Under the full moon?

[Deleted]

Diskussionen kunne meget vel gå hen og blive endeløs, men om end ikke fandt Denjarna det morende. Komplet harmløs var den, når de bare stak til hinanden for sjov, og det var også det hun måtte nyde. Hun kunne godt lide det faktum, at det ikke altid behøvede at være så stift igen, men at man sagtens kunne slå sig løs og bare grine. ”For det første, så omhandler det mig, og hvem kender mig bedre end mig selv? Og for det andet… så er jeg kvinde,” svarede hun morende og smilede til ham. Livligt måtte hendes øjne glimte, når hun kastede et blik på hans skikkelse. ”Det ville desuden og gøre mig glad at vinde, og jeg har fundet ud af, at du godt kan lide mig glad,” tilføjede hun sikkert, hvor hun også blinkede muntert til ham. Som han sagde, at hendes ord varmede ham, kunne hun ikke lade være med at sende ham et mildt smil. For hvor han ønskede at gøre hende glad, så ønskede hun jo også at gøre det samme ved ham. Hun kunne godt lide hans person, selvom han var procianer og magiker, og hun håbede da også, at de kunne bevare denne opførsel, selvom deres lande måske var i krig mod hinanden. Desuden, så havde hun før holdt venskaber til procianere, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre nu? Der var måske nye problemer landene kæmpede med, men dem følte hun ikke just sig som en del af.
Det var ikke fysisk til at se, at Salvatore var en aldrende mand. Det der kunne afsløre ham, kunne muligvis være hans talemåde og verdensopfattelse, men sådan måtte det nu engang være. Det generede heller ikke hende, hvor hun egentligt også havde opnået at ændre lidt på hans verdensopfattelse. En bedrift hun nu måtte være ganske stolt over, eftersom hun lige havde fundet ud af, at han faktisk var en ældre mand, og de ældre var som regel rimelig fasttømret, når det gjaldt deres opfattelser af verdenen. ”Du forekommer heller ikke som en mand der har den alder, så det er ikke så underligt igen. Jeg betvivler dig dog ikke, eftersom jeg har set nogle personer der bærer samme alder, og de kan sagtens opretholde samme udseende som dig,” sagde hun roligt. Nysgerrigt lod hun blikket hvile på ham, som han valgte at fortælle hende om det der engang havde været. Selv var hun først kommet senere til verdenen, som hun altid havde kendt til, at landene havde været opdelt på den måde, samt der ikke længere havde været noget kaos på den front. ”Jeg kan godt forestille mig, hvilken forvirring det måtte bringe folket, at de nu skulle vælge side. Jeg ville dog også kunne forestille mig, at der var en del der holdt sig til Manjarno, som det altid har været kendt som det mest neutrale land. Det har jo altid været et samlingspunkt for alle,” sagde hun stilfærdigt.
”Muligvis… Men jo. Jeg vil nu ikke betvivle, at jeg godt kan vejen til en mands hjerte,” svarede Denjarna med et skævt smil på læben. Man kunne vidst roligt sige, at hun havde et godt tag, hvad mænd angik. Hun havde også været en gift kvinde i et par årtusinder, så på den front var der jo også erfaringer at tage af. Roligt gled hendes blik fremad. Det var måske en god ide, hvis hun bare trak i land på den front igen, da hun samtidig havde det med at rode sig ud i lidt af hvert, når det gjaldt det emne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Diskussionen var måske komplet latterlig, men ikke desto mindre, så gjorde det ikke tingene anderledes for ham, for han nød virkelig hendes selskab. Så lang tid, at det var kendt for dem begge, at det hele var ment i sjov, så kunne det bestemt heller ikke blive meget bedre selv for ham. Han slog direkte ud i en latter ved hendes ord. ”Jaså..? Du ønsker jeg skal give efter fordi du er en kvinde? Og den som kender dig selv bedst? Skulle det være en grund?” spurgte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Han kunne godt lide at gøre hende glad, hvilket han nok heller ikke just havde lagt skjul på, og det var noget som tilsyneladende også var gået op for hende. Hans arme gled let og roligt over kors, som han let rystede på hovedet. Han morede sig selvfølgelig, og han håbede i den grad også, at dette var noget som ville vare ved, for andet ønskede han sig da slet ikke! ”Hmm.. Du har desværre fat i noget. Det klæder dig med det smil, og det kan jeg godt lide.. Du vinder,” endte han morende og med et let smil på læben.
Salvatore var en aldrende mand, men han var så til gengæld også sin alder bekendt, som han ikke havde noget imod at snakke åbent og ærligt om det, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han vendte blikket ganske roligt mod hende, som smilet forblev på hans læber. Hans meninger og holdninger havde været temmelig fasttømret igennem frygtelig mange år, som der ikke just havde været nogen til at ændre disse holdninger, men.. hvem vidste om Denjarna skulle være den første til at ændre dem bare en smule? Man kunne selvfølgelig håbe, også selvom han ikke gjorde nogen direkte forhåbninger omkring dette. Han nikkede til hende. ”Jeg går ud fra at det var ment som et kompliment? Men jo.. det forklarer nok også mine fastholdte meninger,” begyndte han ganske sandfærdigt. Uanset hvad han sagde, så skulle hun ikke tage det personligt, for det var egentlig bare sådan han havde det generelt, men han var bare for god til at give udtryk for det, uden at skulle tænke sig om, og det var altså hans egen skyld! Han nikkede. ”Mange holdt sig i Manjarno, frygtelig mange år efter det hele blev delt.. Warlockerne indtog magten i Dvasias, og havde den faktisk igennem temmelig mange år.. Ligesom magikerne havde den i Procias.. reglerne hvad angik racer og hvad der var tilladt og ikke tilladt, var langt mere strenge end de er i dag, Denjarna.. Verdenen er langt bedre i dag.. tro mig,” endte han ganske roligt, dog alligevel alvorligt. Han havde oplevet kaosset, og han kunne selv blot forestille sig hvordan det havde været med alle de modsætninger i samme land, frit til at gå op og ned af hinanden. Det var godt at de var adskilt nu!
Uanset hvad, så vækkede hun ikke Salvatores interesse på den front, for der var han skam nødt til at lukke af. Han nød hendes selskab, men det var ikke fordi hun vækkede hans interesse hvad angik det parmæssige, eller det seksuelle, uanset om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Og hvad vil du helt præcist beskrive som vejen til en mands hjerte?” spurgte han nysgerrigt. Nu var det måske ham som kørte lidt rundt i den, men selv en mand som ham, kunne jo være temmelig nysgerrig af sig, selv på trods af hans temmelig høje alder!

