Under the full moon?

[Deleted]

Denjarna havde intet imod, at det hele syntes at være endt en smule løssluppent, som det kun kunne more hende! Det havde ikke just været hendes plan, at de skulle tale som de gjorde til hinanden, men det var sket alligevel, og det ønskede hun ikke at bekæmpe. Det var ikke mange der havde fået hende til at smile og le på det seneste, så at denne mand skulle være en af de få der kunne få hende til det, ville hun ikke sætte en stopper for. Hun nød selv denne side af sig selv, da hun ellers havde været omgivet af mørke i al for lang tid. Grumt og mørkt havde hendes sind været, men det hele syntes nu at have taget sig en drastisk ændring, som hun havde fundet vejen til at være lys og åben igen. ”Det må jeg jo bedømme,” sagde hun i en vurderende tone, hvor hun også gik så vidt som at sende ham et undersøgende blik. Det endte dog med at krakelere, som hendes læber alligevel måtte ende med at spille ud i et muntert smil. Da han så pludselig valgte at nærme sig hende, endte hun med et stoppe sine skridt, hvor hun også vendte sig med fronten mod ham. Det kunne muligvis gøre hende utryg, når folk nærmede sig hende, men alligevel valgte hun at forholde sig i ro. Hans tone og ord fik et morende smil frem på hendes læber, mens de sølvgrå øjne hvilede nysgerrigt på hans ansigt. ”En simpel kvindes ønskes,” sagde hun roligt. Det måtte forekomme hende underligt, at han stillede sig tæt på hende. Både fordi hun havde vænnet sig til at holde folk på afstand, samt det at han egentligt var en ufatteligt tiltrækkende mand. Flot var han, hvor hun sikkert ville have gjort en indsats for at nærme sig ham før i tiden, men nu prøvede hun at trække vejret, inden hun gjorde sådanne ting, og indtil videre havde det virket. Der havde i hvert fald ikke været en mand hun var sprunget på endnu. At hun så pludselig måtte mærke hans pelsede hale mod sin nakke, fik det til at gibbe let i hende, inden hun per refleks greb fat om den mørke hale. Taget i den var ikke stramt, da hun ikke ønskede at gøre ham ondt. Det var derimod bare for at holde den fast. ”Og her gik jeg ellers og ventede på, at dine ben pludselig blev behåret og sorte,” bemærkede hun muntert og blinkede til ham. ”Forvandl dig lidt mere.”
Denjarna vidste godt, at hun havde et særligt syn, hvad vise ting angik. Særligt når det måtte komme til kærlighed, som hun var utroligt frisindet når det kom til det punkt. Der var bare sket nogle ting i hendes liv, at hun ikke længere tænkte i en fast ramme, som der havde været nogle mænd igennem hendes liv, der havde ændret hendes syn på det. ”Jeg har jo sagt, at jeg er noget særligt, og at jeg nok skal ændre dit stereotype billede af mørket,” bemærkede hun med et svagt smil på læben. ”Det kan godt være, at der findes visse formelle krav, men ifølge mig, så kan man ikke se på det på den måde, når det gælder det punkt. Ikke hvis man skal være tro mod sig selv. Og desuden, både din dronning og min konge er blandingsracer, så på den front er der vel heller ikke så meget galt i, at racerne bliver blandet nu om dage.” Hun vidste godt, at visse ting ikke var velsete, hvor det nok heller aldrig havde været velset, at hun havde været sammen med lysets kronprins. Det havde dog aldrig bidt hende i røven, samt hun dengang havde holdt det skjult for omverdenen, som hende og Gabriel trods alt havde været en hemmelighed engang. ”Brylluppet er muligvis ikke sket endnu, men det kommer vel.. Og et forhold mellem en dvasianer og procianer har aldrig været det ideelle scenarie, så det undre mig ikke, at han ikke har talt højt om det, når det ikke blev til noget i den sidste ende,” sagde hun roligt. Hun vidste desuden, at hun i sin tid havde knust mandens hjerte med sit afslag, hvor hun selv var kommet heldigere igennem, da hun jo havde haft sin mand, Derick, i stedet. ”Hvorfor skulle det ikke være godt?” spurgte hun nysgerrigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så ikke nogen grund til at skulle være alvorlig og seriøs hele tiden, når det faktisk var noget af det som automatisk kunne føre til kamp og til strid, hvilket han bestemt heller ikke var ude på, på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes vurderende tone var i sandhed også noget som måtte more ham, for det var jo tydeligt for ham at de faktisk var i stand til at have det sjovt, og selvfølgelig var det noget som passede selv hende ganske fint! Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet, kun for at vende blikket mod hende. ”Er De ikke lidt ond mod mig nu?” spurgte han, som han let blinkede til hende. At hun direkte ønskede at se en halvvejs forvandling, var han ikke meget for at vise hende, for det ville vel bare ødelægge det syn på ham? Og det var slet ikke noget som han var ude på, når det nu gik så godt, som det gjorde! ”Pas på med hvad De ønsker Dem,” påpegede han morende, som han lod halsen let gnide sig mod hendes nakke. At hun tog om den, sagde han ikke noget til, for det gjorde nu heller ikke ondt. Igen slog han ud i en varm latter. Han kunne jo lige se det for sig, og snak om at ødelægge det ellers så perfekte udseende! ”Og ødelægge det perfekte syn for Dem? Det tror jeg næppe.. Men jeg kan da skænke Dem en smule mere..” Øjnene lukkede han let i, kun for at åbne dem igen, hvor han afslørede de intense gule øjne, som primært hørte panteren til. Et sted skræmmende for nogle, men fascinerende for andre.
Salvatore måtte desværre give, at hun var anderledes end hvad han først havde antaget, men det var bestemt ikke fordi at det behøvede at være negativt. Han betragtede hende roligt. En dog smuk kvinde, men udelukkende fordi at hun var hvad hun var, så var han vel.. nødt til at holde sin afstand? Selvom han aldrig havde sagt nej til at charmere sig ind på det kvindelige køn, så var det anderledes denne gang. ”Det har De ganske ret i,” endte han med et svagt smil på læben. ”Kan være jeg er en kende gammeldags, men personligt foretrækker jeg renracet.. eller i det mindste, at lyset holder sig til lyset, som mørket burde holde sig til mørket,” fortalte han ganske ærligt, for det var sådan han havde det. Hans lille chrush på denne Eniqa, ville aldrig være blevet til noget uanset hvad, om det var noget som han nu ville det eller ikke, men ikke desto mindre, så forsøgte han faktisk at klare sig bedst muligt, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid. Han nikkede. ”Brylluppet kommer til at stå, men hvorvidt om det bliver så omtalt som det forhenværende, vides ikke.. I så fald, så forstår jeg bedre. Det vil ikke gavne ham i hans kommende tid som landets højeste regent,” endte han ganske alvorligt, som han sendte hende en mere sigende mine. Hvad hun vidste om den mand, kunne jo faktisk forværre det mere end det som godt måtte være i den anden ende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”De ved sager om den kommende konge.. Kan jeg stole på at De holder tæt?”

