Under the full moon?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Personligt var Salvatore ikke i stand til at hjælpe hende, selvom han faktisk gerne ville, på den måde som han nu kunne. Han kunne skænke hende navne, og det var jo ikke ligefrem noget som ville placere ham i en risikogruppe i hans eget land, for det var sikkert også navne som hun selv før eller siden ville finde ud af. Han trak svagt på smilebåndet, som han vendte sig i retningen af hende. Navne kunne han sagtens give hende, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. ”Jeg kan give Dem enkelte navne, men hvorvidt de vil være i stand til at hjælpe Dem, kan jeg ikke ligefrem sige,” endte han ganske stilfærdigt, også for at gøre det tydeligt for hende, at det ikke havde noget med hende at gøre, for det havde det skam slet ikke! At hun bad om flere, andet end den dvasianske kongelige rådgiver, fik ham til at hæve hånden tænkende til hagen som han let gned, som han vendte blikket rundt omkring i området omkring dem. ”Der er desværre ikke mange som praktisere den gamle kunst efter Nathaniel Diamaqimas død.. Rygterne siger, at han har en søster som.. ja, muligvis vil kunne hjælpe Dem,” endte han tænkende, for han var faktisk ikke særlig sikker på det, men.. det var vel et forsøg værd? Specielt hvis hun virkelig ønskede at få sit liv tilbage, og kunne vandre rundt i dagens lys.
Elanya havde været syg – sagde rygterne i hvert fald, men det var ikke noget som Salvatore skulle gøre sig klog på. At det var en kvinde som denne kvinde ikke var meget for, var noget som han næsten kunne tolke ud fra hendes reaktion, selvom han ikke ville grave yderligere i det. Det siges at Elanya havde været glad for en Derick, så.. muligvis at det havde været hendes? ”Jeg håber selvfølgelig at jeg kan leve op til de forventninger som pludselig skænkes til mig. Jeg har levet et relativt roligt liv, hvis man kan sige det sådan.. side om side med mørke væsner, så det giver mig nok også en erfaring som de færreste ikke tror på at jeg besidder. Jeg har muligvis noget mellem ørene.. det vil jeg personligt tro, at alle faktisk har, men det er de færreste som kan bruge det oprigtigt,” endte han ganske sigende, som han let nikkede til sine ord. Alle havde noget mellem ørene, men hvorvidt om de var i stand til at bruge det rigtigt, var jo så en helt anden side af sagen! Han nikkede ganske bestemt. Procias havde haft det svært, men med det kommende stærke kongepar, var han selv personligt overbevist om, at det var noget som nok skulle hjælpe godt til i den anden ende. ”Jeg håber om ikke andet.. Falder Procias, vil Dvasias hurtigt følge trop,” endte han ganske sigende. Det var en hårfin balance, og det var virkelig vigtigt at den blev opretholdt, også set i hans øjne. De mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse. Det var sjældent man fandt dvasianere, som udviste den form for nysgerrighed hvad Procias angik, men det var nu bare sådan at det var. ”De virker til at have kendskab til landet? Sådan som De spørger?” tilføjede han spørgende. Hun udviste da en interesse som ingen anden gjorde det!

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt med hovedet til hans ord. Sandt var det, at selvom disse personer havde evnerne til at hjælpe hende, så var det ikke ens betydning med, at de havde lyst til det. Hun havde trods alt ikke et forhold til disse personer, og hvis de for eksempel bad hende om noget til gengæld, som hun ikke kunne give dem, så ville forsøget jo også mislykkes. Hun måtte bare håbe, at hun kunne udføre deres krav, hvis de havde et til gengæld for udførslen, da hun brændende ønskede at blive sig selv igen. At denne fremmede og tilmed procianer ville hjælpe hende, måtte forundre og glæde hende. Han tilhørte måske det forkerte land, men han kunne vel give ligeså gode oplysninger som enhver anden? Han havde trods alt allerede givet hende et navn på en dvasianer, hvis hun kun turde holde sig i den boldbane. ”Du har allerede hjulpet mig mere, end du tror,” sagde hun roligt. Selv havde hun trods alt ikke kendt nogen navne på nogle personer, der muligvis kunne hjælpe hende, og nu gav han hende nogen, og derfor var hun et lille skridt tættere på sin drøm. Det næste blev så bare at møde disse personer og tale godt for sin sag. Det var jo ikke så lidt, at en fremmed person kom og spurgte om noget så stort. ”Nej desværre.. Jeg kan ikke sige, at jeg kender til denne søster, men du har givet mig nogle navne, og det sætter jeg pris på. Så er spørgsmålet bare, om de har ligeså meget lyst til at hjælpe mig på min vej, som du har.”
Roligt vendte Denjarna blikket mod Salvatore. Spændende var nogle af de ting, han måtte sige. Det var i hvert fald særligt interessant, at han sagde, at han havde levet et liv med mørkets væsner, og det var trods alt ikke normen, når man kom fra Procias. De to sider havde altid formået at holde en skillevæg oppe, men der var selvfølgelig nogle få der brød den. Hun havde brudt den i sin tid. ”Sandt er det, at det ikke er alle der er i stand til at bruge sin viden fornuftigt. Men du sagde noget med, at du havde levet et liv side om side med de mørke væsner? Vil du uddybe det lidt? Det er ord jeg nemlig sjældent hører fra en procianers mund,” bad hun nysgerrigt. Hun kendte ikke just til denne mand ud over det han lige fortalte hende, og interesseret gjorde han hende, så det var naturligt at der dukkede nogle spørgsmål op i hendes hoved. Let lod hun sin tungespids glide over en spids tand, som han talte om, at mørket ville falde, hvis lyset faldt. ”Det må vi jo tage til den tid, hvis det skulle ende sådan,” sagde hun kortfattet. Med tiden ville der sikkert komme ballade, men personligt kunne hun godt selv tro, at Dvasias kunne holde sig kørende i en god tid, hvis Procias virkelig skulle falde. Hun vidste dog godt, at lys og mørke måtte gå hånd i hånd for at overleve, da det ene ikke kunne eksistere fuldt ud uden et skvat af det andet. Hun trak let på skulderen, som han spurgte ind til, om hun havde kendskab til Procias. ”Jeg var på nogle besøg dertil i sin tid.. og kendte visse højtstående personer engang.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv på trods af Salvatores procianske opdragelse, så var han jo alligevel opfostret med at man hjalp hinanden, og en tjeneste var vel også en anden værd, hvis det skulle blive nødvendigt? I tilfælde af han kunne hjælpe hende med at opfylde sin drøm og få sit liv tilbage, så kunne han jo trods alt også fint gå derfra, velvidende om at der ville være en blodsuger mindre at tage sig af i denne verden, hvilket faktisk også var noget som passede ham fint. Han vendte blikket mod hende. Han havde endda valgt at skænke hende navne på dvasianere, for han vidste, at de få procianske som stadig dyrkede den form for alkymi, slet ikke ville hjælpe hende. Grænserne var tydeligt markeret mellem hvad der var godt og hvad der var ondt. ”I så fald, så glæder det mig,” sagde han med en ganske ærlig stemme, som han roligt betragtede sig af hende. Hovedet lod han søge ganske let og stille på sned, som hun direkte fortalte at han havde hjulpet hende godt på vej. Han nikkede istemmende til hendes ord. At han hjalp var en ting, men om de andre ville, var jo straks en anden sag! ”Det værste De kan opleve er en afvisning i form af et ’nej’, min kære Denjarna. Hvis det er noget som hjælper Dem skridtet videre mod at opfylde Deres drøm, så er jeg kun glad for at kunne hjælpe dig,” endte han ganske ærligt.
