Under the full moon?

[Deleted]

Denjarna kunne muligvis ikke ændre hans synspunkt, da han ikke selv vidste, hvordan livet som vampyr var, men hun kunne fortælle ham, at hun stadig havde et værdigt liv, selvom hendes hjerte lå stille. Hun kunne dog ikke helt forstå, at han slet ikke kunne finde det værdigt, da tingene ikke behøvede at ændre sig for en, bare fordi man havde muligheden for at leve for evigt, og ens hjerte ikke bankede. Hun lod let sin tungespids glide over den ene spidse tand. ”Hvorfor forekommer det meningsløst for dig?” spurgte hun med en interesseret mine. Han var nødt til at uddybe det lidt nærmere, da den forklaring han var kommet med forekom alt for vag i hendes øjne. ”Bare fordi mit hjerte ligger tavst, og jeg kan leve for evigt, så betyder det ikke, at jeg ikke lever et liv som dig.” Selv levede hun jo ikke et sygt liv, som hun kunne gå rundt og døje med de samme problemer som enhver anden, samt hun også kunne føle og elske. Der var nemlig intet der havde ændret sig for hende, da hun var blevet omgjort til vampyr. Hun havde måske haft et par psykotiske måneder på det seneste, men det skyldtes ikke det faktum, at hun var vampyr, og det var alligevel også et stadie hun var kommet sig over. At han så også måtte beskylde hende for at blive vampyr på frivillig vis, brød hun sig bestemt ikke om! Det var noget der var blevet tvunget ned over hende, og det var noget hun hadede som pesten. Hun savnede at være sit gamle jeg, hvor hun længtes efter at blive mørkelver igen. Det var dog altid noget, at manden var høflig nok til at undskylde overfor hende, men at han så måtte spørge ind til, hvordan hun så var blevet vampyr, måtte hun finde dybt latterligt. Sagde det ikke sig selv, at hun var blevet angrebet af en og omgjort på den måde? ”Jeg var ude og gå en tur.. Jeg blev drænet for blod, og derefter omgjort.. Har du da hørt andre måder, man kan blive omgjort på?” spurgte hun sigende, hvor hendes ord muligvis kunne forekomme en anelse spydige. Dumt fandt hun hans spørgsmål, hvilket hun vidst heller ikke kunne lægge skjul på, men alligevel besvarede hun dog hans spørgsmål. Det kunne trods alt være, at manden slet ikke havde noget kendskab til vampyrer, ud over at de ikke havde bankende hjerter og ikke kunne dø på normal vis.
”Hvad for en mand er du så, hvis du ikke er en mand som slår?” spurgte Denjarna roligt, som hendes sølvblik måtte hvile på ham. Selv havde hun ikke lige umiddelbart i sinde at skade ham, da han ikke havde gjort hende noget, og hun generelt ikke var en slagsbror. Hun var trods alt en kvinde, hvor hun mere ville angribe folk verbalt, hvis det skulle komme så vidt. Men selvom han sagde, at han ikke ville hende noget ondt, så havde han ikke just vundet hendes tillid, da hun havde været ude for for meget til at det kunne være så simpelt. Da han så valgte at bukke for hende i stedet for at tage imod hendes hånd, måtte hun smile svagt. Et sted var det også en handling der måtte vise hende, hvilken mand han var. ”Selv når det er med en vampyr?” spurgte hun nysgerrigt og med en lettere drillende undertone. Han havde trods alt givet udtryk for, at vampyrerne ikke just var hans favoritrace. Om hun kunne ændre hans blik på det måtte tiden jo vise.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det forekom måske underligt for Denjarna, at det var Salvatores mening ind til livet, men sådan havde det været stort set igennem hele hans liv. Han kom selv fra en tid, hvor man ikke just kunne sige, at døde væsner, såvel som dvasianere, var særlig velsete i hans omgangskreds, og selvfølgelig var det også noget som var smittet af. At hun alligevel bad ham om at uddybe, måtte smilet brede sig bare en anelse på hans læber, som han lod hovedet søge let på sned. ”Tilgiv mig, om jeg fornærmer Dem,” begyndte han ganske sigende, også blot for at have det på det rene, for han ønskede da slet ikke strid med denne kvinde, selvom hun var af mørket. Foreløbig forløb det vel.. ganske fint? ”Jeg finder det bare.. mærkværdigt, at et væsen som en vampyr, er nødsaget til at nære sig på det levende for at bibeholde deres døde tilværelse. Jeg vil ikke udtale mig om hvorvidt om det er værdigt eller ej. Det går vel lidt ud på hvad man gør det til? Desuden vil jeg ikke udtale mig om hvorvidt Deres liv er det værdigt eller ej, selvom.. jeg næsten kan fornemme, at det liv som De havde før De blev omdøbt, er noget som De savner? Har jeg ret?” endte han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn. Selv forsøgte han at træde så forsigtigt, som det nu var ham menneskelig muligt, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre hende vred eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han ville få noget ud af! Bevidst valgte han at se væk fra hendes sidste ord, for en så spydig kommentar, var noget som faktisk kun irriterede ham, for han tillod bestemt ikke alle og enhver at tale til ham i den tone, det var helt sikkert.
Salvatore var måske ikke hvad man ville definere som en slagbror, for han var generelt ikke meget for at slå, og da specielt ikke på en kvinde! Der var mange andre måder at gøre det på, end at skulle slå fra sig. Han vendte de mørke øjne mod hendes skikkelse, som smilet forblev hvilende på hans læber. Han kunne virkelig ikke få sig selv til andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så havde hun jo endnu ikke givet ham en grund til noget andet. ”Jeg ser ikke nogen grund til at slå, såfremt De ikke har skænket mig en oplagt grund til at gøre lige så. Jeg har mange andre metoder at gøre brug af, end mine næver,” påpegede han, som han let blinkede til hende. At bukke for hende, skulle bare mangle, da han slet ikke kom fra en tid, hvor man tog en kvinde i hånden, da det var noget som primært fandt sted mænd imellem, og derfor ønskede han faktisk at vise hende den respekt. Han havde måske udtalt sig meget om ting som han slet ikke burde eller skulle udtale sig om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”De kan forsøge at ændre min mening?” endte han sigende, som havde det været en opfordring til hende, om at vise ham, at mørket og det at være en vampyr ikke var så.. uværdigt, som han havde fremstillet det som.

