Under the full moon?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan det var at være nær en som man kunne kalde for sin nære og sin kære, havde Salvatore aldrig oplevet, da man ikke just kunne sige, at han havde haft et så godt liv igen, men det var nok noget som man nok skulle vænne sig til med tiden. At det var en følelse som Denjarna kendte til, men ikke var noget som hun ønskede at snakke om, var allerede gået så tydeligt op for ham, som hun direkte cuttede samtalen af inden den overhovedet var i gang, hvilket han faktisk accepterede og havde respekt for, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre ondt værre, end det som det tilsyneladende måtte være i forvejen. Han nikkede stille, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende ubehageligt til mode, så han kunne faktisk fint lade den ligge. ”Jeg forstår,” endte han roligt, som han igen vendte blikket frem for sig. Selv havde han ikke været meget for at give sig følelsesmæssigt hen til nogle, udelukkende af frygten for.. at blive skuffet vel? For den følelse var der helt klart også, og det var bestemt ikke noget som gjorde situationen meget nemmere for ham af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Smilet bredte sig endnu en gang på læberne endnu en gang, som han måtte se i retningen af hende. Han kuklo ganske let. ”Det vil tiden vel vise os, ikke sandt?” endte han morende, hvor det faktisk virkelig glædede ham, at de kunne more sig på den måde, for selv det, var noget som betød frygtelig meget selv for ham!
At det hele skulle vendes på den måde, var slet ikke noget som Salvatore faktisk ønskede, for det var jo trods alt gået så godt frem til nu! Så det at han undskyldte for hende, var faktisk noget som han mente. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. At hun så samtidig kunne gøre det klart for ham, at han faktisk havde trådt hende over tæerne, fik ham let til at bide tænderne sammen, for det var tydeligt at han havde sagt noget fuldstændig forkert så! Han vendte blikket ganske roligt mod hende endnu en gang, som han let blev stående og betragtede sig af hende. ”Jeg er en mand af mine ord, og det kunne aldrig falde mig ind, at tale andre efter munden. Jeg kan forsikre Dem, at jeg mener det.. Jeg er ked af, at jeg sagde noget jeg ikke burde.. Oprigtig ked af det,” endte han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Så godt som det var gået, så ønskede han ikke ligefrem at det skulle gå sådan til, at de sikkert ville ende med gå hvert til sit som uvenner, velvidende om at han slet ikke kendte hende godt nok til selv at gøre sig de udtalelser, så gjorde han det nu alligevel. ”Tager De imod min undskyldning?” fortsatte han sagte, som han roligt lod blikket betragte sig af hende.

[Deleted]

Det glædede Denjarna, at hun ikke skulle gå i krig med at forklare ham, hvorfor hun ikke videre ville tale om sin kærlighed. Det var et emne der meget let kunne bringe hende sorg, da det var den mand hun havde elsket højest i hele verden, som hun havde mistet. Hvorfor det var endt, som det var, var noget hun stadig kunne spørge sig selv om, men hun gik ud fra, at hun var blevet forladt, fordi han ikke havde kunnet lide hendes nye jeg. Derfor kendte hun også til den dybe skuffelse og sorg, når kærligheden ikke gik, som man selv ville have det. Det var en følelse hun gerne ville have været foruden, men det kunne hun ikke, og sådan måtte det bare være i den anden ende. Men selvom det i sidste ende var endt ulykkeligt på hendes front, så tænkte hun stadig, at der måtte være en derude for hende. Hun håbede i hvert fald ikke, at det hele skulle ende sådan her for hende. Det ville i hvert fald blive for sørgeligt. At Salvatore så skulle forholde sig mystisk og gådefuld, når det kom til det at charmere hende, morede hende. Smilet kunne hun heller ikke holde fra sine læber, som hun lod de sølvgrå øjne strejfe hans skikkelse. Det kunne godt være, at der ikke engang ville ske noget på den front, men snakken morede hende lige meget hvad. ”Det vil den forhåbentligt,” svarede hun morende, inden hun igen måtte se frem for sig.
Det var vel tydeligt at mærke, at han havde formået at træde Denjarna over tæerne, som hun fuldstændigt havde lukket af for ham. Hans ord havde ramt hende som et slag, hvor det havde gjort ondt på hende at høre. Hun havde heller ikke ment, at han kunne komme med en sådan udtalelse, når han ikke kendte til hende eller havde været der under hele forløbet. Blikket holdt hun fast på ham, som hun havde valgt at konfrontere ham alligevel, da han havde blevet ved med at presse på angående, hvad der var galt. Skridtene havde også fået en ende, hvor de igen måtte stå overfor hinanden. At han så afgav en dybere undskyldning, hvor han forsikerede hende, at han ikke bare talte hende efter munden, begyndte hun også ligeså stille at falde til ro igen. Armene der førhen havde hvilet stramt over kors i en afvisende position, lod hun nu løsnes, så de til sidst kunne hænge ned ad hendes sider igen. ”Jeg tager imod din undskyldning,” endte hun roligt med at sige. Hun fugtede let sine læber, inden hun forsigtigt begyndte at gå igen, så hun så mindre konfronterende ud. ”Jeg ønsker heller ikke at skændes med dig, Salvatore, for tro det eller lad vær.. men jeg har oprigtigt nydt dit selskab indtil nu,” tilføjede hun stille. Hendes blik søgte kort mod hans, inden hun igen så frem for sig. Det havde måske været tydeligt at se, at hun før havde moret sig i hans selskab, men nu havde han da også fået en ærlig mundtlig besked om det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det faktum at Denjarna ikke ønskede at uddybe den yderligere, så var det kun tydeligt for Salvatore hvad der var sket, som han næsten kunne lægge to og to sammen, og selv var i stand til at sige, at hun måtte være blevet såret hvad kærligheden angik. Selvfølgelig ønskede han ikke at gøre det værre for hende end det som det måtte være i den anden ende, for det var tydeligt selv for ham, at det var noget som hun måtte tage hårdt på. Han vendte de mørke øjne mod hende, som han selv kunne tilkendegive, at han faktisk forstod hende. Så det at lade det emne ligge, var en selvfølge, selv for hans vedkommende. At være hemmelighedsfuld og fyldt med gåder, var næsten noget som kun gjorde det sjovere, selv for ham, for han ønskede slet ikke at ødelægge det som de faktisk havde haft. Hovedet lod han søge ganske let på sned, som han roligt betragtede sig af hende med et let smil på læben. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det gør den helt sikkert… Tro mig,” endte han tydeligt selvsikkert, som han blinkede til hende, hvor han alligevel ikke kunne holde den blide latter bort. Han kunne jo slet ikke lade være med det! ”De er mig en unik kvinde, Denjarna.. Og tro mig, det er noget som selv gør en gammel mand som mig.. temmelig nysgerrig,” endte han oprigtigt.