[Deleted]

Den morende tone var noget der måtte lette Denjarna, som hun nød følelsen af at mærke smilet på sine læber igen, samt at se, at hun også kunne bringe andre en smule glæde i hverdagen. Han var måske af natur en varm og åben person, men alligevel følte hun, at hun godt kunne tage lidt af æren for hans gode humør. Det var trods alt ting hun sagde, der fik ham til at le. "Det skal jo forestille, at jeg er fra mørket, så ville det egentligt være passende, at jeg var andet end en smule ond?" spurgte hun kækt tilbage. Hun kunne sagtens være modbydelig at have med at gøre, hvor hun heller ikke tvivlede på, at Salvatore direkte havde hadet hende, hvis han havde set hende et par måneder tilbage. Der var dog også lys i hende, hvor hun også turde vædde på, at han havde set det i hende. Hun var trods alt ikke en kold person, når man endelig nåede ind til hende. "Man kan vel sige, at jeg kan lide at leve livet farligt," svarede hun udfordrende igen. Hun ville gerne se ham forvandle sig, hvor det også var simpel nysgerrighed hun følte. Hun trak let på smilebåndet, som han slog ud i den varme latter. Hans hale havde hun endnu i sin hånd, hvor det næsten måtte forekomme hende helt syrealistisk, at hun stod med en blød og pelset hale i hånden, men personen den tilhørte var en vaskeægte mand! Hun fugtede let sine læber. "Så er det heldigt, at du ikke ved, hvilket syn jeg har på dig," svarede hun drillende, mens hun nysgerrigt måtte betragte ham, som han lod øjnene glide i. Da han så slog dem op igen, hvor det nu var gule kattelignende øjne der så på hende, måtte hun se en anelse fascineret til. Det skræmte hende på ingen måde, hvor hun derimod let lod sin hånd stryge ud af sit greb om hans hale, inden hun forsigtigt greb blidt om hans hage. Hendes fingre måtte være iskolde mod hans varme hud, hvor det helt måtte føles underligt for hende, at røre en levende mand igen, uden hun havde i sinde at dræbe ham. Studerende var hendes blik, som hun holdt hans hoved stille, bare så hun kunne betragte hans mærkværdige øjne. "Mere," bad hun roligt og smilede til ham. Hånden trak hun også til sig igen, da hun hverken ønskede at skræmme ham, eller bringe ham ubehag.
Tilfredst spillede Denjarnas læber ud i et smil, som han endelig gav efter og måtte erkende, at hun ikke var den almene dvasianer eller vampyr for den sags skyld. "Dit syn er muligvis gammeldags, men om end ikke, så er det dine værdier. Jeg kan bare ikke se mig enig, efter al det jeg har set gennem tiden.. man kan vel godt sige, at jeg havde samme blik som dig engang. Jeg kan dog kun sige, at jeg vil vove at påstå, at de værdier kan falde til jorden, hvis bare du møder den rette kvinde," sagde hun roligt. Det var i hvert fald hendes syn på sagen. At de måtte komme ind på hendes gamle forelskelse, måtte alligevel være underligt for hende. Det var jo længe siden at alt det var sket, men sjovt måtte det nu være, at hun måtte høre mere for sin fortid nu, end dengang det havde stået på. "Efter det der skete forrige gang, så tvivler jeg på, at der vil blive talt højt om brylluppet denne her gang," svarede hun kortfattet igen. For hende behøvede de trods alt ikke at diskutere, hvad hende og Gabriel havde haft sammen engang. Det var for fanden årtusinder siden, at hun sidst havde set skyggen af manden! Af den grund havde hun dog ikke et problem med at vise ham sin respekt, da hun oprigtigt havde elsket ham. "Holde tæt omkring hvad?"

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var bestemt ikke fordi Salvatore fandt denne situation skræmmende, for det gjorde han på ingen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende sigende. I det store og hele, var hun måske lidt ond ved ham, men da slet ikke i den grad, at han slet ikke kunne tackle det, for det kunne han skam udmærket godt, og selvfølgelig var det noget som han var utrolig glad for. Han slog ud i en latter, som han let rystede på hovedet. ”Eller er det bare et desperat forsøg at leve op til det at være en vaskeægte dvasianer? I så fald, så må jeg desværre skuffe Dem,” endte han morende. Hun var måske en dvasianer, men hun levede bestemt ikke op til det ry som han ellers ville sætte på dem, og specielt det væsen som hun nu foreløbig måtte være en del af, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at pålægge hende, for.. hun var unik. At se hende reagere på den måde ved hans væsen, morede ham dog. Halen lod han dog roligt hvile i hendes hånd. Det var dette han mente med halve forvandlinger! Han gav hende dog kun smagsprøver på det mere.. behagelige og ikke det som så direkte dumt ud! ”Ja tak, det skal jeg love for.. Du mænger dig med de store og stærke,” endte han morende, som han let lod hovedet søge på sned. De gule kattelignende øjne, lod han hvile på hendes skikkelse. Han kunne fint se i mørke på denne led, selvom det nu alligevel var noget som han forsøgte ikke at gøre brug af således. Hendes hånd mod hans hage, sagde han ikke noget til, også selvom hun virkelig var.. kold! sank en klump, som han lod hende studere det, hvor den studerende mine, faktisk morede ham! ”Du gør mig nysgerrig,” endte han som han let blinkede til hende. At hun ønskede mere, fik kun smilet til at brede sig, hvor adskillige af dem allerede var blevet knivskarpe som kun en panter ville have dem.
Denjarna var ikke en typisk dvasianer, og det havde Salvatore bestemt heller ikke noget imod at skulle fortælle hende. At hun havde haft det samme syn, men at det var ændret, sagde dog alligevel sit. Han havde vel bare ikke mødt den helt rette for sig, eftersom det på ingen måder havde ændret sig for ham. Han trak på skuldrene. ”Jeg har vel bare ikke mødt den eneste ene, som skulle have mulighed for at ændre de meninger og de holdninger for mig. Jeg ved ikke hvad som er hændt Dem igennem Deres liv, Denjarna, men jeg erkender gerne, at det gør mig nysgerrig.. Hvad skulle der til for at ændre Deres holdning til alt dette?” Nysgerrigt skød han det ene bryn lidt til vejrs, som han lod hovedet søge på sned. At hun var Gabriels gamle flamme, var ikke just hvad han havde regnet med, men af den grund, så havde han da næsten håbet at Gabriel stolede nok på ham, til at fortælle ham om den slags. Han trak vejret dybt. ”De brænder inde med alt dette, som snildt kan ødelægge mandens kommende regime. Jeg ønsker ikke at se Procias falde grundet hans mørke fortid,” endte han ganske kortfattet. Det måtte da være tydeligt hvad han henvendte sig til?

