One huge surprise!

[Blair Celestina Marvalo]

Ringen var en del af hende. Den havde været med hende både i livet og i døden, han kunne skærer hendes finger af, men hun ville aldrig slippe den. "Og den har været med mig siden," bekræftede hun og slap den af syne for at tage hans blik i betragtning i stedet for. Det hvilede et mildt smil på hendes rosa læber, et smil som kun Kimeya kunne bedvidne, overfor alle andre var hun kold og arrogant, men han holdt hendes hjerte. Kreativ havde han altid været, af samme årsag forventede hun sig langt mere af et frieri, trods det dog var en lettelse at vide det ville komme en dag. "Meget bedre, kære. Jeg vil se frem til at blive taget med storm," sagde hun dæmpet og kyssede hans kind. De ru skægstubbe kradsede lidt på hendes læber, men det var en følelse som hun inderligt havde savnet.
Som bedt rejste hun sig fra ham og skævede mod hans manddom der bar præg af det sorte bånd. Hvor ville hun dog elske at løsne det i samme øjeblik hun bragte ham til højder som han aldrig før havde oplevet. Hendes hjerte hamrede ved den blotte tanke.

De tanker måtte dog vente lidt endnu. Blair var ej vred eller fornærmet over den pludselige afbrydelse, hun nærede tillid til ham, vidste at han ikke ville afbryde en sådan ting, hvis ikke det var vigtigt. Hendes skridt førte hende af velkendte veje gennem huset, lydløse så de ikke ville vække den heks til Irina, da da bevægede sig ned til kælderen. "Bør jeg blive urolig nu?" spurgte hun ubekymret. Hvis han ville gøre hende ondt, så havde han gjort det nu. Afventende så hun til mens den hemmelige dør trådte frem. Hun trådte hen til den og så kort spørgende op på ham inden hun puffede den op og trådte ind i det hemmelige, rustikke rum, der bar præg af fortiden. Hendes læber skilte si en måben. "Det hele er her," sagde hun tydeligt overrasket og søgte direkte hen til en, for mange ligegyldig, vase, men det var den samme vase der var blevet repereret millioner af gange fordi den havde stået i skudzonen når hende og Kimeya havde været lidt for.. opkørte på den ene eller den anden måde. Hun løftede den op med et ligefrem sagligt smil før hun satte det fra sig igen. "Det er synd og skam at det står her og samler støv," konkluderede hun og så op da hendes gamle brudekjole havde fanget hendes blik. Stadig ligeså smuk.

[Kimeya Marvalo]

Den ring, som han dengang havde placeret på hendes finger dengang for mange år siden, så kunne han ikke undgå det. Han havde lagt hende i graven med ringen på hendes finger, velvidende om, at det var sådan, at han altid og dengang, havde ønsket, det skulle forblive. For nu var de ingenting.. De havde hinanden her, men det var jo heller ikke på den måde, som han ønskede, at det skulle være. Hver ting til sin tid.. Han skulle nok rive benene væk under hende, som han havde gjort igennem den tid, som de havde haft sammen. "Og du ved, at man kan.. Du ved, at jeg kan," fortalte han denne gang med et stille smil.
Nu hvor han havde fået bukserne på igen, måtte han kun føle frustrationen ved den fine lille sløjfe, som han havde på det nedre. Et sted, var det rent faktisk irriterende! For nu måtte han jo bare bide det i sig. Han skulle nok få hende til at fjerne den igen på et eller andet tidspunkt.

Kimeya førte hende ned i kælderen. Ikke fordi at hun havde nogen grund til at frygte ham, eller hvad han ville vise hende. Alle de ting, som særligt havde haft betydning for hende, og deres tid sammen, var derinde. Selv hans ring lå beskyttet i en lille æske. "Stol på mig," bad han denne gang, hvorefter han lod hende søge ind. Tingene genkendte hun da uden tvivl med det samme.
Kimeya trådte ind bag hende. "Jeg har gemt alt.." At hun søgte til den gamle vase, forundrede ham ikke. Hun havde altid været så glad for den. Brudekjole.. tøj.. møblement, billeder.. Alt havde han gemt. "Fra den lykkeligste og bedste tid af mit liv." Han foldede hænderne over ryggen, og blikket mod hendes skikkelse igen. Det betød meget for hende.. Og derfor betød det også automatisk meget for ham.

