Under the full moon?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne godt være at det var en direkte tåbelig argumentation, men det var i den grad en af slagsen som Salvatore kunne more sig med, og det gjorde han i allerhøjeste grad også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede let smilende på hovedet, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Lidt for meget var det vel? Men så lang tid at ingen af dem tog det personligt, så var det vel også fint nok? Han slog direkte ud i en latter, for han havde det virkelig sjovt! Generelt, skulle der faktisk ikke nær så meget igen til at få ham til at grine, for han morede sig i allerhøjeste grad! ”Og lige præcis derfor er det et fantastisk argument!” endte han morende, som han lod armene søge let over kors, også selvom det på ingen måder var afvisende eller negativt ment. Han vendte sig mod hende endnu en gang, som smilet let bredte sig på hans læber, for han vidste godt at hun havde fat i noget, men han tog det nu heller ikke så tungt igen. Det var jo egentlig bare sagt i morskab. ”Ej, jeg ved det skam udmærket godt, kære Denjarna.. Mænd har vidst en sjov tendens til at hue efter den magt.. Kvinderne er vel det.. stærkeste af kønnene?” endte han med et morende smil på læben, for det var jo ikke just en hemmelighed som sådan? Det var jo en sandhed.
”Jeg ved det godt. Så lang tid du ved, at jeg ikke mener det om dig personligt, så er det fint. Tro mig, jeg har absolut intet imod dit væsen.. eller dig for den sags skyld,” forsikrede Salvatore hende med et stille smil, mest af alt, bare for at bekræfte det. Det havde slet ikke været hans mening at træde hende over tæerne, for det vidste han godt, faktisk kunne være ganske farligt i opløbet, og den form for strid, var han på ingen måder interesseret i. Tvært imod, så ville han faktisk anse det som en direkte skam, dersom det faktisk skulle gå hen og ske. Han sendte hende et svagt smil. ”Det kan godt ske, jeg har skræmt dem væk, en selv en mand som jeg, har brug for at kunne beskytte mig selv.. Jeg er jo en repræsentant for Procias, for lyset og en forkæmper for det, og det vil jeg gøre til den dag, jeg skal gå i min grav.. Du deriblandt, er af slagsen som kan vise mig anderledes.. Jeg forsøger at være åben, så ikke misforstå mig, Denjarna.. Jeg ønsker at lære.. Jeg ønsker at de meninger skal ændres for mig, også for min egen skyld.. Mange møder man måske på sin vej og jeg er måske ikke nær så åben for Jer som jeg burde.. Men jeg prøver.. og jeg lover at prøve, også i fremtiden,” endte han ganske sandfærdigt, som han sendte hende et stille og roligt smil. Nemt var det bestemt ikke altid, men han ønskede jo at lære, også fordi at hun havde vist ham, at der var så meget andet oveni.
Salvatore sendte Denjarna et let smil. Før eller siden skulle han nok befinde sig på den mørke side af grænsemuren, også fordi at det havde været et sted som han havde tilbragt temmelig mange år, og han fortrød det ikke. Det havde måske været en dyrt købt erfaring, men den havde bestemt også været med til at forme ham til den mand, som han var i dag. ”Det er jo det..” Han vendte blikket roligt i retningen af stien. De havde vel snart taget en temmelig lang tur igennem parken? Han vendte sig mod hende igen. ”Enkelt.. Det er mit hjem.. mit fædreland og et sted jeg ved jeg hører hjemme.. Jeg ved det kan være svært at forstå, Denjarna, men.. jeg kan prøve at forklare det nærmere for dig..? Over et glas.. blod? I Manjarno by?” foreslog han med et let smil.

[Deleted]

”Og du mener, at folk fra mørket er forskruet? Du er jo gal, min kære Salvatore,” sagde Denjarna morende. Oprigtige var hendes ord nu ikke, da hun på ingen måde anså ham for at være en gal person. Han havde måske et ekstremt negativt ladet billede, hvad mørket angik, men hvis man så bort fra det, så var han en af de muntreste personer hun havde omgået længe. Hun nød at det kunne foregå på denne lette måde, hvor hun ikke rigtigt følte, at de behøvede at frygte den anden. De var måske fra hvert sit land, hvor Salvatore endda stod med så høj en stilling som leder af magikerne, men alligevel følte hun ikke, at hun behøvede at være på vagt overfor ham. Hvis det lige pludselig skulle vise sig, at han i virkeligheden var fjendsk anlagt, så måtte hun jo bare tage den derfra. At det så endte med, at han gav sig, fik hende til at trække tilfredst på smilet. Den havde hun alligevel ikke set komme. ”Så var hele denne her diskussion ganske unødvendig alligevel,” svarede hun morende og blinkede til ham. ”Men jo.. mænd higer ofte stort. Større end de kan bære, hvor de ofte ender i et fald. Kvinder kan dog også være ligedan.. Det er angrebet på Procias vel et bevis på?”
