I will never give you what you want

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

@carlisle

Øjnene lod Tatiana hvile i. Stilfreden var fuldkommen. Ingen andre fanger i cellerne ved siden af. Ingen tjenere ude på gangen. End ingen rotter hen over gulvet. Pinligt rent var her. Bestemt ikke den typiske fangekælder. Stedet her var dog heller ikke det typiske sted for en fangekælder. Castle of Light.. Hvilket ”henrivende” hjem hun havde fået sig gennem de seneste tre år. Hvor lang tid der var gået, vidste hun kun, da fangevogteren og torturmesteren havde pint hende med sandheden. Hendes kommentar til det var dog altid den samme: Hvad skulle en dag mere betyde? Hvad skulle den også betyde? Hun havde allerede prøvet, alt hvad de havde budt hende. Hun havde endda prøvet det der var værre. Et spaophold var dette vel næsten ved siden af oplæringen i Maerimydra? Brækkede lemmer.. Pisk der rev huden op.. Det var ingen nyhed.
Øjnene lod Tatiana glide op. På trods af, hvad hun havde været igennem, udstrålede hendes øjne endnu liv. Ganske vidst følte de trætheden, men stadig var de solide og gennemtrængende. Hun så frem for sig. Hun stirrede ind i en solid trædør, der havde et lille firkantet jerngitter i øjenhøjde, så fangevogterne kunne se ind til hende. Selv sad hun på en ydmyg halmseng, og med et lurvet tæppe ved sin selv. Selv lignede hun ikke den samme kvinde, som hun havde været for tre år siden, men stadig udtrykte hun en styrke og en stolthed. Den lange fletning havde hun ikke længere. Sit elskede hår. Skovelverne havde skåret al hendes hår af, da de havde fanget hende. Nu havde det dog en længde til hendes smalle skuldre. Hendes højre øjenbryn og læbe var desuden flækket. Blå mærker var at se på hele hendes adrætte krop, som slagene var til at se, ligeså vel som piskeslagene. Sin sædvanlige røde læderdragt havde hun nemlig fået fjernet her. Det eneste hun måtte bære, var en enkel læderstrop omkring sin barm, og nogle trusser. Det gjorde de dog rigtigt, når procianerne kom til det at torturere.

[Deleted]

Selv på trods af de år, som havde passeret, havde ingen til nu, formået at få Tatiana til at snakke. Måske at det var derfor, at de denne gang, havde sat Carlisle på sagen? Med hans liv som en dvasianer.. racer som en dvasianer, så havde de noget tilfælles, dog selvom han nu havde mesteparten af sit liv i Procias. Nu hvor han siden den nye regent var kommet til, havde han holdt sig mere skjult, og holdt til i kældrene i forvejen. I hans faders gamle kammer, så han hørte jo rigtig meget af, hvad der i forvejen skete dernede.
Denne gang, var det hans tur til at forsøge sig. Han havde en helt anden tålmodighed, og en helt anden tilgang, end hvad den typiske procianer, kunne sige, at have. Han nåede derfor fangekælderen i Procias.. Den store dør, tvang han op med en massiv knirken. Det var i forvejen ikke ofte, at denne blev brugt i Procias i det hele taget, så Tatiana sad meget alene.
Mad havde Carlisle med sig, for mad skulle hun jo have. Han havde sikret sig, at han ville være alene hernede med hende, da han heller ikke vidste hvor lang tid, at dette ville ende med at tage. Han stoppede først op, da han stod foran hendes. "Jeg må sige, at selv på trods af den behandling, som du har været underlagt, stadig ser godt ud," sagde han denne gang. Vel nok en typisk Nimanhra-måde, at bryde isen på. Han ville ikke håne eller nedgøre hende, da ingen fik noget ud af det, og ikke ville det gavne ham, at gøre hende mere vred, end hvad hun i forvejen var. "Jeg har bragt mad til dig," tilføjede han denne gang. Han knælede og satte bakken på gulvet, hvor han puffede den frem via den lille åbning, som var mod gulvet, og skubbede den roligt ind til hende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Stilheden var abnorm i fangekælderen, som Tatiana vidste, at hun var Castle of Lights eneste fange. Derfor syntes det næsten også som en buldren, da skridt begyndte at lyde i gangen. Klonk.. Klonk.. Hun hørte skridtene, indtil hun så ansigtet på sin nye fangevogter igennem tremmerne. Hendes gennemtrængende blik scannede ham hurtigt. Ny var han, hvilket ville sige, at hendes tidligere fangevogter havde givet op. Hvad kunne denne mand mon, som den forrige ikke havde kunnet? ”Mørkelvisk styrke. Du vil aldrig finde en lignende andetsteds,” sagde hun direkte og utroligt klart. Jo, de piskede hende, så hendes hud delte sig, og jo, de brækkede hendes knogler med forskellige instrumenter, men al det havde hun prøvet før. Det kunne man også se, for gemt bag alle de nye skader, lå alle de gamle ar. På trods af at hun blev tortureret, blev hun desuden ikke sultet. De havde prøvet i en periode, men det havde de dernæst gået fra. At denne mand kom med et nyt måltid til hende, passede hende desuden glimrende. Hun sultestrejkede nemlig ikke, da hun ikke havde til hensigt at dø her. Hun planlagde skam at slippe ud. ”Glimrende,” sagde hun, som havde han været hendes tjener, der endelig bragte sin herskerinde sit måltid. Håndfladerne satte hun mod gulvet, så hun kunne skubbe sig op. Ikke så man smerten i hendes ansigt, men som hun bevægede sig mod bakken med mad var det ufornægteligt at se, at hun haltede. Stolt så hun dog stadig ud som hun gik. Hun gik med en kvindes og kahli’s værdighed. Hun bøjede sig ned, hvor hun greb om brødet, inden hun rettede sig op, så hendes ansigt var lige ved tremmerne. Hendes blik hvilede dvælende på manden, inden et hånligt smil viste sig på hendes smalle læber. ”Du kommer ikke herind?” Hun bed en luns af brødet af.