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket godt, at hun ikke levede op til normen, af hvad en dvasianer gjaldt. Hun prøvede dog heller ikke at ligne stereotypen, da hun gerne ville være sin egen, og det lykkedes hun vidst også i at være. Engang havde hun muligvis været som mange andre, men igennem tiden havde hun været sat i forskellige positioner, der i sidste ende havde drejet hende i denne nye retning. ”Jeg behøver ikke at prøve på noget.. Jeg er allerede perfekt, som den jeg er,” svarede hun med en selvsikker mine, mens hun måtte betragte ham med et morende blik. Det at mærke den bløde hale i sin hånd var en underlig følelse at gå rundt med. Underligt var det, da hun vidste, at det var Salvatores hale hun måtte stå med, når han generelt lignede en mand lige nu. Interessant var det dog også, hvordan han kunne udvikle små kropsdele ad gangen, hvor hun havde regnet med, at det ville have været mere halvt af hver. ”Åh ja.. Jeg kan ikke holde mig fra sådanne typer,” sagde hun morende. Halen lod hun roligt udskiftes med hans hage, som han forvandlede sine øjne. Hun fornemmede godt hans reaktion, som hendes fingre kom i kontakt med hans hud. Underligt var det dog ikke, da hendes kropstemperatur var kold, hvor hans var varm og tempereret efter sine omgivelser. Smilet hvilede svagt på hendes læber, som de sølvgrå øjne betragtede hans ansigt. Det grinværdige havde endnu ikke faldet hende ind, som hans hale bare var lettere komisk, hvor hans øjne var fascinerende. Hvis hun skulle få sig en god latter, så skulle der nok komme pels på hans krop. Hun holdt dog ikke længe om hans hage, da hun trods alt ikke var ude på at bringe ham ubehag, hvor hun roligt lod sine arme hænge slapt ned af sin krop. ”Selvfølgelig gør jeg dig nysgerrig. Hvor ofte støder du nemlig på kvinder som mig?” spurgte hun drillende, hvor hun blinkede tilbage. Blikket tabte hun på intet tidspunkt, som det syntes at hvile fasttømret på ham, som de stod sådan her med hinanden. ”Og jeg må hellere gøre dig opmærksom på, at jeg endnu ikke griner,” kommenterede hun morende, som hun måtte påminde ham om, at det var hans opgave at få hende til at le.
”Det der var med til at ændre mit syn, var de personer jeg omgik, samt alderen.. Tiden har givet mig visse erfaringer,” fortalte Denjarna roligt. Igennem tiden havde hun haft forskellige personer nær, hvor de alle havde hjulpet hende med at bringe hende væk fra den arrogante, selvcentrerede mørkelver. Selvom Salvatore ikke havde set samme forandring hos sig selv, så tvivlede hun ikke på, at det var ham muligt. Det var bare om at støde ind i de rette personer, som hun havde gjort igennem tiden, og selvom de ikke var dukket op igennem flere årtusinder, så kunne det nu godt ske alligevel. At han så måtte bede hende ganske alvorligt om, at hun skulle tie omkring sin fortid med Gabriel, fik hende til at fugte læberne, mens hun studerede ham. Der var to personer hun kendte, der kendte til den del af hendes liv, som det måtte være kongen af Dvasias og Vladimir. Kongen vidste det desuden også kun, fordi hun var gået til bekendelse, da han havde snakket om rygter angående hende, og på det punkt havde hun ikke ønsket at lyve overfor ham, og han havde også tacklet det godt. Han havde i hvert fald ikke set ned på hende af den grund. ”Jeg kan tie så længe det ikke bliver bragt på bordet,” svarede hun kortfattet og trak kort på skulderen, inden hun vendte blikket væk fra ham. Hun behøvede ikke at snakke frivilligt højt om emnet, da det trods alt var fortid, men hvis hun blev spurgt om det, så ville hun ikke benægte, at hun havde en fortid med den kommende konge af Procias. At Salvatore også måtte betragte Gabriels tid med hende som mandens mørke fortid, måtte også få hende til at rynke utilfreds med næsen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjaran gik bestemt ikke under den definition som man automatisk ville påskønne de mange dvasianere, men nu stod Salvatore heller ikke i den situation, at han ønskede at stigmatisere hende, for det ønskede han slet ikke. Hun var anderledes, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at vise hende. Han lod hovedet søge let på sned, som hun påstod at hun var direkte.. perfekt. Han kuklo let for sig selv. ”Vi har vidst en som søger til stjernerne kan jeg fornemme,” endte han direkte morende. At hun stod med hans hale i hånden, sagde han nu ikke noget til, for det var hendes personlighed som måtte fange ham. Ja, hun var noget for sig selv, og ikke med en tankegang som man normalt ville se meget af i dag. Han rystede let på hovedet som smilet forblev hvilende på hans læber, for han kunne slet ikke lade være med det, for han havde det faktisk godt i hendes selskab, og selvfølgelig var det noget som han virkelig godt kunne lide! ”Så er det jo fint for Dem.. De har fundet den største og den stærkeste af alle sammen!” endte han som han let skød brystet frem igen. Ja, han var en mand med en utrolig selvtillid, og det havde han altid været. Halen trak han roligt til sig, som hun gned hånden mod hans hage, hvor han næsten måtte holde sig selv i nakken, for ikke at ende med at spinde. Han var jo trods alt.. halv kat vel? ”Det er jo det. Jeg må vel erkende, at det ikke forekommer mig ofte, at støde på en dvasianer.. halvvejs med en prociansk tankegang,” påpegede han ganske sigende, dog med en ærlighed. At hun endnu ikke grinte, fik ham til at himle let med øjnene. ”Så må jeg vel høje indsatsen..” endte han roligt, som han fortsatte med at forvandle sig gradvist. Han blev pludselig en hel del mindre, som han lod underkroppen forvandle sig, hvor den endte direkte pelset. Fødderne endte ud i kraftige og stærke bagben præget af en direkte mørk pels, hvor han stod foran hende.
Det var ikke en større hemmelighed at Salvatore ikke havde det for godt med dvasianere, og selv var opdragt så prociansk, at det helst skulle være renracet, eller bare en del af lyset, så havde han det faktisk fint med det. Dog af den grund, var han selv ganske glad og ikke mindst tilfreds med at han var hvad han var. Han trak let på skuldrene. ”Tiden vil blot vise mig, hvorvidt om det er en tankegang som en kvinde vil formå at forandre ved mig,” endte han ganske stilfærdigt. At hun ikke ville holde inde med det, var et sted en tanke som nagede ham, for procianere var og blev nok de mest skeptiske væsner her på jorden, og det var noget som hurtigt kunne gå hen og blive risikabelt. At hun så skulle blive utilfreds, var ikke noget som han kunne sige noget til af den grund, hvor han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han rynkede let i panden. ”Hvad er der?” spurgte han sagte. Det var da en mørk fortid, dersom det var hende som havde valgt at forlade ham? I det tilfælde, så kunne han skam godt forstå, at Gabriel ikke nævnte noget omkring det, hvad det angik.

