A special time

[Deleted]

I et rums tid havde Denjarna og Salvatore vandret, før de nåede hulens indgang. Det havde været et pænt stykke at gå, men det var formentligt også meningen, eftersom hulen var tiltænkt til at fungere som et skjul. Et skjul for dem, som ønskede at gemme sig for de ledende øjne. Et skjul, som mildt sagt passede perfekt til Denjarnas situation for den sags skyld. ”Eftersøgt” var hun nemlig i dette land, og derfor var det oplagt for hende at skulle holde en lav profil. At hun i så fald lige havde været med Salvatore inde i byen passede ikke helt til den dur, men hun havde også altid brudt reglerne en anelse for sit eget vedkommende. Ganske rationelt havde hun dog tænkt, som hun havde ønsket at søge til byen. Hun havde nemlig gjort det af det henseende, at hun ej ønskede at blive sindssyg, og det frygtede hun, at hun ville blive, hvis hun forblev indespærret. God i trænge rum var hun nemlig ikke længere! Derfor havde hun lokket Salvatore til at tage hende med sig ud, og gået havde det nu også. Fortsat i sikkerhed var hun nemlig, og det var ligesom pointen med det hele. Til dels udmattet måtte hun dog føle sig, som de bevægede sig ind ad huleindgang og ind i selve hulen. Vant til al denne aktivitet, var hun nemlig ikke længere. Svag ønskede hun dog ikke at fremstille sig selv, og derfor gik hun fortsat med hovedet hævet, og uden nogen former for beklagelser.

Denjarna bevægede sig over til sengen, hvor hun lagde sin pakke, som de var nået ind i hulen. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte banke en anelse hurtigere af ren og skær anstrengelse, men ignorerede det, og så over mod Salvatore, gjorde hun i stedet. ”Hvad kan jeg benytte mig af, mens du er borte?” spurgte hun ham. ”Hvor kan jeg stå og forberede maden, samt hvad skal jeg snitte ingredienserne med?” Hvad denne hule indeholdt, vidste hun ikke, og derfor spurgte hun ham også til råds. Hun ønskede nemlig ikke at gøre noget forkert, samt hun ønskede at gøre det så let for sig som muligt. Hendes tanke var også, at selvom stedet her var en hule, så måtte den også indeholde nogle køkkenremedier. Stedet her havde trods alt fungeret som et bo for to personer, og dog.. Hun vidste, at Matthew havde været en warlock, så måske havde de blot gjort det på magisk vis dengang? Og måske ikke alligevel.. Selv vidste hun ikke, hvad Eniqa havde været, så måske havde de tilberedt maden på normal vis?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde så sandelig ikke fortrudt, at han havde taget Denjarna med, selvom det måske ikke ligefrem havde været med hans gode vilje til start, så var det ikke noget, som han kunne gøre særlig meget ved lige nu. Pointen var vel, at de var kommet derfra med livet i behold og hun ikke var blevet genkendt? Sådan virkede det i hvert fald ikke til, med alle de steder, som de faktisk havde været. Et sted ganske fascinerende og utroligt med tanke på, hvor kendt den kvinde egentlig var, og med det, som hun havde gjort, så var det jo i princippet slet ikke så underligt igen. Nu var det jo så andre ting, han derimod kunne vende sin fokus mod. Han skulle have hentet noget vand, og den lille særlige overraskelse, som han på deres tur, havde planlagt i sit stille sind. Ikke fordi, at han som sådan, lagde noget særligt i det, for det gjorde han heller ikke. Et sted, så var det jo bare for at gøre hende glad, og specielt nu hvor han havde set, hvor lidt der egentlig skulle til, for at få hende til at smile.
Salvatore vendte sig mod hende, da alle varerne blev placeret på sengen. For hans vedkommende, så ville han jo egentlig bare gerne have de sidste handler i hus så hurtigt som muligt. ”Du kan gøre brug af hvad der er til rådighed her på stedet.. Og hvad der mangler, det skal jeg naturligvis skaffe,” begyndte han roligt. Først og fremmest, så var stedet her ikke forbandet stort, men derimod rummelig nok til omstændighederne, uden at man gik op og ned af hinanden, da det var mere end grund nok, til at drive folk til vanvid! Der var ganske vidst ikke et fuldt funktionelt køkken af nogen slags, men der var et ildsted, hvor maden kunne varmes og et lille bord, hvorpå maden kunne tilberedes. Han gjorde et let vift med hånden, hvorefter han åbnede håndfladen, og deri lå der pludselig 2 flotte knive, som ville være perfekte til tilberedelsen af grøntsager. ”Disse kan du bruge i den tid jeg er væk. Jeg går ikke ud fra, at jeg vil være væk længe. Jeg ved jo trods alt hvad jeg skal have hentet,” påpegede han med en morende stemme, inden han kort strøg hende over kinden. Han glædede sig faktisk til måltidet! Også fordi, at det var et måltid, som han skulle dele samen med hende.