[Deleted]

Glædeligt trak Denjarna på smilet, da det ikke kun var hendes latter der måtte varme ham, som det rent faktisk også gik den anden vej. Det var muligvis lettere at få ham end hende til at le, men alligevel anså hun det for at være en sejr. Hun måtte da være en god hjælp til hans strålende humør, ikke også? ”Det lyder ikke helt forkert i mine ører,” svarede hun morende. Begrundelsen med at hun var kvinde var måske rimelig tam, men som en sand gentleman, så burde han vel føje kvinden? Hun måtte dog være den person der kendte sig selv bedst, som hun altid ville være den person der vidste, hvad hun helt præcist tænkte og følte. At han så alligevel måtte ende med at give efter, som hun kom med sit argument om, at han ønskede at se hende glad, strålede de sølvgrå øjne sejrrigt. Tilfreds var minen, som han kom med de skønne ord, at hun havde vundet den lille ’kamp’. ”Det var jo det jeg sagde fra start af,” sagde hun morende, hvor hun let lod blikket glide over hans ansigt. Smilet måtte fortsat hvile på hendes læber, hvor hun næsten tvivlede på, at det overhovedet kunne komme af lige pt. Han havde nemlig virkelig formået at lette hendes humør, og det kunne hun kun nyde. ”..men jeg er en god vinder, så du vil fortsat blive belønnet med mit smil.”
Det var vel en kompliment Denjarna gav ham, som han jo holdt sig godt. Han gik trods alt ikke rundt som en eller anden gammel og halvt dement mand. Nej, udseendemæssigt holdt han sig strålende, og personlighedsmæssigt var han bestemt til at føre en samtale med. Der var trods alt intet tidspunkt, hvor han havde tabt hendes koncentration, da hun skam hele tiden havde ment, at han havde noget interessant at byde ind med. Der havde måske været et mindre sammenstød der bestemt ikke havde hujet hende, men nok om det… ”Det er det.. Men jeg undre mig bare over, hvordan dit liv blandt warlocks på ingen måde har lysnet dit blik, hvad mørket angår. Du har jo også selv fortalt, at du forelskede dig i en, så på den vis burde du jo vide, at mørket ikke kun er et symbol for alt det onde,” sagde hun roligt og sendte ham et nysgerrigt blik. Underligt forekom det hende, da han helt havde fået det til at lyde som om, at det kun havde været hende selv, der havde vist ham noget anderledes i mørket. ”Jeg kan sagtens forestille mig, at det hele må forekomme lettere nu, hvor alle har et ståsted.. men hvordan var reglerne da dengang? Jeg kan desværre ikke sige, at jeg var født til at opleve den tid.” Spændende var det at høre om, skønt det et sted kunne være ragende ligegyldigt, da det hørte fortiden til.
At Salvatore skulle vende spørgsmålet til, hvordan hun ville beskrive vejen til en mands hjerte, fik Denjarna til at sende ham et drillende blik. Roligt førte hun en ravnsort lok om bag det ene spidse øre. ”Hvis jeg skal fortælle dig det, så må du jo besvare mit spørgsmål først.. Hvad er vejen til dit?” spurgte hun kækt. Hænderne lod hun foldes omme på ryggen, mens hun fortsat lod sine fødder bære hende over jorden. Længe havde de efterhånden gået rundt i parken, men hun kunne kun sige, at hun nød turen med ham. Det havde vist sig, at han havde været et ganske godt selskab, selvom hun havde haft kløerne fremme til at starte med. Nu gik hun dog roligt ved hans side, hvor de talte frit med hinanden, samt han også var blevet så tryg omkring hende, at han havde droppet den formelle tale.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore måtte desværre give Denjarna, at hun havde sin argumentation i orden, og han havde nok heller ikke ligefrem lagt skjul på. Han var vel hvad man kunne kalde for en gentleman? Han var måske let til latter, men han havde vel også et langt mere lyst sind og tilværelse, end det som denne kvinde kunne prale af? Det var jo ikke ligefrem fordi at Dvasias var kendt for at være et sted for den lykkelige tilværelse, men tvært imod, så det modsatte i stedet for, hvilket han faktisk selv måtte betragte som intet andet end en skam, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. ”En kvindes typiske argument!” endte han næsten brokkende, som han vendte blikket væk fra hende, selvom det hele kun var ment i sjov, for han kunne jo ikke lade være, når han endelig havde muligheden for det. Han vendte sig mod hende endnu en gang med et stille smil på læben. Han kunne jo slet ikke lade være med at smile, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Desuden nød han hendes selskab, selv på trods af det faktum, at hun var en dvasianer. ”Hvor føler jeg mig beæret. Jeg nyder at se dig smile.. Det klæder dig,” endte han ganske sandfærdigt, hvor han faktisk mente hvad han sagde.
Salvatore ønskede slet ikke at fremstå som kedelig og for fasttømret, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, for han vidste, at han nok havde en helt anden måde at se tingene på. At hun ikke just havde sluppet hans gamle forelskelse endnu, gjorde ham nu intet, for han var ovre hende for mange år siden nu. ”Jeg så kun det værste af det værste, selv på trods af hvad mit hjerte fortalte mig.. Hun var langt mere lys og langt mere fornuftig, end hvad man kan kalde for en typisk warlock. Hun faldt for en mand, som elskede at torturere, pine og slå ihjel.. I den forstand, beviste det kun for mig, at hun ikke har været meget anderledes end hvad så mange andre har vist sig at være,” endte han ganske sandfærdigt, som han betragtede sig af hende. Hårdt sagt måske, men det var sådan han havde det. Selv en mand måtte jo passe på sig selv. Han sendte hende et svagt smil. ”Ikke meget mere anderledes end hvad de er i dag. Jovist var strafferammerne værre, men modsætninger gik trods alt også op og ned af hinanden. Jeg tror også det var der det gik galt.. Warlockerne har altid været fremme i skoene trods alt,” endte han ganske ærligt, dog tydeligt tænkende.
