A special time

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Procias styres nogenlunde efter samme princip, dog med den forskel, at folket her, har en konge som ønsker at lytte til dem,” forklarede Salvatore sandfærdigt. Det var ikke fordi, at der var den helt store forskel på Procias og Dvasias set i den forstand, for alle havde deres ideologi, som de ønskede ud i verden, og det kunne han faktisk godt følge dem i, men behøvede de at bekrige hinanden på den måde? Det var faktisk det, som gav mindst mening for ham, hvis han nu selv skulle sige det. ”Folk bliver skubbet på plads når de træder ud for rækkerne.. Jeg for eksempelvis begår landsforræderi, ved at ligge her sammen med dig,” tilføjede han ærligt. Det var jo ikke engang fordi, at det var en løgn, kunne man sige, og det var slet ikke fordi, at den tanke skræmte ham på nogen måde i det hele taget. Var det virkelig nogen skam, at ønske, at et andet individ havde det godt? Man valgte jo aldrig hvilket land man ville opstå i, som man heller ikke vidste hvor man ville ende, og skulle man virkelig dømmes, for at have det ene eller det andet ophav? Selv det, synes han personligt ikke var i orden, hvis han selv skulle sige det. Han selv måtte blot sende hende et smil. ”Jeg ønsker naturligvis at du udvikler dig, min kære, men så lang tid, du ej glemmer dig selv, så er det fint med mig.. Du er nemlig værdifuld og noget særligt.. Det ville være en skam at påstå noget andet,” afsluttede han.
Nu hvor de var endt i sengen, og Denjarna lå ovenpå ham, måtte han for en kort stund, forsøge ikke at lade sig friste af at kysse hende. At ligge sådan med en kvinde, havde han bestemt heller ikke gjort igennem rigtig mange år, og det føles.. underligt, men dog alligevel så behageligt, og det var uden tvivl det, som han faktisk havde svært ved. ”Tålmodighed er en dyd, min kære.. Og jeg kan være frygtelig, frygtelig tålmodig.” pointerede han med et kækt glimt i øjet. Den ene arm, lagde han roligt omkring hende, hvor han let strøg hende over ryggen. Det var så dejlig nemt at lade sig friste.

[Deleted]