[Deleted]

Fyldt med varer blev madrassen, som Denjarna og Salvatore vendte tilbage til hulen. En del måtte der ligge, som der både var hendes nye klæder, der bestod af en yndig kjole og en matchende kappe. De forskellige grøntsager, der bestod af et salathoved, en agurk, gulerødder, nogle asparges og til sidst nogle tomater. Derudover var der kødet, der var de to bøffer mørbrader, og lammekronerne og til sidst, men ikke mindst, var der langbrødet. Alt i alt var der nok til, at de to kunne få sig en himmelsk aften sammen. Det var også en sådan aften, som Denjarna måtte se frem til. En hyggelig og stille aften mellem hende og Salvatore. Hun nikkede til hans ord. Hun havde, hvad der var til rådighed.. Ja, det var ikke just fordi, at der lige umiddelbart var meget til rådighed. I hvert fald ikke af redskaber. Desuden, hvis der var nogen redskaber tilbage, var de formentligt slidte og rustne, og i den dur var de ubrugbare. Hun skulle selv til at nævne, hvad hun fik brug for, lige indtil hun lagde mærke til Salvatores håndbevægelse. Nysgerrigt så hun til, som han fremmanede to knive. Begge nydelige og skarpe, og med garanti for, at de kunne bruges i denne stund. Hun sendte ham et blidt smil ved hans kindstrøg, inden hun forsigtigt tog knivene ud af hans hånd. Det var trods alt hende, som skulle benytte sig af dem. ”I så fald må du hellere se at komme af sted igen,” sagde hun med et smil på læben, alt imens hun gik over til bordet, hvor hun først lagde knivene. ”I mellemtiden vil jeg være en helt almindelig kvinde, der står i køkkenet og tilbereder maden, alt imens min mand er ude på vejen,” tilføjede hun med et drillende glimt i øjet. Det var dog, hvad der ville hænde gennem det næste stykke tid. Hun bevægede sig over til sengen igen, som hun begyndte at flytte madvarerne over til bordet. Der var trods alt ingen grund til, at al det lå der. I hvert fald ikke når det skulle til at blive tilberedt og spist. Hun så over på ham. ”Men inden du tager af sted.. et skærebræt kunne gøre godt,” bad hun ham. ”Medmindre det er i orden, at jeg skær i bordet.” Hun smilte let til ham, som hun vendte sig med fronten mod ham, alt imens hun stod med grøntsagsposen i favnen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hulen var gammel og slidt, så det som var tilbage fra Matthew og Eniqas tid, var ikke noget, som Salvatore ønskede Denjarna skulle gøre brug af. Det var gammel, rusten og slidt ikke mindst, og det var uden tvivl ikke noget, som han ønskede at få i sin mad. Knivene fremmanede han for hende og med det samme stille smil på læben. Det var skam ikke fordi at han ville tvinge hende til at blive her uden at han også var der, men at give hende lidt at lave, var vel også en ganske udmærket måde, hvorpå han kunne holde hende lidt beskæftiget med tingene, inden han igen ville hjemvende? Selvom han nu vidste hvad han skulle have, så det var ikke noget, som nødvendigvis ville komme til at tage synderlig lang tid, så det var jo også noget, som faktisk passede ham selv ganske udmærket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være. Han smilede til hende. ”Det lyder jo næsten som du er i færd med at smide mig ud, min kære,” påpegede han morende. Han kunne more sig ved tingene, og det stod han gerne fast på, for det var faktisk rart, at de kunne drille hinanden på den måde. ”Din mand er på vejen.. Se, det er jo lige før, det er en tanke, som jeg kunne vænne mig til,” påpegede han sigende. Han nikkede mod hende. Selvfølgelig skulle hun ikke have lov til at mangle noget, og han ville gerne have, at hun havde det godt, selv på trods af omstændighederne som en nærmest.. flygtninge i Procias, for ingen måtte jo trods alt vide, at hun var der. ”Naturligvis.. Selvom stedet her er så gammelt, at jeg ikke er sikker på, at det ville gøre nogen forskel,” sagde han roligt. Han satte hænderne for hinanden, og trak dem fra hinanden. Mellem fingrene opstod der sig et skærebræt af perfekt størrelse til tilberedning af hvad der nu skulle tilberedes, mens han var væk. Han rakte det roligt til hende. ”Jeg vil tage af sted nu. Jeg vil ikke være væk for længe,” sagde han roligt. Han plantede et roligt kys mod hendes pande og med det samme lette smil på læben. Han kunne faktisk godt lide at se hende smile sådan.