[Deleted]

”Der er heller intet i vejen med at sigte stort,” sagde Denjarna roligt og blinkede morende til ham. Selv vidste hun godt, at hun ikke var perfekt, da tiden også havde bragt visse laster med sig. Det kunne desuden også være i overkanten, hvis en person ikke havde en eneste fejl, og hun vidste, at hun havde sine, skønt hun muligvis ikke viste ham dem lige i øjeblikket. Det var nu heller ikke noget man ønskede at bringe ud i lyset, hvis man kunne undgå det, så det gjorde hun også så længe som muligt, og sådan måtte det jo bare være. At det så var ham der måtte påtage sig den selvsikre rolle, var noget det måtte more hende ufatteligt meget! Derfor slap hun også en munter latter, mens de sølvgrå øjne måtte hvile helt lysende på ham. Mod alle forventninger, så havde det vist sig, at hun havde fundet et ganske godt selskab for natten. Starten havde været svær, som hun havde holdt sine parader oppe, men de syntes nu at være blevet lagt, som selskabet var gået hen og blevet morende. Hun var jo heller ikke bare en hård kvinde der ikke havde noget lys i sig, så hun kunne sagtens smile og more sig. ”Jamen hvis du er den største og stærkeste af dem alle, så ved jeg ikke helt, om det er et problem for dig eller mig. Hvorfor skulle jeg nemlig lade en mand gå, der har de bedste værdier?” spurgte hun drillende, hvor hun kun kunne smile af det faktum, at han helt måtte puste sig op, som han skød brystet frem. At han måtte finde nydelse ved, at hun tog om hans hage, var ikke noget hun lagde mærke til, som hun kun havde sit fokus på hans gule øjne, inden hun slap ham igen. Det var dog positivt, at hendes handling ikke havde fået ham til at trække sig tilbage, da hun ikke havde nogen intentioner om at gøre ham ondt, og det håbede hun, at han kunne fornemme. ”Det glæder mig at høre, at jeg virkelig formåede at overraske dig,” sagde hun ærligt og smilede til ham. Hun vidste godt, at hendes værdier ikke rigtigt kunne plantes i en dvasiansk boks. Samtidig med det, så var hendes tankegang heller ikke direkte prociansk. Hvis den skulle placeres et sted, så burde det måske være manjansk, men problemet lå bare ved, at hun altid havde boet i Dvasias, så det var det hun anså for at være sit hjem. Nysgerrigt så hun til, som han endelig gjorde, hvad hun ønskede sig, som han forvandlede sig mere iøjefaldende. Overraskelsen var også at se i hendes blik, da det var et direkte underligt syn! Han var endnu halvt den flotte mand, han nu engang var, men den anden del var en panter. ”Åh ja, du er helt igennem hæslig,” grinte hun nu, hvor hun også drillende trådte et skridt væk fra ham.
Skidte værdier var det ikke just han havde, da det var ganske normalt, at man gerne ville holde sit partnerskab indenfor den del af verdenen man selv hørte til. I den sidste ende, så mente Denjarna dog stadig, at man ikke kunne dele det hele op på den vis. Ikke efter det hun selv havde set. ”Det må den jo,” sagde hun roligt. Der var trods alt ikke andet at sige fra hendes side af, da det trods alt først ville ske for ham, hvis han stødte på den rette person. At hun så måtte mærke, hvordan stemningen for hendes vedkommende blev en anelse trykket, brød hun sig ikke synderligt om. At han så også måtte lægge mærke til, at hun ikke længere var ligeså kvik som før, måtte irritere hende. ”Der er intet i vejen,” svarede hun kortfattet og lettere afvisende. Hun endte også med at få tvunget sit blik tilbage på ham, hvor det nu måtte være normalt igen. Hun gad ikke diskutere Gabriel, da han alligevel var hendes fortid, hvor hun ikke behøvede at se manden igen. Hun ønskede heller ikke at ødelægge selskabet, som hun ikke ønskede at mærke irritationen vokse i hende, da det jo lige havde været ganske godt mellem dem.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ar Denjarna måtte sigte stort, var ikke noget som Salvatore havde noget imod, for man kom ingen vegne i livet ellers, hvilket han allerede var godt kendt med personligt. Han rystede let på hovedet, som smilet bredte sig let på hans læber, som han roligt vendte sig i retningen af hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene. ”Selvfølgelig ikke. Tør man ikke søge for noget, så sker der aldrig noget. Man skal selvfølgelig søge for hvad man ønsker sig,” endte han sagte, som han roligt nikkede til hende og med et let smil på læben, for det var slet ikke noget som han kunne skjule for hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var nu alligevel af den grund et mål for ham at få hende til at grine! Det var det som han ønskede sig lige nu, hvor han var fast opsat på at få sin vilje, om det var noget som hun nu ville det eller ikke! Hendes ord morede ham dog, også selvom han slet ikke var interesseret i hende på den måde, hvilket han nu var temmelig sikker på, at hun allerede var klar over. Han betragtede hende ganske sigende, som han slog let med halen. ”Det er jo trods alt op til Dem at afgøre om det er de rette værdier, men.. ja, jeg er vel hvad man vil kalde for den perfekte mand!” afsluttede han tydeligt selvsikkert, som han blev stående der foran hende og med brystet let skudt frem med en stolthed i minen. At hun direkte reagerede med latter på hans halve forvandling, fik ham kun til at smile. Han vidste at han kunne! ”Hæslig? Hvem sagde noget om at være hæslig?!” spurgte han morende, som han forvandlede sig tilbage igen. Han rettede sig op og forsøgte at få de led tilbage på plads i benene, som han igen vendte blikket drillende mod hende. Han morede sig faktisk!
Det var bestemt ikke fordi Salvatore var ude på at ødelægge den stemning som ellers havde været omkring dem, for den havde jo slet ikke fejlet noget til nu! Tiden skulle nok vise ham, om der var en kvinde derude, som ville være i stand til at ændre hans tankegang hvad det angik, men det var ikke noget som han var stødt på lige foreløbig, så et sted, så regnede han ikke ligefrem med det. Han nikkede roligt, som han vendte blikket mod hende. Det var tydeligt, at der var noget galt, og det måtte næsten være noget som han havde sagt, men.. hvad havde han sagt som tilsyneladende havde været så forkert? Det kunne han da slet ikke se! Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg er muligvis ved at være halvgammel, og jeg kender Dem ikke, men af den grund, er jeg ikke dum, Denjarna.. Hvad har jeg sagt?” endte han roligt, som han lod blikket møde hendes, som han selv valgte at stoppe op. Han lod hovedet søge let på sned, som han kort forsøgte at tænke hele samtalen igennem, selvom han ikke just kunne se hvad det var han havde sagt, eller hvad det var han havde gjort, og et sted så var det faktisk temmelig frustrerende.

