One huge surprise!

[Blair Celestina Marvalo]

De havde været sammen i så tilstrækkeligt mange år at de kendte hver lille del af hinanden. Blair huskede meget af det som var det igår, og hendes tid som død virkede nærmere.. som en drøm. Den gled længere og længere i baggrunden hvor hver vågen time hun havde, på den anden side ville hun også langt hellere mindes deres fortid sammen, end hver for sig. "Du forkæler mig," påpegede hun og kunne dog ikke helt skjule sin fryd. Enhver kvinde ville elske at blive forgudet som Kimeya forgudet hende. Det var slut med de andre kvinder, hun var her nu, og hun alene kunne opfylde alle behov han nogensinde havde brændt inde med. Når hun først var tilbage på sine ben, kunne de give sig til at planlægge præcis hvordan de skulle gribe dette an.

"Du nyder dette en kende for meget," konstaterede hun stakåndet. Hans dygtige hænder gav hende lyst til at vride sig under ham alene. Han kendte stadig hendes punkter efter alt den tid væk fra hinanden. Nu hvor det foregik i deres egen seng, kunne hun langt bedre give sig hen til det. Denne magtkamp havde Blair uden tvivl tabt for denne gang, trods hun havde lagt ret så godt ud.
De varme læber der kælede for hendes barm fik hende til at spærre øjnene desperat op. Hende støn tog til. Hun kunne mærke hvordan alt i hende brændte, længtes efter ham. Hun havde lyst til at begave fingeren i hans hår, pressede ham ned mod sin barm, såvel som hun selv lå og skød underlivet mod hans fingre, desperat efter at mærke mere. Denne gang vred hun kroppen under ham af nydelse. Aldrig nogensinde havde hun været så desperat, men at tigge og bede? Det var ikke hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste hvad hun fortjente, og han vidste, hvad hun gerne ville have, så hvorfor ikke bare give hende det, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det? Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene. Et kort smil passerede derfor hans læber, som han lod hovedet søge en kende på sned. "Præcist som du har fortjent, min kære," hviskede han denne gang. Hun fortjente det bedste, og kun det bedste! Med alt det, som hun havde givet ham dengang.. Som var han nu blevet kastet frygtelig mange år tilbage i tid.. Som var hans tid med Faith aldrig været til stede. Det hele havde været en drøm. Alle de problematikker og alt, som var sket igennem hans tid, var som det aldrig nogensinde var sket. Og han kunne lide det. Særligt, hvis han havde en mulighed, for at få alt det tilbage igen.

Hun vred sig i nydelse og desperation for, at komme tættere på. Kimeya var jo kun ved at varme op! Han smilede for sig selv. Det her styrkede en selvtillid. Hun ville det.. Ikke noget med at råbe og skrige af ham.. true med bål og brand, fordi at han var desperat efter at komme tæt på en smuk kvinde. Det var hende, som han havde brug for, og kun hende!
"Du elsker det... Indrøm det.." Langsomt trak han hovedet til sig igen, og fjernede hånden, som han lagde mod hendes lår i stedet for. Dette kærtegnede han let. Han nød det her.. Og nej, man kunne jo ikke nyde det for meget! Langsomt lod han hånden stryge over hendes nedre.. næsten drillende. Han elskede det her.. og det nød han nok en smule for meget.. men han vidste, at hun også gjorde det samme.

[Blair Celestina Marvalo]

Dette var en enestående mulighed og selvom der var gået mange år, var Blair fuldt ud overbevist om at de hånd i hånd, kunne opnå store ting. Kimeya var ikke en mand der lå i støvet og åndede, han var en magtfuld warlock, med magi der var større end noget hun selv havde set magen til før. Det havde altid gjort noget ved hende at være sammen med en så magtfuld mand, for der fandtes ingen bedre beskytter. Ej kommenterede hun på hans ord, hendes smil sagde det hele ligesom det tilfredse glimt der havde meldt sig i hendes blik. Hun var ikke nem at stille tilfreds også selvom hun om nogen havde levet på bunden engang. Enhver kvinde havde ret til at sætte nogle krav til det liv hun ønskede at leve.
Det var tid til at nyde deres tid sammen, og gøre verden til deres legeplads. Hvorfor slå sig til tåls med noget mindre når Marvalo familien, var en slægt som faktisk kunne bærer det?

