One huge surprise!

[Kimeya Marvalo]

Blair Celestina Marvalo

---

Selv på trods af en tidlig morgen, var det endnu mørkt i Marvalo Mansion. Kimeya havde været forbi Imandra, hvor han også havde sikret sig, at Soraya var kommet godt fra Dvasias. Hun havde været ude af Marvalo Mansion længe inden han overhovedet havde fået muligheden for at 'smide' hende ud.
Den tykke tåge samlede sig hurtigt om hans krop, da han på magisk vis dukkede op, lige foran de store døre, ind til det berygtede Marvalo Mansion. Ganske vidst, var der rigtig mange ting, som var faldet af med tiden, som havde passeret, men hvad pokker.. Hver ting til sin tid. Fordi det endnu var tidligt, kunne han jo kun håbe på, at hans kære moder endnu måtte ligge i sin seng og sov. Så kunne han da slippe for at høre mere på hende, i hvert fald lige for en stund.

De store døre tvang han op med en voldsom knirken, og han trådte ind. Det var mørkt, og det var med en kulde her på stedet. Langsomt steg Kimeya op af trapperne. Et sted fordi at han ikke ønskede at vække sin mor, hvis hun nu lå og sov.. og fordi at han ønskede at lægge sig i sengen selv. Han havde været oppe natten igennem, og man kunne jo heller ikke just kalde ham for en ung mand længere. Han blev faktisk træt nu om dage. Særligt med Irina i hus.
Næsten på listetå, passerede han sin moders værelse, kun for at nå sit eget. Han tvang døren op, trådte ind og lukkede den igen. Endelig hjemme.. endelig bare lidt fred og ro, uden at der skulle være krav og forventninger til ham konstant. Han ville jo gerne stille Irina tilfreds, men den måde, som hun krævede det på.. Hvor var det dog frustrerende. Han rystede kort på hovedet. Her burde han finde ro.. Forhåbentlig.

[Blair Celestina Marvalo]

Blair drejede hovedet mod væggen og begravede derved halvt om halvt næsen i den hovedpude der duftede af Kimeyas velkendte duft. Hun lukkede sine øjne og indåndede den for tiende gang inden for alt for kort tid, før hun slap et suk præget af den længsel hun følte. Irina havde guidet hende hertil.. til det soveværelse der engang havde været hendes. Intet lignede sig selv disse dage. Måske det skyldes kvinden som havde været i hans seng? Hendes duft prægede den anden side og vakte en jalousi som hun ikke havde følt længe.
I mørket lå hun og strøg fingrespidserne hen over sengetøjet, før hun knugede lidt af stoffet i sin hånd og tiggede og bad til at han snart ville være hjemme. Det havde været meget forvirrende at vende tilbage til livet. Hendes gamle svigermor var en velkendt skikkelse, havde forsøgt sit bedste for at gøre hende komfortabel, men det eneste der havde været interessant for hende var løftet om at hun ville blive taget til Kimeya.
Hendes mørke hår var uglet trods hun havde redt det flere gange. Hun havde lånt en mørk kjole af Irina, af tyndt gennemsigtigt stof, så man kunne fornemme hendes blottede krop et sted derudover, dog ikke nær så tydeligt i værelsets skygger.
Lyden af trin, fik hende til at løfte hovedet og hun mærkede det spirrende håb. Var det ham? I tavshed blev hun liggende og holdt vejret til døren gik op og hans brede skygge viste sig i døren. "Kimeya.." sagde hun hæst og rejste sig på armene, så hun lå tværs over sengen med sin krop vredet i en smuk facon der afslørede hendes guddommelige krop. Ville han overhovedet huske hende?

[Kimeya Marvalo]