Salvatore havde muligvis snakket før han havde tænkt sig om, hvilket faktisk forekom ham lidt.. naturligt et sted, for det var jo ikke ligefrem dvasianere som han var vant til at mænge sig med, og specielt ikke dem som var nær så præget af følelser som det hun tilsyneladende var, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket ganske stilfærdigt mod hende, som han alligevel valgte at give hende sin undskyldning og faktisk temmelig dybsindig af hvad han normalt ville have gjort det, men det indikerede vel også kun at han mente det? Han tog rolige skridt mod hende, så han kunne komme hende lidt i møde igen, eftersom hun var gået en smule fra ham. Som hun alligevel gav efter og tilgav ham, var selvfølgelig en tanke som kun måtte glæde ham! At hun så direkte kunne sige, at hun nød hans selskab, var selvfølgelig en tanke som i sig selv, måtte varme ham. Han stoppede roligt op ved hendes side, som han yderst forsigtigt hævede hånden, som han lagde mod hendes kolde kind, kun for at vende hendes ansigt i sin egen retning. Det var skam ikke fordi at han var ude på noget. ”Se på mig, Denjarna,” bad han roligt, som han let lod hovedet søge på sned. ”Jeg kan til tider tale over mig, og jeg beklager at hvad jeg sagde, sårede Dem, for det har aldrig været min intention. Sig det til mig næste gang.. Ikke luk af for mig,” endte han sagte. Han ønskede slet ikke at det skulle gå mod sin ende. Måske han ikke kendte hende så godt – endnu, men der var vel ikke nogen som sagde, at det ville forandre sig? Hun havde jo gjort ham oprigtigt nysgerrig.

[Deleted]

En snak om kærligheden i hendes liv, kunne meget let gøre Denjarna trist til mode, da hun havde mistet sin store kærlighed. Derfor glædede det hende også, at han så let ville lade det ligge, da hun ikke ønskede at blive stillet til ansvar for hvad der var sket, lige i øjeblikket. Det var også et emne der omhandlede hendes hjerte og dybeste følelser, så derfor ville hun gerne være sikker på, at hun kunne stole på den person, hun endelig åbnede sig op for, og hvor meget hun end nød Salvatores selskab lige i øjeblikket, så vidste hun ikke endnu, om hun kunne regne med ham. Han havde trods alt givet udtryk for, at han havde visse fordomme overfor mørket, skønt han havde erkendt, at der var noget anderledes over hende. Den selvsikre tone han kom med, fik hende øjeblikket til at trække på smilet. Blikket vendte hun også roligt mod ham, hvor hun nåede at opfange, hvordan han blinkede til hende. Det kunne helt lyde som om, at han skam havde i sinde at give charmen et forsøg, men hun tog det alligevel skridt for skridt. Hvis han ville forsøge at charmere hende, så ville hun da lade ham. Hun havde trods alt aldrig været typen der havde sagt nej til sådan noget, når hun alligevel ikke var bundet til nogen. ”Sig mig.. Begynder du allerede nu?” spurgte hun muntert og smilede til ham. Det var trods alt en kompliment at få at vide, at man var charmerende, hvor han også helt fik det til at lyde som om, at han sjældent syntes det om kvinder. Det kunne hun dog ikke helt forestille sig, da hun havde en ide om, at han var god til at tackle kvinder. Han var trods alt en attraktiv mand, hvor han havde en varm personlighed, og det var trods alt noget der kunne få mange kvinder til at svimle. ”Men jeg kan vel umuligt være den eneste kvinde, der gør dig nysgerrig,” tilføjede hun roligt. Det kunne trods alt godt være ord han sagde til en del kvinder, på sin vej.