Selvom den formelle tone var droppet, så var Salvatore nu alligevel ganske påpasselig med hvad han gjorde og ikke gjorde, for han vidste at det kunne bide ham hårdt bagi, i den anden ende, dersom det skulle gå galt, og det ønskede han ikke. Denne gang valgte han dog at vende spørgsmålet, selvom det var tydeligt Denjarna ikke var helt enig i det. Han smilede let for sig selv. Ja, hvad var egentlig vejen til hans hjerte? Skulle han være helt ærlig, så var det ikke noget som han tænkte meget over. ”Skal jeg være ærlig? Så kan jeg nok ikke sige det direkte, men.. noget udenom det normale.. En kvinde med et flot smil, en god humor og et varmt hjerte.. en ærlighed og en tryghed tror jeg.. Vejen til mit hjerte, må næsten være min drømmekvinde,” endte han ærligt, som han igen vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Muntert slap Denjarna en latter til hans ord. Hun nød at kunne grine og bare slappe af i hans selskab, som det havde vist sig, at de dannede et godt selskab sammen. Det var ikke just en ting man kunne sige, når man befandt sig Dvasias, men hun nød nu engang at snakke med en procianer. Så længe de ikke ønskede hinanden døde, men mere anså hinanden for at være deres ligemand, så kunne det blive godt, ligesom det var nu. Hun nød i hvert fald at snakke med en person der havde så lyst et sind som ham, da han egentligt var ganske ligetil, når man havde fået set hinanden an. ”Men det virker jo for os,” svarede hun muntert. Smilende tog hun let om hans overarm, som hun gav et blidt klem, da han valgte at drive blikket væk fra hende. Hun holdt dog ikke sin hånd der længe, da hendes berøring ikke skulle blive set på på en forkert måde. At han nød at se hende glad, var ikke noget hun just ville klage over, da også hun fandt det rart at være en smule frigjort og smilende, selvom hun var dvasianer. Han klarede det også ganske godt med at gøre hende glad, som hendes smil efterhånden hvilede fasttømret på hendes læber. ”Det ser nu heller ikke så slemt ud på dine læber, min kære Salvatore,” kommenterede hun med et smil på læben. Hun nød at se, at det ikke kun var hende der nød selskabet, som det var gengældt. Latteren og smilet gled nemlig endnu oftere hans læber, hvor hun da håbede på, at det var hendes skyld, selvom han generelt var en varm person.
Overrasket blev Denjarna, da hun hørte hans forholdsvist makabre historie om hans kærlighed, og den anden mand hun havde elsket. Sjovt måtte hun finde det, at kvinden havde fundet en så voldelig en mand, hvis hun ikke selv havde været det, men nogen gange ville kærligheden en det mest underlige. Hun forstod dog endnu ikke, hvorfor Salvatore ikke havde gjort en indsats for at få den kvinde, hvis han virkelig havde elsket hende, men det måtte han jo selv om. De kunne trods alt heller ikke være enige omkring alt. ”Modsætninger mødes trods alt til tider.. og hvis de to var ment for hinanden, så er der ikke så meget at rafle om på det punkt,” sagde hun roligt, mens hun tænksomt måtte se frem for sig. Selv måtte hun spekulere over, hvilke mænd hun havde det med at gå efter, men hun kunne ikke just sige, at springet var ligeså stort, som det Salvatore lige havde fortalt hende. Selv ville hun aldrig kunne falde for en sadistisk mand, hvor der også bare var kommet større afstand til det på hendes senere dage, som hun selv havde prøvet at være udsat for tortur, hvor hun ikke just kunne sige, at hun ønskede at se det ske for andre. ”Siden din kærlighed havde en sådan skavank. Tror du så, at jeg inderst inde har den samme? Du har jo sagt, at også jeg forekommer anderledes i dine øjne,” spurgte hun nysgerrigt, hvor hun også lod sine øjne betragte sig af ham. ”Gnubninger af forskellige samfundsvaner forekommer nu stadig. Det er bare blevet lettere at holde det adskilt, da der er kommet nogle faste mure der indrammer de forskellige lande, ligesom folk også er kommet tættere på dem selv, og hvad de ønsker.”
Denjarna vædede let sine læber, inden de gled ud i et smil. ”Så din drømmekvinde er … mig,” svarede hun drillende og blinkede til ham, inden hun igen måtte se morende frem for sig. Hun kunne nu godt se sig selv i hans ord, men hun tvivlede alligevel på, at de kunne gå i spænd på et dybere plan. ”Men jeg tror nu at der er en del der ønsker sig det samme som dig.. især som procianer,” sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød oprigtigt Denjarnas selskab, og det var bestemt heller ikke noget som han var bange for at bevise for hende, for hun var noget.. særligt, selv i hans øjne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Hun var nu et mærkværdigt selskab, men han kunne lide det, og det så ud som om at det var gengældt, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde ham det mindste. Han nød virkelig af fornemmelsen af det! Han trak muntert på smilebåndet. ”Vi mænd har nok ikke forflyttes os i generationer.. Siden det gamle stadig virker,” endte han morende, som han tog imod hendes klem om hans arm. Det var ikke fordi at han selv lagde noget i det, men han var nu glad for at hun viste ham nok en tillid til at komme i kontakt med ham på den måde. Han vendte sig mod hende igen. Hun behøvede slet ikke at være bange for ham eller noget som helst, for han lagde ikke noget andet i det end.. et nyopdaget venskab vel? ”Ja, jeg ved jeg er en charmerende og yderst flot mand!” endte han let, hvor han skød brystet frem, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at grine. Han morede sig bare!
Det var ikke just fordi at man kunne påstå at Salvatore havde haft det nemt hvad angik hans kærlighedsliv. Hans liv dengang med Eniqa, havde været som en panter, og det var først nu for alvor, at han kunne tage kontrollen over det som alkymisten havde gjort ved ham. Han trak vejret dybt, som han vendte blikket mod hende. Makabert var det nok for mange, men det var nu ikke noget som han tog sig af som sådan. Han var kommet igennem det, og så havde det været en ekstremt dyrt købt erfaring for ham. ”Jeg ved det godt.. Jeg valgte også bare at lade dem, og så trække mig til sidst. Jeg måtte jo bare nøjes med at være hendes.. ja, kæledyr,” endte han roligt. Han havde ikke noget imod at fortælle sin historie, for hvis det var noget som nogen kunne lære af, så var det jo selvfølgelig en glæde selv for ham i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. Hun var kvik, og hun havde alligevel formået at få temmelig meget med i forhold til så mange andre, hvilket han bestemt ikke havde noget imod. ”Du er anderledes, men selv en mand som jeg. .en mand fra Procias, håber at en smuk kvinde som dig fra Dvasias gør det rette valg når det kommer til udvælgelsen af en mand at leve sammen med. Hjertets ønske er en ting, hvor fornuft derimod er en helt anden,” forklarede han roligt, som han alligevel betragtede hende med en alvorlig mine. ”Stridighederne vil aldrig forsvinde helt, men så lang tid at visse bærer med sig den medfødte fornuft og kongehusene ser sådan på det, som de gør nu, så er jeg sikker på at det hele nok skal gå.. En skam at folk skal være så egoistiske og morderiske..”
Når det kom til at nævne hvad han ønskede sig, og sikkert også vejen til hans hjerte, fik selv Salvatore til at smile. At hun så skulle definere hans drømmekvinde som hende, fik ham til at slå ud i en latter igen, for ganske vidst opfyldte hun mange af kriterierne, men han selv tænkte nok en anelse mere med fornuft end det som så mange andre gjorde. Han vendte blikket mod hende igen. ”Betegner du så mig som din drømmemand?” spurgte han drilsk, som han let blinkede til hende. Han hævede hånden som han roligt strøg mod hendes overarm i en rolig og let berøring inden han trak den til sig igen. ”Jeg vil nok ikke definere det som en procianers ønske, men et ønske generelt som mange besidder. Hvem ønsker da ikke en som man er fortrolig med, og som man kan være lykkelig sammen med?”