[Deleted]

Denjarna smilte let ved lyden af hans ord. Om hun smed ham ud? Jo, det gjorde hun vel et sted. Hun gjorde det dog ikke af den årsag, at hun var træt af ham, og derfor behøvede han ikke at tage det så tungt igen. Hun kunne nemlig godt lide at spendere tid med ham, og det håbede hun derfor også, at han vidste. Hun følte dog ej heller, at det var en følelse, som hun havde lagt skjul på. I hvert fald ikke nu, hvor de var kommet så tæt på hinanden. Hun blinkede til ham, alt imens hun roligt valgte at gå over til. ”Ser du..,” begyndte hun stille med en drillende mine, alt imens hun let valgte at fingre med hans skjortes stof. ”Hvis du går nu, får jeg min overraskelse hurtigere, og det er en tanke, som jeg godt kan lide.” Med en hovedrysten, valgte hun dog at give slip på hans skjorte igen, som han sagde, at han kunne lide hendes ord. Selv betvivlede hun ikke, at det virkelig passede, for hun vidste trods alt, at han godt kunne lide gamle værdier. Det ville sige den gense stereotype. Det var dog ikke en tilstand, som hun kunne blive i i længere tid, da hun ikke kunne klare at være i så faste og rolige rammer. ”Så det kan du? Det undrer mig utroligt nok ikke,” sagde hun med et smil på læben. Som han gjorde mine til at udføre magi igen, vendte hun nysgerrigt blikket mod hans hænder. Interessant og blikfangende var det uden tvivl, som det hverken var noget, som hun så hver dag, eller som hun selv kunne. Derfor var det uden tvivl fascinerende for hendes vedkommende. Hænderne rakte hun frem, som hun tog imod skærebrættet, som han havde fremtryllet i sine hænder. ”Tak,” sagde hun, inden hun kort valgte at gå over med det til bordet, hvor hun lagde det, inden hun vendte tilbage til ham. ”Nok er det slidt, men alligevel er det anstændigt at benytte sig af sådanne remedier.” Som hun kom tilbage til ham, valgte hun at lade øjnene glide i, som et sitren gled igennem hendes krop. Et lille kys var det måske kun, men alligevel var det stort nok til at skabe noget i hendes krop. Øjnene slog hun op igen, alt imens hun skænkede ham et mildt smil. ”Kom godt af sted.. Jeg vil vente på dig her,” sagde hun stille.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var slet ikke fordi, at det gjorde Salvatore noget som sådan, at blive smidt ud, for han var kommet tæt på Denjarna, og han kunne virkelig godt lide det, hvis han endelig skulle være ærlig. Han kunne godt lide, at hun sprang direkte i den rolle overfor ham, selvom det var nyt og.. til dels ukendt. Han kunne lide det. At hun så begyndte at fumle med hans skjorte, satte gang i hans hjerte.. Det begyndte at slå, som det yderst sjældent gjorde. At det så var på baggrund af overraskelsen, var ikke noget, som kom bag på ham som sådan, men derimod.. Ja, han kunne ikke beskrive det. Han himlede med øjnene, da hun valgte at trække sig væk fra ham igen. ”Jeg kan godt lide, at holde dig sådan på pinebænken.. Det er jo lige før, jeg bare skal trække tiden ud,” påpegede han næsten drillende. Han kunne lide at tilbringe tiden med hende, også fordi at hun sammen med ham, virkede… fri.. Og han nød virkelig forbandet godt af det, hvis han selv skulle sige det. Tungen strøg han let over sine læber, og med hovedet let på sned i stedet for. Mens han var af sted, så indtog hun en kvindes rolle i hans verden, også selvom han skam ikke havde noget imod at hjælpe til, når han hjemvendte igen, for han vidste jo godt at meget af det, som var her, var ikke noget som man kunne bruge mere, da hulen her, havde stået tom igennem frygtelig lang tid. Desuden kunne den godt bruge en kæmpe omgang oprydning, hvis han nu selv skulle sige det. Tungen strøg han let over sine læber. ”Jeg håber i hvert fald, at der er hvad du har brug for. Resten skal jeg nok sørge for at tage med mig hjem,” sagde han roligt. Han kyssede hendes pande. Han kunne jo godt lide det. ”Prøv kjolen, hvis du får tid. Jeg vil gerne se dig med den på,” opfordrede han, inden han vendte sig mod indgangen til hulen, så han selv kunne komme ud igen. Han ville gøre indkøbene hurtigt. Han ville jo gerne overrække hende overraskelsen. Før hun vidste af det, var han ude – Og endnu en gang på vej i retningen af byen.