De politiske tanker og idéer var gledet i baggrunden for hans dygtige fingre. Det kunne ske at dette kun var opvarmningen, men hendes krop reagerede tydeligt. Hun havde været gravlagt i så mange år, så hendes hud føltes mere sensitiv, tog bedre imod hans kærtegn end den før havde gjort, som var hver lille nerveende vågen. Hendes læber skiltes så hun kunne besvare hans ord, men ikke en lyd kom ud med undtagelse af et suk. Først da hans hånd forlod hendes brændende skød for at hvile på hendes lår, vandt hun igen talens brug. Hendes krop faldt en kende til ro i madrassen igen. "Du m-må ikke s-stoppe," fremstammede hun med dæmpet hvisken. Desperat rev hun hårdt i båndet i håb at få sine hænder fri, men det gav ikke efter for hendes styrke. Bønnen hvilede på hendes læber, men hun nægtede pure at sige den højt.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor nøjes, hvis man kunne få det hele? Det var sådan, at han så på det. Selv i sin gammel tid, havde Kimeya været en meget krævende mand, og gud hvor han havde nydt det. Han havde jo nok nydt det en kende for meget, men hvad pokker.. Hun kunne håndtere det, og det samme kunne han, og sammen, ville de være i stand til at lægge hele livet for deres fødder, og han glædede sig så meget til den dag, hvor det ville ske! Han smilede let for sig selv, da han kunne se hvor meget hun nød det.. Hvordan hun vred sig under ham, for at komme til at mærke det, og særligt, da han så valgte at stoppe.

Han måtte ikke stoppe.. En bøn i sig selv, i Kimeyas ører, og han kunne jo heller ikke andet, end virkelig at elske det! Et kækt smil passerede denne gang også hans læber, hvor han lænede sig ned mod hende. "Fortæl mig mere.." endte han denne gang. Han kunne jo ganske enkelt ikke lade være, og nu hvor han havde muligheden for at være hende så tæt. "Kæreste.. Jeg er jo kun ved at varme op," endte han denne gang. Han nød det, og ja, det gjorde han nok langt mere, end hvad godt var i den anden ende. Han nød det for pokker! Han vendte sig denne gang, så han søgte længere ned af hende. Denne gang tog han pladsen mellem hendes ben, som han spredte med en fast bevægelse, for selv at få fri adgang. Denne gang lod han tungen komme til. Som sagt: han ville høre det, og han agtet at bringe hende til de fantastiske højder, uanset hvor meget han skulle forarbejde hende!

[Blair Celestina Marvalo]

Det avde krævet sin kvinde at være hustru til Kimeya Marvalo. Hans familie var i sig selv en mundfuld, og han blandt de værste, men Blair havde altid elsket en udfordring, særligt når hun fik tidobbelt igen. Det var lykkedes hende at bevarer hans interesse, trods mange dengang havde sagt at hun ville være hans legetøj for en rum tid, i stedet havde hun gjort ham besat af hende, og det var tilsyneladende gældende selv efter alle de år. Hendes krop vred sig under ham, uden hun selv var herre over det. Den levede sit eget liv efter hans kærtegn. Underlivet skubbede hun tiggende mod hans fingre og bed sig i læben. Kroppen bad tavst, og ordene hvilede på hendes læber, men hun bed dem i sig, for den tilfredsstillelse skulle han ikke få. Det var altid hende som fik ham til at tigge og bede efter mere, ikke omvendt, men han var øvet, uden tvivl. Hvert et hår havde rejst sig på hendes arme som følge af den indre nydelse hun følte.