[Deleted]

Denjarna kunne ikke just sige, at mændene havde ændret sig gennem tiden. Hun havde et mindst ligeså godt tag i dem, som hun altid havde haft, og det ville tydeligvis aldrig ændre sig. Sjovt var det, som hun altid havde haft en exceptionel evne til at komme tæt på det modsatte køn, men sådan måtte det nu engang bare være. ”Jah.. Det ligner ikke, at I mænd har i sinde at ændre Jer. Så kan man jo diskutere om det er en god ting for Jer eller ej,” sagde hun muntert. Let rørte hun hans overarm, inden hun roligt fik trukket sin hånd tilbage. Det glædede hende, at de sagtens kunne komme med disse små berøringer til hinanden, uden det helt store behøvede at ske. Det glædede hende nu også bare, at hun generelt havde fundet modet til at komme tættere på folk på den måde, da det var ufatteligt trættende i længden, når man frygtede vedkommende hver gang personen løftede hånden og prøvede at komme i kontakt med en. Det var trods alt ikke længe tilbage, at hun havde været nødsaget til skræmt at nedstirre enhver berøring der blev hende skænket, fordi den havde gjort hende skræmt og forvirret. At hun så kom til at give ham et boost af selvtillid, fik hende til at grine. ”Men jeg ved ikke om selvtilliden er en smule i overkanten,” sagde hun eftertænksomt, hvorefter hun måtte sende ham et drillende blik, da hun ikke mente sine ord. Alt dette skete trods alt bare i morskab, så det var også naturligt, hvis man kom til at overdrive sine handlinger en anelse. At han morede sig var dog kun noget der glædede hende, som det fik hende til at more sig.
Denjarna nikkede roligt med hovedet til hans ord. Selv fandt hun det som en sørgelig kærlighedshistorie fra hans side af, da han fortalte hende, hvordan han havde været dømt til et liv som en kvindes kæledyr, mens han i virkeligheden havde været forelsket i hende, og hun i en anden. Det virkede dog som om, at Salvatore havde det ganske fint med det hele, så hun burde måske heller ikke ligge mere i det end det. ”Det er en yderst besynderlig historie, du kan fortælle mig, Salvatore.. Men interessant er den da,” sagde hun roligt, som hun også måtte se på ham med et skævt smil. At han så talte om, at han håbede, at hun kunne træffe det rigtige valg, hvad en mand angik, fik hende til at vende blikket frem for sig igen. Hun havde valgt en mand at dele sit liv med, men han var bare forsvundet fra hende. Den historie kendte Salvatore dog ikke til, som hun havde valgt at lukke af, da de var kommet ind på, at hun før havde fået kærligheden at føle. Længe siden var det, siden de havde diskuteret det, så det kunne godt være, at hun følte sig mere tryg om at tale med ham om det nu? ”Jeg håber, at du har ret i, at jeg kan finde en mand som både min fornuft og hjerte vælger,” sagde hun stille. At de så måtte tale om landenes situation, fik hende roligt til at se sig omkring parken, inden hun måtte se mod ham igen. ”Der vil altid være et par egoistiske personer derude, men så må man bare håbe, at de er for få til at de kan gore en forskel. Jeg må dog indrømme, at jeg føler, at det hele foregik langt mere stabilt i min tid.. Det føles som om der sker en del forandringer her for tiden.”
At Denjarnas ord fik ham til at grine, fik hende let til at trække på smilet. Selv ville hun mene, at hun sagtens kunne udfylde de kriterier han havde sat op, men selv vidste hun også, at der lå langt mere i det end det. Så ligetil igen var det trods alt ikke at finde ens udkårne. Det vidste hun vel bedre end nogen anden, som hun havde mødt en del mænd gennem tiden, hvor de også havde fristet hende på hver sin vis, men dog var der altid kun en af dem der var rent af sted med hende i den sidste ende. ”Der skal nok mere til for at blive min drømmemand,” svarede hun kortfattet med et smil på læben. Selv mente hun dog, at hun allerede havde fundet sin drømmemand, skønt han alligevel også havde sine fejl. Den rolige berøring af sin overarm, fik hende selv til at skæve til den, inden hun måtte se op på ham igen. ”Jeg tror, at alle i virkeligheden ønsker at have en tæt, selvom de måske siger noget andet. Du misforstod dog mine ord før, da jeg snakkede om procianere.. Det jeg mente var bare, at dvasianere ofte kan sætte ord, som blandt andet arrogant, selvisk og selvstændig, som en del af beskrivelsen på deres drømmeperson.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var jo kun tydeligt for Salvatore at mændene ikke rigtigt havde forflyttet sig igennem frygtelig mange år, hvor kvinderne derimod havde gjort utrolige fremskridt. Det var nu ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for de var nu efterhånden bare en tanke som man vænnede sig til. Han grinte ganske let og rystede så på hovedet. ”I kvinder gør alt for store fremskridt, hvis man spørger mig. Jeg synes ikke det er helt retfærdigt,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende, som hovedet søgte let på sned igen. Han kunne nu godt lide at de kunne snakke samen, berøre hinanden, uden at der var noget direkte i det, for han lagde absolut intet i det, for det var slet ikke noget som nogen fik noget ud af i den anden ende, uanset hvad i det store og hele, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var en ganske selvsikker mand i længden, for det var sådan at man var nødt til at klare sig igennem livet, og der var hans jo ikke ligefrem noget undtag, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte de mørke øjne mod hende, som han let lod hovedet søge på sned. ”Du er mig en kvinde som er svær at stille tilfreds,” endte han morende, for det var egentlig bare ren og skær underholdning for ham, for han mente det jo ikke personligt.
Salvatore var ikke just stolt af sin historie, men det var nu bare sådan at det var gået for hans vedkommende, og derfor var han skam heller ikke bange for at stå ved det. Eniqa havde ikke kendt til ham som andet end sit kæledyr, som ikke havde været begejstret for den mand som hun havde elsket, men han havde ikke været i besiddelse af midlerne til at gøre noget direkte ved den sag, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er en mørk og dyster fortid, men den har været med til at forme mig, samt styrket mine holdninger til mørket.. I så fald jeg fornærmer dig igen, Denjarna, så må du endelig sige til.. Jeg mener intet af det personligt,” forsikrede han hende roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Hvem hun end havde ved sig, så var det tydeligt at vedkommende som hun måtte have mistet, havde en stor betydning for hende. Han ville ganske vidst ikke grave i det, for det var der ingen grund til. ”Det er sjældent at begge dele er en del af det.. Bare for din egen skyld, så forsikre dig om det er med hjertet, fornuften eller begge dele.. Jeg ønsker ikke du skal udsættes for udnyttelse,” endte han ganske dæmpet. Han trak svagt på smilebåndet. Han ønskede jo heller ikke at køre for meget rundt i det. ”Der er også sket meget, og i mine øjne, så er det foreløbig bare i den positive retning – For Procias vel at mærke.. Det er ved at være lang tid siden jeg har sat min fod på dvasiansk landjord, selvom jeg må erkende, at jeg.. savner det lidt.”