[Deleted]

Denjarna var nysgerrig efter at vide, hvorfor denne mand fandt livet som vampyr for meningsløst, da hun måtte indrømme, at hun ikke helt kunne forstå det. Selvom hun måske ikke ville være enig i hans ord, så var hun interesseret i at høre hans holdning. Det kunne desuden også være interessant at møde en der så anderledes på tingene end hende, som han tydeligvis havde det svært med det hun var. Det kunne hun dog ikke tage sig synderligt af, da hun ikke kunne gøre for, at hun i sin tid var blevet omgjort mod sin vilje. For det havde bestemt ikke været et ønske fra hendes side af. Nysgerrigt faldt hendes hoved en anelse på sned, som han valgte at starte sin forklaring med en undskyldning. På den front kunne det næsten lyde, at hans følgende ord ikke ville behage hende. ”Sæt det i samme perspektiv, som en menneskelig er nødt til at finde mad for at holde sig i live. På den vis er vi jo ikke forskellige, da vi alle skal finde noget at nære os på, for at holde os i live,” sagde hun roligt, som hans ord ikke havde stødt hende. Hun forstod godt, at fandt det mærkværdigt at skulle tage liv for at bibeholde sit eget, men sådan måtte det bare være. Han skulle jo også selv dræbe kvæg for at få kød. At han spurgte ind til, om hun savnede sit gamle liv, fik hende til at vende blikket væk fra ham. Det var ikke en hemmelighed, at hun brændende savnede sin gamle tilværelse, men sådan måtte det bare være i den anden ende. ”Jeg vil altid savne det.. Jeg levede et godt liv dengang. Ikke at jeg ikke stadig har et godt liv, for det har jeg, men jeg er ikke født vampyr, så derfor vil det aldrig helt være mig,” svarede hun stilfærdigt, som hun igen vendte blikket mod ham.
Tænksomt fugtede Denjarna sine læber, imens hun måtte studere hans skikkelse. Som han udtalte sin sætning, måtte hendes læber med at spille ud i et smil. ”Ah.. magiker?” spurgte hun roligt. Hvis han ikke brugte sine næver til at skade folk, så måtte hun komme i tanke om en race der holdt sig på afstand, når det gjaldt kamp. Nemlig magikerne. Rimelig sikker i sin sag måtte hun være på, at det var den race han tilhørte. Hans race vækkede dog ikke videre nogen følelse i hende, da hun ikke nærede et specielt had eller kærlighed til de forskellige racer. Hun tog mere tingene som de kom, hvor hun reagerede ud fra, hvordan folk behandlede hende. Hun kunne sagtens stå og føre en anstændig samtale med en procianer, hvis det skulle være sådan, da hun ikke havde et forhold med personen. I sin tid havde hun jo også været sammen med en fra den modsatte side. At han opfordrede hende til at vise, at vampyrerne eller i hvert hun, ikke var så slem igen, var en udfordring hun sagtens kunne tage imod. Så længe han behandlede hende pænt, så så hun ikke en grund til at handle meget anderledes end det. ”I så fald vil det være ændret, inden natten er ovre,” forsikrede hun ham med et lille smil på læben. Blikket vendte hun kort mod den sti hun tidligere havde fulgt, inden hun igen så mod Salvatores ansigt. ”Kom.. Gå med mig,” opfordrede hun. Hvis de skulle holde hinanden med selskab for natten, så ønskede hun, at hun samtidig kunne nyde parken, som hun oprindeligt var kommet for.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var en aldrende mand, og mange af de gamle tanker som han havde gjort sig i tidernes løb, var ikke just noget som nogen havde formået at ændre, og deriblandt kom også hans syn på de omvandrende døde. Jovist vidste han, at det var et væsen som krævede frygtelig meget ærefrygt, for det var specielt hvad de var kendt for i Procias, velvidende om at der boede en lille vampyrisk familie der, som ikke gjorde nogen ondt, så var det alligevel noget som han selv var en kende skeptisk til. Han ønskede at undskylde på forhold i tilfælde, han nu skulle sige noget som ville støde hende, for han ønskede bestemt ikke at føle en vampyrs vrede, om det var noget som han kunne undgå. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg ser nu på det på en ganske anden måde. Vampyrer er uden hjerte, og ergo død, og alligevel afhængig af levende væsner og deres blod for at kunne fortsætte den evige vandring.. og af hvad jeg ved, så til ingen verdens nytte? Har I et mål at søge efter?” spurgte han sagte, som han let lod hovedet søge på sned. Det kunne godt være, at han var ved at være en gammel mand efterhånden, men for hans vedkommende, så gjorde det ingen forskel. Selv en som ham, kunne lære hver eneste dag, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sagte. ”Før De blev vampyr, hvilken race var De?” spurgte han sagte, som han tydeligt også valgte at vise hende den interesse. Han var jo temmelig nysgerrig af sig.
Som Denjarna formåede at gætte hans race, så kunne han næsten kun være.. stolt? Han elskede at han ikke selv havde brug for at præsentere sig med det hele! Han nikkede, for der var vel ikke nogen grund til at skjule, at det var hvad han var? ”Lige præcis,” endte han ganske sigende, som han atter rettede sig op. Hun virkede dog temmelig sikker på at hun kunne nå at ændre hans mening inden natten ville være omme? Det var virkelig noget af et mål at sætte sig, nu hvor han var en mand af holdninger, og denne havde han skam også bibeholdt igennem frygtelig mange år efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”De lyder som en selvsikker kvinde.. Tror De virkelig, De er i stand til det?” spurgte han sandfærdigt, som han let blinkede til hende. Hans tone var gået fra at være af det mere alvorlige, til at blive det mere.. afslappende, også selvom han selvfølgelig var påpasselig med hvad han sagde og hvad han gjorde. At hun direkte opfordrede ham til at følge hende og gå med hende, forundrede ham dog, for.. skulle han tro på at hun ikke bare ville lede ham i en fælde? Han kunne selvfølgelig godt slå fra sig, men foreløbig, var det jo ikke en direkte nødvendighed, for hun havde jo intet gjort ham. ”Mig en ære,” endte han ganske sigende, som han roligt fulgte hende på hendes færd igennem parken.

