I will never give you what you want

[Deleted]

Tatiana havde uden tvivl sine holdninger og meninger, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. Ganske vidst var han klar over, at det at skulle håndtere en mørkelver, ville blive en kæmpe udfordring, men han var stadig mere end villig til at gøre det. "Med en smule venlighed, så kommer man langt. Særligt i Procias," sagde han denne gang.
Ikke var det nogen hemmelighed, at Carlisle var en ensom mand, da mesteparten af hans egen omgangskreds, for længst havde forladt landet, og han var her på ulovlig grundlag, da han var det væsen, som han var, og selvfølgelig var han ked af, at han skulle skjule sig på den måde, men det var nærmest bedre, end at være tvunget udover grænserne til et land, som han faktisk ikke rigtigt kendte, eller kunne huske, at han kendte. "Det er ikke nogen hemmelighed, at det også kan være rart," sagde han blot. Tale var måske ikke hvad hun havde på fornemmelsen af, var en af hans spidskompetencer, for han var faktisk god til det. Han havde jo ikke været rådgiver uden en grund.
"Overfor et afvisende individ, kan det naturligvis vise sig, at være en kæmpe udfordring," tilføjede han med en rolig stemme. Han selv tog det ikke tungere nu. Han selv var for nu, en meget tålmodig mand, men den konstante afvisning, var svær. Selv for ham.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Venlig var Tatiana ikke. Hun kunne acceptere folk og respektere dem, men venlighed var ikke noget, som hun følte. Hvis hendes mest betroede skulle gøre noget, som hun ikke ville bifalde, ville hun for eksempel heller ikke handle med venlighed. Hun ville derimod belære personen. Det var sådan, at det burde gøres. En verden som Procias var al for blødsøden. Denne vampyr var tydeligvis også ødelagt. Det var i hvert fald synd at sige, at den vampyriske ideologi hvilede i ham. Overskudsagtigt rensede hun sin tommels negl med sin anden hånd. Selv det at tale intimt med ham var kedeligt. Dog ville hun heller ikke ligge i med ham. Hvis han slap hende fri, kunne det komme på tale, men ikke ville hun gøre det, så længe hun sad her og rådnede op. Igen ville han derfor have bedre held med end anden end hende. Han burde faktisk bare stoppe dette. Hun var blevet trænet af de bedste, og hun havde været en af de bedste blandt sine egne. ”Du spilder tiden, kære spidstand. Du kan ikke tale til min samvittighed.. Det ville kræve, at jeg havde en,” afviste hun ham sigende. Det virkede nemlig, som var det det han var ude på. At appellere til hendes følelser og samvittighed. Følelser havde hun ganske vidst, men det var ikke noget, som mænd så. Derfor ville han have lagt lettere ved at tale med en dør, end hvad han havde med hende. Desuden havde hun al tid i verdenen til at modarbejde ham.. Hun sad jo alligevel bare her.

[Deleted]