At der skulle mere til for at blive hendes drømmemand, forundrede ham nu heller ikke, hvor han let lod hovedet søge på sned. Han sagde nu heller ikke noget til det, for det var faktisk noget som passede ham ganske fint. Definitionen af en ven, ville han hellere gå under, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. ”Øv,” endte han morende, som han roligt fortsatte ved siden af hende. Han betragtede sig roligt af hendes smukke skikkelse. ”Hvem ønsker da ikke en selvstændig partner, som er i stand til at stå op for sig selv? Hvem ønsker ikke en som er arrogant, og tager hvad vedkommende vil have, hvis det er en selv, som står øverst på vedkommendes liste? Forskellen på hvad en dvasianer og en procianer vil, er faktisk ikke så stor igen.. Det er en skam, at folk ikke kan se, hvor meget vi faktisk ligner hinanden.”

[Deleted]

Kvinderne havde i sandhed gjort fremskridt gennem tiden, hvor Dvasias og Procias havde været to ganske kvindedominerende lande. Det var ikke noget Denjarna havde noget imod, da hun som kvinde kun fandt det tiltrækkende, at det kvindelige køn kunne udgøre en stærk race, selvom mændene generelt altid havde set dem som det svagere køn. Selv stammede hun også fra en race med kvinderne som det stærkeste køn, så det faldt hende kun naturligt, at det var sådan det skulle være, skønt hun nød at have en mand omkring sig. Hun var trods alt også en kærlig kvinde, der alligevel også nød at have en mand der ønskede at beskytte hende. ”I mænd kan da bare prøve at troppe ordentligt op,” svarede hun med et smil på læben. I Dvasias kunne man godt ane, at der var ændringer på vej, da landet havde fået sig en konge, samt størstedelen af lederne var mænd. På det mere adelige niveau lå det bedre fordelt, som det i stedet var en god blanding. Selv havde hun ikke længere del i noget af al det, som det var længe siden at hun havde mistet sin titel. Hvordan det helt præcist så ud i Procias, kunne hun ikke sige, Hun vidste kun, at de stadig havde en dronning som det øverste. At han så sagde, at hun var svær at stille tilfreds, fik et morende smil til at glide over hendes læber. Det var nu ikke sandfærdigt, at hun ikke kunne lide en selvsikker mand, for en mand skulle være selvsikker, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at vinde hendes interesse. Hun nød dog at drille Salvatore en smule, som hun fandt det dybt morsomt! ”Med alt det, som jeg har at tilbyde, så kan jeg også kun gøre krav på det bedste af det bedste,” sagde hun i en selvsikker tone, mens hun sendte ham et morende blik.
”Jeg kan ikke sige, at jeg deler eller er vild med dine holdninger om mørket. Og jeg skal nok sige til, hvis jeg finder dine ord stødende.. Det er dog ikke tilfældet lige nu.. Men du har ret i, at man bliver formet ud fra de ting man oplever. Dengang jeg var mørkelver, havde jeg på ingen måde regnet med, at jeg ville ende med at gå denne vej, men det skete trods alt, på grund af de forskellige ting jeg blev mødt af,” sagde Denjarna roligt. Dengang havde hun nok passet bedre til alle Salvatores fordomme om mørket, men sådan var hun ikke længere, og det var vel det der talte. Hun mente i hvert fald, at man skulle tænke fremadrettet i stedet for at dvæle ved fortiden, da det kun ville være en hindring for ens fremtid. Hun trak på smilet, som han helt måtte forekomme beskyttende over for hende, hvor hun let betragtede jorden, inden hun så mod ham igen. ”Det er venligt af dig, at tænke på mig på den måde, Salvatore.. Men jeg har efterhånden længe været inde i den verden, så jeg burde vel klare mig,” sagde hun stille. Selv håbede hun i hvert fald på, at det hele ville gå fra nu af på den front. Man kunne jo ikke ligefrem sige, at hun havde en kedelig historie når det kom til mænd. Hun håbede bare, at hun var blevet mere fornuftig og erfaren med tiden, da hun helst ville se sig selv på den måde. ”Savner du ligefrem det dvasianske land?” gentog hun helt forundret, hvor hun betragtede ham med et nysgerrigt blik. ”Hvis det skulle være ønsket af dig, så kunne jeg vise dig, hvordan landet har udviklet sig.. Jeg skal nok lade være med at hive dig med ind i nogle mørke gyder, eller andre former for bagholdsangreb,” forslog hun oprigtigt, inden hendes stemme blev mere morende.
Denjarna slap en dæmpet latter, som han måtte lyde helt beklagende over, at hun ikke allerede betragtede ham som sin drømmemand. ”Du kæmper da bare for sagen, hvis det er det du ønsker,” foreslog hun drillende. At han så begyndte med, at dvasianere og procianere egentligt lignede hinanden, igen, så hun roligt på ham. ”Jeg kan kun sige, at det er kvaliteter jeg ser i min mand.. Han skulle være stærk, ikke tage nej som et svar, og vise, at det var mig han for alt i verden ønskede sig.. Men jeg tvivler på at der kommer den dag, hvor procianere og dvasianere stiller sig sammen. Det er vi begge alt for stolte til,”” sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tiderne skiftede trods alt, og hvornår kvinderne stod ved magten og hvornår mænd gjorde det, varierede jo faktisk, hvilket allerede var noget som var gået op for Salvatore allerede for lang tid siden, så var det ikke noget som gjorde ham noget. Man kunne lære noget af hinanden, hvilket var noget som i den grad også kunne mærkes på folk og specielt de kongelige, da begge landene havde været udsat for meget udskift igennem de sidste frygtelig mange år – han havde jo selv oplevet frygtelig mange af dem. ”Eller I kvinder kan hoppe ned fra den høje hest, og lade de rigtige mænd komme til,” endte han morende. Selvfølgelig morede det ham, at de kunne more sig på den måde, også fordi at de var så.. forskellige som de var, selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han kunne faktisk godt lide at det var sådan her det foregik, også fordi at det var noget som faktisk betød meget for ham. At hun kun fortjente det bedste af det bedste på grund af sine egne kvalifikationer, fik endnu en gang smilet til at brede sig på hans læber. ”Du er mig en lidt for selvsikker kvinde, hvad det angår, min kære Denjarna. Du sigter lidt for højt for min smag,” tilføjede han tydeligt drillende, som han igen blinkede til hende. Han morede sig virkelig, og det var i den grad rart.