Hvad Kimeya i det hele taget kunne forvente at møde, når han kom hjem, var slet ikke noget, som han tænkte over. For nu, ville han bare gerne have et par timers søvn, inden hans moder ville stå og kalde i forhallen, som hun primært plejede at gøre, hver eneste morgen. Soveværelset var hans fristed, og tilsyneladende også det eneste, som han havde tilbage nu, hvor hans moder var tilbage i Marvalo Mansion. Man kunne bestemt ikke sige, at han var tilfreds med det. Tvært imod.
Derfor søgte han til værelset, hvor han lukkede døren. At hans oldgamle fortid, så derimod, skulle nå ham, vidste han ikke, og ikke var det en tanke, som slog ham det mindste. Hvorfor skulle det? Blair var hans første hustru.. Fra dengang, hvor alt havde været så fint og så fantastisk, og nu stod han jo så her. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han vendte sig. Stemmen kom ham som et chok!
Automatisk begyndte Kimeyas hjerte, at hamre mod hans bryst. Var det Blair? Der på hans seng.. Smuk som hun altid havde været.. Som var der intet sket. Han lod hænderne søge ned langs hans krop. Hans mine udstrålede kontrol, men hans øjne udstrålede denne gang noget ganske andet. ".. Blair.?" Selv følte han, at han var nødt til at sikre sig, at det rent faktisk var hende, som lå der. Hvordan..? Var det noget, som hans moder havde været indblandet i? Han blev denne gang stående. Nærmest i frygten for at træde for tæt på, og så ende med at blive skuffet. I det tilfælde, så var det her uden tvivl en virkelig dårlig spøg!

[Blair Celestina Marvalo]

I de ensomme timer, havde Blair gjort sig mange tanker om lige præcis det her sekund hvor hun ville give sig til kende overfor ham. Ville han genkende hendes stemme eller vide hvem hun var, eller havde han glemt hende for lang tid siden? Hun kunne mærke de nervøse sommefugle melde sig i hendes mave. Hun havde været betaget af den mand i så lang tid hun overhovedet kunne huske, hvilket nederlag det ville være hvis han havde kastet hende i glemslen. Nervøst trak hun sig lidt op på armene og lå nærmest som havde hun været en havfrue over sengen. Bare at se ham fik hendes hjerte til at slå hurtigere.
Til en stor lettelse, genkendte han hende bare på stemmen for her i mørket ville han ikke kunne se meget mere end hendes skygge. "Det er mig," bekræftede hun og trak knæene op, så hun endte med at sidde på hug i sengen, men kun så hun kunne svinge et slankt ben ud over kanten og hæve sig foran ham. "Jeg frygtede næsten at du ikke ville huske mig," indrømmede hun og gik forsigtigt tættere på ham, velvidende om at det godt kunne være en lidt.. overvældende overraskelse. For hende var det i hvert fald stadig overvældende og forvirrede at komme til den her verden som hun slet ikke genkendte.
De mørke lokker faldt over i hans slanke skuldre. Med den mindskede afstand, kunne hun bedre se detaljerne.. hans øjne og de stærke kæbeben og hans muskuløse skikkelse. Alderdommen havde sat sine spor, men det gjorde ham ikke til en mindre flot mand. Bramfrit lagde hun en hånd på hans skulder, så tæt på hans bryst som hun overhovedet kom og søgte hans blik.

[Kimeya Marvalo]

Visse ting, gik bare aldrig i glemmebogen, og Blair var uden tvivl en af dem. Automatisk begyndte Kimeyas hjerte at hamre mod hans bryst. Hvorfor havde han en sjov fornemmelse af, at Irina var en del af billedet her? Skikkelsen, som nærmest lå og slangede sig så smukt i sengen, som kun hun kunne gøre det. Han blev stående.. rank og nærmest stiv i hele kroppen. "Den stemme vil jeg altid kunne huske," argumenterede han denne gang.
Da hun rejste sig, fulgte Kimeya hende med blikket. Jo.. Det måtte være hende. Intet andet, gav egentlig mening for ham, hvad det her angik. Han vidste at det var dumt.. Virkelig et dårlig tidspunkt. Hun havde været død i.. guderne måtte jo vide hvor mange år. Det var i hvert fald mange.
Da hun stoppede op foran ham, kunne han ane de fyldige læber i månens skær.. De høje kindben og de intense øjne. Intet var forandret, hvor han derimod, uden tvivl var præget af det hårde liv, som han havde levet. "Er det min moders påfund?" spurgte han denne gang. Hånden på hans skulder, fik ham til at stå fuldkommen stille. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Livet havde en tendens til at vende tilbage til Marvalo-familien, og Blair var tilsyneladende ikke noget undtag. Han trak vejret dybt.. Han hævede denne gang hånden, for at stryge den over hendes kind. Hans hånd var kold på baggrund af hans tur ude. Hendes hud var blød.. varm.. og velplejet. "Det er mange år siden, dit smukke ansigt, har betrådt kammeret her." Han forsøgte at tøjle chokket på sin egen måde. Ikke fordi at han var ligeglad. Han vidste bare ikke hvordan han skulle reagere.

