One huge surprise!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gjorde sig utrolig mange tanker, og om ting, som slet ikke lignede ham. Han kunne heller ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Nalani måtte han vække.. Det var en kvinde, som han var nødt til at give de samme muligheder, som han selv havde fundet. Og siden Blair var kommet tilbage, vidste han jo godt, at der fandtes muligheder, og det var dem, som han agtet at finde, så han kunne gøre alt det her på bedst muligvis, også for deres skyld.

Kimeya gjorde sig færdig, og trak sig s fra hende. Umiddelbart, var han ikke den store puttetrold efterfølgende, selvom han vidste, at der var mange kvinder, som godt kunne lide det. Det var vel også lidt det, som han reagerede på lige nu? Han lagde sig ned ved siden af hende. "Jeg sagde jo, at jeg kunne," sagde han denne gang.
At hun havde en sidste ting på dagsordenen, og det var at.. binde ham ind igen, overraskede ham faktisk et sted overhovedet ikke. Han himlede kort med øjnene, og lagde sig ned i sengen. Her lå de så.. midt i en kælder, fyldt med støv og gamle minder om deres fælles fortid. Han rystede kort på hovedet. "Jeg er slet ikke overrasket, kæreste.." Den ene arm lagde han under sit hoved, som han denne gang lagde sig om på ryggen. Gav hende frit udsyn til ham. Nu hvor det heller ikke strammede i det nedre, var det da også til at holde ud, at have på.

[Blair Celestina Marvalo]

Dette havde vist sig at være en bedre velkomst end den hun havde forventet. Godt nok havde hun håbet på at han ønskede hende og fandt glæde ved at hun var tilbage, men ligefrem at mærke ham på den måde, det havde hun bestemt ikke forventet. Stakåndet rullede hun om på siden og lagde hovedet på hans bryst. Ej forventede hun at han ville lægge armen om hende, for han havde aldrig været den mest kærlige mand og specielt ikke efter han var blevet tilfredsstillet. Det hindrede dog ikke Blair i at lægge armen om ham og nyde godt af varmen fra hans krop. Ligesom hun selv, var han dækket i et tyndt lag sved der fik hende til at klistre lidt ind til ham. "Og jeg undervurderede dig," indrømmede hun. Han havde dog bevist hende modsat. Hendes læber ramte hans brystkasse i et stille kys.

"Det burde du ikke være. Jeg går med denne ring som tegn på at jeg er din, du går med den som tegn på at du er min, frem til du rent faktisk er det," sagde hun ufortrødent. Kimeya havdealdrig brudt sig om at blive styret eller for den sags skyld modtage ordre, men Blair vidste at hun kunne tillade sig det uden at han blev vred eller følte sig uretfærdig behandlet. "Jeg må sige det var lidt af en velkomst," hun lod to fingre tegne let hen over hans krop i pirrende kærtegn. Hernede ville hun sove i nat, det var langt bedre omgivelser. "Jeg har savnet dig," hun hævede blikket til hans. Hun var ikke en kvinde der slyngede om sig med den slags ord, men lige de skulle tales.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde allerede nu, konkluderet, at Blair agtet at sove her for natten. Det måtte han jo så også gøre sammen med hende. Han blev liggende, hvor han denne gang vendt blikket mod hende. Hun havde undervurderet ham? Ja, det måtte han jo nok sige.
"Jeg er skuffet, Blair," endte han denne gang. Ikke fordi at han mente det. Blikket i hans øjne sagde nok noget ganske andet, hvilket han havde det mere end fint med nu. Han hævede kort hånden, som han denne gang lagde mod hendes kind. Glat og fin som hun altid havde været. Det var lige præcis denne kvinde, som han ønskede at leve med.. Og have som en del af sit liv.