[Deleted]

”Trække tiden ud og holde mig på pinebænken? Jeg tror, at du har gjort det længe nok, mester. Jeg tror, at tiden er inde til, at du begiver dig ud igen,” lød det fra Denjarna, alt imens smilet dvælede på hendes læber. Selv nød hun at have ham her, som hun nød utroligt meget af hans selskab. Samtidig med det, var hun dog også spændt på at se, hvad han havde tiltænkt hende, som overraskelsen endnu lurede i det skjulte. Derudover måtte hun også indrømme, at sulten havde meldt sig, og derfor ville det være en god ide, hvis hun kunne påbegynde maden. Blikket vendte hun kort over mod bordet, der indeholdt al maden og alle rekvisitterne, inden hun roligt nikkede. ”Jeg skulle mene, at der er nok til, at jeg kan gå i gang. Maden behøver trods alt ikke at stå klar, når du kommer hjem,” sagde hun roligt. Der var skam klar til, at hun kunne gøre maden klar til tilberedning, og det var forhåbentligt også nok. Hun skulle trods alt også have tid til at skifte, som han selv nævnte. Hun smilte til ham. ”Så vil jeg forsøge at se, om jeg kan give dig det syn,” endte hun med at sige, inden han forsvandt ud af hulen.
Stille var der helt, efter af Salvatore havde forladt hulen. Det fik Denjarna til at stå ganske stille i et rums tid, for … det var underligt at være her uden ham. Fremmedet var stedet for hende, og derfor følte hun sig ikke just hjemme. Til det måtte hun dog forsøge at tænke på, at Salvatore anså det for at være sikkert, og det var vel det vigtigste. Hun blinkede let med øjnene, inden hun gik over til bordet med alle materialerne og alle varerne. Selv anså hun det nemlig for at være mest ideelt at begynde her, fremfor at trække i de nye fine klæder. Det var dog sikkert, at hun nok skulle skifte, inden Salvatore vendte hjem igen. Gulerødderne valgte hun at gribe om, inden hun ligeså tog fat i den mindre kniv, så hun kunne begynde at skære. Først på langs, så guleroden blev halveret, og dernæst ned ad dens side, så stykkerne blev fine og små. I den dur fortsatte hun med agurken, indtil hun nåede over til tomaten. Tungen bed hun pludselig ned i, som en smerte gled igennem hende. Den runde og glatte tomat, havde valgt at glide hende anelse, som hun havde valgt at trykke ned med kniven. Af ren og skær refleks slap hun kniven hun kniven, for at holde om fingren, så der kom pres om såret. Videre afskrækkende tog hun det dog ikke, da hun for det første havde prøvet det der var langt være.. Derfor besluttede hun sig for at rive en lille flig af sin kjole, inden hun bandt den om spidsen af sin finger, så det stoppede den lette blødning af det lille sår. Den handling hende også at arbejde videre med grøntsagerne..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At drille hinanden, var uden tvivl noget som Salvatore værdsatte meget, for det gjorde tingene mere personligt, og for ham, så var det afslappende. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. Han havde alligevel formået at placere en mørkelver i køkkenet, og det var da noget, som han ville fastholde i den tid, som det nu var. Han kuklo ganske let. ”Det må jeg nok sige.. Du smider mig virkelig ud,” påpegede han morende. Han kunne godt lide, at der ikke skulle mere til, for at få hende til at reagere end det her, så det var jo faktisk noget som passede ham ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han blinkede let til hende. Der var nok at forberede, inden de ville komme så langt af mad, så han ville jo nok være hjemme inden, selvom det nu heller ikke gjorde ham det mindste. ”Der er nok der skal ordnes og klargøres inden vi kan gå i gang med maden, og jeg er længe færdig inden,” lovede han med en rolig stemme. At hun ville forsøge med kjolen, var noget som passede ham fint, for han ville virkelig gerne se hende med den. Med et smil på læben, forlod han hulen og søgte ud og tilbage i retningen af byen…

… Salvatore nåede byen temmelig hurtigt, og denne gang uden Denjarna ved sig. Han vidste, at hun i den hule, var i tryghed, og det var faktisk noget af det, som han anså som det vigtigste, for han ønskede end ikke at Gabriel skulle finde hende der, og det stod han gerne ved i den anden ende. Tungen strøg han kort over læberne, da han søgte ned af markedet, kun med snuden for noget ganske særligt. Han ville gerne overraske Denjarna, og nu hvor hun havde fået den smukke kjole, hvorfor så ikke også skænke hende et smukt smykke, som passede til? Nu havde han kjolen i tydelig erindring i tankerne, så han mindes hvordan den så ud, så han kunne finde det helt perfekte, for intet andet var godt nok til det, i hans øjne, hvis han nu endelig selv skulle sige det, og det var noget, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende.
Hvad Denjarna egentlig foretog sig, havde Salvatore ikke nogen anelse om, men selv gik han da ikke ud fra, at det ville være så slemt igen af ting, for hvad kunne der ske? Han søgte direkte mod en af de finere smykkeforretninger, som selv havde direkte forbindelse til smedjen i landet, som stod for rene og fine smykker. ”Hvad skyldes æren, min ven?” spurgte sælgeren med et stort smil på læben. Salvatore trak på smilebåndet. ”Jeg skal have fundet et smykke til en speciel kvinde,” sagde han, alt imens han kiggede over hvad manden havde at byde på. Smukt var det uden tvivl.

