I will never give you what you want

[Deleted]

At blive kysset på, som en anden affektion af tilfredshed, var ikke ligefrem hvad Carlisle var vant til, kunne man sige. Dog var det noget, som han godt kunne lide. Igen, hvem kunne ikke lide den slags? Selvom det slet ikke var noget i nærheden af, hvad han havde prøvet før. Det var vel det første møde for ham, med en mørkelver, og det første møde med deres skikke, foruden trusler om det ene og det andet. Han havde nemlig forståelsen for, at de var et ekstremt hårdt folkefærd, og han respekterede dem faktisk for det. "Jeg må beundre jer for jeres hovmod," sagde han denne gang. I hans optik, var det nemlig ikke noget andet end hovmod.
Nu hvor de skulle op og ud, så ville udfordringerne for alvor vise sig, og det vidste han godt. Hvis vagterne så dem, ville de have problemer. Han ville ikke mindst, da han også havde dronningens accept og tillid, og han i øjeblikket, brød den, som han aldrig nogensinde havde gjort det før. Var det underligt, at han et sted også havde det rigtig dårligt med det? Han bed tænderne svagt sammen, da de nåede toppen af trappen. Her gjorde han tegn til at hun skulle være stille. Han lyttede.. Han kunne høre de gik langs korridorerne.. Men lige hvor mange de var, kunne han ikke finde ud af. "Nu bliver det ekstra svært," sagde han denne gang.
Døren til kælderen, skubbede han kun en anelse op, og lige nok til at han selv kunne komme ud. Selve hallen var kun bevæbnet med to vagter: Dem ved døren. De ville nok også blive de sværeste at komme forbi. "To vagter ved døren..? Nogen forslag, som ikke involverer død?" spurgte han denne gang. Han gik ikke ind for den slags!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hovmodig? ”Styrke og vilje,” rettede Tatiana ham. Hun var ganske vidst mange overlegen, men det var fordi, at hun var den hun var. Hun var bedre end mange andre, som hendes træning havde lært hende at presse sig selv til det yderste. Hun stillede sig med op på det øverste trin af trappen. Hjertebanken havde hun ikke over situationen. Hun stolede på sine egne kundskaber, og vampyrenglen var formentligt heller ikke helt uduelig at have med sig. Der var jo nogen del vampyr i ham. Hun kiggede ham over skulderen, så hun kunne se ind af den smalle dørsprække. To vagter.. Kaldte han det for svært? De to kunne være overstået på et splitsekund. ”Barnemad,” rettede hun ham igen. Imens han havde blikket på døren, førte hun langsomt sine hænder bagover. Her fik hun i stilhed fat i sin langbue og to pile. Smuk var langbuen, som den var sunget til og derfor kunne den ikke bare knække. Bagefter havde hun selv skåret diverse elversætninger ind i den, så man ej var i tvivl om dens ophav. Pilene lagde hun på stengen. Hvilken fantastisk fornemmelse. Hun rynkede brynene ved hans ord. Et forslag der ikke omhandlede død? Hvad ville ideen være i det? At være sød? Svagt var det, men det var vel englen i ham der bad dem om at handle i venlighed? ”Nej,” hviskede hun direkte. Jo, hun vidste, hvordan man undgik at dræbe. Dette fandt hun dog ikke aktuel, da hun kun undlod at dræbe, hvis hun skulle indfange vedkommende og torturere dem.. Det havde hun intet behov for i denne situation. Vagterne her havde intet brugbart at fortælle hende. Derudover galt det om at komme ud. ”Jeg kan gøre det på et splitsekund. Jeg kan ramme dem i hjertet, uden de nogensinde når at finde ud af det. Det vil igen være et syn, som du aldrig har set før.”

