One huge surprise!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne jo ikke gøre andet end at nyde dette. Han ville gerne gøre hende tilfreds, og han ville gerne gøre hende glad. Ikke at han kunne skjule det, og ikke havde han nogen intentioner om at skulle gøre det. Han smilede kort for sig selv. Mærket skulle væk. Faith var ikke længere en del af hans liv, og derfor skulle de tegn også væk. Det var vel også på tide, at han rykkede videre for alvor? "Kun fordi at jeg ved, hvad jeg skal sige," hviskede han denne gang. Han kunne jo ikke være andet end storslået tilfreds.

Blair tog magten og kontrollen fra ham. Ikke havde han nogen intentioner om at kæmpe om den. Han nød det. For ham, var det rart,a t der var nogen, som kunne rive den så brutalt fra ham. Han elskede det! Det var lige, hvad der skulle til, for at holde hans interesse ved lige, og han kunne ikke gøre andet, end at elske det.
I takt med at hun bevægede sig længere ned af hans krop, og hun nåede hans bukser. Det var som at blive kastet tilbage til deres bryllupsnat.. hvor det virkelig havde været fart over feltet. Han bed tænderne svagt sammen denne gang, hvor han vendte blikket mod hende. Ikke stoppede han hende. I sit indre, bad han hende kun om at fortsætte. Ikke i den her verden, om han ville have at hun skulle stoppe med, hvad hun nu havde gang i. Han elskede det. Han elskede det virkelig!

[Blair Celestina Marvalo]

Irina ville nok blive ganske tilfreds med hvad der foregik lige nu, hun havde været ret klar omkring sit mål med at vække hende igen, og konsekvensen af hvad der ville ske, hvis ikke hun formåede at vende Kimeya, eller om ikke andet hvad Irina ville forsøge på. For hende var det vigtigste dog at han var glad, men hvis ikke han ønskede magt, så var hun uanset ikke en kvinde for ham.
"Mhmm, du har en skarp tunge," hviskede hun med et glimt i øjet der afslørede at hendes tanker var lidt andre steder end det umiddelbart lød. Mange ville mene at Blair var en kende direkte af en kvinde at være, men hun ønskede at vedligeholde sin mands interesse, desuden var hun en stærk og selvstændig kvinde, så hvad andre tænkte om hende, var ligegyldigt.

På samme måde frygtede hun ikke for at tvinge en mand i knæ. Hun nød selv at lege med magten, og samtidig at få en mand til at hungre så meget efter hende at han til sidst drev på randen af vanvid. Bukserne baksede hun op, og rev dem ret insisterende ned over hans hofter, så han endte med at være blottet foran hende. Det var stadig ikke nok. Hun trak sig helt tilbage og rev helt af, før hun tog plads mellem hans ben, siddende på sine egne og studerede hans krop. Hænderne placerede hun på hans lår og førte dem langsomt og blidt op mod hans hofte. Lidt pludseligt rakte hun ud over sengekanten bukket hen over hans ben, så hun kunne fange den låne kjole for at fjerne det mørke silkebånd som den havde været bundet med. Én særlig ting stod stærkt i hendes sind fra deres bryllupsnat, og hvorfor ikke bringe liv til de gode gamle dage?

[Kimeya Marvalo]

Irina lå langt bag i hans tanker, og det samme med Soraya. Endnu en gang, havde Blair formået at gøre en fabelagtig entré, som han ikke kunne se bort fra. Var det underligt, at han nød det? Han lod sig præge og påvirke af den kvinde, som i øjeblikket lå over ham.. Forblændet af, hvad hun gjorde ved ham.
"Kun fordi at jeg ved, hvad du gerne vil høre," endte han denne gang med et stille smil på læben. Hovedet lod han blot falde ned i sengen, hvor han også lod Blair gøre ved ham, hvad hun nu ville. Hun kunne gøre lige ved ham, hvad hun ville, og han ville ikke stille nogen spørgsmål.