[Deleted]

Denjarna smilte svagt, som han sagde ja til at følge hende. Roligt gav hun sig til at vandre igen, som om hun aldrig var blevet stoppet. Den eneste forskel var trods alt også kun, at hun nu havde fået selskab. Måske ikke det mest almene selskab for en dvasianer, da det var en procianer hun var stødt på, men sindet kunne hun skam godt holde åbent overfor ham. Det havde aldrig været det folkefærd hun havde hængt mest på, men det var før hændt, at de havde overrasket hende til det positive, så derfor ville hun ikke blankt afslå ham. At der i virkeligheden var en lille strid kørende mellem de to lande, havde hun skam hørt, som der vidst havde været nogle warlocks der var gået imod det procianske kongehus, men det var ikke noget hun havde taget del i, så det spekulerede hun ikke videre over. Denjarna kunne godt forstå, at han fandt det underligt, at man kunne leve videre uden et hjerte, men om end ikke, så var det virkelig en mulighed og et liv. Der var trods alt nogen der blev født som vampyrer, og for dem var det det mest almindelige, hvor de også var utroligt stolte når det kom til det faktum. ”Hvorfor skulle vores liv ikke være til nogen nytte? Vi har et ligeså stort formål med livet, som I med hjerter har. Desuden, det er muligt for os at dø, så helt evigt bliver det vel aldrig. Hvad tror du da, at jeg går rundt og laver og gør mig af tanker i hverdagen, siden du mener, at jeg ikke har et formål?” spurgte hun med en rolig mine. Det var måske stødende at høre, at han sagde, at hun ikke var noget værd, men ifølge hende vidste han bare ikke bedre, så på den sigt ville hun bære over med ham. ”Hvis det skulle ske, at du blev vampyr, ville du så begå selvmord?” spurgte hun nysgerrigt og kastede et blik på ham. Det var ikke nogen trussel, men et interessant spørgsmål, da han jo sagde, at et liv som vampyr ikke var noget værd, så på den måde ville han ikke ønske at fortsætte livet. ”Og hvis jeg er meningsløs for dig, hvorfor har du så ikke prøvet at slå mig ihjel endnu? Du synes jo ikke, at vi vampyrer har fortjent en tilværelse blandt Jer andre.” At han slet ikke kunne se på hende, hvilken race hun tidligere havde tilhørt, måtte irritere hende en anelse. Trækkene var der trods alt, som hun havde en ellers smukke udseende, blandt andet med de kendetegnene mandelformede øjne, samt de spidse ører, som man til tider svagt kunne ane gennem det ravnsorte hår. Hun var måske ikke mørkelver længere, men hun havde endnu deres værdier, hvor hun var utroligt stolt. ”Jeg var mørkelver.. deres leder,” svarede hun stilfærdigt. Når hun fortalte ham, at hun havde været sin gamle races leder, måtte han vel også forstå, hvilket knæk det måtte give hende, at hun ikke længere tilhørte det hun holdt kærest. Det at hun formåede at gætte hans race, fik et anerkendende smil frem på hendes læber, som hun måtte være tilfreds over, at hun havde været i stand til at gætte det. Fysisk var der trods alt ikke nogen træk der viste, at han var en mand der besad magi, hvor hun derfor havde tydet hans race ud fra hans ord. ”Det er en fordel at være selvsikker.. Ellers bliver man jo bare hæmmet gennem livet,” sagde hun stilfærdigt. Hun tvivlede ikke på det hun vidste, hun kunne præstere, så hvorfor gøre det nu? Så længe han ikke irriterede hende, så skulle det nok kunne ske, at hun kunne vende hans blik en anelse. ”Men ja. Jeg tror, at det er muligt for mig at ændre dig mening.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke fordi Salvatore ønskede at skændes med hende, men det var faktisk ganske interessant at høre fra en vampyr og en dvasianer, hvordan det egentlig var, specielt fordi at han nu endelig havde fundet en mulighed, hvorpå at han kunne få stillet den nysgerrighed, og selvfølgelig var det lige så noget som betød utrolig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende atter en gang. Han forblev ganske rolig, og uden at vise antydninger til at skulle blive vred eller lignende. ”Jeg forstår mig bare ikke på Jeres væsen. Tilgiv mig, Denjarna, for det er på ingen måder ment som kritik. De ser muligvis en mening med hvad De er, men jeg kan ikke se den..” Han betragtede hende sigende, hvor han næsten endte bleg ved tanken om selv at skulle være hendes væsen, for det ville han da aldrig kunne holde ud! ”Jeg vil aldrig kunne se mig selv i spejlet igen, velvidende om at jeg mistede min plads i solens lys,” erkendte han ærligt. Han så ikke nogen grund til det, også fordi at han faktisk nød af tanken om at kunne være levende, da det var noget af det som faktisk betød mest for ham! Det var hans bankende hjerte! ”Jeg ser ikke nogen grund til at skulle slå Dem ihjel, Denjarna. De har jo endnu ikke forsøgt at gøre mig ondt, så hvorfor skulle jeg?” spurgte han med en ganske sagte stemme.
At han faktisk stod ansigt til ansigt med det som skulle være den gamle leder af mørkelvere, var alligevel noget som overraskede ham en del. Bag det smukke mørke hår, kunne han ikke just ane de spidse ører, og de mandelformede øjne, selvom det ikke just var hvad han havde koblet sammen med den race, for det kunne jo godt være. Han blinkede let med øjnene, som det var tydeligt, at det vel var kommet en anelse bag på ham? ”Der kan man jo bare se. Det.. Det anede jeg ikke,” endte han ganske sigende. I det tilfælde, så kunne han godt forestille sig, hvilken skam, det var at være det væsen som hun nu måtte være en del af, selvom.. ja, hvad skulle han da kunne gøre ved det? Det var jo ikke fordi at han kunne gøre alverdens som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Da forstår jeg bedre omstændighederne,” endte han ganske sigende, næsten med en ydmyg tone, for.. han havde vel været en anelse for frembrusende? Selvom det nu alligevel kunne gå hen og blive ganske interessant at skulle lære denne kvinde lidt bedre at kende? Han gik roligt ved hendes side, og med hænderne let foldet over ryggen. Ja, han var en stolt mand, og det var han skam heller ikke bange for at vise på denne her måde, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”De bærer en livserfaring som mange af Deres slags, aldrig vil tillære sig, Denjarna. De gør klogt i at benytte den med kløgt.. og så ser vi om De formår at ændre min holdning.” Han sendte hende et opmuntrende smil. Han udelukkede det bestemt ikke, også selvom det var noget som havde sine lange udsigter! ”Jeg venter,” endte han tydeligt morende.