[Blair Celestina Marvalo]

Endnu engang havde Blair fået en chance for at få livet til at give mening, og for hende var han en naturlig del af det. Nok ville hun ikke gøre ham ulykkelig, men hun ville heller ikke nogensinde blive i stand til blot at lade ham gå, ikke før hun havde kæmpet for det hun vidste de sammen kunne skabe. "Og du ved at jeg til enhver tid nyder at se dig på knæ," hun vendte hovedet mod ham og kastede et blik over skulderen med et ligefrem legesygt smil, dog var det sandt. I hendes ører lød det som om at han stadig ønskede hende som en del af sit liv, så langt så godt, i så fald sigtede de jo mod et fælles mål. "Jeg stoler på dig kære," forsikrede hun dog lidt fraværende fordi hun hurtigt lod sig betage af rummets indhold. Den mørke sofa, de mørke møbler af træ, billeder, nips og tøj der engang havde tilhørt hende. Andre mænd havde smidt det bort for lang tid siden, men ikke Kimeya.

Brudkjolen hang foran hende i alt sin pragt, ligesom den havde gjort dengang. "Jeg var den smukkeste brud i denne," komplimenterede hun sig selv og lod ort fingrene berøre det bløde, glatte stof. Roligt vendte hun sig om mod ham og lagde en hånd på hans bryst. "Det her er grunden til at jeg altid har elsket dig," sagde hun blidt og førte hånden op i hans nakke for at trække ham ned til sig, kun så hendes læber kunne indramme hans. Idet hun trak sig faldt hendes hånd igen, så hun i stedet stod med begge hænder hvilende på hans bryst. "I frygt for at virke plagsommelig.. men måske det er på tide at disse ting vender tilbage til deres retmæssige plads?" foreslog hun lidt lokkende, og lod to finge 'gå' ned over hans krop.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var kommet over chokket af den overraskelse, som havde mødt ham på soveværelset. Dog måtte han jo sande, at det var en af de bedre, som han havde været ude for, og han kunne også godt lide det. Et smil passerede derfor kort hans læber. Selvfølgelig ville hun nyde at se ham tvunget i knæ. Hvorfor skulle det ellers forholde sig anderledes? Han rystede kort på hovedet. "Du har altid nydt at se ned på mig.. de få gange, det er forekommet," sagde han denne gang. Så lang tid at hun stolede på ham, kom de også meget godt på vej, og det kunne han lide. Visse ting, ønskede han jo bare, var, som de havde været dengang.

Alt fra deres tid sammen. Alle de minder, som han havde haft om hende, havde han beskyttet, og det var med alt, hvad det måtte indebære. For ham, havde det været vigtigst. "Selv uden den på, er du det smukkeste, som har passeret min vej, Blair," sagde han oprigtigt. Der var jo grunde til, at han havde valgt hende, fremfor nogen anden.
Hun kom ham i møde. Hænderne lod han glide langsomt langs hendes liv, hvor han trykkede hende mere ind mod sig. "Forhåbentlig elsker du mere end det ved mig," endte han denne gang, hvorefter hans læber mødte hendes i et kærkommet kys. Han trykkede hende let ind mod sig. "Tingene skal komme på plads. Jeg har nu en særlig ting, som jeg gerne vil vise dig inden." Han slap hende endnu en gang, hvor han søgte til en af de bagerste hylder.. Han søgte om bag denne, hvor han greb fat om en af de eneste tegn efter Nalani.. Et af de malerier, som han havde fået lavet, da hun havde været lille. Han rakte det til hende. Deres datter var væk.. Derfor skulle hun da stadig se hende.. og hvilken smuk pige hun havde været.

