One huge surprise!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at der var rigtig mange ting i hans liv, som han ikke kunne være stolt af, og det var svært, når man ønskede at være stolt af, hvad man havde gjort, og hvad man havde opnået, men denne gang, havde det bare ikke været muligt for ham. Den gamle tid, kunne de nu lægge bag dem.. Der var sket en masse ting, som han i forvejen vidste, at man ikke rigtigt kunne se bort fra, og det vidste han udmærket godt. "Hvad du ønsker, skal jeg imødekomme," lovede han denne gang med en rolig stemme. Han sendte hende et kort smil.
Deres datter havde været.. sindssyg. Hun havde været stærk, da han ikke havde været i stand til at være det samme, og hun havde sågar forsøgt at ende hans liv. Desperat efter at forene sin mor og sin far igen. "Hun var en umådelig stærk ung kvinde, da jeg så hende sidst," fortalte han. Det var jo sandt. Hun havde virkelig været en kvinde med begge sine forældres styrker. Det var faktisk også det eneste, som han havde set ved hende.

Familie ville Kimeya ikke have længere, hvor han derimod hellere ønskede at finde ud af det med hende. Hans smil passerede atter hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være. "Vi var stærkest sammen. Se hvad børn gjorde ved os.." pointerede han denne gang. Han lod hende denne gang stå tæt ved væggen, hvor hans hænder lagde sig mod hendes slanke talje. Et intenst glimt havde meldt sig i hans øjne. "Endelig..," hviskede han med en intens stemme tæt ved hendes øre. Han kyssede hendes kind, og efterfølgende hendes mundvig. Han kunne jo heller ikke lade være!

[Blair Celestina Marvalo]

Fortiden kunne ikke gøres om, til gengæld kunne de skabe en ny fremtid som de begge kunne være stolt af. Det skulle ikke være nogen hemmelighed at også Blair begærede tanken om magt også selvom hun lod Kimeya holde den, mens hun blot hjalp med at kontrollere den. De kunne sammen skabe et stærkt ry til Marvalo-navnet også selvom det selfølgelig ville kræve nogle ofre. "Det er lige hvad en kvinde vil høre," afslørede hun og lagde hovedet lidt på skrå. I så fald havde hun nået at give sig i kast med de næste par dage, endnu en undskydning for at undgå Irina. "Alt andet ville have været underligt. Hun er trods alt vores datter, det er stærke gener hun havde med sig," hun kastede et kort blik på maleriet, men så hurtigt væk igen. Nej hun kunne ikke gå og lade sig plage af tanken om ikke at have kendt sin datter, det var en del af fortiden, han havde ret, de var bedre uden.

Hænderne lod hun glide op over hans stærke arme og lod dem finde hvile på hans skuldre, tæt trykket ind mod hans krop. "Og stærke vil vi blive igen.. sammen du og jeg," sagde hun stille og lagde sine læber mod hans men uden at kysse ham. Hendes grønne øjne fandt hans. Det intense glimt tog pusten fra hende. Hun elskede at de ham ønske hende så meget som hun vidste at han gjorde. Hun førte sine hænder op og fangede hans ansigt mellem dem, for at fastholde ham. Hendes slanke ben listede sig langsomt og lokkende op over hans hofte. "Få mig til at mærke livet," hviskede hun opfordrende og lod sin næsespids løbe ned over hans kæbe.

[Kimeya Marvalo]

Fortiden var svær at gøre noget ved, og der vidste Kimeya jo godt, at der var rigtig mange ting, som han var nødt til at gøre noget ved. hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang. Hovedet lod han dertil også søge en anelse på sned. De var stærkere sammen, og uden børn. Han selv vidste godt, at han havde sendt Nalani bort, da hun havde mindet ham for meget om den kvinde, som han havde mistet. "Jeg ved jo, hvad du gerne vil høre.. Og jegved, hvad jeg gerne vil give dig," fortalte han denne gang. Han var glad, når hun var omkring. Det gav ham den lyst til at gøre mere, end hvad han havde gjort hidtil. Han vidste jo, hvad han engang havde haft, og hvad han ville have igen.
Nalani var ikke omkring dem mere.. Men han kunne jo se og mærke, at det var noget ,som ligeledes også påvirkede Blair. "Til enhver tid, kan du være stolt af hende," fortalte han denne gang. Skulle han mon gøre det? Han var pludselig fristet.