Salvatore var i besiddelse af en erfaring og viden hvad angik mørket, som ikke mange procianere var i besiddelse af, og selvfølgelig var det noget som fik folket til at tvivle på hans motiver, men samtidig gav ham en mulighed for at forhindre at der skete flere af den slags tilfælde rundt forbi, og han ville så sandelig også gøre sit! Han kuklo ganske let. ”Det er måske ikke noget som De vil tro på, Denjarna, men jeg har selv været udsat for lidt af hvert. Jeg.. kan noget som magikere normalt ikke er kendt for at kunne. Jeg kan forvandle min form.. Jeg har levet som et pelset dyr side om side med warlocks igennem flere århundrede,” fortalte han ærligt. Han havde levet side om side, med den mand som faktisk havde stået som warlockleder tilbage i sin tid, så hans indblik i den mørke og dvasianske tankegang, havde han faktisk også. Han nikkede sigende til hendes ord. Procias skulle stå, om Dvasias ville det samme, og selvfølgelig håbede han at de unge kongepar var kendt med dette! Han vendte blikket mod hende. At hun havde gjort sig sine besøg til Procias og endda til de højerestående, var endda noget som selv måtte vække en nysgerrighed i ham! Han stoppede roligt op. ”Jeg beklager min nysgerrighed, men jeg er bange for De er nødt til at uddybe det lidt. Du har kendt til visse højtstående?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn. Ja, han vidste at grænserne havde været frygtelig åbne tilbage i sin tid, men at hun direkte havde aflagt turen dertil, var svært for ham at begribe, for.. det var ikke en tur som dvasianere bare ville tage uden grund, så meget vidste han da om ikke andet.

[Deleted]

Af hvilke årsager han hjalp hende, vidste Denjarna ikke, og hun var egentligt også ligeglad. Det eneste der glædede hende var, at hun muligvis kunne få sit gamle liv tilbage, og så var hun ligeglad med, hvordan det skulle foregå. Det kunne vel også være hips som haps, at det var en procianer og ikke en dvasianer der hjalp hende? Han gav hende trods alt bare nogle navne på nogle personer, som hun i så fald kunne opsøge, hvis det var det hun ønskede. Taknemmelig var hun i hvert fald, da hun nu havde noget seriøst at gå efter. Hun regnede dog med, at hun ville starte med at gå til den kongelige rådgiver, da vejen dertil måtte forekomme lettere. Han var nemlig en dvasianer, ligesom hende selv, samt hun kendte kongen, og det måtte vel betyde noget? Det kunne hun i hvert fald kun håbe på. ”Så sandt.. men det ville trods alt stadig være et hårdt afslag, når det er noget man drømmer om,” sagde hun roligt. Sandt var det, at det værste der kunne ske var et afslag. Slemt var det måske heller ikke, da hun i så fald ikke ville miste noget, andet end sin drøm muligvis. ”Og hjulpet mig videre på min vej, har du, og for det er jeg dig taknemmelig.” Roligt gik hun videre, hvor hun let fjernede en mørk hårlok fra sit ansigt. Dejligt var det at være ude i det fri igen, som hun nød hver en brise, hun blev mødt af, ligesom de forskellige lugte der måtte være, samt det hendes øjne kunne sanse. Trist var det, at det allerede var blevet efterår, hvor hun helt måtte føle, at tiden var fløjet af sted. Hun vidste dog også, at der ikke ville gå lang tid før det hele ville blomstre igen, som det kommende halve år nok ville gå ligeså hurtigt, som det der lige var gået. De sølvgrå øjne strejfede let hans muntre ansigt, som han slap en lille latter. ”Hvordan kan det være, at du har muligheden for at skifte form, ligesom en animagus? Er det en besværgelse som gik galt, hvor du kom til at forbande dig selv?” spurgte hun nysgerrigt. Der var ikke just overraskelse at spore i hendes blik, skønt hun sikkert burde finde det højst mærkværdigt, eftersom manden jo var fuldblodsmagiker og ikke en varyl. Sandheden var bare, at hun havde set for mange ting på det seneste, så der skulle langt mere til før hun kunne blive overrasket. Det var ikke længe siden, at hendes kære ven havde vist hende, hvordan også han kunne forvandle sig til et dyr, samt fortalt hende om sine mange andre evner, og han var trods alt en fuldblodsvampyr. ”Men at du kan forvandle dig til et dyr forklarer ikke, hvorfor du var blandt warlocks.. Hvordan kan det være?” Nysgerrig var hun efter at høre hans historie, da den trods alt ikke lød helt normal, og hun var jo en kvinde der godt kunne lide at snuse rundt omkring. En anelse forundret stoppede hun op, da han valgte at gøre holdt. Blikket hun sendte ham var dog roligt, som hun vendte fronten mod ham igen. At det så var fordi, at hendes tidligere turer til Procias havde vakt hans interesse, var vel ikke så underligt igen. Hun var trods alt af mørket, så hun burde ikke have noget med lysets land at gøre. ”Den forhenværende kronprins, Gabriel, nød mit selskab,” svarede hun roligt, inden hun genoptog sin gang. ”Men af hvad jeg har hørt.. så er han død nu.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne godt forestille sig, at det hele selv måtte være en anelse forvirrende for Denjarna, men faktisk for at bevise at han ønskede at hjælpe hende, så remsede han dvasianere op. Desuden hvis det var noget som kunne føre til, at der var færre vampyrer rendende omkring, så var det faktisk noget som han havde det ganske fint med! En tjeneste var den anden værd, sådan havde han altid haft det, og nu hvor han hjalp hende nu, hvem sagde så ikke, at hun ville kunne hjælpe ham videre ud i fremtiden? Selv lidt bagtanker var der ved det hele, selvom det ikke nødvendigvis behøvede at være direkte grumme ting, for det var bestemt ikke noget som lå til ham som sådan. Han var jo trods alt prociansk, og det var noget som han var stolt af! De mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse. ”Håber er der altid for dem som ønsker det, Denjarna. Jeg er overbevist om, at De nok skal finde den rette til at hjælpe Dem med at opfylde Deres drøm,” endte han roligt. Han var ikke i tvivl. Ønskede man det brændende nok, og kunne man leve op til hvad modparten måtte kræve, så var det vel ikke så svært igen? Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Det måtte tilsyneladende betyde frygtelig meget for hende, at blive sig selv igen, og han kunne så sandelig også godt forstå hende! Han trak let og tilfredst på smilebåndet. Han havde endda formået at gøre en vampyr taknemmelig? Ja, den havde han ikke just prøvet før, men selv han var kun ganske godt tilfreds med dette! ”Hvis jeg kan skænke Dem den tiltrængte hjælp, blot ved at åbne munden, så alt forladt. Det har været mig en glæde,” endte han roligt.
