I will never give you what you want

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Det vampyren gjorde var at puste til askerne, så ild begyndte at opstå. Han fodrede Tatianas tanker, som han blev mere lun på tanken omkring, at Procias havde gjort ham uret. Han fodrede hende ved at blive i talen omkring Maerimydra. Han fodrede hende ved konstant at se ned til fængselsnøglen. Det gjorde uden tvivl, at hun så en åbning, men for ivrig måtte hun ej heller synes. ”Tænk, hvordan det må være at være et sted, hvor man var ønsket. Et sted, hvor man ønsker du bliver, og et sted, hvor din tilstedeværelse vil være værdsat. Maerimydra kunne være det sted,” lokkede hun ham sigende. En fri mand ville han måske ikke være i Maerimydra, men hans tilstedeværelse ville være ønsket. Ikke ville han behøve at skamme sig der.. medmindre han selvfølgelig ikke opførte sig vel og tilfredsstillede hende med de anmodninger, som hun måtte komme med til ham. ”Hvad du tror, er dit valg, men lyt til, hvad jeg har at sige. Jeg ønsker at vende hjem. Mørkelveren du taler om forlod Maerimydra.. Vedkommende flygtede ikke,” endte hun med at sige. At det var en mand der var tale om, og mere specifikt Valandil, vidste hun ikke. Det havde hun nemlig intet hørt om, som hun jo havde siddet her. Derfor tænkte hun, at han måtte tjene den nye kahli, indtil hun vendte tilbage til sin plads. Blikket tog hun ikke fra ham. End ikke som han så ned mod nøglen igen. ”Selv vampyrer ønsker at indånde den friske luft og være under åben himmel.. Der er vi mørkelvere ikke meget anderledes,” sagde hun ærligt. Særligt måtte hun ønske dette, som hun var vampyr. Hun levede i naturen. Ikke her. ”..Jeg vil ikke staffe dig få at lukke mig ud.. Jeg vil ikke lade nogen straffe dig for det,” sagde hun ærligt. Hun ville dog højst sandsynligt straffe ham for andre ting i fremtiden, men det ville også være fordi, at han ville gøre en fejl i forhold til hende.

[Deleted]

Helt præcist, hvad var det Tatiana var ude på? Han vidste, at han stod med det eneste, som kunne give hende sin frihed, i hans hånd. Han stod nemlig med nøglen. Nej, han ville bestemt ikke sige, at procianerne havde behandlet de mørke væsner oprigtigt og ordentligt, og hvad kunne man forvente? Et kort træk fandt vejen til hans ene mundvig. "Du forsøger virkelig at sælge mig den, Tatiana." Det morede ham lidt.. Et sted, var det vel en handling i ren og skær desperathed, efter at få lov til at komme ud igen?
Valandil havde måske forladt Maerimydra, men hvad han havde berettiget om, var da en ting, som var værd at tage med sig, ville Carlisle da mene. Et kort smil passerede hans læber. "Vedkommende havde nok sine grunde til at forlade stedet, Tatiana.. Og af hvad jeg har fået at vide og er kendt med, så er Maerimydra, et grusomt sted, for andet end kvinderne. Så fortæl mig, hvordan det hænger sammen." opfordrede han. Denne gang lagde han nøglen på stolen, og trådte selv tættere på tremmerne igen. Nu snakket de da. Ganske vidst ikke om det, som de burde snakke om, men hvad pokker.. Man kunne jo ikke just gøre noget ved det nu.
Hun ville ikke straffe ham for at lukke hende ud? Det gik han heller ikke ud fra, da han intet havde haft med dette at gøre. "Igen.. Hvilken grund skulle jeg have, for at lukke dig ud?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han søge en kende på sned og med et kort træk på den ene mundvig. Det var dumt. Det vidste han jo godt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Og du lytter,” pointerede Tatiana uden omsvøb. Han kunne ikke skjule for hende, at der bare var en lille fascination for hende og hendes folk. Slet ikke, som han nu også nærmede sig døren og endnu med nøglen i hånden. Selvfølgelig gjorde hun derfor, hvad hun kunne for at komme fri. Dog ville hun ikke sige, at hun løj for ham. ”Grusomt for udefrakommende, men ikke for os. Kvinderne bliver torturet som små. Det finder nogen grusomt. Vi ser det dog som en styrke. Et bevis for, hvad vi kan udholde, og det beviser jeg nu for jer. Mændene arbejder for kvinderne. Hvis de gør det godt, mærker de vores tilfredshed, hvis ikke mærker de vores disciplinering,” fortalte hun sandfærdigt. Her i landet vidste hun, at de havde fået en dronning på magten, og kun en dronning. Derfor var det en kvinde der styrede landet, ligesom i Maerimydra, så det kunne umuligt være et problem. Derudover kunne hun heller ikke se problemet i, at man blev belønnet og straffet efter, hvad man gjorde. Det gennemtrængende blik holdt hun på ham. Han havde uden tvivl et flot ansigt. Han var ikke mørkelver, nej, men stadig skulle han nok passe godt ind i hendes hus. Smilet hvilede endnu svag på hendes smalle mund. ”Du er fascineret. Det var én grund. Du vil få et liv, som de færreste udefrakommende kan drømme om. Det var to grunde. Du skal ikke længere gemme dig på grund af det du er. Det var tre grunde,” fortalte hun indbydende. ”Ønsker du, at jeg fortsætter?” Afventende forholdt hun sig. Meget andet kunne hun ej heller gøre, sådan som hun var indespærret i cellen her, og han var ude på gangen. Forhåbentligt ville det dog snart slutte, og hun ville igen bevæge sig frit!