At der alligevel ikke var den helt store forskel på Dvasias og Procias, kom ærlig talt ikke bag på Denjarna. Når alt kom til alt, var der nemlig ikke den helt store forskel på lyset og mørket. De to termer var nemlig hinanden meget lig, skønt det ene skulle repræsentere godhed, og det andet ondskab. ”At gøre sig et forsøg på at lytte, er dog bedre end ingenting. Det udviser i det mindste en smule interesse,” svarede hun roligt. Hun endte med at trække på smilebåndet, som han kaldte sig selv landsforræder.. grundet hende. Det var på ingen måde en god situation, som han stod i, men alligevel kunne hun ikke lade være med at nyde det. Han gjorde det nemlig for hende, og hvad mere kunne man ønske sig? Hun lod sin hånd stryge op af hans faste brystkasse, der endte med at gribe fat om hans skjortes stof. Læberne førte hun til hans øre. ”Landsforræderi ved at ligge her med mig? Det er ord, som jeg godt kan lide at høre,” hviskede hun. Langsomt løsnede hun grebet om hans skjorte igen, alt imens hun også trak sit hoved en anelse tilbage. Hendes sølvgrå øjne søgte hans igen. Det var rart det her.. Det hele var rart. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som han kom med sine sødmefulde ord til hende. Hun nød at høre det, men hvordan kunne hun også andet? Hende der så længe havde siddet i et hul, og kun mødt væmmelse fra sin fangevogter, hvor der nu lå en mand og kærtegnede hende, alt imens han fortalte, hvilken vidunderlig kvinde hun var.. Hvordan kunne hun ikke blive påvirket af det? Det var umuligt. Han gjorde i øjeblikket alt, hvad hun kunne ønske sig, og derfor kunne hun ikke gøre andet end at tage det til sig. ”Hvad har jeg gjort, siden jeg har fortjent disse ord fra dig? Du har været her langt mere for mig, end hvad jeg har været her for dig,” sagde hun stille, imens hun blidt lod sine fingre stryge hans tinding. Sandt var det, at han havde givet hende langt mere, end hvad hun havde givet ham. Han havde givet hende navnet Enrico, ligesom han nu havde reddet hende fra Alexander, og hun havde ikke just hjulpet ham ud af nogen suppedaser. Hun trak drilsk på smilebåndet. ”Det er meget muligt, at du er tålmodighed, men jeg har derimod ingen grund til at oplyse dig om min hemmelighed.. Af den grund kan du vel godt se, at du må vente tålmodigt ganske længe,” sagde hun med en drilsk mine.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Forskellen på Procias og Dvasias var så minimal, at det var marginer som skilte dem. Alene det faktum, at det var det som gjorde udfaldet, var et sted en skræmmende tanke. Dog af den grund, så ville Salvatore langt hellere repræsentere Procias i det store billede, selvom han vidste, at selv det kunne være farligt for ham i denne situation. Han nød det dog.. Han nød det faktum, at han nu levede livet farligt, i stedet for sikkert, som han havde gjort frem til nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når det endelig var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege det faktum. ”Kongehuset lytter til sine borgere her i landet.. Det er selvfølgelig noget som Dvasias kan lære af.. De kan lære af hinanden.. Man kan blot håbe, at det går op for dem en dag,” sagde han med en sigende mine. At hun så trak sig tæt på ham, holdt om hans tøj og med den næsten.. lokkende hvisken mod hans øre, var noget som satte hans hjerte i bedre aktivitet.. Det begyndte virkelig at hamre på en ukendt, men.. behagelig måde, hvis han selv skulle sige det. ”Hvad gør man ikke for en kvinde man holder af?” spurgte han med en dæmpet stemme.. Ja, næsten en hæs hvisken. Hans grønne øjne mødte hendes smukke blik. En smuk kvinde var hun uden tvivl, og selvfølgelig var det også noget, som han ønskede, at hun skulle være kendt med, i stedet for alt det andet, som slet ikke gavnede hende. Nej, han ønskede virkelig, at give hende noget godt med på den lange færd igennem livet. Han trak let på smilebåndet.. Han måtte virkelig modstå den fristelse, at skulle kysse hende! ”Hvilken stærk, smuk og intelligent kvinde, fortjener ikke at få noget ros med på vejen? Du har nok gjort mere for mig, end hvad du lige går og tror.” Han var en mand, som gik meget op i de små ting, og det var skam også det, som han gjorde i denne situation, så det var faktisk ikke så underligt igen, hvis han selv skulle sige det. Når alt endelig kom til alt, var det faktisk bare.. vigtigt for ham at understrege. Strøgene over hans tinding, fik ham et sted til at slappe af, uden at han slap hendes øjne med sine. Varsomt rykkede han tættere på.. Bare for at se hvordan hun reagerede på det hele. ”I så fald.. så har jeg god tid.. virkelig god tid,” hviskede han mod hendes øre.

[Deleted]