[Deleted]

Utålmodigheden som bredte sig fra tid til anden, var i særdeleshed kommet til vagterne, som alle sammen, var knyttet til Tatiana og behandlingen af hende. Nu var det bare hans tur til at gøre sin indsats, da han havde en helt anden tilgang til tingene. Han stod overfor en mørkelver. Ikke just det væsen, som han havde haft mest med at gøre, men han var mere end villig til at gøre et forsøg. "Så siges det, og sådan ses det," sagde han blot.
Ikke sultestrejkede hun. Ikke havde han forventet det af en kvinde, som engang havde haft det job, den status og den plads i sit samfund, som hun havde haft. Han rettede sig endnu en gang op, hvor han blev stående og betragtede sig af hende. På trods af smerterne, bevægede hun sig næsten upåvirket. Det var faktisk utroligt et eller andet sted, at det var således, at tingene forholdt sig. Om han skulle komme ind til hende? Ikke havde han regnet med det, men han havde jo fået tilladelsen til at gøre, hvad det kræves. Desuden vidste han, at han ikke kunne stole på hende. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg har allerede hørt, hvad du har gjort med de vagter og mestre, som allerede har været forbi. Jeg tror jeg holder mig på denne her side," sagde han denne gang. Han sendte hende et kort smil. "Jeg skal nok gøre mig komfortabel.." endte han roligt. Han søgte langs væggen, for at hente en af de gamle stole, som han slæbte med hen foran cellen, hvor han denne gang satte sig. Han havde alverdens tid. Så det spørges egentlig bare hvornår hun ville blive træt af ham i stedet for?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

En prægtig race var mørkelverne. Derfor var det en selvfølge, at de uduelige procianere end ikke havde knækket hende endnu. De forstod sig ej heller på hendes væsen. De helligede sig over hende, fordi hun var noget, som de aldrig ville kunne blive. Uanfægtet spiste hun af brødet. Dårligt var det nu ikke, men nu sad hun ej heller i et normalt fængsel, men derimod i slottets. Han ville ikke gå ind til hende? Selvfølgelig ville han ikke det. Han var bange for hende, og det var skønt hun ikke engang var på toppen. Det var, som det burde være. Blikket tog hun uinteresseret af ham. I stedet bøjede hun sig ned, så hun kunne gribe om madbakken og på den led halte tilbage til sit lille halmsted. ”Vi er færdige for i dag,” svarede hun afvisende, som var det hende der styrede forløbet. ”Jeg behøver ikke at tale med en mand, der end ikke tør stå overfor mig.” Hun gled ned i sin ”seng” igen. Han var en mand, og derfor kunne han naturligvis ikke hamle op med hende. Dog burde han stadig være mand nok til at møde hende herinde. Tage kampen med hende. Selv mente hun også, at det var det retfærdige at gøre. At stå ansigt til ansigt med sin modstander, og kæmpe om liv eller død. At få hende i tale, kunne de ligeså godt glemme. Hun havde intet røbet i tre år, og denne her mand ville heller ikke opnå noget andet resultat. Hun tog om sit krus med fingrene. Selve hendes hænder var blevet pæne igen, efter at hun havde fået brækket hver en finger, men kortklippet var hendes negle blevet, så hun ikke kunne bruge dem som et redskab. Roligt skyllede hun noget af brødet ned med vand.