[Deleted]

"Almen høflighed under en samtale," sagde Carlisle med en rolig stemme. Han blev dog stående. Et sted var han jo fascineret. Igen, var det jo heller ikke alle dage, at man havde muligheden for at føre en samtale med en mørkelver, som rent faktisk virkede til at gerne ville snakke med ham. Han lod hovedet søge en kende på sned.
Jo mere hun sagde, jo mere måtte det alligevel fascinere Carlisle. Det var så langt væk fra alt andet, som man kunne kalde for en typisk ting for dem, at være i nærheden af, og særligt når man var opvokset i et land som Procias. Han lod hovedet lyttende søge på sned. "I mine øjne, lyder det som et forfærdeligt sted, at opholde sig. Inge burde udsættes for tortur." Han gjorde det ikke. Han gik ikke ind for den slags - selv ikke som en vampyr. Han selv levede og nærede sig af dyr, som han fangede i skovene, og som ellers blev bragt til ham, når jægerne havde nedslagtet deres dyr til maden om aftenen. Han havde nok en meget alternativ måde at leve på.
Tatiana måtte jo have argumenterne på sin side, men han vidste derimod også, at han slet ikke burde gøre hende fri. Det var ikke hvad han var sat til. Han bed tænderne svagt sammen. "Du har talegaverne i orden, Tatiana. Jeg burde slet ikke gøre det, og det ved du," Nøglen lå på stolen.. Skulle han gøre det.. ? Eller vende om og gå, inden han blev for fristet til at gøre det.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Aha,” lød det tvivlsomt fra Tatiana. Dette var langt mere end høflighed. Det var fascination. Hvad var der ikke også at være fascineret af? Andre end mørkelverne selv var der til at berette om Maerimydra. Det var et lukket samfund. Dem der nærmede sig det blev enten skudt ned eller indfanget. Derfor kunne ingen heller ikke sige, hvor byen lå. ”Alle burde gennemgå tortur,” modsagde hun ham direkte. ”Det er et tegn på disciplin og styrke. Vil du vove og påstå, at det er ringe egenskaber at have?” Ikke tvivlede hun på nogen af sine ord, og derfor holdt hun konstant øjenkontakten med ham. Selv når han kiggede væk, kiggede hun fortsat på hans ansigt. Sandt talte hun altid. På godt og ondt for andres vedkommende.. og derfor betvivlede hun ikke sig selv. Når hun sagde, at hun ikke ville gøre ham ondt i forbindelse med, at han lod hende gå, mente hun det. Hvis hun derimod sagde, at hun ville skære hans fingre af, ville hun skære hans fingre af og kun det. Hun havde talegaverne i orden? Selvfølgelig havde hun det, når hun havde været højest rangerende blandt sit folk, og altid havde haft en værdig position. ”Og dog lyder det til, at du allerede har besluttet dig,” endte hun med at sige. Om hun var tilfreds? Selvfølgelig var hun det! Han skulle blot give helt efter. Åbne døren, lade hende komme ud, følge med hende. ”.. og med hensyn til mine talegaver, er det kun sandheden. Løgne er kun for de svage.” Sandt var det, at hun aldrig løj. Dog kunne hun stadig sige ting på en strategisk måde, så hun fremhævede mere end andet. Alle havde vel også sine egne midler, som de gjorde brug af? Hendes var blot gode.