[Blair Celestina Marvalo]

I så mange år havde hun lagt i dvale, frem til hans mor desperat havde fået hendes hjerte til at slå på ny, i håb om at hun kunne lede Kimeya på bedre veje. Blair havde allerede hørt hele planen, men ej ville hun tvinge ham til at være nær hende, hvis det ikke var hvad han ønskede, også selvom håbet i hende var stærkt. Uden ham ved sin side var livet end ikke værd at leve. "Det glæder mig. Den har trods alt hvisket i dit ører mange gange før," pointerede hun og trak på mundvigen i et halvt smil. Trods hun kunne være hård, så havde hun overfor ham altid været varmere og mere hengiven end overfor så mange andre, hans mor inklusiv.
"Naturligvis. Hun bryder sig tilsyneladende ikke om de veje du har valgt, men bryd dig ikke om hende, jeg holder intet ansvar overfor hende," tilføjede hun hurtigt. Den eneste her der havde nogen betydning for hende, var den mand hvis blik hun nu kunne fange i mørket. Hendes tommel strøg forsigtigt hen over hans skjorte over skulderen. Det intense blik brændte sig fast ved hans. Endelig faldt hans hånd på hendes kind i en blid berøring der sendte et gys igennem hende takket være hans kulde. Dog trodsede hun det og lagde kinden i hans hånd, duftede til den. "Alt for længe siden. Intet ligner sig selv mere," mumlede hun en kende frustreret. Det var ikke nemt at være forvirret i en stor verden, som var umulig at genkende. "Har du savnet mig?" spurgte hun dæmpet og så op med hovedet lænet på skrå mod hans hånd. Hun havde sluppet hans skulder og i stedet lagt sin hånd over hans, så han ikke bare ville trække sig ved først givende lejlighed.

[Kimeya Marvalo]

At stå ansigt til ansigt med det, som egentlig havde været hans afdøde kone, var på ingen måder, hvad Kimeya havde regnet med. Dog måtte han sige, at det nok var en af de bedre overraskelser, som han havde mødt på soveværelset. Intenst stirrede han direkte i hendes blik. Hendes navn havde han hørt så mange gange før, som han også havde hørt hende hviske hans utallige gange tidligere. Han lukkede øjnene. Bare lige for et kort øjeblik. "Alt for mange gange før," endte han med en sandfærdig stemme, hvorefter han denne gang, lod blikket søge til hendes skikkelse igen.
Hånden lod Kimeya vandre over hendes kind. Hvordan han skulle tage dette, vidste han ikke. Faktisk var det utrolig.. Svært for ham, egentlig at finde ud af! De mørke øjne stirrede i hendes. Svagt kunne han ane dem i lyset. Den anden hånd førte han frem for sig, hvor han åbnede hånden, og en klar flamme, så han kunne se hende ordentligt. Pupillerne trak sig svagt sammen i det klare lys, men nu kunne han se hende. Tiden havde på ingen måder berørt hende, som den havde berørt ham. "Sidst jeg så dig, stod jeg med vores lille datter i armene, og med dig gravlagt under den iskolde jord," sagde han denne gang. Tanken gjorde ham ked af det.. Trist et eller andet sted. Selvom det var mange år siden, væltede det denne gang op i ham. Sandt at sige, at han havde savnet hende. Hånden faldt fra hendes kind, men strøg i stedet for hendes hånd. Han var nødt til at vide, om hun var der, eller om hun ikke var. "Selvfølgelig.. Du var mit liv," endte han oprigtigt. Dengang havde alt været så nemt. Men de havde også fremstået som nok Dvasias' stærkeste par.