[Deleted]

Sandt var det, at det var vigtigt, at man satte sig visse mål gennem livet. Denjarnas mål angående perfektion, tvivlede hun dog på, at hun kunne opnå, da det var en lang vej at gå. Derfor sigtede hun i stedet at leve efter en måde, som hun bifaldede, og følte sig godt tilpas i. Lige i øjeblikket forløb det også ganske fornuftigt, da hun havde det fint i sin nuværende position, skønt hun stadig var i gang med at forbedre den. Det var trods alt visse ting, hun endnu ikke var tilfreds med, da hun savnede lidt af det liv, som hun havde haft, inden hun var blevet kidnappet. Hvor svært det så ville gå hen at blive, anede hun ikke, men det var noget hun gerne ville kæmpe for. ”Så sandt, så sandt,” sagde hun kortfattet. ”Du må vel også selv have nogle mål,” tilføjede hun roligt. Han havde garanteret nogle mål angående sin lederstatus, som han tydeligvis lige havde fået pålagt sig. Samtidig var der vel også nogle mere personlige mål hos ham. Smilende rystede hun let på hovedet af ham, som han selvsikkert betragtede sig selv som den perfekte mand. Han havde garanteret nogle gode værdier, selvom han var procianer, men det var bare sådan det måtte være i den anden ende. Hun havde dog ikke i sinde at springe på ham, selvom det måske godt kunne have lydt sådan på hendes ord. ”I så fald må jeg tilbringe lidt mere tid med dig, så jeg selv kan bedømme, om du virkelig er så perfekt, som du går og praler med,” svarede hun med et morende glimt i øjnene. Hendes kendskab til denne mand måtte endnu være vagt, som de trods alt lige havde mødt hinanden. Det eneste hun kunne vide sig sikker på var, at hun bifaldt hans udseende. Personligt kunne hun også sige, at han formåede at more hende lige i øjeblikket, men mere i det end det var der ikke lige i øjeblikket. ”Jeg må nok gå til bekendelse og sige, at det var mig,” sagde hun morende og rakte muntert sin ene hånd en anelse i vejret, mens hun lod blikket hvile på ham. Det havde lykkedes ham at få hende til at le, da det virkelig havde set underligt ud at se, hvordan hans underkrop forvandlede sig til et dyr, som det helt havde været et akavet syn! At han så ganske hurtigt forvandlede sig tilbage til sit eget selv, kommenterede hun ikke, som hun blot smilede, hvor hun også holdt den nyfundne afstand, som hun jo var trådt et skridt væk fra ham igen.
Det frydede ikke just Denjarna, at stemningen mellem dem måtte støde på en brist. Hun nød trods alt ikke at være irriteret, som hun derimod havde nydt den åbne stemning der havde hersket mellem dem. Hun havde jo fundet hans person ganske interessant, men at han så havde sagt noget forkert, kunne hun ikke gøre noget ved. For hende havde det været en fornærmelse, at han havde beskrevet hende og Gabriels tid sammen som mørk, da det fik hende til at føle, at det der havde foregået havde været helt igennem forfærdeligt og hendes skyld. Sådan så hun ikke selv på det, men det undrede hende ikke, at Salvatore kunne gå rundt med et sådant billede. Han havde trods alt vist, at han ikke var en fan af Dvasias, så at han fandt det utroligt upassende, at hans kommende konge havde været sammen med hende, undrede hende ikke. Hun havde dog troet, at han ville have set lidt mere let på det, efter at hun havde vist ham, hvem hun var som person. At han så valgte at stoppe op, så han kunne konfrontere hende, fik hende til at fortsætte sine skridt. Hun havde ikke nemlig ikke just til at diskutere det med ham. ”Bare lad det ligge, Salvatore.. Du forstår dig alligevel ikke på det,” svarede hun stilfærdigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig var det vigtigt at sætte sig mål i livet, ellers skete der virkelig heller ikke noget. Selv havde Salvatore kun lige fået det ene mål opfyldt, i og med at han var blevet en leder, men af den grund, så havde han jo selv sat sig mange nok mere personlige mål end dette alene, men det var nok noget som skulle komme før eller siden, hvilket han nu allerede var klar over. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som smilet forblev på hans læber. Han vendte blikket kort og tænkende op mod den store himmel, som han let trak på skuldrene. Ja, hvad havde han egentlig af personlige mål? ”Jeg fik opfyldt det ene for ikke lang tid siden. Jeg står jo trods alt som en leder i dag, men personligt..? Den var straks værre.. Jeg har ingen kvinde i mit liv, jeg har ingen børn at tage mig af, selvom jeg er en aldrende herre. Jeg har nok oplevet nok i mit liv, til at jeg med hånden på hjertet, kan sige, at jeg ønsker at slå mig ned, hjælpe min race frem i livet og tilbage til storhed, men det er vel ikke helt underligt, er det?” endte han stilfærdigt, som han igen vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. At hun ikke var helt overbevist om hans værdier, var noget som selvfølgelig morede ham, hvor han kuklo ganske let. Han havde jo trods alt formået at opnå sit eget mål ved at få hende til at le, så det var jo et skridt på vejen! Desuden.. hvem sagde ikke at han nød synet af en smuk kvinde? For det gjorde han så sandelig! ”Betvivler De hvad De kan se?” spurgte han morende. I sig selv, ville han ikke have noget imod at tilbringe den tid sammen med hende, for han kunne jo faktisk godt lide det.
At det var Denjarna selv, som havde kaldt ham for hæslig, var nu ikke noget som Salvatore tog sig meget af, for selvfølgelig glædede det ham bare, at se hende smile igen og faktisk det at høre hende grine, for det var i sandhed som sød musik i hans ører! At han så havde sagt noget så direkte forkert, kunne han udmærket godt høre, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det var noget som et sted faktisk måtte irritere ham. Hun ville ikke diskutere med ham og hun cuttede ham af, hvilket han bestemt heller ikke bifaldt på nogen måde, selvom han nok heller ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Han trak vejret dybt, som han slap det ganske tungt endnu en gang, som han igen vendt blikket direkte mod hende, som hun bad ham om at lade det ligge. Hænderne foldede han igen over ryggen og med blikket hvilende på hende. Tænderne bed han fast sammen. ”Hvad har jeg sagt, som har været så upassende?” spurgte han igen, som det var tydeligt at han vel også selv krævede sine svar hvad dette angik? For han ønskede jo faktisk at vide hvordan det kunne være, at de kunne gå fra at le og grine, til at hun skulle til at cutte ham af, for det irriterede ham!