Som han sænkede sig over hende, stjal hun et flygtigt kys fra hans læber, et kys der kun udtrykte hendes desperation. Aldrig havde hendes krop længtes så meget efter nogen mand. "Min krop higer efter at mærke dine bløde læber og dygtige fingre. Jeg vil have mere af dig," hviskede hun lidt forpustet. Hendes åndedræt var blevet overfladiske i takt med at han havde vækket det dybe begær i hende. Det lignede ikke Kimeya at være en så givende elsker. Som han nåede ned mellem hendes ben, og skilte dem fra hinanden så bestemt at hun intet andet valg havde, mærkede hun spændningen øges. Det var ulideligt. Hans varme tunges kærtegn af hendes skød, fik hende til at skyde i ryggen. Igen forsøgte hun at kæmpe sig fri for at holdt ham fast, gribe fast om hans hår, men hun kunne ikke, det forbandede bånd. Hendes støn talte for hende, det var slet ikke nok!

[Kimeya Marvalo]

Marvalo var en krævende familie, at være en del af, og det var desværre de færreste, som overhovedet kunne. Det var synd og skam, men Blair, havde formået at modstå mosten, når det kom til det, og det var en tanke, som virkelig glædede ham. Han forgudede hende.. Var forblændet i hende, og han elskede tanken, og synet af det ikke mindst, så det i sig selv, heller ikke var noget som sagde så lidt. For nu handlede det udelukkende om at de skulle nyde tiden sammen med hinanden, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at gøre. Han smilede let for sig selv. "Et ønske, som jeg tidsnok skal imødekomme, min kære. Nu må du bare.. smøre dig med lidt tålmodghed," sagde han denne gang.

Kimeya bevægede sig denne gang ned mellem hendes ben. Han ville vise hende, at han stadig kunne. Også efter de år, som nu havde passeret, og hun virkede selv til, at være ekstra sensitiv. Han elskede det. Elskede at høre hende stønne, sukke og vride sig under hans behandling af hende, kun fordi at hun nød det, mindst lige så meget som han gjorde. Han smilede tilfredst. Hans egen krop reagerede.. Han ønskede mere. Selv han ønskede så brændende mere, end hvad han havde fået i forvejen, og dette kunne selvfølgelig godt mærkes. Han fortsatte for en stund.. Inden han denne gang valgte at stoppe.. Han trak sig over hende igen, hvor han denne gang krævede hendes læber mod sine i et intenst og fast kys. Han lagde sig ned over hende, hvor han denne gang møvede sig ned mellem hendes ben. Han havde brug for at mærke hende tæt på!

[Blair Celestina Marvalo]

Måske det havde hjulpet hende at være en del af Marvalo familien allerede inden det var blevet officielt ved et ægteskab, men i hvert fald, havde hun intet problem med at håndtere Kimeya. Blair elskede at han åbenlyst forgudede hende på den måde. Af samme grund var det end ikke et problem for hende at give sig hen til ham, heller ikke selvom i øjeblikket sad med magten til at tage hendes liv om han ville. De hviskende ord slog modet lidt ned i hende. Tålmodighed var i forvejen ikke altid hendes stærke side, i hvert fald ikke når det kom til at være tæt på ham. "Bed mig ikke om at vente," hviskede hun bedende. Hendes krop kunne ikke bærer at skulle vente mere på at få indfriet den længsel som havde bygget sig op. Godt nok havde han altid været en god elsker, men end ikke dette var noget som hun havde ventet sig af ham.