[Deleted]

Afvisende var Tatiana. En ting, som selv Cedric nu kun havde forventet, at blive mødt af, for hvorfor skulle hun vise sig, fra nogen anden side? Med det liv, som hun engang havde haft, så var det heller ikke underligt. Dog skulle hun ikke gå og tro, at hun af den grund, kunne styre slagets gang. Selvom Carlisle aldrig havde været den mest aggressive, men derimod en mere rolig og fattet mand, i forhold til, hvad han en gang var. "Jeg ved, at du med selv den simpleste ting i din celle, kan tage livet af en mand, om du vil. Jeg er ikke ude på at bekrige nogen," sagde han denne gang. Han var trænet i at bruge munden, og ikke musklerne. Aldrig havde han brugt musklerne på den måde, andet end at gøre sig til for kvinderne, som den typiske unge mand, nu ellers ville have gjort det.
Carlisle satte sig tilbage i stolen, og med blikket vendt mod hendes skikkelse. Hun ønskede ikke hans selskab? Han ville da uden tvivl mene, at de ville være ensomt, bare at sidde der på egen hånd. "Så fordi jeg ikke går ind i cellen til dig, så vil du hellere sidde her? Det er da mere ensomt, er det ikke?" spurgte han denne gang, hvor han lod hovedet søge en kende på sned. Hænderne foldede han foran sig. "Alt jeg ønsker, er at snakke.. Det er ensomt som ene dvasianer på denne side af grænsen," tilføjede han denne gang.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Så sandt. Tatiana kunne kæmpe, og både med sin krop og en tilfældig genstand. Det var hun nødt til at kunne. En mørkelvisk kvinde blev opdraget til at kunne modstå hvad som helst. Derfor skulle hun også kunne bruge hvad som helst. Alt var et ideelt våben. Intet sagde hun dog til ham. Hun havde jo sagt, at de var færdige, så færdige var de. Intet sagde hun til ham, og ingen blikke sendt hun ham. I stedet vendte hun opmærksomheden mod den smule kød, som hun også fik med måltidet. Ikke klagede hun. Det var vådt og tørt. De kunne have serveret hende orme, og hun ville have spist dem. Sådan var hendes overlevelsesinstinkt. Hun var trænet til at kunne leve på må og få, og med det mest vanskelige skader. Hun var blevet trænet af de bedste, og var blevet en af de bedste. Det var først, da han nævnte, at han var dvasianer, at hun brød tavsheden for et øjeblik. Dog var det ikke til hans fordel. ”Så, hvad du fortæller mig er, at du er en ynkelig kujon, der ikke tør møde mig, samt en landsforræder?,” lød det sigende fra hende, inden hun kortfattet tilføjede. ”Svaret er stadig nej tak. Du kan gå.” Hvorfor skulle hun spilde sin tid og energi på en som ham? Svaret var enkelt. Det skulle hun ikke. Han var ikke værdig til, at de talte med hinanden. End ikke en overflødig samtale. Nej, så var det hende langt mere passende at spise sit måltid i ro og mag. Hvis han turde komme ind til hende var det dog en anden sag.. En samtale var hun dog ikke interesseret i at føre i det hele taget. Hun ønskede blot at slå manden ud, finde sine ting, og komme hjem. Hun havde jo allerede været væk alt for længe! Derfor vidste hun også, at en anden kvinde havde trådt til hendes post. En kvinde der måtte bakke væk, når hun vendte hjem igen.