[Blair Celestina Marvalo]

Selv efter et par simple timer følte Blair sig levende og endnu vigtigere, så følte hun sig hjemme. Sammen kunne de opnå store ting, om ikke andet så når hun var kommet sig helt, for hendes energi var endnu ikke den største efter så lang tid gravlagt under jorden. "Hvilken kvinder nyder ikke at se sin mand i knæ? Særligt når hendes mand er en af tidens største warlocks," tilføjede med en silkeblød stemme. Døden havde sat ganske få spor på hende, hun var ligeså elegant, ligeså lokkende som hun altid havde været. Kjolen mistede hendes interesse igen. Blair lod de to fingre falde, så hendes hånd igen dalede og hvilede på ham bryst.
Det var imponerende så meget han havde gemt, men det var ganske glimrende nu hvor hun havde tænkt sig at rykke tilbage i Marvalo Mansion, men ikke så lang tid det stod så usmageligt som det gjorde i øjeblikket.

"Jeg elsker meget ved dig kære, men særligt for at give mig en chance for at rette op på den usmagelighed der er opstået her i huset," sagde hun ærligt. Det skulle nok blive godt, huset var charmerende, møblerne var bare ikke hende. Hvem end der havde indrettet det, havde forfærdelig smag! Ømt kyssede hun ham og trykkede sig ind mod hans fase krop, før hun endnu engang trak sig og lod ham slippe, så hendes arme gled ned langs siden. Hvilke overraskelser gemte han nu på? "Så mange overraskelser du har til mig i dag," kommenterede hun og satte en hånd på hver hofte mens hun betragtede ham, frem til han kom med maleriet. Der kunne ikke herske tvivl om hvem det var. Blair tog imod det og stuerede det med en blanding af betagelse og forvirring. Hun anede ikke hvad hun skulle føle, for det barn havde aldrig været hendes drøm, ej fandt hun nogle kærlige moderfølelser, dog var hun stolt. "Hun var meget smuk," kommenterede hun med en næsten fjern stemme.

[Kimeya Marvalo]

Chokket havde lagt sig, og Kimeya kunne nu se de klare og enestående muligheder. For ham, var det nemlig det, som havde den største betydning, og det var han nu heller ikke bange for at stå ved, når det endelig skulle være i den anden ende. Et smil passerede denne gang hans læber, hvor han let rystede på hovedet i stedet for. "Det er det jeg er bange for. Du er typen, der nyder det en kende for meget," fortalte han denne gang med et stille smil på læben. Han havde ikke noget imod det.. Tvært imod, så kunne han godt lide at hun var den, som gav ham den form for modspil. Det var faktisk noget af det, som han bedst kunne lide.

"Huset har heller ikke stået i samme pragt, siden du var her sidst," sagde han denne gang. Han rystede let på hovedet endnu en gang. Overraskelser var der mange af hernede, men her vidste han derimod også godt, at det var her, at det havde fået lov til at stå i fred og uden at blive ødelagt.. Særligt når Faith havde været på turen forbi. "Når du endelig er her, så hvorfor ikke udnytte det lidt?" sagde han med et smil på læben, hvorefter han rakte hende billedet af ham, og deres smukke datter. Han nikkede denne gang. "Det var hun. Jeg navngav hende Nalani," fortalte han denne gang, som det jo var et af de navne, som hun særligt havde været glad for og som hun havde ønsket for deres lille prinsesse. "Det er det eneste jeg har efter hende," fortalte han med en rolig stemme. Hans blik faldt til billedet. Hun havde været en lille pige dengang. Imponerende nok, at det var blevet malet, for den tøs havde ingen tålmodighed haft.

