One huge surprise!

[Blair Celestina Marvalo]

Det måtte være lidt af et chok for Kimeya at finde sin afdøde kone i sin seng. Somme tider indhentede fortiden en, men Blair håbede inderligt at det ikke var en skidt ting lige i det her tilfælde. Hendes egen forvirring kom ikke rigtigt til udtryk. Irina havde selvfølgelig forsøgt at sætte hende ind i den verden hun var vågnet op til, men mest af alt var hun bare tryg sammen med sin tidligere ægtemand, og hun havde vel en forventing om at han ville sørge for at hun havde en plads i denne nye verden?
Ej var der gået en dag siden de sidst havde rørt hinanden, sådan føltes det i hvert fald. Blair var ikke engang i humør til hendes små julelege, hun ville bare mindes om hvordan hans berøring føltes og hvordan det i det hele taget føltes at blive rørt. Hendes hud var sensitiv efter at have ligget i jorden, men hun elskede følelsen af hans selvsikre, ru hænder.

Længselsfuldt kyssede hun ham og fangede hans underlæbe kun for at trække blødt i den. Hun slap den og fangede hans blik. "Som om jeg havde stoppet, selv hvis du bad mig om det," hviskede hun i hans ører og trak bevidst hænderne længere op over hans ryg og de stærke skuldre, selvom hans skjorte ikke særlig velvilligt lod hende berøre ham, ikke når den var lukket. De vidste begge godt at hun havde talt sandt, selv hvis han havde sagt nej ville hun have tvunget ham.. til dels vel og mærke, det plejede at være hans ting, og hun havde altid elsket det.

[Kimeya Marvalo]

Det kunne slet ikke falde Kimeya ind, at undgå dette. Han elskede det jo, præcist som han havde gjort dengang. Hvordan kunne han da gøre andet? Hans hjerte hamrede mod hans bryst, med en varme.. et behag. Det hele var som det havde været dengang for hundredetusinder år siden. Kunne han undgå ikke at nyde det?
Ikke skulle hun stoppe, og ikke skulle hun nogensinde stoppe det! Han ville ikke have det! Det var for hende en helt ny verden, men for ham, var det her, som at blive kastet de rigtig mange år tilbage igen, og han kunne jo heller ikke andet end at nyde det! "Det er den Blair, som jeg kan huske, hviskede han denne gang for sig selv. Han smilede let for sig selv. Ikke kunne han gøre andet, når han var sammen med hende.. Lå der sammen med hende.

At hun berørte hans nøgne hud, gjorde at Kimeya følte, at tøjet var i vejen. Han ønskede det derfor væk. Ligeledes også med det, som hun måtte have på kroppen! Hovedet lod han søge kort på sned. Han kyssede hendes kind, inden han denne gang tog fat om den smukke kjole, som hun lå i, kun for at trække i den. Han ville have den over hendes hoved, så han kunne frigøre hende for hendes klæder. Hvor meget mon ville være, som dengang? "Døden har været mild ved dig, min kære," hviskede han denne gang. Han kunne uden tvivl lide det! Langsomt lagde han sig over hende. Han plantede et ømt kys mod hendes hals.

[Blair Celestina Marvalo]

Fremtiden var uvis men nuet var aldrig til at tage fejl af. Blair lå hengiven under ham, udenusikkerhed eller utryghed, for hun vidste at der ikke fandtes mere kyndige hænder at være i, end Kimeyas. Hun lænede hovedet tilbage og lod det hvile i den bløde madras, mens hun studerede hans ansigt med et blik der strålede af begær og afsavn selv nu hvor de lå her sammen. Hun var ikke den type kvinde der forsøgte at skjule lyst eller begær, for hun vidste at det kun gav Kimeya blod på tanden, han var trods alt den første og eneste mand hun nogensinde havde været sammen med. "Jeg ville ikke ændre mig for nogen, end ikke for dig," hviskede hun med et lille smil. Jovist havde hun sine fejl, men hun havde aldrig forsøgt at ændre sig for at få Kimeya til at elske hende mere. Enten gjorde han, eller også gjorde han ikke.