De tanker, blev dog hurtigt brudt, som hun stod der tæt på ham. Så tæt på ham.. Han kunne dufte hende, og mærke hendes ånde. Han lod armene glide omkring hende, og med et smil på læben. Deres fortid var alt sammen hernede. "Frigør mig, Blair.. Og jeg kan love dig for, at jeg kan få dig til de højder, som du aldrig har været der for," hviskede han denne gang med et kort smil på læben. Han trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han denne gang lod hånden stryge under hendes lår, som lå tæt ind mod hans egen krop. Han nød jo at have hende tæt på.. Men det her, var nu heller ikke tæt nok!

[Blair Celestina Marvalo]

Det var mere held end forstand at de havde fået denne mulighed, så det ville være en slam at spilde den. Blair hævede sit blik til hans og så intenst ind i dem. Det var svært for hende at udvise de dybe følelser, men overfor Kimeya havde det altid været nemmere, for det var altopslugende. Måske han var afhængig og betaget af hende, men hun elskede ham som hun aldrig havde troet hun ville komme til at elske en mand. Legende fingre gled ned over hans bryst præget af den skjorte som aldrig var blevet knappetkorrekt. "Så godt kender du mig trods alt. Engang lagde du verden for mine fødder," hendes smil var næsten slesk og hendes silkebløde stemme, talte i lokkende toner. Verden skulle nok blive deres igen, men det ville kræve en del af ham, eftersom det var ham der skulle finde modet til at gå op mod hvem end der havde indtaget pladsen som leder.

Hvad angik Nalani, så følte hun en indre stolthed blandet med et fremmede savn. Uanset hvad, så havde hun været hendes datter og hun havde glædet sig til at se hende vokse op, desværre var den chance blevet revet fra hende. For nu lod hun den ligge. Kimeya alene kunne fjerne det savn og smerten der fulgte med, og de vidste begge to lige hvordan. Hans ru skægstubber kærtegnede hendes silkebløde kind, så tæt som hun stod. Hendes varme ånde, kærtegnede ham, i hendes ophidselse over deres længselsfulde nærvær. Nok en tålmodig kvinde, men når det kom til at mærke sin mand, var det helt anderledes. Inden han overhovedet havde nået at sige noget, havde hun sænket hænderne ned over hans krop, så de hvilede omkring hans hofter og søgte ind mod åbningen af hans bukser. "Du sætter kun mine forventninger højt kære, jeg har nået mange højder sammen med dig," hviskede hun i hans ører og sænkede sit slanke ben, så hun kunne åbne hans bukser. Uden at slippe hans blik, trak hun utålmodigt ned og frigjorde ham for alt stoffet, ud over det sorte bånd. Det ville blive siddende til hun valgte andet.

[Kimeya Marvalo]

Engang havde Kimeya lagt hele verdenen for hendes fødder, og han var endnu en gang, villig til at gøre det igen, om det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Et kort smil passerede hans læber. Hun var her nu.. det ville da uden tvivl være synd og skam, at spilde den, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme for hende.. eller nogen anden for den sags skyld. Her havde hans moder uden tvivl handlet ret, og det var det, som han egentlig også havde det mere end fint med. "Og jeg gør det gerne igen," fortalte han denne gang. Han nikkede anerkendende til hende, hvor han denne gang hævede hånden og strøg hendes kind. Chokket havde måske lagt sig, men han kunne alligevel ikke begribe hvor heldig han var over, at skulle stå her med hende igen. Det var virkelig det, som for ham, var det største og vigtigste, som man overhovedet kunne give ham.