[Blair Celestina Marvalo]

Hendes stemme havde blidt hvisket ham i ørerne såvel som den havde råbt af ham, højt og klart. Nok havde hun en stor tålmodighed, særligt når det kom til Kimeya, men somme tider var bølgerne naturligvis gået højt. Det gjorde ingen forskel nu. "For mange gange? Og jeg som troede du aldrig ville vokse dig træt af min stemme," svarede hun bare, endnu dæmpet. Mørket gav en ret intim atmosfærer der ikke ligefrem indbød til høj snak eller i det hele taget alt for megen af den. De vidste også begge at Irina lå kun et par værelser fra dem, hvilket ikke virkede så fristende.
Flammen der tog form i hans hånd, fik hendes pupiller til at trække sig sammen ligeså, dog kunne man ane hendes blege, uberørte hud og det skarpe kæbeparti der udtrykte den sande styrke hun var i besiddelse af. Nu hvor hun så ham klart, listede et lille smil sig hen over hendes læber. De var tørre efter de mange år i jorden. Nathaniel Diamaqima," svarede hun bare og lod smilet forsvinde i et suk. "Ej var min død tilfældig, manden forgiftede mig. Hvorfor har jeg aldrig fundet ud af," hun rystede på hovedet. Der var ingen grund til at tage sig af det lige nu, hun skulle nok få sin hævn når først verden begyndte at hænge sammen for hende igen. Hun lænede sig frem mod ham og lagde en hånd mod hans baghoved. "Det håbede jeg at du ville sige," hviskede hun blidt i hans ører, mens hun til dels fastholdt ham med sit greb.

[Kimeya Marvalo]

Et kort træk fandt vejen til Kimeyas læber. "Jeg sagde aldrig, at jeg var blevet træt af den. Kun at jeg har hørt den så meget, at jeg ikke vil kunne glemme den," pointerede han denne gang. Her stod hun.. I levende live, som var der aldrig sket noget. Perfekt og smuk, som hun ligeledes også havde været dengang, som var der ingen ændring forekommet. Irina ville han slet ikke skænke en tanke, da det nu var hende, som havde hans fulde fokus.
Flammen gjorde det muligt for ham at se hende.. Se det smukke ydre. Den selvtillid, som viste sig i hendes udstråling, og særdeleshed i hendes øjne. Det var noget af det bedste af det hele. Han kunne jo ikke undgå at elske det.
Automatisk måtte hans mine blive stiv. Nathaniel Diamaqima? Forgiftning? Den mand havde jo for pokker været en del af familien! En mand, som han havde lukket ind i sit hjem... Og nu som sad ledende af landet her, sammen med sin datter. "Tænker vi den samme Nathaniel Diamaqima?" spurgte han denne gang med en langt mere tom stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Tanken alene om det, var noget som gjorde ham vred. Direkte vred!
Grebet som hun gjorde bag hans hoved, slog tanken lidt ud af hans hoved lige så. Han stirrede denne gang mod hendes kind. Næven knyttede han, hvor han denne gang lagde den mod hendes kind. Igen synes det hele at blive mørkt. "Hvordan kunne jeg gøre andet?" hviskede han denne gang tæt ved hendes øre. Han førte hendes ansigt mod sit. Han kyssede kort hendes mundvig.. og denne gang hendes læber. Han kunne da ikke dy sig!

[Blair Celestina Marvalo]

[color)Blue]"I så fald har jeg da gjort noget rigtigt,"[/color] konstaterede hun tilfreds. Irina havde delt med hende at en anden kvinde havde ligget i hans seng, en sølle varyl og selvom Blair ej var ude på at tvinge ham til det mindste, så lod hun sig ej heller holde tilbage af at en anden kvinde var i billedet. I sit indre håbede hun jo på at chancen ville byde sig igen en dag. Hendes hoved var let tilbagelænet for at kunne så op ham, fastholde hans blik. Højden var mere med hende end ved så mange andre kvinder, men hun var stadig lidt lavere end ham, som en kvinde nu helst skulle være det. Alderdom havde sat spor, men Kimeya var stadig en nydelig mand, hun kunne genkende en stor del af ham.
"Desværre ja," svarede hun lidt bittert. Det havde ikke været meningen at hendes liv skulle ende der. Hun så væk. "Men nok om fortidens strabadser. Mit hjerte banker atter sikre slag," hun tog hans hånd og førte den til sit fyldige bryst, blot så han kunne mærke de rolige slag under sin egen håndflade.
Mørket faldt atter over dem, hun kunne mærke hans hånd, varmere end før, hvile på hendes kind. Det måtte betyde at han trods alt ikke ønskede hende helt væk. "Du har ret. Jeg er ligeså uimodståelig som jeg er uundværelig," svarede hun selvsikkert og lo dæmpet mens hun trak sig lidt tilbage for at modtage hans kys, først i mundvigen og derefter direkte på hendes lidt tørre, ru læber. Dog gengældte hun det med længsel og trykkede ham lidt hårdt mod sig, velvidende om at Kimeya jo ikke ligefrem var skrøbelig.