[Deleted]

Ret havde han i, at det ikke var underlige mål han ønskede for sig selv. Hvis Denjarna skulle sige noget om det, så var det primært mål alle og enhver gik og satte sig her i livet. Det var alment, at man som person ønskede, at man fandt en at dele sit liv med. Selv ville hun i hvert fald gerne finde roen igen og slå sig ned med en igen, da det var noget hun engang havde haft, men nu mistet. Man kunne dog ikke haste på det punkt, da det var noget der lige pludselig gik i opfyldelse. Hans andet mål angående sin race var også normalt, da han var leder, så selvfølgelig ville han gerne have, at hans folk stod stolt og stærkt. ”Nej, det lyder ganske almindeligt, hvis du spørg mig. Men selvom det er almene ønsker du går rundt med, så betyder det ikke, at de er mindre værd,” sagde hun roligt og smilede svagt til ham. Hvordan han ville klare sig som leder, vidste hun ikke, men hun burde vel håbe på, at det gik ham skidt? Hun var trods alt for Dvasias, så hun måtte ikke støtte op omkring lyset, hvilket han var en del af, som han var magikernes leder. Samtidig med det, så havde han også gjort det klart for hende, at han havde en meget fast holdning, hvad det mørke land gjaldt. Tænksomt fugtede hun let sine læber, mens hun så frem for sig. Den lette stemning morede hende, hvor smilet på hendes læber heller ikke var til at tage fejl af. Han var nu en behagelig mand at være i selskab med, da han var flot, og så havde det vist sig, at de sagtens kunne snakke sammen. Hun var trods alt var Dvasias, og han fra Procias, men det var nu før hændt hende, at hun var kommet godt ud af det med ’fjenden’. ”Jeg bliver nødt til at se flere beviser, før jeg vil tro dig,” sagde hun morende og til dels udfordrende. Blikket rettede hun også igen mod ham, hvor hun roligt iagttog hans skikkelse. Selvom det var mørkt, så kunne hun ligeså tydeligt se ham, som hvert et træk blev synliggjort for hende.
Det at Denjarna havde kaldt for hæslig, havde hun nu ikke ment i alvor. Det havde dog set ufatteligt morsomt og akavet ud, som han havde stået foran hende – halv mand, halvt dyr. Med den lille forestilling, så havde han også opnået sig mål, som han havde fået hendes latter at høre, hvor smilet også havde hvilet fasttømret på hendes læber. At det hele så måtte vende 180 grader var så en skam, da hun ikke selv nød en trykket stemning. Hun havde nydt, hvordan det førhen havde været, men i sidste ende havde det vist sig, at de havde taget deres samtaler lidt for langt. I hvert fald for hendes vedkommende. Hun skævede kort til ham, som hun tydeligt kunne høre, hvordan han dybt måtte trække vejret, hvilket også kun indikerede hende om, at han heller ikke bifaldt situationen. Hun anså det dog for at være hans skyld, selvom han tydeligvis ikke kunne se, hvad der var i vejen. At han så fortsat insisterede på at vide, hvad han havde gjort galt, fik hende igen til at se stift frem for sig. Det virkede ikke just som om, at han havde lyst til at lade det ligge, så selvom hun ikke gad en diskussion, så var der vidst ingen vej udenom. ”Det upassende er dig. Du er så langt inde i din egen verden, at du kun kan veje det hele op i sort og hvidt. Jeg er muligvis fra Dvasias, men det er ikke ens betydning med, at alt der omhandler mig må være forfærdeligt og et mørke,” svarede hun sigende igen, som hun havde taget det personligt, at han anså hende og Gabriels gamle forhold for at være et mørke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ganske vidst utrolig mange små middelmådige mål, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme bag på nogen som sådan, gjorde det? Han vendte blikket roligt mod hende, som han selv begyndte at remse op. Selv måtte han erkende, at han ikke havde tænkt meget over det, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet endnu en gang, som han let trak på skuldrene. ”Selvfølgelig er de ikke mindre værd, end hvad alle andre går og gør sig af tanker og ønsker. Så lang tid man ikke har nogen i livet, så kan ens ønsker selvfølgelig kun omhandle en selv. Dog må jeg erkende, at jeg savner en at dele den tilværelse med,” endte han sandfærdigt. Jovist manglede man jo altid en, og specielt fordi at han ønskede at slå sig til ro efterhånden, så regnede han faktisk ikke rigtigt med at det skulle blive tilfældet, men det var nu ikke rigtigt noget som han kunne gøre det største ved af den grund. At hun så ikke var overbevist om han måtte være den perfekte mand, forundrede ham dog ikke, selvom det ikke ændrede på det faktum, at han sagtens var i stand til at nyde af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så må jeg nok skrue charmen lidt yderligere på,” endte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Ja, han havde det jo egentlig bare sjovt for en gangs skyld!
At det hele skulle vende 180 grader, var bestemt ikke noget som Salvatore havde regnet med, og bestemt ikke så pludseligt, som det faktisk var endt med at ske, men ikke desto mindre, så ønskede han vel at gøre det godt igen? Det kunne godt være, at han lige i øjeblikket mængede sig med fjenden, men ikke desto mindre, så var han nødt til at tage sine forholdsregler, også for at forhindre, at gøre ondt værre end det som det måtte være i forvejen! Næverne knyttede han ganske let. Han vendte blikket direkte mod hende, hvor hans mine antog en mere spids og utilfreds facon. Armene gled i stedet for over kors, hvor han direkte vendte blikket mod hende. Som hun holdt afstand til ham, så var det tydeligt, at der ikke skulle mere til for at ødelægge det, også selvom han bestemt ikke kunne se, hvad det var han egentlig i princippet havde gjort forkert, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske kortfattet. At det direkte var ham som var upassende, var noget som et sted faktisk gjorde ham temmelig irriteret, for det eneste som han gav udtryk for, var jo faktisk sine egne holdninger og sine egne meninger, og det var der vel heller ikke noget forbudt ved? ”Jeg beklager om De ikke kan klare mine meninger eller holdninger, Denjarna,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Et sted var han selvfølgelig ganske irriteret, men det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at lade gå ud over hende. ”Jeg går ikke ud fra, at det var meget anderledes tilbage med tiden rundt Gabriel? De var formodentligt en vampyr? Hvordan skal det ikke kunne være mørkt?” spurgte han yderst sigende.

[Deleted]

