I will never give you what you want

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ej brugte Tatiana tid og energi på at tale yderligere. Hun lyttede derimod til hans instrukser og fulgte dem. Selv var hun nemlig ikke landskendt i Procias. Hvad hun primært kende var ruten til skovelvernes skjul, og den rute kunne hun ikke herfra, men derimod fra en bestemt side af grænsen. Øjnene måtte hun knibe en anelse sammen i mørket, som det uden tvivl var anderledes at være ude igen. Særligt fordi, at det faktisk var sent efterår, og derfor også en smule koldt! Køligt var det i hvert fald særligt imod hendes bare ansigt, som vinden og kulden var hæmningsløs der. I baggrunden kunne hun nu svagt høre, hvordan klokkeren måtte lyde. Et tegn på, at hele slottet nu vidste, at deres fange havde flygtet, og med af deres egne mænd. Forrådt sit land havde manden ved hendes side, og for det vidste hun også, at han nu ikke havde noget andet valg, end at komme med hende. Ind over sin hoppes hals lænede hun sig, så vindmodstanden var mindst mulig. Det gjorde, at hoppen kunne holde et hurtigt og fejlfrit tempo. Hoppen fulgte i al hast efter hingsten, hvor den uden tvivl blev noget mere opmærksom på ruten, som de drejede fra stien, og tog det vilde ridt inde i skoven. Hælene satte hun på et tidspunkt i siden på hoppen, som hun anede en busk forude. Kraftigt satte den af, så den tog springet hen over den grønne busk, inden den landede på jorden igen og fortsatte galoppen. ”Hvor langt vil der være til bestemmelsesstedet?” kaldte hun i mørket. Ikke måtte det slå fejl! Nu kunne hun i sandhed fornemme friheden sødme! Hun kunne mærke vinden i håret.. Den kølige, men friske luft i lungerne.. Det ville uden tvivl være en skam at blive slæbt tilbage til en celle nu.

[Deleted]

Carlisle var en landsforræder.. Hvorfor kunne han ikke lide klangen af de ord i hans ører? Han bed tænderne kraftigt sammen. Uanset hvad, var det for sent for ham, at gøre noget som helst ved det, hvilket ikke just var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Uanset hvor meget han ville håbe på, at han kunne gøre noget, håbede han da kun på, at det, som hun viste ham, ville være det værd, også for hans vedkommende. Ellers ville han da godt nok blive frygtelig skuffet!
Carlisle søgte igennem det lille skovområde. Dette var uanset langt fra skovelverne, så dem vidste han også, at de ikke ville møde her. Chancen for det, var i hvert fald frygtelig, frygtelig lille. Han så sig alligevel om, og var meget opmærksom på, hvad der skete rundt omkring dem, da han selv ikke ønskede at løbe nogen former for risiko, dersom han ellers kunne blive fri for dette. "Muren vil være et par timers march i den retning." Han slap tøjlerne, og pegede lige frem for dem. Klokkerne lød. Inden længe, ville vagterne være på vej fra slottet af - i søgen for dem begge. Carlisle skammede sig tildels over at have gjort, hvad han havde gjort, men nysgerrighed og dvasianeren i ham, havde budt ham til at gøre, hvad han nu gjorde. Hælene satte han igen i siden på hingsten, som satte i galob henover det skæve og stenede terræn. Han fortsatte frem.. lå nærmest nedover hesten, for ikke at blive ramt af blade, grene og andet, som de passerede undervejs.
Inden længe, nåede de også Bayanad bjergene. Rundt omkring bjerget her, og de ville være ved grænsen. Han sukkede let. "Grænseovergangen på den anden side her, er mindst bevogtet.. af hvad jeg har ladet mig fortælle," fortalte han sandfærdigt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ligesom vampyrenglen lå Tatiana også ned over halsen på sin hoppe. Både så hun var i sikkerhed, og så hoppen kunne galopere hurtigst muligt af sted. Selv kunne hun høre, hvordan hoppen hev mere efter vejret end ved start, men ej lod hun den hvile. Hun kunne ikke risikere at blive fanget igen! Desuden, hvis hun først tillod hoppen at trappe ned, ville den nok slet ikke gå igen. Fugtig var dens klare pels derfor også blevet, som sved begyndte at vise sig på dens krop. Hun lyttede til hans ord. ”Hvis grænseovergangen er bevogtet, vil jeg gøre mit for, at vi bliver lukket ud,” advarede hun ham. Hvis der stod nogen i vejen for dem, ville hun dræbe dem. Det var det sikreste at gøre. Ikke kun for hende, men derimod også for ham. Aldrig havde hun hørt om et sted, der tog vel imod landsforrædere.. og en forræder var han jo nu i deres øjne. ”Du er mindst ligeså meget i fare, som jeg er nu.” Det kunne vel også næppe være en god ide at være en landsforræder og halv vampyr på denne side af grænsen? Selv var hun i det mindste bare en fjende. En fjende der alligevel ikke havde bragt dem noget, som hun intet havde fortalt dem. Langs bjergets fod drev hun hoppen. Småsten fløj til alle sider, som hovene bankede ned i jorden og lavede solide fodaftryk. Diskret var deres flugt nu ikke, men det var også fordi, at de var i et land hvis grænse skulle krydses, inden grænsen blev lukket helt ned. Hvis ikke de havde skullet det, ville hun have foreslået, at de havde redet langs åen, så vandet kunne skule hovaftrykkene og lugten. Lige nu ville en blodhund nemlig kunne opsnappe dem.