[Deleted]

Det at stå i et køkken, var bestemt ikke Denjarnas ekspertise. Reelt set havde det nemlig aldrig været hende, der havde tilberedt sin egen mad.. eller hun havde selvfølgelig hjulpet til med småtingene i tide og utide, men decideret lavet det hele, havde hun aldrig gjort, og det ville ingen næppe ønske. Igennem tiden havde det nemlig været hendes tjenere eller Derick, som havde stået i køkkenet, og derfor var hendes erfaring indenfor det huslige ikke synderligt stor. Det at skære grøntsagerne var dog en småting, eller måske ikke … hun formåede trods alt alligevel at skære sig selv i fingeren. Peb over det, gjorde hun dog ikke, som hun derimod blot snoede sin finger ind, inden hun valgte at fortsætte arbejdet. Andet kunne hun ej heller gøre, for hun havde trods alt lovet Salvatore at begynde på maden. Rimeligt var det vel også kun, da han gjorde sig andre opgaver, der ligeså omhandlede hende. Tomaterne greb hun igen om, som hun valgte at genoptage arbejdet.. Denne her gang en anelse mere forsigtigt end før. Færdig blev hun dog også med dem, uden flere snitsår eller afhuggede fingrer, hvilket tillod hende at snitte salathovedet. Det var også, som hun kom igennem det hele, at hun måtte sande, at en salatskål muligvis havde været en fortræffelig ide. Som hun så sig omkring nu, lå der nemlig adskillige salatudskæringer rundt omkring på bordet og skærebrættet. Hvad Salvatore foretog sig, vidste hun vitterligt ikke, men tanken om det fik hende til at smile. Glad igen havde han gjort hende på den tid de havde været sammen, og det kunne hun kun tænke på med et smil. Det grønne skrabede hun let sammen med fingrene, så det hele lå samlet og klart, som hun havde taget hånd om det hele. Hurtigt og enkelt havde det egentligt været, og som det stod til nu, havde hun egentligt ikke mere at forberede. Resten skulle der nemlig først tages hånd om, når Salvatore vendte tilbage igen. Hvornår han gjorde det, vidste hun dog ikke. Hun vidste trods alt ikke, hvor han skulle hen, hvad han skulle have fat i, og derfor var det svært at sige, hvor lang tid det helt præcist ville tage. Selv følte hun dog ikke, at hun skulle spilde tiden her, og derfor gik hun også tilbage til sengen. Flygtigt lod hun sine fingre åbne stoffet, der indrammede hendes nye klæder. Et svagt smil brusede over hendes læber, som hun kærtegnede kjolens bløde stof. Kjolen var måske en materiel ting, men skønt den blot var det, måtte tanken om en ny smuk og ren kjole, varme hendes sjæl. Blikket kastede hun omkring i rummet, inden hun forsigtigt begyndte at afklæde sig selv. Køligt blev det hurtigt for hendes bare krop, som hulen ikke just var videre isolerende, og derfor gik der ej længe, før hun begyndte at trække i den nye. Blødt var kjolens stof, som det blidt krøb sig om hendes slanke krop. Smuk var den, som det violette klædte hendes hud og hår, og som guldudsmykningen gav den et ekstravagant udseende. Smilet bredte sig på hendes læber, imens hun let lod hænderne søge ned ad kroppen, og derfor også kjolen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ingen anelse om hvordan det foregik hjemme i hulen, selvom det vel var begrænset hvad Denjarna kunne formå at lave af ulykker? Så lang tid, at hun blev inden døre, så var han temmelig sikker på, at det hele nok skulle gå, når det endelig skulle være i den anden ende. I det store og hele, så var det faktisk afgørende for ham at vide, at hun havde det godt, var i sikkerhed, og at han kunne tilbringe den tid sammen med hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Snakken gik glat med sælgeren af disse overdådige smukke smykker, som var for øjnene af ham, selvom det selvfølgelig var den nye kjole, som han havde i tankerne, som noget af det første. Skulle han endelig sige det, så var det vigtigt og ikke mindst afgørende for hans vedkommende, at hun blev glad for det, også fordi, at han godt kunne lide at overraske hende.
”Hvem er den heldige?” spurgte sælgeren med et næsten kækt glimt i øjet. Salvatore trak let på smilebåndet. Det lignede ham ikke, at skulle være sådan overfor en kvinde, og virkelig besidde det ønske om at skulle forkæle hende, men det var noget som næsten skete automatisk. ”Det er jo min hemmelighed,” begyndte han med en rolig stemme. ”Hvad jeg dog kan informere dig om, er at jeg lovede at gøre det hurtigt, og så komme tilbage igen. Jeg har brug for et smykke som kun efterlader følelsen af glæde og overraskelse, ved enhver kvinde.. selv den mest kræsne,” sagde han roligt, mens han spejdede tingene igennem. Det var vigtigt for ham, at det var smukt og overdådigt! ”Og lilla,” tilføjede han roligt. Sælgeren smilede let for sig selv. ”Det er ikke en nem opgave, min kære ven.. Lad mig se..” Der blev spejdet for alle pengene over smykkerne i boden, også selvom Salvatores blik faldt på en ganske særlig kæde i guld med lilla sten, som lyste op i solens skær. ”Den der..” Han var slet ikke i tvivl om, at den ville klæde Denjarna og den smukke nye kjole, som hun havde fået! Markeringer i kæden og smukke udformede lilla sten.. Perfekt! Handelen fik de igennem, og Salvatore fik hurtigt anskaffet sig det sidste, inden han søgte hjemover, for at komme tilbage til Denjarna. Smykket var pænt pakket ind i en lille æske. Det tog ham ikke lang tid igen, før han var kommet hjem. Han havde spande med vand med, samt den lille æske, så det hele skulle være der.

