var det egentlig bare en skam, at landene ikke bare kunne finde ud af det hele indbyrdes.
Salvatore tog pladsen på sengen, og med blikket hvilende mod hendes skikkelse. Hun undlod bevidst at besvare hans spørgsmål, og hvis han ikke tog meget fejl, så gjorde hun det udelukkende for at holde ham lidt på pinebænken, hvilket han bestemt heller ikke var særlig god til, hvis han selv skulle sige det. At hun så kom ham i møde og puffede ham ned at ligge, fik en kort latter til at bryde hans læber. Han tog med det samme, om hendes håndled, og nærmest.. rev hende med sig und over ham. ”Jeg forlanger et svar, kæreste,” endte han med et kækt glimt i øjet. Selv han kunne ikke lade være.

[Deleted]

”Det at danne sig en mening og ytre den, er en styrke, ja, og det er af den grund, at de ledende parter frygter den. En stærk person er et muligt oprør, og hvorfor risikere en sådan handling, når muligheden for at afværge den er der? Ikke at man altid får den afværget, men en tro på, at man gør det, har man i det selvsamme øjeblik. Det er ligeså en afværgelse, som jeg ikke mener, at Dvasias’ konge har fulgt til døren,” sagde Denjarna sigende, som hun mente, at Mattheus havde forsøgt at vippe hende af pinden, men derefter havde fejlet i det. Hun stod her nemlig endnu, og kun med flere og voksende tanker. Hun havde nemlig ej en plan om at hvile, men derimod en plan om at søge ud og skabe, hvad hun søgte. Hvad hun søgte, eksisterede nemlig tydeligvis ikke, og hvis ikke det fandtes, var der ingen anden vej end at bygge det. Hendes blik hvilede i hans. ”Jeg lover, at jeg aldrig vil tabe mig selv.” Og det var også ord, som hun mente! ”At tilfredsstille alle, vil aldrig være muligt, og det umulige er for højt en bestræbelse her i livet.” At de forlod snakkehjørnet, og bevægede sig over mod sengen med en let sindstilstand, havde Denjarna intet imod. De havde nemlig snakket længe om dette, og derfor var det heller ikke galt at komme videre i programmet. At han dog ville rive hende med sig ned i sengen, havde hun dog ikke set komme, og det fik en perlende latter til at glide over hendes læber, som hendes krop ramte hans. De lange ravnsorte lokker gled ned og indrammede hendes pæne ansigt, alt imens de legede hen over hans bryst. ”Du vil ha, og du vil ha.,” sagde hun i drillende tone. Den ene hånd løsrev hun let, så hun blidt kunne prikke ham på næsetippen. ”Hvad hvis jeg nægter at sige det?” endte hun med at spørge, alt imens en uskyldig mine gled over hendes sølvgrå øjne. Ligegyldigt kunne man næsten kalde dette, som det ej var en hemmelighed hun holdt inde med. Skaden der trods alt allerede var sket, var nemlig blot, at de havde ligget i sengen sammen, og nu lå de her igen..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Der er desværre altid en, som må tage det skridt videre. En som skal bane vejen.. Men en konge burde stadig kunne lytte til folket og den kritik, som de kan komme med. Uden et folk, er der intet land at lede.” Salvatore vidste skam godt hvad han snakket om, for han havde igennem sit liv, set lidt af hvert, kunne man sige.. hørt mange historier, og han havde hørt meget om statskup og alverdens andet, så det var noget af en risiko ved det job, som de udførte, og det vidste han udmærket godt. Han selv ønskede på ingen måder, at det var noget som skulle ske, for det var der at det som regel for alvor gik helt galt, hvilket ingen af dem, nogensinde ville ønske sig. Han sænkede blikket en anelse.. nu tænkte han igen på ting, som han slet ikke burde tænke over, og an kunne slet ikke gøre for det! Han så igen i retningen af hende. At hun lovede ham, aldrig at miste sig selv på vejen, var uden tvivl noget, som passede ham ganske fint i længen, hvis han selv skulle sige det. ”Så lang tid, du ikke taber dig selv på vejen, så er jeg glad, må jeg sige.. Uanset hvad, så er det virkelig umuligt, at tilfredsstille alle,” sagde han med en rolig stemme.
Endnu en gang var de endt i sengen. Han havde hende pludselig tæt ind mod sin egen krop.. Og han kunne lide det. Hans hjerte hamrede og slog fast mod hans bryst. Han havde ikke ligget sådan med en kvinde igennem rigtig mange år.. Og det kunne han godt mærke. Som hun prikkede ham på næsen, slap han selv en mindre latter. Han kunne bestemt heller ikke lade være med det. Han hævede hånden roligt og strøg den over hendes kind. ”Så må jeg sikre mig, at jeg får min vilje..” endte han sigende. Han lod hånden varsomt falde mod hendes side, som han strøg varsomt over. Den kjole var uden tvivl virkelig smuk til hende, og han elskede at se hende rende rundt i den. ”Fortæl mig det..” opfordrede han endnu en gang.

[Deleted]

Denjarna rystede let på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvordan Procias bliver ledet, men i Dvasias har det altid handlet om ens egen ideologi.. eller rettere sagt den ideologi, som den magthavende har lagt op til. Der handler det nemlig nærmere om ens egen præsentation, frem for den samlede,” sagde hun sigende. ”Derfor er det således, at folk bliver skubbet på plads igen, når de begynder at træde ud for rækkerne.” Et meget galt billede af Dvasias var det bestemt ikke. Derudover følte hun ej heller, at man kunne samle Dvasias under et billede. Det var derimod mange billeder, som folk grupperede sig ud for de racer de tilhørte. Racen var deres ståsted. Ikke regimet. Det var i hvert fald det billede, som hun havde af sin hjemstavn. Mørkelverne var for eksempel også et exceptionelt eksempel. Ingen vidste, hvor de var, men en ting var sikkert. Hvis man som udefrakommende fandt dem, var man ikke en del af dem. Det var de termer Denjarna selv var vokset op med. Dog havde hun valgt at søge væk og videreudvikle sig, og det havde mundet ud i, at hun stod her den dag i dag. Hun så på ham med et roligt blik. ”Udvikling kan jeg ikke love dig, at jeg vil holde mig fra, men mig selv vil jeg bestemt ikke ligge bag mig. Jeg har desuden for længst måttet sande, at flere personer er svære at tilgodese. Alle ønsker en forskellig retning for en, og man kan trods alt kun gå en vej.”
Som Denjarna havde skubbet Salvatore ned i sengen, havde han trukket hende med ned over sig.. Ikke just en handling, som hun havde set komme. Hun løftede let det ene øjenbryn, som han fastholdt, at han ønskede at få sin vilje. Hans egen lille sikring for at få den, virkede ej heller særligt standhaftigt. ”Og igen.. hvad vil du gøre, hvis jeg nægter?” gentog hun drillende, som hun i øjeblikket kun hørte hans beden, og mærkede hans blide strøg. Blikket fastholdt hun på ham, som de sølvgrå øjne hvilede smilende i hans.