Skjorten måtte hun konstatere var i vejen, så hun fjernede sine hænder i et langt strøg og skubbede blidt til ham, så hun kunne rejse sig på sine knæ, hvilket også gav plads og mulighed for at han kunne få hendes kjole af. Armene strakte hun over hovedet og lod ham tage den af hende, så hun i stedet sad blottet foran ham, ligeså perfekt som hun engang havde været. "Fortæl mig mere.." opfordrede hun dæmpet. Altid ville hun høre ham rose og beundre hendes krop. Imens tog hun sig muligheden, og puffede ham bestemt ned i sengen så hun kunne tage pladsen over ham i stedet for og denne gang begynde at klæde ham af. Nu ville hun ligeså have gensyn med hans krop!

[Kimeya Marvalo]

Blair var den samme kvinde, som hun altid havde været, og gud hvor han dog elskede det! Elskede den kvinde, som hun var, viste sig at være, og hvordan hun var overfor ham. Den måde, hun bragte sig frem på. Mystik, forførende og hemmelighedsfuld. Lige hvad der skulle til, for at holde hans egen interesse ved lige, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget andet end at elske det!
"Det gjorde du aldrig for nogen," hviskede han denne gang. Uden tvivl, var dette noget, som han nød, mere end hvad han nok burde. Sjovt med tanke på, at han jo egentlig var en gift mand, men hvorfor skulel han sige det her? Hovedtanken for hans vedkommende, var at ryste sin moder af sig. Var hun et led i det? Eller var der andre ting i det?

Som hun satte sig op, trak Kimeya sig selv tilbage, så han denne gang, kunne føre kjolen af hende. Hun var måske ikke blevet en dag ældre, og var ikke kommet videre, end den dag, hvor hun havde skænket livet til Nalani, som dertil også havde kostet hende sit eget liv. Han selv nød det, og det var end ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. "Du er smuk.. Fantastisk.. enestående.," fortsatte han. Denne gang lod han sig selv lægge sig nederst, hvor hun tog pladsen over ham. Selv den magtkamp, var noget som han kunne huske. Han elskede det! Hænderne strøg over hendes sider, hvor han lagde dem om hende.. trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han kyssede hendes hals blidt. "Varm... velduftende.." fortsatte han intenst mod hendes øre.

[Blair Celestina Marvalo]

Det var måske egoistisk men Blair var komplet ligeglad med hvordan hans situation var i øjeblikket. Om han var gift eller havde haft børn, havde ikke gjort nogen forskel, så lang tid han slap alt hvad han havde i hænderne for at komme til hende som han havde gjort engang. Blair vidste præcis hvad hun skulle gøre for at være uimodståelig overfor ham, hun havde jo været nødt til at sikre sig at han ikke ville miste interessen for hende gennem årene, for hun delte ikke sin mand. "Og aldrig kommer jeg til det," tilføjede hun sandfærdigt. Hans dæmpede hvisken gav hende kuldegysninger, den stemme havde hun savnet at høre hviske søde ord i hendes ører, utroligt nok havde han ellers altid været god til at bekræfte hende, og hvilken kvinde elskede ikke det?

Roligt væltede hun ham bagover og indtog selv magtpositionen, som hun aldrig havde været bange for at indtage og slet ikke med Kimeya. Man kunne ligefrem se på hendes lidt legesyge smil, at hun nød det en kende for meget. Blidt lænede hun sig ind over ham, lod hans arme holde hende fanget ind mod hans egen krop og nød følelsen af at være beskyttet og elsket. De søde ord malede et lille smil på hendes fyldige læber, der dog druknede i et par pirrende kys mod hans hals, mens hun fik fumlet skjorten op så den delte sig og lod hans bryst komme til syne. I sit begær kunne hun ej vente med at lægge blik på ham, men det første der sprang hende i øjnene var den lille hånd på hans bryst. Hun satte sig op og lod et par fingre løbe hen over det. "En kvindehånd," konstaterede hun og så på ham. Smilet var falmet en smule. Naturligvis var han kommet videre, det bebrejdede hun ham ej for, men at se en anden kvindes markering af ham.. af hendes mand vækkede den boblende jalousi.