Denjarna smilte skævt over hans ord, som hun alligevel måtte anse hans ord for at være en lille løgn. Det passede sikkert, at han ikke ønskede hende noget ondt, men han kunne ikke fortælle hende, at han intet havde imod hendes væsen. Da de først havde mødt hinanden, havde han jo plapret løs om, hvordan han ikke mente, at vampyrer havde en mening med livet ovs, og det havde hun skam ikke glemt. ”Så du siger, at du ikke længere har et problem med vampyrerne?” spurgte hun roligt, hvor de sølvgrå øjne vendte sig mod ham. Skarpt stod han for hende i natten, som hendes syn måtte være gennemtrængende. Det ene øjenbryn havde hun løftet, som hun alligevel måtte betragte ham med et tvivlsomt blik. Det kunne godt være, at han kunne lide hende, men hun vidste, at nærede en foragt for det hun var. Eftertænksomt vædede hun sine læber, som han fortalte hende, at han for fremtiden ønskede at forbedre sig. ”Jeg tror at alle helst ser sig beskyttet.. men din foragt for mørket kan måske gå hen og blive en svaghed. Du har selv sagt, at du anser det procianske folk for at se sig hævet over andre, så har du det også sådan? Du siger jo selv, at du er deres forkæmper, så du må vel støtte deres tankegang,” sagde hun roligt. Det var ikke for at klandre ham for noget, men ganske enkelt for at få en bedre forståelse for ham.
Om Salvatore ville vende tilbage til Dvasias eller ej, måtte være op til ham. Denjarna så det dog ikke som et problem, da turen dertil ikke just behøvede at have et hemmeligt agenda, men ganske enkelt bare for at se landet. Hvis det endelig skulle være, så kunne han bare troppe op i sin panterform, da han i så fald ikke ville blive genkendt. På den måde ville han kunne udforske landet på fire ben, skønt han desværre ikke ville kunne komme ind til byen, da folket sikkert ville blive skræmt af det vilde dyr. ”Det er nu ikke så svært at forstå igen.. Personligt føler jeg heller ikke, at jeg ville kunne forlade Dvasias. Ligesom Procias er dit fødested, så er Dvasias mit, hvor det også altid er der jeg har boet. Men vi kan da godt tage en videre snak over et glas.. Du må vel også fryse efterhånden. Og hvis det skulle gøre dig ubehageligt til mode, så kan jeg altså drikke andet end blod,” sagde hun med et smil på læben. Hun havde ikke just regnet med, at han ville byde på hende tur ind til byen, men det kunne vel ikke skade?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore tog intet af dette personligt, hvor han egentlig bare gik ud fra, at det hele var ment i morskab, og det var sådan at han ville have det selvfølgelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De mørke øjne gled mod hende igen. ”Og nu er jeg gal? Du må sørme til at bestemme dig, min kære Denjarna,” endte han direkte morende. Mørket kunne ganske vidst være forskruet, men Procias kunne i den grad også være det samme, og det var noget som han så fint kunne stå inde for! Denne gang valgte han dog alligevel at give sig, for det var en endeløs diskussion, som han alligevel vidste, at han ikke var i stand til at vinde, også selvom han i den grad også morede sig ved den tanke alene, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg giver mig.. Jeg må give dig den; Du har dine argumenter i orden,” endte han med et morende smil på læben, hvor han slet ikke ønskede at tage det tungt, og derved heller ikke gjorde det. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt nikkede til hende. ”Jeg ved ikke hvordan, men Silia var advaret om angrebet.. Det var kun to warlocks i sig selv, som angreb slottet.. af en underlig grund. Jeg har ikke rigtigt forstået mig på det,” endte han med en undrende mine. Warlocks var bestemt ikke altid lige til at finde ud af, hvilket allerede var gået op for ham for længe siden!