At nyheden om hans skiftende form, måtte gøre hende lidt nysgerrig, forundrede dog ikke Salvatore det mindste, men det var faktisk ikke noget som han kunne gøre for! Han vendte sig roligt mod hende. Selv var han ved at blive en temmelig gammel herre efterhånden, selvom det muligvis ikke altid var til at ses, men det var jo en anden side af sagen. Hans hænder forblev foldet over ryggen, som han kort tænkende vendte blikket i retningen af himlen som fandtes højt oppe over dem. ”Jeg har stødt på lidt af hvert igennem mit lange liv. Jeg kom i hænderne på en alkymist, som elskede sine.. små eksperimenter. Jeg er ikke født med det,” forklarede han roligt. Hvis han havde været født med evnerne som en animagus, havde han været varyl, og så havde han slet ikke kunne stå som den leder, som han gjorde det i dag! Han kuklo ganske let, som han let rystede på hovedet. ”Når du fremstiller det således, forstår jeg godt, det er forvirrende. Jeg mødte en kvinde.. En smuk kvinde, som tog mig til sig. Jeg blev vel lidt af et kæledyr tror jeg da..” Han rynkede let på næsen. Tanken var jo morende, men han havde jo været en oplagt spion, selvom han nu havde nydt den tilværelse. ”Hendes udkårne havde stor betydning for warlockernes samfund. Matthew Igleéias er vel ikke ukendt for Dem?” spurgte han sagte. Manden havde jo været leder i mange år! Tanken om at Denjarna havde haft kendskab til Gabriel – den nu kommende konge af Procias, var noget som i sandhed gjorde ham nysgerrig, samtidig med at det lige så også måtte more ham! Han lod hovedet søge let på sned. ”Død har han været.. Jeg kan dog informere Dem om, at den mand som du kalder forhenværende kronprins af Procias, står som den kommende konge af landet nu.”

[Deleted]

Denjarna vidste ikke, hvorfor han hjalp hende. De var trods alt fremmede for hinanden, som de tilfældigvis lige var stødt på hinanden. Det kunne meget vel bare være fordi, at han var procianer og derfor bare ønskede at gøre en god gerning. Det kunne også være fordi, at han ønskede noget til gengæld, men hvad det skulle være, anede hun ikke, som han trods alt ikke havde stillet en ’betaling’ op for navnene. Hvis det hele skulle lykkes, og hun blev mørkelver igen, så kunne hun meget vel sætte sig i gæld til ham, men hun ville selvfølgelig kun hjælpe ham, hvis hun anså hans ønske for at være retfærdigt. Hun måtte dog indrømme, at hun fandt det tvivlsomt, hvad han kunne bruge hendes hjælp til, men det kunne selvfølgelig godt være, at han havde et eller andet særligt i bagtankerne. Det var dog ikke det hun lod sine tanker fokuseres omkring, da håbet om at blive normal igen fyldte hele hendes sind. Hun ønskede brændende at blive mørkelver igen, og hvis det kunne ske, så ville alt være perfekt igen. ”Det sætter jeg i hvert fald min lid til,” sagde hun roligt og smilede svagt. Blikket lod hun falde op ham, hvor hun studerede ham, som de gik side om side. Blodtrangen havde hun fået under kontrol, hvor hun ikke længere var besat af følelsen af det rindende blod i hans årer. Hun kunne dog ikke lade være med at være opmærksom på, at det var der, men det var også forbandelsen ved at være vampyr. Lige meget hvad hun gjorde, så ville hun altid kunne fornemme det bankende hjerte, hvis hun stod ved siden af en person der havde det. Hun nærede heller ingen lyst til at angribe ham, nu når han havde været så venlig og hjulpet hende.