Den varme tunge som kælede for hende bragt hende tættere og tættere på kanten til hvad hun kunne holde til og hun forsøgte inderligt at bide det i sig, for hun ville ikke afslutte det allerede nu, ikke før hun havde mærket ham tæt på. Hende negle borede sig ned i hendes egne håndled og satte skarpe, tydelige mærker efter det, men desværre så bragte smerten hende næsten kun mere nydelse. Som han lagde sig over hende, var hun komplet stakåndet. Hendes læber mødte hans, hun kunne smage ham, blandet med smagen af hende selv, hvilket var ganske intenst. "Gør det. Tag mig, jeg vil have dig," hviskede hun intenst i hans ører, og lagde begge ben mod hans hofter, så hele hendes skød var frit tilgængeligt for ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya nød det her. Han nød at være den mand, som Blair lå og fantaserede om, og det havde han tænkt sig at udnytte i den forstand, at det nu var ham overhovedet muligt. Et stille smil passerede hans læber. Han elskede det.. Se hende ligge og vride sig som en slange i græsset i et desperat forsøg på at få hænderne fri. "Jo mere du kæmper, jo længere tid, kommer jeg til at holde dig fastbundet til vores kære gamle seng," fortalte han denne gang.
Kimeya trak sig denne gang over hende. Tålmodig havde han jo selv aldrig nogensinde været, og det ville han nok aldrig blive. Ikke når det kom til hende. Hun var ham den mest fantastiske kvinde, som han længe havde haft som en del af sit liv. Og derfor ønskede han også at give hende det. Han ville mærke hende så tæt på, som kun en mand og en hustru, skulle mærke hinanden.

Fortid og de dumme fejl, som Kimeya havde taget igennem årenes løb, var ikke noget som han tænkte over lige nu. Denne gang indtog han pladsen over hende. Han havde næsten lyst til at grine. Han hævede kort den ene hånd, og lod den stryge over hendes kind. Hun tiggede og bad.. Det var jo der, at han gerne ville have hende ud igen. "Så snakker vi," endte han denne gang. Han tog glædeligt pladsen mellem hendes ben, hvor han denne gang førte sig selv på plads. Han forenede dem. For første gang i alt for mange tusinder år!

[Blair Celestina Marvalo]

Aldrig havde nogen anden mand formået at vække hendes interesse, Kimeya derimod. hans evne til at udfordre bde hendes sind og krop, havde drevet hende i hans retning. Hun kunne ikke forestille sig nogensinde at skulle give sig hen til en anden mand, eller at hendes tanker nogensinde ville drive til en anden. I aften holdt han hende virkelig på pinebænken. Som om de mange tusinder af år hun havde ventet på dette, ikke havde været nok tid. Hvis dette var hans nye jeg, så var fremtiden lys for dem begge. "Du torturere mig," hviskede hun lidt anklagende, dog var hendes læber præget af et stille smil der afslørede at dette var den søde form for pine, som hun ikke havde noget imod. De befandt sig i en gammel, kold kælder og alligevel var det her det mest intime Blair nogensinde havde oplevet. Her var ingen forstyrrelser, kun støv og minderne fra et helt liv sammen, som vækkede en del af det savn hun følte.

Den slanke krop snoede sig under ham i den nydelse han skænkede hende. Det var ulideligt at vente på at mærke ham. Et intenst blik fandt hans da han strøg hendes kind med kærlig hånd. "Jeg har ventet længe nok på dig. Vær sød.." hviskede hun og løftede hovedet for at fange hans læber og rive ham med ned, så hun ikke skulle bruge kræfter på at holde det oppe. Endelig indfriede han hendes hunger. Hendes blik gled i skjul bag hendes øjenlåg som hun gav sig hen. Hendes håndled var ømme, men at ligge blottet for ham, uden at kunne gøre det mindste modstand og uden at kunne bestemme, vækkede begæret i hende mere end ventet. Et tungt støn brød hendes læber. Det havde været ventetiden værd!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste hvordan han skulle holde Blairs interesse, som omvendt, og derfor havde han skam også tænkt sig, at fortsætte på den måde, som han nu havde tænkt sig. Han var nemlig langt fra færdig med hende endnu. Igennem hans tid med Faith, var der nemlig eksperimenteret en hel del, og selvfølgelig var det noget, som også godt knne mærkes. Dette herskede der ikke nogen tvivl om.
"Jeg ved at du kan lide det," endte han denne gang. For ham, var det nemlig ting, som han vægtede højt. At man kunne holde den interesse for hinanden, selv efter alle disse år, så havde han ikke tænkt sig, at der var mange ting, som han glædede sig til at vise hende. Hvor han dog også var spændt på, hvad hun ville sige til det.