En lille løgn var det måske, når Salvatore påstod at han ikke havde noget imod hendes væsen, men det var mere i overlagt betydning at det skulle tolkes, for.. man kunne jo ikke ligefrem kalde hende for en typisk vampyr, og specielt med de holdninger og meninger som hun havde, så var det kun noget som gjorde det meget bedre, selv for ham, for han kunne samtidig også føle det rigtigt at åbne sig for hende, og han kunne lide det. ”Du er på ingen måder hvad jeg vil definere som en typisk vampyr, så.. det er dit væsen, jeg intet har noget imod,” forklarede han roligt. Han rynkede let i panden ved hendes følgende ord, for selvom han var en forkæmper og repræsentant for lyset, så var det bestemt ikke fordi at han var enig i tankegangen altid, for det var han da bestemt ikke! ”Selvom jeg står med den stilling som jeg gør, så er det bestemt ikke fordi at jeg altid ønsker at repræsentere den typiske procianske tankegang, for den er jeg bestemt ikke altid enig i. Jeg ønsker at repræsentere en race som har sine klare standpunkter, som har fundet sin plads, og som er i balance og harmoni med sig selv.. Det lyder måske meget poetisk, men det er hvad jeg vil. De er ikke nødvendigvis hævet over procianere, men det er mit hjem og mit fædreland.. som du sikkert også ønsker at repræsentere dit.”
Salvatore kunne vel godt gå frem som et godt eksempel, og faktisk vise den kære Denjarna, at han ikke havde noget imod hendes væsen, for det havde han på ingen måde, og selvfølgelig var det hvad han ønskede at vise. Han lod hovedet søge let på sned. Turen til Dvasias skulle han nok kunne tage på et tidspunkt, men han var nødt til at finde den helt rette tid, inden han gjorde noget som helst og det vidste han! Han sendte hende et let smil. ”Det skal du endelig ikke tænke på. Du er et væsen afhængig af blod for overlevelse, og selvfølgelig er det ikke noget som jeg vil rive fra dig. Jeg tænkte bare.. Det er yderst sjældent Dvasias kan møde Procias, uden at der indgår en strid af den ene eller den anden art, og så kan vi vel træde frem som et godt eksempel?” endte han med et stille smil.

[Deleted]

”Hvad? Jeg kan da ikke gøre for, at du har en voldsom personlighedsspaltning,” svarede Denjarna drillende, hvor hun også måtte se på ham med strålende øjne. Dette var i sandhed præcis det, hun havde haft brug for! Som hun havde valgt at lægge turen til parken i Manjarno, havde hun bestemt ikke troet, at hun ville få et fantastisk møde med en procianer. Mod alle forventninger, så var det sådan natten nu engang havde forløbet, hvor den end ikke var slut endnu. Længe havde de også gået sammen efterhånden, men nætterne var også blevet længere med efteråret, så tid var der skam endnu. Triumferende smilede hun, som han gav sig og sagde, at hun havde en bedre argumentation. Det var bestemt ikke noget hun ville brokke sig over, selvom deres diskussion mere havde været ment i sjov end alvor. Alle sejre talte dog! ”Mange tak,” sagde hun sejrende. At de så måtte komme ind på et mere seriøst emne, gjorde også, at hendes mine blev mere alvorlig. Hvordan angrebet på Procias præcist havde forløbet, anede hun ikke, men hun vidste, at det havde fundet sted og at det havde været warlockernes skyld. At det så kun havde været to warlocker var ganske beundringsværdigt, da det ikke var en lille sag de havde påtaget sig! ”Det lyder rimelig dumdristigt i mine ører, at to enkelte personer har prøvet at invader et bemandet slot.. men beundringsværdigt er det skam. Men siden dronningen vidste det, så havde hun vel spioner i brug.. Det er ikke så ualmindeligt trods alt,” sagde hun tænksomt.
Det passede Denjarna ganske fint, at hun ikke blev set på, som var hun en fuldblodsvampyr, for det var hun bestemt ikke! Det kunne godt være, at det var en stor og stolt race, men når ikke man var født til at være det, så var det på ingen måde det samme. Hvordan andre halvblodsvampyrer havde det, kunne hun dog ikke sige, men det skulle ikke undre hende, hvis nogen af dem var gået hen og blevet glade for det endelige udfald. Man fik trods alt visse fantastiske evner, men samtidig blev man også pålagt nogle forbandelser. ”Hvis jeg havde været mørkelver.. hvordan havde du så set på ham? Det er jo også et væsen af mørket, men dog levende,” spurgte hun nysgerrigt. Han havde jo en vis fobi for mørket, men det kunne godt være at det havde været bedre for ham, hvis hun havde haft et bankende hjerte. ”Jeg har absolut intet imod din tankegang på det punkt, Salvatore. Det lyder muligvis poetisk, men hvis det lykkes dig at opnå dine mål, så skal du nok nå langt.. og jeg forstår godt, at du ønsker at støtte dit fædreland, for jeg har det ligedan, selvom mine synspunkter har rykket sig markant gennem tiden,” sagde hun roligt.