Hvordan man skulle afhjælpe det savn som Blair et sted måtte føle, vidste Kimeya jo godt. Hver ting til sin tid, og han skulle nok tage tingene, når det kom dertil. Det var han ikke bange for at indrømme. Et kort smil passerede hans læber, som hendes hænder, var faldet til hans hofter, hvor bukserne denne gang faldt til hans knæ. Stadig med sløjfen om det nedre, og den var efterhånden ved at være frygtelig irriterende, at stå der med! "Jeg kan vise dig højder, som du slet ikke har været i nærheden af," hviskede han tæt ved hendes øre. Hans hænder førte han op omkring hendes skuldre hvor han førte kjolen over, så han atter kunne blotlægge hende igen. Han kunne.. og ville ikke gøre noget, så lang tid, at han havde det omkring det nedre, for det var virkelig, virkelig irriterende!

[Blair Celestina Marvalo]

No brød Blair sig ikke om sin kære svigermor, men hun havde dog alt at takke hende for i dette henseende. Takket være hende havde hun en ny chance, side om side ved en mand hun altid havde elsket. Der skulle ikke flere trunter forbi hans seng, den plads ville blive hendes i tiden fremover, for andet ville hun ikke tillade. "Jeg forventer at du gør det igen kære," sagde hun ærligt og strøg en kærlig hånd hen over hans kind, hvorefter den fortsatte op gennem hans halvlange hår. Hendes fingre lukkede sig om det og strammede grebet, således at hun var i stand til at holde ham fast i et dybt og længselsfuldt kys. De læber ville hun aldrig blive træt af at smage på, den følelse det gav hende, var præcis det som fik hende til at føle sig hjemme.
Hovedet sænkede hun let på sned og strøg søgende kinden mod hans hånd, med et lidt dvælende blik. Alle hans berøringer var mere end kærkommende, nu havde hun undværet dem i så mange år, at det nærmest var helt umenneskeligt.

Bukserne gled om hans knæ med en lys der i sig selv tilfredsstillede hende. De blege kinder havde fået en rød glød der afslørede hendes lidenskab og umådeligt lyst til ham lige her, og lige nu. Roligt slap hun ham og strakte elegant armene op over hovedet så han kunne fører kjolen af hende og blotlægge hende på ny. Så snart den var fjernet og hun mærkede kælderens kulde, tog hun desperat om den åbne skjorte og trak ham tæt ind til sig, så hun kunne nyde godt af varmen fra hans krop. Fingrene fulgte skjortens kant til dets ende hvorefter hun slap og lod fingrespidserne glide ned over hans følsomme maveskind og til hans nedre til de strøg forbi silken hun havde bundet omkring ham. Hun tog fat fra hver dets ende og trak så knuden løsnede sig let som ingenting. "Vis mig det.." hviskede hun opfordrende. Selve silkebåndet hævede hun mellem dem, hvorefter hun bandt det om sit slanke håndled med et lokkende glimt.

[Kimeya Marvalo]

Hvem kunne overhovedet lide Irina? Kimeya kunne ikke komme på så meget som et eneste menneske eller andet væsen, som havde været forbi hans liv, som kunne, og det var faktisk rigtig mange! Dog måtte han give hende en ting: Han burde takke hende for denne her mulighed. Det måtte han jo gøre, når han ville bede hende om at fjerne det mærke, som prydet hans bryst. Ikke for det blotte øje i øjeblikket, men de vidste begge to, at det var der, og derfor skulle det fjernes.
En hel verden for hendes fødder? Hånden strøg mod hendes kind. Selvfølgelig! Alt der ville gøre hende tilfreds, var noget, som han ønskede at skænke hende, og han ville end ikke tøve med at skulle gøre det! "Alt hvad du ønsker dig, kære Blair.." hviskede han denne gang. Kysset gengældte han uden at tøve. Han elskede når han vækkede lige den del i hende!