[Blair Celestina Marvalo]

De havde alle muligheder foran sig, Blair kunne kun håbe på Kimeya også så dem, for uden ham ville det blive frygtelig svært for hende at skabe sig en værdig tilværelse, særligt hvis det betød hun skulle finde sig i at se ham med en anden kvinde ved sin side. Kimeya ville altid være hendes, om han ville det eller ej. "Det er ikke muligt for mig at nyde det for meget," svarede hun med en drillende undertone. Det havde aldrig været et problem for hende at være ham underlegen, men i det private, når mulighed bød sig, nød hun meget at kontrollere ham, ikke på magisk vis eller ved tvang, men ved at lokke ham ind i sit spind. Hendes fingre gled langs billederammen og studerede deres lille pige. Ung og smuk som hun var blevet, også selvom hun ikke følte nogen større kærlighed. "Lad os hænge det op," konstaterede hun og rakte det tilbage til ham. Nalani havde været hans ønske mere end hendes og det kunne mærkes.

"Det er i hvert fald uden smag eller stil," konstaterede hun. "Jeg vil have sengen byttet ud. Jeg vil ikke lægge i resterne fra dine kvinder, og lagde mærke til at din sofa er blodig, og frygtelig grim i øvrigt, så måske vi kan tage denne tilbage?" foreslog hun og pegede på sofaen. Ja hun var en kvinde der skred hurtigt til værks og ej var bange for at skabe forandringer. Det var kun på tide lod det til. "Som jeg ønskede," konstaterede hun med et lille nik. Nalani.. det havde været hendes yndlings i mange år. "Måske vi burde give hende samme chance som jeg fik? Og endelig være den familie vi var ment til at være?" foreslog hun og strøg tænksom sin hage. Eftersom hun ikke var lille mere, gav det nogle helt nye muligheder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så mulighederne, men nu ville han tage hver ting til sin tid. Det mærke, som han havde på rystet, skulle uanset væk, før han kunne gøre noget som helst. Hans blik hvilede på hende. Hun nød det allerede nu alt for meget. Hånden hævede han, hvor han næsten kælent lod den stryge mod hendes kind. "Du nyder det allerede nu, en kende for meget, kæreste Blair," endte han denne gang.
Børn havde altid været noget, som Kimeya havde ønsket sig. Nu havde han fået dem, som han skulle, og de var næsten alle sammen gledet i graven, før han overhovedet havde fået muligheden for at se sig om. Han lod hovedet søge en kende på sned. Skulle det billede op at hænge? "Jeg har andre, som jeg hellere ønsker på vores vægge," endte han. Ikke fordi at han ikke ville.. Men fordi at hun ikke havde været omkring til det. Det var nok det, som rent faktisk påvirkede ham mest.

Straight to buisness.. Det var også sådan Kimeya kunne lide det! Smilet bredte sig atter på hans læber, hvor han tog imod billedet, og satte det fra sig op af den nærmeste væg. "Du kan få lov til at placere alle genstandene, hvor du ønsker dem." medstemte han. Blodpletten fra sofaen, mindes han kun fra hans tid med Faith. Dengang hvor de ting også havde været godt.
Nalani var det navn, som hun havde ønsket, at deres lille pige skulle have, og efter det tragiske uheld, som var sket i forbindelse med fødslen, havde Kimeya valgt at efterkomme ønsket. Han rystede denne gang på hovedet. "Nej..." endte han denne gang. han så i retningen af de mange genstande i stedet for. "Jeg har fået de børn, som jeg vil have. For nu, vil jeg nyde en tilstedeværelse uden.. og sammen med dig," fortsatte han denne gang. Et smil passerede denne gang hans læber.