Denjarna havde måske flere følelser i sig, end hvad den gennemsnitlige dvasianer gik rundt med, men hun havde bare været igennem en del, der i den sidste ende havde ført hende til dette punkt. Hun havde desuden prøvet at være den typiske kolde og hårde dvasianer og vampyr, og sådan ønskede hun ikke at være. Det var bare ikke hende. Hun havde været en typisk arrogant og selvcentreret kvinde, dengang hun havde været mørkelver, men da hun så havde forelsket sig i Derick, var hun gået hen og blevet blød. Da hun så var blevet tortureret og sluppet fri igen, havde hun ikke været andet end et vildt dyr, som hun kun havde set rødt og mørke, da hun bare havde gået og overlevet og slået ihjel. At han så kom over til hende igen, fik hende langsomt til at stoppe op igen. Roligt gled hendes blik mod hans, som han lagde hånden mod hendes kind. Endnu engang måtte hun tydeligt mærke forskellen mellem liv og død, som han helt kunne forekomme varm og blød, hvor hun var kold og hård ved siden af. ”Jeg vil hellere have, at du siger, at det slet ikke vil ske igen,” sagde hun stille, hvor et svagt smil dukkede op på hendes læber. ”Men jeg kan gøre et forsøg, hvis uheldet skulle vise sig at være ude igen.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var tydeligt for Salvatore, at kærligheden var et ømt punkt for Denjarna, og selvfølgelig ønskede han ikke at blande sig yderligere i det foretagende, udelukkende fordi at han slet ikke ønskede at gøre hende trist eller lignende, for lige nu, så følte han at det gik alt for godt, til at han ønskede at ødelægge det! Han vendte blikket ganske roligt og sigende mod hendes skikkelse endnu en gang, som smilet let bredte sig på hans læber. At charmere sig ind på en kvinde, var efterhånden noget som han var god til, men han kendte så sandelig også alle sine fordele – primært hvad der måtte ligge i hans udseende, og det var noget som han vidste, faldt langt de fleste i smag, selvom han bestemt ikke ville beskrive sig selv som en scorekarl, for det var han på ingen måde! Enhver kunne vel more sig lidt ved det, og have det sjovt uden at der behøvede at ligge noget i det? For det var sådan han selv foretrak at have det, samt at hun var.. anderledes, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han slog ud i endnu en latter, som han let trak på skuldrene, tydeligt med en uskyldig mine, som ikke kunne være andet end en løgn! ”Er jeg så nem at gennemskue?” spurgte han direkte morende, som smilet bredte sig på hans læber. Han selv havde det nu godt, og han morede sig selv ved det faktum. Han vendte de mørke øjne roligt mod hende endnu en gang, som smilet bredte sig på hans læber. ”Langt de fleste kvinder, er frygtelig forudsigelige og for nemme at gennemskue, og det er ikke noget som falder mig i smag, kan jeg fortælle Dem.. De derimod.. De er noget for sig og ikke hvad jeg vil definere som en typisk dvasianer, og det gør mig nysgerrig,” endte han sagte, hvor det faktisk var ord som han måtte mene i fulde alvor.
Salvatore havde slet ikke ment at gøre Denjarna vred eller ked af det ved sine udtalelser. Han var bare vant til at.. det vel var ord som mange ønskede at høre? Han betragtede hende sigende, som han endelig kom op ved siden af hende, hvor han roligt lod hånden glide mod hendes marmorkolde hud. Et sted så efterlod det ham med ønsket om at.. varme hende? Velvidende om at det slet ikke ville blive tilfældet, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede roligt og ganske forståeligt til hendes ord, hvor smilet bredte sig en anelse på hans læber. ”Jeg lover at jeg skal gøre mit bedste for, at det ikke vil ske igen,” lovede han oprigtigt som han lod hovedet søge på sned. Et sted kunne han selvfølgelig godt lide, at han fik lov til at røre ved hende, men igen, så var han heller ikke ude på at gøre hende noget ondt, og det var hun vel også allerede klar over? I så fald, så havde han gjort det for længe siden, men det var slet ikke noget som han var interesseret i! ”Prik du hellere til mig, så det ikke skal gå hen og ske igen, Denjarna. Jeg nyder oprigtigt Deres selskab, og det ville være mig en frygtelig stor skam, at det skulle gå mod sin ende nu,” endte han ganske sigende, som han trak hånden til sig igen.

[Deleted]

Denjarna kunne ikke benægte, at hun havde det godt i Salvatores selskab. Han var måske fra Procias, men det så ud til, at de alligevel havde fundet et passende ståsted. Mødet gik i hvert fald ganske glimrende, da de på ingen måde var i gang med et heftigt slagsmål eller heftigt mundhuggeri. Man kunne vel godt sige, at det var det de var længst fra, som de smilede og grinede muntert, som der intet ondt eller hånende var over det. De havde desuden nået til det punkt, hvor hun havde udfordret ham til at vise lidt af sin charme. Noget der også kun kunne more hende, hvor hun var spændt på at se, hvad han havde at vise hende. ”Jeg må desværre fortælle dig, at du ikke er den første mand, der prøver at charmere mig, så du må hellere yde dit bedste,” svarede hun muntert og blinkede til ham. Sandt var det dog, da der var ufatteligt mange mænd igennem tiden, der havde forsøgt at komme tæt på hende, som mange måtte anse hende for at være en fryd for øjet. Derfor kunne hun også trygt sige, at hun havde set mere eller mindre alle scoretricks. Hun tvivlede i hvert fald på, at denne mand kunne vise hende noget nyt, og særligt når det også kun var for sjov, da han i så fald ikke nærede nogen grund til at give det bedste, han havde i sig. At han så blev ganske alvorlig, som han alligevel måtte tale fra hjertet, fik hendes hoved til at falde lidt på sned. Det var velsete ord han kom med, da hun godt kunne lide at vide, at hun fik folk til at tænke nærmere over tingene, som de ikke bare kunne sætte hende i en bestemt bås. ”Det lyder som nogle sørgelige kvinder, du har stødt på gennem tiden,” kommenterede hun med et svagt smil. ”Men så er det godt, at jeg er her, så jeg kan ruske lidt i din ellers så fasttømret verden,” tilføjede hun drillende.