Denjarna fugtede let sine læber, som han snakkede om, at hans ’animagus-del’ kom fra en alkymists eksperimenter. Det overraskede hende ikke just, efter alle de historier hun havde fået fortalt på det seneste. Utroligt var det næsten, eftersom hun aldrig havde hørt meget om alkymisterne eller omgået dem, men nu hørte hun konstant om dem, og alle de forfærdelige ting de havde gjort. Om det var klogt at søge til en alkymist angående sin raceforandring, kunne man næsten blive helt i tvivl om, men når det endelig kom til stykket, så var det noget hun så sig nødsaget til at forsøge sig med. ”Og hvordan har du det med, at det er hændt dig? Hvis jeg må komme med min mening, så lyder det ikke som det værste der kunne ske. Hvilket dyr er det, du kan forvandle dig til?” spurgte hun nysgerrigt. Det kunne godt være, at det ikke overraskede hende synderligt, men nysgerrig gjorde han hende så sandelig. Det var interessant at høre, hvad folk havde gjort ved forskellige personer, hvor de så besad evner fra andre racer, uden at man kunne sige, at man tilhørte den race. ”Og denne smukke kvinde.. var det din kærlighed?” spurgte hun mildt og betragtede ham. Det lød i hvert fald som om, at denne kvinde havde været noget særligt for ham. ”Og vidste kvinden ikke, at du var en magiker?” Frygteligt nysgerrig måtte han alligevel gøre hende, hvor hun heller ikke holdt spørgsmålene tilbage. Interessant var det at støde på alle disse forskellige personer, hvor hun gerne ville høre mere om dem, om hvem de var, og hvad de havde oplevet. Hun havde også altid været en snaksagelig kvinde, som hun altid havde været en kvinde med mange venner omkring sig. Efter at hun var kommet tilbage, var hun dog blevet skubbet noget tid tilbage, men det syntes hun på den anden side at være på vej til at indhente igen. For hver nat der gik, så fik hun det i hvert fald bedre, hvor hun blev mere og mere sig selv. ”Men jo.. Matthew Igleéias er et navn der før er gået forbi mine ører,” sagde hun roligt. At de så måtte komme ind på hendes fortid, og hendes kendskab til Procias, gjorde hende ikke just noget. Hun havde ikke noget imod det, da hun alligevel stod inde for det hun havde gjort i sine unge dage, men det var dog ikke noget hun gad blive ved med at diskutere, da det alligevel var fortid. At han så sagde, at Gabriel nu var i live og stod til at blive konge, måtte chokere hende, hvor hun igen blev nysgerrig. ”Hvordan kan han stå som landets kommende konge, når jeg har hørt, at han er død.. Er han genopstået fra de døde?” spurgte hun undrende, mens hun måtte betragte ham med interesse i blikket. Hun havde været kronprinsens første kærlighed, men da hun så havde valgt Derick, havde hun ikke set Gabriel.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

En god tjeneste var den anden værd, og det var jo ikke til at sige, hvornår det skulle blive nødvendigt at få den indfriet, også selvom det nu ikke var noget som Salvatore gik mest op i, men han vidste at det var der, hvilket han nu heller ikke just ønskede at lægge det pres på hende, hvilket bestemt heller ikke var hans hensigt. Hvorvidt om hun var i stand til at kontrollere den evige blodtrang, vidste han ikke, men han valgte nu alligevel at lade tvivlen komme hende til gode, for hun havde jo ikke just gjort noget ved ham. Det kunne dog alligevel more ham at se hende gå fra at være så indadvendt og afvisende til at gå med ham og nærmest snakke frit, hvilket bestemt heller ikke gjorde ham det mindste, for det var noget som faktisk kun gjorde det hele langt mere interessant for hans vedkommende. ”Jeg håber skam for Dem,” endte han roligt. Hvis det var noget som kunne resultere i at der gik en vampyr mindre frit herude, ås var det noget som passede ham særdeles fint! Han var bestemt ikke meget for det blodsugende væsen, også selvom.. han virkelig måtte erkende, at denne Denjarna virkelig skilte sig fra mængden, men det var jo ikke til at sige, sådan som hendes liv faktisk var, for hun var jo ikke født ind i det.
Alkymisterne var temmelig meget på banen i denne tid, hvilket nu heller ikke faldt i Salvatores gode bog. Han havde aldrig haft meget for de væsner! Den eneste som egentlig skilte sig fra den tanke, var.. Silia. Den kære dronning af Procias, men hun havde også vist sig fra sin bedste side, og ligesom alle andre, så lod han tvivlen komme dem til gode. Han vendte de mørke øjne mod hende, efter at han tænkende havde søgt op mod himlen. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er ikke så slemt, selvom behandlingen ikke just har været den mest behagelige. Jeg kan forvandle mig til en panter,” forklarede han roligt. Hvordan den så ud og hans specielle særtræk, ønskede han dog ikke at vise hende, da det var noget som meget vel kunne gå ud over hans arbejde, og det ønskede han bestemt heller ikke. Kvinden som han havde tilbragt de sidste mange år sammen med, var kvinden som han var faldet for, selvom det ikke just havde været gengældt, men hvad havde han egentlig regnet med? Han havde siddet der som en enkelt mand – et væsen i en pelset skikkelse, som hun kunne klø bag øret og snakke med, når det var nødvendigt. ”Det var hun,” medstemte han ganske forsigtigt. Det var ikke just fordi det gjorde ondt, for det var efterhånden ved at være lang tid siden, men at det var ovre bare sådan, var selv svært for ham at forstå. ”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle vise hende det, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er først her igennem de løbende år, jeg har lært at kontrollere det,” forklarede han. Selvom han var en aldrende herre, så lærte selv han igennem hele livet, og dette var jo ikke just noget undtag. Han vendte sig mod hende igen. At Matthew Igleéias ikke var ukendt for hende, forundrede ham ikke, for den mand havde sat sine spor frygtelig mange steder. Dog hendes reaktion over Gabriels tilstedeværelse, var nok det som morede ham mest. ”Gabriel har været omkring i frygtelig mange år, Denjarna. Personligt ved jeg ikke hvorledes det er gået til, at han har fået denne chance til, men jeg betvivler ikke, at han nok skal blive en god og stærk konge for Procias,” endte han ganske sigende, hvor det var tydeligt, at han måtte tiltale manden selv med stolthed og respekt.