[Deleted]

En hård nød at knække, skulle Tatiana nok vise sig at blive, og ikke var det noget, som Carlisle havde noget imod. Det var i forvejen ved at være lang tid siden, at han havde set noget som helst, der bare mindede om, og nu stod han så her. Var det overhovedet underligt, at han tog det på den måde, som han nu gjorde? Ikke ønskede hun at snakke med ham, men af den grund, kunne han ikke se nogen grund til at skulle trække sig væk fra hende. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han ville ikke kalde sig for en kujon, men derimod en mand, der valgte sine kampe meget nøje med omhu. "Tilpasning, kære Tatiana," startede han roligt ud, hvor han denne gang, lod hovedet søge en kende på sned. Øjnene kneb han en smule sammen denne gang. Han rettede sig op, hvor han denne gang lod armene hvile mod hans lår.
"Du kan benægte det alt, hvad du vil. Men det er også dig, som sidder bag lås og slå, og mig, som i princippet, kan bevæge mig fri, om jeg ønsker det." Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. Ikke havde han tænkt sig at gå, kun fordi at hun ville have ham til det. "Spis endelig op. Du vil komme til at få brug for det," tilføjede han. Selv var han jo dvasianer, og på ingen måder særlig velset. Han havde et godt forhold til landets dronning, men det var jo egentlig også det, som holdt ham her. "Du er udholden, Tatiana. Det må jeg give dig," tilføjede han dog roligt. Han var tålmodig. Det var man vel nødt til med denne kvinde?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tilpasning kaldte han det måske, men for Tatiana var han blot et skravl. Her på stedet holdt de hende som noget usselt. De forventede, at hun ville give dem informationer, som slet ikke tilfaldt dem. Havde han været udsat for det samme? Ikke at hun havde medlidenhed af ham. Det var nemlig svagt at knække sammen. Tilpasning var også blot et kønt ord for, at man havde tabt. Sejrherrer behøvede nemlig ikke at tilpasse sig. Omgivelserne tilpassede sig dem.
Det eneste han fik for sin hån af hende var et løftet øjenbryn. Ja, hun sad måske bag lås og slå, men stadig var hun langt mere værd, end hvad han var. Hun skulle desuden nok komme fri, og hvis ikke ville hun dø en heltindes død! Hun ville nemlig aldrig have givet sig, og for det ville de slå hende ihjel. En død man sagtens kunne være stolt over nu hvor, at de ikke turde give hende et sværd i hånden.
Tatiana spiste en luns mere af brødet, og så af kødet. Hun spiste skam, som der ikke var nogen grund til at plage sig med sult. Hans ord skræmte hende dog ikke. Det betød vel blot mere tortur, hvis han mente, at hun havde brug for noget at styrke sig på? Parat til det ville hun være. Spørgsmålet var bare, hvordan han ville komme til hende.. Havde han puttet bedøvelse i hendes mad og vand? Ville han en skyde en bedøvelsespil i nakken på hende? Al det havde de tidligere vogtere og mestre gjort, som de havde fundet ud af, at hun ikke blot sad pænt stille, hvis man åbnede cellen til hende. Hun drak en ny tår af vandet. Hun var udholden? Selvfølgelig var hun det! Han havde bare tydeligvis ikke selv haft den samme udholdenhed. For det bedste var det derfor også, at han var endt her i Procias. Det var de svages land.

[Deleted]