[Deleted]

Denjarna kunne udmærket godt høre, at denne Salvatore ikke forstod sig på vampyrerne, som han nægtede at se fornuften i hendes ord, og hun måtte indrømme, at hun ikke kunne forstå, hvordan han kunne være så snæversynet på det punkt. Han var dog en procianer, og det kunne vel godt være grunden til hans manglende viden og forståelse, da han garanteret var opvokset med, at alt for mørket – særligt vampyrerne – var ondt. Med den mening, ville hun næsten tro, at han enten var ganske ung eller også var han gammel og aldrig havde forladt grænserne før nu. ”Hvordan kan det ikke anses for at være et snert af kritik, når du siger, at jeg ikke har et formål med livet?” spurgte hun nysgerrigt, for det forstod hun vitterligt ikke. Han var en høflig mand, som hun kunne se, at han ikke havde lyst til at træde hende over fødderne, men alligevel var hans holdninger bestemt ikke venligsindet, når det gjaldt, hvad hun var. Hun lod sig kort betragte omgivelserne, inden hun igen så i hans retning. ”Jeg kan godt følge din tanke om, at livet uden solen er uundværligt, men jeg vil stadig vove og påstå, at man kommet til at sætte sine meninger til revurdering, når skaden nu engang sker. For.. holder man virkelig ikke sit liv kært nok til at leve videre? Jeg ved godt, at du ikke anser det for at være et liv, men det er det,” sagde hun roligt. Personligt tænkte hun, at selvom man elskede det man var pt., så holdt man alligevel af sit liv, som man havde mål og personer man holdt af, og det havde man ikke lyst til at slippe, når man nu fik muligheden for en chance til. Før havde hun i hvert fald været for stolt til at se sig selv som noget andet end en mørkelver, men hun havde klaret sig alligevel. Selvom hun stadig måtte savne sin gamle race. ”Jeg har ganske rigtigt ikke gjort dig noget, men iføle dig, så har jeg jo mistet min plads og værdi her i livet.”
Denjarna kunne godt fornemme, at oplysningen om hendes gamle race og status havde overrasket ham, og det måtte på sin vis glæde hende, da det så kunne være, at han så på hende med et nyt blik. ”Hvordan skulle du også kunne vide det? Det er efterhånden længe siden, men selv husker jeg det, som var det i går,” sagde hun stilfærdigt. Selvom det ville have glædet hende, at han havde kunnet se, hvad hun tidligere havde været, så kunne hun ikke bebrejde ham for det manglende kendskab til hende. Hun fugtede let de bløde læber. Hun savnede sin gamle race, hvor det selvfølgelig også havde været skamfuldt til at starte med, at hun var blevet transformeret til en anden race. Hun havde jo været en stolt kvinde, og denne race havde ikke været hendes af fødsel. Hun nikkede blot svagt med hovedet, som han sagde, at han i så fald måtte forstå. At han så også måtte rose hende for sin livserfaring, måtte hun smile svagt af. Hun havde rigtigt nok været igennem lidt af hvert igennem livet, og det syntes vidst aldrig at få sig en ende. ”Er dette allerede starten på en omvending? Du siger jo allerede, at jeg alligevel er anderledes end de andre,” kommenterede hun kækt og måtte se på ham med et smil. ”Fortæl mig, Salvatore.. Hvad laver du, når du ikke kritiserer vampyrracen?” opfordrede hun i en drillende tone. Hun var dog nysgerrig efter at høre, hvilken mand han var. Indtil videre kendte hun til hans navn, hans ulykkelige kærlighed og fordomme for mørket.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var efterhånden en meget aldrende mand, selvom det måske ikke ligefrem var til at se, men ikke desto mindre, så stod han fast på den mening. Hans lange opfostring med mørket som ondt, var noget som ingen havde formået at ændre på endnu, og selvfølgelig var det noget som selv gjorde sit for ham. Han vendte blikket mod hende. Hans meninger og holdninger var måske ikke just venligsindet, men ikke desto mindre, så mente han det ikke som dræbende kritik, for det var det ikke! Han kunne dog godt lide, at hun direkte stod op for sig selv, og gav ham ord igen. ”Jeg vil ikke påstå at De ikke har en mening med det liv som er Dem skænket. Jeg finder det blot besværligt at se meningen i at rende rundt.. være tvunget til at tage andres liv, for at bibeholde det lille som er igen,” forklarede han roligt. Et dødt væsen som skulle leve af de levendes blod, for at beholde deres døde og evige liv? Han kunne ikke se meningen i det! ”Personligt ville jeg aldrig klare livet som en af Deres slags. Jeg ville aldrig klare et liv uden den store sol, uden at kunne vandre frit, og tanken om at leve af andre, for min egen overlevelse, er mig en dræbende tankegang. De finder en mening med det, som jeg ej tror jeg ville være i stand til. Og for det, så beundre jeg Dem,” fortsatte han ganske ærligt, for det var beundringsværdigt, at en gammel leder og endda for noget så stolt som en mørkelver, kunne formå at slå sig til ro med tanken om at være en blodsuger. Det var ganske enkelt.. utroligt, selv set i hans øjne, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet!
Det forundrede ganske vidst Salvatore, at han stod overfor en gammel leder for en så stærk og ædel race som mørkelverne, for det var ganske vidst ikke lige dem som man hørte mest om i disse stunder. Han betragtede hende ganske sigende. ”Det må være informationer, som er gået mig forbi,” endte han ganske sigende. Han havde selv været ude for lidt af hvert igennem hans liv, og selv hans tid som det pelsede bæst, som stort set havde været et fængsel for ham igennem frygtelig mange år, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han lod hænderne roligt folde sig over ryggen, som han let blev stående og betragtede sig af hende atter en gang. Det var ikke just fordi at hans mening havde ændret sig, men det faktum at hun ikke var født som en vampyr, var jo allerede noget som gjorde sit, for hun havde jo trods alt noget at sammenligne det evige liv med! ”Det har jeg skam ikke i sinde at påstå. De beviser blot for mig, at der er mere i Dem end blot en.. dræbermaskine af en vampyr,” endte han med et svagt smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke ligefrem. Hendes eget spørgsmål fik ham let til at smile, som han let vendte blikket i retningen af hende. Tungen strøg han let over sine læber. ”Jeg forsøger at lede en race, som ikke just lader sig lede,” svarede han ærligt. Det var jo trods alt hvad han gjorde.. hvis magikerne selvfølgelig lod ham gøre det, ofr det var ikke ligefrem sådan at det så ud.