Denne gang forenede Kimeya dem. Dog var det ikke bare det, som han var ude på. Han smilede for sig selv, hvor han krævede hendes læber i et kort kys. Han trykkede sig helt i bund ved dette. "Stol på mig," endte han denne gang.
Med et let vift med hånden og silkebåndet slap det fine tag omkring sengegavlen og hendes håndled, kun for at slange sig ned langs sengen, hvor det denne gang lagde sig omkring hendes hals. Ikke decideret stramt - endnu. Han smilede let for sig selv. Han lod hænderne søge ned langs hendes krop, for han forsøgte at fastholde hendes hænder. Denne gang satte han tempoet igang. Hårdt og fast. Han ville virkelig gerne mærke hende helt tæt på! I takt med at de gik igang.. Begyndte båndet at stramme.

[Blair Celestina Marvalo]

Efter mange år med den samme, kunne kedsomhed hurtigt gå hen og blive en dræber. Det havde aldrig været sådan mellem dem Blair havde altid elsket at være tæt på ham, men dette var noget helt andet. Det var langt mere intenst, det føltes som var de tættere end de nogensinde havde været. Hun følte sig bundet til ham, kontrolleret af ham med andet end bare et silkebånd. Hvor pokker disse idéer var kommet fra, var hun ikke sikker på at hun ønskede at vide, men at han ønskede at dele det med hende, gjorde det i sig selv til noget helt særligt. Den bløde madras under dem, dynerne der stadig var klædt med samme betræk som dengang, og den enorme tillid der lå mellem dem, fik det til at føles som om det ikke var gået en dag. "Jeg elsker det," fik hun lidt anstrengt frem for hendes overfladiske vejrtrækning. Det var en chance han havde taget, det var ikke for sarte kvinder, men så igen - Kimeya vidste at hun ikke var sart.

Det dybe stød tog hendes fokus fra kysset, som hun glemte alt om at gengælde. Hvad havde han nu i tankerne? Så lang tid han ikke trak sig. Ord var overflødige, hun spærrede dog øjnene op og betragtede ham med begær malet i blikket. De havde allerede konstateret at hun stolede på ham, så der var ingen grund til at bekræfte det med andet end et stille nik. Hun mærkede silken løsne sig, så hendes hænder atter blev frie. Blair sænkede dem ned til sin egen krop, og lagde i stedet hænderne på hans hofte. Glæden var dog flygtig. Hun mærkede det glatte stof lægge sig omkring hendes slanke hals, hvilket fik hende til at sende ham et lidt spørgende blik. Inden svar kom havde hun dog glemt det igen da han satte tempoet op og stødte dybt i hende, hvilket kun frembragte højere støn. Det var vidst kun godt de var nede i kælderen så Irina ikke kunne høre dem. Det tog et par sekunder før det gik op for hende at båndet begyndte at stramme. Det burde skræmme hende, men hun stolede på ham, så meget at hun formåede at slappe af, hvilket i stedet gav en virkelig intens følelse, der ret hurtigt bragte hende tættere på kanten.

