Under the full moon?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at være godt mørkt, og ganske stjerneklart for en gangs skyld, hvilket var noget som passede Salvatore helt perfekt! Selvom det blæste mildt, og man kunne høre uglerne tude i det fjerne, som de selv var ude i deres søgen efter mus, så var det alligevel noget som Salvatore måtte finde som.. smukt og idyllisk, kun fordi at det var naturens gang, og det var noget som han virkelig godt kunne lide!
Listende på alle fire, i og med, at Salvatore havde valgt at indtage sin skikkelse som en panter. Velvidende om at det ikke var typisk en magiker at kunne forvandle sig, så havde han skam også været kastet under et og andet igennem sit relativt lange liv. Ja, han havde oplevet utrolig mange ting, og det var bestemt heller ikke fordi at han var stolt af det hele! De gyldne øjne spejdede frem for sig. Et sted så mindede parken ham om hans lange liv i skoven sammen med Eniqa. En kvinde som han havde holdt utrolig kær, men nu var gået i døden, uden at han havde været i stand til at gøre noget ved det. Det var noget som faktisk gjorde ondt for ham at tænke på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv han måtte jo komme videre før eller siden. Efter angrebet på slottet ved Silia og Gabriels bryllup, hvor han selv havde været til stede, så kunne man vel snildt sige, at hans syn på mørket og warlocks specielt, bestemt ikke var særlig positivt længere!
Salvatore holdt sig væk fra stierne, da han selv ikke ønskede at tiltrække sig den største opmærksomhed, velvidende om at der nok ikke var mange ude i Manjarno på denne tid af døgnet, men han var nødt til at være sikker. Efter han selv havde været offer for et knivstikkeri, som snildt kunne have taget hans liv, var han nødt til at tage sine forholdsregler! Måske han var en leder, men af den grund, så var han bestemt heller ikke usårlig, selvom det bestemt heller ikke just var noget som han kunne have med at gøre i den anden ende af den grund. Han stoppede op og sniffede i luften. Umiddelbart kunne han ikke høre eller fornemme nogen i sin nærhed, hvor han alligevel valgte at indgå den forvandling, som igen tvang ham op på to ben igen. Kroppen var tydeligt markeret, idet at pelsen lagde sig som en skjorte omkring hans krop, en anelse tyk, da det heller ikke var varmt i vejret længere. Han var en høj mand, med mørke øjne og med et let træk i den ene mundvige og et glimt i de ellers så mørke øjne, hvor hans hud var en anelse gylden, som en typisk procianer. Vinden rev omgående i hans let strittende hår, idet han rullede med skuldrene, for at sætte de mange led på plads. Forvandlingen var han på sit vis vant til nu, men den var ikke altid lige behagelig af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bevægede sig roligt ned til stien, hvor han fortsatte sin vandring. Stadig en anelse øm omkring knivstikket i brystet, så var såret lukket nu, og han var i live – heldigvis.

[Deleted]

En smuk nat var det så sandelig, som uvejret var drevet over og efterlod luften frisk, men den mørke himmel nu var spækket med stjerner. Nætter som denne havde Denjarna altid nydt, men som årstiderne skiftede, så blev vejret mere skyet, hvor regn var det mest almene i efteråret, og regnet havde det så sandelig også gjort de seneste par nætter! Men selvom hun havde en forkærlighed for det klare, så nød hun alligevel årstidsskiftet, da dette ville blive hendes første efterår i umindelige tider, og hun havde savnet det. I århundreder havde hun været væk, hvor hun først var kommet tilbage i dette forår, hvor det havde været med blandede følelser. Det havde været en smuk årstid at vende tilbage til, da det var i den tid alt sprang ud, men psykisk havde det samtidig været den sværeste periode for hende. Meget havde ændret sig i den tid hun havde været væk, som byerne havde forandret sig og blevet langt mere moderne, som der var kommet ordentlige bysamfund. Samtidig var der delvist kommet nye idealer frem, og personer hun engang havde kendt og haft tæt var nu væk. Hun fugtede let de bløde læber, som hun trådte ind i parken. Fremad gik det dog, som hun på det seneste havde mødt folk, der fik hende til at huske sit gamle jeg, hvor hun var faldet langt mere til ro, end da hun var vendt tilbage som et koldblodigt monster. Vildskaben lå dog i hende endnu, som hun endnu kunne få svært ved at styre sin hunger efter blod, som tørsten havde steget markant med tiden. Tavst gled de lysende sølvgrå øjne rundt på omgivelser der endnu var grønne. Det var et stykke tid siden, hun sidst havde været her i den smukke park, som hun senest havde været her med sin tidligere ægtemand, men allerede det var flere måneder siden. Hun blinkede let med øjnene, som følelserne fra minderne måtte tage sin opdukken i hende, hvor det gjorde ondt. Det gjorde ondt at vide alt det der var sket, samt gå med den viden at hun havde mistet så meget. Det var dog ikke noget hun måtte dvæle ved, da det ikke var i hendes liv længere, hvor hun bare burde se fremad. Til tider var det svært – især når hun var alene – men hun havde mødt nogle folk, der havde formået at drive hendes tanker væk derfra. Roligt bevægede hun sig gennem parken, som hun selv valgte at følge de grusede stier i stedet for at danne sin egen vej. Hun havde altid nydt at komme her i parken, da hun fandt den utrolig smuk, hvor hun også altid havde nydt at færdes i naturen. Som vinden blæste mildt, rev den let i den sorte kappe hun havde om kroppen, hvor den dækkede for den mørke kjole hun bar. Hætten var ikke trukket op, hvor hendes lange og bølgende ravnsorte hår derfor var til frit syn, ligesom hendes lyse og pæne ansigt. Som hun gik, havde hun ellers ment, at hun var alene, som hun ikke havde sanset andet end de dyr der nu engang måtte være til stede ved de grønne arealer. Men som hun gik, sprang færten af noget menneskeligt pludseligt frem, som om vedkommende bare var kommet ud af den blå luft. Scannende lod hun de sølvgrå øjne betragte omgivelserne i sin søgen på, hvem denne fremmede måtte være, og hvor han befandt sig. Let lod hun sin tunge glide over den ene sylespidse tand, som hun skam havde ænset, at vedkommende var en person med et bankende hjerte, og derfor også med friskt rindende blod. En viden der fik sulten til at pumpe naturligt i hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den skiftende årstid, var ikke just noget som Salvatore havde noget imod som sådan, men ikke desto mindre, så nød han selv af det. Han var nok et lyst væsen, og stod nu også som en leder af den, men ikke var det noget som havde den største betydning for ham som