[Deleted]

Ikke var det nogen hemmelighed, at Carlisle var fascineret. Som enhver anden, var han jo nysgerrig på, hvad der for ham, var ukendt, og det var der rigtig meget af Dvasias der var, da han havde været drevet fra det land, da han ikke havde været særlig gammel. Hovedet lod han denne gang søge på sned, hvor et smil passerede hans læber. Ganske kort endda. "Det er stærke og gode egenskaber at være i besiddelse af, ikke mindst, men disse kan opnås på andre måder, end igennem tortur," afviste han denne gang. På godt og ondt, var det måske en kompetence, som kunne opnås, men ikke ønskede han, at det skulle foregå på den måde, og særligt når det var, som det var lige nu.
Carlisle var i tvivl om, hvad han burde gøre, og ikke burde gøre, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Han lod hovedet søge en kende på sned. Om han havde besluttet sig? "Ikke at jeg vil påstå det," afviste han dog denne gang, hvor han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nøglen lå endnu pænt på stolen ved siden af ham, og udenfor hendes rækkevidde. Ikke turde han tage chancen, da han vidste, at hun ikke ville tøve med at gøre det, om hun fik den mulighed. "Du huer og hungrer for en frihed, som jeg ikke burde give dig.. som jeg ikke er fristet til at give dig.. Og du lyster at tage mig med til Maerimydra? På hvilket grundlag?" spurgte han denne gang. Øjnene kneb han i. Hun lokkede ham.. Men helt præcist til hvad?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tortur var vejen i Maerimydra. Ikke kendte Tatiana til andet, og ikke ønskede hun andet. En form for hjernevaskelse var det måske, men selv følte hun kun stolthed over sin race. Derfor ønskede hun heller intet ændret. Deres samfund havde desuden bestået igennem flere århundreder, hvor omverdenen derimod havde krakeleret. Omverdenen prøvede det ene og det andet og sejrede og tabt. Mørkelverne holdt sig til det ene, og altid bestod de. ”Ingen er ligeså effektiv som vores,” sagde hun kort for hovedet, som var sagen ikke til diskussion. Hvordan skulle han også kunne forstå nu? Han forstod endnu ikke, hvad samfundet indebar. At han ikke bare låste hendes celle op, nagede hende selvfølgelig. Hun kunne jo fornemme, at han var fristet af hende. Måske var der heller ikke så langt igen til springet? ”Hvis ikke du var det mindste fristet, havde vi ikke denne snak,” startede hun direkte med. ”Jeg ønsker at bringe dig med hjem, ja. Du virker som en fornuftig mand, og du er attraktiv af ydre.. Begge dele kan jeg bruge i mit hus.” Selv vidste hun, at hun fremførte sig på en anden måde end så mange andre, men det var nu engang hendes person. Enten irriterede det, eller også fascinerede det. Hendes hoved faldt på sned. Muligheder så hun skam. Både for sin egen frihed, og for ham som hendes slave. ”..Hvis du har tænkt dig at tage en beslutning, bør det være snart.. Du er vampyr, og derfor kan jeg regne ud, at det er aften eller nat. Hvis du slipper mig fri, har vi brug for nok tid til at komme herfra, så ikke vi bliver fanget igen,” endte hun sigende med at sige. Om det var forår, sommer, efterår eller vinter, vidste hun ikke. Derfor anede hun ikke, hvor mange mørketimer der var endnu.

[Deleted]