Bukserne forlod hans krop, hvor han selv endte med at ligge der til fri beskuelse på samme grundlag, som hun selv gjorde det. Han spredte dem en anelse, så hun kunne tage pladsen mellem. "Hvad tænker du..?" spurgte han denne gang. At hun lænede sig over kanten og rev kjolen til sig, og dertil, tog fat om det silkebånd, som havde bundet den ind, fik ham kort til at skæve mod hende. Det første som umiddelbart slog ham, var deres bryllupsnat, dengang for rigtig mange år siden. Han smilede kort for sig selv, og lagde hovedet langsomt tilbage. "Fortæl mig, hvad du har tænkt dig, at gøre med den, min kære," opfordrede han. Han ville høre hende sige det.. se hende gøre det. Spændingen meldte sig for alvor.. Kroppen reagerede tydeligt på det. Hun måtte ikke lade ham vente!

[Blair Celestina Marvalo]

Det var en gave af kunne forblænde en mand så meget at han var villig til at efterlade hele sit liv, i det samme øjeblik hun stod i døren. Det bevidnede en del om at deres kærlighed havde været ægte, og at gammel krælighed aldrig rustede. Blair elskede ham mindst ligeså højt som hun havde gjort for lang tid siden.. hvor længe det så end var. "Og det kære, gør dig til den perfekte ægtemand," konstaterede og trak smørret på smilebåndet. Han vidste altid hvad hun ville høre, vidste hvad der skulle til for at gøre hende glad. Blair rettede sig op og satte sig til rette mellem hans ben. Hendes egen krop var til fri beskuelse i det månelys som slap ind af vinduet, og hun havde ingen intentioner om at skjule sig selv, og da slet ikke for hans begærlige blik.

Hendes intense, smaragdgrønne øjne faldt på hans nedre, hvorefter det langsomt, og studerende gled længere og længere op til hun fangede hans blik. De vidste begge præcis hvad der var i hendes tanker. "Jeg har tænkt mig at minde dig om hvorfor du var min," svarede hun og bed sig forførende i sin bløde underlæbe, mens hun lod silkebåndet glide gennem hendes fingre, for at pirre hans fantasi. "Når jeg ikke kan markere dig med brændemærke, må jeg gøre det på min måde," konstaterede hun og lagde hovedet på sned. Silkebåndet lagde hun omkring hans manddom, hvilket var nemt hans lyst taget i betragtning. Umådeligt langsomt band hun det fast omkring hans nedre, hvorefter hun bandt en elegant sløjfe på den, og så til med et ligefrem beundringsværdigt blik over sit eget arbejde. "Meget bedre," konstaterede hun for ig selv, hvorefter hun kravlede op over ham igen.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor skulle Kimeya ikke kaste alt i jorden for hende? Han elskede det jo. Han elskede hvad hun kunne gøre ved ham.. give ham, og hvordan hun rent faktisk formåede at holde det hele ved lige, som hun derfor altid havde formået at gøre det. Han var perfekt.. Han elskede at høre hende sige det, og særligt fordi at så mange andre, havde fortalt ham det modsatte. "Så lang tid, at jeg fremstår perfekt for dig,," sagde han denne gang. Han selv kunne jo ikke være andet end tilfreds med det.

Hvad hun ville bruge det silkebånd til, kunne derimod være rigtig mange ting, og selvfølgelig var det noget, som selv kunne mærkes for ham. Han hævede kort det ene bryn. "Og hvad har du tænkt dig, at bruge det til?" spurgte han denne gang. Markering..? Hvordan havde hun tænkt sig at bruge det helt præcist til det formål?
Stramt som hun måtte binde det omkring hans manddom, stivnede han let. Kroppen spændte han svagt, som hun strammede knuden til. Det der var bare ikke retfærdigt! Han hævede blikket, så han kunne se, hvad hun havde gang i. Stolt som hun betragtede sit mesterværk, måtte han kort himle med øjnene. "Du ved godt, at jeg har begge hænderne fri, ikke sandt?" Hvis det var sådan hun ville lege, så skulle hun være mere end velkommen til det! Han lagde hovedet ned igen. Det strammede virkelig, men ikke på den ubehagelige måde. Endnu om ikke andet.