[Deleted]

To helt forskellige verdener, var hvad de kom af, og selvfølgelig kunne dette også godt mærkes. Carlisle vendte derfor blikket mod hende. Hun følte, at hun kunne overkomme det hele? Det var uden tvivl, hvad han havde svært ved at forestille sig. Han bed tænderne svagt sammen. "To helt forskellige verdener," sagde han denne gang. Tanken morede ham et sted, men det var derimod meget lidt, som han kunne gøre ved det, som det stod lige i øjeblikket.
To vagter, men derfor behøvede man da heller ikke at ende deres liv! Det var overhovedet ikke, hvad Carlisle var ude på. Uskyldige var de, og de udførte kun deres opgave, hvilket han slet ikke ønskede, at straffe nogen som helst for i det hele taget. Han vendte derfor blikket mod Tatiana atter en gang. Hvordan hun kunne tænke på den måde, begreb han overhovedet ikke. "Jeg ønsker ikke, at du tager liv, for at genvinde din frihed, Tatiana," fastholdt han denne gang med en mere hård stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Hans blik faldt til vagterne. Selv disse var jo blandt dem, som havde lukket ham ind og accepteret hans tilstedeværelse, og det skulle de bøde med livet for? Nej! Det kom slet ikke på tale! "Vi skal finde et andet alternativ," tilføjede han denne gang. Ikke behøvede de at tage liv, for at komme på den anden side af disse porte!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Fra to forskellige verdener kom de fra, og nu ville Tatiana lukke ham ind i sin. Blid var han helt, som han sagde, at hun ikke skulle tage liv for sin friheds skyld. Ikke var det en tankegang hun forstod sig på.. Det var heller ikke en tankegang, som han ville se i Maerimydra. ”Det er enten mig eller dem,” sagde hun kort for hovedet. Dog valgte hun at sænke sin bue. Hun kunne sagtens dræbe vagterne, men problemet med det var, at vampyrenglen åbenbart ville vende sig imod hende i given fald. Det var noget, som hun endnu ikke kunne risikere, for ej vidste hun, hvad der gemte sig på den anden side af slottet. Måske var der ingenting, og måske var der et virvar af fanger og fælder.. og ikke ville hun indespærres igen, når hun var så tæt på friheden! ”Du får chancen for at lokke dem væk. Hvis ikke de flytter sig tilnærmesvist hurtigt, vil jeg skyde dem ned. Hvis det beroliger dig vil de ikke lide, og chancen for en anden skæbne ville de have haft,” sagde hun bestemt. Jo, han kunne holde dem beskæftiget, imens hun tappede dem for nok kræfter, så de blot besvimede.. men om hun ville? Nej. Det var som at bruge sine kræfter på noget … godt i hans øjne, og ikke skulle hendes evner forpurres med at uskadeliggøre folk for at beskytte dem! Hun havde desuden ingen grund til at beskytte dem. De ville ikke være bleg for at dræbe hende, hvis hun udgjorde en trussel, så hvorfor skulle hun være bleg for at dræbe dem? Det gjorde jo blot at man stod som taberen! En tankegang, som procianere særligt holdt kært.

[Deleted]

Carlisle ville ikke lade hende tage vagternes liv, kun for at genvinde sin egen frihed igen. I det tilfælde, ville han hellere end glædeligt, føre hende tilbage til kældrene! Det var også nu, at han ville finde ud af om der reelt set var bare lidt godt i hende. Selv vidste han nu, at det var en barsk fortid hun måtte have, siden det var i de baner hun måtte tænke, men meget lidt, kunne han gøre ved det lige i øjeblikket. Han kneb øjnene svagt sammen. "Så må vi finde et andet alternativ," sagde han denne gang. Han ville ikke lade hende slå nogen ihjel!
At hun sænkede buen, var derimod en tanke, som gjorde Carlisle ganske tilfreds. Det kunne han da have med at gøre, langt bedre end alt det andet, som hun havde lagt for dagsordenen. Hvad var det for et folk, der slog ihjel, bare fordi at de var til stede? Den tanke kunne han ikke klare! "Meget vel," sagde han denne gang, hvor han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, og så mod vagterne. "Vent her," afsluttede han. Han trådte selv frem, og puffede døren op. At han var på slottet, var folk efterhånden kendt med, så at der stod en vampyr midt i forhallen reagerede de knapt på. Automatisk søgte han hen mod disse, for at føre en lavmælt samtale. Oprigtig og professionel opførte Carlisle sig, og inden længe havde vagterne sænket deres lancer, og trak sig fra deres poster ved døren, hvor de søgte ned igennem forhallen og væk. Derfra vendte Carlisle sig mod døren til kælderen. Der var nu fri bane!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Meget for et andet alternativ var Tatiana ikke, men for nu gav hun vampyrenglen en chance. Hvis han ville have det på sin måde, måtte han selv forsøge sig frem, og hvis ikke han klarede det, ville det foregå på hendes måde. Det lød ganske fair i Tatianas ører.. også selvom, at hun så sin ide som den bedste. Tavst blev hun stående på det øverste trappetrin alt imens, at han søgte ud i hallen til vagterne. Nøje holdt hun øje med ham fra døråbningen. Tanken om, at han ville stikke hende nu, skød da igennem hende.. De var trods alt ikke i Maerimydra endnu, og derfor var hans loyalitet endnu ikke helt sikret. Buen og pilene pakkede hun derfor ikke væk endnu.. Hun holdt det fremme i tilfælde af, at han skulle stikke hende, eller hvis hans plan skulle fejle. Det hele syntes dog at gå, som vampyrenglen ville have det. Desværre.. Hun savnede nu et godt mord. ”Meget vel, kæreste,” lød det blot fra hende, som hun trådte frem fra sit skjul. Det var også først nu, at hun lagde pilene tilbage i sit kogger og førte buen om bag på ryggen igen. Parat holdt hun sig dog endnu, som hendes hånd fandt tilbage til hendes sværds skæfte, så hun til hver en tid kunne trække sit sværd. Var det underligt, at hun længtes efter at føre det igennem en eller andet? ”Hvilken vej tager vi herfra?” spurgte hun ham direkte. Hun kunne sagtens finde frem til hoveddøren, men om det var den sikreste vej, tvivlede hun stærkt på. Det var vel mere sikkert at tage en køkkenindgang? De var nemlig stort set aldrig bevogtede. Desværre vidste hun bare ikke, hvor hun kunne finde sådan en. Slottet her kendte hun nemlig ikke.