[Kimeya Marvalo]

Hvis der var nogen der vidste, hvordan hans interesse, skulle holdes ved lige, så var det uden tvivl Blair. Var det overhovedet underligt, at han agerede på den måde, som han nu gjorde? Uden tvivl, var det her noget, som han elskede, og nok mere end hvad han burde. Igen havde han smidt alt i hans hænder.. Alt i hans liv, for at søge til hende, for dette kunne han jo snildt have undgået.
Kimeya kunne jo kun genkende den fantastiske kvinde, som hun alle dage havde været. Intet tydeligt smykke bar han som tegn på, at han måtte være Sorayas. Det passede ham egentlig fint i det her øjeblik. Hvordan skulle det da kunne gøre noget andet? "Perfekt,"hviskede han tilfredst for sig selv.

Denne gang lod han sig selv tage den nederste plads i sengen. Ikke gjorde det ham noget. Han kunne mærke hende, og han kunne se hende.. Se det hele, i det blege og svage skær af månen. Han lod hende derfor også åbne hans skjorte, og puffe den til side. At hun bed sig fast i mærket af Faith på den måde, fik ham kort til at vende blikket ned mod det. Nårh ja.. Han havde vel næsten glemt, at det var der? "Det er oldgammelt, Blair," sagde han. Nej, han kunne jo ikke just benægte, at det var hånden af en kvinde.. En kvide, som selv havde været ham meget nær i mange år.

[Blair Celestina Marvalo]

Det var endnu ukendt for hende at han tilhørte en anden kvinde, og selv hvis det havde været hende bevidst, så ville hun nok ikke have ladet det stoppe hende, for når alt kom til alt, så, så Blair stadig sig selv som værende hans eneste sande hustru, også selvom døden havde skilt dem, som deres løfte havde sagt. Det vakte stor tilfredsstillelse hos hende at han igen smed alt i sine hænder for at være tæt på hende, så var fortiden uden betydning. ”Jeg er skabt til perfektion,” medgav hun med en stille hvisken. Hendes selvtillid fejlede intet, trods hun halve af sit liv havde fået at vide at hun var uelsket og ubrugelig.
I månelyset badede hun sig, uden skam over sin krop. Hendes hud var bleg men perfekt og ikke mørket af mange ar fra fortiden, og hendes mørke lokker faldt ned over hendes skuldre. Hun vidste at hun var en smuk og stærk kvinde, og hun følte sig kun smukkere, når hans blik beundrede hende nedefra som nu.

Hendes blik faldt på hans bryst og fangede det brændemærke der markerede ham. Det vakte afsky hos hende, hvilket tydeligt kunne spores. Blidt lagde hun en hånd hen over.. den var mindre end hendes. ”Jeg kan ikke lide det,” sagde hun lidt ligefrem og lagde hånden hen over. Magisk fjernede hun det.. midlertidigt for det var hvad hendes magi rakte til. Hendes hoved gled lidt på sned. ”Du kan ikke være min, hvis en anden kvinde har markeret dig som sin,” konstaterede hun og så jaloux bort. Det fornærmede hende, ikke fordi hun bebrejdede ham for sin fortid, men fordi tanken gjorde hende vanvittig! Alligevel fjernede hun ikke sine hænder, men lod dem kærtegne hans bryst med lidt stædige hænder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya tilhørte en anden kvinde.. både af krop, men også af ord, men ord var vel til for at brydes? Sådan havde det i hvert fald været igennem de sidste mange år for ham, og dette var på ingen måder noget undtag. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var en varme.. en forventning, som steg mere og mere i ham, for det var jo virkelig perfekt!
"Du har altid været perfekt i mine øjne," hviskede han roligt. Han var ligeglad med hvad hun kom af, og hvad hun ikke kom af, for det gjorde ingen forskel for hans del. Hun var den kvinde, som hun var, og for ham, havde hun været perfekt.