[Kimeya Marvalo]

Blair var en helt igennem fantastisk og meget unik kvinde, og dette var selvfølgelig noget, som også måtte efterlade sine spor på selv ham. Han kunne huske og mindes hende, som en frygtelig stærk kvinde, og det var det, som han ønskede i sit liv. Han ønskede det liv tilbage, som han engang havde haft. Han ville have magten.. sin stilling.. sin hustru ved sin side, og.. sin datter. Han ville have sin datter, men selv det, var ikke noget, som han havde tænkt sig at fortælle hende om endnu. Han ville undersøge mulighederne først, før han gjorde noget. Tænk engang.. Hvis de kunne få den familie, som de engang havde haft og havde ønsket sig?

Alle tankerne om den slags, gled ud af hovedet. Det var denne gang Blair, som måtte fange hans fokus. Han ville vise hende, at han kunne bringe hende til de storslåede og fantastiske højder, som hun overhovedet ikke havde været i nærheden af nogensinde før. Han smilede kort og let for sig selv, hvor han denne gang lænede sig mere ned mod hende. Hun skulle stole på ham. Ikke ønskede han at der skulle ske hende noget som helst.
Silkebåndet strammede i takt med, at Kimeya satte tempoet op. Denne gang, var det mere fordi at han ville vise hende, at han stadig kunne.. og bringe hende til højder, som hun aldrig i sit liv, havde været i nærheden af nogensinde før! Han hørte hende.. stønne og kæmpe for vejret.. Se hende kæmpe for livet. Hvad kunne tænde en mand mere, end at se sin kvinde kæmpe for at holde sig bevidst til den mest fantastiske akt i deres liv? Hvad han selv kunne holde til, nåede han selv hurtigt. Spændingen som havde været i gang, i hvad der måtte være mange timer, kunne han jo godt mærke.
Stønnene brød mere og mere hans læber. Han ville hende gerne. Gud hvor han dog ville hende! Hovedet lagde han tæt ned ved hendes, hvor han kyssede hendes kraveben. Hænderne strammede deres greb om hendes håndled, hvor han holdt tempoet det som han kunne. Hun skulle gøres færdig.

[Blair Celestina Marvalo]

De havde engang haft mange drømme og visioner, og dengang havde de heller ikke været bange for at fører dem ud i livet. Irina havde beskrevet en mand for hende, som havde været uigenkendelig på de ord der var blevet brugt til at fortælle om hvad hun kunne forvente, men situationen var blevet en ganske anden. Den mand hun lå under, var den samme mand hun var blevet tvunget fra, for mange år siden. Han var stadig Kimeya, legende, pirrende, stærk og beskyttende. Det var ikke svært at forestille sig hvordan de kvinder var faldet for hans fødder som hun selv var det, men Blair gik ikke på kompromis og hun delte ikke hvad hun følte var hendes. Hvilke planer Kimeya så gik rundt og luskede lidt med for sig selv, skænkede hun ikke en tanke. Det var hendes første nat tilbage i live, og hun havde bare tænkt sig at nyde den på bedste vis. En god start var altid en god ting.

Det eneste hun kunne tænke på i øjeblikket var Kimeya og den ufattelige nydelse han gav hende. Han havde givet hende et løfte om at bringe hende til hidtil ukendte højder, og hvor Blair nok havde undervurderet ham, så havde han allerede bevist at han formåede at overgå sig selv. Der var spænding at spore i hendes blik, men hverken angst eller uro. Kimeya ville ikke kaste hende tilbage i døden, ikke nu hvor hun havde set i hans øjne, den længsel som han også følte til hende. De højlydte støn forvandledes til gispen i takt med at silken strammede omkring hendes hals og lukkede luften ude. Hendes pupiller begyndte at trække sig sammen da ilten for alvor blev trang og hendes krop reagerede samtidig på hans bevægelser mod hende. Varmen byggede sig op i det indre, og det var som om at den blev fastholdt med den manglende luft.
Blair så på ham med desperate øjne og gispede efter vejret dog uden at bebrejde ham. Hendes liv lå i hans hænder, hendes krop og nydelse lå i hans hænder, hun var givet helt og aldeles til ham og hun lod ham glædeligt se hans kamp, om ikke andet frem til et sidste stød endelig vippede hende ud over kanten og båndet strammedes tæt for et par sekunder. Desperat satte hun neglene i hans arme som holdt hende fast og skød i ryggen. Den intense følelse varede ved, hun kunne mærke varmen i hele kroppen og den ubeskrivelige nydelse husere frem til båndet elskede løsnedes og tillod hende at få vejret.