[Deleted]

Ikke brød Carlisle sig særlig meget om denne situation, og særligt fordi, at han lige nu i dette øjeblik, havde kostet sig selv sin ophold i Procias. Det sted, som igennem hans liv, havde været hans hjem, også selvom det havde været et hårdt sted for ham, at opholde sig i det hele taget, men hvad kunne han gøre ved det? Muren ville uanset være meget skarpt bevogtet, uden at han kunne gøre noget synderligt ved det. Et sted, var det vel også bare en uheldig situation? Ikke noget, som han kunne gøre noget ved nu. Derfor måtte han også bare føre det direkte til døren, fordi at han ikke rigtigt havde noget andet alternativ. "Her er jeg bange for, at vi ikke kan undgå, at det skal koste liv," sagde Carlisle oprigtigt. Tanken i sig selv, brød han sig ikke om, men lige lidt, var der for ham at gøre ved det.
At han var lige så eftersøgt som hun var, vidste han godt, og den tanke alene, gjorde det bestemt heller ikke bedre. Han bed tænderne svagt sammen. "Det her har kostet mig alt det, som jeg har kæmpet for i Procias," sagde han dog. Han fortsatte dog blot på hesten, og førte den frem mod grænseovergangen. Ganske rigtigt.. I det fjerne, kunne man se faklerne af de forbipasserende. Det var først her, at han valgte at stoppe sin hest op. "Og hvad er planen?" spurgte han denne gang, hvor han vendte blikket mod hende. Nu var det nok lidt mere hende, som var på hjemmebane, end hvad han var.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Passende var det, at han nu sandede, at liv måtte gå tabt til fordel for dem. Det var en tankegang der klædte ham langt bedre end den anden. De kunne nemlig ikke gå pænt over til grænsemuren og bede vagterne om at flytte sig, nej. De ville ikke opgive uden kam, og derfor måtte de svare lignende tilbage. Det blev dog ordene omkring, at han havde mistet alt i Procias, som hun svarede på. ”Landet var ikke det værd. Du blev ikke værdsat i den sidste ende, og nu er du her med mig,” endte hun direkte med at sige. Ikke skulle han fortryde sit valg. Der ville nok komme de dage, hvor han hadede hende i Maerimydra, men han ville få et liv der. Hoppen begyndte hun at holde an, som fakler kunne begynde at anes i det fjerne. Grænsemuren.. og den var bevogtet. Hoppen holdt helt an ved siden af hingsten, hvilket helt fik den til at pruste træt. Beroligende lagde Tatiana sin hånd imod dens hals. Den gjorde nu et godt arbejde. ”Hvis du havde medbragt en bue, kunne vi have dræbt dem på afstand. Hvis jeg ene kvinde skyder, vil jeg måske nå at dræbe to, inden resten gemmer sig og skyder tilbage.. ellers kan vi gøre det, at vi sniger os ind på dem og tager dem i nærkamp. Jeg med mit sværd og du med dine tænder,” fortalte hun stilfærdigt. Ikke talte hun, som var det et ubehageligt emne. Det kunne nærmere lyde som om, at hun drøftede, hvilket sæt tøj hun skulle tage på i dag. Blikket holdt hun på grænseovergangen. Der måtte snart tages en beslutning. Her kunne de nemlig bestemt ikke blive hængene. Hvis hun havde haft flere kræfter end det hun havde, kunne hun havde brugt sin mørkelviske magi på at manipulere med naturen, men ikke anså hun det for at være en mulighed, når den havde ligget i dvale i tre år.