[Blair Celestina Marvalo]

DE var gode sammen, det havde altid været. Han havde altid bragt det bedste frem i hende, set hendes potentiale og hjulpet hende med at videreudvikle det, og til gengæld havde hun pyntet på ham udadtil, været med til at give ham status og hun havde støttet op om hans ideologier, støttet ham i hans måde at lede på, hvilket hun fortsat ville gøre hvis muligheden bød sig.
Blair betragtede ham roligt og lod en finger danse hen over hans brystkasse. "Du er alt andet end perfekt min kære, det er præcis derfor jeg elsker dig," hviskede hun dæmpet. Havde han været perfekt, så ville hendes kunnen have været meget mindre. Hun elskede at vide at Kimeya havde brug for hende, måske ligefrem var afhængig af hende.

Silkebåndet prydede hans manddom, til Blairs store tilfredsstillelse. Frem for at besvare hans spørgsmål med ligegyldige ord, lod hun handlingen tale for sig selv. Det samme havde hun gjort på deres bryllupsnat i sin tid, men det var mange år siden nu. Langsomt lod hun sin krop glide hen over hans krop, mens hun kravlede op over ham, til hun til sidst igen var ud for hans ansigt og kunne fange hans læber. Understregende af hendes handlinger, fangede hun hans hænder og pressede dem ned i madrassen. Det var nærmere symbolsk, for han var langt stærkere end hende. "Måske men du vil ikke fjerne det, ikke før jeg giver dig lov," tilføjede hun drillende. Hvor hun dog elskede at have det sjovt. Det bedste var dog tanken om hvilket syn der ville møde en anden kvinde, hvis han skulle være tåbelig nok til at vende hende ryggen og lægge sig i sengen med den mystiske kvinde, der havde gjort hans mor utilfreds.

[Kimeya Marvalo]

De havde altid været gode sammen. De havde altid været stærke sammen, og ikke var det noget, som Kimeya havde nogen intentioner om at ødelægge. Han var perfekt for hende, som han vidste, at det var gengældt, så det alene, ar der ikke nogen tvivl om. Han smilede kort og tilfreds for sig selv. "Med andre ord, så er jeg den perfekte mand for dig," fortalte han denne gang med en direkte stemme. Han kunne jo ikke være andet end tilfreds, nu hvor han var sammen med hende igen.
Et sted var han vel afhængig af hende? Han elskede i hvert fald den fornemmelse, som det efterlod ham med i den anden ende. "Og du ved det," hviskede han denne gang. Han nød det jo for pokker! Som han også nød den måde, hvorpå hun havde den magt over ham. Det var jo ikke på en skidt måde.

Var det her Blairs markering? At give ham en sløjfe på lillemand dernede? Et kort smil passerede hans læber, hvor han lod hende komme over ham denne gang. Sådan som hun gned sig op af hans krop, satte en voldsom sitren i hans krop. Hvor føles det jo helt igennem fantastisk!
"Du har nu altid haft en meget alternativ form for humor, min kære.." hviskede han denne gang. Kysset gengældte han glædeligt. Hvor han dog elskede, når hun viste sig fra denne side. Han tog fat om hendes ben, som han denne gang spredte, så hun lå med et ben på hver side af ham. Denne gang lod han en finger kærtegne hende direkte. Alt føles som dengang. Som havde de været sammen for tid og evighed.

[Blair Celestina Marvalo]

Kimeya var den perfekte mand for en kvinde som hende. han gav hende plads til udfoldelse og gav hende en funktion der var langt vigtigere end bare at give ham børn og være et sølle trofæ som han kunne vise frem. Nej Kimeya anerkendte at hun var en intelligent kvinde, med egne evner og til gengæld gjorde hun ham stærkere. "Ej vil jeg have nogen anden," hviskede hun ærligt. De var perfekte for hinanden, deres ægteskab havde været frygtelig stærkt, ubrydeligt, eller det havde de troet indtil Nathaniel havde vist dem anderledes. Deres hævn ville blive bittersød og Blair ville nyde at tage den med Kimeya ved sin side, ligesom de havde gjort dengang. Hun sukkede mod hans læber og trak sig lidt tilbage. "Selvfølgelig ved jeg det. Du fuldender mig som jeg fuldender dig," hviskede hun og lod håndryggen stryge hen over hans skulder. Det var den perfekte nat. Én ting var at hendes hjerte slog, men i sandhed følte hun sig ikke i live, før hun var sammen med ham.