[Kimeya Marvalo]

"Du gjorde mere end rigtigt," fastholdt Kimeya med en rolig stemme. Stadig vidste han ikke helt, hvordan han skulle håndtere tingene, men hver ting til sin tid vel? Det var i hvert fald sådan, at han så på tingene, og særligt, som de stod lige i øjeblikket. Han smilede kort for sig selv, selvom dette døde hen hurtigt igen.
Smuk som Blair havde været dengang, var det jo nærmest den selv samme kvinde, som stod overfor ham i øjeblikket. Han selv måtte jo finde det som en direkte fantastisk ting, og han kunne jo heller ikke gøre andet, end at elske det. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Tanken om, at det var Nathaniel, der havde ødelagt den lykke, som han dengang havde været så grebet af, var en tanke, som gjorde ham vred! Ikke ville han lade det gå uset for sig! "Han skal bøde, for hvad han har gjort, Blair..!" endte han denne gang sammenbidt. Selv da hånden faldt til hendes fyldige bryst, og han kunne mærke hjertet slå.. Det var ikke godt nok. Det skulle aldrig være kommet så vidt i udgangspunktet!
Dog forsøgte Kimeya at se bort fra det. Dengang havde hun været hans livs lys.. Det som han havde haft, og den stolthed, af en hustru, som han havde haft ved sin side. Det havde været helt igennem fantastisk! Intet mindre! Kysset besvarede han mere end glædeligt, hvor han denne gang lod den ene arm snige sig om hendes liv, og den anden lagde sig fast bag hendes hoved, hvor han forhindrede hende i at trække sig nogen steder. Ikke ville hun få lov, og ikke skulle hun have lov! Et suk brød hans læber. Det føles jo.. fantastisk! Langsomt bakkede han mod sengen. Nok ganske forudsigeligt. Dette var jo slet ikke nok.

[Blair Celestina Marvalo]

Blair ville aldrig blive træt af at høre ham rose hende. Som hustru havde hun aldrig været usikker, for hun havde altid været bevidst om at han ikke kunne finde nogen bedre. "Jeg var en henrivende hustru, det ved jeg," svarede hun med et selvsikkert smil. Hun havde fundet hans bedste sider, givet ham lov til at dyrke dem, og selv hans mere mørke og dystre sider, havde hun elsket, og hende som ellers ikke før det, havde troet på den slags.
Ikke meget havde forandret sig. Jorden havde bevaret hendes lig ganske godt, dog efterlod det hende også med en lidt anden ungdommelighed i forhold til ham i hvert fald, for hun var ikke så ung, ikke længere. De hasselbrune øjne studerede hans ansigt i mørket. Det var ikke svært, for hun følte allerede at hun kendte enhver detalje, hver en rynke og hver en markering, trods der bestemt var kommet flere til siden sidst.
Hans læber fangede hendes og opslugte de tanker. Blair gav sig hen til kysset og trykkede sig lidt desperat ind mod ham, både for at finde den varme som hun ikke rigtigt havde været i stand til at finde, og for at få lov til at mærke ham tættere på sig. Hendes fødder begyndte helt af sig selv, at følge hans slentren hen til sengen og hun lod sine slanke arme snige sig omkring hans nakke og trykke ham godt og fast ind mod sig, så hun ikke ville miste ham på vejen. Det var bestemt forventet, og normalt nød hun at lege, men lege måtte vente, for lige nu ville hun bare gerne have sin længsel ud af systemet.

[Kimeya Marvalo]

Irina havde blandet sig i det her, hvilket Kimeya vidste, men for pokker. Det andet, var slet ikke noget som han ønskede at tænke på nu. Skulle han være sin moder taknemmelig alligevel? "Du var mere end bare en henrivende hustru," hviskede han med en intens stemme, tæt ved hendes øre. Selv var han jo fristet.. lokket af hende, som den kvinde hun havde været for ham.
Personligt, var hun som hun alle dage havde været, men for ham, var der jo sket rigtig mange ting igennem de sidste mange år. For nu handlede det om hende og om ham. Ikke andet andet, som ellers var derude. Ikke var det nogen hemmelighed, men han havde jo aldrig i sine vildeste fantasier, regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med hende igen.