[Blair Celestina Marvalo]

Hvem end der havde markeret ham som sin, ville snart miste det. Så lang tid han havde mærket, kunne Blair ikke blive hans, men det problem forventede hun nu at han ville tage sig af ret hurtigt. Det kælende kærtegn tog hun imod med velbehag og strøg kælent kinden mod hans ru hånd tilbage. "Jeg nyder det," indrømmede hun med et lidt mere køligt smil på læben. Det her var en ny start, en ny begyndelse for dem begge to.
Blair vidste hvor meget han altid havde ønsket sig børn, og hun vidste at han som minimum havde fået to siden Nalani. Ønsket havde ikke været hendes, mest fordi det havde begrænset hendes politiske indsats betragteligt og givet hende en rolle som hun ikke brød sig om. "Du ønsker ikke at vores egen datter skal pryde væggene?" gentog hun og hævede et slankt øjenbryn. Burde det fornærme hende? Nu havde hun set billedet der hang i hans stue over pejsen af den familie han efterfølgende havde fået.

Tid var værdigfuld, det var en vigtig lektie hun nu havde lært, så hvorfor spilde mere af den? Begejstret klappede hun sine hænder, og lyste op. "Fantastisk. Jeg lover dig at vores hjem bliver landets bedste," hun strakte armene lidt ud fra kroppen og drejede rundt om sig selv for at se på alle tingene. Modet sank en smule. "Du ønskede dig altid det barn. Er det fordi at hun er vores?" spurgte hun og vendte sig sig mod ham med et lidt uforstående blik. "Jeg ønsker blot at give dig hvad jeg ved du altid har ønsket dig, og hun ville være voksen nu," pointerede hun og gik lidt tættere på ham.

[Kimeya Marvalo]

Mærket ville meget snart være væk, for selv Kimeya vidste at hans moder nok skulle bidrage med sin hjælp og støtte, da det ikke var noget, som han kunne gøre på egen hånd. Og siden han ikke kunne stole på Diamaqima'erne, var det bestemt ikke nogen, som han havde tænkt sig at opsøge igen! Han sendte hende et kort smil. Hun nød det jo allerede en kende for meget! "Som sagt.. Du nyder det alt for meget," fastholdt han denne gang, og med et smil. Dette falmede dog ganske hurtigt igen. Det var ikke fordi, at det var deres, at han ikke ville have det op at hænge. Hun misforstod. "Det har intet med det at gøre," fastholdt han denne gang.

Blair kom denne gang tættere på. Hans blik faldt mod hendes skikkelse igen i stedet for. Han havde altid ønsket sig børn, og han havde altid ønsket sig en familie, velvidende om, at det ikke var et ønske, som nogensinde havde stået så højt på listen. "Forstå mig ret, Blair," begyndte han denne gang med en kortfattet stemme. Det handlede jo overhovedet ikke om den slags.
Hænderne lod han denne gang falde ned langs hans egen krop igen. "Nalani blev en smuk voksen kvinde, ligesom sin moder.. Jeg har intet forhold til mine børn i dag. Skal jeg være ærlig, ved jeg ikke hvor mange, som endnu er med livet i behold. Det vigtigste for mig, er dig.. Hvorfor skal jeg besvære mig med det andet?" spurgte han denne gang. Han var også en langt mere kold mand nu, end hvad han havde været tidligere. Tiden som Mort Sith under Jaqia, havde stadig efterladt sig sine klare spor.

[Blair Celestina Marvalo]

Mærket skulle fjernes, hun var ligeglad med hvordan så lang tid det skete meget snart. Tålmodighed havde hun nu aldrig haft synderlig meget af og slet ikke når det kom til ham. "Det kan ikke nydes for meget elskede," fastholdt hun og lagde en blid hånd på hans skulder. Hernede i det lille kælderrum, følte hun sig mere hjemme end hun gjorde i resten af huset, fordi det hele var velkendt. Hendes eget smil falmede og henlagde hendes mine i uforstående og endog lidt vrede folder. "Jeg har set billedet over din pejs Kimeya, så du vil gerne have din anden familie til at pryde stuen, men ikke vores fælles barn?" gentog hun med lidt skinger stemme. Hun hidsede sig ikke op, men det var tydeligt at hun ikke forstod hvorfor det de havde sammen skulle vægte mindre.