Bukserne var en ting, men det bånd, som prydet hans nedre, ønskede an fjernet! Og han vidste, at det var dumt, at skulle gøre det selv! Hendes strøg over hans krop, satte en sitren i ham. Kroppen vidste hvad den skulle..nu krævede det jo så bare lige, at den fik lov til at gøre det.
Båndet forsvandt.. Det alene, satte en sitren i hans krop, og en følelse af ren og skær lettelse. Sådan som hans krop reagerede på hende, så var det vel heller ikke underligt? Hun var blotlagt.. noget af det smukkeste, som han i sit liv havde set. Svagt trak han på smilebåndet.. Båndet tog han roligt fra hende, og lagde det i sin egen hånd. "Stoler du på mig?" spurgte han denne gang. Hans blik stirrede direkte i hendes øjne. Han ville hende gerne. Oprigtigt, ville han gerne!

[Blair Celestina Marvalo]

Over alt hvor Irina færdedes vakte hun afsky og foragt, det havde aldrig været anderledes hos Blair. Den kvinde styrede Kimeya, hvilket hun helst selv så som værende hendes opgave alene. Des mere magt hun havde over ham, des mere nød hun det. Snart ville Kimeya være tilbage i hendes hule hånd, intet andet mærke ud over hendes, for ringen ville komme til at få værdi igen, mere end den værdi den holdt for hendes hjerte personligt. Hendes smaragdgrønne øjne søgte hans og så ind i dem med længsel og dybfølt tillid. "Hvad mere kunne jeg drømme om?" spurgte hun dæmpet og lænede sig frem for igen at fange hans læber. Det rørte hende ikke at stå blottet, heller ikke selvom vinteren prægede kælderens temperatur betragteligt og hårene rejste sig på hendes arme. Der var noget underligt intenst i at føle den ru væg i hendes ryg, og stå omringet af deres fortid, mens de begge forestillede sig hvordan deres fælles fremtid ville blive. Et suk brød hendes læber, nydende og med et undertrykt håb.

Silkebåndet forlod hans dunkende nedre. Blair kunne mørke de store årer pulserer, og hun elskede at vide at hun alene havde sat det i ham, vækket hans indre sult, det bæst som kun hun kunne lukke ud og samtidig kontrollere. Hun mærkede den glatte silkeglide ud af hendes hånd og falde i hans i stedet for, hvilket fik nysgerrighed til at melde sig. Hun rev ham tættere ind til sig og lod hænderne forsvinde ind bag stoffet, for at holde ham tæt ind mod sig selv. Der gik lange sekunder før hun svarede, ikke fordi hun ikke stolede på ham, men fordi det smil der gled over hendes læber i sig selv afslørede svaret. "Nok til at lægge mit liv og min sjæl i dine hænder," hviskede hun ærligt. Hendes hjerte slog hårde euforiske slag i spænding. Af en mand som ham, vidste hun aldrig hvad hun kunne forvente.

[Kimeya Marvalo]

Irina var en kvinde, som Kimeya helst så sig fri for, at skulle tænke på, og særligt, når det forløb sig på denne her måde. Det var på ingen måder en kvinde, som man kunne være stolt af, at være kendt med.. og så alligevel. Det var hendes skyld, at Kimeya i sin tid, var kommet så langt, og nu hvor han havde alt, som han gerne ville.. Så var han mere end klar, til at gøre sig det ihærdige forsøg igen, og det var en tanke, som han uden tvivl virkelig godt kunne lide. Det i sig selv, var der ikke nogen tvivl om. "Kun fordi jeg ved, lige hvad jeg skal give dig," hviskede han denne gang.
Læberne som hun krævede i kysset, gengældte han uden at tøve. Gud hvor havde han dog savnet hende! Det gik vel også mere og mere op for ham, at det her ikke var nogen drøm, som han ville vågne af, men at hun faktisk var der?