sådan. Han havde levet frygtelig mange år iblandt warlocks, så det var jo primært det væsen hans naturlige vrede var rettet mod, men i denne stund, havde han egentlig kun trukket sig lidt fra Procias, for at tænke tingene igennem. Kvinden som havde stukket ham ned, var ofte i hans tanker, for det virkede ikke just som hun vidste hvad hun ville, eller.. hvor hun hørte til, og det var alligevel noget som gjorde ham en kende nysgerrig af sig, velvidende om at han ikke kunne finde hende eller opsøge hende, så var det næsten det som måtte være værre end noget andet i den anden ende. Han sukkede dæmpet, som endnu et vindpust ramte ham direkte i ansigtet. I sig selv, så var det faktisk en ganske behagelig fornemmelse, for han nød af det. Han var et frit væsen, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. De mørke øjne gled let op mod den store fuldmåne. Smuk var den, og specielt fordi at den var så tydelig i aften, så forventede man sig vel næsten at skulle høre lyden af varulvenes hyl? Tanken i sig selv, fik ham til at smile ganske svagt, som han lod tungen fugte de tynde læber. Han kunne godt lide den tanke.
Salvatore endte hurtigt med at stoppe op, som han var sikker på, at han kunne høre lyde på den grusede sti. Lyden af skridt, som bestemt ikke var hans egne. Han skævede kun kort frem, og så videre over sin ene skulder, også selvom han ikke ligefrem kunne se nogen af den grund. Næverne knyttede han en anelse, som han svagt kneb øjnene sammen, inden han valgte at fortsætte med rolige og kontrollerede skridt, selvom han denne gang var langt mere opmærksom, for det var jo aldrig til at vide hvilket væsen, som havde valgt at befinde sig i parken som ham selv, selvom man vel bare kunne håbe på at vedkommende var af de samme intentioner som han selv var? Han var jo trods alt også bare kommet her for at nyde stilheden og naturen, inden den for alvor måtte smide alle blade fra sig, for at give efter for den kommende vinter, for det var tydeligt at den var godt på vej efterhånden, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for ham lige nu, for han ville bestemt heller ikke lade andre ødelægge det for sig! Endnu en gang trak han vejret dybt, hvor han fortsatte med at lytte. Såfremt nu hvor han vidste, at han ikke længere var alene, så vidste han også, at han samtidig, var nødt til at være en anelse mere på vagt, end det som han havde været til nu, også mest for hans egen skyld, for han lod sig bestemt ikke overrumple en gang til!

[Deleted]

Oprindeligt var Denjarna bare kommet til parken for at nyde den smukke natur, og sætte fortiden bag sig. For hendes vedkommende rummede denne park mange minder, hvor de både kunne relateres til noget positivt og noget negativt. Dette sted havde været den sidste nat, hun havde set Derick, hvor det oprindeligt skulle have været en start på en ny start mellem dem, men det havde vist sig at blive den nat, hvor han også havde forladt hende. Let strøg hun en hånd igennem de ravnsorte lokker, mens hun tænksomt kastede et blik omkring. Mange hændelser havde forløbet siden hun sidst havde været her, som hun havde startet et nyt liv – alene, men samtidig med nye personer omkring sig. De sølvgrå øjne gled roligt omkring omgivelserne, hvor hun betragtede det grønne græs, som blomsterne mere eller mindre var forsvundet nu. Blikket gled også op af træets kroner, som de endnu var dækket. Altid havde hun nydt at færdes ude i naturen, hvor dette bestemt ikke var nogen undtagelse. Længe havde hun været gemt væk nede under jorden, hvor hun nu ønskede at være ude så tit som muligt, da hun havde i sinde at nyde hvert et sekund af sin frihed. Hun havde dog altid været en udendørsperson, som hun altid havde nydt at færdes i det grønne. Vinden ramte hende let, som den måtte føles forfriskende mod det blege ansigt, hvor det satte en let bevægelse i hendes ravnsorte lokker. Som Denjarna vandrede rundt i parken, opfangede hun på et tidspunkt et levende væsen, hvilket fik hendes skridt til at ophøre. Ganske ubevægelig stod hun, mens hendes blik måtte nærstudere omgivelserne i søgen efter den fremmede person. Personen havde formået at overraske hende, hvilket ikke sagde så lidt, når hun var vampyr. Det ene sekund havde hun nemlig kun sanset de forskellige dyr, men i et andet øjeblik sansede hun en levende person, hvor hun kunne fornemme, at vedkommende end ikke var langt fra hende. Det havde ikke just været hende planlagt at jage, da hun prøvede at vende sig til allerede tappet blod igen, men hun kunne ikke vige bort fra, at hun følte sulten, når hun fornemmede mandens bankende hjerte. Pludselig standsede hendes blik, som dens søgen endelig havde fundet sit mål. Hendes stærke nattesyn kunne ane, at hun endnu ikke var blevet opdaget, som mandens blik endnu søgte omkring, hvor han ikke gik i en lige retning mod hende. Hun fugtede let læberne. Det måtte næsten ligne, at hun havde brugt magi, for fra det ene sekund til det andet, stod hun nu med et par meters afstand fra den fremmede, hvor hun var kommet fra siden af. Let lod hun en hånd hvile mod et af træerne, som hun støttede sig op ad, imens hendes blik studerede hans skikkelse. Han var en utroligt flot mand. Det måtte hun give ham. Hendes hoved faldt let på sned. ”Hvad laver en mand som dig herude på denne tid af døgnet?” spurgte hun kortfattet. Med en som dig måtte hun hentyde til det faktum, at han ikke var af mørket, og at dette tidspunkt primært var vampyrernes domæne. Det var dog i Manjarno de befandt sig, så et frit land var det i forhold til Dvasias.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke umiddelbart fjendtlig indstillet, for det var ikke noget som han havde haft nogen grund til endnu. Uanset hvem denne person var, så kunne det jo være, at det bare var en som søgte rundt udendørs, ligesom han selv gjorde? Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham det mindste, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var sådan at han faktisk selv personligt havde det bedst. Han ønskede ikke strid lige nu.. Procias var slet ikke forberedt på krig som det stod lige nu, og selv han havde brug for at lufte de mange tanker lidt, for selv han havde meget at skulle se til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Et sted en form af spænding, for her i mørket og endda på et sted hvor mange sammenstød var hændt igennem de mange generationer som han selv havde været her på jorden, så var det også mange ting som han havde set, fra den pelsede skikkelse som han kunne indtage. Ikke noget som mange vidste, da det var en hemmelighed som han forbeholdt at holde for sig selv.