Det undrede ikke Denjarna, at han savnede en at dele livet med, for hvem ville ikke have sådan en person ved sin side? Det var trods alt en ubeskrivelig følelse at have en at dele sin tilværelse med, hvor hun før havde haft en sådan person ved sin side. Det gav en ro i kroppen at vide, at man havde en fast ved sin side, som man kunne elske. Om hun ville være heldig nok og finde en ny person at dele sit liv med, håbede hun, skønt hun allerede havde haft chancen, som hun før havde haft det. ”Selvfølgelig vil ens tanker omhandle det, når man ikke har det i sit liv endnu. Og det at have en at dele sit liv med er også fantastisk, når man er parat til det,” sagde hun roligt. Selv havde hun prøvet at være i et forhold, som hun endnu ikke havde været parat til, hvilket havde ført til lidt af en rutsjebanetur. Nu var hun dog noget til det punkt i sit liv, at hun sagtens kunne holde sig til en person i sit liv, hvilket hun også havde været de sidste århundreder. Hun havde trods alt haft en del gode år med sin tidligere ægtemand, indtil hun blev kidnappet, hvor hun nu var alene igen. Morende trak hun på smilet, som han sagde, at han i så fald gerne ville skrue op for charmen for hende. Om det virkelig ville ske, vidste hun dog ikke, men hun var da nysgerrig efter at se og høre mere. ”Jamen det vil jeg glæde mig til at opleve,” sagde hun morende. Blikket lod hun hvile på ham, mens smilet endnu måtte hvile på hendes læber.
Denjarna kunne tydeligt fornemme på det hele, at det hele var ved at ændre sig mellem dem. Det var absolut ikke noget der faldt i hendes smag, da hun oprigtigt havde nydt hans selskab, som de havde moret sig med hinanden. Hun ønskede heller ikke at gøre ham til sin fjende, hvor han også kunne være en farlig fjende at have, nu når han var leder af magikerne, og det sagde trods alt ikke så lidt. Magi var trods alt ikke noget man skulle undervurdere. Hvordan han ville reagere på hele situationen, anede hun dog ikke, men lige nu kunne hun fornemme, hvordan han også selv begyndte at tage afstand til hende. Ikke noget der just hjalp på hendes situation, da hun i så fald kun fik lyst til at blive endnu mere fraværende. Hun mærkede godt, hvordan hans blik flere gange gled direkte over på hende, men af den grund tog hun alligevel ikke øjenkontakten op med ham endnu. Selv så hun kort ned på hans knyttede næve, inden hun så frem for sig igen. Havde han nu i sinde at angribe hende eller hvad? ”Personligt tænker jeg bare, at der er visse ting man skal holde for sig selv. Det er trods alt ikke alle tanker, man bør dele med andre,” svarede hun sigende igen. Skridtende stoppede hun også nu, hvor hun fast rettede blikket mod ham. ”Til din orientering, så var jeg mørkelver, da jeg mødte Gabriel. Og det kan godt være, at vi kom fra hver sin side af grænsen, men det betyder ikke, at vi ikke kunne føle det samme, som to fra Dvasias kunne eller to fra Procias for den sags skyld. Men jeg erindrer, at det skulle være skidt for den kommende konge, at jeg drøfter disse emner med folk, så ud fra dine ord, så burde jeg slet ikke drøfte disse detaljer med dig,” sagde hun sigende, hvor hun lod sine arme foldes over kors.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede faktisk en at dele sit liv og sin tilværelse med, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han var ved at blive en aldrende herre, også selvom det måske ikke var til at se i det omfang af alder, for han bar ikke særlig mange af de aldrende kendetegn, hvilket selvfølgelig var noget som passede ham selv ganske fint, det var der ingen tvivl om overhovedet! At hun vidste hvordan det var at have en at dele sit liv med, kunne han godt forestille sig, men.. det var nu ikke noget som hjalp ham som sådan. Han nikkede istemmende til hendes ord, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Det lyder skam som De er godt kendt med følelsen og fornemmelsen af en så nær mand?” endte han ganske sagte, som han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Han havde hørt hendes latter, og han havde faktisk været i stand til at få hende til at more sig, hvilket i den grad også var noget af det bedste af det hele, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne med lethed skrue charmen på, hvilket han allerede var klar over, men.. han burde vel holde bare en anelse igen? Hun var jo trods alt af mørket, og dette var bestemt ikke ensbetydet med at det var et møde som skulle gentage sig senere. ”Det siger du nu,” endte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Det morede ham jo faktisk at det var sådan her det forløb sig!