Blind var hvad Tatiana var i Carlisles øjne, og derfor valgte han for nu ikke at opgive denne kamp. Desuden var han jo kun lige kommet igang? Han var en rolig mand, der hvilede i sig selv, selv på trods af den dvasianske baggrund, som han måtte have, og selvfølgelig var det noget, som også gjorde sit for hans vedkommende. Han trak ganske kort på smilebåndet. Samvittighed? "Der er endnu ikke nogen, der har sagt, at det er den, som jeg forsøger at appellere til, kære Tatiana." fastholdt han denne gang med en ganske kortfattet stemme. Han lod hovedet søge på sned. Måske at han var meget påvirket af det liv, som han engang havde haft i Procias, og særligt med den familiebaggrund som han havde. Han tog det nu ikke så tungt, for det var der heller ikke nogen grund til.
"Som den typiske dvasianer, dømmer du for hårdt," sagde han denne gang. Et kort smil passerede ved dette, også hans læber. Han rystede kort på hovedet. Hun ville og insisterede på at det var spild af tid? Han ville nu mene det modsatte. Et sted, var det også fordi at dvasianere, skulle holde en smule sammen? Hvorfor ødelægge det? "Du er blind," tilføjede han denne gang. Hovedet lod han søge mod den anden skulder, og med et tilfredst smil på læben. Blind, som kun en mørkelver ville kunne være.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Sig ikke, at du forsøger at appellere til mit hjerte,” sagde Tatiana sarkastisk. En typisk ”ædel” ting at forsøge sig på. Igen kunne han dog ligeså godt droppe sagen. Jovist hun havde et hjerte, men at han ville finde det kunne ikke komme på tale. Rosenrød syntes manden helt at være, og det var jo direkte pinagtigt for vampyrracen! Ligeglad var hun med racen, men en skam var det, at hun stod over for et så udueligt eksemplar. Jovist han havde deres gode udseende, men det var tydeligvis også det eneste, som han havde fra dem. En skam ville hun end ikke sige, at det var. Man var nemlig ikke sin race værdig, når man brød den på den måde, som han gjorde. Han hørte uden tvivl til her. ”Mørkelvere er ikke typisk dvasianere,” svarede hun afvisende. Igen … hvilken dumhed at udvise! Hvordan kunne han tro, at han ville være den der kunne få bugt med hende? Ingen af dem ville få bugt med hende.. Hans venlighed, kunne han også pakke skråt op. For det første havde hun ikke brug for venlighed, og for det andet var det blot en anden form for taktik nu hvor, at tortur ikke havde gavnet dem. Gad vide, om de ville gå tilbage til torturen, når de fandt ud af, at han havde fejlet? De gennemborende blå øjne vendte hun mod ham. ”Jeg ser fint,” sagde hun kort for hovedet.

[Deleted]

Langsomt rystede Carlisle på hovedet. Nej, det var heller ikke hendes hjerte, som han forsøgte at nå, da han vidste, at det var komplet umuligt med en mørkelver, og at man derfor skulle tage nogen helt andre ting og metoder, som skule tages i brug. "Hvad ville jeg få ud af at appellere til noget så mørkt og koldt som en mørkelvers hjerte?" spurgte han denne gang. Det var muligt, at han var ung, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han var dum. For det var han bestemt ikke!
Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han havde da fået hende til at snakke med ham. Så langt, så godt. Han trak sig et enkelt skridt igen, hvor han vendt sig mod væggen. Nøglerne hang der. Styrkemæssigt kunne han sagtens slå hende, men han var ikke trænet med kamp eller tortur. Faktisk var det slet ikke midler, som han brød sig om i det hele taget. "Og hvordan skal den forstås? Maerimydra er jo en del af Dvasias.. Med andre ord, må I jo være dvasianere," sagde han denne gang. Han fandt faktisk det her meget fascinerende, og det alene, var han heller ikke bange for at indrømme for hende. Det var jo heller ikke hver dag, at man fik muligheden for at stå overfor en mørkelver, og særligt deres forhenværende leder. Langsomt rystede han på hovedet igen. "Blind, som mesteparten af resten af din race," fastholdt han denne gang.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Koldt hvilede Tatianas blik på ham. ”Intet,” sagde hun direkte. En mørkelvers hjerte ville ingen udefrakommende kunne forstå sig på. Mørkelverne var en unik race. Både det kvinder og mænd. De var vel også et af de eneste samfund der virkelig værnede og normerne? At det var en skønhed, kunne de fremmede dog ikke se. Det var dog også fordi, at deres egen historie for længst var røget i glemmekassen.. ”Hvor mange mørkelvere har du set i Dvasias, udenfor vores by? Hvor mange almene dvasianere har du set inde i vores by?” spurgte hun sigende. ”Vi færdes ikke blandt pøblen, så vi har vores eget samfund. Udefrakommende besøger ikke vores by, uden det er i lænker og med en pisk i ryggen.. Vor samfund er måske placeret i Dvasias, men det er ikke ens betydning med, at vi er en del af landet,” Hendes hoved faldt en kende på sned. Hun kunne kun betragte hans brune lokker gennem tremmerne. Et koldt smil fandt fæste på hendes læber. ”Vil du se det? Jeg kan vise dig det. Vise mørkelvernes og Maerimydras pragt.” Han kunne tjene hende frem for det procianske kongerige. Det ville være en ære for ham, og for hende ville det være en morskab at få noget andet end en mørkelvisk mand som kæledyr. Pæn så han ud, så der var en mulighed for at man kunne holde ud at se på ham. Hun betragtede ham fortsat med sit gennemtrængende blik. ”Jeg kan da se, at du er kujonisk nok til ikke at se mig i øjnene længere,” bemærkede hun kynisk. Ikke nok med, at han ikke turde møde hende i cellen, så ville han end ikke se på hende længere. Dette her var i sandhed et større tidsspilde end at sidde alene i cellen! Ensomheden var langt mere berigende end det, som han kunne give hende.