Stemmen som lød ikke så langt bag ham, var noget som fik smilet til at brede sig på hans læber. Det var tydeligt ikke en procianer som han var stødt på, selvom det vel havde været lidt af en naiv tankegang? Han vendte sig direkte mod hende, også selvom det var svært nok for ham at se hende her i mørket, så var det ikke noget som direkte generede ham. Han var vel sikker så lang tid, at han tog sig sine forholdsregler? Han ønskede jo ikke ligefrem at der skulle ske nogen grumme ting, hverken med ham eller hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Forhåbentlig det samme som De selv, frøken,” begyndte han ganske sigende, som han lod blikket roligt betragte hende. Her i fuldmånens skær, kunne han skam godt se hvor.. bleg hun egentlig var, hvilket kun indikerede en ting for ham; Hun var en vampyr. Med andre ord en dvasianer, og så skulle han nok tage sine forholdsregler! ”Jeg er blot en simpel mand på gennemgang igennem parken. Den er smuk på denne årstid,” tilføjede han ganske sigende, som læberne let spillede ud i et varmt smil. Han var en varm personlighed, og efter han havde fået skænket titlen som Magikernes Leder, så var han nødt til at gøre hvad han kunne for at bibeholde det gode navn og det ry som fulgte med, og derfor var det bestemt heller ikke til hans fordel at stå overfor en dvasianer og så ikke gøre noget ved det! Armene lod han roligt glide over kors. Selvom han kun stod i et par bukser og en skjorte, så var det nu alligevel en anelse halvkøligt, så han burde vel have tænkt sig en anelse mere om, før han havde søgt ud? Vinteren var jo på vej, og det var ellers hvad han selv måtte se på som en skam, for det gav jo ikke ligefrem ham en mulighed for at nyde det optimalt, som han plejede at gøre det! ”Og Dem? På gennemfærd i parken, eller anden årsag?” spurgte han sagte, som han alligevel valgte at bibeholde høfligheden. Han kendte hende jo trods alt ikke – endnu.

[Deleted]

Den fremmede person havde ikke let ved at skjule sig for Denjarna, da hendes syn var gennemtrængende og perfekt i mørket, som detaljerne stod klart for hende, ligesom når et levende væsen så sig omkring ved højlys dag. Det bankende hjerte og pulserende blod gav hende også en god indikation, om hvor denne mand var, og ganske rigtigt var han der, hvor hun sansede ham til at være. Sine vampyriske færdigheder brugte hun på at komme tæt på manden, uden at det normale øje ville være i stand til at opfange bevægelsen. Som hun nåede frem til sin destination et par meter fra den fremmede, gav hun sig selv et par få sekunder til at studere ham, da hun syntes at have forspringet. Det var ikke en person hun kendte, kunne hun hurtigt spotte, men hun havde nu heller ikke mænget sig med levende personer, efter at hun var kommet tilbage. Det havde simpelthen været for svært for hende, som hun endnu skulle lære at styre sin sult igen, hvor det også var begyndt at gå noget bedre. Den fremmede mand var ganske nydelig at se på, hvis man spurgte hende. Han så bare ikke ordentligt klædt på til lejligheden, når man tænkte på, at han kunne føle kulden, hvor den pralede fuldstændigt af på hende. Hun havde dog iført sig en kappe alligevel. Hans svar fik hende ikke til at ændre på sin mimik, som han ellers gav udtryk for, at hendes race var opdaget, hvor hun kunne opfange, at han ikke var ude på at komme i ballade. Hun fugtede let sine læber, mens hun betragtede ham med et tænksomt blik. ”..Og jeg selv er bare en simpel kvinde på gennemgang igennem parken,” svarede hun fattet, som hun brugte hans svar på at formulere sit eget. Sandt var det, at hun ikke havde haft nogen skumle planer med sin tur til parken, som hun blot havde ønsket at gå og nyde naturen, som hun før i tiden havde gjort. Videre fjendtlig så han ikke ud i hendes øjne, men skindet kunne altid bedrage, hvor også hun følte for at tage sine forholdsregler. Hun ønskede sig i hvert fald ikke ud, hvor hun ikke kunne bunde, da hun havde gennemlevet nok smerte for en lang tidsramme. Denne mand kunne meget vel føle sig truet af hende, eller bare være ondsindet og komme med et angreb mod hende, og i så fald ville hun være parat. Som han nævnte årstiden, måtte hun lade de skinnende sølvgrå øjne glide rundt på omgivelser. Manden havde ret. Det var ganske smukt, men hun fandt alle årstider smukke lige i øjeblikket, siden hun havde været indespærret så længe, hvor hun bare var glad for alle de sekunder hun brugte ude i friheden. ”Det er en smuk nat i dag. Det er længe siden, at man sidst kunne se himlen på denne måde,” sagde hun roligt. Så længe han talte høfligt til hende, så kunne hun sagtens gengælde den rolige tone. Hendes blik søgte igen imod manden, hvor det først faldt på hans bryst, hvor hun næsten måtte føle, at hun kunne se, hvordan det måtte hæve og sænke sig. Hendes øjne hvilede der dog kun i et splitsekund, så hun ville tvivle på, at han overhovedet havde opdaget hendes blik, inden hun søgte hans ansigt igen. ”Burde du ikke nyde turen med en du holder kær?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så ikke just nogen grund til at gøre andet end at forholde sig rolig, for han var slet ikke ude på ballade. Desuden vidste han godt, at en tur til Manjarno nok var en risiko eller to værd i længden, men selv han havde vel brug for noget spænding i livet? Han havde brug for at kunne trække sig til steder og situationer, hvori at han kunne tænke for sig selv, finde ud af det hele, for han selv havde endnu frygtelig meget at skulle finde plads og roen til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i den anden ende! Tvært imod! At hun lige så kun var på gennemgang som ham selv, indikerede ikke hvorvidt om han skulle regne med at hun ville gøre ham ondt eller noget lignende, for det var jo trods alt aldrig til at vide, og selv han måtte tage sine forholdsregler hvad dette angik!