Tanken om at søge indenfor havde Denjarna intet imod. Hun havde trods alt fået sin gåtur gennem parken, hvor de efterhånden havde gået et pænt stykke, så at de fandt sig nogle andre omgivelser, ville hun ikke sætte en stopper for. ”Det har jeg.. Jeg ønskede bare ikke at gøre dig utilpas, nu når jeg ved, at vampyrerne ikke just er din favoritrace. Men jeg har intet imod, at vi tager snakken videre indenfor. Og du har ret i, at vi i så fald muligvis kan vise folk, at procianere og dvasianere godt kan gå i spænd med hinanden,” sagde hun roligt og smilede let til ham, hvor hun begyndte at rette sine skridt mere mod selve byen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Mødet med Denjarna overgik alle de forventninger som Salvatore nogensinde havde været i stand til at sætte sig, hvilket han glædeligt kunne stå ved! Han havde bestemt ikke regnet med at han skulle kunne møde en dvasianer, hvis selskab, han faktisk ville være i stand til at nyde sådan af som han gjorde det nu! Han slog direkte ud i en latter. Personlighedsspaltning? Den var i den grad ny, selv for ham! ”Jeg lider måske af identitetskriser, men aldrig har jeg hørt om personlighedsspaltning!” endte han tydeligt drillende, som han henvendte det til både som krop som menneske, men også som det pelsede dyr. Selvom han måske ikke just havde vist hende sin fulde form, så var det skam heller ikke noget som han havde nogen intentioner om. I visse tilfælde, så ønskede han at holde det for sig selv, også i tilfælde af at han skulle ud i noget spionarbejde. Han skulle jo nødigt ende med at blive genkendt, for det vidste han godt, at det ikke ville gavne ham. At skænke hende denne sejr, var bestemt også morende, for det var tydeligt, at det var hende en hjælp i det ellers så voksende ego! Han rystede let på hovedet. ”Så lidt,” svarede han morende. Som de alligevel måtte bevæge sig ind på det mere alvorlige, så ændrede stemningen sig også tydeligt og markant, selvom det nu ikke var hvad han havde ønsket. Han trak let på skuldrene. ”hvad der forundre mig, er at Malisha troede hun kunne gå ind i Procias og ødelægge det hele med en enkelt håndfuld mænd.. Ja, jeg havde ikke set det komme.. Jeg vil nok ikke kalde det for beundringsværdigt, men direkte dumdristigt.. Det beviser jo blot, at de tror de kan klare det hele.. Godt det ikke var tilfældet.”
Det var bestemt ikke fordi Salvatore ville beskrive Denjarna for en typisk vampyr, for det var da vidst det sidste som man kunne kalde hende. Det var bestemt ikke fordi at han havde noget imod hende som sådan, for han kunne faktisk godt lide rigtig mange af hendes holdninger og meninger, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at lægge det mindste. Han sendte hende et svagt smil. ”Du skal endelig ikke tage det personligt, Denjarna, men havde du været en mørkelver, havde jeg nok ikke været.. nær så afvisende og lukket som jeg var i starten.. Det er hvad jeg vil betegne som.. et nok mere værdigt liv.. Det bankende hjerte, vægter frygtelig højt hos mig, hvis du forstår,” forklarede han ærligt. Han var slet ikke ude på at gøre hende irriteret eller sur, men når hun spurgte, så fik hun så sandelig også svar. ”Det er måske høje mål, men det er hvad jeg ønsker at opnå med min stand og min mulighed for at føre en race frem og samtidig repræsentere mit eget hjemland med stolthed. Jeg er ikke enig i mange synspunkter og meget af tankegangen.. Der skal du endelig ikke misforstå mig. Til tider er det bare bedre at handle ud fra fornuft.” endte han ganske sandfærdigt.
At invitere Denjarna med sig indenfor, var noget som Salvatore valgte at gøre af flere små grunde; Han frøs og selv ønskede at komme indenfor, samtidig med at han nød hendes selskab så oprigtig meget, at han næsten ville anse det som en skam at skulle gå hvert til sit. Han sendte hende et let smil, som han roligt nikkede. At hun så gik med til det, glædede ham selvfølgelig, hvor han roligt fulgte hende. ”Det er ikke ofte jeg omgås din slags, Denjarna.. Med tiden kan det være at jeg kan.. vænne mig lidt til det..? Du viser bare vej.. Jeg går ud fra, at du har en vis formaning om hvor blodet er bedst? På min regning selvfølgelig,” endte han ganske sandfærdig. Han var og blev jo en gentleman!