[Deleted]

Svært så det ud til at ændre Salvatores opfattelse af vampyrer, da han stædigt måtte holde på sin mening, selvom Denjarna mente, at hun gav ham nogle fornuftige svar igen. Det gav hende dog noget ekstra at kæmpe med, hvor hun også stadig tog sin egen påduttede opgave til sig. Hvis hun blev hængende, så kunne han nemlig muligvis få at se, at alt fra mørket ikke var så slemt igen, som han gik og troede. ”Siden du finder det at være en vampyr så slemt. Så kan du jo prøve at se, om du kan finde en kur på at være det,” svarede hun lettere drillende. Hun tvivlede dog på, om det var ham muligt at finde en, samt hun også tvivlede på, at det lige præcis var det han ønskede at bruge sin tid på. Han gik vel og lavede meget andet end at se negativt på vampyrerne. Desuden, han kom trods alt fra Procias, så det var relativt, hvor mange vampyrer han stødte på. Hun foldede roligt hænderne bag på ryggen. ”Jeg må indrømme, at jeg engang delte din tankegang, og til tider hænder det da også, at jeg stadig tænker det. Selvfølgelig savner jeg at kunne se solen, uden at den prøver at slå mig ihjel. Jeg savner også de basale ting ved at være menneskelig, som den fysiske forandring i sit indre, når man for eksempel bliver bange eller flov. Hvor irriteret jeg har været over en rødmen og en hjertebanken, det kan jeg nu længtes lige så meget efter at føle. Men sådan må det jo bare være,” svarede hun stilfærdigt og trak kort på skulderen. Når man ikke var født vampyr, så ville man nok altid bære et savn efter sin gamle race, og det måtte hun også føle konstant. Alligevel havde hun affundet sig med det faktum, at hun ville leve resten af sit liv som vampyr, da hun trods alt ikke havde lyst til at dø.
Denjarna smilede skævt, som han indrømmede, at han ikke havde hørt om hende. Det var efterhånden utroligt længe siden, at hun var mørkelver, så at det var gået i glemmebogen hos folk, var måske ikke så underligt igen. Hun havde dog været den sidste leder mørkelverne havde haft, hvor de nu var et utroligt stille folk, men elvere var generelt et folk der holdt sig for sig selv. Det var en stolt race, og det var også en stolthed hun endnu måtte føle. Hun nikkede roligt, som han måtte sige, at det at hun havde været en anden race end vampyr var det der gjorde en lille forskel hos ham. ”Det glæder mig da, at du kan se, at jeg ikke bare er et blodsugende dyr,” sagde hun sandfærdigt. Der var trods alt mere i hende end det, da hun ikke bare brugte sine nætter på at tage folks liv. Dengang hun var blevet omvendt, havde hun også holdt sig fra at jage mennesker. Det var først efter torturen, at hun havde fundet det ligegyldigt og blot taget alle de liv, der nu skulle passe hende, men selv det var der begyndt at komme en ændring på. At hun så havde selskab af magikernes leder, måtte overraske hende, men alligevel måtte hun sende ham et svagt smil. ”Ser man det… magikernes leder,” sagde hun roligt, inden hun nysgerrigt måtte kaste et blik på ham igen. ”Jeg må indrømme, at heller ikke jeg har hørt om dig før nu. Er du nyindsat?” spurgte hun interesseret. Det var ikke just Procias hun havde gået op i på det seneste, så hvis han havde haft stillingen i noget tid, ville heller ikke undre hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Meningen havde Salvatore været i besiddelse af stort set igennem hele hans utrolig lange liv, og der havde ikke rigtigt været nogen faktorer som spillede ind på det punkt, som havde været i stand til at ændre det. Han havde været sammen med Warlocks igennem utrolig mange år, og end ikke de havde været i stand til at ændre hans syn på dem, for i hans øjne, var de ikke andet end egoistiske magikyndige som brugte deres evner og talent på en helt forkert måde. Han betragtede hende ganske sigende, som han let hævede det ene bryn. Han vidste at der var mange måder hvorpå at man kunne ændre det endelige udfald på den måde, men ikke desto mindre, så var det jo ikke ligefrem det nemmeste at gøre brug af. ”Har De gjort dig de tanker at omdøbe mig?” spurgte han med et sigende hævet bryn, og uden at smilet falmede af hans læber. Han tog det ikke som en trussel, selvom han slet ikke var interesseret i at dele hendes evige liv, for det var slet ikke noget som faldt ham i interessen! Han var glad for det liv som han havde, samt den livserfaring som han med tiderne havde gjort sig. Desuden havde han sin nyindsatte stilling at have i bagtankerne, og selvfølgelig var han nødt til at sørge for, at det ikke gik helt galt! At hun havde delt hans tankegang, forundrede ham ikke, nu hvor det var gjort kendt for ham, at hun faktisk havde været et levende væsen, som havde nydt solen og den friske luft lige så meget som det han gjorde det, var noget som faktisk passede ham fint. ”Uh, jeg kender mange som ville være de egenskaber foruden,” endte han direkte morende, selv på trods af det faktum, at han faktisk godt kunne forstå hende. ”Uanset, så har De bevist, at det er muligt at tilpasse sig i det miljø, selvom De har været vant til andet, og det er beundringsværdigt. Dog forstår jeg ikke hvordan De kan leve med det, når de har været en del af det andet.. Aldrig overvejet at opsøge mulighederne, for det levende liv?”
Salvatore var en ganske ærlig mand, selvom han var klar over, at der sikkert var visse ting som han ikke burde dele med hende, som det at han var leder, for han burde slet ikke vandre således med hende, som han gjorde nu, men det gjorde ikke nogen forskel for ham af den grund. Han nikkede med et stille smil på læben. ”Den kan jeg vidst ikke løbe fra. De er andet end et blodsugende dyr..” endte han direkte, som han vendte de mørke øjne mod hende, også selvom han vidste, at han måske burde passe på med hvad han sagde.. Han skulle jo nødigt blive set med en som hende, uden at gøre noget som helst, selvom det var på den manjanske grænse, så var det ikke altid noget som gjorde nogen forskel af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun kunne konkludere at han var en leder, fik smilet let til at brede sig på hans læber. ”Korrekt,” begyndte han ganske sigende. ”Og ja, jeg er.. vel hvad man vil kalde for nylig indsat på posten,” tilføjede han sigende. Han havde været oppe at vende mange gange tidligere, men efter warlockangrebet på Procias, havde de besluttet sig, hvilket han selvfølgelig var glad for!
q