Salvatore betragtede sig roligt af den smukke kvinde som han nu stod ansigt til ansigt med. Han turde dog ikke vende ryggen til hende, da det ikke var til at sige hvad hun kunne finde på. En dvasianer kunne man ikke stole på, og det var noget som han selv personligt havde lært på den hårde måde, og det var en erfaring som han valgte at holde fast i! Han ønskede slet ikke at ryge yderligere i problemer, end det som han allerede havde at slås med fra før af. ”I så fald, så er vi to af slagsen,” endte han ganske roligt og med et smil på læben. Han var slet ikke ude på problemer, og så lang tid, at hun ikke var ude på det samme, så var det noget som faktisk passede ham selv ganske fint i den anden ende. Han blev stående og alligevel ganske roligt. Han var måske en anelse spændt, men det var bestemt ikke fordi at han var bange af den grund, for efterhånden og med det liv som han havde haft, så skulle der temmelig meget til, før det ville ske. Han nikkede sig til enighed. ”Det er sjældent det er så stjerneklart på en aften som denne. Foruden det, er det lige så en skam, at der ikke er flere til at nyde den. Folk frygter mørket, og fuldmånen og hvad det bringer dem,” endte han ganske sigende. Ja, i hans øjne, var det virkelig en skam, selvom det bestemt heller ikke var noget som skulle have lov til at afholde ham selv fra at opsøge det når det endelig skete disse sjældne gange. Han vendte blikket igen mod hende. Hvis han havde haft en kær i livet, havde han nok gjort det, men så havde det nok heller ikke været på manjansk jord, men snarere i Procias. Han rystede på hovedet. ”Jeg kunne snarere sige det samme om Dem.. Der er ej en kvinde i mit liv, som jeg holder kær, foruden hvad jeg allerede har mistet,” fortalte han ganske ærligt. Eniqa havde ikke bare passet på ham, som han havde passet på hende, men.. hun var død og borte nu, og det var helst ikke en tid som han ønskede at skænke for mange tanker til, da han ikke kunne gøre noget ved det alligevel. Foruden dette, så var han ganske upåvirket. ”En kvinde som Dem, burde eskorteres af en god mand. Ej ser jeg sådan en,” tilføjede han næsten spørgende. Hun var vel lige så alene, som det han var?

[Deleted]

Det at støde på en anden person her i parken, rørte ikke Denjarna så meget. Hun var tilfreds så længe manden forholdte sig i ro, da hun ikke selv var ude på at rode sig ud i problemer. Hun havde nemlig allerede været ude i mere, end nogen nogensinde burde komme ud i. Hvis han gjorde noget overilet, så havde hun dog i sinde at svare igen, som hun til hver en tid ville værne om sig selv. Derfor var det ikke kun ham, men også hende der måtte holde et vågent øje med ham, selvom hun udadtil så ganske fattet ud. Hun udstrålede nemlig kun ro, som hun stod med hånden mod træet og med blikket på manden. Som de også fik gjort klart for hinanden, at de ønskede det samme, nemlig en rolig gåtur igennem parken, blev hun tavst stående. Selvom han stod med et smil på læben og så ganske imødekommende ud, handlede hun en smule anderledes, som hun endnu var tilbageholden når det gjaldt fremmede. Hun vidste trods alt ikke, hvilken mand han var, og om hun ville finde ud af det, måtte tiden jo vise. ”Det er et trist faktum, at der er så mange, der lader sig styres af deres frygt. Jeg kan dog ikke benægte, at man kan komme ud for uheld i mørket, men lyset kan nu også bringe det samme med sig,” sagde hun stilfærdigt. Der var måske flere væsner af mørket efter nattens frembrud, men det betød heller ikke, at man var fredet gennem dagen. Slemme folk eksisterede trods alt på alle tidspunkter af døgnet, skønt hun ikke kunne benægte, at der nok måtte komme flest uheld i løbet af natten. Selv havde hun ikke et valg angående, om hun ville ud om dagen og natten, som hun vat tvunget til at leve et liv i mørke. Et faktum hun ønskede at ændre på, som visse ideer var blevet plantet i hendes hoved, hvor hun bare håbede, at det kunne blive til virkelig. Hun savnede trods alt at se solen, og alt det der var blevet hende frarøvet for længe siden. ”Men vejret har været ganske uheldigt på det seneste,” tilføjede hun kortfattet. Blikket vendte hun kortvarigt mod himlen, som hun betragtede det stjernespækkede tæppe. Et smukt syn var det så sandelig, hvor mørke skyer havde dækket for skønheden de seneste nætter. At bygerne endelig havde fået sin ende måtte derfor glæde hende. Roligt vendte Denjarna blikket mod manden igen, som han svarede på hendes spørgsmål. Hun måtte dog sige, at hans svar kunne minde forbavsende om hendes eget liv. Det lød nemlig som om, at han havde mistet en, han havde holdt kært, hvor hun selv havde mistet sin ægtemand for et par måneder siden. ”Det gør mig ondt at høre, at du har mistet en du har holdt kært,” sagde hun stille. Hun kendte ikke til hans historie, men hun vidste, hvordan det føltes at miste en man holdt af. ”Jeg kan desværre sige, at mit svar vil minde ufattelig meget om dit, hvis jeg skal komme med et.” Det var ikke noget hun ønskede at uddybe. Ikke overfor ham i hvert fald, som hun intet forhold havde til denne mand. Hun ønskede heller ikke at blive mindet om Derick, som hun selv ønskede at komme videre med sit liv, hvilket hun ikke ville gøre, hvis hun dvælede for meget ved fortiden. Hun var alene nu, og sådan var det bare.