[Deleted]

Latteren der begyndte at fylde i luften, fik Denjarna til at se på Salvatore med et morende smil. Om det var en god ide eller ej, så nød hun skam hans selskab, ligesom hun nød at mærke hans glæde. At han led af identitetskrise, kunne man vel godt sige, som hun nu vidste, at han også havde en animagus i sig. Hun havde dog i sinde at holde fast i personlighedsspaltningen.. bare for at drille ham lidt. Hun havde desuden fundet ud af, at han godt kunne tage det, så hvorfor skulle hun ikke køre videre på morskaben, når hun endelig blev mødt af den? ”En gang skal jo være den første,” sagde hun morende. ”Men i så fald må det både være en identitetskrise, og en personlighedsspaltning.. Sig mig, hvordan kan du holde de kørende på den måde?” spurgte hun drillende og blinkede let til ham, som han skulle vide, at hun ikke mente det seriøst. At det hele så skulle blive alvorligt mellem dem igen, var vel bare sådan det måtte være. Hun havde nu heller intet imod, at det flere gange skiftede mellem det sjove og alvorlige, da man i så fald ikke fik for meget af det ene. Utroligt var det nu også, at warlockerne virkelig havde forventet, at de enemænd kunne nedlægge et slot og alle de mænd der havde været derinde. Det havde vel også været strengt bevogtet, siden der havde været et kongeligt derinde, skønt det tydeligvis aldrig var blevet afsluttet. ”Warlocker.. Jeg har aldrig mænget mig med dem,” sagde hun med et skuldertræk. Det tætteste kendskab hun nogensinde havde haft til en warlock, måtte være gennem hendes bedste veninde, Faith, da hun havde haft et forhold til en. Manden havde hun dog aldrig mødt, skønt de to kvinder havde snakket om ham og de andre mænd i deres liv. ”Men det er skam direkte dumdristigt, at så få personer tager kampen op med noget så stort. Men det er nu også en stolt race, der tror, at de kan meget mere end alle andre, men sådan er folk med magi i sig ofte.”
Denjarna fugtede let sine læber, mens hun holdt blikket fremadrettet og lyttede til hans ord. ”Jeg havde heller ikke ventet, at du havde sagt andet end det.. Du har trods alt givet udtryk for, at du ikke ser et dødt liv, som et liv med mening. Jeg kender allerede til dine holdninger på det punkt, så jeg tvivler på, at du kan gøre mig irriteret over det samme igen på ny,” sagde hun roligt. Det kom ikke bag på hende, at han havde været mere åben anlagt, hvis hun havde haft et bankende hjerte, for hun vidste, hvor svært han havde det med vampyrerne. Hun ville aldrig se sig enig i, at en vampyrs liv ikke var et værdigt liv, for det var det. Hun hidsede sig dog ikke længere op omkring det, da der alligevel ikke ville komme noget godt ud af det. ”Men jeg har tænkt lidt over det… Nu når vi har snakket sammen, og du kender mig lidt bedre. Synes du så stadig, at jeg ikke har et værdigt liv?” spurgte hun, hvor hun nysgerrigt lod sine øjne falde betragtende på ham. Hvis han stadig mente, at hun ikke havde en mening med sin tilstedeværelse, ville hun nok blive en anelse mut over ham. Især når hun følte, at de var kommet ind på hinanden på et lidt mere personligt plan. ”Det er også vigtigt, at du har et billede af, hvad du ønsker at opnå, og et af, hvordan du ønsker, at folk skal se dig. Og at du ikke udelukkende følger en prociansk tankegang, ser jeg blot for at være fornuftigt,” sagde hun stilfærdigt.