Det var ikke tanken om en familie det afskrækkede hende, det var nærmere de konsekvenser det fik for hende dengang. Alting var anderledes nu, Nalani ville være blevet voksen nu. På den anden side så nød hun tanken om at det blot skulle være ham og hende. Hans ord havde tilsyneladende effekt på hende, for hendes skuldre faldt afslappet ned på plads og vreden forsvandt fra hendes blik. "Jeg hader tanken om at de kunne give dig hvad jeg ikke formåede," indrømmede hun og slog blikket lidt ned. Flere kvinder havde tilsyneladende givet ham en familie, og den eneste der ikke var spor efter var det hun havde givet ham, det lille hun havde formået. "Din mor har fortalt mig om dine kvinder.. lov mig at det er slut," bad hun hævede blikket til hans. Hvis de skulle finde hinanden var det nødt til at være uden involvering fra andre, hun ønskede at bliver anerkendt, var det for meget?

[Kimeya Marvalo]

Mærket skulle Kimeya nok sikre sig, blive fjernet. Hans mor ville da juble ved den tanke, og han vidste det allerede. For nu, var det ikke det, som han havde fokus på, men derimod på Blair. Tydeligvis havde hun misforstået hans hentydning. Han rystede kort på hovedet. "Billedet i pejsestuen er det sidste minde, som jeg har af dem, fra dengang de var små.. Før jeg vidste, at jeg ville få dig tilbage i mit liv. Det billede kommer ned," forsikrede han hende denne gang, og med en ganske bestemt tone. Ikke skulle hun tro at han var blevet blød.. og ikke skulle hun tro, at han gjorde nogen forskel. Hun var hans liv.. Sådan havde det jo alle dage været.

Hendes skuldre faldt, og hun faldt tydeligt mere til ro. Han lod hovedet søge langsomt på sned, inden han denne gang stillede sig med fronten mod hende. Han trådte tæt nok på hende, til at deres kroppe næsten mødtes. Her hævede han hånden. "Faith har skænket mig 4 børn. Den første var dødfødt.. den næste, var syg allerede fra første åndedrag.. En søn, som døde af sygdom, som voksen, og en datter, som kun stillede spørgsmål," fortalte han denne gang. Hun skænkede ham en smuk datter, som hun desværre ikke selv, havde fået lov til at se vokse op. Det havde været hårdt, men han havde gjort det. Også i hendes ære.
Svagt trak han på smilebåndet. "Med dit i mit liv.. Hvad skulle jeg bruge en masse andre til?" spurgte han denne gang. Hun havde jo formået at opretholde hans interesse, selv dengang, så hvorfor skulle han da finde andre? Lige nu, tænkte han ikke engang på Soraya.

[Blair Celestina Marvalo]

Det var svært ikke at misforstå ham når hele hans hjem bar præg af den familie han havde skabt med en anden kvinde efterfølgende. Ikke ønskede hun at være vred på ham, det var slet ikke hendes ret, men at blive konfronteret med det på den måde, føltes krænkende. Hun nikkede én gang. "Det vil jeg værdsætte. Jeg kan ikke bebrejde dig for at være kommet videre, men jeg ønsker ikke at blive konfronteret med det hver dag," hun så på sin hånd som hvilede på hans bryst før hun igen fangede hans blik. "Det billede.. er også det sidste du har fra hende," pointerede hun og skævede hen til billedet han netop havde hængt op. Trods hun ikke selv følte nogen moderlig kærlighed, så følte hun stolthed over at have givet ham en datter, nok var det ikke en søn, men hun havde trods alt givet ham noget.