[Deleted]

Carlisle var måske meget alternativ i sin egen måde, at gøre tingene på, og det gjorde han også af en grund. Han ønskede ikke mord på samvittigheden, da han frem til nu, havde formået at leve, uden at skulle tage andres liv. Hans blik faldt kort til hendes skikkelse, inden han søgte ud. At snakke med vagterne, var efterhånden så naturlig en del af hans liv her på stedet, og det havde det også været, før det royale skifte, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes, så ingen tvivl om det der.
Vagterne forlod stedet, og lod derfor Tatiana træde frem. At stikke folk i ryggen, var nu heller ikke en ting, som Carlisle gjorde sig i, og det ville han nok aldrig nogensinde komme til. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Selve vejen til Maerimydra, var han ikke kendt med, da det i forvejen var meget få, som i det hele taget, kendte til stedets beliggenhed, så der havde han også brug for hendes ekspertise. "Jeg foreslår, at vi tager ud i stalden, og finder nogen heste. På dem, kan vi hurtigt passere grænsen til Manjarno og videre mod Dvasias," svarede han denne gang. Det var umiddelbart det, som i hans øjne, gav mest mening. Særligt nu hvor hun i forvejen var halt. Han skubbede den ene dør op, så de kunne komme ud. "Gården er aldrig særlig bevogtet. Ikke i den her tid." Han kendte smutvejene over gården, hvor de ville vække mindst opsigt. Han søgte derfor ud, hvor han vandrede tæt langs buskene op af den høje slotsbygning. Staldene lå jo ikke langt derfra.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Vampyrenglens metode var bestemt ikke en metode, som Tatiana nogensinde ville finde brugbar. Dog lod hun ham for nu, og indtil videre var de da ikke blevet angrebet, og ikke var der blevet slået alarm. Heldigvis. Hun behøvede bestemt ikke at få hele slottet på nakken! Klokkerne ville dog højst sandsynligt ringe, når det gik op for slottet, at deres fange efter mange år var forsvundet.. ”Glimrende,” sagde hun tilfredst. Heste ville både være en god ide i henhold til hendes halten og en hurtig flugt. ”Vi bør tage staldens hurtigste heste.. For at være helt på den sikre side, bør vi slippe de andre heste løs. På den måde er vi sikre på, at vi ikke bliver forfulgt før om mange timer.” Hun vidste, hvad hun talte om. Derfor burde han også lytte til hende.. Snart ville han dog ikke have noget andet valg end at lytte til alt, hvad de sagde. Hun fulgte med ud i gården. Så elegant, som hendes halten tillod hende at gøre det. Det sveg en smule i det, men så snart de fik sadlet deres heste, kunne hun holde sig i ro. Uimponeret så hun sig omkring i slotsgården, som de listede omkring buskene. Der var jo ingen.. ”Med den naivitet er det et held, at I ikke er blevet angrebet,” bed hun mærke i. Det var jo uhørt, at de ingen beskyttelse havde! Dog var det kun til deres fordel. Langs buskene gik hun, hvor hun kunne se, hvordan en mindre bygning tårnede sig op. Selv regnede hun det for at være staldbygningen. Ingen hestes prusten kunne hun høre, men det var vel blot fordi, at de sov tungt? Usædvanligt var det højst sandsynligt også, at de blev reddet på denne tid af døgnet.