[Deleted]

Carlisle havde netop vinket farvel til alle de muligheder, som han havde haft i Procias, for det liv, som hans fader havde kæmpet for, at hele familien skulle have. Det var nok bare ikke gået efter hensigten, kunne man sige. Nu stod han jo så der med en mørkelver, og han vidste bestemt ikke om det var en fordel eller en ulempe, som det stod lige netop nu. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun stod der ved hans side. "Og jeg må endnu finde ud af, om det er en god, eller om det er en dårlig ting," sagde han denne gang. Til nu, kunne man jo kun sige, at det havde forårsaget problemer for dem, men ikke var det noget, som man kunne gøre noget ved af den grund.
Langsomt så Carlisle i retningen af muren. Han vidste godt, at de ikke havde særlig meget tid, men hvad pokker kunne han gøre? Han sukkede kort. Han kunne bruge tænderne? Han var på ingen måde, trænet i noget, som mindede om kamp eller strid, for hvorfor skulle han da begå sig i den slags? Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg er overhovedet ikke i noget, der minder om kamptræning. Jeg er en rådgivers søn." Denne gang steg han af hesten, og stillede sig i stedet for, ved siden af den. Han holdt endnu om tøjlerne. Det var jo et fint og pragteksemplar af slagsen, så det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt. Han lagde hovedet på sned. "Så hvad foreslår du?" spurgte han denne gang. Tid her, var ikke hvad de havde mest af trods alt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nej, Carlisle vidste måske ikke endnu, om han havde taget den rigtige eller forkerte vej, men om end havde han valgt. Bundet til Tatiana var han nemlig nu, og det var ej et bånd, som man som sådan kunne bryde igen. Det var nemlig mere eller mindre uhørt, at en mørkelvisk kvinde satte en mand fri igen. De tilhørte jo dem, og venlighed var ej en følelse, som de var vokset op med. Hendes gennemborende blik hvilede på grænsen foran dem. De kunne for fanden ikke blive her og trille tommelfingre! Hvis de gjorde det, ville de blive indfanget, og så ville hende hårdere straf end før vente dem. "Arh.. Carlisle," endte hun med at sige. Det måtte være ham. Jasons søn. Det vidste hun da alligevel om prociansk historie. Sin hoppes tøjler og sadel greb hun om, som hun ligesom Carlisle sprang ned af sin hests ryg. Nu kendte hun da hans navn. Nu var det ikke blot vampyrengel længere. Skuldrene rullede hun let med, inden hun greb om sværdets skæfte. Det føltes nu engang godt igen at lukke sine fingrer omkring det. Sværdet drog hun en anelse, så man kunne se det glinsende stål. Hånden førte hun over til det skarpe klinge, hvor hun snittede håndfladen mod den. Ikke en mine foretrak hun, som det rubinrøde blod begyndte at danne en boble fra det nyligt snittede sår. Dæmpet sukkede hun, inden hun rakte Carlisle sin hånd og lod sværdet falde helt tilbage i dets skede. "Her.. Drik det. Mænd har en tendens til at tage en sjus, inden de drager i kamp. Det skulle give dem fornyet mod.. Dette burde have den samme virkning på dig," sagde hun direkte, hvor hun holdt sit hånd mod ham som et tegn på, at han intet valg havde. Hvilken vampyr ville også sige nej til den fristelse? Friskt rindende blod. "Kamptræning eller ej, så burde dine instinkter tage over. Jeg tvivler også på, at disse tilnærmelsesvis er de bedste krigere, som jeg har stået overfor. De er sikkert skravlet, siden de er placeret herude.. Så se at komme i gang, medmindre du vil tilbringe resten af dine dage i en celle eller en kiste." Tålmodig var hun ikke.. Den tålmodighed var blevet opbrugt i fangekælderen. Nu ønskede hun blot at komme væk herfra, og derfor kunne han ikke stille spørgsmål til hendes formaninger!