[Deleted]

"Netop," sagde Carlisle denne gang direkte. Derfor var det heller ikke hjertet, som han ønskede at appellere til. Det var noget andet med fornuften, som han da uden tvivl håbede på, at han kunne få fat i denne gang. Og nu hvor hun snakket med ham, var han da alligevel kommet det længere på vej, end hvad de andre ville have været, og det passede ham jo mere end fint. Han stirrede direkte i hendes øjne, som de denne gang, fik øjenkontakt.
"Det er ikke meget, jeg har haft med Dvasias og de mørke racer at gøre, må jeg indrømme," begyndte han denne gang. Svagt kneb han øjnene sammen. "Jeg hører kun en masse om Maerimydra. Det er ikke et sted, som de fleste opsøger, hvilket du har ret i. Jeg kan derfor kun dømme ud fra, hvad jeg ved. Det er heller ikke et sted for mænd, at opsøge, af hvad jeg hører," sagde han denne gang. Hans blik faldt kort til hendes skikkelse. Umiddelbart virkede hun jo ikke farlig, men han vidste derimod også godt, at omslaget kunne snyde i dette tilfælde, og det var heller ikke noget, som han ville komme på tværs af. Igen lod han blikket falde til hendes. Et kort og tilfredst smil passerede derfor hans læber. "Får du et indtryk af, at jeg er bange for dig, Tatiana?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Hænderne foldede han over ryggen, inden han greb ud efter nøglen på væggen. Han blev for nu, stående med den i hænderne.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”..Og alligevel beskriver du dig som min landsmand,” endte Tatiana sigende med at sige, som han indrømmede, at Dvasias aldrig rigtigt havde været hans hjem. En vampyr vokset op i Procias. Det syntes helt at være en hån imod racen.. også skønt hun ikke vægtede vampyrer synderligt højt. De var nemlig levende døde. Dog kunne man få en del modskab ud af dem, da de nød at afprøve grænser, siden de var ”udødelige”. En sådan mand syntes denne vampyr dog ikke af være. Det ville sige, at han virkelig ikke havde andet end sit gode udseende. Det kyniske smil trak hun yderligere på. ”Du er sikker på, at du ikke ønsker at se Maerimydras skønhed? Jeg kan arrangere en tour specielt for dig,” sagde hun i en kølig indbydende tone, som var det en mørk fristelse. Hun hørte, hvordan nøgler klirrede mod hinanden på den anden side. Forover lænede hun sig, så hun kunne gribe om sin nu tomme bakke. Hendes fingrer lukkede sig om den, inden hun rejste sig på ny. Som altid var hendes hoved højt løftet, og hendes ryg rank, som hun humpede tilbage mod døren. Foran døren stillede hun sig do ikke denne her gang, som hun derimod stod ved dets side. ”Ja,” svarede hun direkte. Hun løj ikke. Han signalerede det. Han så hende ikke i øjnene. Han kom ikke ind til hende. Selvfølgelig frygtede han hende og med god grund. Hun var ikke den typiske kvinde. Han burde derfor se op til hende. Respektere hende.