[Deleted]

Det måtte komme bag på Denjarna, at han spurgte hende, om hun havde i sinde at omdøbe ham. Det var en tanke der aldrig nogensinde ville falde hende ind! Der var kun en person hun havde omdøbt igennem sit liv, og det var ikke just en tanke hun var glad for at have. ”Det kunne aldrig falde mig ind, at omdøbe dig,” svarede hun alvorligt, hvor hun også måtte vende det sølvgrå blik mod ham, så hun kunne se, at hun mente sine ord. Han havde muligvis sagt det i sjov, men for hende var det en ganske alvorlig ting. Hun var ikke en vampyr der gik rundt og omdøbte folk, som det passede hende, da hun ikke ønskede, at andre levende pludselig skulle dele samme liv som hende. Det havde hun for meget respekt for livet til at gøre. Hvis hun havde fået valget mellem at forblive mørkelver eller at blive omgjort til vampyr, så havde hun til hver en tid valgt livet som mørkelver. Hvis hun fik muligheden for at blive mørkelver igen, så ville hun heller ikke tøve med at gribe chancen, da det var noget hun måtte savne mest af alt. Morende måtte hun slippe en dæmpet latter, da han sagde, at mange gerne ville undvære de følelser, som hun savnede at føle. Hun vidste også, hvor irriterende de var, når de endelig var der, men alligevel ville det være rart for hende, at man kunne se, at hun var forlegen ved, at hendes kinder blev røde, i stedet for at hendes ansigt forblev blegt. ”Det er jeg ikke i tvivl om, at mange ville ønske at være. Det er også kun en af de små ting man kun kan savne, når man har mistet det,” kommenterede hun med et skævt smil. ”Intet er umuligt.. men det glæder mig, at du alligevel finder min levevej beundringsværdigt. Jeg er dog sikker på, at selv du ville kunne klare et liv i mørket, hvis uheldet skulle ske,” sagde hun roligt. ”Og grunden til, at jeg ikke har fundet en vej tilbage til mit gamle liv, er ganske enkelt fordi, at jeg aldrig har kendt en, der kunne foretage en sådan forandring hos mig. Men hvis jeg en dag støder på en person, der kan gøre mig mørkelver igen, så vil jeg skam ikke tøve med at lade vedkommende gøre det.”
En procianer og en dvasianer burde muligvis ikke vandre sammen i parken, men det betød ikke noget hos Denjarna. Han var muligvis ’fjenden’, men så længe han ikke gjorde hende noget personligt, så var han ikke hendes fjende. At han var ligeså åbensindet som hende på den front, glædede hende, da hun fandt hans selskab ganske interessant. Hun svarede ikke på hans ord, som hun i stedet måtte sende ham et blidt smil og et … taknemmeligt blik. Hun var muligvis en vampyr, og tidligere leder af en af mørkets racer, men det betød ikke, at hun var et sort hul. Der var langt mere end mørke i hende, hvis man bare gav hende en chance, og denne mand havde ikke givet hende en grund til at handle fjendtligt overfor ham. ”Tillykke med det,” sagde hun venligt, som han fortalte, at han lige havde fået stillingen som magikernes leder. En stor personlig sejr var det garanteret for ham, hvor hun også selv vidste, hvordan det var at lede en race. Det lød dog som om, at der var huller i vejen, siden han havde givet udtryk for, at hans race muligvis ikke var særlig modtagelig over det fact, at de havde fået ham som deres leder. ”Magikere er også et egenrådigt folk, men de skal nok falde til ro med tiden, hvis du har styrken til at bære dem.. Jeg har også hørt, at der skete nogle uroligheder i Procias for ikke så længe siden..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At det ikke kunne falde hende ind at omdøbe ham, var faktisk noget som Salvatore havde det ganske fint med, det var jo slet ikke det. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Det var skam ikke fordi at han var bange for hende eller noget lignende, for det kunne man vidst ikke påstå, for han ville slå hende ihjel, hvis hun bare så meget som forsøgte at omdøbe ham! ”Udmærket,” endte han ganske sigende, som han nikkede sigende til sine ord, for det var i sig selv, noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han kendte selv mange som ville være foruden den mulighed for at rødme og mærke den kraftige hjertebanken, for selv han måtte erkende, at det ikke altid var lige sjovt når det skete! Han kuklo ganske let og nikkede så. ”Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg kunne faktisk godt forestille mig det,” medstemte han sigende. Han var skam forundret over hendes levevis, men det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Selvom det ikke just forandrede hans mening hvad angik vampyrer generelt, så kunne hun måske give ham det lille indbliks om han havde brug for, for at forstå hendes væsen bedre? Han nikkede sigende. Han havde hørt om visse som havde de evner og de tendenser, men.. de var vel ikke altid lige til at finde? ”Som jeg ved, er det ikke en kunst mange udøver i disse tider. Døden har ramt frygtelig, frygtelig mange, og mange ønsker at få dem retur, såvel som mange har været udsat for hvad De har været udsat for, Denjarna. Dog af den grund så.. kender jeg til visse som har muligheden for at forandre hvad der er hændt Dem,” endte han ganske sigende. Hvorvidt om de jo så ville hjælpe, var jo en helt anden sag!
Det var ikke nogen hemmelighed, at der var sket temmelig meget i Procias igennem den sidste tid, som ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun direkte sendte ham et taknemmeligt smil, morede ham lidt, for han havde da ikke gjort noget? Andet end at erkende, at hun faktisk var anderledes end så mange andre, for det var faktisk ment positivt! ”Mange tak,” endte han med et stille smil på læben, som han roligt rettede sig op. Han sukkede dæmpet, som han igen måtte nikke, for det var ikke ligefrem fordi at det som var sket i Procias, var noget som han var stolt af. ”Magikerne har altid været et stolt og enerådigt folkefærd, men de har til gengæld også stået uden en leder siden Elanya Maloya var nødsaget til at trække sig.. Men ja.. Procias har været udsat for alt for mange foruroligheder de sidste år, men.. ja.. Warlockerne forsøgte under et kongeligt bryllup.. Heldigvis uden at lykkes,” fortalte han roligt. Om han fortalte det, eller om det var en anden dvasianer, var jo hip som hap for hans vedkommende, for han havde været der og han havde oplevet det! Og det havde fint været noget som faktisk kunne have kostet ham livet, hvis han ikke var healet!