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvem denne kvinde var, vidste Salvatore ikke, men af den grund, så agtet han at føre sig frem respektfuldt. Han skulle trods alt også repræsentere Procias udadtil, og det var noget som han agtet at fuldføre til fulde, og derfor slog han ikke hjem, hvis der ikke var nogen grund til det. Han stod fast på, at der var et lys i alle væsner et eller andet sted, selvom der måske var mange som ikke just havde troen på det af den grund, men det stod han fast på. Der var følelser og samvittighed at spore i hvert et væsen, om man bare søgte dybt nok. Selv væsner af mørket, måtte vel tænke tingene igennem? Gjort ting de fortrød? Med andre ord var der en samvittighed, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit. Som hun stod der og så ganske indbydende ud, så viste hun ikke nogen videre interesse i at komme tættere på ham, så var det nu bare sådan at det var. Han skulle endelig ikke handle hvis hun ikke viste interesse for netop dette. ”Hvis det ej er frygten som vi skal lade os styre af, hvad så?” spurgte han sagte, også selvom det var en tanke som gjorde ham en kende nysgerrig. Hovedet lod han søge let på sned. Smilet forblev på hans læber. Han havde erfaret hvor kort livet var til at skulle gå videre med ting på sjælen som man fortrød, og derfor ville han tage tingene med et smil. Hun havde jo heller ikke ligefrem givet ham en grund til andet. ”Mørket og lyset er ikke nær så forskellig, som så mange vil have det til.. Det ene kan ej eksistere uden det andet, og selv i lyset og solens skær, kan ulykker forekomme.. Du har ganske ret,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende.
Nu hvor skydækket trak sig, og efterlod det hele ganske stjerneklart, så var det noget som særdeles faldt i Salvatores smag. Mørket gjorde ikke ham videre nervøs, som det sikkert havde gjort med så mange andre, for med det turbulente liv som han havde levet, så vidste han sådan nogenlunde godt, hvad han kunne forvente, når han søgte udendørs, og det var noget som selvfølgelig også gjorde det hele en anelse nemmere selv for ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende igen. Umiddelbart kunne det næsten lyde som hun kun talte ham efter munden. Ikke at det var en ting som faldt i hans gode bog. ”Så sandt.. Nyd det mens man har det. Vinteren ligger nu for vore fødder,” endte han sigende. At hun stirrede mod hans bryst, sagde han ikke noget til. I hans øjne, indikerede det skam kun en sulten vampyr, og endnu en grund til at han skulle være ekstra påpasselig, for han ønskede bestemt heller ikke at miste sit liv bare sådan! Ikke om det var noget som han ellers kunne blive fri for! ”Døden er blot en naturlig del af livet.. Før eller siden bliver det min tur.. Som det lige så også er Deres. Jeg kondolerer for Deres tab. Var det en som De holdt frygtelig kær?” spurgte han videre. Han lod hovedet søge let mod den anden side. Han holdt fast i sin høflighed, for det så ud til at det også var noget som holdt hende rolig, og så var alt jo godt i hans øjne!

[Deleted]

Hans tydelige indbydende facon, måtte Denjarna spekulere en smule over. Det var længe siden, at hun sidst havde været i selskab med så åben en person som denne mand. Længe havde hun holdt sig i Dvasias, og det var ikke altid smil og åbenhed man blev mødt af med det samme, hvilket gjorde det klart for hende, at denne mand ikke kom fra hendes mørke land. På sin vis måtte det også føles en anelse forfriskende, selvom hun endnu havde sin mur oppe, da hun ikke kunne lade være med at være en anelse mistænksom, og med alt det hun havde været ude for, hvem kunne så bebrejde hende? Hun forholdte sig dog rolig, som hun ikke bed af ham, eller tænkte videre over at angribe ham, da hun alligevel havde lagt den tanke på hylden. Hun opførte sig trods alt ikke længere psykotisk, som hun havde været ude af sig selv, da hun lige var vendt tilbage til den normale hverdag. Som manden spurgte hende om, hvilken motivation man skulle have, hvis ikke man skulle lade sig påvirke af frygten, trak hun svagt på smilebåndet. ”Livet, min kære procianer. Livet,” svarede hun roligt. Selv var hun måske ikke den normale dvasianske borger, som hendes holdninger var en variation af alle lande, som hun havde set lidt af hvert igennem tiden. Nysgerrigt begyndte skæret i de sølvgrå øjne langsomt at blive, som hun betragtede manden. ”Hvis man konstant lader sig styres af sin frygt, hvilket liv ville det så være?” At han alligevel så ægtheden i hendes ord, måtte glæde hende, da der var frygteligt mange personer her i livet, der så lyset som det reneste, hvor mørket var det forfærdeligste. Lys og mørke kunne dog dukke op i det modsatte element, hvor hun heller ikke bare kunne defineres som ond, bare fordi hun var fra Dvasias. ”Så sandt.. Det ville heller ikke være spændende, hvis man udelukkende kunne beskrive en person som god eller ond. Selv i en procianer som dig, hviler der et mørke.”