[Deleted]

Denjarna var generelt afvisende af person, når hun stiftede et nyt bekendtskab. Altid havde hun set en person an, inden hun valgte at åbne sig op for vedkommende, og anderledes havde det ikke været i denne situation. Hun havde vejet Salvatore, inden hun havde tilladt sig selv at slappe en smule af, hvor han selv havde været åben fra første øjekast. Der var så nogen der ikke kunne lide, at hun kom med en sådan indstilling, da de kunne reagere fjendtligt over hendes afvisende facon, men man kunne vel bare betegne det for at være en prøve? Hvis vedkommende ikke kunne komme sig over det, så behøvede hun heller ikke at spilde tiden på personen. Desuden, så kom hun trods alt fra Dvasias, og der var man langt mere tilbageholdende, hvad fremmede personer angik. Hun nikkede roligt til hans ord, og sendte ham et svagt smil, som han måtte give udtryk for, at han støttede hende på sin vej. Hun værdsatte, at han havde ydet hende den hjælp at skænke hende nogle navne, da hun i så fald var et skridt tættere på at opnå sit mål. Han kunne meget vel have sparet hende for måneders søgen, og det var en behagelig tanke at gå inde med. Nu måtte hun bare finde en måde til at nå ind til denne alkymist, og hun havde skam allerede en ide for, hvordan hun skulle føre sig frem. ”Det er aldrig rart, når der sker en noget, der stritter mod ens natur,” sagde hun stilfærdigt. Hun havde måske aldrig været et eksperiment, men hun kendte til skiftet fra mørkelver til vampyr, og det var også at blive sat i en krop der ikke var hendes. Hans version lød dog langt mildere end hendes, da han trods alt stadig var magiker, hvor det ikke lød til, at animagusen påvirkede ham synderligt. ”Kan du så styre panteren i dig uden problemer, eller kan den tage overhånd, når du mindst venter det, eller når du føler noget stærkt?” spurgte hun nysgerrigt. Det var nyt for hende at omgås folk der havde været brugt som eksperimenter for alkymisterne, men nu var de lige pludselig over det hele, og hun var da interesseret i at høre, hvordan det hele foregik. Hun var trods alt utroligt nysgerrig af væsen. Det var en anelse forsigtigt hun måtte betragte ham, da han fortalte hende om sin kærlighed der ikke var endt synderligt lykkeligt. Ud fra sig selv, så vidste hun, at det meget vel kunne være et ømt punkt, så derfor ønskede hun også at passe på når det gjaldt det emne. De kendte trods alt heller ikke hinanden særligt godt, så det kunne meget vel være svært for ham at komme ud med disse oplysninger. ”Kærlighed kan til tider være svært.. Det er en skam, at du aldrig fik fortalt hende, hvad du følte, eller for den sags skyld viste hende, hvad du var. Men på den anden side, så siger du jo også, at hun havde en mand, så på det plan var det heldigt for hende,” sagde hun roligt. Selv kendte hun nemlig til følelsen af at være splittet mellem to mænd, så hvis man kunne slippe for det, så ville hun til hver en tid vælge det, da det var en grim følelse at have. Alt det måtte også vælde op i hende, som de førte snakken over på Gabriel. Hendes gamle kærlighed. Det overraskede hende, at han var her endnu, da hun havde regnet med, at hun havde været den eneste tilbage fra sin tid, men det var hun åbenbart ikke, og et sted måtte det også glæde hende. Hun havde altid elsket Gabriel, hvor hun ikke havde ønsket ham noget ondt, skønt det ikke var endt med at blive de to. ”Jeg er sikker på, at han nok skal klare den. Dengang jeg kendte ham, var han en god mand.. Hvis du ser ham, vil du så være så venlig at sende ham mine lykønskninger?” spurgte hun ham roligt, hvor hun også vendte opmærksomheden mod ham. Selv tvivlede hun nemlig på, at hun ville få ham at se igen, da de havde taget afstand til hinanden i det sekund, at hun havde fravalgt ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var en meget åben mand hvad nye væsner angik, specielt hvis de selv tog sig så meget i ørene, og ikke viste sig på måder, som han slet ikke kunne have med at gøre i den anden ende. Han betragtede hende ganske sigende. Selvom han var meget opmærksom på hende, for han stolede på ingen måder på det væsen som hun var, og det var der så sandelig også mange gode grunde til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvor meget han egentlig havde hjulpet hende, havde han faktisk ikke nogen anelse om, men hvis det kunne føre til at det var en vampyr mindre i verden – hvis det hele gik selvfølgelig, men det var nu bare det i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Selvfølgelig krævede det at en alkymist eller noget andet ville hjælpe hende, hvilket nok ikke skulle blive det nemmeste, for det var jo tydeligt at hun virkelig brændt efter den mulighed, så det at han kunne hjælpe hende bare ved at åbne munden, var noget som passede ham fint. ”Belønningen kommer til som venter, så jeg er sikker på, om De søger længe og dybt nok, så skal De nok finde en som er villig til at give Dem den hjælpende hånd,” endte han ganske roligt, som han let vendte blikket i retningen af hende.
At panteren overraskede hende, fik kun Salvatores læber til at spille ud i et let smil, som han roligt vendte blikket mod hende. Han nikkede. ”Jeg har fin kontrol over den, selvom i visse og bestemte situationer kan den kontrol… ja, glippe lidt for mig, kan jeg vel sige..” Han rystede let på hovedet, som han måtte stå og kuklo lidt for sig selv, som han lagde armene over kors, som han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg kan opleve, at kontrollen glider fra mig, således at jeg forvandles halvt.. eller bare delvist, men primært så har jeg god kontrol over det, til at bestemme hvornår jeg selv ønsker at tage den pelsede skikkelse,” forklarede han videre. Det var måske en underholdende tanke, og ikke noget som særlig mange vidste om ham, men det var nu bare sådan at det var. Han lod hovedet søge let på sned igen. Hun var nysgerrig, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, selvom han måske burde passe på med hvad han fortalte hende, for det kunne meget hurtigt ende med at gå galt, og det var bestemt heller ikke noget som han var meget interesseret i, i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hun havde aldrig brug for mig på det plan, og jeg ønskede ikke at gøre hende mere urolig end hvad hun var i forvejen. Desuden er.. var hun af mørket, og jeg af lyset. Det ville aldrig blive et alternativ,” endte han sagte. Ja, han værnede om hvad der var prociansk og hvad der var dvasiansk, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han fortsatte roligt ned langs stien, som han igen vendte sig mod hende. Overraskelsen over Gabriels tilstedeværelse, kunne han godt se, hvor det alligevel morede ham. At hun bad ham om at hilse ham fra hende, indikerede kun et yderst personligt bekendtskab. Han rynkede let på næsen. ”Det lyder som De kendte den kommende konge meget godt, Denjarna? Men jo.. hvis jeg engang får æren af at tale med ham, så lover jeg at overbringe ham Deres hilsen.”

[Deleted]

Ret havde han sikkert omkring det faktum, at i jo længere tid og jo dybere Denjarna søgte, så skulle hendes ønske nok gå i opfyldelse. Der var dog ingen der sagde, hvor lang tid lang tid var. Hun havde gået med ønsket om at blive mørkelver igen, siden hun blev forvandlet til en vampyr, og nu var det ikke til at sige, om der ville gå uger, måneder, år, før der skete noget på den front. Hun kunne dog kun gå med det håb, at der ville komme forandringer til bordet inden længe. På den anden front, så måtte hun et sted frygte, hvad den hjælpende alkymist ønskede til gengæld, da hun de seneste uger havde hørt forfærdelige ting omkring den race. Ting der gjorde, at hun egentligt burde holde sig langt væk fra den race, men hvis det var den eneste race der kunne hjælpe, så blev hun nødt til at høre dem ad. Det kunne hun vel ikke miste noget på? ”Jeg håber i hvert fald, at du har ret,” sagde hun roligt og smilede skævt. ”Det er trods alt ikke alle der er ligeså hjælpsomme, som dig.” Ufatteligt venlig havde han egentligt været overfor hende, som han ikke just havde talt grimt til hende, skønt han ikke havde været vild med det faktum, at hun var en vampyr. Han havde også hjulpet hende med at give hende navne, og det var egentligt utroligt, eftersom de kom fra de to lande der havde den største foragt til hinanden.