Sandt var det, at landene kunne lære af hinanden, men selv troede Denjarna ikke på, at de ville gøre det. Det var nemlig stærke og stædige individer, det drejede sig om, og derfor ville de næppe bøje sig for den anden part. Det var blot således, at det var. Der var trods alt også en årsag til, at der var flere forskellige lande, og at det ej var ét. Personligt kunne hun godt lide, at der herskede forskelle, skønt hun lige vidste, hvilke følger der kunne komme af det. ”Om det går op for dem? Det gør det næppe. På det punkt handler det om, hvem der er størst. Det kan desuden ikke lade sig gøre at samle sig.. Det er vi blevet for forskellige og selvstændige til,” lød det fra hende. Selv gjorde hun sig ingen forhåbninger om én nation. Hvad hun derimod troede på var, at små flokke kunne samle sig på kryds og tværs. Ligesom det de havde gjort. De havde fundet hinanden, og var kommet frem til dette venskab på trods af deres forskellige nationaliteter. Hun bed sig selv let i læben, som hun hørte hans hæse hvisken. Det at høre og mærke, hvordan han nærmest blev revet ind i stemningen, måtte nemlig ligeså påvirke hende. Intet sagde hun, som hun blot så ind i hans varme grønne øjne, alt imens hun følte, hvordan varmen skyllede ind over hende. Var det mon rummet, eller var det mon blot hende? En svag glød viste sig i hendes kinder. Med langsomme og lette bevægelser gav hun sig igen til at stryge hans bryst, som var det kærtegn.. Hun kunne slet ikke lade være. ”Hvad har jeg gjort for dig, som du ikke selv har tidoblet hos mig? Du gav mig mit længe ventede ønske.. Du gav mig mig selv tilbage.. Og nu kom du for mig, når ingen anden mand gjorde,” sagde hun stille. Som han rykkede tættere hende, mærkede hun, hvordan hendes hjertebanken måtte ramme hendes bryst. Uden at vide det, sitrede hendes krop af behag, som han tog sine læber op til hendes øre. Et suk forlod hendes læber, samtidig med, at hendes øjne glid i. ”Så lad os udnytte den tid..,” hviskede hun hæst tilbage. Langsomt og dog med en ønsket mine, begyndte hun at knappe knapperne op til hans skjorte, alt imens hun kærtegnende og pirrende lod sin næsetip og næsten sine læber røre hans ansigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Landene kunne uden tvivl lære af hinanden, men ingen af dem ønskede at give sig, og det var også tydeligt for Salvatore. Var det underligt, at folk gik rundt i uvished, og end ikke kunne være trygge i sit eget hjem? Selv var det ikke noget som Salvatore kunne gøre noget andet ved, end at forsøge at skænke sine egne en helt anden ideologi, end hvad kongehuset gjorde. Det var hårde odds at slås med, men ikke desto mindre, så var det jo bare omstændighederne – desværre. ”Ingen af dem ønsker at bukke under for den anden part.. Det som jeg er mere bange for, er den evige krig, som ligger og lurer.. Alle ved det.. De venter bare på at det hele eksploderer.” Selv han vidste, at den dag ville komme før eller siden, selvom det bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for nogen af den grund. At de nu lå sådan, skabte dog en hel anden sindsstemning.. En som Salvatore ikke havde mærket sig af, igennem rigtig mange år. De grønne øjne gled roligt mod hendes skikkelse. Var det her en fejl? Det ville han umiddelbart ikke mene, at det var. ”Det er småting måske.. men noget som faktisk betyder meget for mig.. Det liv som jeg har levet.. uden risiko.. uden noget som helst.. Du har vist mig, at livet er værd at løbe en risiko for.. Det har sikret mig at du kom ud.. At du har det godt.. Og at vi nu ligger her.. Og jeg har aldrig fortrudt det på noget tidspunkt,” endte han med en dæmpet stemme, idet han igen vendte blikket mod hende. Strøgene over hans bryst, kunne han virkelig godt lide. Det fik ham til at føle sig.. god.. Anerkendt, set og ikke mindst holdt af, og det kunne han godt lide. Han hævede hånden, som han strøg mod hendes kind, inden han førte en lok af hendes hår væk. Han var virkelig fristet.. Umådelig fristet! At hun så begyndte at knappe hans skjorte op, sagde han intet til.. At hendes næse og læber kom så tæt på, var derimod en større fristelse end noget andet! Han vendte sig langsomt mod inde.. Hvor han langsomt lod sine læber møde hendes.. I et forsigtigt og blidt kys.

[Deleted]