"Frem til næste gang, ikke sandt?" spurgte han denne gang. Den frie arm gled forsigtigt omkring hende, hvor han trykkede hende ind til sig. De burde sove.. før eller siden, ville hans moder stå og skrige dem godmorgen, og han havde trods alt en meget vigtig ting, som han ville snakke med hende om. Det mærke skulle fjernes, og det skulle ske som noget af det første, inden det ville komme så vidt.
"Jeg fortalte dig, at kun det bedste er godt nok, ikke sandt?" Han lænede sig denne gang frem, hvor han plantede et kys mod hendes bløde og dejlige læber. "Jeg har tænkt meget på dig," erkendte han ærligt, inden han atter lagde sig til rette. Nøgen og det hele.. Ikke at det gjorde ham noget. Det var nok den bedste overraskelse hans kære moder kunne give ham.

[Blair Celestina Marvalo]

Disse omgivelser var langt mere behagelige end oppe på deres gamle værelse. Den seng havde flere kivnder ligget i, og hun sov bedre i skidt og støv end hun gjorde i stanken fra hans mange kvinder. Hendes blik fangede hans en kende for muntre blik. "Vel er du ej," sagde hun direkte og lagde en hånd på hans kind, for at vende hans hoved så hun kunne fange hans læber endnu med længsel. De havde så mange år at gøre op på. Hans fingre følte sså ru mod hendes silkebløde kind, bevaret af samme grav som hun havde ligget i. Følelsen fik hendes øjne til at glide i, klokken var mange og dette havde taget langt mere energi fra hende end hun egentlig havde haft til rådighed efter sin genopstandelse.


"Præcis. Ikke at jeg tror du ville vove at lade dig friste, men skulle det komme over dig, så lad det være en påmindelse om hvad du ville miste om du forsøgte," sagde hun med et lille smil hvilende på læberne selvom hun stadig havde sine øjne lukket. Irina skulle nok ødelægge stemningen før eller siden, så de kunne ligeså godt nyde det. Hendes slanke ben gled ind mellem hans, så hun halvt om halvt lå slynget ind i hans krop. "Indrøm det, du har også savnet mig," konstaterede hun for ham. De vidste begge at han havde svært ved at sige den slags, men det gjorde det trods alt ikke mindre sandt af den grund.

[Kimeya Marvalo]

Det her var måske ikke soveværelset.. Men igen, så skulle hele lortet laves om, når de engang havde sovet ud. Det var på tide, at Marvalo Mansion endnu en gang så dagens lys med den samme stolthed, som det engang havde gjort for frygtelig mange år siden. Et kort og stille smil passerede hans læber. Han rystede denne gang kort på hovedet. "Det er umuligt for mig," sagde han denne gang. Der var ikke en eneste gang i hans liv, hvor hun havde skuffet ham, og han regnede bestemt med, at tingene skulle blive, som de engang havde været, og derfor skulle Nalani også være en del af det, og det var noget, som han agtet at give hende. En overraskelse, som hun havde været en overraskelse for ham. Han smilede let for sig selv, som han denne gang mødte hendes læber i et intenst og krævende kys. Det var jo svært at lade være!

Hovedet lod Kimeya denne gang søge let på sned. "Hvem skulle jeg lade mig lokke af, når jeg har dig hjemme i min seng, til at stille det?" spurgte han denne gang med et stille smil på læben. Han kunne jo ikke lade være. Ikke når han lå der med hende.
Denne gang møvede han sig ordentlig om på siden, hvor han lod hende møve sig ordentlig ind til ham. Han lagde armen om hende. Kun fordi at han vidste, at hun kunne lide det. "Det har jeg.. Nok mere, end hvad du aner," sagde han denne gang. Han betragtede hende med mørke øjne. Han lænede sig frem, hvor han denne gang plantede et kys mod hendes pande. "Vi burde sove," sagde han denne gang. For hans del, fordi han havde brug for det.. Det mærke skulle fjernes, og gerne i morgen!

[Blair Celestina Marvalo]

Marvalo Mansion ville gennemgå en tydelig forandring de næste par dage, startende med soveværelset, og indtil da havde Blair tænkt sig at sove med ham hernede, uanset hvor koldt og beskidt her så end måtte være. Hun trykkede sig godt ind mod hans krop for at finde en smule varme, for den var der sandelig ikke meget af hernede. Bagved hende formåede hun at få fat i kanten af en af dynerne som hun dels lå oven på, men der var lige nok til at kunne dække dem begge nogenlunde. "Det er umuligt for dig når det kommer til mig," konstaterede hun med et lille smil. Lige det, turde hun godt sige med selvtillid. Aldrig ville hun gøre noget som kunne skade ham eller gøre ham skuffet over hende, slet ikke når hun kun ønskede at han skulle føle svumlende stolthed over at have hende ved sin side.