Hans ord frembragte en mild latter. Hendes mørke hår faldt over hendes ansigt og ned over hans, men de var nærmest umulige at styre. "Det er en del af min charme," konstaterede hun nærmest med en snert af uskyld. Hvor hun elskede tanken om at han nu var markeret af hende også selvom den selvfølgleig var midlertidig. Samtidig vidste hun at dets stramme knude ville pirre ham, særlig når begejstringen begyndte at vise sig om nu. Hendes ben gled ud på hver side af ham, og hun rettede ryggen, så hun direkte sad på hans varme mave og han fik adgang til hendes varme, fugtige skød. Hans nysgerrige fingre fik hende til at lyse op i et lille smil. Nydende slog hun hovedet tilbage og lukkede øjnene for at nyde den varme sitren han satte i hende. En kende desperat skubbede hun underlivet mod hans fingre i tavs tiggen efter mere.

[Kimeya Marvalo]

De supplerede hinanden til perfektion! Sådan hang det i hvert fald sammen i Kimeyas øjne, og tilsyneladende, var det heller ikke noget, som var forandret igennem de sidste rigtig mange tusinde år. Her skulle han da uden tvivl takke sin kære moder. "Jeg elsker at høre dig sige det," hviskede han tæt ved hendes øre. Denne gang, tvang han hende ordentlig nedover sig, hvor han også holdt hende fast, tæt ind mod sin egen krop. Han elskede det virkelig! Hele hans krop sitrede og dirrede.. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og kroppen reagerede. I det nedre, reagerede også tydeligt, hvilket kun gjorde, at det hele strammede yderligere! "Endelig går sandhederne op for dig min kære," fortsatte han denne gang. Han plantede derfor også et lille kys mod hendes kind.

Fast, tvang Kimeya hendes ben fra hinanden, hvor han denne gang strøg hånden over hendes bagparti, hvor han bagfra, også lod hånden komme i direkte kontakt med hendes nedre. Hun var fugtig.. Så det var ikke bare ham, som var stærkt påvirket af dette. Han elskede det! Han smilede let for sig selv, som hun skubbede sig ned mod ham. "Frigiv mig.. og jeg kan trygt love dig for, at jeg vil vise dig, hvad jeg kan," tilføjede han denne gang. Det gjorde ondt.. Det strammede jo vildt efterhånden, og det var jo udelukkende hendes skyld!

[Blair Celestina Marvalo]

Visse ting var aldrig ment til at ændre sig - heldigvis. Lige nu ønskede Blair sig at leve som i fortiden i fremtiden sammen med ham. Det var for tidligt at ønske, men han skulle nok falde på knæ foran hende igen, for en dag ville han indse at han slet ikke kunne leve uden hende ved sin side. "Du elsker at eje mig," hviskede hun dæmpet i hans ører og fangede ørerflippen mellem sine bløde læber, kun for at nappe let i den. Deres kroppe varmede hinanden, her hvor de lå blottede i et let køligt værelse. Blair elskede at mærke hans stærke struktur mod sin egen feminine krop, Hans nærhed nærede den længsel som hun havde hungret efter at få indfriet siden det øjeblik hendes hjerte havde slået det første slag. "Den gik op for mig for mange år siden, jeg håber blot at den går op for dig ligeså," svarede hun ærligt og slap et støn i hans ører. Hans fingre var dygtige og erfarende, ingen tvivl om det.

Hænderne førte hun langsomt op mellem dem og fangede hans kinder. Nydelsen trak hendes fingerspidser ind mod hans kæbeben, desperat efter at holde fast i noget. Altid havde han været en meget bestemt mand også i soveværelset, hvilket hun altid havde forgudet. Han kunne sende hende til højder som ingen kvinde nogensinde havde turdet drømme om. "Jeg ene og alene bestemmer hvornår du frigives, men en kreativ mand som dig, plejer at komme uden om det," hendes telestrøm var hurtig og stakåndet. Endelig føltes hendes krop varm og dunkende, hun mærkede lysten.. livet. Hvilken bedre måde var der at fejre en sådan dag på?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var blevet kastet adskillige tusinder år tilbage i tid, hvor han atter var sammen med hende. Han kunne jo heller ikke andet, end at nyde det! Han sukkede dæmpet, tæt ved hendes øre. Sådan som hun gned sig op af ham og hans struktur.. Satte sin duft, og de mange psykiske spor på ham, kunne han jo heller ikke gøre andet end at elske det, og det gjorde han uden tvivl også! "Det gør jeg. Du har altid været min, og du vil altid være min," hviskede han denne gang intenst og tæt ved hendes øre. Han kunne jo ikke gøre andet end at elske det her!
Kimeya måtte jo indrømme, at han i forvejen, havde svært ved at undvære hende. Han ville nok altid have svært ved at undvære hende. Han lagde den frie hånd mod hendes kind, som han strøg let. "Du leger med mig, kæreste," hviskede han anstrengt mod hendes øre. Jo mere de lå der, jo mere stramt blev det forneden. Det gjorde da efterhånden også ondt!