Tatiana kunne kalde ham hvad hun ville, og det ville ikke røre Carlisle det mindste. Efterhånden, kunne man sige, at han var vant til at blive kaldt mangt og meget, og særligt med den baggrund, som han nu havde, så var det ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Og hun havde ikke tænkt sig, at snakke med ham? Han rettede sig en smule op igen, inden han denne gang rejste sig op. Han havde ganske vidst ladet sig fortælle, at hun ville blive en meget hård nød at knække. Ingen tvivl om, at hun var det! "Du har slet ikke tænkt dig, at snakke med mig, har du?" spurgte han denne gang.
Carlisle placerede sig tæt ved cellen og tremmerne, men stadig med en vis form for afstand til denne. Han lod hovedet søge på sned. Vampyren i ham, var der.. det viste sig i blikket, og i hans mundviger, hvor han denne gang trak læberne op i et smil. Armene lod han denne gang søge over kors. Dvasianere, var de stort set ikke nogen af på denne side af grænsen længere. Han sukkede let. Det ville blive hendes tab, men af den grund, ville han nu ikke give op. Han var tålmodig. Han var kendt for sin tålmodighed. "Jeg ønsker blot at snakke. Det er rart med en landsmand," tilføjede han denne gang. Han mente det faktisk. Det var overhovedet ikke ofte, at han stod overfor dem, og særligt ikke i dagens Procias. Han var der jo selv på et lidt ulovligt grundlag, kunne man sige.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Kendt var Tatiana vel blevet blandt fangevogterne og torturmestrerne for sin tavshed. Hun var blevet holdt her i tre år. Hun havde undværet mad og drikke i perioder. Hun havde gennemgået tortur. Nej, hun snakkede ikke bare. Hun holdt ved. Det var, hvad hendes træning havde lært hende. Hun var blevet pint og plaget inden sine teenageår, og det der var kommet ud var ren og skær hengivenhed til mørkelverne. En hengivenhed der ikke bare forsvandt. Ud af øjenkrogen kunne hun se, hvordan hans hoved nu dukkede op ved tremmerne. En vampyr.. Højst grinagtigt, at en vampyr var tjener blandt lysets folk. Flot af udseende var hun dog. Ganske vidst nød hun kvinde mere, end hvad hun gjorde med mænd, men stadig havde hun før nydt en vampyrisk mand. Det kunne også ses ved hendes inderlår, som havde bidt hende der i sin egen opstemthed. Hendes hoved gled en kende på sned, som hun rettede sit gennemtrængende blik helt mod ham. I denne position måtte det helt se ud, som om hun granskede ham. ”Bevis at du er min landsmand,” opfordrede hun ham direkte. ”Åben lågen, vis mig mine ejendele, og jeg vil lade dig leve.” Ærlig var hun, som hun ikke var typen der løj. Hun sagde præcis, hvad hun mente. Noget der som regel gjorde hende barsk i andres øjne.. ellers kunne det også gøre, at folk så hendes passion. Afventende blev hun siddende. Hun vidste, at hendes ene fod var skadet, og derfor var der ingen grund til at gå unødvendigt rundt. Hvis han kom for at torturere hende yderligere, var hun nødt til at gemme på kræfterne til når det egentligt gjaldt. Dumt ville det være at bruge dem på unødvendig smerte. Hun afventede hans handling. Dog tvivlede hun på, at han ville slippe hende fri.. Så havde han allerede gjort det. Han var ikke på hendes side.

[Deleted]

Carlisle var ikke kommet, og var der ikke for at torturere hende. Selv på trods af hans dvasianske baggrund, som han nu havde lært at leve med, så var han ikke typen af mand, der gik ind for den slags. Han lod armene søge over kors, hvor han blev stånede foran hende. Regnede hun med at han ville slippe hende ud? Det var ærlig talt ikke noget, som han havde lyst til at gøre. Han derimod ønskede i stedet, at skabe en tillid, velvidende om, at det ville være så godt som umulig med en mørkelvisk kvinde, som i forvejen havde båret titlen som deres leder. Han vidste, at det ikke var noget som kom over natten. Men han var tålmodig. Det var han nødt til at være i denne situation.
"Hvilket du udmærket godt ved, at jeg ikke kan," endte han. Hun lovede måske at spare ham hans liv, men så lang tid, at hun sad derinde, hvor tremmerne måtte adskille dem, og han vidste, at han var i sikkerhed - for nu om ikke andet. "Hver ting til sin tid. Det burde du også vide," tilføjede han direkte. Han lod hovedet søge en kende på sned, hvor han denne gang kneb øjnene let sammen. "Du ønsker at se skoven og friheden, ikke? Jeg vil ikke tvinge dig til noget.. men overvej at få munden bare lidt på gled. Mørket forlod stedet her af en grund," afsluttede han denne gang. Mørket var jaget ud.. men ved at lege lidt sød, så kom man også langt. Det var jo også, hvad han havde gjort. Særligt med den kære dronning af Procias.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nej, Tatiana havde ikke regnet med, at han havde villet lukke hende ud. Han var nemlig ikke hendes landsmand. Han var en forræder. Hun spiste resten af sit brød. Det gav heldigvis fylde i maven. Det var bestemt ikke den samme portion eller kvalitet, som den hun havde fået i Maerimydra, men det var stadig langt bedre end ventet. Ved siden af hendes oplæring blandt mørkelverne, var dette nemlig blot et luksusophold. Intetsigende hvilede hende gennemtrængende blå øjne på ham, som han talte. Han forsøgte at knække hende, og på det grundlag? At hun savnede skoven og friheden? Det var den mest tøsede metode hun længe havde set! At mørket havde forladt Procias, vidste hun godt. Ikke fordi, at hun havde set det med egne øjne, men fordi hendes ene fangevogter havde nydt at fortælle hende, at hun ingen ”venner” havde tilbage her i landet. Kongehuset var eftersigende blevet udskiftet, og alle mørkevæsner var blevet jaget på flugt. Sjovt var det derfor, at han var her. En vampyr. Et af de mest frygtede væsner. ”Og hvad gjorde du for at blive her? Holder du dronningen beskæftiget, når hun keder sig i de sene mørketimer? Holder hun dig varm, når du er i hendes indre?” spurgte hun ham kynisk. Uden bånd var hun. Det var et tidsspilde at holde sandheden og sine meninger hen. At han lå og duskede dronningen var desuden ikke svært at tro. Han havde et flot ansigt, og han var et mørkevæsen.. Det var umuligt ikke at tro, at der var noget i gærde, siden han endnu var her. ”Savner du at mærke en rigtig kvinde? Er det derfor du er her?” fortsatte hun drevent.