At han følte, at Denjarna bare talte ham efter munden, måtte være hans problem. Hun vidste, hvad hun gik ind for og ikke gik ind for, så sådan en besked ville ikke ryste hendes verden. De havde bare været enige, og sådan var det bare. Blikket vendte hun væk fra ham, som hun lod sig betragte omgivelserne. Stille var det foruden de to personer der snakkede sammen lige nu. Det vækkede dog ikke hende frygt, skønt hun ikke vidste, hvad denne fremmede kunne gøre. Fingrene lod hun let bevæge sig mod træets stamme, inden hun roligt lod sin arm sænkes igen, så hun tog en ret holdning foran manden. At han begyndte at snakke om døden med hende, og spurgte ind til Derick, var ikke noget hun brød sig om. En anelse fraværende blev hendes ansigt derfor, som han gav hende et ønske om at tage afstand til ham. Hun kendte ikke manden, og derfor så hun ingen grund til at diskutere intime emner med ham. ”Så kan jeg glæde mig selv med, at jeg allerede har taget den tur,” sagde hun sigende. Hun havde allerede gået døden i møde, som hun havde været mørkelver før. Rigtigt død var hun måske ikke, da hun stadig eksisterede, men hendes hjerte bankede ikke længere. ”Gælder dit tab en du holdt kært?” spurgte hun i stedet, som hun ikke ønskede at diskutere sit eget tab med ham. I hvert fald ikke endnu.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ganske vidst en åben person, men ikke desto mindre, så tog han skam sine forholdsregler hvad angik denne kvinde. Som hun stod som en dvasianer, og ham en procianer, så var han selv nødt til at være forsigtig, for hvis der var noget som han have lært og vidste, så var det at man skulle være yderst påpasselig med at stole på et væsen fra et andet land, end hvad man selv måtte komme fra af oprindelse. Procianere havde efterhånden utrolig svært ved selv at stole på sine egne, og det var næsten det som gjorde det hele langt værre end det som det måtte være i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ej. Hendes ord var noget som kun fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber. ”Det er mig ganske mærkværdigt, at en hvis liv er udødeligt, og praktisk talt.. ikke et liv, skal fremstille det således,” endte han sigende. Det var bestemt ikke ment negativt, for det var vel også et liv set i deres forstand? Hvilket han selv havde svært ved, da hjertet ej bankede, de var bundet af mørket og den blodtørst. Et liv i helvede, hvis man spurgte ham! Han måtte erkende, at han godt kunne lide hendes holdninger.. specielt når et dødt væsen skulle stå og snakke om livet, som.. hun selv havde oplevet det? ”De minder mig ej om en typisk vampyr, Frøken.. Hvornår er De blevet omgjort?” spurgte han direkte. Et sted kunne han ikke holde spørgsmålene igen, for det var noget som han selv hungrede efter at få at vide! Specielt når han vidste at der måtte være noget om det! ”Touché. Jeg har dog ej intentioner om at forvolde Dem nogen skade, såfremt De ikke skænker mig en grund til at gøre så,” endte han ganske sigende.
Salvatore tog varsomt et skridt mod denne kvinde, som hun selv gjorde det tydeligt for ham, at hun havde været i besiddelse af livets pust tilbage før i tiderne. Et sted var det noget som vakte en utrolig nysgerrighed, for hvorvidt om det var taget fra hende ved ønske eller tvang, kunne han jo ikke ligefrem sige, men det var nu bare sådan at det var. Han forblev ganske rolig af den grund, som han betragtede hende med en ganske sandfærdig og rolig mine, da han ej heller så nogen grund til at skulle handle anderledes end hvad han gjorde nu. ”Så De har været i besiddelse af livets pust.. Det er yderst interessant,” erkendte han sigende. Hans stemme var dyb, og indikerede ej, ligeså hans udstråling, at han var ude på at forvolde hende noget ondt, for det var slet ikke en intention som han bar inde med. ”Jeg kan fortælle det således; Jeg holdt af hende, hvor hun ej har bidt sig mærke i min personlige tilstedeværelse. Hun gik bort uinformeret af hvad jeg følte,” fortalte han ærligt. Det var efterhånden ved at være længe siden, selvom tanken ganske vidst gjorde ondt, så kunne han ikke se nogen grund til at tage afstand til det, men hellere.. omfavne det og tage det til sig. Det var jo trods alt meget nære følelser som de nu snakket om.

[Deleted]

Det at manden ikke anså en vampyrs liv for at være et rigtigt liv, kunne Denjarna på sin vis følge ham i. Et liv plejede som regel at blive defineret som en person med et bankende hjerte, og et bankende hjerte havde hun skam ikke. Hendes hjerte lå tavst i hendes bryst, hvilket det havde gjort ufatteligt længe efterhånden. Men selvom hun ikke længere var ’levende’, så var det stadig et liv, da hun trods alt levede sit liv, som hun altid havde gjort. Det havde dog været visse små ændringer, som hun ikke længere kunne færdes i solen, samt hendes føde nu bestod af blod. ”Den eneste forskel der er på du og jeg er, at mit hjerte ikke banker, og at jeg indtager en anden form for føde. Det betyder ikke, at jeg ikke vægter min hverdag ligeså højt, som du gør, for det gør jeg skam,” sagde hun stilfærdigt. Hun var trods alt ikke bare et blodsugende dyr, som han muligvis regnede hende for at være. Hun kunne lave de samme ting som ham – bare kun om natten – samt hun også havde en masse følelser og tanker, som hun gik rundt med. At han så også kunne regne ud, at hun ikke var skabt vampyr, måtte hun bare smile svagt af. Det passede hende fint, at folk ikke anså hende for at være en ganske normal vampyr, for det var hun heller ikke. ”Det er efterhånden frygteligt mange år siden, at jeg blev omdannet til en vampyr.. Det er nogle årtusinder tilbage, men det betyder ikke, at jeg ikke vægter mit gamle liv højt endnu,” forklarede hun. Mange ville nok finde det underligt, at hun stadig holdt fast i sin tid som mørkelver, da det var så længe siden efterhånden, men det havde været en stor omvæltning for hende, og hvis man ikke selv var blevet omgjort, så ville man aldrig have en ide om, hvordan det måtte føles. Hun var ikke skabt vampyr, så derfor havde hun nogle andre værdier, og dem havde hun ikke i sinde at slippe, bare fordi hun var en anden race. At han direkte sagde, at han ikke ønskede at forvolde hende skade, fik hende til at sende ham et undersøgende blik. Lovende var det for hende at høre, da hun ikke selv havde planlagt at springe på ham, men ikke desto mindre holdt hun sig alligevel tilbage. Et par ord gjorde jo ikke, at hun stolede på den fremmede. ”Jeg håber, at det er ord du har i sinde at holde. Jeg er muligvis vampyr og dvasianer, men det er ikke ens betydning med, at jeg ønsker hele verden ondt,” sagde hun sigende.
