I will never give you what you want

[Deleted]

Det hele var nu henlagt i stilhed. Carlisle havde bare brug for et øjeblik, hvor han kunne sunde sig over, hvad der egentlig var sket. Hans blik faldt til hans skælvende hænder, som i sig selv, var præget af blod. Blod som ikke engang var hans eget. Hvad var det egentlig han havde lavet? Ikke ønskede hun at spilde tiden, og et sted, ønskede han jo heller ikke det samme. Nu hvor han vidste, at han i hvert fald stod til en fængselsstraf, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem, kunne man sige! Han ønskede at bevare sin frihed. Ønskede at bevare det liv, som han havde fået, og særligt nu hvor han vidste, at han risikerede alt, for det gjorde han jo!
"Giv mig et øjeblik," endte han denne gang mere sammenbidt, da hun kaldte hestene til sig. Han lukkede øjnene let for sig selv. Hvor var det egentlig ubehageligt at stå på denne her måde. Nu vidste han hvordan hans fader havde forsøgt at holde ham væk fra det, som han igennem så mange år, havde været så nysgerrig på. Og nu stod han her.. Var det samvittigheden som slog ind nu? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, om han skulle være helt ærlig. Langsomt gik Carlisle i knæ, hvor han tørrede blodet af sine hænder, i det fugtige græs. Grusomt var det.. Aldrig havde han været udsat for noget lignende. Det i ansigtet fjernede han.. Af hvad han kunne mærke om ikke andet. Han vendte sig derefter i retningen af Tatiana. Han søgte tilbage til hingsten. Hans øjne var endnu røde, og han var noget anspændt, end hvad han tidligere havde været. Han tog om tøjlerne, inden han svang sig tilbage på hingstens ryg. Ikke sagde han så meget som et ord.. For nu, var han næsten også fristet til at ende hendes liv.. Og så alligevel ikke. Det ønskede han jo trods alt ikke.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Selv kunne Tatiana regne ud, at Carlisles forhold til vampyren var dårligt. Han var vel blevet forbudt at udleve den del af sig? At han havde brug for at samle sig, forundrede hende derfor ikke. Dog håbede hun ikke, at englen i ham tog over nu, som hun ikke kunne bruge hans samvittighed til noget. Der var desuden intet at have dårlig samvittighed over. Grænsevagterne havde været fjender, og fjender måtte udryddes. Tøjlerne tog hun godt, som hun sad på hoppens ryg igen. Selv kunne hun føle, at hendes ben var overanstrengt, og at det var tre år siden, at hun sidst havde været i kamp, men ikke lod hun det vises. Svag var hun nemlig ikke, og hvis der var noget, var det bare at bide i det sure æble. Opmærksomt fulgte hun Carlisle med blikket, som han kom tilbage. Noget sammenbidt var han ganske vidst, og med blodrøde øjne.. Gad vide, om han var en af dem der kun blev tilbudt dyreblod og aldrig menneskeblod? Det var han sikkert.. Ved hende behøvede han det dog ikke. Bed hende kunne han få den rigtige slags. For at han blev fodret, krævede det dog, at han gjorde det godt hos hende. Hun lod ham stige op på hingsten. Ikke havde han mere at sige? Det var da en nyhed.. Hælene satte hun let i hoppens side, så den begyndte at skridte. ”Lad os komme hjem,” sagde hun roligt, som hun var helt uden sorg og skyld over, hvad der lige havde foregået. Det gennemtrængende blik vendte hun frem for sig, som hun nu lod hoppen krydse grænsen. Endelig.. Frihed..

// Out

[Deleted]

Vampyren havde Carlisle aldrig oplevet som en del af sig på den her måde, og derfor var det vel også næsten.. skræmmende, hvilken effekt, det måtte have på ham? Ikke at det var en reaktion, som han havde forventet i det hele taget. Særligt ikke på den her måde. Samvittigheden nagede ham, men han vidste, at han heller ikke rigtigt kunne gøre noget ved det nu. Det var hvad.. 5-6 mand, som lå døde for deres fødder nu, og uanset hvad han gjorde, kunne han intet gøre ved det.
Derfor søgte Carlisle tilbage til Tatiana i stedet for. Ikke sagde han så meget som et ord. Ikke brød han sig om den måde, denne situation havde udviklet sig på, men det var derimod også meget begrænset, hvad man kunne gøre ved det nu. Hjem... Det var hans hjem, han i øjeblikket vendte ryggen, da han endnu ikke vidste, hvad det var, han søgte i retningen af, og særligt nu hvor han søgte med hende til Maerimydra. "Vis vej," sagde han denne gang, hvor han selv tog pladsen på hesten, og satte hælene i siderne, inden den selv søgte videre efter Tatiana. Hans krop sitrede stadig af reaktion og påvirkning af, hvad han nu havde været udsat for. Ubehageligt havde det nemlig været på alle måder, men hvad..Måske at det bare var på tide, at åbne op for den side af sig, og bare anerkende, at den var der?

//Out