[Deleted]

Denjarna var ikke en vampyr der gik og omdøbte folk. Hun ønskede nemlig ikke, at folk skulle lide samme skæbne som hende, da hun selv ville have valgt at beholde det levende liv, hvis det havde været hende muligt. Hvis hun gjorde folk noget, så ville hun dræbe dem, eller se om hun kunne nøjes med en smule af deres blod. Lige i øjeblikket behøvede han dog ikke at frygte hende, da hun syntes at have sulten under kontrol. Hun følte dog stadig den hungrende følelse i sig, da de trods alt gik side om side i parken. Hun ønskede, at hun kunne styre sin træng til blod, selvom det havde været svært for hende i de seneste måneder. Hun gad heller ikke leve resten af sit liv kun med ’døde’ væsner, da hun gerne ville være en fri kvinde, der kunne gøre, hvad der passede hende, uden hun skulle frygte at suge de personer hun var sammen med tomme. Hun smilede svagt, som han måtte le over hendes ord om, at hun måtte savne følelsen af det bankende hjerte og den irriterende røde farve i kinderne. Hun forlangte ikke, at han forstod hende, for det vidste hun, at han ikke kunne. Hun vidste nemlig, hvor irriterende følelsen af alle disse tendenser var. Det var dog noget hun savnede alligevel, ligesom hun måtte savne at kunne føle kulde og varme. Det kunne hun bare ikke længere på en ordentlig måde. Interesseret vendte hun blikket i hans retning, som han nærmest måtte tale til hendes hjerte. Længsel måtte opstå i hende, da hun ikke kunne beskrive, hvor meget hun savnede at være sit gamle jeg igen. Dog blev hun også forundret over ham, for hvorfor skulle han yde hende denne hjælp? ”Hvorfor vil du hjælpe mig?” spurgte hun nysgerrigt. Om hun overhovedet burde stole på ham på denne front, vidste hun ikke, men det kunne vel ikke skade at høre ham ad? ”Men disse personer du snakker om … tror du, at de vil have lyst til at hjælpe mig? Og hvis det er, hvem er de så?”
Han forstod muligvis ikke, hvorfor Denjarna takkede ham med et taknemmeligt smil, men sådan måtte det bare være. Det glædede hende at høre, at folk kunne se noget anderledes i hende, og det ønskede hun også at vise dem. Hvis hun fik sendt noget positivt imod sig, så ville hun også sende noget positivt tilbage. Salvatore havde jo endnu ikke gjort hende noget ondt, selvom han havde talt ned til den race hun var. Det var dog også et syn hun ønskede at ændre hos ham, men om det virkelig var muligt. Det måtte tiden vise hende. ”Hvis hun kunne klare opgaven, så kan du vel også,” svarede hun kortfattet og trak på skulderen. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun foragtede den tidligere leder og dronning – Elanya – hvor hendes had til den kvinde også var blevet større, efter at hun var kommet tilbage. Hun kunne kun være glad for, at kvinden nu var død, selvom det desværre ikke havde været for hendes hånd. ”Åh ja.. Der er kommet nye regenter til i Procias. Men det er også gået mig for at øre, at Procias har lidt under flere andre angreb, end det warlockerne kom med,” sagde hun stilfærdigt. Hun mindedes, at der også havde foregået noget landsforræderi der, men det var ikke noget hun havde tænkt dybere over. Hun havde ikke længere noget forhold til det land, som alle dem hun igen havde kendt før i tiden nu var døde. Underligt måtte det endnu være, at hun var den eneste fra sin tid der endnu stod tilbage.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke ligefrem fordi Salvatore gik og frygtede for sin tilværelse eller sit liv i nærheden af Denjarna, for hun havde ikke ligefrem vist sig som nogen trussel overfor ham, hvilket var noget som i sig selv, faktisk passede ham ganske fint. Han vendte sig ganske roligt mod hende endnu en gang. Han burde måske ikke hjælpe hende, men det gjorde ondt, selv på hans sjæl at se hende på denne måde, når hun havde gjort det tydeligt for ham, hvor meget hun virkelig savnede det liv som hun havde fået, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var en mand med et varmt hjerte, og dette var noget af det som han faktisk havde problemer med at vende ryggen til, selvom han vidste, at han måske burde, da hun jo var dvasianer, og endda hele vejen igennem? ”Jeg kan ikke hjælpe dig,” fortalte han ganske ærligt. Han var måske en magikyndig, men hvad det krævede at fjerne tænderne og skænke hende det bankende hjerte, så hun atter var i stand til at vandre i dagens lys, var ikke noget som han havde lært sig, for det var ikke noget som han ønskede at arbejde med, som han vidste hvor farligt det egentlig var at kaste sig i krig med den slags, og hvor hurtigt og hvor nemt det faktisk kunne gå galt! ”Jeg ved ikke om det er en interesse de vil vandre rundt med. Det er farlige sager at arbejde med, men ja.. der er skam muligheder, endda i det dvasianske land. Som jeg ved, er det noget den dvasianske kongelige rådgiver kan beskæftige sig med,” endte han med en let tænkende mine. Af hvad han vidste, så var den mand selv ved at være af den ældre generation, og en som efterhånden var frygtelig god til sin alkymi.
Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Procias havde haft frygtelig meget at slås med, og at det jo så var kendt i Dvasias, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre. Desuden vidste han, at han skulle være varsom med hvad han ville skænke hende i former af ord, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede sigende. Elanya var skam savnet i det procianske, for hun var en dronning og en leder som ham deriblandt havde set frygtelig meget op til. ”På trods af den mentale sygdom hun påtog sig med årenes løb, så var hun frygtelig dygtig. Jeg håber nu blot, at jeg vil være i stand til at lede racen mindst lige så godt, som det hun var i stand til,” endte han ganske sigende. Elanya havde været syg til sidst, og det var den eneste naturlige årsag til at det var gået galt! ”Det er vidst ingen hemmelighed at Procias har meget at slås med.. både udenfor muren, som indenfor.. Men jeg kan nu forsikre dig, at det hele går i den rigtige retning nu,” fortalte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket i retningen af hende. Han var bestemt ikke meget for at skulle uddybe det, for et sted så var hun jo en dvasianer, og han ville bestemt ikke give hende noget, som hun kunne vandre rundt og triumfere med!