”Der vil komme en dag, hvor vi alle må vælge side. Det er en uundgåelig krig, og derfor vil den naturligvis bryde frem før eller siden. Når den kommer, må man blot bede til, at man har valgt den rigtige side. En sejr vil der nemlig komme, ligesom der vil komme en taber. Det er blot naturens gang, når det kommer til krigsføring,” sagde Denjarna ærligt. Hvilken side hun ville stå på.. ja, det kunne kun tiden vise. Selv befandt hun nemlig på det ståsted, der måtte hedde ingenmandsland. Hun havde intet.. Kun sig selv. Eller var det nu også sandt? Havde hun ikke også Salvatore? Og dog.. hun vidste, at hun aldrig kunne følge ham i Procias. Det var ikke hendes plads at være her i Procias. Ej heller var det hendes plads at følge. Hendes blik hvilede i hans. At hun havde haft en positiv indvirkning i hans liv, var hun kun glad for at høre. Det betød noget for hende at høre, at hun havde gjort en forskel hos ham, ligesom han havde gjort for hende. Hun havde jo ikke engang stået … eller nærmere ligget her den dag i dag, hvis ikke det havde været for hans gode hjerte. ”Jeg kan lide de risikoer, som du har løbet.. Men hvad er livet også uden en smule substans? Der skal være noget i vores liv, der gør, at vi føler os i live.. ellers har vi intet. Slotte, titler og rigdomme.. Det er intet ved siden af at føle sig i live,” sagde hun stille, uden at hæve stemmen det mindste. Hånden som han strøg hen over hendes kind, fik varmen til at sprede sig i hende. Hun nød at føle hans kærtegn. Hun nød at føle kærtegn igen. Længe siden var det, siden hun sidst havde været en mand tæt, og behageligt og uvist var det. Derick havde været hendes sidste, men Derick var her ikke just længere.. eller var alt det her blot en fejl? Hendes øjne gled i, som hun mærkede længslen efter ham, og begyndte at knappe hans skjorte op. Som han trykkede sine læber mod hendes, forlod et suk hendes bløde læber, inden hun valgte at besvare selve kysset. Hun ønskede ham, og han ønskede hende.. Hvorfor skulle de stoppe? Uden at bryde kysset, løftede hun sin krop en anelse, så hans ligeså ville følge hendes, og så hun med en bestemt mine kunne trække skjorten af ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Krigen kommer allerede buldrene.. Den kan mærkes i det lille.. Og den breder sig. Elverne selv har givet udtryk for det.. De ved alle sammen, at den kommer.. hvem som i denne omgang, vil gå som en sejrsherre.. det er der ikke nogen som kan vide.. Og folk bryder sig ikke om, at være uvidende om deres fremtidige skæbne,” fortalte Salvatore sandfærdigt. Selv havde han taget sit standpunkt i livet, og han stod på den lyse side. Selvom de havde mange kvalifikationer, som de alle sammen kunne bruge, så var det uden tvivl noget, som faktisk passede ham selv ganske udmærket, hvis han nu selv skulle sige det. Selv nu var det ikke det, som han ønskede at tænke på, men derimod Denjarna, som lå ovenpå ham.. Han havde ikke noget imod det.. Han kunne lide, at have hende tæt på, som han kunne lide, at tage imod hendes kærtegn. Han havde ikke oplevet den slags igennem frygtelig lang tid, og det kunne han da helt klart også godt mærke nu. ”Og det er noget, som du viste mig.. Du er en risiko, som jeg glædeligt vil løbe,” endte han med en dæmpet stemme, for det var noget, som han helt klart også måtte stå fast på.
Begge var de grebet af situationen.. Og det kunne Salvatore så sandelig godt mærke. Som det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, at han slet ikke var ude på at gøre hende noget ondt, for det var da noget af det sidste, som han havde lyst til. Kysset holdt han. Han ønskede slet ikke at slippe hende, for han… ønskede hende jo. Øjnene gled i, som han lod hende knappe hans skjorte op, hvor han selv glædeligt fulgte hende, så hun kunne få den viklet af ham. Han rullede med skuldrene, kun for at slippe hende, for at få den hvilket af sine arme, inden han lagde sig ned i sengen igen under hende. Hånden strøg han roligt over ryggen, over siden og videre henover hendes lår. Han var måske mere påpasselig, men han ville heller ikke krydse grænser, som slet ikke skulle krydses, så derfor den hensyn. Han slap en brummen, som et dybt suk. Han tog mere om hende, rev hende mere op af ham, så hun ville ligge over ham, med et ben på hver side. Kysset intensiverede han, hvor han gjorde det mere krævende.. Han kunne ikke lade være, uanset hvor forbudt det så end var.

[Deleted]