[Deleted]

"Det river ikke vampyren fra mig," sagde Carlisle fortsat med en rolig stemme. Hun kunne forsøge at gøre ham forarget.. frustreret og irriteret, hvis det var det, som hun ville, for han havde stadig ikke tænkt sig, at give hende det, kun fordi at hun gerne ville have det. Han blev denne gang stående med nøglen i hånden. Uanset hvor fristende det end var at tage imod hendes tilbud, vidste han jo godt, at det ville være en særdeles dum ide, og derfor, var det måske bare en god idé, at man ikke gjorde den slags. "Jeg tror nu ikke, at det er en særlig god idé," afviste han denne gang med en ganske kortfattet stemme. Han vidste, at han stod overfor en kæmpe udfordring, men det ændrede dog på ingen måde, at det var lokkende. Det lå jo som en del af den udstråling og charme, som en elver nu også kunne have. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre. Tvært imod.
Bange var Carlisle overhovedet ikke for hende, og ikke var det noget, som han nogensinde havde haft en grund til. Desuden var det hende, som stod bag tremmer og ikke ham, hvor han derimod var fri til at gå og gøre, hvad han i princippet havde lyst til. "Jeg har ikke nogen grund til at være bange for dig," fastholdt han denne gang. Igen lagde han armene over kors igen. Han havde ikke tænkt sig, at give hende, hvad hun gerne ville have.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Det kommer an på hvilke øjne der ser,” sagde Tatiana blot. I hendes øjne var man ikke sin race værdig, hvis ikke man levede op til sin races principper. Noget denne vampyr tydeligvis ikke gjorde.. ellers havde han ikke været at finde her. Selv åndede og levede hun for mørkelverne. Derfor var hun dem endnu loyal, skønt hun havde tilbragt tre år i dette hul. Denne gang trådte hun frem foran tremmerne, så hun kunne se ham, og han kunne se hende. Hendes blonde hår gik hende ganske vidst ikke længere til livet, og hendes ene øjenbryn og ene side af læben var ganske vidst svækket, men stadig var hun en skønhed. Det var alle mørkelvere. Den smukkeste og mest ædle race. ”Ikke en særlig god ide? Det jeg tilbyder dig er en enestående mulighed, kæreste.. Jeg kan garantere dig, at det ikke er et tilbud du vil få igen,” sagde hun drevent. Hendes gennemtrængende blå øjne hvilede på ham. Som hun nu stod ved tremmerne, kunne hun se ham det bedre. Han havde brunt hår. Noget der ikke rigtigt sås blandt mørkelverne. Han havde nogle kønne ansigtstræk. Han havde brede skuldre. En passende højde. Jo.. Hun skulle nok kunne få tilfredsstillelse ud af ham. Han lignede en der kunne arbejde. Han lignede en der kunne være nydelsesfuld i sengen. Han lignede en der kunne være god at kløve med pisken. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Og dog er vi placeret med tremmer imellem os,” sagde hun direkte. Han var bange.. ellers havde han ikke behøvet at stå med lås og slås mellem hende, samt jerntremmer. Som det var nu, kunne hun intet gøre ham.

[Deleted]

"Enhver gør, hvad de føler er nødvendigt, for deres egen overlevelse, ikke?" spurgte han denne gang. Nu kunne man jo i forvejen også godt sige, at han havde fået en prociansk opdragelse, da hans moder var revet fra denne verden, allerede dengang, han ikke havde været særlig gammel, og hans fader havde forsøgt at give ham og hans søskende de bedste forudsætninger for et liv i Procias. Man kunne sige, at det var lykkedes, og et sted, kunne man beskrive det som en fiasko. Det kom vel bare meget an på blikket, som måtte se?
Muligt var det, at det var et fantastisk tilbud: I hendes øjne om ikke andet, for nu havde han jo kun hørt, og erfaret, hvad en mørkelver gjorde ved en kvinde, og han måtte jo sande, at det heller ikke var noget, som han selv, havde lyst til at blive offer for, dersom han ellers kunne blive fri for dette. Han lod hovedet søge på sned. "Du kan lokke så meget, som du har lyst til. Enhver mand, med sin fulde fornuft, ved, at man ikke burde stole på en mørkelver." afviste han endnu en gang. Et kort smil passerede hans læber. Ganske vidst var han ikke bange, også fordi at tremmerne afholdt hende fra at gøre ham noget. Han vidste jo i forvejen, at det var med en risiko, at han stod dernede, og trænet i kamp, var han jo ikke just. "Tremmerne er jo blot min sikkerhed. Det er ikke ensbetydende med, at jeg er bange for dig." Han vendte blikket ned mod hendes ben. Hun humpet, som var hun tilskadekommet, men alligevel elegant og målrettet. "De 3 år, du til nu, har siddet i en celle, har alligevel gjort sit indtryk," tilføjede han denne gang med en kortfattet stemme.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