”Jeg ville i hvert fald ikke anse det for at være skidt, hvis du vænnede dig noget mere til tanken om os,” svarede Denjarna med et smil på læben. Hendes skridt måtte blive en anelse mere faste, som hun nu havde en destination at gå efter. Hvilken kro de lige præcist skulle søge ind til, vidste hun ikke, men det kunne altid være en god ide bare at søge mod centrum til at starte med. At han gik ud fra, at hun kendte et sted der serverede godt blod, fik hende til at smile skævt, for det gjorde hun ærlig talt ikke, og det var der også en god grund til. Længe havde hun været indespærret, hvor hun nu havde været på fri fod i et halvt år. Det havde så forårsaget, at hun havde været nød til at dræbe for at leve, så når hun skulle have føde, havde hun fundet tilfældige personer og udsuget dem, for derfor at tage deres pengepung, så hun havde haft råd til et sted at bo. Det var først på det seneste, at den tendens var stoppet, som hun havde fået et sted fast sted at bo, hvor det derfor havde været unødvendigt. ”Jeg må desværre sige, at jeg ikke kinder til nogen steder her i Manjarno.. Så vi er begge på lige fod på det punkt, så jeg tænker bare, at vi tager det første sted der skulle falde i vores smag?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne skam godt tage en joke, så lang tid han var klar over, at det var sådan ment, hvilket han faktisk ikke havde noget imod i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende. Det var nok snarere en identitetskrise som han var påvirket af, frem for noget andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han rystede let på hovedet, som han sendte hende et muntert smil. Selvfølgelig var han glad for at de kunne more sig med hinanden på den måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er nu ikke så svært, når det er det jeg er vant til,” svarede han direkte morende, som han igen vendte blikket direkte mod hende. Han blinkede let til hende, som han igen lod hovedet søge let på sned. At det skulle blive alvorligt, var nu heller ikke noget som han havde noget imod som sådan, for det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg bryder mig personligt heller ikke om dem.. Af personlige årsager endda,” svarede han roligt, som han igen vendte blikket i retningen af hende igen. ”De magikyndige racer er meget.. stolte af sig.. Jeg benægter det skam ikke, for det er jeg også selv.. Men det er dumdristigt at handle således. Det fandt de jo så ud af på den hårde måde. Deres leder er forsvundet og ingen har set hende siden – af hvad jeg ved om ikke andet,” endte han ganske roligt, hvor han selv ikke kunne lade være med at fryde sig bare en smule ved den tanke alene.
Selvfølgelig glædede det Salvatore at Denjarna ikke tog hans ord nær så tungt nu, som det han havde gjort tidligere, for det var noget som faktisk gjorde ham.. glad vel? Han vendte blikket ganske roligt i retningen af hende igen. ”Det er jeg glad for at du siger,” erkendte han med en rolig stemme, dog tydeligt præget af en ærlighed uden lige, for han ønskede bestemt heller ikke at holde hende for løgn, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være. At hun så spurgte ind til hans mening omkring hendes liv.. Hendes liv! Ja, det vidste han ikke hvad han skulle svare på, andet end bare at være.. ærlig vel? ”Personligt vil jeg mene at.. jeg nok ikke kender dig godt nok til at gøre mig de tanker til at kunne besvare dig oprigtigt på det.. Men du har meninger.. du har dine mål og du er præget af følelser.. Det er nok lidt mere meningsfyldt og værdigt, end hvad jeg først antog,” svarede han med en ærlig stemme. Tungen strøg han let over sine læber. Han var efterhånden ved at være temmelig kold, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han sagde noget til. Han smilede let for sig selv. ”Der skal være plads til noget fornuft, ikke sandt?” endte han med en rolig stemme.
Salvatore smilede let for sig selv, som han nikkede til hendes ord. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan,” erkendte han roligt, som han sendte hende et stille og roligt smil, for det var jo ikke ligefrem noget som han kunne skjule for hende af den grund. At hun indvilget i at tage ind til byen med ham, var han selvfølgelig glad for, også selvom han vidste, at han måske skulle holde sig en smule i baggrunden hvad dette angik, men af den grund, så ønskede han at gå frem som et godt eksempel, og så håbe, at hun ville det samme – og det så jo sådan ud. At hun så ikke kendte til nogen steder, morede ham nu, for så skulle det hele nok gå hen og blive interessant. Han nikkede. ”Det bliver jo en hel oplevelse i sig selv.. Lad os se hvad vi støder på, på vejen,” medstemte han stilfærdigt.

[Deleted]

”Aha..” svarede Denjarna tænksomt i en morende tone. Sjovt var det nu, som han alligevel endte med at tage hendes ord til sig. Hun nød det dog, som hun godt kunne lide det faktum, at det var i stand til at more sig med hinanden på denne dybt latterlige måde. Som tiden var skredet frem, var der heller ikke længere det mindste tegn på, at de nogensinde skulle have haft en svær start, som man vel kunne betegne deres møde for at gå forrygende. At de så lagde det sjove fra sig, gjorde hende nu intet, da hun ikke tvivlede på, at de nok skulle nå frem til det punkt igen, hvis chancen bød sig. Det lignede heller ikke som om deres møde var ved at afslutte, så det gjorde hende bare endnu mere sikker på, at det nok skulle komme igen. Han nød tydeligvis også at more sig med hende på denne måde. ”Din årsag er vel grundet din tidligere kærlighed, og det der hændte dig der?” sagde hun roligt. Han havde jo sagt, at han havde været forelsket i en warlock. At han så ikke længere brød sig om den race var vel bare sådan det måtte være.. ”Magikyndige racer er yderst stolte personer.. Du er måske også, men du er i det mindste til at tale med,” sagde hun stilfærdigt, mens hun lod blikket hvile på ham. ”Det er vel heller ikke så underligt, at lederen flygtede.. Det er lidt af en ydmygelse hun gik igennem. Det var dog hendes egen fejltagelse.”