”Det kan bringe alle og enhver i usikkerhed, hvis de ej ved, hvad der vil hænde en. Vi bliver nervøse og gør, hvad vi kan for at sikre os selv. Hvad der kan sikre vores egen fremtid, kan være resultatet af en krig, ligesom det også kan betyde vores ende. Det er derfor op til os selv at nyde ligeså længe vi kan, samt kæmpe for den fremtid, som vi ønsker at sikre os,” lød det fra Denjarna. Personligt var det også en fremtid, som hun kun var begyndt at tænke sig til. Tænke sig til, hvad der ville blive hendes plads i verdenen, når nu hun ingen grund havde. At der ligeså var begyndt at komme omvæltninger i Salvatores liv, glædede hende kun. I hvert fald fordi, at hun selv fandt det positivt. Selv vidste hun dog også, at der var dem, som havde løbet en risiko med hende og derefter fortrudt. Spørgsmålet var så bare, hvordan dette ville ende ud. Selv kunne hun ikke sige noget, som hun ikke kunne spå fremtiden. Hun kunne kun tage tingene, som de kom. ”Så lad os løbe den risiko sammen,” hviskede hun stille. Kysset som de endte ud i var en handling, som fik blodet til at strømme i hende for vilde vinde. Hun følte sig varm.. levende.. og ønsket, og hun ønskede ligeså ham. Hun ønskede at mærke hans begær efter hende, og hun ønskede ikke, at han holdt igen. Drevet af sin egen lyst efter ham var hun, som hun begyndte at afklæde ham. Som han intensiverede kysset, samtidig med, at han holdt om hende, lagde hun ligeså mere følelse i sine læbers dans. Længselsfuldt brød et suk hendes læber, inden hun pirrende bed ham i den bløde underlæbe. ”Tag kjolen af mig,” bad hun ham hæst, alt imens hendes læber begav sig i intense kys hen over hans kæbe, og videre ned over hans hals. Han prøvede sig måske endnu forsigtigt frem, men selv vidste hun, hvad hun ønskede. Det måtte hun også klargøre for ham med sine ord og handlinger, som hun selv mente, at hun kom med klare tegn.. Først det, at hun tog skjorten af ham, og dernæst det, at hun bad ham om at afklæde hende. Hun ønskede, at fjernede hendes klæder. Hun ønskede, at han så hende. Hun ønskede, at han mærkede hende. Hun ønskede at mærke hans længsel.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Der findes to forskellige typer mennesker i den her verden.. Dem som gør noget ved tingene, og dem som ikke gør. Det er desværre ikke mange, som tør gøre noget ved tingene, og dem som gør, de bliver enten slået til jorden, slået ihjel, eller fængslet.. Det er hvad jeg har erfaret. Krig ændrer alt for frygtelig mange,” sagde Salvatore med en næsten.. fraværende stemme. Jo længere ind i deres eget de kom, jo mere glemte han alt det andet. Selv han havde set frygtelig meget i sit liv, og han havde set hvad krig gjorde, og han brød sig på ingen måder om meget af det, men det var nu bare de omstændigheder, som måtte være, når alt endelig skulle komme til stykket. Hans blik hvilede i hendes. De kunne udnytte denne chance og denne mulighed, og det var så sandelig også det, som han havde tænkt sig at gøre! Han blev liggende under hende. ”Glædeligt..” hviskede han med en dæmpet stemme. Kysset var noget af det bedste, som han længe havde oplevet.. Nu kunne han slet ikke få nok af hende.. Han følte sig fri.. Fri af de læner som han selv havde lagt sig i.. Tankerne om Eniqa gled mere og mere i baggrunden for ham, og ja.. hun blev faktisk glemt, nu hvor han lå der med Denjarna. Det var jo ikke første gang han lod sig friste af det forbudte, men han kunne virkelig ikke gøre for det! Hendes kys, hendes kærtegn.. hendes duft og hendes væsen.. Det var virkelig en dejlig fornemmelse, at sidde igen med, hvis han selv skulle sige det. Han åbnede øjnene halvt, da hun nappet i hans underlæbe. Smilet bredte sig let. I hans øjne, var det en tilladelse.. til at gøre lige hvad han ville have. Hænderne strøg han roligt over hendes lår, inden han roligt førte dem op under kjolen, kun for varsomt at trække den med sig. I takt med, at han valgte at sætte sig op, så han til sidst, var i stand til at få den over hendes hoved, og derved så godt som blotlægge hende, så han kunne mærke hende hud mod hud i stedet for. Den ene hånd gled over hendes lænd, kun for at trykke hende tæt ind mod sig. ”Du er virkelig smuk, Denjarna..” hviskede han tæt ved hendes øre. Varsomt vendte han dem i sengen, så han halvt om halvt endte med at lægge over hende. Hånden strøg han roligt over hendes side og tæt ved de nedre mavemuskler.. Så smuk en kvinde hun var!