En skam havde det været, at han havde formået at vække Denjarnas vrede, da hun ikke nærede et ønske om at reagere fjendtligt overfor ham. Hun havde måske været ligeglad med ham til at starte med, men som de havde fået gang i samtalen, så var hun jo blevet ganske rolig, hvor de sagtens kunne omgås hinanden. Hånden mod sin kind, kommenterede hun ikke, som hun blot lod ham gøre det, mens hendes blik hvilede på hans. Det var nu interessant for hende at mærke hans varme, som det var længe siden, at hun sidst havde været i berøring af en levende person, som hun ikke prøvede at suge tom for blod. Det prikkede dog også en smule i hendes sult, men hun formåede alligevel at kontrollere den, hvor hun også ønskede at vise ham, at vampyrer slet ikke var så slemme igen. ”Så kan jeg heller ikke bede om andet,” sagde hun stilfærdigt, som han gav udtryk for, at han ville gøre alt for, at et nyt uheldigt sammenstød ikke ville komme på tale. ”Det ville bestemt være en skam.. men lad os tale om noget andet så. Jeg er ikke interesseret i at lade et trist stemning herske,” sagde hun roligt, hvor hun også lod ham tage sin hånd tilbage.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde efterhånden mødt temmelig mange kvinder igennem hans lange liv, men mange havde været for forudsigelige, hvor det også havde været tydeligt, at det var hans udseende de gik efter, hvilket han faktisk ikke ønskede sig. Mødet med Denjarna derimod, havde sat temmelig mange tanker i gang ved ham, og det var bestemt ikke noget som han oplevede normalt set, men lige her, var det noget som han faktisk godt kunne lide, for det var ikke noget som han havde mødt ved særlig mange. Det var vel kvinder som kunne tælles på en enkelt hånd efterhånden? Han kuklo ganske let. At han måtte ophøje standarden, eftersom det var noget som hun var vant til, så skulle han skal nok gøre det! ”Tør De vove at påstå, at andre mænd er bedre end mig til den slags? Jeg går ikke ud fra, at alle har formået at få Dem til at le som jeg kan!” begyndte han stolt, for det havde jo ikke ligefrem krævet det vildeste set fra hans side, og det var noget som i sig selv, faktisk passede ham selv ganske fint, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende. Hun var unik og han var bestemt ikke bleg for at erkende det, for det var jo faktisk sådan at det forholdt sig, det var der ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. ”Jeg vil nok ikke ligefrem definere dem som.. sørgmodige, men for forudsigelige..” begyndte han ærligt. Folk som kun snakket ham efter munden, for at få hvad de ville have, var virkelig ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Han vendte de mørke øjne mod hende igen, som smilet hvilede stødt på hans læber. ”Du er jo allerede godt i gang, kære Denjarna. Jeg må vel efterhånden erkende, at De har formået at ændre mit syn lidt,” erkendte han morende. For løgn var det jo ikke!
Det var en underlig følelse at skulle stå med en vampyr så tæt på, da det var et af de væsner, som han nok havde haft det grimmeste syn på. Salvatore var nu alligevel fascineret af hendes væsen, for hun havde jo også givet ham lov til at komme tæt på, og nu hvor han stod og mærkede hende, så .. var det noget som i sig selv også var ganske fascinerede i sig selv, selv for ham. Han sendte hende et let smil, som han roligt trak hånden til sig, for han var slet ikke interesseret i at gøre hende dårligt til mode eller bare få hende til at føle ubehag, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Godt,” endte han med et let smil på læben. Tungen strøg han let over sine læber. Han måtte nu alligevel erkende, at han var ganske fascineret af hendes væsen, samt hendes fortid, for det var tydeligt, at det havde støbt og formet hende til den kvinde som hun var i dag og med de procianske holdninger som hun havde? Ja, det fascinerede ham i sandhed! ”Det ønsker jeg lige så på ingen måde, Denjarna. Jeg nyder nu af selskabet som De har skænket mig med i denne nat.. De har formået at gøre den.. ganske interessant,” tilføjede han med et let smil på læben.

[Deleted]

Hvilket forhold han havde til kvinder, anede Denjarna ikke, da hun slet ikke kendte ham på det plan. Hun havde dog på fornemmelsen, at de fleste kvinder måtte dele hendes synspunkt, når de så ham første gang. Nemlig at han var en yderst flot mand. Gennem tiden havde hun så erfaret, at der var vigtigere ting ved en mand end et flot ydre, som hun nu måtte vægte personligheden utroligt højt. Det krævede dog endnu et pænt ydre, før man fangede hendes opmærksomhed, da hun ikke kunne skjule, at hun var en forfængelig kvinde, men kunne man forvente sig andet fra en elver? Desuden, så måtte hun også kræve en standard der kunne leve op til hendes egen. Muntert strålede hendes sølvgrå øjne, som han helt fik det til at lyde som om, at hun burde tage sine ord tilbage. Hun holdt dog endnu fast i hendes ord, da hun virkelig havde mødt mange mænd gennem tiden, hvor hun havde set til, som de hver især havde forsøgt at charmere sig ind på hende, og de prøvede skam endnu. ”Jeg er en modig kvinde,” svarede hun kortfattet og så fortsat på ham med det morende blik. ”Men jeg kan ikke benægte, at du er den første mand, der har lavet en sådan forvandling for øjnene af mig,” tilføjede hun roligt. Det havde uden tvivl vækket en morskab i hende, da han havde lavet sin halve forvandling, da det havde været et umuligt sjovt syn! Det havde dog været langt mere komisk end charmerende, som det alligevel havde fjernet det tiltrækkende ved ham, da hans underkrop var blevet til et dyrs. ”Sandt nok, men det er da sørgeligt, hvis folk bliver for forudsigelige,” sagde hun roligt. Sådan nogle mænd havde hun nu også selv mødt, hvor hun roligt kunne medgive, hvor kedeligt det var at stå overfor sådan en person. At han så anså hende for at være anderledes, var noget der bestemt frydede hende. Han var dog langt fra den første mand, der anså hende for at være unik, som det end ikke var længe siden, at hun sidst var blevet kaldt det af en mand. Det var dog ikke noget hun blev træt af at høre. ”Jeg sagde jo, at jeg var den rette kvinde til opgiven. Og i så fald er det ikke kun din mission som er lykkedes, men også min,” sagde hun muntert.