Opmærksomt lyttede Denjarna, som han gav sig til at besvare hendes spørgsmål. Hun var interesseret i at høre, hvad han havde at sige, nu når han havde sagt, at han fandt hende unik. Men selvom han fandt hende anderledes og interessant, så lød det stadig ikke som om, at han fandt hendes liv meningsfuldt. Ikke når han tvivlende beskrev det med ordene; nok lidt mere. Det faldt ikke helt i hendes smag, men det lod hun dog ikke kom til udtryk. Han havde ikke givet hende en fuldkommen kold skulder, så hun kunne vel godt lade være med at vise irritation. ”Jeg kan se, at jeg stadig ikke har nået mit mål helt endnu.. Men bare vent. Dit syn skal nok have ændret sig før eller siden,” svarede hun med et svagt smil på læben. Hun havde tidligere sagt, at hun ville ændre hans syn på hende, og det havde hun så sandelig stadig i sinde at gøre! Hun havde skam et meningsfuldt liv, og det skulle hun nok få vist ham. ”Hvis ikke man har fornuften i behold, vil man falde,” svarede hun roligt med et kort skuldertræk.
”Andet beder jeg dig heller ikke om,” sagde Denjarna med et smil på læben, mens hun roligt fortsatte frem for sig. Skridtene førte nu mod en af parkens udgange, som de havde sat sig for at finde en kro, hvor de kunne få sig en snak over et glas i stedet. Noget der passede hende fint. Hun havde heller ikke et problem med at blive set med ham, selvom hun måske skulle være mere tilbageholden. Hun tænkte dog, at det ikke var så slemt igen, når hun alligevel ikke havde en høj stilling at tage sig af. Det havde han dog. ”Så er det det vi gør,” sagde hun smilende. Roligt lod hun blikket glide over ham, hvor hun betragtede ham, som han kun gik rundt i en skjorte. Det måtte være koldt for ham. Selv bar hun en kappe, skønt det ikke just var behøvet for hende. ”Fryser du? Og inden du afviser mit tilbud om at låne dig min kappe, så husk på, at vejret ikke påvirker mig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At more sig og endda med en dvasianer, var noget som selvfølgelig også betød meget for Salvatore, for det beviste faktisk også for ham at dvasianere faktisk også var i stand til at gøre brug af noget humor, og selvfølgelig var det også noget som betød frygtelig meget, også for ham. At det hele så skulle blive alvorligt igen, sagde han ikke noget til, som han var sikker på at de nok skulle komme tilbage til det hele igen, dersom stunderne skulle vise det. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Han kunne vel ikke ligefrem benægte det? Han nikkede stille. ”Det er det,” endte han ganske stilfærdigt, som han trak vejret dybt. Det var der, det for alvor var gået galt for ham, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt, selv for ham, men.. han var vel kommet videre nu? Han sad ikke igen med den samme smerte i brystet eller knuden i maven, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han trak let på smilebåndet igen. ”Visse ting ændre sig.. Jeg har selv været af den stolte og.. blinde slags.. Frem til jeg selv fik smag for fornuften.. og se mig i dag. Jeg er glad for at jeg er anderledes, selv i dine øjne,” endte han med et let smil. Det gjorde ham faktisk glad at høre, at det var sådan hun så på det. ”Dronningen af Procias har frarøvet hendes magi og knust den.. Hun er ikke andet end et menneske med et evigt liv.. Jeg fryder mig ved den tanke,” endte han morende. Ja, han kunne ikke lade være med at fryde sig lidt ved det!
Det var bestemt ikke fordi Salvatore ville gøre Denjarna sur eller ked af det, men han måtte jo erkende, at der var lidt mere mening i det liv som hun havde, end det som han havde antaget som det første tilbage i starten, men det var nu bare sådan at det var. At hun ikke var helt tilfreds, kunne han godt fornemme, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Han nikkede roligt til hendes ord, som smilet endnu hvilede på hans læber. Han afviste hende jo trods alt heller ikke. ”Jeg må nok give dig den.. Du er allerede temmelig godt på vej,” endte han morende, som han igen blinkede til hende. Han mente det dog, men det var rart, og ikke mindst.. afslappende, at han kunne være sådan omkring hende og uden at tænke på den status som han havde hjemmefra. Han nikkede, som blikket gled direkte i jorden igen. ”Touché,” endte han smilende.