[Deleted]

Ikke havde Procias nogen grund til at vogte om deres grænser i samme forstand, som de havde haft førhen, da alle mørke væsner, var tvunget over grænsen. Man kunne vel sige, at flugten fra slottet, var det nemmeste, hvor udfordringen ville komme, når de nåede grænsemuren, hvor bemandingen uden tvivl ville være en helt anden. Flugten på hest, var derimod det som selv Carlisle anså som det mest brugbare lige nu, og særligt fordi at hun haltede og nok havde mere ondt, end hvad hun gav udtryk for, og det kunne uden tvivl også godt mærkes, som det stod lige i øjeblikket. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Det var også hvad jeg tænkte." Han havde nok ikke lige tænkt, at de skulle tømme stalden for heste, men hvis det gav dem en fri ryg, om ikke andet, så for en stund, så var det også hvad de havde brug for.
Carlisle begik kriminaliteter i øjeblikket. Han havde faktisk en kende svært ved den tanke, for han havde jo aldrig gjort noget lignende før! Dog måtte han jo erkende, at det var spændende.. forbudt og ulovligt. Han kunne et sted godt lide det! Det var nok vampyren som slog mere igennem her, end hvad godt måtte være i den anden ende, men hvad kunne han da gøre ved det nu? "Vi har endnu ikke nået grænsen. Der bliver den svær," sagde han denne gang.
Stalden nåede de hurtigt, hvor de trak ind. Dyrene var der jo ingen som vogtede om. "De kongelige heste, står bag her," fortalte han. De fineste, største og stærkeste af dem i deres store bokse, hvor de også var dækket med tæpper, for at holde varmen. Han lukkede dørene ind til stalden efter dem, så de kunne få dette ordnet i fred og ro.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tilfredst nikkede Tatiana. Han var begyndt at lytte. Så langt, så godt. Det ville måske kunne høres og ses, at alle hestene stak af, men det var bedre end at vagterne kunne nå at sadle dem, og ride af sted efter dem. Tatiana sneg sig med ind i stalden. Uden tvivl et prægtigt sted. Hun kunne derfor konkludere, at hestene blev plejet langt bedre, end hvad hun var blevet igennem den seneste tid. Dog kunne man sige, at hun havde levet fyrsteligt ved siden af en mørkelvisk fangekælder. Døren lod hun ham lukke efter hende, hvor hun dernæst også tog sig friheden at tale i et normalt toneleje igen. ”De fleste barrierer har et svagt punkt. Du må vide, hvor grænsemuren er svagest bevogtet,” sagde hun sigende. Der måtte være et hul. Det kunne være, at de skulle ride en omvej på flere timer, men hvis det var det der skulle til, havde de intet valg. Det gjaldt desuden bare om at forlade Procias hurtigst muligt. Når det kom over på den anden side, var de i et helt andet kongerige. Tatiana søgte ned til de kongelige heste. Her søgte hun hoppen, som det for hende måtte være den prægtigste ganger. Det kvindelige køn. Smuk var den uden tvivl, og helt hvid, hvilket uden tvivl var en kliche, når de var i lysets land. Det var bestemt ikke som hendes egen hoppe der var sort som natten. ”Skynd dig at sadle din hest,” lød det kort fra hende, inden hun slog slåen til boksen op. Nysgerrigt kiggede hoppen på hende, hvor den prustede blidt til hende. ”Vedui a’meldriel,” hilste hun hoppen, samtidig med at hun lagde hånden mod dets bløde mule. Tryg syntes hoppen helt at være ved dette, hvilket fik hende til at fortsætte. Tæppet trak hun af den, inden hun måtte tage dens sadeltøj fra staldgangen.