Let gled Denjarnas fødder over stien, som de havde bevæget dem over til de plantede stier, i stedet for at vandre frit igennem parken. Hun lyttede nysgerrigt til hans forklaring omkring sin panter-del, hvor det på sin vis måtte overraske hende, at han var så åben, som han nu engang var. Hun havde dog ingen intentioner om at misbruge sine oplysninger om ham, da hun ikke just havde et udestående med ham, samt der var ingen der krævede af hende, at hun gav sådanne oplysninger fra sig. ”Forvandle dig halvt?” gentog hun en anelse morende. Et billede af en halv mand og halv panter måtte glide frem i hendes sind, hvilket var et underligt billede. ”Men jeg tror ikke, at du skal være ked af den evne, du har fået. I mit hoved, så kunne det være endt langt værre.” Slemt anså hun det ikke for at være, at man kunne forvandle sig til et dyr, da det var rimeligt harmløst. Han sagde trods alt også selv, at han næsten altid kunne styre forvandlingen. Hun fugtede let sine læber. Hans historie omkring, at han ikke kunne have været sammen med sin elskede, fordi han var af lyset, og hun var af mørket, gav ikke mening i hendes hoved. I hendes hoved var det nemlig ikke det, som skulle opveje det hele. ”For mig virker det, at du var af lyset og hende af mørket bare som en bortforklaring. Hvis man virkelig elsker den anden person, som du sagde, at du gjorde, så havde det faktum været ligegyldigt,” sagde hun stilfærdigt, og trak kort på skulderen. Sådan var det i hvert fald i hendes bog. Det havde aldrig fraholdt hende at være sammen med Gabriel, at han havde været kronprins af Procias jo, og det havde vel været et større spring, end Salvatores kærlighed. ”Det gjorde jeg. Man kan vel sige, at vi boede sammen i en tid. Det er dog ufatteligt længe siden, at jeg sidst har set ham, og jeg tvivler på, at en dvasianer frit kan bevæge sig ind på slottet, så det glæder mig at høre, at du vil bringe ham min lykønskning,” sagde hun roligt, hvor hun kortvarigt lod hendes blik glide over ham. Hun kunne meget vel have sagt, at kronprinsen engang havde håbet, at hun havde siddet på tronen med ham en dag, men hun vidste ikke, om hun kunne give denne mand en sådan direkte oplysning.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I Salvatores øjne, forekom frygten for det lyse og det mørke land, egentlig af uvidenhed. Nu hvor han selv havde fået indblik i hvordan mange af tingene hang sammen, så var han egentlig af den opfattelse, at der ikke var den største forskel på dem. Jovist havde hvert land sit særpræg i form af det ene eller det andet, men han ville ikke beskrive Procias som lyst, åbensindigt eller venligt, men nok snarere som det mest egoistiske som fandtes her i denne verden. Mørket var præget af ærlighed som løgne, så det var svært at vide hvorvidt om man kunne stole på folk eller ej, men det var trods alt op til hver enkelt at afgøre. ”Tro mig, Denjarna.. Lykken tilsmiler den som venter tålmodigt,” endte han ganske stilfærdigt. Ganske vidst, var det nok ikke alle som var lige så åbne og venligsindet som det han selv var, men han havde jo trods alt ikke haft nogen grund til at gøre noget andet. Hun havde måske været afvisende og afvigende tilbage i begyndelsen, men det var en helt anden vampyr som han så nu. Selvom han ganske vidst ikke bifaldt hvad hun var eller noget i den stil, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som smilet forblev hvilende på hans læber. ”Jeg kan godt lide at hjælpe folk.. Jeg kan godt lide at se et smil på deres læber, uafhængigt af om de er fra Dvasias eller Procias. For mig, gør det ikke en forskel hvad det angår,” fortalte han ganske ærligt. Hvorfor gøre nogen forskel der?
Det kunne ganske vidst have været meget værre, end hvad det var, hvilket Salvatore vidste, så det at det var en panter han kunne forvandle sig til, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham ganske tilfreds! Han kuklo ganske let, som han roligt nikkede. ”Det forekommer faktisk!” endte han morende. Han vidste godt, at det måske var lidt akavede billeder at sidde med i hovedet, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved. ”Jeg er skam taknemmelig. En tudse eller noget lignende, havde ikke været det mest sjove, at hoppe rundt som,” tilføjede han yderligere morende, som han vendte sig mod hende endnu en gang. Et sted var hun vel.. i færd med at ændre hans syn på hende? Men hun var jo heller ikke en ren vampyr hele vejen igennem! Han vendte blikket sigende mod hende. ”Hun havde en anden og hvis det var den lykke som hun ønskede, så ville jeg ikke blande mig.. Men i den situation som jeg nu også er placeret i, så er jeg nødt til at tage højde for hvem og hvad jeg vælger at lukke så tæt.. Jeg har et ry at tage mig af,” endte han stilfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke lige. Han vendte blikket frem for sig endnu en gang. Han frygtede hende ikke, og et sted var det.. rart faktisk, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At hun havde kendt Gabriel så godt, forundrede ham faktisk, for det havde manden da aldrig snakket om! ”Dvasianere kan ikke frit bevæge sig over muren mere, efter det som skete ved det kongelige bryllup.. Det undre mig bare, at han aldrig har nævnt noget om det for mig.. Men, men.. Der kan man jo bare se.. Kan være jeg skal tage den unge mand lidt i ørene,” endte han tydeligt morende, som han vendte blikket mod hende igen og med et let smil. Den havde han bestemt ikke set komme!