Denjarna rettede en anelse på sig, som manden besluttede sig for at komme hende tættere. Rolig forholdte hun sig dog alligevel, som hun ikke videre bar en fjendtlig attitude. Hun ønskede bare alligevel at holde et godt øje på ham. At de kom ind på emnet; tab af elskede personer, gjorde hende en anelse ubehagelig til mode. Selvom det stod klart for hende, at hun var alene, så havde hun alligevel svært ved at snakke om sin tidligere ægtemand med andre. De forstod nemlig ikke, hvilket forhold hende og Derick havde haft, selvom de prøvede at handle forstående overfor hende. At han derimod havde modet til at sige, hvilken person han havde mistet, måtte alligevel efterlade en reaktion i hende. En sørgelig historie var det dog han kom med, men somme tider endte kærlighed trods alt bare ulykkeligt. ”En skam. Jeg håber for dig, at du vil have bedre held i fremtiden,” sagde hun ærligt. Tænksomt betragtede hun ham, inden hun rakte ham sin hånd i en hilsen. ”Mit navn er Denjarna. Denjarna Dark Dynithril.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Umiddelbart ville Salvatore ikke definere en vampyrs liv for at være.. et liv, en det var nu bare sådan at det måtte være. Han var en mand som vægtede det bankende hjerte, og for det vedkommende, så var det egentlig lige meget hvorvidt om det var mørkt liv eller om det var lyst, for selv han var klar over, at der fandtes liv på begge sider. Det var jo bare op til en selv, at sørge for at det skulle blive værdifuldt set i den forstand. Han nikkede roligt. Igen måtte han jo trods alt give hende ret i hendes ord. ”Jeg har dog aldrig påstået, at Deres gældende liv, skulle være mindre værd end hvad jeg besidder, blot fordi at jeg har livets pust og et bankende hjerte. Jeg beklager hvis jeg fornærmede Dem,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Hun var en kende mere afvigende og afvisende end hvad han ellers var vant til at møde af mennesker, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham noget som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun ikke var en født vampyr, var noget som nærmest stod langt ud af hende, også med henblik på hendes holdninger! Han lod hovedet søge nysgerrigt på sned, som han selv skænkede hende et stigende elevatorblik. En smuk kvinde var hun skam, men han var en standhaftig mand, og han tog det faktisk ganske roligt. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at få et ry på sig, som han ikke kunne ryste af sig igen! ”Må jeg påtage mig den frækhed at spørge ind til, hvorfor De valgte at forlade solens lys og træde ind i mørket?” spurgte han. Hvad der fik folk til at åbne sig for mørket på den måde, var slet ikke noget som han forstod, og det gjorde ham altså nysgerrig!
Salvatore havde ikke nogen intentioner om at gøre denne kvinde ondt, for hun havde ikke givet ham en grund til det. Han handlede ikke overilet, og han var ikke typen som slog fra sig, og da specielt ikke på en kvinde! Han trak morende på smilebåndet. ”Hvilken gentleman slår på en kvinde?” spurgte han sigende, mest af alt for at understrege, at han skam mente sine ord, og ikke havde i sinde at forvolde hende noget ondt! Hans historie var måske ikke ligefrem lutter lykke, for han havde mere eller mindre levet et liv på fire ben ved Eniqas side. Hun havde set ham som sin kælepanter, og ikke manden som skjulte sig bag. Et sted selvfølgelig en tanke som gjorde ondt, men han havde jo ikke ligefrem haft nogen mulighed for at vise sig oprigtigt for hende. Han betragtede hende sigende, som han let nikkede mod hende. Et sted også af taknemmelighed. ”Jeg kan blot sige det samme til Dem frøken. Jeg takker mange gange. Så spørges det hvornår en kvinde af samme kaliber skal vise sig for mig,” tilføjede han sigende, som han igen vendte blikket mod omgivelserne, mest af alt også for at sikre sig at de var alene. Hans smil hvilede dog som støbt på hans læber, som hun faktisk valgte at præsentere sig. Det var han ikke vant til at dvasianere gjorde! ”Mig en udsøgt fornøjelse, Denjarna. Mit navn er Salvatore Salizmira.”