Hvad han dog ikke ville gøre, for at få fjernet det bind, og for alvor give efter, for hvad han følte i krop og sind, for det var jo helt igennem fantastisk! Hun havde ikke tænkt sig, at give efter for det. Nej, selvfølgelig havde hun ikke det. Han himlede kort med øjnene. "Det spænder, kæreste.. tror du, at jeg vil kunne koncentrere mig?" spurgte han denne gang. Han lagde hovedet ned igen, og.. stoppede sin kælen for hende. Næh nej. Det her gik trods alt begge veje.

[Blair Celestina Marvalo]

Ingen kvindes duft skulle have lov til at præge ham, ikke ud over hendes vel og mærke. En del af hende havde nok frygtet at Kimeya var kommet for langt frem i sin fremtid, til at kunne dvæle ved fortiden, men måden han tog imod hende på, og trykkede hende ned til sin egen krop, fortalte hende stik modsat, at han ønskede hende ved sin side, ligesom dengang. "Af hjerte ja. Men jeg er ikke din før du har afgivet et løfte," påmindede hun nærmest lidt udfordrende. De ægteskabelige løfter og symbolet i form af en ring, markerede hende som hans såvel som omvendt og han vidste forhåbentligt at han ikke ville kunne lægge endeligt beslag på hende før hans placerede den smukke ring på hendes finger. Den gamle prægede hendes endnu, han ville kunne fornemme det kølige materiale mod hans kind, sådan som hun klamrede sig lidt til ham.
At høre hans stemme forandres i takt med at silkebåndet strammede, fik hende til at smile lidt i det skjule, eftersom hun lå halvt begravet mod hans hals og nød hans kærtegn af hendes nedre.

Hvis han kendte hende bare det mindste, ville han vide at hun var stædig. Blair hævede sig lidt på armene, skuffet over at han fjernede sine dygtige fingre, trods hun ikke viste det for ikke at tabe ansigt. "Joken er på dig, hvis du lader det stoppe dig," påpegede hun og kyssede flygtigt hans læber. Det var netop spændingen der gjorde det så intenst, og så kunne hun godt lide idéen om at det var med til at gøre ham til hendes.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste hvor meget den ring betød for Blair, og hvor meget hun vægtede de ægteskabelige løfter, som de dengang havde skænket til hinanden. Var det overhovedet underligt, at han havde det på denne her måde? Hans blik faldt derfor hurtigt til hendes skikkelse endnu en gang. Hånden lod han stryge over hendes kind, selvom han i øjeblikket kunne mærke det kolde metal mod hans eget. Han greb denne gang omkring hendes hånd, for at tage ringen i blik. Det var skræmmende mange år siden, han havde set den. Han havde endnu sin, men blot gemt af vejen.. ligesom resten af deres ejendele, som de dengang havde haft sammen. "Jeg skænkede dig løftet en gang for rigtig mange år siden.. Det kan jeg sagtens gøre igen.. Men først, ønsker jeg, at få fjernet det mærke, som pryder min brystkasse," hviskede han denne gang. Han ville nyde det, nu hvor han havde muligheden for det. Ingen tvivl om det!

Det strammede virkelig meget i det nedre, og det kunne Kimeya uden tvivl mærke! Det frarøvede ham jo for hans fokus! Hans blik faldt til hendes, som han denne gang vendte blikket mod hende igen. Han lod hånden stryge over hendes kind. Ikke bar han nogen ring.. Ikke bar han noget, som mindede dem om den fortid, som de begge havde med hinanden. "En mand, kan kun tænke på en ting af gangen, kæreste.." Han lænede sig frem, hvor han kyssede hendes kind. Nej.. det var slet ikke det her, som han ønskede. Han ville jo gerne kunne nyde hende! "Klæd dig på.. Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig," sagde han denne gang. Han slap hende helt.