Hendes blik var sløret nu hvor hun havde ladet øjenlågene glide i, men hendes smil talte mere end blikket i sig selv, fortalte om den store tilfredsstillelse. "Det var lige hvad jeg ville høre. Se det som min forsikring," bad hun og strøg hånden ned over hans side som han vendte sig og derved lod hende putte godt mellem ham og dynen hun havde fået trukket lidt omkring dem. "Jeg har mine idéer," hun mærkede hvordan trætheden begyndte at vælde ind over hende nu hvor varmen også begyndte at manifestere sig i hendes krop. "Ja og gerne inden din mor beslutter sig for at gale," medgav hun bare. Den lidt dvælende tone afslørede at hun allerede var godt på vej.

[Kimeya Marvalo]

Marvalo Mansion ville atter stige fra askerne og blive det sted af frygt, som det engang havde været. Det var et løfte, som Kimeya gerne ville stå ved, og særligt nu, hvor han havde muligheden for at gøre det. Han smilede let for sig selv. Han vidste jo hvad hun ville høre, men han vidste derimod også, at det var noget, som han kunne leve op til, og for ham, var det nemlig vigtigt. "Og desværre, er det et faktum, som du er kendt med," sagde han denne gang. Sagen var jo, at han var heldig at have hende som en del af sit liv.. Både dengang, men så sandelig også nu. I hans øjne, var det en mulighed hvorpå at han kunne gøre op for det, som han havde gjort igennem de sidste alt for mange år.

Dynen kunne lige og lige blive lagt om dem. Kimeya hævede sig let, så resten kunne løsrives, så den kunne ligge ordentlig over dem begge i stedet for. Soveværelset skulle først på plads. Han ville ikke sove i en kælder, hvis han kunne blive fri. Han havde hende hjemme i sengen, og han havde hende ved sig. Hvad andet end det, havde han egentlig brug for? "Du er nemlig lige det, som jeg har brug for.. Det eneste som jeg har brug for." Han hævede hånden denne gang, og lod den stryge over hendes kind.
Søvn burde de få, før Irina ville brøle op fra morgenstunden. Han plantede et kys mod hendes mundvig, og lagde sig denne gang godt til rette. Armen gled fast omkring hende, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. "Sov godt," sagde han denne gang. Han lagde sig til med hende trygt i sine arme, hvor han inden længe faldt hen i en søvn.

//Out

[Blair Celestina Marvalo]

De var ikke ment til at ligge og skrabe bunden, de var ment til at gøre noget stort, være noget stort, og hvis hun skulle være den som inspirerede Kimeya til at tage skridtet, så ville det kun være hende en sand ære. "En kvinde ved altid hvor langt hun kan gå, og hvilke knapper hun skal trykke på kæreste," pointerede hun roligt. Selv hævede hun sig lidt så han kunne få dynen fri og for alvor ligge omkring dem begge. Den bløde seng og den varme dyne var langt mere behagelig end en kold og hård kiste. Der var bestemt fordele ved at vende tilbage til livet, og hun så meget frem til for alvor at kunne leve det, ligesom hun havde gjort dengang, og med Kimeya ved sin side Naturligvis.

Alting var som de burde være nu. Her lå de sammen, godt nok i en klam kælder men omgivet af gode minder, og hun kunne nyde godt af hans trygge favn. Hun havde altid elsket hans lidt bestemte greb omkring hende. "Hold fast i den tanke, for jeg er kommet for at blive," hun kyssede blidt hans bryst hvorefter hun lagde hånden mellem dem, så hun lå lidt bedre. "Sov godt," hviskede hun tilbage og gengældte kysset mod hans mundvige inden hun selv lagde sig ned. Der gik ikke mange minutter derfra før hun blev lullet ind i søvnen, for hun var virkelig træt.

//Out