Mørket på hans bryst, kunne han godt mærke, var noget som generede hende. Sådan, som hun dækkede det til med sin egen hånd, og den mine. Han sukkede næsten opgivende. "Du kan ikke lide det?" Nej selvfølgelig ikke. Det var ikke hendes, og det var et tegn på en anden kvindes ejerskab over ham. Han lagde denne gang hånden over hendes.
Mærket forsvandt på magisk vis, men det var der stadig. Han kunne nærmest mærke det mod hans bryst. Han trak vejret dybt. "Så lad mig fjerne det." bad han denne gang. Han lagde den frie hånd mod hendes kind og kæbe, hvor han tvang hendes blik i retningen af sig igen. Insisterende. "Min moder kan være behjælpelig i det øjemed," tilføjede han denne gang. Det var da en fantastisk og glimrende mulighed, for at gøre lidt bod på den forfærdelige fortid.

[Blair Celestina Marvalo]

Der var engang hvor både hans ord og hans krop havde været hendes, og noget tydede på at han stadig agtede at holde det løfte han dengang havde givet hende, også selvom det var løbet ud, i det øjeblik hendes hjerte ikke længere havde slået. Nu mærkede hun det i sit bryst, dets hårde slag gjorde næsten ondt, men hvor var det dog en sød smerte, en fantastisk pine, der blev stærkere hver gang hun blev mindet om at hans hænder stadig var på hendes krop.
Tanken om at han så hende som perfekt, gav hende kun mere lyst til at han skulle se hende og røre ved hende. Dog havde han ret, hun var perfekt på så mange måder, så hvordan skulle han kunne ønske sig nogen anden?

Desværre lod det til at en anden kvinde havde tænkt det samme som hende og havde taget sig den frihed at markerer ham, noget som bestemt ikke huede hende. Man kunne næsten se hvordan det markante kæbeparti trådte endnu mere frem, fordi hun blev mere sammenbidt end hun ellers havde været. "Undre det dig? Mens jeg er markeret af dig, er du markeret af en anden kvinde," påpegede hun. I nakken bar hun et brændemærke efter hans våbenskjold som han havde givet hende ved deres bryllup. "Glædeligt," Bevidst spillede hun en anelse kostbar og kæmpede en lille smule imod hans insisterende greb, før hun endelig overgav sig og så på ham halvfornærmet. "Jeg er sikker på at din moder vil elske det," konstaterede hun. Det vigtigste var at det mærke blev fjernet, hvad end det måtte koste!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde altid set på Blair som en fantastisk og enestående kvinde. Kunne han overhovedet gøre andet? Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse denne gang, var jo helt igennem fantastisk. Nu bankede hendes hjerte på nyt.. og han kunne ikke vende ryggen til det. Han kunne ikke vende ryggen til det.
Nu hvor han i forvejen lå der med hende, kunne han ikke undgå at falde tilbage i de gamle vaner. Hun havde været hans eneste ene.. Den som han havde forestillet sig en storslået og fantastisk fremtid sammen med. Han slappet af.. Følte igen, at han kunne være sig selv, velvidende om alle de fejl, som han havde begået igennem de seneste rigtig mange år.

Blair havde set mærket, og automatisk ved hendes reaktion, plantede det en gevaldig skyld i Kimeya, og han kunne bestemt ikke lide det! Hans moder ville elske at fjerne det mærke, og derved fjerne den ejerskab, som en dæmon havde taget over ham. Det var vel bare gået op for ham, hvor dum han egentlig havde været? Hans greb strammede sig derfor omkring hendes kæbe. "For nu ja.. Bare vent, kæreste. Det vil ende, for det mærke skal fjernes," sagde han denne gang. Først der, valgte han at slippe grebet om hendes kæbe, men ikke den om hendes hånd. "Jo mere af min fortid hun kan ødelægge, jo bedre er det for hende, og jo mere lykkelig vil hun blive, så det vil hun," fortalte han denne gang. Han ville gerne blive den mand, som hun kunne huske. Det var en pludselig og brændende lyst, som hun satte i ham.