[Deleted]

Carlisle vidste, at han uanset nu, ikke ville være i stand til at vende om, så hvorfor ikke bare få det bedste ud af det, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det? Han bed tænderne svagt sammen. Havde han taget det forkerte valg, ved at hjælpe hende ud af sin kattepine og tilbage mod Dvasias? Havde det været et forkert valg, rent faktisk at indvilge i at tage med hende? Det var lidt det, som han havde svært ved at finde ud af, og faktisk kunne han ikke rigtigt finde ud af det lige nu. Han så mod hende, som hun sagde hans navn. Var det først nu, gået op for hende, hvem han egentlig var? Ikke at han tog det særlig tungt, så lang tid, at hun ikke dømte ham på det. Faktisk var det noget af det vigtigste lige nu, kunne man da sige. Han spændte svagt i kroppen, inden han atter rettede sig op. Faktisk måtte han jo erkende, at denne følelse, som han stod med, faktisk var en kende ubehagelig.
Den pludselige duft af blod, gjorde det nu heller ikke ligefrem meget bedre. Faktisk var det vildt ubehageligt, da han som regel afstod menneskeblod. Kun på grund af det liv, som han havde haft. Han lod hovedet søge på sned.. Tænderne løb i vand. Det duftede jo.. himmelsk og ikke mindst direkte fantastisk! Han steppede mod hende med rolige skridt. "Jeg håber godt nok, at du ved, hvad det er du tilbyder mig, Tatiana," sagde han denne gang med en hård stemme. Hans blik gled mod hende. Han førte hendes hånd til hans læber, hvor han lod tungen fange det blod, som kom frem. Øjnene lukkede han. Sjældent forekom dette ham. Virkelig sjældent! Næsten som det trickede det indre væsen i ham. Han spændte svagt i kroppen.. En brummen brød hans læber.. Inden han mere grotesk gik til værks, for at fange, hvad han nu formåede at få fat i. Han kunne ikke få nok!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana stirrede blot på Carlisle med sit gennemborende blå blik, som han spurgte, om hun vidste, hvad hun lavede. Selvfølgelig vidste hun det! Så snart de kom ud af dette gudsforladte land, ville han også finde ud af, at man ikke skulle stille den form for tvivlsspørgsmål til hende! Hun vidste, hvad hun lavede. Altid. Ellers ville hun ikke gøre det. Kølig var hele hendes mimik, som hans kolde hånd greb om hendes. Noget intimt var der uden tvivl over dette, som det var hendes blod han skulle drikke. Hun vidste, hvad blod gjorde ved en vampyr. Særligt under bestemte situationer. Rolig var hendes hjerteslag, som han først kærtegnede hendes rift med tanken, inden han begærligt begyndte at drikke. Det lignede jo helt, at manden intet havde fået i århundreder! "Så så, kæreste," sagde hun med en advarende undertone over hans glubskhed. Hånden rev hun derfor hårdt til sig, da det jo kun havde været ment som en appetizer. "Vend nu din sult mod de mænd der bevogter grænsen. De mænd der fordømmer din art. Dem der vil fængsle dig, hvis de skulle få muligheden," sagde hun pirrende. Det lignede jo helt, at blodet havde været sagen for ham. Smilet trak hun koldt på. Fronten vendte hun nu imod den mørke hingst og lyse hoppe. "Dartha si," bad hun dem. Bliv her. Hånden lagde hun dernæst mod sit sværds skæfte. Hendes blik gled ligeså til grænsevogterne, som hun hurtigt og yndefuldt begyndte at snige sig i deres retning. Nu havde Carlisle blot at følge trop! Dog stolede hun på hans vampyriske side. Han som person kendte måske ikke til kamp, men vampyren i ham kendte til nedslagtning.