Hånden der havde hvilket mod Denjarnas kind, havde ikke vækket hendes ubehag, men hun var også blevet langt bedre, hvad nærkontakt angik. Hun frygtede heller ikke, at han ville skade hende, da han alligevel måtte forekomme hende som en ganske reel mand. Det var måske også bare fordi, at han var procianer og derfor lysere af natur. ”Det glæder mig, at en vampyr, samt dvasianer som mig, alligevel kunne komme ind til dig,” sagde hun ærligt, og smilede venligt til ham. Han havde ændret sig siden starten af deres møde, da han virkede langt mere åben overfor hendes person. Hun måtte et sted også anse det for at være stort, at han havde fundet lysten til at undskylde overfor hende, så det kunne vel heller ikke sige så lidt. Roligt gav hun sig til at gå igen, hvor hun forventede, at han endnu engang ville følge med. Striden havde lagt sig, så de kunne vel sagtens nyde turen gennem parken igen?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan Denjarna havde det med flotte mænd, vidste Salvatore ikke, men det glædede ham dog desuden også, at de kunne komplimentere hinanden, uden at der direkte behøvede at være noget i det, for det var faktisk noget som i sig selv, var noget som passede ham ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. Han havde sat sig det mål, at han ville have hende til at grine, og det havde han formået, også selvom det havde krævet ham en halvvejs forvandling, men synet havde moret hende, og selv det, var en latter som var ham som sød musik i ørene! Han grinte ganske let. ”Om det er mod som i modig eller hovmod, må vi jo så finde ud af,” endte han direkte morende, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. At hun så lige så havde været på mission hvad ham angik, morede ham nu kun, hvilket han bestemt ikke kunne sige noget til i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være, når det endelig skulle komme til stykket. ”Men du grinte!” endte han morende. Han trak let på skuldrene. ”Som en smuk kvinde, så kender du vel til det? Du har med garanti oplevet det, at folk snakker dig efter munden, for at få det som de ville have det?” spurgte han roligt. Denne gang valgte han for alvor at lægge den formelle tone fra sig, for han kendte hende jo en smule nu? Han rystede let på hovedet, for han kunne jo ikke lade være med at more sig ved synet af dette! Han fnøs ganske let, som han lagde armene over kors. ”Jeg vidste ikke du var på en mission, Denjarna.. Du overrasker mig igen og igen,” endte han direkte morende.
Som striden endnu en gang var lagt på hylden, så var det noget som i sig selv, passede Salvatore ganske fint, for han ønskede slet ikke at gøre hende ubehageligt til mode! Han havde kun ønsket hende det bedste, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende noget ondt, om det var noget som han ellers kunne gøre ved det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende, som smilet forblev på hans læber, som han så til at hun bare gav sig videre. Ja, han ønskede jo selvfølgelig at følge trop med hende, så han satte efter i et roligt tempo. ”Jeg er ganske vidst en aldrende mand, men selv mine holdninger og meninger kan ændres. Du er godt på vej, kan jeg fortælle dig.. Du kryber under huden på mig, Denjarna, og du skal endelig ikke tage det forkert! Men jeg mener det.. og jeg kan lide det..” endte han ganske sagte, for det var bestemt ikke fordi at det var nogen løgn i den anden ende, for hun gjorde virkelig hvad han selv ville definere som en massiv forskel, selv for en mand som ham.

[Deleted]

”Jeg vælger at satse på, at det jeg føler er mod som i modig,” svarede Denjarna morende. Som de talte sådan her, måtte hendes ansigt lyse op, som han i den grad lettede hendes humør! Hun nød at omgås hans varme person, som han forekom hende ligetil, når man lige havde fået de første ting på plads. Det var også befriende, at hun ikke behøvede at grave i hans person, for at få den side op i ham, da det ofte var nødvendigt at gøre blandt dvasianere. Helt simpelt virkede det at stå sådan her med ham, og det var det hun havde brug for lige nu. At han konstaterede, at han havde fået hende til at grine, var noget der fik hende til at le morende igen. Med latteren gik det også op for hende, at han rent faktisk havde sluppet den høflige tiltale, hvilket måtte glæde hende. Det betød nemlig, at han på sin vis måtte føle sig en anelse tættere på hende, da den høflige tiltale ellers viste afstand og formalitet. Noget han ikke behøvede at udtrykke, overfor hende. I hvert fald ikke sådan som de stod og morede sig nu. ”Det kan jeg ikke benægte, at jeg gjorde. Er det så et trick du viser alle kvinder?” spurgte hun drillende, som hun måtte hentyde til hans halve forvandling. Der var sikkert dem der ville blive forarget eller skræmte over synet af en halv mand og halv panter, men selv havde hun nu engang fundet det yderst morende! Hvis det skulle ske, at han var nødsaget til at få hende til at grine, så kunne han ganske roligt forvandle sig selv på den led igen. Selv tanken om det syn han havde givet hende, fik hende helt til at trække på smilet. ”Jeg kan ikke løbe fra, at det er hændt, at folk bare har sagt, hvad de troede, at jeg ønskede at høre. Det er dog ikke noget, at jeg på nogen måde ville værdsætte nu,” svarede hun ærligt. Dengang hun havde været en ung mørkelver, så var det vel sket, at hun havde taget folk til sig, skønt de bare havde talt hende efter munden. Sådan fungerede det bare ikke længere hos hende, som der var kommet viden og erfaring med alderen. Morende gled hendes blik over hans ansigt. ”Jo da. Du er min mission,” svarede hun morende.