[Blair Celestina Marvalo]

Alle havde en fortid og Blair havde fået fortalt en del om Kimeyas allerede. En dag håbede hun at han selv ville fortælle hende tingene med egne ord, for Irina var aldrig til at stole på. Det kunne aldrig falde hende ind at bebrejde ham for hvad der var sket efter hendes død, hun var mere interesseret i hvad han ville gøre nu hvor hun var tilbage. Drømmen var naturligvis at han ville tage hende tilbage, gifte sig med hende på ny, gengive de løfter som var blevet brudt ved hendes død, så de sammen kunne skabe en følles fremtid, hvor de kunne skabe frygt omkring dem, som de havde gjort før i tiden. Lige på det punkt, sigtede Irina og hun selv i det mindste efter det samme. Hendes varme hænder, vandrede langsomt op over hans bryst til hans skuldre. Hun havde skjult mærket, så hun ej ville være tvunget til at se på det, frem til det var fjernet helt.

For at læne sig ind over ham, plantede hun hænderne ved siden af hans hoved, og lagde sit ansigt umiddelbart ud for hans, så hun kunne mærke hans varme ånde når han udåndede. "Jeg er helt enig," medgav hun lidt insisterende. Det mærke skulle fjernes, han havde ikke ret til at eje hende, hvis hun ikke kunne tage samme ejerskab over ham. Hendes læber fangede hans, kyssede ham ømt, før hun igen trak sig en smule tilbage. "Så lad hende få æren, og gør mig til en lykkelig kvinde," bad hun millimeter fra hans læber. Der fandtes ingen som kunne give hende den samme lykke som Kimeya og hvis han ville, så var hun interesseret i stolt at stå ved hans side som hans hustru.

[Kimeya Marvalo]

Irina havde allerede berettiget om mange ting omkring ham. Så meget kendte Kimeya hende da godt nok til at vide, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes den dag i dag. Øjnene kneb han derfor svagt sammen. Mærket generede hende, og nu begyndte det så pludselig også at genere ham. Han hadede det. Han hadede nærmest sig selv, for at have givet Faith den mulighed, for at give ham det.
De mørke øjne hvilede på hendes ansigt, da hun denne gang kom tættere på ham og hans ansigt. Han kunne mærke hendes ånde mod hans ansigt. Var det noget vidunder, at han nød det her? For det gjorde han uden tvivl. "Jeg får hende til at skære det af," sagde han denne gang med en bestemt undertone. Langt mere bestemmende, end hvad han havde været.

Kimeya slappede af, ved at mærke hende. Han ville gerne vise hende, at han gerne ville, og særligt fordi at det gjorde, at han kunne fjerne de mærker som hang fysisk ved, efter hans mange år, sammen med Faith. Selvfølgelig satte det jo sine spor. "Tænk ikke mere på det.. Det er ikke synligt nu, og inden længe, vil det være helt væk," hviskede han denne gang. Han lagde hånden mod hendes kæbe, hvor han selv vendte hendes blik mod sit. Her krævede han hendes læber intenst i et kys. Han kunne slet ikke lade være. Han var grebet af hendes tilstedeværelse, som var han selv kastet flere tusinde år tilbage i tid. "Din lykke er nemlig alt for mig," tilføjede han denne gang tæt ved hendes øre.

[Blair Celestina Marvalo]

Angeren i hans blik tog lidt af hendes utilfredshed, det betød i det mindste at det mærke var noget som han inderligt fortrød. Var det hans varyl der havde taget sig den frihed, at lægge hånd på noget som ikke tilhørte hende? Det var måske ret vovet at tale om det på den måde, men Blair holdt fast ved at Kimeya stadig var hendes, han havde lovet hende til døden dem skilte.
Blair nød følelsen af hans varme hånde mod hendes læber, der skiltes i et lille smil. Han var den eneste der kunne få de varme følelser op i hende, alle andre mente at hun var både kold og arrogant. "Jeg elsker når du pirre mig med ord," hviskede hun lokkende. Mange ville måske ikke mene det var romantisk at snakke om den slags makabre indgreb, men det var noget han ofrede for hendes tilfredsstillelse, hvilket gjorde det, det hele værd.