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at han ikke personligt kunne hjælpe hende, og at det derimod var andre som han kendte, der muligvis kunne hjælpe hende. Det var en tanke hun måtte finde yderst fristende, da hun savnede sit gamle liv mere end noget andet. Der var ikke det hun ikke ville gøre for at blive mørkelver igen, og at denne mand så måtte sige, at han muligvis kunne hjælpe hende på den rette vej, var noget der satte tankerne i gang. Hun ønskede at stole på ham, da hun frygteligt gerne ville blive sig selv igen, men om det var klogt at stole på ham vidste hun ikke. Hun kendte trods alt ikke manden, samt han var procianer og ikke dvasianer. Han kunne muligvis lokke hende i en form for fælde? Svært var det for hende, hvor hun heller ikke kunne holde det længselsfulde ud af blikket, når hun måtte kaste et blik på ham. ”Jeg ved godt, at du personligt ikke kan udføre proceduren, men du sagde, at du muligvis kendte nogen der kan,” sagde hun roligt. Blikket tog hun igen fra ham, så hun tænksomt kunne studere sine omgivelser. At han så måtte nævne den kongelige rådgiver, måtte hun tænke sig endnu mere omkring. Hun kendte ikke denne rådgiver, men hun kendte kongen, og det var vel ikke en skidt person, der muligvis kunne tale godt for hende i den sag? Om kongen overhovedet ville hjælpe hende med det, vidste hun ikke, men hun kunne vel godt nævne sit ønske for ham, når hun engang så ham igen. ”Jeg ved godt, at det ikke er en let opgave at skifte en persons race. Det vil sikkert også koste noget at få det gjort.. Men tak fordi, at du i hvert fald vil give mig et navn. Kender du til andre, der muligvis kunne hjælpe mig?” spurgte hun interesseret. Det var trods alt bedre at kende flere end en, hvis det nu skulle gå galt med den ene person.
Det at Elanya havde haft en mental sygdom, anede Denjarna ikke noget til. Hun vidste bare, at kvinden havde ligget i med hendes ægtemand i det øjeblik hun forsvandt, og nu var hun død. Mere passende kunne det ikke være for hendes vedkommende. ”Der er jo altid noget at se op til, når der har været en anden før en selv. Jeg kender ikke til de enkeltes racers situation i Procias, så om det vil blive hårdt for dig, ved jeg ikke. Men jeg går da ud fra, at du blev indsat, fordi du havde noget mellem ørene, og det må de vel også selv kunne se,” sagde hun stilfærdigt. Roligt bevægede hun sig over græsset, hvor hun måtte lede dem tilbage til stien, som hun tidligere havde fulgt. Det virkede endnu som om, at de var de to eneste personer her i parken. Mange informationer omkring Procias situation gav han hende ikke, men andet kunne hun vel heller ikke forvente. I sidste ende måtte han jo anse hende for at være fjenden, og hun kunne jo godt give sine oplysninger videre til en anden person, hvis det var det hun ønskede. ”Det må I da håbe, at landet er,” svarede hun kortfattet. Selv var hun ligeglad, hvad Procias angik, da hun ingen relationer havde til det sted. Warlockernes angreb havde heller ikke rørt hende, da det var en ny kongefamilie der sad på tronen, og ikke den som hun havde haft et forhold til. Hvis det havde været den gamle kronprins – Gabriel – så havde hun nok følt et eller andet.