Tatiana kendte overhovedet ikke til Carlisle, og dette kunne han da udmærket godt mærke. Det morede ham et eller andet sted, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. Han lod hovedet søge på sned. Hun virkede virkelig opslugt på at skulle have ham med. Et sted, var det en tanke, som han selvfølgelig fandt beærende, og kun fordi at hun var så opsat på, at det var ham, som skulle med hende. Hovedet lod han søge på sned. "Det vil enhver da sige," afviste han denne gang. Han selv tog det nu ikke særlig tungt igen, for hvorfor skulle han?
Carlisle smilede kort for sig selv. Han nød dette måske en kende for meget. "Du dømmer mig for hårdt, kære Tatiana. Selvom jeg er vampyr.. Så kan jeg befærde mig udendørs, selv når solen er oppe." Det var ikke særlig behageligt, men han kunne godt, uden at brænde op. "Så på grund af mit ydre og min fornuft, ønsker du at bringe mig til et sted, hvor mænd nærmest agerer som byggesten og slaver for et samfund?" spurgte han denne gang. Han var nu alligevel nysgerrig. Rigtig, rigtig nysgerrig! Han så mod nøglen igen, som han denne gang tog i sin egen hånd. Han så mod den.. Meget tænksomt denne gang. Han burde ikke, og han vidste det jo også godt. Han fnøs kort. Det var ikke nu han skulle sættes i den form for dilemmaer!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Ja, men det er de færreste der har ret,” svarede Tatiana igen. Hun havde ret. Det var hun helt og holdent overbevist om. At han sagde, at han kunne færdes ude i solen, fortalte hende, at han var varyl. Hvad hans anden race var, kunne hun dog ikke umiddelbart gætte sig til. Hvordan skulle hun? Der var mange racer, som man ikke kunne kende forskel på. De eneste man kunne være sikre på var elverracerne, englene og vampyrerne. Alle andre racer lignede jo blot ganske almindelige mennesker. Kedeligt fandt hun det. ”Varyl altså.. Med hvilken blanding? Vampyren er tydelig,” sagde hun sigende. Rart ville det da være at vide, hvad man havde godt med. Det gennemtrængende blik fokuserede på ham. Også da han igen kiggede på nøglen og knugede om den. Han var fristet.. ellers havde han ikke været så tøvende i sine træk. Morsomt var det, men hvis han kom med hende, kunne han ikke længere betvivle hendes ord, som han gjorde nu. Hvis han gjorde, ville han for fremtiden blive straffet for det. ”Ja. Mænd er dog mere, end hvad du beskriver dem som. De arbejder ganske vidst under os kvinder, og det er os de skal adlyde, men de kan få mange forskellige jobs an på, hvilken kvinde de er under. En ikke højt rangerende mørkelvisk kvinde, har måske bare brug for en mandlig husholderske.. men en kvinde i min position har ikke kun mit hus til rådighed, men derimod hele samfundet,” fortalte hun ham. Hos hende kunne man blive andet end en husholderske, og det var en plads næsten alle mørkelviske mænd kiggede efter. Derudover var det en ære i sig selv at arbejde under en betydningsfuld kvinde. Sådan var det også i denne verden. Der var forskel på at tjene på et slot og i et lille hjem.

[Deleted]

"Det kommer nok an på, hvad man ligger i begrebet," fortalte Carlisle denne gang. Ikke var han en mand, af en tanke, som bare lod den ligge. Nej, han sagde den højt, som han oprigtigt elskede at debatere og få noget ud af tingene. Han sendte hende et kort smil. Hvad hans blanding bestod af, var noget, der som regel kom bag på rigtig mange andre, og særligt når han sagde det højt. "De fleste tror mig ikke, når jeg siger det.. Men jeg er en blanding af vampyr og engel," fortalte han denne gang. Det var en højest mærkværdig blanding, men her i landet, var det også en, som var kommet ham ekstremt godt til gode.
En mørkelver var et væsen, som han vidste, at han ikke burde stole på, og alligevel vakte hun ham en kæmpe fascination, og det var heller ikke noget, som han kunne undgå at bide sig fast i. Særligt, når det var denne her måde, at hun skulle præsentere det hele for ham.
Tanken om at skulle underlægge sig som en arbejder under en kvinde, var i forvejen en, som Carlisle havde svært ved. Okay, han var jo trods alt også vant til det modsatte, eller at man så hinanden som mere lige. Det var ikke just det indtryk, som han fik af mørkelvernes samfund. Dog måtte han jo erkende, at han var nysgerrig. Han rystede kort på hovedet af sig selv. "Hvad dit samfund er kendt for, er ikke videre positivt, Tatiana.. Så lad det komme an på en prøve." Denne gang stak han nøglen i låsen.. drejede den.. Døren var nu åben.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Spøjs var hans blanding uden tvivl. Vampyr og engel. ”Interessant. Vampyrer kan ellers eftersigende ikke holde tænderne fra den slags,” sagde hun direkte. Måske hans fader eller moder havde nydt at drikke småtårer af englen, og så forlyste sig med den bagefter? Ud fra, hvad hun vidste om vampyrer, var det uden tvivl en mulighed. Videre over det tænkte hun dog ikke. Han var resultatet af en vampyr og en engel, og det var det eneste hun skulle fokusere på. Smilet trak hun på ved hans ord. Tre år med indelukkethed og tortur, og nu drejede nøglen til frihed endelig! Tålmodighed var uden tvivl en dyd. ”Velkommen til dit livs eventyr,” sagde hun igen med de mørke indbydende undertone. En varyl. En engel og en vampyr. Det blev også en første gang for hende. Hun bøjede sig ned, hvor hun endelig stillede madbakken fra sig. Nu behøvede hun jo ikke længere at slå ham ud med den. Dernæst rejste hun sig til sin fulde højde, hvor hun endelig puffede døren op. Over for hinanden stod de endelig. Hvilken sødme.. ”Vis mig, hvor mine ejendele er gemt,” beordrede hun ham, som det første. Ikke tog hun af sted uden sine klæder og våben! Det eneste hun bar lige nu, var også kun et tyndt læderklæde over sin barm og underliv. Derfor var hun næsten praktisk talt nøgen. Hvor man ellers tænkte, at hun ville have styrtet væk, fordi hun havde været indespærret i tre år, gik hun derimod kontrolleret ud. Haltende var hendes ene ben, men stadig var hendes ryg rank, og hendes fremtoning yndefuld. Det havde de bestemt ikke knækket hos hende! Bestemt ikke nu hvor hun endelig var fri og kunne vende hjem til sit elskede folk.