”Jeg ved at jeg kan være en kende fasttømret hvad mine meninger og holdninger angår, og det er skam ikke fordi jeg ønsker at støde dig fra mig.. Slet ikke,” begyndte Salvatore med en ærlig stemme. Med det som han selv havde oplevet, så var han bare temmelig fast hvad meningerne omkring mørket angik, og det var slet ikke fordi at han ønskede at stryge alle over en kam, for han vidste godt, at det ikke var tilfældet. ”Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der er hændt dig igennem dit liv, men selv du må være påvirket af det som er sket? Har jeg ikke ret? Det samme skete mig.. og derfor skal du endelig sige til. Mit syn på mørket er ikke just det bedste.. kun på grund af hvad der er sket selv mig,” endte han ganske sigende. Han vidste at det var ganske tragisk, men også af den grund, var han jo nødt til at passe bare lidt på sig selv, også selvom det ikke altid var lige nemt. At hun direkte tilbød at tage ham med til Dvasias, havde han ikke just regnet med! Han rynkede let i panden, som han vendte blikket mod hende. ”Ønsker du at tage mig med til Dvasias?” spurgte han næsten overrasket. Et sted var han selvfølgelig fristet til at sige ja, også selvom han vidste, at han burde passe på med hvad han gjorde, for hun var jo trods alt en dvasianer, og han stod med en høj stilling i Procias, så han ville være udsat allerede fra han søgte over muren!
Det var ikke fordi Salvatore ønskede at komme Denjarna tæt på den måde, for han vidste, at det slet ikke var noget som ville gavne ham, og det var der flere grunde til; Ikke bare det at hun var dvasianer, men også en som Gabriel havde været nær, og det ønskede han slet ikke at rode op i. Han kuklo ganske let. ”Du giver mig jo næsten lyst til at prøve,” påpegede han morende, som han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg tror ikke at procianere og dvasianere nogensinde kommer til at stille sig side om side hvad det angår.. Procianere har en sjov tendens til at placere sig på den høje hest, som var de hellige og bedre end alle andre.. Jeg har aldrig set mig et mere egoistisk folkefærd.. Der må jeg erkende, at jeg faktisk hælder mest til Dvasias,” svarede han med en ærlig stemme.

[Deleted]

”Hvis der virkelig er nogle rigtige mænd derude, så burde de sagtens kunne tage pladserne, uden at vi behøvede at trække os tilbage,” svarede Denjarna muntert og dog ærligt. Hvis man havde fortjent magt, så var man jo også nødt til at bevise, at man var den position værd. Selv kunne hun godt lide ideen om, at det var kvinderne der havde magten, men det var der heller ikke noget at gøre ved. Hun var dog ikke for stolt til at vide, at en mand også kunne gøre et godt stykke arbejde. Hun havde trods alt også kendt nogle store mænd gennem tiden. Muntert trak hun på smilet, som han nu sagde, at det var hende der var den alt for selvsikre her. Kommentaren havde muligvis også kunnet forekomme en anelse højrøvet, men det havde nu også kun været ment i sjov. Hun mente dog også, at man altid skulle sigte højt, da man helst skulle undgå fejltagelser. ”Det er bare fordi du ikke kan håndtere end kvinde som mig,” svarede hun en anelse udfordrende igen, hvor hun også blinkede drillende til ham. Det morede hende nu, hvor hun generelt bare var glad for, at hun havde mødt ham. Meget havde nemlig været imod hende gennem tiden, men Salvatore syntes nu ikke at ønske hende andet end gode ting. Det kunne selvfølgelig også være, at han i virkeligheden havde et skjult agenda, men hvis det var tilfældet, så skjulte han det i hvert fald godt.
Denjarna så roligt på ham, som han talte. ”Det er i orden, at du har dine meninger, Salvatore. Det eneste jeg ønsker er, at du er åben og modtagelig overfor nye ting,” sagde hun roligt. ”Jeg føler personligt også, at du er blevet mere åben, end du var til at starte med.. du er i hvert fald blevet mere åben overfor mit væsen, som du har erkendt, at jeg ikke er et rent mørke.” Sandt var det, at hendes syn var blevet ændret gennem tiden, som hun var blevet udsat for lidt af hvert. At hans syn på mørket kun var blevet forværret med det han havde været udsat for, var selvfølgelig en skam, men der kunne vel ændres på alt? ”Alt hvad jeg er blevet af gennem tiden, har skam været med til at forme den person jeg er i dag. Både på godt og på ondt.. Men selvom man har levet længe, så kan man jo stadig ændres. Jeg håber i hvert fald, at du for fremtiden støder på dvasianere der kan være med til at ryste dit ellers så faste blik på dem,” sagde hun stilfærdigt. At han blev overrasket over, at hun ville tage ham med til Dvasias, smilede hun bare af. Selv kunne hun ikke se problemet i at tage ham med over grænsen. Det kunne godt være, at han var udsat, men han ville jo komme til at gå sammen med hende, så helt galt kunne det vel ikke gå? ”Hvorfor ikke? Jeg nyder dit selskab, og du siger, at du godt kunne tænke dig at komme til Dvasias igen.. Hvad skulle så kunne forhindre det?” spurgte hun roligt og sendte ham et venligt smil.
”Gør hvad du har lyst til,” svarede Denjarna morende. Hun tvivlede dog på, at han ville forsøge på noget, og det havde hun det nu også fint med. At han så delte mening med hende, angående det at Procias og Dvasias nok aldrig ville stille sig sammen, nikkede hun roligt til. Utroligt ville det være, hvis det nogensinde sket, da det så længe havde været på denne her måde og det passede hende nu godt. Der var desuden brug for nogle forskelle, hvis det hele skulle fungere. ”Det skal vi nok ikke regne med.. Det forekommer mig dog sjovt, at du konstant siger, at du ikke bryder dig om mørket, men nu siger, at du anser procianerne for at være de højrøvede og til tider utålelige,” sagde hun en anelse forundret.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Så lang tid Salvatore ikke havde nogen grund til at gøre en kvinde noget ondt, så var det bestemt heller ikke noget som han ønskede at lide noget af. Han nød dog alligevel af den grund Denjarnas selskab, og han lagde bestemt heller ikke skjul på det af den grund. Han trak morende på smilebåndet og rystede let på hovedet. ”hvis alle gentlemen skulle smide kvinden af den høje hest, ville de ikke forblive en gentleman.. Kvinder skal bare vide hvornår de skal trække sig,” endte han udfordrende igen. Måske at det kunne minde om en mild omgang mundhuggeri, men han mente virkelig intet med det, og det håbede han selvfølgelig at hun var klar over? At hun skulle være noget direkte ekstraordinært og en kvinde som han ikke kunne tackle, var bestemt ikke noget som han troede på. Han slog ud i en direkte latter, hvor det slet ikke var noget som han kunne lade være med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var nu en mand ved godt humør, og han kunne i den grad klare lidt af hvert efterhånden. ”Det tror du?” spurgte han morende. Hvis det var fordi at han havde muligheden eller en grund til det, så skulle han bestemt nok også vise hende anderledes!