Det var bestemt ikke fordi at Salvatore ønskede at dette skulle gå mod en ende, så det at invitere hende med ind i byen – på hans regning selvfølgelig, var da det mindste han kunne gøre, også så han måske kunne lære hende lidt bedre at kende? Nu hvor hun selv var åben og modtagelig for forslaget, så var han bestemt ikke den som skulle brokke sig, det var helt sikkert! ”Det er det bedste forslag jeg har fået hele aftenen,” endte han med et let smil på læben. At hun så valgte at tilbyde ham sin kappe, fik ham kun til at smile. Han rystede på hovedet. ”Det skal du ikke tænke på, Denjarna.. Desuden er vi snart fremme, så mon ikke jeg overlever frem til da..? Kom med.. Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende,” endte han roligt, som smilet forblev på hans læber. Dette skulle nok gå hen og blive yderst interessant! Han fortsatte med Denjarna ved sin side, til de forlod parken og søgte direkte mod byen.

//Out

[Deleted]

Det at det var hans tidligere forelskelse der gjorde, at han ikke længere brød sig om warlockerne, kommenterede Denjarna ikke. Hun ønskede nemlig ikke at rive op i de gamle sår, som han sikkert måtte gå rundt med, da hun vidste, at kærligheden kunne være en hård sag. Det burde hun vel efterhånden vide bedre end nogen anden, som hun altid havde haft et stormfuldt kærlighedsliv. Det eneste hun gjorde var derfor bare at sende ham et skævt smil, inden hun lyttede til hans efterfølgende ord. Det var nemlig noget hun kunne forholde sig til, uden hun ville være nødsaget til at rode rundt i hans personlige liv. ”Vi har vel alle befundet os på et punkt i vores liv, hvor vi følte os som de eneste sejrende. Dengang jeg var mørkelver, troede jeg i hvert fald ikke, at noget kunne ramme mig.. Alderen har dog vist mig andre veje, hvilket jeg også tror den vil gøre med alle før eller siden. Nogen bliver bare ramt af det hurtigere end andre,” sagde hun stilfærdigt. Det undrede hende på ingen måde, at han havde været igennem det samme som hende, hvor han havde været utroligt stolt og svær at trænge ind til. At han så var anderledes nu var kun en positiv ting. Hun kunne i hvert fald godt lide den mand han nu var. At han så fortalte, hvordan warlockernes leder ikke længere havde noget kræfter, samt at Savlatore frydede sig over det, fik hende til at tænke. ”Det må være sønderrivende for hende.. Den største skam i livet må være den, når man mister alt det man ellers tror på. Ligesom mig, så er hun også noget, hun ikke længere er skabt til at være,” sagde hun stille. Jah, selv havde hun vel ondt af kvinden? Men hun kunne også forstå hende fuldt ud, som hun selv var blevet vampyr og mistet sin lederposition.
”Det er jo det jeg er,” svarede Denjarna i en selvsikker og munter tone. Han havde allerede sagt, at hun var anderledes, og han var også gået med til at sige, at der var lidt mening med hendes liv, så det var vel fremskridt? Sådan anså hun det i hvert fald. Hun ville dog stadig have ønsket, at han havde sagt, at der skam var mening i hendes liv, da det var sådan hun så på tingene. At han også måtte give hende, at hun havde ret angående det med fornuften, fik hende til at trække tilfredst på smilet.
Denjarna havde intet imod, at de ville søge ind mod byen. Hun nød hans selskab, så hvorfor skulle de ikke trække den en tand videre? Hun tænkte i hvert fald, at det ikke var en skam, at de gerne ville tage den videre til en kro, hvor de kunne sidde og slappe af, mens de lærte hinanden bedre at kende. At han så også beskrev det som det bedste forslag der var kommet på bordet her til aften, fik hende til at smile muntert. Det måtte også glæde hende at høre, at han nød hendes selskab så meget, at han gerne ville holde på hende lidt endnu. ”Tilbuddet står stadig ved magt, hvis du nu skulle skifte mening,” sagde hun roligt og smilte let til ham, som han afviste tilbuddet om hendes kappe. Han havde dog ret i, at det ikke var længe han skulle holde kulden ud, som de trods alt søgte ind mod byen nu. Med et smil på læben fulgte hun ham roligt, som de søgte ind mod byen, og mod en af byens kroer.

// Out