[Deleted]

Ret håbede Denjarna, at han havde i, at lykken ville tilsmile hende, hvis bare hun kæmpede for sin sag. Hun havde skam også i sinde at give det hele et forsøg, eftersom hun alligevel ikke havde noget at miste i den anden ende. Ulykken var jo allerede sket, og hun havde levet som vampyr i nogle årtusinder nu, og hvis hun skulle dø som vampyr, så var det bare sådan det måtte være i den anden ende. Hun håbede dog, at hun fik muligheden til at rette op på det, da det lige meget hvad ikke var et liv for hende, når hun nu ikke var født til at være det. Hendes blik gled tavst over de forskellige træer, hvor hun betragtede, hvordan bladene i løbet af efteråret havde skiftet farve, så de nu var rødlige og til dels faldet af. Der ville ikke gå længe før, at de ville stå helt nøgne, hvor vinteren og sneen derefter ville komme. Det var nu en årstid hun måtte se frem til, da hun ikke havde set det hvide lag sne i flere århundreder, så alle årstiderne var pludselig blevet helt fascinerende igen for hendes vedkommende. Da han så talte igen, vendte hun roligt de sølvgrå øjne med ham, mens hun smilede. ”Så kan jeg med glæde give dig den oplysning, at din hjælp har fået mig til at smile,” sagde hun mildt, som han havde sagt, at han måtte glæde sig, når andre var glade på grund af ham. En venlig sjæl var han i sandhed. Det var hendes syn på ham i hvert fald lige pt., og det var svært at sige, at hun ikke brød sig om det, for det gjorde hun, hvor hun også helt var endt med at nyde hans selskab, som de fulgtes ad i parken. Hun havde måske været fjendtlig til at starte med, hvor den da også kunne dukke op igen, hvis han trådte forkert, men ellers var den fjendtlighed væk.
”Det falder ikke i din interesse at vise mig, hvordan en halv forvandling ser ud?” spurgte Denjarna morende og blinkede let til ham. Tanken om en halv mand og halv panter forekom hende utroligt morsomt, og det at også han kunne se det sjove i det og grine over det, gjorde jo bare det hele bedre! At han så måtte fortsætte med at fortælle, hvilket uheld det havde været, hvis han kunne forvandle sig til en tudse, kunne hun ikke længere selv holde en munter latter tilbage. De sølvgrå øjne glimtede let, som de morende betragtede hans skikkelse. ”Jeg tror ikke, at der er én person i verdenen, der ville være taknemmelig over det faktum, at skulle leve med tudse i sig,” svarede hun morende igen. ”En gris ville også være ganske akavet for den sags skyld.” Man kunne roligt sige, at han skulle være tilfreds med dyret i sig, da panteren i sig selv var et smukt væsen. Dens færdigheder kunne også være en god hjælp. ”Så sandt.. Det er aldrig rart at blive sat i et følelsesmæssigt dilemma. Men dengang havde du vel ikke det samme ry at tage højde for, som du har i dag,” sagde hun roligt. Det havde været en skam for Salvatore, at hans kærlighed altid var forblevet skjult, men Denjarna kunne ikke lade være med at føle, at det også måtte have været en lettelse for kvinden. Det var et hårdt valg at stå med, hvis man allerede var med en mand elskede, og der så dukkede en anden op mand holdt af. Man ønskede trods alt ikke at gøre nogen af dem ondt. Svagt nikkede hun forstående med hovedet til hans ord, som han sagde, at Procias var blevet mere strikse, hvad folk fra Dvasias angik. ”Det undrer mig ikke, at landets sikkerhed er blevet strammet på det punkt. Jeg ville muligvis ikke gøre kongefamilien noget ondt, men de har jo deres forholdsregler at tage,” sagde hun stilfærdigt og smilede skævt. ”Og med hensyn til Gabriel, så er det noget der skete længe tilbage.. Det undrer derfor ikke mig, at han ikke har nævnt forløbet. Men siden at kronprinsen så mig for at være god nok, så burde du måske gøre det samme,” sagde hun og smilte let til ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore tog det hele med et smil, for han kunne faktisk godt lide, at han var i stand til at snakke med hende, også nu hvor hun selv havde valgt at åbne sig for ham, så var det kun noget som gjorde det hele langt bedre også for hans vedkommende. Han rullede let på skuldrene. Han var nu temmelig sikker på at lykken nok skulle tilsmile hende før eller siden, hvis hun var tålmodig nok, hvilket det så ud til at hun var, specielt hvis hun endnu ønskede at få sit liv tilbage, og end ikke havde opgivet håbet om det, så skulle det da bare mangle! Desuden kunne han kun lide at se hende smile, samt hvis det hele virkede, så var det en vampyr mindre som han skulle tænke på, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. At se smilet, fik automatisk ham til at smile! ”Jeg kan endnu kan jeg se,” endte han næsten stolt af sig selv, som brystet let blev skudt frem, selvom det i sig selv, kun var drilsk ment.
Tanken om de halve forvandlinger som han havde gennemgået flere gange, hvor han ikke havde haft meget kontrol over det, var direkte morende for ham, hvilket han bestemt heller ikke skjule for hende. Han kuklo ganske let, som han let rystede på hovedet. Det var desuden også en form som han ønskede at holde mere i det skjulte, også mest for hans egen skyld, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Åh tro mig.. Jeg tror det er et syn jeg holder for mig selv,” endte han morende. I det store og hele, havde han været heldig hvad angik hans form, for mange havde bestemt ikke været lige så heldige, som det han selv var, så der skulle han bestemt heller ikke brokke sig. Desuden var det faktisk rart, at kunne lægge den magiker lidt til side og bare.. give sig hen til den mere dyriske natur. Han kunne ikke undgå at lade latteren bryde stilheden som havde lagt sig, for synet i sig selv, var morende! ”Personligt må jeg erkende, at jeg er mere til grisen end til tudsen,” endte han sandfærdigt. Han vendte blikket mod hende. Dog en smuk kvinde, men det at hun var det væsen, gjorde også at han bestemt heller ikke kunne få sig selv til at gøre noget andet end hvad han havde gjort til nu; At hjælpe hende, ved at åbne munden. Han var en leder, og det var noget som han var nødt til at tage højde for stort set hele tiden. ”Omstændighederne og mit ry har været ukendt frem til for nylig, hvor jeg kunne træde frem og tage imod den status som er blevet mig skænket. I dag vil jeg heller ikke få mig selv til det, men ja.. det er et kærlighedsdilemma som jeg er glad for, at jeg slap for,” endte han ganske roligt. Lige der, var han faktisk glad for at han havde været hvad han havde været. Sikkerheden om Procias, var frygtelig skærpet, og det var ikke mange som kom igennem mere, det var helt sikkert. At hun havde været så tæt på Gabriel, at hun havde.. til dels boet ved ham, og manden så ikke snakket om hende, fik ham nu kun til at tænke. ”Tilgiv mig, men det lyder næsten som I har været et par? Kan det passe? Tiderne skifter selvfølgelig og I er begge på hver Jeres plan, kan jeg fornemme.. Og siden landets kommende konge sagde god for Dem, er det ensbetydet med at jeg skal gøre det samme?” spurgte han morende.