[Deleted]

Sandt var det, at der ej var mange i denne verden, som turde stå frem. Denjarna selv var en af de få personer, som turde stå frem. Hun var dog også en af de personer, som blev holdt ude for det. Dog følte hun, at det var det værd, skønt det ej var lige let. Hun havde nemlig uden tvivl fået sine slag, men med dem havde hun også groet. Det havde nemlig gjort hende til den person, som hun var i dag. En stærk kvinde, som dannede sig sine egne meninger. ”Sådan fungerer denne verden,” sagde hun stille. ”Fjern dem, som står i vejen for en. På den måde baner man sin egen vej. Det er hårdt, men det er om end sådan, at det som ofte fungerer.” Verdenen kunne være hård, men somme tider kunne man bryde linjerne.. Ligesom dem. Om det var klogt at ligge her med Salvatore kunne diskuteres, men fortrød det lige nu og her gjorde hun bestemt ikke! Det var dog ikke første gang, at hun lå i med en magtfuld procianer, og første gang kunne godt have endt ud med en bedre afslutning. Om hende og Salvatores afslutning ville blive bedre, måtte kun tiden vise. Lige nu og her ønskede hun blot at nyde og være fri. Læberne lod hun løbe ned over hans hals og kraveben, alt imens hun mærkede hans vandrende hænder. Det snørede sig helt i hendes mellemgulv, som han kom så tæt.. Et hæst støn gled over hendes læber. Øjnene lod hun glide op, skønt hendes blik syntes helt sløret, som de begge satte sig op, og han trak kjolen af hende. Køligt var rummet, men alligevel følte hun sig helt varm. Hendes hjerte slog imod hendes bare bryst. Hvornår hun sidst havde ligget med en anden mand end Derick, huskede hun end ikke, men irrelevant var det også, som lysten styrede hendes bevægelser. De ravnsorte lokker kildede mod hendes ryg, inden deres position blev vendt, og hun mærkede madrassen mod hendes ryg. Hendes hjerte bankede og hendes blot sitrede, som de sølvgrå øjne gled over hans krop, og fæstnede sig i hans blik. Hvilken flot og god mand han var.. ”Jeg ønsker at se dig, som du ser mig,” endte hun med at hviske, inden hendes fingrespidser strøg hen over hans stærke brystkasse, videre ned over hans maveskind og helt ned til hans buksers kant, som hun begyndte at løsrive fra hans hofter.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan de kunne komme fra det ene og direkte over i det andet, anede Salvatore virkelig ikke, men en ting var han klar over: Han nød af det. Snakken om land og magt.. det var vel et sted også noget som tændte ham? En kvinde sad han med.. en kvinde, som havde mere end kødgryder mellem ørene, og det var rart med noget intelligent, da man heller ikke fandt meget af det mere. ”Det er en grusom verden vi er en del af.:” afsluttede han mest for at få den samtale lukket af. Han ønskede ikke at ødelægge det.. Uanset hvor grusomt forkert det end måtte være, at ligge der med hende, havde Salvatore skam sine anelser om, men det var ikke noget, som skulle have lov til at styre ham. Ikke mere. Han ønskede jo, at det her var noget som skulle ske. Selv nu hvor han var blotlagt fra livet og op.. noget som end ikke mange kvinder havde fået lov til at se igennem hans liv, da han ikke lå i med alle og enhver. Han var måske en magtfuld procianer, som havde rigtig mange tråde at rive i, men ikke desto mindre, så kunne selv han være drevet af lyst og længsel.. noget som Denjarna uden tvivl formåede at rive frem i ham. Han sukkede dæmpet i kysset, også selvom det endte brudt til fordel for noget, som han næsten ville betegne som noget bedre. Man var jo en mand.. Langsomt satte han sig op, hvor han førte hendes kjole med sig, så han kunne få hende blotlagt. Uden tvivl en umådelig flot kvinde, på trods af mærker og ar, men det var intet som gjorde nogen forskel for ham. Han nød uden tvivl hvad han så, og hun skulle vide det. Han lagde hende stille ned i sengen, som var hun skrøbeligt glas. Han ønskede jo at passe på hende, og det var helt klart noget, som han ønskede at vise hende. ”Så klæd mig af..” hviskede han stille mod hendes øre. Varsomt førte han sine læber nedover hendes varme hals.. Han følte en varme.. næsten som en buldrene vulkan og det var virkelig behageligt! Hånden strøg han over hendes nedre mavemuskler, kun for at fortsætte over hofterne og tog turen over hendes lår.. Han elskede at mærke hendes nøgne hud under hans fingerspidser.