[Blair Celestina Marvalo]

Løfterne var værdigfulde og ringen bandt dem sammen og udgjorde en konsekvens af hvad der skete hvis ikke de løfter blev holdt. Kimeya kunne tage ejerskab verbalt så meget som han ville, men han havde ingen ret over hende før der var et symbol og nogle løfter som satte krav og forventninger til ham, og det burde han vide. Desværre gik det også den anden vej, og netop derfor var hun meget interesseret i at lokke ham til endnu et ægteskab. Hendes blik fulgte hans og faldt på ringen som han åbenlyst havde fået øje på. Den betød ikke noget i forhold til et ægteskab, men den havde stor værdi for hende. "Genere den dig?" spurgte hun upåvirket. Selv hvis det gjorde, så ville hun være komplet ligeglad.
"Jeg godtager ikke så elendigt frieri. Få fjernet det mærke, og gør dig forsøget igen," opfordrede hun lidt drillende. Han burde vide at hun var mere krævende end som så.

Den milde vandring hans hånd tog over hendes kind, fik hende til at vende hovedet mod den. Hendes næsetip strøg over hans håndflade, flugtede langs en klar linje i hans hånd, og indåndede samtidig hans velkendte duft. Det pirrede hende enormt at vide hvor meget båndet strammede om ham, hun havde frygtelig lyst og gik ud fra at han havde det samme. "Jeg beder dig ikke om at tænke på to ting," lo hun og kunne ikke lade være med at more sig lidt. Til gengæld så kom det bag på hende at han pludselig ønskede hende påklædt. Nu? Virkelig? I stedet for at vise sin fornærmelse, himlede hun blot med øjnene og rejste sig fra sengen. "Du er mig en mærkværdig mand, Kimeya," sukkede hun mens hun kastede kjolen tilbage over sig.

[Kimeya Marvalo]

Ikke var det ringen som generede ham, men generelt hele situationen. Blair var den sidste kvinde, som Kimeya havde regnet med at skulle se, og særligt nu her! Hans blik hvilede på ringen på hendes finger. Den som han selv havde placeret der for rigtig mange år siden. Han lagde hovedet en kende på sned. "Hvorfor skulle den genere mig? Jeg var den mand, som placerede den på din finger," hviskede han denne gang med en rolig stemme. For ham, var det uden tvivl en stor ting, og han kunne heller ikke gøre andet, end virkelig at elske det. Ikke at han kunne skjule det, for han nød jo at se den.
Et kort smil passerede på hans læber. Var det et frieri? Nej, det ville han ikke umiddelbart mene, og hun kendte ham! Hvad angik den slags, gjorde han sig også umage. "Du ved, at jeg kan gøre det bedre, end det her," tilføjede han denne gang.

Nu var Kimeya ikke kendt for værende en desperat mand, og det ønskede han heller ikke. Derfor ville han meget gerne have lov til at give hende det her. Hun manglede tingene fra sin fortid? Så måtte de jo finde dem frem igen. "Det er lige præcis, hvad du gør," fastholdt han denne gang. Han rejste sig selv op, hvor han greb efter sine bukser, og sin skjorte, som han kom på. Det var helt underligt at få bukserne på med den sløjfe, som han havde om sit nedre.
"Du manglede din fortid.. Så lad os finde den.. Kom med." Trætheden var væk, og han ville gerne vise hende det. Han lod hånden stryge langs hendes rygsøjle, hvor han førte hende med ud af værelset og mod trapperne, inden han søgte direkte ned i labyrinten af den dystre og mørke kælder. Med en kort bevægelse af hånden, blussede faklerne på i flammer, og lyste dem vejen frem. Han stoppede langt inde ved en tom mur. "Her.." endte han. Han lagde hænderne mod muren, hvor han med en ganske særlig bevægelse, og sin magi.. fik en dør til at træde frem. Han trådte til side, så hun kunne træde ind først. Billeder.. møbler.. alt af værdi fra deres fortid.. alt var samlet derinde.