[Deleted]

Carlisle elskede begge sine forældre, som han ikke havde været i tvivl om, at de havde elsket hinanden. Skæbnen havde bare ikke just været på deres side, kunne man sige, og det var nok også det, som han var mest ked af. Dog var det ikke noget, som man kunne gøre noget ved. "Kærlighed findes i alle former og størrelser," sagde han denne gang. Ikke fordi at han havde nogen planer om at blande sig i sine forældres kærlighedsliv, for det ville han bestemt ikke få noget som helst ud af.
Denne gang satte han nøglen i låsen. Velvidende om, at det som han gjorde, var så forkert, som noget overhovedet kunne være, så gjorde han det nu alligevel. Døren lod han gå op med en kraftig knirken. Hans blik hvilede denne gang intenst på hende. De var landsmænd.. de var begge dvasianere, også selvom han havde boet her mesteparten af sit liv. "Om det lever op til dine ord, såvel som mine forventninger," afsluttede han denne gang. Hun ville have sine klæder.. Den halten, var nu alligevel ikke noget, som han brød sig om at se hende med. "Skabet for enden af kælderkorridoren," forklarede han. Nøglerne hang han pænt på plads, inden han denne gang gjorde tegn til at hun skulle følge med. Vagter var der aldrig særlig mange af hernede, så det var vel bare at komme frem? Han førte hende ud af fangekælderen, og i stedet mod det rum, hvor fangernes personlige sager, blev opbevaret.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Kærlighed.. Ikke var det en følelse Tatiana kendte til. Aldrig var det noget, som hun havde følt. Hun kendte derimod til hengivenhed og respekt. Noget hun bestemt vægtede højere, da kærlighed var lig med svaghed! Hun havde set og hørt, hvad folk gjorde i kærlighedens navn og lige håbløst var det. Hans ord om kærlighed svarede hun dog ikke på. Snart ville han også selv glemme tanken om den.. Selvfølgelig medmindre, at han kastede sin på hende. Det gjorde nogle slaver nemlig.
Som han gjorde tegn til, hvor hendes ejendele måtte være, var hun ikke bleg for at følge med. Ganske vidst bevægede hun sig ikke optimalt, men hun gik da, og hun var fri, og når hun havde sine våben, ville hun nok engang være dødbringende. ”Perfekt,” sagde hun stille for sig, som han ledte hende ind i rummet med hendes ejendele. Tøvende var hun ikke, som hver en bevægelse hun gjorde var fuld af sikkerhed. Hun slog skabet til sine ejendele op. Der var de. Hendes elskede ting. Hendes røde læderdragt. Hendes lange støvler med hæl. Hendes klinge Valaniá. Hendes langbue. Hendes læderpisk. Hun trak på smilet. Tydeligvis tilfreds. Tid tog det, men buksedragten begyndte hun at tage på. Dragten i sig selv var i en del, hvor den med det samme klyngede sig til hendes krop, som hun tog den på. Det næste var korsettet af remme, som hun strammede stramt til. Det sidste var halsdelen, der var ekstra læderbeskyttelse der lagde sig om hendes hals og skuldre. Tøjet fungerede næsten som en rustning. Støvlerne trak hun på. For nogen syntes de ikke praktiske, som de var med hæl, men stadig kunne hun løbe hurtigere og springe højere med dem end de fleste. Sværdskeden spændte hun til sit bælte, så det hans ned ad hendes ene ben. Pisken placerede hun i en af remmene på låret. Buen og pilekoggeret placerede hun over den ene skulder og under armen, så det hvilede mod hendes ryg. Som en mørkelvisk kriger måtte hun endelig se ud igen. Fronten vendte hun nu mod vampyrenglen. ”Din loyalitet prises,” endte hun med at sige, inden hun lagde en hånd imod hans kind. Kold var den, men ikke påvirkede det hende spor. Frem mod ham lænede hun sig, som hun skænkede hans kolde læber et blidt kys. ”Vis nu vejen ud.”