[Deleted]

At de afsluttede den mere alvorlige del af samtalen, passede Denjarna udmærket. Hun havde nemlig andre ting, som hun langt hellere ville lave, som at ligge her med Salvatore for eksempel. Ligge her og kysse ham.. Ligge her og mærke ham.. Hun ønskede ej, at det skulle stoppe, som hun derimod ønskede at føre det til ende. Hvis hun overhovedet ønskede det endda. Hun ønskede blot at glemme omverdenen, og at ligge her med ham. Pære let syntes det dog også at gå, som det syntes ufatteligt let at give sig hen til Salvatore, nu når hun allerede var gået i gang. Hvor ofte han gjorde dette med kvinder, vidste hun ikke, men for hendes vedkommende var det faktisk længe siden. Det var nu længe siden, at hun havde Derick, og selv da hun havde Derick, havde de ikke just været synderligt tætte i den tid. Ligeså let som at trække vejret, syntes det dog at være, som de var begyndt. Hun trak en kende på smilebåndet, som han sukkede. Hun elskede at høre, at han nød det. Hun elskede at høre, at han nød hende. Som hun blev lagt i sengen helt blotlagt, kunne hun tydeligt mærke, hvilken type mand han var. Han var den kærlige og blide type. Nok ønskede han hende, men det var ikke i den forstand, at han bare rev hende rundt. Det var nærmere, som var det med en, som han holdt af.. At han ønskede, at han klædte hende i, behøvede han bestemt ikke at sige to gange! Hun var faktisk allerede begyndt, som hun skubbede bukserne ned over enden på ham, hvor hun derefter brugte sin fod til at skubbe dem resten af vejen ned. Han lå nu helt blotlagt oven på hende. Hun kunne mærke hver en centimeter af ham, og hun nød det! Hun bed sig selv af længsel i læben, inden et suk brød dem, som han kyssede hendes hals, alt imens hans hånd søgte ned over hendes følsomme punkter. Som han kælede for hendes nedre mavemuskler og lår, borede hun ubevidst neglende ned i hans ryg og holdt ham tæt. Hun ønskede ham! ”Stop ikke dig selv,” hviskede hun hæst, som var det en bøn om, at han ikke måtte holde op eller bære nogle hæmninger. Læberne trykkede hun nu helt krævende mod hans, som hun begærende kyssede ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Samtalen var på ingen måder det spændende eller interessante mere, og det var noget som Salvatore udmærket godt kunne stå inde for. Det var en grotesk verden de befandt sig i, og så måtte de jo bare give sig selv de øjeblikke med lykke og glæde, når den endelig dukke op.. Og det var hvad Salvatore følte for øjeblikket. Det var bestemt ikke ofte, at man fandt ham i sengen med en anden kvinde, for han var slet ikke den mand.. Men nu hvor hun for alvor havde vækket det i ham, så kunne han da heller ikke ligefrem lade være med at bide sig mærke i det, hvis han nu endelig skulle sige det. Han slap et dæmpet suk. Selve hulen var kold at være i, men han følte det slet ikke på den måde.. Han tog del i noget, som var langt mere spændende og noget langt mere særligt, end det som man nu kunne sige ellers. Han sendte hende et svagt smil, mens han selv fik hende klædt af. Han var den varsomme og blide.. Han gjorde det ikke kun fordi at han følte lysten, men fordi at han ønskede at føle hende.. Kun hende. Det var hende, som var hans verdens centrum i øjeblikket, og det eneste, som han ønskede at tænke over, hvis han skulle være helt ærlig. Hånden fortsatte han roligt nedover hendes lår, inden han varsomt spredte dem, så han selv kunne tage pladsen mellem dem, nu hvor de begge to var blotlagte.. Han gjorde dog ikke noget udover det. Det her var en ganske særlig stund, og han ønskede at udforske hver en centimeter af hende.. lære hende at kende på en måde, som ikke alle gjorde. Han følte sig faktisk privilegeret.. Umådelig privilegeret. Som hun borede neglene i ham, brummede han tæt ved hendes øre.. Det var slet ikke fordi at han oplevede det som en smerte, men derimod som noget frygtelig, frygtelig intenst, og han kunne virkelig godt lide det! Han mødte mere end glædeligt hendes læber i hendes dybe og intense kys.. Han gengældte det mindst lige så krævende. Det her var en leg, som han kunne følge hende i! Hånden lod han roligt stryge over hendes inderlår og til hendes skød, som han valgte at kærtegne.. pirrende og intenst.. Han ville høre hende tigge og bede.. ønske mere af ham.