[Deleted]

Hvornår ville Salvatore vende tilbage? Kunne han mon lide den nye kjole på hende? Og hvad havde han mon købt til hende? var alt sammen en del af Denjarnas tankerække, som hun var i gang med at gøre sig klar. Den nye og fine kjole havde hun valgt at trække i, efter at hun havde gjort sig de madmæssige forberedelser, hvilket efterlod hende med en smule resttid. Kjolen beundrede hun sig af, som hun så ned ad sig selv, alt imens hun rettede på den hist og pist, så den sad helt i skabet. For evigt kunne hun dog ikke rette på kjolen, og det gjorde, at hun gav sig selv tid til at gå på opdagelse i hulen. Et videre stort og bemøblet rum var det ikke ligefrem, men alligevel var det det stort og møbleret nok til, at det kunne bruges som et tidsfordriv. Hendes blik faldt på det gamle natbord, som stod ensomt ved siden af sengen. Nysgerrigt bevægede hun sig over til det, hvor hun satte sig på hug. Støvet var det, og ud fra hyttens stillestående periode, tvivlede hun på, hvad hun kunne finde deri. Håndtaget til skuffen greb hun i. ”Gamle skidt..,” mumlede hun stille for sig selv, som hun helt måtte ruske i skuffen, før den gik op med stor modvillighed. Forholdsvist ren havde skuffen holdt sig, som den havde været forseglet indtil i dag. Takket være hende og det støvede natbord, faldt der nu en mængde støv ned i skuffen, hvilket helt fik hendes næsebor til at kilde, inden hun brød ud i et nys. Næsen vrængede hun let på over handlingen, inden hun alligevel måtte se nysgerrigt hen over kanten på skuffen. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som hendes hånd interesseret dykkede ned i skuffen, som den greb om fæstet på et lille håndspejl. Formentligt Eniqas. Let puste hun til glasset, hvilket fik noget af støvet til at hvirvle af, så det endnu engang kunne benyttes. Længe siden var det, at hun havde set ind i sådan et, og det var måske meget vel. Sit normale selv lignede hun nemlig endnu ikke, som det stadig var til at se, at hun var medtaget ovenpå kidnapningen, men hvem ville ikke også have været det? Med de sølvgrå øjne på glasset, lod hun blidt sine fingrespidser røre ved sit ansigt. Brug for sollys og føde havde hun, men det skulle nok komme. Hendes fingre søgte videre til det ravnsorte hår, som det vant begyndte at fingre med, som hun begyndte at sætte sit mørke hår. Det var også her, at hun hørte Salvatores fodtrin, hvilket helt måtte få det til at gibbe i hende. Både fordi, at hun havde været alene så længe, og fordi, at hun endnu skulle vænne sig til, at en anden på færde ikke nødvendigvis betød fare. Spejlet lagde hun fra sig på bordet, alt imens hun så imod huleindgangen og rejste sig op. Smilet brød stille ud på hendes læber. ”Du er tilbage.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore skyndte sig, så hurtigt, at det var ham menneskelig muligt med tingene, også fordi, at han slet ikke ønskede, at lade Denjarna vente for længe. Det var skam ikke fordi, at han ikke troede på, at hytten kunne holde hende tryg og beskyttet, men på baggrund af hvad der var sket hende, så brød han sig bestemt heller ikke om, at lade hende vente i alt for lang tid, hvilket han bestemt heller ikke lagde meget skjul på, når det nu endelig var i den anden ende. Med æsken med smykket under armen og spandene med vand i den anden hånd, så var det lidt nemmere, at skulle få bakset det hele hjem, for det var da kun tydeligt for ham, at det slet ikke ville have været noget, som han ville kunne gøre ellers, for det andet havde jo trods alt også været tungt for dem at bære, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende.
Med rolige skridt, fik han bakset det hele ned af indgangen til hulen, inden han roligt vendte sig mod Denjarna. Synet af den overdådige kjole, som hun bar var noget som nærmest fik ham til at måbe, alene ved synet af det hele. Noget af det smukkeste og mest skønne, som han længe havde set, og det var tydeligt på hans reaktion, at han kunne lide, hvad han netop stod og så. Han trak let på smilebåndet, inden han roligt trådte helt ind og satte spandene med vand fra sig. ”Man skulle næsten tro, at det var prinsessen af landet her, Denjarna.. Du er i sandhed smuk i den kjole,” komplimenterede han hende med en ærlig og sandfærdig mine, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. Han kunne virkelig godt lide, at se hende på den måde.. Det klædte hende, og specielt når hun kunne stå der med et smil på læben og det hele, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre for hans del. Han elskede synet af det! Æsken med smykket, blev han stående med i hånden. Han ville se, hvor lang tid han kunne fortsætte med at trække den ud – bare fordi, at han kunne, og fordi at han virkelig kunne lide at drille hende.