Mildt smilede Denjarna til ham, som han valgte at følge trop, som hun havde genoptaget gangen. Andet havde hun heller ikke forventet, da det var blevet gjort tydeligt for dem begge, at de begge måtte nyde hinandens selskab. Der havde måske været et bump på vejen, som han havde trådt hende over fødderne, men det kunne de nu ligge bag sig. Hun havde nemlig godtaget hans undskyldning, da hun alligevel måtte tro på hans ord. Han virkede trods alt ikke som en mand der ønskede hende nogen former for ondt, skønt han med garanti ikke brød sig om mørket. Hun havde dog vist ham, at der var mere i hende end bare mørke, som der rent faktisk var lys og varme i hende. ”Du begynder snart at gøre mig nysgerrig, angående din alder, kære Salvatore. Du beskriver dig konstant som en aldrende herre,” påpegede hun smilende, hvor hun også let lod sit blik hvile på ham. Det var meget muligt, at han i virkeligheden var en gammel mand, men gammel så hans ydre i hvert fald ikke ud! ”Men sig mig. Hvad skal jeg så gøre før, at jeg kommer helt under huden på dig?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I det store og hele, så morede det i sandhed Salvatore, at han faktisk var i stand til at få hende til at grine og smile, for det var i sig selv, også et tegn på at hun var temmelig rolig omkring ham, ikke sandt? Og selvfølgelig var det noget som virkelig glædede ham, for han var slet ikke ude på at gøre hende noget. Han kuklo ganske let og rystede så på hovedet. ”Det er vi to om at finde ud af!” endte han morende, som han igen vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Det morede ham selvfølgelig at de kunne have det sjovt sammen, for det var tydeligt, at selv hun kunne mærke at han ikke var ude på at gøre noget, for det ønskede han bestemt ikke! Han ønskede faktisk muligheden skulle udvikle sig og.. muligvis ende ud i et venskab, hvis det skulle være det? Han trak ganske let på skuldrene, som han næsten vendte blikket uskyldigt op mod himlen, hvor han igen slog ud i en let latter. ”Ej.. det gør jeg ikke, Denjarna. Jeg er måske en.. flot mand, som mange nok vil sige, men jeg gør ikke den slags,” forsikrede han hende med et stille smil på læben, som han igen vendte blikket mod hende. Det var bestemt ikke fordi at han ønskede at tale hende efter munden, for hvad han faktisk fortalte hende, var sandhed. Han nikkede forståelsesfuldt. ”Jeg kan forsikre dig, at det ikke er sket nu.. Det forekommer mig bare yderst mærkværdigt, at vi er så enige om tingene som de ligger,” erkendte han ærligt. Det var dog ikke noget som han tog som en sådan negativ ting, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham selv utrolig glad. At han så direkte kunne definere sig selv som en mission, var noget som i sandhed lige s måtte more ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være! ”Er jeg så spændende og værdifuld, at jeg ligefrem skal være en mission for dig? Den kan jeg godt lide,” tilføjede han tydeligt tilfredst.
Det var ikke fordi at Salvatore havde lagt skjul på sin fordom for mørket, men af den grund, så var det også gået op for ham, at der hvilede mere i Denjarna, end det som tøjet og synet egentlig gav udtryk for, og det var selvfølgelig også noget som i den grad måtte påvirke hans nysgerrighed, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det vidste han jo godt. Han lagde dog ikke skjul på hans alder, for han var en virkelig aldrende herre, selvom han selv i sin magiske forstand, faktisk forholdt sig ganske godt. Han trak let på smilebåndet, som hun spurgte ind til hans alder, også selvom han vel et sted havde bedt om det? Ønsker du virkelig at vide det?” spurgte han med et let morende smil på læben, som han igen foldede hænderne næsten så uskyldigt på ryggen, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun ønskede at krybe ind under huden på ha,, forstod han et sted ikke, men.. nu hvor hun var så nysgerrig? ”Kender du vejen til en mands hjerte, så er du allerede godt på vej.. endnu mere, så ind i mit,” endte han med et let smil. Løgn var det jo trods alt heller ikke.