[Deleted]

Hvorvidt om Carlisle lyttede, fordi at hun ville have det, kunne man derimod diskutere, for han gjorde dette, fordi at han havde lyst til det, og ikke fordi at han følte sig tvunget til noget. Det var uden tvivl dumt at sige, for han var sin egen så langt. Det var ikke noget, som hun til nu, havde formået at tage fra ham, og ikke var det noget, som hun ville få lov til.
Stalden var et smukt syn. Hestene var meget velplejet, og de manglede så sandelig heller ikke noget. Han vendte sig mod hende. "Det forekommer ikke ofte, at jeg er i nærheden af grænsemuren," fortalte han direkte. Han havde ikke været i nærheden af den.. ja, i endelige tider. Han brød sig ikke om det, da han selv havde været bange for, at vagterne ville spotte ham, og jage ham over, så om han var en hjælp lige på den front, kunne han desværre ikke sige endnu. Den mørkebrune hingst, søgte hand derfor til, som hun søgte til hoppen. At hun søgte til sit eget køn i dyret, kom af en sjov grund, slet ikke bag på ham. Han fik selv tæppet af den, og fandt sadel og det, fra staldgangen. Uden besvær, fik han sadlen op på ryggen, hvor han spændte den under maven. Tøjlerne, grime og alt, fandt han efterfølgende, og fik på plads på dens hoved, inden han kort strøg den over mulen. "Klar?" spurgte han denne gang, hvor han vendte sig mod hende. Hesten slog med halen. Den var i hvert fald klar til at søge over jorden.. Carlisle var spændt. Hvad kunne han forvente af denne ulovlige udflugt?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sadeltøjet hentede Tatiana, hvilket fik hoppen til at slå let med halen. Uden tvivl spændt på det ridt, som den blev bragt med ud på. Skønt det var tre år siden, at hun sidst havde redet, huskede hun bestemt, hvordan det hele fungerede. Sadlen smed hun op på ryggen af hoppen, inden hun spændte den til, så den ikke ville glide rundt, som hun satte sig op. Det næste var trensen, som hun beklædte dets hoved med, hvor hun smed tøjlerne op over halsen. ”Du har måske ikke været der så ofte, men en del af landet har du været, og derfor må selv du have hørt en ting eller to,” endte hun sigende med at sige. Tøjlerne tog hun om, så hun kunne trække den hvide hoppe ud af boksen. Døren gik hun ikke straks over mod, som hun derimod passerede hver en boks på vejen. Her åbnede hun dem alle, så alle hestene nysgerrigt begyndte at kigge frem og skridte med ud. ”Lad os komme af sted,” medgav hun. Selve døren til stalden åbnede hun op igen, så friheden lurede frit på den anden side. Der var endnu fri bane. Den raske fod satte hun dernæst i stigebøjlen, så hun ikke skulle støtte på sit dårlige ben, som hun svang sig op i sadlen. Et lille smil lurede på hendes mund. Dette var, hvad hun havde ventet på.. og utroligt nok havde hun fået mere med sig, end hvad hun havde regnet med. Hælene satte hun i siden på hoppen, så den satte i en øjeblikkelig trav. Nu gjaldt det blot om at komme væk så hurtigt som muligt! Energisk travede hoppen af sted, hvor hun ville sætte den i galop så snart de var ude af gården. Bag hende fulgte staldens andre heste lystigt med. Også de var klar på lidt natlig eventyr.

[Deleted]