[Deleted]

Hans drillende facon var noget der måtte more Denjarna endnu mere, hvilket også fik smilet til at brede sig endnu mere på hendes læber. Hans mål var i hvert fald opnået, som han havde formået at glæde hende, og få hende til at smile ved sin hjælp og sin person. Det gjorde hende ikke noget, at han var fra Procias, da hun før havde haft venner fra den side. Hendes sind var muligvis blevet en anelse mørkere, efter at hun havde været igennem adskillige års tortur, men ellers var hun primært sig selv. Det var hun i hvert fald inderst inde. Man skulle bare finde den side frem i hende igen. ”…eller også var det for hurtigt sagt af mig,” svarede hun drillende igen. Morende hvilede hendes sølvgrå øjne på ham, som hun så, hvordan han stolt førte sig frem med fremskudt brystkasse. En god nat kunne hun nu kun sige, at det var, da hun var kommet et skridt tættere i sin søgen efter at blive sig selv igen, samt hun havde fundet et godt selskab. Han havde i hvert fald fået hende til at slappe af, som deres samtale forløb mere frit nu, hvor hun også kunne smile og grine.
”Åh nu havde jeg ellers håbet på, at du kunne glæde mig den vis. Hvis du kan lide at se en smile, så må du finde en latter endnu mere eftertragtet, og jeg er sikker på, at forvandlingen nok skulle bringe mig et par minutters morskab,” fortsatte Denjarna morende. Det kunne dog godt være, at hun ikke ville få hans anden form at se, da det muligvis også kunne forekomme en anelse grænseoverskridende. Det var trods alt en evne han ville gøre synlig for hendes vedkommende. Hun tænkte dog kun på det i form af morskab, da billedet i hendes hoved i hvert fald var morsomt! Hvordan det så ud i virkeligheden ville derfor kun forbedre det hele. Smilende betragtede hun ham, som han måtte dele hendes latter ved selv at bryde ud i en. At han hellere så sig som en gris, end en tudse var dog noget hun ikke kunne forstå, men sådan var det jo bare. Det ville trods alt heller ikke blive aktuelt, så det kunne være ligegyldigt i den sidste ende. ”Virkelig? Jeg tror selv, at jeg ville foretrække tudsen.. Den er mindre og kan komme bedre af sted, men nu ingen gode ideer,” sagde hun muntert, hvor hun drillende pegede på ham med en finger, som han ikke skulle få den ide at forvandle hende til en tudse. Han var trods alt magiker og deres leder, så han kunne vel godt kaste en sådan besværgelse over en person. Hun fugtede let sine læber. ”Personligt vil jeg anse det for at være en skam, at du ser sådan på tingene.. For mig er det ligegyldigt, om man kommer fra Procias, Dvasias eller Imandra for den sags skyld.. Ligeså irrelevant finder jeg det, om man er vampyr eller engel,” sagde hun roligt. For hende gjaldt det indre frem for alt andet. Hun kunne dog forstå på det hele, at Salvatore så lidt anderledes på det, men det måtte han nu om. ”Men jo, man kan vel godt sige, at mig og Gabriel dannede par engang. Det endte dog, da han ønskede at tage mig med til Castle of Light eller stikke af med mig, hvis det skulle vise sig, at jeg var uønsket.. Men nu kan jeg forstå, at han har giftet sig med denne Silia,” fortalte hun roligt. Hendes fortid havde hun ikke et problem med, da hun havde fået bearbejdet den tid af sit liv. Som de så kom ind på, at Salvatore skulle sige god for hende, siden kronprinsen havde gjort det, fik hende til at sende ham et muntert smil. ”Det lyder da fornuftigt i mine ører. Desuden, du snakker med mig endnu, så du må vel se noget godt i mig?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvom Salvatore fremstod som en leder, så kunne han endnu more sig og ikke bare tage tingene helt så alvorlige og seriøse som så mange andre måske havde gjort, og det var i sig selv, faktisk noget som passede ham selv ganske fint, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han slap endnu en latter til hendes ord. ”Hold da op! Det er da ikke så slemt!” endte han morende, som han vendte blikket mod hende. Nu havde han set hende smile og endda med den taknemmelighed, så var næste mål ganske vidst en latter. Det handlede om at tage det hele skridt for skridt, og sætte sig sine delmål, og nu havde han endda formået at opfylde sit ene, hvilket i sig selv, faktisk var noget som passede ham selv ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun gerne ville se hans halve form, morede ham dog, for det var faktisk flovt! Han trådte et let skridt tættere på hende. Nu hvor han kunne kontrollere det, var sagen jo selvfølgelig en anden, for det havde ha ikke været i stand til på det pågældende tidspunkt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jaså, så det ville du gerne se?” spurgte han morende. Måske at han pludselig kom temmelig tæt på hende, men det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at virke frembrusende eller truende, for foreløbig, så gik det jo faktisk temmelig godt, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selvom hun måske ikke kunne se det, så.. havde han faktisk forvandlet sig en smule, som den lange pelsede og buskede hale, roligt måtte gnide hende over nakken, nu hvor han endelig var kommet hende så tæt på, også selvom det faktisk kun var for at drille hende – for det elskede han faktisk!
Hendes holdning hvad angik partnerskab, par og generelt ægteskab, kunne Salvatore ikke dele med hende, og det var bare ikke noget som han nogensinde kunne. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det er ikke ofte, at man støder på en dvasianer af den tankegang, Denjarna. De fleste foragter tanken om varylbørn om det skulle komme så vidt. Hjertet er en ting, men når man er sit land loyal, er det andre ting som man er nødt til at tage til overvejelse,” endte han ganske stilfærdigt. Selv kunne han ikke få den warlockkvinde ud af hovedet, som han havde stået ansigt til ansigt med under brylluppet, men bare det at hun var warlock, gjorde at han aldrig nogensinde ville være i stand til at trække den videre med hende uanset hvad. Han trak svagt på smilebåndet. Sådan som hun snakkede om Gabriel, var der ikke mange som gjorde, men det var nu ikke noget som han havde noget imod. ”Brylluppet blev spoleret af warlocks, så nej, han er endnu ikke en gift mand. Nu ved jeg ikke hvornår de vil forsøge sig med endnu et forsøg på at få det gennemført.. Et forhold til en dvasianer, har han ikke fortalt mig noget om.. Af åbenlyse grunde, selvsagt,” endte han roligt. Det var bestemt ikke noget som ville styrke ham som regent at snakke åbent om! Han vendte blikket roligt mod hendes smukke øjne. ”Om det er godt, ved jeg ikke, men jeg ser en atypisk vampyr.. Og det gør mig nysgerrig,” endte han med en ganske sandfærdig stemme.