[Kimeya Marvalo]

Hele verdenen ønskede Kimeya at kaste for Blairs fødder, og det var også lige hvad han havde tænkt sig at gøre, og særligt, nu hvor de stod i en situation som dette. Ikke at det var noget, som gjorde nogen forskel lige nu. For nu, handlede det om, at skabe det fundament, som de havde brug for, for at komme igennem dette, og det var også det, som selv han, måtte stå fast på i den anden ende. Et smil passerede denne gang hans læber. Han skulle nok vise hende, at han stadig kunne.. og at han stadig ville. Derfor skulle han have fat i Nalani.. mærket skulle væk, og alle de spor efter hans fortid skulle fjernes, hvilket nu heller ikke kunne gå hurtigt nok!

For nu.. Handlede det om at bringe Blair til de ekstreme højder, som hun aldrig havde været i nærheden af. Hans greb strammede sig om hendes håndled, som silkebåndet strammede mere og mere omkring hendes hals, for at forhindre hende i at få luft. Her kørte han hårdt og voldsomt på, kun fordi at han kunne tillade sig at gøre det, og han derved også elskede at gøre det!
I takt med, at hun gjorde sig færdig, kørte han hårdt og voldsomt på, hvor han selv gjorde sig færdig. Med et tungt og fast suk, gjorde han sig færdig, hvor han denne gang faldt direkte ind over hende. Båndet havde denne gang sluppet sit fase greb om hendes yndige hals, og havde derved lagt sig slapt. Kimeya lukkede øjnene let, hvor han med en sitren, kyssede hendes kind.. trak sig, og lagde sig ned ved siden af hende. Selv i en kælder, var det her, nok også et af de mest fantastiske og utrolige øjeblikke, som han havde haft igennem de sidste rigtig mange år!

[Blair Celestina Marvalo]

Fortiden lå pludselig ikke langt væk længere og Blair ønskede at leve i den. Hun havde ikke nogen idé om at Kimeya lå og planlagde tilbageførelsen af deres kære datter som var blevet en voksen kvinde. Faktisk havde hun ladet tanken glide ud i sandet, til fordel for de følelser som Kimeya satte i hende og den fremtid han netop havde ligget og tegnet for hende. Hun var stakåndet da båndet løsnede sig og lod hende få luft. I det samme hun tog den første indånding lagde den fantastiske følelse sig, men hendes krop rystede stadig.
Trods hun havde nået hvad hun kunne bærer, lod hun ham presse på, med et fast og hårdt tempo og slap et par suk mere inden han selv endte med at blive kastet over klippen. Hans tunge krop faldt ned over hendes, og gjorde hendes åndedræt en smule mere besværet, særligt i og med at hun stadig var desperat efter at fange vejret.

"Jeg burde kende dig bedre, end at tro du ville give et løfte du ikke ville kunne holde," hviskede hun i hans ører og gengældte det stille kys før hun lod ham trække sig. Hendes håndled var ømme og præget af mærker fra hans fingre, det samme var halsen, men bare af silkebåndet. Blair fjernede den med et par fingre hvorefter hun lagde sig om på siden og rykkede ind til ham. Der var koldt hernede, og de lå oven på dynen så nemt var det ikke at finde varme. "En sidste lille ting.." hun tog silkebåndet og bandt det igen om hans nedre med sin siganturknude. Denne gang var det ikke stramt, men kun ment for markering alene. "Bedre," konstaterede hun og lagde i stedet armen omkring ham.