Det hele var endt med at gå i den helt forkerte retning, hvilket Salvatore faktisk var ked af, for han havde oprigtigt nydt hendes selskab, for ikke at glemme, at han virkelig havde nydt det! Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som hun selv valgt at åbne munden. Kunne hun ikke klare hans holdninger og meninger, så var det ikke hans problem, men hendes derimod, for han ønskede faktisk at fortælle hvordan han havde det med tingene og hvordan han så på tingene, for det var noget som havde en personlig betydning for ham. ”I så fald, så beklager jeg, at jeg har trådt Dem over tæerne,” begyndte han sagte, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og med en yderst kortfattet mine. Han ønskede ikke at stå og skændes med hende, og specielt ikke når det faktisk var gået så frygtelig godt i den anden ende, for det gik jo faktisk fint, gjorde det ikke? At hun så valgte at lukke helt af overfor ham, var noget som virkelig irriterede ham, selvom han dog ikke havde nogen intentioner om at skulle gå til angreb på hende, for det vidste han udmærket godt, at han slet ikke ville få det mindste ud af i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede direkte tungt, som han let rystede på hovedet. ”Jeg… beklager at jeg gjorde mig de talte meninger, Denjarna..” endte han dæmpet. Han havde allerede fået mere end rigeligt at vide, hvad angik hende og Gabriels gamle forhold og det selvfølgelig i sig selv, var noget som kunne sætte den unge konge i problemer, og det ønskede han ikke!

[Deleted]

Denjarna kendte skam godt til følelsen af at have en mand nær, så hun vidste godt, hvilke positive sider det bragte med sig. Selv havde hun nemlig været en gift kvinde i nogle årtusinder, men det var dog endt i vasken i sidste ende, som han havde forladt hende. Det var dog ikke noget hun havde lyst til at diskutere med Salvatore, da det var en personlig snak, og selvom hun godt kunne lide at snakke med ham, så vidste hun ikke, om det var en god ide at åbne op for ham på den led. På den anden side, så havde han selv fortalt hende, at han havde tabt en ugengældt kærlighed. ”Jeg har prøvet det, men det endte med ikke at være noget i den sidste ende,” svarede hun kortfattet, som hun ikke ønskede at give flere detaljer, hvilket hun håbede, at han respekterede. Desuden, hvis hun skulle fortælle ham, hvorfor hende og hendes mand var gået fra hinanden, så ville hun sikkert være nødsaget til at fortælle om sine år med tortur. Det var heller ikke et emne hun ønskede at diskutere, eftersom det næsten måtte være endnu værre for hende. Hun havde også undgået samtalen i et pænt stykke tid, så hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte sådan? Hendes blik søgte ganske kort ned mod hendes hånd, hvor hun kunne se, hvordan hendes finger ikke længere var prydet med en stor sten. Det var heldigvis noget hun var blevet mindre opmærksom på med tiden, som hun var begyndt at vænne sig til følelsen af den frie finger. Nysgerrigt rettede hun blikket mod Salvatore igen. Morende gled smilet over hendes læber, da han helt fik det til at lyde som om, at det var skidt, at hun så frem til at se charmen fra hans side. ”Er det da forfærdeligt, at jeg har det sådan?” spurgte hun morende.
Det kunne meget vel være, at det betød meget for ham at tale højt om sine meninger, men Denjarna tænkte selv, at det også var godt at have en situationsfornemmelse. At han så alligevel valgte at undskylde, måtte glæde hende, da hun kun anså det for at være passende. Hun havde trods alt ikke gjort ham noget under hele deres møde, så hun forstod ikke, hvorfor han nu skulle hakke ned på hende. ”Det har du,” sagde hun stilfærdigt. Selv mente hun ikke, at man kunne se på hende og Gabriels tid sammen som mørk. Det var meget muligt, at de havde været fra hvert sit land, og hun havde droppet ham i den sidste ende, men det betød ikke, at det ikke havde været godt mellem dem? Hun havde jo elsket manden, selvom det sikkert ikke var noget Salvatore kunne forstå sig på. Han havde jo fortalt, hvordan hans selv havde holdt sig fra kærligheden, når han havde følt den. Hun fugtede let sine læber. ”Så længe du ikke bare taler mig efter munden, men virkelig mener din undskyldning, så er jeg villig til at se bort fra denne lille episode,” sagde hun, uden hun tog blikket fra ham. Hun ville ikke skændes med ham, men samtidig ville hun heller ikke have, at han bare talte hende efter munden. Hvis det virkelig skulle blive, som det var før, så var han nødsaget til at mene sine ord, da hun ikke kunne bruge det andet til noget.