Uden tvivl var Tatiana vant til at begive sig omkring heste og dyr i sin helhed, hvilket var noget som selv Carlisle havde den største respekt for. Ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for. Han selv gjorde hesten klar, som uden tvivl så forvirret til. Ikke var det typisk dem, som plejede at være omkring staldene, og særligt ikke på denne her tid. Sent var det jo trods alt, men hvad.. Sådan var omstændighederne nu for denne gang.
"Jeg hører meget, men om det kan omlægges i praksis, er hvad jeg er uvis om," fortalte han denne gang, hvor han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun åbnede samtlige bokse, og lod hestene være fri.. Hvad skulle han da forvente af dette? Han selv tog pladsen på hingstens ryg, hvor han tog i tøjlerne. Det var mange år siden, han sidst havde redet, og særligt på den her måde. Han vendte blikket mod hende. "Så er det nu," sagde han denne gang. Han satte hælene i siden på den smukke hingst, som straks satte igang. Den løb ud af boksen og direkte ud i det åbne i den store og massive slotsgård. Vagter var der stadig ikke at se, men han vidste, at de var der. Øjnene kneb han svagt sammen. I mørket så han jo lige så godt, som et hvert andet væsen gjorde højlys dag. Han styrede mod portene, som selv var åbne. Det var sjældent de var lukkede. Han skyndte sig direkte igennem portene, med den forventning om, at hun var med. Her stod vagterne også. "Hey! Kom tilbage! Fangen er undsluppet!" udbrød de i munden på hinanden, inden de trak våben.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Det er vores eneste mulighed at lytte til disse rygter,” svarede Tatiana kortfattet. De var nødt til at handle. De kunne ikke bare afvente, som de derimod hurtigst muligt måtte søge grænsemuren. De skulle nemlig nå grænsemuren, inden det nåede dem, at fange var på flugt, og at en af deres egne deserterede. Energisk travede hoppen af sted, hvor den red af sted med høje og prægtige knæløft. Uden tvivl en kahli værdig. Ganske vidst var der højst sandsynligt en anden med titlen nu, men det måtte hun blot få lavet om på. Først red vampyrenglen ud af portene, hvor Tatiana selv kom lige efter. Som hun hørte vagterne og så, hvordan den sprang ind foran, satte hun hælene i hoppen, så den sprang an i fuld galop. Skrækslagen for hesten sprang den ene vagt til siden, mens den anden blev redet ned i et skrig. Hoppens tøjler holdt hun an, som den nu galoperede væk fra slottet, og med en horde af fri heste efter sig. Som de kom ud, begyndte disse dog at skille sig. Nogle galoperede til venstre.. andre til højre.. og andre ligeud. Hun drev sin hoppe op på siden af sin nyeste slave. ”Vi er nødt til at spore hestene hele vejen til grænsen. Når vi når den anden side, kan vi tage et hvil,” sagde hun med hævet stemme, som hun var nødt til at sikre sig, at han kunne høre hende midt i de buldrende hove. Bag dem ilede den uskadte vagt tilbage mod slottet for at slå alarm. Nødsaget var de dog til at indfange hestene igen, før de kunne sætte af efter dem. Det gav dem uden tvivl et lovende forspring. Særligt fordi at det så ud til, at de frie heste nød at få strakt benene helt uhæmmet.

[Deleted]

Rygterne måtte de holde fast i, om de ønskede at komme over grænsen, og gerne med livet i behold. Aldrig i sit liv, havde han været ude i en lignende situation af denne, og et sted, måtte han vel også finde tanken en smule skræmmende. Ved denne handling, vidste han godt, at han aldrig ville komme tilbage til Procias igen, som jo egentlig var det sted, som han var vokset op, og havde lagt mesteparten af sit arbejde.. kæmpet for deres tillid, og nu gjorde han dette? Lod en fange efter flere år, gå fri, uden egentlig at have nogen specifik grund til at gøre dette.
Lyden af hove og skrig, og råb, var alt sammen noget, som skar i Carlisles ører. Både fordi at det var højt, og langt højere, end hvad han egentlig brød sig om, men også fordi at han nu vidste, at de havde redet en mand ned. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle gå så vidt! Overhovedet faktisk! Han bed tænderne kraftigt sammen og vendte sig mod hende. "Denne vej," annoncerede han forholdsvis højt i stemmen, for at hun skulle kunne høre ham. Han tvang hælene i siden på hesten, som straks satte i en hrutig fat ned igennem grusstien. De ville have tid, da vagterne først skulle fange hestene ind, før de kunne komme efter.. og før de kom efter, ville de forhåbentlig være over muren, inden de andre vagter, ville få nogen besked.
Fast red de forbi skovene, hvor Carlisle denne gang valgte en direkte vej mod muren. Stedet var smukt, grønt og frodig, for det var jo trods alt lysets land. Turen mod muren, ville i forvejen tage dem noget tid, og det vidste Carlisle jo også godt. Han stirrede frem for sig. Koldt var her.. Han kunne mærke kulden bide, men ikke var det fordi han frøs. "Denne vej." Han drejede pludselig fra på stien, og søgte mere ind mod skoven og det tætte beplantede område for foden af bjergene. Det ville være den hurtigste vej til muren.