[Deleted]

Carlisle havde alt den tid i verden, som han ville have, så hvorfor ikke bare udnytte det, mens man nu kunne? Han havde en meget alternativ måde at gøre tingene på, og særligt fordi at det var tydeligt, at den metode, som vagterne i forvejen havde brugt, ikke gjorde nogen forskel, så hvorfor ikke bare forsøge at gøre brug af en metode, som måske tog det ekstra tid, men derimod forhåbentlig kunne give pote? "Med venlighed kommer man langt. Særligt her i Procias," begyndte han denne gang med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, så var der jo ikke just nogen hemmelighed i det. Han selv var et frygtet væsen her på egnen, og det var også grunden til, at han holdt afstand til folket. Han selv vidste jo, at han slet ikke burde være her, men det var her han for alvor var vokset op, og det var hårdt at vende ryggen til.
Let rystede Carlisle på hovedet. Typisk en kvinde, at drage brug af det argument, selvom det slet ikke var sådan, at det forholdt sig. I det hele taget faktisk! "Tvært imod, må det være dig, som savner følelsen af en ægte og rigtig mand," sagde han denne gang. Han tog det nu ikke så tungt. Hun kunne håne og nedgøre ham, som hun havde lyst til, og det ville ingen forskel gøre. Han trådte denne gang helt tæt på. Bange var han jo trods alt heller ikke for hende, kunne man sige. Hvorfor skulle han da være det? "Som sagt.. må det være meget ensomt for et frit væsen, at være lukket inde af høje murer og tremmer," tilføjede han. Procias gik ikke ind for død.. men de kunne snildt bringe nogen tæt på det af den grund.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana spyttede på gulvet foran sig. ”Venlighed er for svæklinge, og ikke ønsker jeg din,” sagde hun direkte. Han skulle bestemt ikke tro, at hun var en uduelig og svagelig kvinde, der havde brug for venlighed for at overleve. Hun var en kriger, og derfor skulle hun behandles som en! Hun havde ikke brug for almisser, og hun havde ikke brug for at ligge på knæ for folk! Så hellere selv tage kniven og føre den i sit hjerte! Hvad hun derimod kunne give ham ret i var, at en smule lidenskab kunne være godt. Hvornår var det ikke det? Hun var menneskelig. Hun var fuld af lyst, og for at være ærlig havde hun ikke fået den lyst opfyldt i tre år. Derfor ville en mand eller kvinde uden tvivl gøre godt.. Dog kom arbejde frem for nydelse. Hun kunne finde en på vejen, når hun engang slap ud herfra. ”Du har ret. Jeg ville nyde at ligge med en igen,” sagde hun ærligt. Svagt rystede hun på hovedet af ham, som han fortsatte sin tale. ”..Taler er tydeligvis ikke din stærke side,” sagde hun kort for hovedet, som han blot gentog, at denne tilværelse måtte være hende ensom. Troede han virkelig, at hun ville bryde sammen, hvis han blev ved med at gentage, at hun måtte være ensom? Hun ville nok nærmere falde i søvn.. Han måtte også nærmere være den ensomme, siden han havde brug for at stemple hende. Blikket fjernede hun fra ham. Han kedede hende allerede.. Lange var hendes negle ikke, men stadig prøvede hun at fjerne skidt med dem. Det var vel også en hån imod ham? At hun fandt det langt mere spændende at rense sine egne negle, end at tale med ham. Han var da også en af de mere kedelige vampyrer, som hun længe havde set. Der plejede at være langt mere spræl i dem, end hvad der var i ham.