Han havde ret, der var ingen grund til at dvæle ved fortiden, nu hvor den udadtil var fjernet og senere hen ville ryge helt. "Jeg vil se frem til, at markere det med mine læber i stedet for," hun lod ham kræve hendes læber på ny og gengældte det intenst, trykkede ham ned mod madrassen med sin egen krop. Hun støttede lidt med armene i sengen men hendes krop lå hen ned over hans, så hun kunne mærke ham krop mod krop. Hans bukser fra i vejen, men hun kunne ikke rigtigt få sig til at frarive sig fra hans læber. "Så gør mig lykkelig," bad hun greb fat i hans mørke hår, så hun kunne rive hans hoved lidt tilbage og tvinge sig adgang til hans hals.

[Kimeya Marvalo]

Kunne Kimeya gøre andet end at føle den utilfredshed og nærmest.. skam over det mærke, som han måtte bære på brystet? Han kunne ikke rigtigt undgå det, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse. Det var væk for øjet nu, selvom han vidste, at det endnu var der. For ham, var det bare en del af ham, som det havde været igennem rigtig mange år.
Et kort, men tilfredst smil passerede derfor hans læber. Hans hånd strøg over hendes kind. "Der skal jo heller ikke meget til.." hviskede han denne gang. Ikke at det var en skidt ting. Han ville jo gerne se hende tilfreds, som han gerne ville være den, som skulle gøre hende tilfreds.

For nu, var der ingen grund til at dvæle ved fortiden, for det ville ikke gøre godt for nogen af dem. Han lod læberne mere end glædeligt møde hendes, hvor han selv trykkede hende fuldstændig tæt til sig. "Dem kan du stadig sætte alle steder, min kære," sagde han denne gang med en hviskende stemme. Han kunne jo heller ikke lade være!
Hænderne strøg over hendes sider denne gang. Hovedet lod han tvinges tilbage. Han ville gøre hende lykkelig. Det var et mål for ham, at gøre hende lykkelig! Han sukkede dæmpet, da hun bevægede sig over hans hals. Det føles jo helt fantastisk! Den ene arm sneg sig om hendes slanke talje, hvor den anden strøg over hendes bagparti. Han kunne jo ikke gøre noget andet, end at elske det!

[Blair Celestina Marvalo]

Det var en stor lettelse at han ville fjerne mærket, så han ikke længere var markeret af en anden. Umiddelbart lød det som om at han var meget interesseret i at have hende ved sin side, hvilket var direkte lettende. Dog skulle meget gøres i det tilfælde. Indretningen her bar præg af andre kvinder, sengen stank ligesåvel langt væk af det, men det fandtes der jo trods alt midler mod.
"Ikke når din tunge taler dem," svarede hun med en lidt kølig latter i hans ører. Lige nu følte hun sig så levende trods hendes hud stadig var bleg og til dels kold. Hjertet havde kun banket i hendes bryst for et par dage, og det var stadig lidt følsomt.

Blair trykkede sig ned mod ham og lod tungespidsen kærtegne hans varme hals. Han duftede som han altid havde gjort, hvilket gav en lidt mærkværdig form for tryghed. Hans nysgerrige hænder som kærtegnede hendes bagparti, satte en sitren i hende. Langsomt trak hun sig lidt længere ned og fortsatte sin række af pirrende kys ned over midten af hans brystkasse. Hendes hænder fik plads til at tilnærme sig hans bukser, så hun holdt inde ved hans mave og mærkede hvordan den hævede og sænkede sig i takt med hans åndedræt, mens hun åbnede hans bukser. Hun huskede stadig deres bryllupsnat, det føltes næsten som om de gentog den under andre omstændigheder selvfølgelig, men spædningen og længslen.. glæden ved at have fået hinanden, den var der.