Kimeya kunne mærke hende tæt på sig. Mærke hendes ånde mod hans ansigt, hvilket næsten var noget af det mest fantastiske ved det hele. Kimeya mærkede spændingen. Han ville hende virkelig gerne, og så meget, at det var helt ubeskriveligt! Et tilfredst smil passerede hans læber, hvor hans krop atter mødte hendes. Hun stolede på ham.. med hjerte, sind og sjæl, hvilket i hans øjne, var perfekt! Ikke fandtes der nogen ord, som kunne beskrive det bedre for hans vedkommende! "Perfekt..," hviskede han denne gang. Han gjorde et vift med hånden.. Alle tingene, som stod op af deres gamle seng, blev presset helt ud til væggene, så denne lå fri. Han trådte roligt ud af bukserne som han lod ligge på gulvet, hvor han førte hende mod sengen med rolige skridt. Denne gang ville han.. I deres egen gamle seng. "Husker du fra sidst?" hviskede han med et intenst glimt i øjet. Han var kun lige ved at varme op.

[Blair Celestina Marvalo]

De havde formået det som ingen andre havde - at skrue tiden tilbage. Dengang havde han haft alt, en flot stilling, hende som sin hustru, en datter på vej og stor ærefrygt omkring sig. Blair havde altid elsket at se ham blomstre, nu måtte hun tilføje lidt næring til ham, så han atter kunne gøre det. "Bare giv mig dig og jeg er verdens mest lykkelige kvinde," hviskede hun i hans ører. Hendes varme ånde kærtegnede hans kind, ophidset som hun var blevet af hans berøringer. Hans blotte hvisken kunne få hende til at hige efter at mærke ham, hver lille del af ham og særligt nu hvor der var gået så mange år siden sidst. Han skulle nok udrette store ting med hende ved sin side, den selvtillid var hun trods alt i besiddelse af.
Den ru væg bag hende, fangede et par af de mørke lokker, hun kunne mærke hvordan hendes fugtige hud næsten klistrede til stenene. Han havde ingen idé om hvor meget han pirrede hende ved at trække hendes pine ud, men kors hvor var det dog en sød en af slagsen.

En kvinde gav sig ikke hen til en mand som hun ikke var villig til at lade vogte om sit liv. Sådan havde hun det med ham. Han holdt hendes liv og hendes værdighed og hjerte i sine hænder og hun nærede fuld tillid til at han ville vogte om det. I mellemtiden havde hans luskede glimt dog fået hendes hjerte til at slå nervøse, dog spændte slag. Lyden af ting der gled hen over gulvet og blottede deres lidt støvede seng, rev i hendes opmærksomhed. På nøgne fødder, krydsede hun det kolde gulv og fjernede imens hans skjorte så han var ligeså blottet som hun selv var det. "Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme det?" spurgte hun og slap ham, så hun på sin knæ, kunne kravle op i den lidt støvede seng for at lægge sig. Madrassens blødhed var velkendt og duften ligeså. "Den dufter stadig af dig," kommenterede hun vred sig lidt i den udelukkende for at nyde følelsen og gøre sig lidt til for ham naturligvis.

[Kimeya Marvalo]

Med meget få ændringer, var tingene pludselig blevet, som de engang havde været, og selvfølgelig var det noget, som selv Kimeya måtte nyde mere end hvad godt var. Han manglede deres datter, og hans titel.. Han ville have det hele igen. Det svor han allerede, at han skulle få, og med hende ved sin side, var han slet ikke i tvivl om, at det var noget ,som han nok skulle få lov til at modtage igen! "Du skal få det og mere til," lovede han denne gang med en frygtelig intens stemme. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Gud hvor han dog elskede det!
Et stille og tilfredst smil passerede hans læber, som han denne gang fik gjort sengen klar. Den var støvet, ja, og med det sengetøj, som hun sidst havde ligget i. Ikke havde han skiftet det.. Det var de klare minder fra hans tid med hende, og det magiske værn, som han havde lagt over det her. På trods af støvet, stod tingene præcist, som de engang havde stået.. Næsten upåvirket af tid og sted.

Den tillid, som hun udviste, var en som Kimeya kunne leve højt på, og endda også i utrolig lang tid. Ikke at der herskede nogen tvivl om det. Tvært imod! Han lod hende lægge sig, hvor han denne gang fulgt efter. "Hvor meget vi eksperimenterede? Hvor meget forskelligt vi rent faktisk lavede?" Han havde lært en del siden, som han gerne ville vise hende.
Kimeya kravlede denne gang over hende, og endnu med båndet i sin hånd. Han lagde sig roligt til rette over hendes skikkelse, og med et smil på læben. "Så er alt jo, som det skal være," hviskede han denne gang. Han gav slip på båndet.. Som på magisk vis, forlod hans hånd.. Slangede sig op langs hendes krop og førte hendes hænder op til gavlen, hvor de blev bundet fast. Nu var det nemlig hans tur til at lege.