Oplevelser forandrede folk, og det havde det i den grad også gjort ved ham, så der var det ikke noget undtag. Hans negative indstilling til mørket, havde den kære Matthew ikke just gjort noget ved, og et sted så var det jo takket være ham, at han havde det syn på det folkefærd som han havde. Det var jo ikke fordi at han personligt havde noget imod Denjarna, men.. det sted som hun kom fra, var automatisk noget som hævede hans mange fordomme, og det var bestemt ikke fordi at det havde noget med hende at gøre som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg prøver virkelig, også selvom det ikke altid er lige nemt,” endte han ganske roligt, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Han lod hovedet søge let på sned, som smilet bredte sig på hans læber. ”Du er heller ikke ren mørke.. Det kan jeg både se og mærke på dig, samt på dine holdninger og meninger.. Du er mere præget af følelser, end hvad der er kendt for din slags.. Du er unik, og det kan jeg lide,” erkendte han med en rolig og ikke mindst ærlig stemme. Han trak svagt p smilebåndet. ”Du lyder næsten som en som håber på at kunne forandre min mening hvad mørket angår?” spurgte han morende. Han trak let på skuldrene. Hvorvidt om han burde tage chancen og tage til Dvasias med hende, var måske en tillid som han ikke burde udvise for hende, men.. han havde jo ikke en grund til at handle anderledes, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Jeg burde slet ikke være på den anden side af muren, selvom det har været en del af mig så længe..” endte han tænkende.
Det var bestemt ikke fordi Salvatore ønskede at prøve på noget, for han vidste, at det ikke var noget som han ville få noget ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ej, så var det lige meget. Han vendte blikket roligt mod hende igen. Procias og Dvasias ville aldrig stå side om side, også selvom de i princippet faktisk var enig om tingene, selvom det var noget som et sted morede ham. ”Jeg mener det skam, men det er vel bare det folkefærd jeg er vant til at omgås.. Dvasianere har altid været lige til, og så enkle at læse,” forklarede han sandfærdigt.

[Deleted]

”Det argument kan du da ikke bruge!” grinte Denjarna muntert. ”En sand gentlemen ville desuden vige tilbage for en kvinde, så hvis du virkelig er en gentleman, prøver du heller ikke at gøre en forskel. Og kvinderne har desuden slet ikke brug for at trække sig. Det hele fungerer fint med en kvinde på posten..” Selv vidste hun godt, at det var harmløse drillerier de havde gang i. Hun tog i hvert fald ikke snakken særligt højtideligt lige i øjeblikket, og det tvivlede hun også på, at han gjorde. De morede sig lige i øjeblikket, og det havde hun det helt fint med. Indtil havde de også været rimelig gode til at skelne mellem det seriøse og morskaben, som de skam havde haft nogle varierede samtaler i gang. Morende trak hun på smilet, som hendes ord fik latteren frem på hans læber. Dejligt var det at høre, hvor hun også sendte ham et glædeligt blik. ”Det gør jeg,” svarede hun drillende igen. Hvordan han var blandt kvinder, anede hun dog ikke, så hun vidste slet ikke, hvad han kunne og ikke kunne håndtere. Det var nu også bare sådan som det engang måtte være.
”Hvis du knapt nok har set noget godt i mørket, så er det jo ikke så underligt igen, at dit syn på det er rimelig fasttømret,” sagde Denjarna stilfærdigt og smilede skævt. At han godt kunne se, at hun som person ikke var så slem igen, glædede hende. Hun vidste dog godt, at hun ikke var som så mange andre, og det glædede hende nu også, da hun ikke ønskede at falde i ét med mængden. Gennem tiden havde hun heller ikke kun været sammen med dvasianere, og det måtte jo også gøre sit ved hende. Hun var også godt klar over, at hun var i meget kontakt med sine følelser, men det var der jo ikke noget at gøre ved. ”Jeg ønsker heller ikke at være et rent mørke.. Ligesom du selv har sagt, så er man nødt til at havde en smule af begge dele, før man kan skabe en god balance.” At han også godt kunne se, at hun ønskede at ændre hans mening hvad mørket angik, smilte hun blot af, for det havde han skam ret i. Han havde et meget stereotypt billede af mørket, og hun mente godt, at de kunne modificeres en anelse. ”Jeg synes bare ikke, at du kan sætte det hele op i sort og hvidt, sådan som du gør det. Men havde jeg ikke også allerede gjort en forskel hos dig?” spurgte hun roligt. Om han turde tage med hende til Dvasias, anede hun ikke, men selv havde hun ingen bagtanker med det. Hun nød hans selskab, og han sagde, at han ønskede at se landet igen, så selv anså hun det ikke for at være et problem. Det var enten med hende som selskab, eller også kunne han alene søge til Dvasias og muligvis støde på nogle andre dvasianere. Det var dog op til ham, hvad han helst ville. ”Der er meget i livet man ikke burde, som man alligevel gør.. Men det er op til dig selv, om du vil krydse grænsen eller ej. Jeg spurgte bare, eftersom du sagde, at du savnede landet.”
Denjarna så roligt frem for sig, mens hun måtte forundres af hans ord. Det gav ikke mening i hendes øre, da det normalt lød som om, at han fuldt og fast ville kalde sig for en Procianer og støttede op om alt det der var prociansk. At han så måtte nedgøre sit eget folk og sige, at han faktisk foretrak dvasianere, selvom han hadede mørket, forstod hun på ingen måde. ”Du forvirrer mig, Salvatore. Det har lydt som om, at du har foragtet alt det mørket nu engang måtte repræsentere, mens vi har gået sammen, og nu siger du, at du rent faktisk foretrækker de personer? Jeg forstår det ikke helt..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede selvfølgelig Salvatore at det var denne tone som de kunne tage i brug overfor hinanden, for det var noget som kun lettede stemningen og sørgede for at det forholdt sig fint og fornemt dem imellem, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det er da et genialt argument!” endte han morende, som han roligt lod armene hænge slapt og afslappende ned langs sin egen krop, for det var faktisk ord som han mente, og det var slet ikke noget som han havde nogle intentioner om at lægge skjul på. Enhver gentleman ville da have at kvinden selv skulle kunne trække sig når tiden var ret, uden at skulle rives fra det hele, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Kvinder med magt, har en sjov tendens til at blive for magtgale, min kære Denjarna.. De burde vige lidt,” endte han med en morende stemme, for det var der jo heller ikke ligefrem nogen tvivl om, for han morede sig virkelig, og han nød af det, som han også tydeligt kunne se, at det var noget som hun gjorde lige så, så selvfølgelig var det noget som selv måtte gøre ham glad i den anden ende. Han elskede at få hende til at smile!