[Deleted]

Smilende rystede Denjarna let på hovedet af ham, som hun fandt det hele ganske underholdende. Irrelevant kunne deres snak vel også være, som den ikke just ville føre dem videre til noget seriøst, når de bare gjorde sjov af tingene. At han så nærede tvivl til, om det virkelig var modig i stedet for hovmodig hun var, kunne hun kun grine ad. Hun kunne måske godt tænke højt om sig selv men alligevel ville hun ikke just sige, at hun direkte var hovmodig. ”Du kunne også bare give dig denne ene gang,” opfordrede hun ham i en munter tone. Hun nød, hvordan det hele takt for takt blev mere frigjort mellem dem. Selv behøvede hun nemlig ikke den formelle afstand, så hun havde det helt fint med, at han ikke længere tiltalte hende med høflig tiltale. Det gjorde også bare hele situationen mellem dem langt mere jordnær. ”Kan jeg så betegne mig selv for at være en heldig eller en uheldig kvinde, siden du har vist mig den side af dig?” spurgte hun morende. Det undrede hende dog ikke, at han som det første lod sig forvandle halvt, når han mødte en ny kvinde. Det var trods alt ikke det mest nydelige syn, hvor det vel kunne være en skændsel mod hans ellers nydelige udseende. En hel forvandling havde sikkert været mere tiltalende at se på, men det var langt sjovere at se det andet! Desuden, så tog hun også alle morsomme stunder til sig. ”Fordi jeg er dvasianer og du er procianer?” spurgte hun roligt, hvor hun måtte se på ham med et løftet bryn. Det var måske sjovt, at de kunne se sig enige i en del, men det havde hun nu heller intet imod. Hun holdt trods alt ved sine værdier i livet, og det ville hun ikke ændre på, bare fordi hun kunne forstå en procianer, når hun i virkeligheden måske ikke burde kunne det. ”Alle der får noget til at lyde umuligt, er jeg jo nødt til at klare. Og du har jo allerede sagt, at jeg er godt på vej,” sagde hun morende.
Denjarna vidste godt, at alder normalt ikke var noget man diskuterede, men når han selv konstant bragte det på banen, at han var en aldrene mand, så blev hun jo helt nysgerrig. Udseendemæssigt lignede han bestemt ikke en aldrene mand, som han derimod lignede en mand i sin bedste alder. Hun var dog klar over, at alder og udseende ikke altid gik hånd i hånd blandt visse racer. Magikere som ham kunne jo blive ufatteligt gamle, hvis de ikke blev ramt af en form for sygdom, eller faldt i kamp. ”Ellers ville jeg ikke spørge,” sagde hun roligt og smilede til ham. Som de snakkede om, hvordan hun kunne komme ind under huden på ham, vendte hun nysgerrigt sin opmærksomhed mod ham. ”Og hvad ville du anse for at være vejen ind til en mands hjerte?” spurgte hun roligt. Hun vidste det måske allerede, men alligevel spurgte hun. Roligt så hun frem for sig igen, som hun betragtede vejen de fulgte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede faktisk Salvatore at de kunne snakke så frit, som det de gjorde i denne stund, også fordi at det var tydeligt, at det ikke behøvede at være alvorligt dem imellem, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et glædeligt smil. ”Hvem siger jeg skal trække mig?!” endte han direkte morende, som han slog armene over kors. Hun var den eneste som til nu, faktisk havde set den andel af ham, hvor folk normalt enten kendte ham som sit menneskelige eller sit dyriske jeg, og det var noget som han faktisk havde valgt mest for sin egen skyld, så hun var faktisk den eneste som havde set de særpræg af ham, og det var noget som han et sted havde det.. ganske fint med faktisk. ”Siden jeg fik dig til at grine, og det jo faktisk var et ønske for dig, så vil jeg nok se på det som er du en heldig kvinde,” endte han ganske morende, som han sendte hende et smil. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han stod der sammen med hende endnu. Det glædede ham selvfølgelig, også selvom han vidste, at han nok burde være lidt mere påpasselig med hvad han egentlig fortalte hende, selvom det ikke var nemt, når han faktisk følte at.. han kunne stole på hende, for det kunne han vel? Han nikkede istemmende til hendes ord. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen hemmelighed. ”Præcis,” endte han ganske sigende. Hun var allerede godt på vej hvad han angik, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Hvilken mand brød sig da ikke om en kvinde som satte dem som en form for mission? Han ville bestemt ikke brokke sig, det var da helt sikkert! ”Du er mig i sandhed en unik kvinde, Denjarna.. Jeg kan lide det,” endte han roligt, som han slet ikke kunne lade være med at smile.
I det store og hele, så vidste Salvatore udmærket godt, at det aldrig ville blive til noget mellem ham og Denjarna, hvilket faktisk passede ham fint, for hun var selvstændig og dvasianer.. nok lidt for selvstændig for ham, og det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på noget. Han vendte sig mod hende som smilet svagt bredte sig på hans læber. Hun ønskede virkelig at kende til hans alder? ”Tallet i sig selv, er vel underordnet? Jeg kan dog fortælle, at jeg kan huske hvordan folk snakket om hvordan det var da landene var samlet som et.. Jeg er født et årtusind eller to efter de blev delt i henholdsvis Manjarno, Procias og Dvasias,” forklarede han ganske roligt. Med andre ord, han var kun en kende yngre end Elanyas gamle oldefar, så han var en oldgammel mand, men af den grund, så holdt han sig vel ganske godt? At hun så direkte ønskede tættere på ham, forundrede ham faktisk, hvor han vendte blikket mod hende med en tydeligt nysgerrig mine. ”Hvorfor ønsker du at vide disse ting, Denjarna? Ønsker du i sandhed at krybe under huden på mig? Når det ikke burde udvikle sig?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn.