Kysset skænkede han hende, kun fordi at han heller ikke kunne lade være. Læberne smagte, som de altid havde gjort, og det føles helt fantastisk, at have hende tæt på sig på denne her måde. Han elskede det jo! Øjnene lukkede han, hvor han førte hende mod sengen.
Da hans knæer mødte den hårde ramme af sengen, sænkede han sig en anelse, hvor han tog fat omkring hendes liv, og løftede hende op i sengen. Han kravlede op over hende, hvor han placerede en hånd på hver side af hende, for ikke at lægge alt for meget over hende. Han nød det her. Nok mere, end hvad han egentlig burde! Et dæmpet suk brød hans læber, hvor han kyssede hende.. intenst og krævende, som han havde gjort dengang. Han lod mere og mere af den gamle mand komme frem. Den mand, som han havde været dengang. Hånden strøg over hendes side.. kælent, og nærmest forførende. Han selv elskede, at gå på den opdagelse.

[Blair Celestina Marvalo]

Blair havde aldrig brudt sig synderligt meget om Irina, men hun var hende alligevel taknemmelig for at have givet hende livet, men ingen gave var helt uden en pris. Der var en klar forventning om at hun fik Kimeya tilbage på det spor hans moder følte han havde forladt, men Blair havde ingen skjulte hensigter. Hun var kommet til livet igen og følte sig stadig bundet til ham gennem det bånd der var blevet skabt mellem dem for mange år siden, naturligvis ønskede hun at være sammen med ham, men han skulle vælge hende. Hvis det ville gøre ham ulykkelig, kunne hun ingen gavn gøre. Som eneste svar på hans ord, sendte hun ham et stille smil og et intenst glimt i øjet. Han havde ret, hun havde været en fantastisk hustru og mere til.
Naturen tog sin helt egen gang som om der ikke var gået mere end en time siden de sidst havde set hinanden og Blair gjorde intet for at stoppe det.

Den faste grund under hende forsvandt da han løftede hende for at bærer hende op i sengen. Hun kunne mærke sig selv synke ned i den bløde madras med lidt af hans vægt over sig. At være i hans arme var for alvor som at komme hjem, Marvalo Manssion ville slet ikke være et hjem uden ham. Hun trak benene lidt op over hans krop, holdt ham lidt fastklemt så hun sikrede sig at han ikke ville trække sig, også selvom han ikke ligefrem lignede en der havde tænkt sig at gøre det. Hendes hænder gled ned over hans ryg, til enden på hans skjorte kun for selvsikkert at lade dem glide op under stoffet og komme i kontakt med hans nøgne hud, så genkendelig som den var for hende. Der var intet bedre at give sig hen til en mand der kendte hende bedre end hun selv gjorde.

[Kimeya Marvalo]

Irina var der vel ikke nogen, som kunne lide? Kimeya havde aldrig brudt sig om hende, men igen.. Han kunne ikke gøre hende noget. Det var jo for pokker da hans mor, og.. han var bange for hende. Ingen hemmelighed der, men han var oprigtigt bange for hende. Dog var det ikke noget som han tænkte på nu. Fortiden bankede på hans dør, og denne gang, kunne han ikke gøre andet end at byde den velkommen. Det var nok en af de mest positive, som han nogensinde havde mødt på sit soveværelse.
Kimeya havde elsket hende dengang.. Forgudet hende.. været forblændet af hende, og hendes person, samt udstråling, som hun nu havde, så kunne han jo ikke lade være med at blive fortryllet af det! Nu hvor de var endt i sengen, og lå hinanden så frygtelig tætte, så var det som han gik hundredetusinde år tilbage i tid, og bare var.. sammen med hende.

Kimeya lagde sig nedover hende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han var overkommet chokket, og følelsen af, at have hende tæt ind mod sig, og vide, at hun rent faktisk havde fået den chance i livet, som tilsyneladende, kun måtte tilfalde en Marvalo eller en Jaceluck. Han smilede kort for sig selv, inden han kort brød kontakten med hendes fantastiske læber. Hendes hænder lod han vandre under hans skjorte. Bare kontakten med hendes hænder mod hans nøgne hud, forekom brændende for ham.
"Stop ikke," endte han denne gang. At hun mærkede og rørte ham på den måde, var savnet. Det var en følelse, som var ham særdeles kærkommende!