[Deleted]

At være sammen med en mørkelver, var stadig meget nyt for Carlisle, og derfor vidste han ikke hvad han kunne tillade sig, og ikke kunne tillade sig, hvilket han selvfølgelig godt kunne mærke den dag i dag. Han vendte blikket mod hende.. Bare smagen af hendes blod, var i særdeleshed fantastisk, og han kunne jo ikke gøre noget andet, end virkelig at elske det! Han sukkede næsten nydende, hvor han tog det til sig, som hun gav ham lov til. Meget var det trods alt ikke, men det var en smagsprøve, nok til at vække det indre monster i ham, som han igennem hele sit liv, havde kæmpet, for at holde i sig, udelukkende for at undgå disse frygtelige situationer. Ubehageligt var det jo, og det var det på alle tænkelige måder.
Hestene blev stående, for det var et væsen, som hun nu valgte at tage sig af. Hans blik faldt til vagterne. Om dette ville gå, var nok noget, som han ville finde ud af, men han var da mere end villigt til at gøre det, hvilket vel også var tydeligt. Tænderne blottede han svagt. De ville fængsle ham, om de fik muligheden for at gøre det, og det vidste han godt. Han knyttede næverne let, inden han selv lod blikket fare over området. Det her, var ikke lige, hvad han var vant til at færdes i, kunne man sige. Han lod hovedet søge svagt på sned, hvor han tydeligt kneb øjnene sammen. Han brummede kort, inden han denne gang søgte mellem buske og krat, for at komme tættere på. Her viste han sig, fra hans mere lydløse side.. Den mere vampyriske, som bestemt heller ikke ønskede, at blive fængslet og tæmmet. Øjnene røde.. et monster nærmest ude af kontrol.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Pirret var Carlisles blodlyst. Det var det som Tatiana havde ventet på. Ej kunne hun nemlig bruge hans blide side til noget, som hun havde brug for fri passage. Fri passage til at flygte fra landet. Hun havde nemlig allerede brugt mere tid i landet, end hvad nogen burde gøre. Derfor var det også kun på tide, at Carlisle endelig blev luftet. Af sted sneg hun sig. Skønt hun haltede noget på den ene fod, så hun stadig mere yndefuld ud end et normalt menneske. Lav holdt hun sig, alt imens hendes skridt var hurtige, men allerhøjst velplacerede. Tættere kom de langsomt på. Hun kunne nu ane, at det måtte være tre mænd der var tale om. De største mænd var de heldigvis ikke. Igen blev hun bekræftet om, at det måtte være ”udskuddet” der var blevet placeret på denne kant af grænsen. Det blå blik vendte hun kort tilbage mod Carlisle. Hun nikkede bekræftende til ham. Det var nu. Igen så hun frem for sig. Ganske tæt på stod der nu en mand med ryggen til hende. De planlagde vel ej heller, at de ville blive angrebet fra Procias’ side.. Sværdets skaft tog hun strammere om, som hun langsomt hævede klingen fra dets skede. Det var på tide, at den kom hjem. Solidt placeret i en mands hjerte. Ingen varme viste sig på hendes ansigt. Kun et glimt i det gennemborende blik, og på den smalle mund. Det pirrende ved et mord og et godt slagsmål. Hurtig var hun derfra. Bagfra greb hun om mandens skulder, inden hun piercede hans ryg. Et rallende gisp forlod mandens læber, som sværdets spids viste sig på den anden side af ham på brystet. Det var gledet lige igennem hans hjerte. Sit raske ben hævede hun, så hun kun stod på sit dårlige, som hun leverede et solidt spark mod mandens ende, så han fløj fremover, og så klingen gled ud igen. Krigerisk sprang hun frem mod sit næste offer. ”Vi bliver angrebet!” lød det.

[Deleted]