[Deleted]

”Hvem siger, at jeg skal trække mig?” spurgte Denjarna morende, hvor hun måtte kaste et glædeligt blik på ham. Det blev vidst ikke så ligetil at overbevise ham om, at hun var modig i stedet for hovmodig, men sådan måtte det bare være i den anden ende. Det hele skulle desuden nok gå i sidste ende. Af større betydning var det desuden heller ikke, så ligegyldigt kunne det et sted være. Hun måtte dog ønske, at han havde et positivt billede af hende, da hun rent faktisk var gået hen og nydt hans selskab. Han var en interessant mand, hvor hun særligt måtte nyde hans varme side, som det var en god forandring til det hun ellers var vant til. Dvasianere havde det trods alt med at være langt mere tilbageholdende, og her havde han været åben og smilende til at starte med. ”Det må jeg vel se mig enig i.. Du fik mig trods alt til at grine, og det er noget jeg sætter pris på,” sagde hun ærligt. En munter og glædelig følelse i kroppen var noget hun i den grad værdsatte, da hun længe havde været omslugt af mørket. Den side så han dog ikke af hende, da det ikke just var en side hun var stolt af. Hun regnede også med, at det ville skræmme ham væk, hvis den side fik sit tag i hende, da det ikke var et kønt syn. Hun ønskede heller ikke at ændre det positive syn, som han endelig havde fået på hende, da hun måtte indrømme, at hun var en smule stolt over, at hun virkelig havde formået at ændre hans synspunkt. Afvisende havde han trods alt været overfor hendes væsen, da han bestemt ikke havde anset mørket eller værst af alt; vampyrerne, for at bære noget godt. ”Og jeg kan lide at være en unik kvinde, samt det, at du kan lide det,” svarede hun med et muntert smil på læben.
Det måtte komme bag på Denjarna, at han virkelig var en så aldrene mand! Selv kunne hun ikke just prale med at sige, at hun havde levet i en tid, hvor alle landene havde været samlet som ét land. Underlig måtte den tanke også forekomme hende, da hun altid havde kendt til, at det var sådan her. Hun var dog født længe før Peula og Imandra kom på verdenskortet. ”Du er virkelig en aldrene mand,” medgav hun endelig. ”Men må jeg så være så venlig at komme med den kompliment, at du holder dig utroligt godt?” spurgte hun roligt, skønt hun allerede havde givet ham den, som den lå i spørgsmålet. Smilet hvilede også fast på hendes læber, hvor hun delvist valgte at betragte omgivelserne og så ham. ”Men det lyder fascinerende, at du har set alle landene samlet.. Fortæl mig om det? Og hvordan er det så at vide, at det kunne være sådan engang, hvor det nu er umuligt?” spurgte hun nysgerrigt. At han så spurgte indtil, om hun virkelig var interesseret i at komme tættere på ham på det punkt. Vendte hun blikket frem for sig. Ordene havde hun nu sagt i morskab, så hun ønskede nu ikke at fremtvinge et sådant scenarie, skønt han var en dejlig person at omgås. ”Jeg er vel bare nysgerrig? Men nej… Jeg regner ikke med, at der vil ske noget på den front.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore anså det som et stort mål, at han havde formået at få Denjarna til at grine, for han havde i sandhed også nydt det tilfælde, det var der ingen tvivl om. Han havde måske været langt mere åben og modtagelig end det som en dvasianer var kendt med, men det var nu bare sådan at han var som person. Så lang tid han ikke så nogen grund til at handle mod sin medmenneskelige natur, så gjorde han det bestemt heller ikke, og så var det selvfølgelig bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jamen hvorfor skal jeg trække mig?!” endte han direkte morende, som han allerede nu vidste, at det var en endeløs diskussion, dersom den blev kørt derud, og dog så var det noget af det som han måtte finde direkte morende ved alt dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om hvad angik i den anden ende. Han havde fået hende til at grine, og det havde virkelig været som den sødeste musik i hans ører, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans øjne glimtede næsten morende, for han kunne jo for pokker ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det! Han nikkede roligt til hende. ”Det varmer mig, at høre dig skænke mig disse ord, Denjarna,” endte han oprigtigt.
Salvatore var i sandhed en aldrende mand, men han var så heller ikke bange for at stå ved det, når det egentlig var sådan det forholdt sig. Hendes reaktion på hans alder, var noget som direkte morede ham, for skulle han være helt ærlig, så kunne han ikke huske det eksakte tal, og på den anden side.. så et tal til eller fra, gjorde vel heller ikke den største forskel, gjorde den? Han kuklo ganske let og nikkede så mod hende. ”Det må du selvfølgelig godt.. Og jeg takker mange gange. Folk flest tror ikke på mig, når jeg nævner det,” endte han roligt, som han let sendte hende et smil. Det var ikke just fordi at han havde oplevet landene samlet, da han var kommet til ganske kort efter at de var delt. Dog af den grund, så havde han alligevel dannet sig en mening om det hele. ”Personligt havde jeg ikke æren af at opleve det samlet, men jeg hørte ofte min familie og venner snakke om hvordan det havde været. Jeg mærkede eftervirkningen af skillet mellem lyset og mørket.. En grusom tid. Ingen vidste hvor de hørte til, hvilken kongelig de skulle følge.. Det var et kaos. Personligt vil jeg sige opdelingen her er til det bedste.. Et mørke og et lys.. intet kan herske uden det andet,” forklarede han roligt, og med en tydeligt tænkende mine. Han kunne køre den ud i langt længere drag, hvis det endelig skulle være det!
At samtalen så skulle køre derud, var et sted selv Salvatore måtte sætte en stop, for han ønskede ikke problemer, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for, og at den ville trække derud, ville han uanset ikke tillade, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende igen. ”En mærkværdig nysgerrighed.. Men selv en smuk kvinde som dig, kender vel vejen til en mands hjerte?” spurgte han med et let morende smil på læben.