[Deleted]

En pagt med djævlen, kunne man vel godt sige, at Carlisle havde skrevet, men selv han var ung, og havde brug for at opleve noget, andet end den tryghed. Han valgte derfor at vise en tillid til en mørkelver, som han vidste, at han slet ikke burde, men nu var det jo spændende, og hun havde alligevel formået at tale sin sag langt mere fornuftigt, end hvad han havde været forberedt på. Hvad der så ville ske derfra, måtte han jo så finde ud af.
Carlisle ledte hende til rummet, hvor alle hendes ting ville blive opbevaret. Det var jo heller ikke fordi, at man smed noget ud, for det havde de aldrig rigtigt gjort i her på stedet. Det var vel en god ting at sige? "Det hele skulle gerne være her," informerede han denne gang. At hun begyndte at klæde sig på, sagde han intet til. Det var dog en helt anden kvinde, som kom ud af det.. Men med det ben, var det vel heller ikke det mest optimale, hun havde gang i lige nu? Selv på trods af den engel, som var en lige så stor del af ham, som vampyren var, så var hans hud bleg og kold. Han stirrede direkte i hendes øjne. "Du er sikker på, at du kan bevæge dig ude med det ben?" spurgte han denne gang. Det var vigtigt for ham ,at hun havde det godt, og kom vel fra det.
At hun kyssede ham, havde han overhovedet ikke set for sig! Øjnene lukkede han let. Det havde han ikke oplevet længe. Skræmmende længe faktisk. Han sukkede svagt og nikkede så. "... Denne vej," sagde han. Et forsøg på at samle sig om ikke andet. Han viste hende ud af rummet og mod trapperne, der ledte op mod den store indgangshal. Her ville der være vagter.. De skulle derfor handle hurtigt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tilpas og som sig selv måtte Tatiana nok engang føle sig, som hun trak i sin dragt. Hjemligt føltes den helt, men det var primært også således, at hun så ud til daglig. Hun kunne nemlig ikke se ideen i flere beklædninger, når denne udstålede det hele perfekt. Den var et symbol på hendes dystre skønhed og magt. Den var hende. ”Jeg vil løbe på det, om det er mig krævet,” svarede hun ham kort for hovedet. Det var vel også svar nok? Om hun havde en pil igennem det, ville hun forsøge at kæmpe sig frem. At kysset hun sendte ham, chokerede ham, fornemmede hun skam godt, men ej reagerede hun på det. Det var nemlig hendes måde at fortælle ham på, at hun var tilfreds med ham. Det var intet ømt kærlighedskys. Kort var det derfor også, hvor hun dernæst gik direkte over til det praktiske. Nemlig at slippe ud. ”Før an,” sagde hun kortfattet, inden hun måtte følge ham. Smerten følte hun i foden, men ikke var det noget, som hun ikke havde prøvet før. Igen havde hun prøvet det, som hun måtte finde værre. Hans bevægelser fulgte hun, som hun bevægede sig op af trapperne. Hvor mange vagter der ville være på slottet, anede hun ikke, men heldige var de i og med, at de var de racer de var. Både mørkelverne og vampyrerne var nemlig utroligt let på fod. Hånden holdt hun alt imens på sværdskæftet, som hun var parat til at trække det i tilfælde af kamp. Hvis det kom dertil, ville hun nemlig kæmpe sig vej ud herfra! Ingen respekt havde hun for folket her.. og vampyrenglen ved hendes side, havde tydeligvis også skiftet side.