Altid havde Kimeya vidst præcis hvad han skulle sige for at bringe ro over hende igen, og endnu engang lykkedes det. Det var pirrende at mærke hans krop så tæt på men uden at mærke ham helt. Hun var bestemt ikke den eneste der holdt hans interesse ved lige. Dog blev de tanker hurtigt væk i foragt over det han fortalte hende, trods det ganske vidst var en lettelse at den kvinde ikke havde givet ham nogle stærke, værdige børn. "3 svage sønner og en ubrugelig datter? Og så ønsker du stadig ikke vores som ville være stærk af sind og krop?" det var mere et spørgsmål end det var bebrejdende. Et tilfredst smil meldte sig i hendes grønne øjne. "Du har ret.. du får ikke brug for andre," bekræftede hun og slog hovedet lidt tilbage. Betemt skubbede hun ham væk, pressede ham ind mod den ru væg bag dem, i et lille hul hvor der ikke var ting i vejen.

[Kimeya Marvalo]

Der var spor efter den gamle familie, stort set i hele huset, og Kimeya var stolt af det. Han var jo en mand, som for rigtig mange år siden, var kommet videre, så selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes, den dag i dag. Han blev denne gang stående, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Hun var smuk.. Det var bestemt ikke blevet værre i de mange år, som hun havde ligget i graven, kunne man sige. "Det skal du heller ikke. Jeg fjerner det," lovede han denne gang med en rolig stemme. Han nikkede igen. Det var det eneste, som han havde af hende. "Hun har sin moders utålmodighed. Det var et mirakel, at det billede, blev færdig," forklarede han denne gang. Tanken om mindet, kunne endnu more ham, selvom det virkelig var mange år siden nu.

Faith havde heller ikke ligefrem skænket ham, hvad han havde ønsket sig, også selvom hun havde skænket ham 3 sønner. Den ene - Milando, havde han end ikke nået at kende, før han var gledet bort. Nok om det. Det ville ikke gøre nogen forskel for ham nu. "Jeg ønsker ikke nogen børn, som en del af min tilværelse, Blair.. Stolte eller ej.. Vi er stærkere uden," fortalte han. Han havde sat børn til verden. Med et, burde hans kære moder da være storslået tilfreds.
Som Blair skubbede ham op af den eneste nøgne væg, nede i kælderen, stirrede han direkte mod hende. Selv tog han det ikke som nogen skidt ting. Tvært imod. "Jeg har nemlig ikke brug for andre," hviskede han denne gang med en intens stemme. Nu vækkede hun det da atter i ham!

[Blair Celestina Marvalo]

Måske Kimeya var stolt af hans præstationer siden, men Irina havde forklaret hende alt om hans situation, hvor lang ned i hierakiet han var røget, hvilket var synd og skam, og så for noget så sølle som en dæmon. Virkeligheden var at hun på sit vis følte sig truet af hans familie. Det var en kvindes opgave at forsyne sin mand med en familie og det havde hun kun delvist formået. "Meget vel," endelig overgav hun sig og besluttede sig for at der ikke var nogen grund til at gøre det til en diskussion. Mærket blev fjernet, billedet ligeså, det var alt hun ønskede. "Jeg ville ønske at jeg havde kendt hende," sagde hun oprigtigt, trods mange på de moderlige følelser, hvilket nok ligeså meget skyldes at hun aldrig havde fået lov til at holde sit barn. På en underlig måde var det som om at Nalani var fremmedegjort for hende.

Det var svært ikke at føle en bitterhed, men ikke til ham nærmere til sig selv. Det var hende der ej var i stand til at give ham hvad han ønskede sig, og hun var opdraget i gamle tider hvor den slags var vigtigt. Personligt for hende, så havde hun hverken et ønske eller et håb om selv at få børn, hun ønskede magt, status og Kimeya. Hendes ægteskab var langt vigtigere. "Vi er stærke blot vi har hinanden," medgav hun og lod en finger løbe ned gennem hans brystkasses midte. "I så fald, lad os fejre," hviskede hun med et bredt smil og trykkede ham op mod væggen med sin egen krop. Hernede følte hun sig underligt hjemme, det var langt mere fristende end dn beskidte seng der stank langt væk af andre kvinder der havde taget hendes plads.