[Deleted]

Synet af Salvatore, der trådte måbende ind i hulen, fik øjeblikkeligt Denjarna til at smile. Der fandtes nemlig ingen bedre forklaring, end kroppens første reaktion. Derfor vidste hun allerede, at hun havde ramt plet med kjolen her, og tilfredsstillende var det uden tvivl! Rart var det desuden at opleve hans reaktion, for længe siden var det, at en mand sidst havde set på hende med hans øjne. Hun smilede. ”Dine øjne har allerede fortalt mig, hvad dine læber nu prøver på at sige,” sagde hun i en mild tone. ”Men tak.. Jeg kan regne ud, at vi i så fald ikke får brug for kjolemagerens tilbud.” Tydeligt var det, at kjolen ikke ville ryge retur igen. Perfekt måtte det være, eftersom det viste, at indkøbsturen havde gået, som den skulle. Nu var det blot, om maden ville blive en ligeså stor en succes, som kjolen havde vist sig at være. Hendes blik søgte over til bordet, hvor de mange snittede grøntsager lå. Hun havde ej brugt det hele i tilfælde af, at der skulle være til flere dage, men nok til dette måltid var der uden tvivl. ”Jeg har gjort det grønne klar oppe på bordet. Det skal blot i en skål, og så vil det være klar til servering,” fortalte hun ham roligt. Den ene hånd hævede hun, så hendes ’forbundne’ finger kom til syne. Hun smilede skævt. ”..Og jeg kom kun ud med en mindre krigsskade.” Videre fatalt var det ikke, og derfor lod hun også blot hånden synke igen. Hun var trods alt stadig i stand til at udføre et ordentligt stykke arbejde. Hendes sølvgrå øjne søgte over på hans skikkelse, hvor hun betragtede sig af, hvad han havde bragt med sig. Vand og.. en vis æske i hans hånd? Hendes hjerte sprang et slag over, som nysgerrigheden og interessen begyndte at ulme i hende. Selv vidste hun, at han havde været på indkøb efter en gave til hende, og var det mon denne? Det var selvfølgelig ikke til at sige, men muligheden var stor.. meget stor. Hun bed sig selv let i læben, inden hun brød ud i et smil. Hun kunne jo slet ikke lade være! ”Hvad har du i hånden?” endte hun nysgerrigt med at spørge ham. Hun havde trods alt ej heller noget at tabe, med hensyn til at spørge ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var på ingen måder bleg for at erkende, at det syn, som nu havde mødt ham, var noget af det smukkeste, som han længe havde set. At han så direkte skulle stå der og måbe for hende, havde han nu heller ikke ligefrem regnet med, men nu var han da slet ikke i tvivl om, at den kjole, som hun nu bar, var det helt perfekte valg! Han trak let på smilebåndet. Det var næsten som at stå overfor en smuk og flot prinsesse, og den klædte hende virkelig, for ikke at glemme, at den også var med til at give hende bare en smule glød i de ellers så kolde kinder, og det var noget som han godt kunne lide. ”Det er lige før, at man skulle tro, at den fine overraskelse jeg har købt, ej vil klæde den skønhed, som viser sig for mit blik,” sagde han med en rolig stemme, også selvom det var mest i drilleri. Kjolen klædte hende uden tvivl, og det glædede ham faktisk, at hun havde været i gang med maden.. eller snarere forberedelserne til den, for det var noget, som kom dem alle sammen til gode! ”Det lyder fantastisk. Så skal vi bare have ordnet alt det andet,” sagde han roligt. Der var ikke rigtigt nogen tvivl om, at de ville komme til at spise rigtig, rigtig godt i aften, og ville gå frygtelig mætte i seng. At hun så derimod havde formået at skære sig selv i fingeren, fik ham til at vende blikket direkte mod hendes finger. ”Og om jeg må spørge, har du formået at gøre det?” spurgte han, inden han søgte tættere på hende. Det havde j heller ikke ligefrem været hans hensigt, at hun skulle komme galt af sted! Bevidst blev han stående med æsken i hånden, mest fordi, at det var gået op for ham, at hun ikke havde det godt med at vente, og at det var noget, som meget hurtigt gjorde hende utålmodig, og det var noget, som han helt klart kunne more sig gevaldigt med! Smilet bredte sig på hans læber endnu en gang. ”Hvad hentyder du til..? Denne her?” Han hævede pakken en anelse i sin hånd, og med et let og stille smil på læben, for han kunne jo heller ikke lade være. ”Det er den ganske særlige ting, som jeg ville give dig. Jeg tænkte på den med det samme, jeg så din kjole,” sagde han, inden han rakte den til hende. ”Vær så god.”