[Deleted]

En smule stødt var Denjarna muligvis blevet af hans ord, da han trods alt havde fået det til at lyde som om, at hendes liv var det samme som helvedet. Det var dog et ordentligt liv i vente efter døden. I hvert fald for hendes vedkommende, da hun ikke havde ladt sig styres af alle de nye impulser, som hun derimod havde holdt ved sit gamle jeg. Hun havde også haft folk omkring sig til at holde hende fast, som hun havde haft to mænd i sit liv, samt den ene havde været vampyrernes leder, og derfor havde han haft en fantastisk forståelse for hendes omvæltning. ”Du tror muligvis på, at jeg endnu lever et anstændigt liv, men alligevel fik du det til at lyde som om, at du nære en vis fordom for folk der ikke længere har et bankende hjerte?” sagde hun spørgende. At han havde sine fordomme mod vampyrerne, skulle ikke undre hende, da han trods alt ikke var en af dem, samt han også var procianer og derfor nærede en foragt for mørket. At han måtte lade sit blik vandre op og ned ad hendes krop, sagde hun intet til. Hun havde intet at skjule, samt hun vidste, hvordan hun så ud, så på den sigt ville hun tænke, at det ville falde i hans smag. Selv kunne hun heller ikke benægte, at han var en flot mand, men selvom landet lå sådan, så behøvede det ikke at betyde noget. Hun nærede trods alt ikke en lyst til at springe på alle af mandligt køn, hvor han meget vel kunne have det som hende. Da han så pludselig fik det til at lyde som om, at hun frivilligt havde valgt at blive vampyr, måtte hun sende ham et skarpt blik. ”Valgt?” gentog hun skarpt. Tydeligvis et tegn på, at han havde gjort brug af et forkert ordvalg. Hun hadede den tanke, at hun var blevet omgjort mod sin vilje, som hun havde elsket sit liv som mørkelver, hvor hun endnu ønskede at få det tilbage. ”En tåbe ville træffe en sådan beslutning, og min gode herre … jeg er ingen tåbe,” sagde hun sigende, som hun gjorde det klart for ham, at omgørelsen var blevet gjort mod hendes gode vilje.
Sandt var det, at man ikke just var en gentleman, hvis man slog på kvinder. Denjarna anså dog ikke sig selv for at være svag, hvis hun endelig skulle blive angrebet. ”Vel talt. Jeg vil dog vove at påstå, at hvis det skulle ende i en fysisk duel, så ville jeg være den der slog hårdest,”” svarede hun kækt igen. En sandhed var der i hendes ord, da vampyrer var kendt for deres ekstreme fysiske styrke – om man var mand eller kvinde – hvor denne mand når alt kom til alt, kun havde en simpel menneskekrop. Hun havde dog ikke i sinde at angribe ham, da hun alligevel ikke var nogen slagsbror. Hvis hun angreb ham, så var det kun for at dræne ham for blod, og indtil videre kunne hun godt håndtere sulten. Hvordan denne mands forhold havde været til hans forelskelse, vidste hun ikke. Hun vidste ikke andet, end at kvinden ikke havde kendt til hans kærlighed, men det kunne skyldes mange forskellige årsager. At han var taknemmelig for hendes forståelse, fik hende til at sende ham et lille smil. ”Personen skal nok duke op. Bare vent og se,” sagde hun roligt. Selv måtte hun være en kvinde der troede på kærligheden, hvor hun var sikker på, at der fandtes en person til alle ude i verden. Da hun valgte at præsentere sig selv, måtte hun rynke let på sin lille fine næse, som han ikke tog imod den hånd hun rakte ham. Ganske uhøfligt i hendes øjne. Hun lod den dog ikke blive hængende, så han kunne trykke den, som hun roligt lod den falde ned igen, da han åbenbart ikke havde i sinde at tage imod den. ”En glæde at møde dig, Salvatore.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde slet ikke været Salvatores mening at fornærme Denjarna, for det var tydeligt, at det var hvad han havde gjort. Han betragtede hende med en ganske rolig mine. Han ville ikke ligefrem mene hendes liv var et helvede, men.. Det var svært at forklare! Han betragtede hende sigende. Hun havde været levende, men var nu en omvandrende død. Ja, han havde vel svært ved at erkende det som et værdigt liv, også fordi at han ikke just havde den største bekendtskab til det, hvilket han faktisk ikke kunne gøre for! ”Jeg erkender gerne, at jeg sikkert har svært ved at se… meningen med et liv uden et bankende hjerte, og endda til en evighed. Jeg beklager dybest, om jeg fornærmede Dem,” endte han ganske sigende, også fordi at det var noget som han faktisk måtte mene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun ikke selv havde valgt det liv som hun havde, gik op for ham, udelukkende ved brug af hendes ord, nærmest som var hun gået i forsvar, hvilket faktisk slet ikke var meningen! ”Jeg undskylder..” endte han ganske dæmpet. Det var slet ikke hans mening at gøre hende sur eller noget lignende, for det havde slet ikke været hans intention på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, efter kort at have ladet blikket faldet til jorden, næsten som han skammede sig. Han trak vejret dybt. ”Må jeg have den frækhed at spørge ind til hvad der er hændt Dem?” spurgte han alligevel nysgerrigt.
Salvatore nærede ikke den største tillid til dvasianere, og det var udelukkende for at værne om sit eget liv. Desuden var det nok snarere i respekten for hende, for i hans verden, så tog man ikke en kvinde i hånden, men man hilste på en ganske anden måde. Selvom han måske ikke var en som slog på kvinder, så betegnede han faktisk sig selv som en gentleman, og det var noget som han selvfølgelig også agtet at holde fast i, så meget at det nu skulle vise sig at være ham menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Så sandt.. Jeg er slet ikke ude på at lægge arm med en som Dem, må jeg erkende, Denjarna. Jeg er ikke en mand som.. slår,” endte han ganske sigende. At slå på en kvinde var virkelig lavt i hans øjne, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han trak vejret dybt, som han selv bukkede for hende i stedet for at tage hendes hånd. Han var en gentleman og selvfølgelig ville han vise hende at det var sådan at det måtte være! ”Den glæde, er skam helt på min side, Denjarna.. Det er altid rart at stifte et nyt bekendtskab,” endte han ganske sigende, som han igen valgte at rette sig op. De mørke øjne søgte til hendes. Dog en smuk kvinde, så var det at hun var dvasianer, nok til at han lukkede af lige for den tankegang, for han kunne slet ikke bruge det ry som det ville påtvinge ham, nu hvor han samtidig også var nylig indsat som en magisk leder for en hel race!