"Der er kun en vej," sagde Tatiana kort for hovedet. Ikke tænkte hun, at der var flere måder at handle korrekt på. Enten gjorde man det rigtige eller det forkerte. For nogen virkede det måske snæversynet, men blandt mørkelverne var disciplin en dyd. Det var sågar en verden, som hun ville introducere ham for. Det eneste han skulle gøre var at lukke hende ud. Intet andet. Hun vidste, at han havde nøglen i hånden, så det var blot at sætte den ind og dreje den rundt. Det gennemborende blik holdt hun på ham. "De mænd du taler om, ved end ikke, hvad de siger. De har aldrig betrådt Maerimydras grund, så ikke ved de, hvad der er sandt, og hvad der er falskt. De er derfor ingen repræsentanter for mit samfund. Det er jeg derimod," sagde hun direkte. Han måtte være noget fascineret.. ellers havde han ladt den ligge. "Lad mig vise dig min verden, og det vil være et syn du aldrig vil glemme." Intet havde hun at tabe. Enten ville han drage med hende, og så ville hun komme hjem og med en ny slave ved sin side.. ellers ville han ikke røre hendes celle, og måske ville hun sidde her i tre år endnu. I så fald ville intet alligevel være uændret. Hun løftede det ene øjenbryn. "Sagt af manden i tryghed," sagde hun kort for hovedet. Ikke troede hun ham så længe, at der var en dør og tremmer imellem dem. Dum var hun ikke. Hun foretrak ikke en mine som han sagde, at de tre år i fangekælderen havde haft indflydelse på hende. "Enhver skade I har påført mig har været et bevis på min styrke," sagde hun direkte. Ikke så hun torturen som noget dårligt. Hun så det nærmere som en styrkeprøve, og en forbedring af hende selv. Hun var derfor mildest talt ikke som dem han kendte. De ville have brudt sammen under torturen, men ikke hende. Mørkelverne så på alle ar med stolthed, da de var et evigt minde om, hvad de havde gennemgået og sejret.

[Deleted]