[Blair Celestina Marvalo]

En lille forsmag gav som oftest dyret lyst til at tage det hele. Tanken om deres datter havde hun opgivet, Kimeya lod slet ikke til at ønske hende tilbage til livet, hvilket hun accepterede kun fordi det betød at de havde mere overskud og tid til hinanden. Det lille ønske Blair selv havde om at få en familie, ville hun derfor lade være usagt. "Fortæl mig hvad du ønsker at give mig," opfordrede hun dæmpet. Når han sagde det på den måde, betød det at han havde gjort sig tanker og dem var hun meget interesseret i. Livet var kommet tilbage til hende, og lige nu kunne hun for alvor mærke det, med hårde hjerteslag og varme der blussede op i hele hendes krop. Støvet i sengen generede hende ikke. Den var velkendt, varm og uden duftspor efter hans duller. Nej det var en ærlig seng der bar på mange minder omkring deres ægteskab. Stoffet genkendte hun, det var det sidste hun nogensinde havde ligget i, med hans stærke arme omkring sig. Som han kravlede over hende, lod hun hænderne falde på hans skuldre og trak ham lidt ind over sig.

Tanken om nogle af de ting der var hændt i denne seng fik hendes ellers ikke generte kinder, til at blusse en smule i mørket. "Jeg husker det. Hvordan du fik mig til at vride mig af ren og skær nydelse og hvordan jeg fik dig til at tigge mig efter mere," hviskede hun hæst. Bare tanken fik hende til at længtes. Netop som hun skulle til at stryge hans bryst, fangede det levende silkebånd hendes slanke håndled, og tvang dem sammen over hendes hoved, hvor de blev bundet fast til gavlen så hun ikke var i stand til at trække dem til sig. Et intenst glimt meldte sig i hendes blik. Det var første gang hun var ved at sprænges af nervøsitet og længsel samtidig. Nu hvor hun ikke var i stand til at røre ham, ønskede hun det pludselig langt mere, det sitrede i hendes fingre efter at få lov. "Det er ikke fair min kære," hviskede hun en kende desperat.

[Kimeya Marvalo]

Kunne han, ville Kimeya give hende hele verdenen, og mere til, for det fortjente hun. Med tanke på, alt det, som hun gav ham ved siden af, så var det vel også på sin plads? Han smilede let for sig selv, som han lod hovedet søge på sned. Så smuk som hun var der på sengen. Et syn for guder. Igen følte han kun, hvor heldig han egentlig var, at have hende så tæt på sig. Ikke var det noget, som man kunne være i tvivl om. Overhovedet faktisk. "Det smukkeste palæ, som man kan tænke sig til.. Klæder kun en dronning værdig... Den tjenestestab, som du skulle pege ud. Den smukke ring til at pryde din finger.. Et ry og rygte, som vil få enhver til at kaste sig på knæ for dig.. en hel verden, formet som kun du vil have den," hviskede han denne gang mod hendes øre. Ikke kunne han lade være. Hun var nemlig noget af det mest fantastiske, som nogensinde var sket ham.

Hendes hænder blev denne gang bundet til gavlen, ligesom han gerne ville have det. De mange minder, og stunder, som de havde delt i sengen her.. Det var på tide, at få gjort noget ved det. "Sch.." hviskede han tæt ved hendes øre.
Hånden lod han denne gang glide henover hendes side, og nedover det nedre af hendes mave. Han kunne godt.. Og han havde også tænkt sig at gøre det. "Jeg ved jo, at du kan lide det.." hviskede han denne gang, inden han denne gang lod læberne fange hendes i et dybt, krævende og intenst kys. Imellemtiden, søgte hånden længere sydpå, kun for denne gang, at komme i kontakt med hendes helligste. Han skulle nok få hende pirret og tirret, som lovet!