”Så lang tid du er kendt med, at det ikke er en mening som er henvendt mod dig personligt, så er jeg selvfølgelig glad,” endte han ganske ærligt, som han vendte blikket mod hende igen. Alt hvad han sagde hvad angik hans meninger var ikke noget som han mente for hende personligt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han sendte hende et svagt smil, som han let trak på skuldrene. ”Du har fat i noget af det rette.. Og det glæder mig virkelig, at du kan se sådan på det.. Det er ikke en skam at være lys af sind og i kontakt med sine følelser.. Personligt synes jeg at være mere levende når det endelig sker,” endte han med et let smil, dog hvor det næsten måtte være en form for.. stolthed som måtte melde sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som han skjulte for hende, for hun havde fat i hvad han havde forsøgt at forklare hende! Han smilte let for sig selv, som han vendte blikket i retningen af den store himmel. De havde efterhånden vandret et godt stykke, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. ”Jeg kan vidst ikke skjule at du har.. formået at ændre mig en god del.. Du har vist mig, at selv lyset kan trænge ind i mørket.. og jeg kan lide det, Denjarna.. Det klæder det kolde væsen,” endte han oprigtigt. Det var faktisk ment som et kompliment!
Når det kom til en vandring til Dvasias, burde Salvatore nok være en anelse mere påpasselig, end det som han havde været til nu, for han vidste alene i hans stilling, at han var attraktiv at ramme, også fordi at han havde den betydning i den anden ende. Han vendte blikket mod hende igen med en tydelig tænkende mine. ”Det er desværre en stor del af mig, så… jeg kunne overveje at gøre det en dag,” begyndte han med et stille smil. At han faktisk formåede at forvirre hende, var ikke noget nyt, for det gjorde han skam ved mange, og specielt ved de meninger som han havde, for det gjorde det ikke just nemmere, og det vidste han skam også godt. ”Du misforstår mig, Denjarna. Selvom lyset er mit hjem, og det som jeg vil kæmpe for til den dag jeg går i graven, så er det et af de mest egoistiske folkefærd som man overhovedet kan støde på. De frygter forandringer, de frygter for det ukendte, og mest af alt, så frygter de for mørket.. De ved ikke hvad der gemmer sig der, af skjulte skatte.”

[Deleted]

Opgivende rystede Denjarna på hovedet af ham, som han diskuterede magtfordelingen med hende. Selv måtte hun mene, at hun bedst kunne lide at se en kvinde ved magten. Det var dog heller ikke så underligt igen, når hun havde været leder af en race, der var kvindedomineret. Derfra var hun vant til at se en kvinde i førertrøjen, men hun vidste dog godt, at det var en smule anderledes ude i resten af verdenen. Elverne havde trods alt et meget lukket samfund i forhold til andre racer, hvor de andre racer gnubbede sig mere op af hinanden. Ude i verdenen måtte det også være langt mere blandet med hvem der besad magten, skønt hun kunne fornemme, at mændene ikke just var tilfredse med, at en kvinde kunne bestige nogle af de højest rangerede pladser. ”Det er da på ingen måde et genialt argument!” beklagede hun sig morende. At han så mente, at kvinder blev for magtliderlige, hvis de sad for længe med deres stillinger, rystede hun let på hovedet af ham. De ravnsorte lokker dansede lystigt i bevægelsen, til hun igen måtte kaste blikket på ham. ”Det kan godt være, at vi kan blive magtliderlige, men det kan mænd i den grad også! Hvis ikke de er værre end os,” kommenterede hun smilende. På den front måtte hun mene, at det bestemt gik begge veje og den holdning kunne ikke diskuteres væk fra! Hun ville desuden mene, at mænd var værre, da de var vant til det faktum, at det var dem der var det stærke køn, hvilket kunne gøre dem alt for arrogante, så de bare var uudholdelige at være sammen med.
”Jeg kan ikke love dig, at jeg altid vil være i stand til at holde mig adskilt fra din mening, da du godt kan sige til, som jeg stadig kan føle mig ramt af,” sagde Denjarna ærligt. Det kunne godt være, at hun nød hans selskab, og hun nu kendte til hans historie, men det gjorde ikke, at hun ikke stadig kunne føle sig stemplet af ham. Men hvis det skete, at hun skulle føle sig fornærmet af ham, måtte hun vel bare prøve at give ham klar besked om det. Han havde før taget hendes mening til sig, som han havde undskyldt, da hun havde følt, at han havde trådt hende over fødderne. ”Personligt anser jeg det heller ikke for at være en svaghed, at man kan tage lyset og sine følelser til sig.. Det hænder dog, at visse dvasianere ikke kan sætte sig i forståelse af en, da det til tider kan forekomme dem ganske fjernt. På den vis ville nogen måske også sige, at jeg ikke hører til i Dvasias, men det er nu bare sådan som det nu engang må være,” sagde hun stilfærdigt. Det glædede hende at høre, at han selv kunne se, at hun havde formået at gøre en forskel hos ham. Det lød dog underligt at blive kaldt for et koldt væsen, men det var der ikke noget at gøre ved. Han havde sine meninger om mørket, og særligt om vampyrerne, og det vidste hun nu. Det glædede hende dog kun, at han var begyndt at åbne sig mere op, da det andet var en skam, da han ellers havde en god personlighed. ”Jeg forstår ikke, at hvordan en mand som dig aldrig har mødt nogle af mørkets væsner med lys i sig. På den anden side.. så kan du godt have skræmt den side af dem væk, hvis du har været ligeså ligefrem med dem, som du var med mig. Det er langt fra alle der er ligeså tolerante nemlig. Men lige meget hvad, så er de altså derude.. Jeg møder dem i hvert fald på min vej,” sagde hun roligt, mens hun holdt blikket fremme. Selv var hun i hvert fald god til at skabe en kontakt med folk, hvor hun også var god til at nå ind til dem. Hun var jo også nået ind til Salvatore, skønt han havde tvivlet i starten.
”Det synes jeg, at du skulle,” sagde Denjarna roligt og smilede til ham. Hvis han virkelig ønskede at se Dvasias igen, så syntes hun personligt, at han skulle tage springet. Det kunne godt være, at han havde en stor stilling at tænke på, men hvis man lod sig styres af frygten for det der kunne ske, hvor ville man så også ende i sidste ende? Trygt ville det måske være, men også kedeligt, som man ikke levede sine ønsker ud. ”Det er så bare deres tab, at de er en flok snæversynede personer,” svarede hun med et kort skuldertræk. ”Men hvis du anser dit land for at være så egoistisk og frygtsomt, hvorfor er det så et land du vil støtte? Hvorfor søger du ikke til Manjarno i stedet?”