"Og hvilken vej skulle det være?" spurgte Carlisle denne gang, hvor han ligeledes også lod hovedet søge på sned. Hun var ham en fascinerende kvinde, velvidende om, at han skulle passe på sig selv, selv med tremmerne, som måtte skille dem. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Selvom hun i øjeblikket, forsøgte at tale godt for Maerimydra og mørkelverne som folk og samfund, vidste han jo godt, at han skulle tage det med et grand salt. Selv kunne han da forestille sig, at kvinderne langt bedre kunne finde det fascinerende, end hvad mændene gjorde.
"Jeg tager vel ikke meget fejl, når jeg siger, at du naturligvis ønsker at fremhæve Maerimydra, som et fantastisk godt sted? Paradis på jord? Jeg tvivler stærkt på, at det er sådan at mænd må anse det," forklarede han kortfattet. Mørkelverne var et meget frygtet folkefærd lige på den bekostning, og særligt fordi at deres samfund var bygget op om helt andre ting, end hvad man kunne sige, var typisk og genkendeligt fra de andre samfund og kulturer, som også var omkring. Og hun agtet at vise ham det? Hvorfor var det noget, som pludselig for hende, var så vigtig? "Eller har du nu set en mulighed for at komme hjem igen? 3 år er også lang tid, bag tremmer," endte han. Personligt, havde han aldrig brudt sig om at se tremmer og celler i brug, som de var her, men lige hvad det angik, havde han intet at sige.
Carlisle så kort ned mod nøglen, som han stod med i sin hånd. Han var i tryghed - for nu om ikke andet, og det vidste han jo også godt. Han så mod hende efterfølgende. "Du er stærk.. Den må jeg give dig.. Hvorfor tror du, at du bliver holdt her?" spurgte han denne gang. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at det var fascinerende. På alle måder endda.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Disciplin og respekt for din race. Din slags hører ikke til her.. Vil du virkelig vove og påstå, at du bliver set på og er som enhver anden procianer her?” lød det sigende fra Tatiana. Denne mand hørte ikke til her. Hvis hun fik ham til at indse det, ville han måske opgive sin loyalitet for landet her og slippe hende fri. Længe havde hun efterhånden været her, og derfor ønskede hun selvfølgelig at indånde den friske luft igen, samt se sit elskede folk. Her i en celle gjorde hun nemlig ikke meget godt andet end, at omverdenen igen fik vist, hvilken støbning mørkelverne var lavet af. ”Ikke kunne jeg forestille mig at leve noget andet sted på denne jord,” sagde hun ærligt. ”Der går rygter om, hvordan livet må være I Maerimydra og blandt mørkelverne, men rygter er, hvad det er. Sandt er det, at kvinderne står højest i fødekæden i mit samfund, men har du nogensinde mødt en mand der er stukket af fra Maerimydra?,” Hun så på ham med et indgående blik. ”Svaret er højst sandsynligt nej. Hvorfor skulle det være et helvede på jord, hvis de ej flygter? Døde er de ikke, så mænd findes der skam i byen.” Jovist havde mændene intet mindeværdigt job for samfundet, men for den enkelte kvinde havde hendes tjenere en betydning. At de tjente en kvinde var desuden en ære, da der ikke var noget der var stærkere eller smukkere end en mørkelvisk kvinde. At man også vil ryge ind under pisken var blot et tegn på disciplin. Desuden var der ingen mørkelvisk mand, der havde været udsat for mere tortur end en mørkelvisk kvinde. Hendes gennemtrængende blik hvilede på ham. ”Du står med nøglen.. Skæver hele tiden ned til.. Sig ikke, at du ikke overvejer at åbne døren,” pointerede hun direkte. Hun kunne fornemme det på ham. Han var ikke, som de andre havde været.. ellers forstod hun sig bare ikke på hans væsen. Smilet trak hun en anelse på, så det glimtede mørkt på hendes smalle mund. ”Det kan vi drøfte, når du har sluppet mig fri..”

[Deleted]

"Du har ret.. Vi hører ikke til her. Jeg benægter heller ikke, at jeg er i landet, på et lidt mere ulovligt grundlag, end hvad jeg burde," lød det ærligt fra Carlisle, da han heller ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende. Han stod ganske vidst med nøglen, og det ville være så dejlig nemt for ham, at lukke hende ud, også selvom han vidste, at det ville være dumt. Det var jo ikke just det, som han var sat til her, men et sted, kunne han jo heller ikke lade være, med at bide sig mærke i hadet til Procias og folket her, for at have drevet hele hans omgangskreds over grænsen. Man var jo mørk et eller andet sted, og det kom jo også af en grund. Hvordan Maerimydra ville være, vidste han ikke, men det gjorde ham jo nysgerrig. Skulle han stole på rygterne, eller en kvinde, som igennem så mange år, havde været så højt hævet over alle andre? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han vendte de mørke øjne mod hende igen. "Skal jeg stole på en mørkelvers ord, eller stole på de rygter som går? En mørkelver har forladt Maerimydra for flere år siden, og har berettiget om en hel del," fortalte han. Valandil var hans navn. Carlisle havde ikke personligt mødt ham, men han var i bekendskab med nogen som havde, og derfor havde han taget den konklusion, at det skulle være et forfærdeligt sted at være.
Igen vendte han blikket ned mod nøglen, som han stod med i hånden. "Du ønsker virkelig at se den blå himmel og indånde den friske luft igen." Umenneskelige forhold var dette trods alt, og end ikke det, var noget som faldt i hans gode smag på noget tidspunkt. Hun var mørk.. lokkende.. Smuk. "Og du ved, at jeg ikke burde.."