[Blair Celestina Marvalo]

Blair lå komplet blottet på sengen og forsøgte ikke at skjule sig selv. Hendes krop var hans, han kunne gøre med den som han lystede, desuden var hans blik ikke til at tage fejl af. Når han så på hende som han gjorde nu, følte hun sig som den smukkeste kvinde i hele verden, og hvilken kvinde elskede ikke det? Hans varme stemme ledte hendes øjenlåg i. Han pirrede hendes fantasi.. fantasien om de to, magt og et pragtfuldt hjem. Et helt palæ? Hun elskede ganske vidst Marvalo Mansion, men der var altid plads til forbedring. De rosa læber skiltes i et tilfredst smil. "Jeg elsker når du taler på den måde," indrømmede hun i hans ører. Hovedet vendte hun en smule og kyssede hans kind. Det var alt hvad hun kunne nå med hænderne bundet fast op over hendes hoved. I virkeligheden var det som interesserede hende mest, var at han var en del af det liv de forestillede sig, for uden ham i det, ville det end ikke være værdt at leve. Desperat foldede hun benene om hans liv og trak hans krop tæt ind til hende på den måde nu hvor hendes hænder var utilgængelige.

Det var frygtelig pirrende at være bundet fast på den måde han havde gjort det. Hun var helt og holdent i hans hænder og hun elskede at han havde den magt over hende. Et dæmpet suk brød hendes læber. Hans hæse tyssen, slog hendes stemme ned. Hun tav og lyttede i stedet til hans åndedræt som hendes eget ihærdigt forsøgte at overdøve af ren og skær ophidselse. De nsygerrige fingre pirrede hendes krop, nærmede sig langsomt hendes skød, hvilket fik hende til at slippe grebet lidt om hans hofte, så han kunne komme til. Suk blev til et stille støn da hans fingre fandt hendes nedre og kærtegnede hende med dygtige fingre. Instinktivt forsøgte Blair at rive hænderne til sig, men det havde ingen effekt. Læberne blev fanget af hans men hun glemte næsten at kysse ham tilbage af ren og skær nydelse.

[Kimeya Marvalo]

Blair havde ikke nogen grund til at skjule sig for ham. I forvejen var Kimeya kendt med hver eneste del af hendes krop og sind, og det var sådan, at han ønskede, at det skulle være. Han smilede let for sig selv. Ikke kunne han undgå at nyde dette.. Mindst lige så meget, som det hun gjorde det, og det gjorde det kun hundrede gange bedre, også for hans vedkommende. "Kun det bedste, er fortjent i din nærhed," endte han denne gang. Hvad hun ville have, var hvad hun skulle få, og det var uden videre omsvøb, hvad end, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så gjorde det ingen forskel for hans vedkommende.

Nu hvor hun lå fast i sengen under ham, så måtte han fryde sig. Han var den, som i denne stund, sad med kontrollen, for hun ville ikke kunne få hænderne til sig, før han ville give hende lov til det. Den evige magtkam, som altid havde været mellem dem, uden at det blev direkte voldsomt. Han var vel.. ovre Faith nu? En hel aften var gået, uden at han havde skænket hende så meget som en tanke, og det var det bedste. Det var hende som han ville have.. Hende og ikke nogen anden.
Læberne krævede hendes i et kys, hvor han lod hånden kæle og arbejde for hende i det nedre.. Mere for at gøre hende klar til hvad han ellers kunne finde på. Han havde nemlig meget på lur denne gang. Han smilede let.. Lyden af hendes suk og støn. Han smilede let og tilfredst for sig selv, hvor han let trak hovedet til sig. Hun længtes.. Han gjorde det samme. Der var gået så mange år! Denne gang sænkede han sig til hendes bryst.. Tungen kælede for hendes smukke barm i en række af kælende strøg og kys. Han ville tirre hende.. tvinge hende ud, hvor hun selv tiggede og bad om mere!