[Deleted]

Om Denjarna nogensinde havde troet, at hun ville ende her med sin gode ven var svært at sige, og dog.. Hun kunne ikke benægte, at hun før havde higet efter ham. At hun før havde higet efter at tage det næste skridt, og række ind over grænsen. Gjort det før nu, havde hun dog ikke, og det kunne både være fordi, at hun havde ønsket at tage den med ro på det plan, samt ønsket at beholde ham som en nær ven. Det var nemlig kendt, at venskabet var svært at holde efter et sådant stunt. Hun kunne dog ikke stoppe sig selv, nu når hun havde givet sig selv lov. Mere ønskede mere.. Det var ikke længere nok at mærke hans hånd i ny og næ.. Det var ikke længere nok at mærke hans kys. Hun ønskede at mærke ham helt tæt. Så tæt, som to individer kunne komme på hinanden. Hendes puls slog stærkere, som hendes ben let blev skilt og som han gled ned mellem dem. Han var så tæt på, og hun ønskede blot at mærke ham.. Hæst trak hun vejret, inden deres læber blev forenet i et kys. Et kys der rummede al deres passion. Al deres længsel og lyst efter hinanden. Hvor længe havde hun mon været hans ønske? Hendes negle rev sig ned over hans ryg, så røde afmærkninger kom. Nærmest som en markering på, hvad de lavede, hvad hun ønskede, og at det var med hende, at han var. Et støn brød igennem kysset, som hans hænder nu nåede til hendes skød, som blev fugtigt som svar på hans berøringer. Hun ønskede, at han rørte hende.. mærkede.. fik hende til at nyde og glemme alt om livet selv. Hun ønskede blot ham i denne stund. Underlivet skubbede hun automatisk op mod hans hånd, som et tegn på, at han skulle blive ved. Det ville være hende ulideligt, hvis han stoppede nu! Længselsfuldt kyssede hun hans læber, imens hendes egen hånd påbegyndte sin vandring. Langsomt forlod den hans ryg, alt imens den anden holdt sig på hans lænd og holdt ham tæt. Pirrende og undersøgende gled de ned over hans faste ende, videre ned over hofterne, for til sidst at møde hans følsomme mellemgulv. Legende rørte hun ham der, som hun ligeså ønskede, at han ønskede mere af hende. Hun ønskede, at han ønskede hende så meget, så han blot tog, hvad han ville have. Hendes hånd greb endelig om hans lem, som hun med sikre bevægelser begyndte at arbejde hånden op og ned ad.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvorvidt om det her var en god idé eller ikke, kunne Salvatore ikke sige.. Lige nu, vidste han bare, at det som han ønskede, var at have Denjarna, så tæt på sig, som han overhovedet kunne komme. Kærtegn og kys viste sig pludselig slet ikke at være nok.. Nej, han ville tættere på.. Så tæt på, som to personer, som faktisk elskede hinanden, og han kunne jo heller ikke styre det længere.. Lige her, valgte han uden tvivl at løbe en kæmpe risiko, selvom det nu heller ikke var tanker som prægede hans tanker og sind, for det var der virkelig ikke nogen grund til. Han brummede svagt i takt til hendes kærtegn og hendes kys.. Hun vækkede den længsel efter bekræftelse, berøring og menneskelig intim kontakt, som ikke havde været der igennem frygtelig mange år, og han kunne helt klart også godt mærke det! Sådan som hun rev i ham, appellerede kun mere til det dyr, som han var inderst inde.. Et rovdyr som nu havde nedfældet sit bytte, og han elskede uden tvivl den fornemmelse! Hånden søgte til hendes fugtige skød.. En reaktion på det hele, som han uden tvivl godt kunne lide.. Han ville give hende lysten til mere.. Give hende lysten til ham. Selv for ham, gav det et voldsomt sug i hans mave, da hun lod hånden stryge nedover hans mave. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Selv hele hans krop reagerede voldsomt på hendes nærhed, og hvad hun faktisk havde valgt at give ham. At hendes hånd greb omkring hans manddom, sagde han så sandelig heller ikke noget til, andet end det støn, som nærmest blev kvalt i det intense kys, som han nu delte med hende. Han ønskede slet ikke at stoppe.. Han kunne ikke få nok! Han måtte tættere på! Varsomt fjernede han hendes hånd, kun for at gribe omkring hendes egen for at fjerne den. Efterfølgende med den handling og intention om at forene dem. Han lagde sig godt på plads mellem hendes ben, hvorefter han valgte at forene dem, som havde de været et eneste individ.. Han følte sig hel, og han følte sig komplet. Aldrig havde han oplevet noget lignende!...