[Deleted]

Varm om hjertet blev Denjarna af Salvatores ord og mimik. Det lunede nemlig at føle sig smuk igen. Både af sin egen selvopfattelse, og af andres måde at tone sig frem på. Hun smilede let. Hun lignede måske en prinsesse, men det var hun ikke. Hun var bare Denjarna. Hendes hoved faldt en kende på sned, imens tankerne blev sat i gang. Gaven ville muligvis ikke klæde hende? Det betød, at gaven var noget, som hun kunne tage på.. ”Jeg tvivler på, at du kunne finde på at give mig en gave, som du alligevel ikke selv har tiltro til,” sagde hun roligt, som et tegn på, at hun ikke hoppede på hans ord. Nok vidste hun ikke, hvad hendes gave var, men hun tvivlede ærlig talt på, at han forærede hende noget, som han ikke troede, ville klæde hende. Hun nikkede medgivende med hovedet. At der allerede var blevet taget hånd om grøntsagerne, var uden tvivl til gavn for dem. Det betød nemlig, at de kun skulle stege kødet, og det var ikke just en længere omgang. ”Og det burde ikke tage forfærdeligt lang tid,” endte hun roligt med at sige. At han blev en tand mere opmærksom på hende, som hun fortalte, at hun var kommet til skade under forberedelserne, fik hende til at se ned på sin forbundne finger. Det havde uden tvivl svedt, som det havde sket, men nu var det blot et nyt sår ovenpå så mange andre. Hendes krop var trods alt en hel fortælling om de skader, som hun havde været ude for. Hun trak let på skulderen. ”En levende tomat,” sagde hun med et skævt smil på læben. ”Jeg advarede dig også mod, at jeg ej var sikker i et køkken.” Som han nærmede sig hende, og med æsken tydeligt fremme i sin hånd, glemte hun dog sin egen lille skade. Den var hende trods alt ikke ligeså særlig, som denne her var. Hendes øjenbryn skød i vejret. Hvad hun hentydede til? Han forsøgte i sandhed at pine hende! Let var det nu også, da hun allerede var blevet gjort nysgerrig. ”Du kan ikke håndtere magt.. ved du godt det?” lød det fra hende med et drillende smil, inden hun lyttede til, hvad han havde at sige om gaven. Eftersom gaven havde relation til kjolen, og at den kom i en lille æske, havde hun en god ide om, hvad gaven kunne være. Hun vidste det selvfølgelig ikke specifikt, men som hun så på æsken, tænkte hun på et smykke. Det var nemlig ikke første gang, at hun så en sådan æske. Med et lille spændt smil på læben tog hun imod æsken, hvorefter hun tog plads i sengen. ”Hvor er den smuk..,” endte hun med at sige med overvældelse og ærlighed i stemmen. Kærtegnende lod hun fingrene glide over det skinnende vedhæng, inden hun prøvende tog kæden op, så hun kunne se halskæden helt. Smuk var den uden tvivl.. Ej heller var der tvivl om, at den ville passe til hendes kjole. Hun vendte blikket mod ham. ”Vil du give mig den på?” spurgte hun ham.