Måske Carlisle skulle have fortalt, at han slet ikke vidste, om han kunne styre og kontrollere den brændende lyst, som meldte sig, når han fik menneskeblod? Der var jo en grund til, at han igennem stort set hele hans liv, havde valgt at holde afstand til det, og hans far havde gjort det samme. Han bed tænderne kraftigt sammen. Bare lyden af de mange hjerteslag, som han pludselig var omringet af, rev brutalt frem i ting i ham, som slet ikke burde være, men hvad kunne han da gøre ved det? Tænderne bed han derfor fast og kraftigt sammen, inden han selv søgte tættere på. De kom tæt nok på, til at være omkring vagterne. Den ene foran ham, tog han fat om nakken på, hvor han kraftigt vred, så manden knapt ville ane, hvad der skete, før han faldt direkte i jorden, med en knækket nakke.
Det var med en kraftig sitren i Carlisles krop. Et sted.. burde de vel bare fjerne de vagter, som ville være i vejen for, at de kunne komme over grænsen og søge videre igennem Manjarno, for at komme til Dvasias, for han gik da stærkt ud fra, at det måtte være der, at Maerimydra, måtte holde til, og det var der, at mørkelverne ville befinde sig. Han blottede tænderne denne gang. Bare duften og lyden. Det var jo mere end nok til at drive ham til vanvid mens i den forstand, at det rent faktisk var svært for ham, at styre og kontrollere den evige trang, som han nu måtte sidde igen med.
Manden der skreg op, ville meget hurtigt fortryde det! Carlisle sprang hurtigt frem, hvor han lukkede sine næver om mandens skuldre, hvor han denne gang satte tænderne direkte i hans hals, hvor han straks gav sig til at tage den næring, som han kunne få ud af manden. Inden længe måtte manden bukke under af afmagt og afkræftelse.. Og kort efter, var han død.. Først der, slap Carlisle det faste greb om ham. Nærmest krampagtigt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Berusende var det hele at dræbe en mand igen. At føle stål imod kød. Hvordan det let piercede kroppen og dræbte. Carlisle syntes helt at have det på samme både. Bare med hænder og tænder. Det var også noget, som Tatiana ikke kunne gøre. Jovist hun var fysisk stærk, og godt vidste, hvordan man rev nakken over på en person, men aldrig ville hun kunne gøre, hvad en vampyr kunne. I teorien kunne Carlisle bare rive armen af en af mændene hvis det var. Krigerisk sprang hun frem. Der var kun to tilbage. Stål mod stål sang mod hinanden, som Tatiana hamrede sin klinge mod en af vagternes. Nu vidste de, hvad der foregik, og nu var de parate. Dog burde det stadig være en smal sag for Carlisle og Tatiana. I forhold til vagterne var de nemlig ej stive af skræk, chokerede over det pludselige angreb, og sørgende over de mistede mænd. Elegant dansede hun næsten omkring, som hun snurrede rundt for at hugge efter vagtens side. Hurtigere var hun end et almindeligt menneske, og derfor havde vagten ikke tid til at angribe. Han havde kun tid til at parere slaget med en anstrengt grimasse. Hvor var det dog tilfredsstillende igen at bringe sveden frem på andre folks pander! Koldt smilede hun. Igen snoede hun omkring, hvilket fik en gurglende lyd til at lyde. Hun havde skåret halsen over på sin modstander. Blodet sprøjtede, alt imens blod indtog hendes modstanders mund. Tilbage i en rank stilling gled hun, som hendes modstander faldt ned på knæ, inden han sank helt omkuld i græsset. Det var uden tvivl en tilfredsstillelse igen at dræbe! Det syntes desuden at være det samme for Carlisle. Derfor lod hun også ham ende den sidste mands liv. Inden fem minutter ville de også have krydset grænsen!

[Deleted]

Ikke lignede det Carlisle at handle eller reagere på denne her måde, men skræmmende naturligt føltes det som, nu hvor han var blevet drevet derud, hvor man vel snildt kunne sige, at han mistede kontrollen over sig selv. Den mand, som han havde taget livet af, ved at knække nakken, havde ikke set det komme, og den som han nu også var hoppet på, var blevet gjort mere tør, end Saharas ørken. Lyden af skrig og klinger lød omkring ham. De havde slet ikke været forberedt på dette angreb. Det var da uden tvivl kun til deres fordel, for det var en farlig ting, som de havde gang i, for øjeblikket, og det vidste Carlisle jo også udmærket godt. Han kneb øjnene fast sammen, som han rejste sig op. Blod havde han nu om læberne og ned af hans hænder, uden at det egentlig rørte ham synderligt. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget andet, end at elske at have det på den her måde. Aldrig i hans liv, havde han følt sig så fri, som det han gjorde nu!
En kraftig brummen kom fra ham.. en form for hvæsen, da hans blodrøde øjne faldt til den sidste vagt, som stod.. Resten lå døde omkring dem. I sin egne panik, valgte vagten at vende om og løbe. Det dummeste, som han kunne have gjort. Hurtig, som kun en vampyr kunne være det, var Carlisle lige bag manden, hvor han atter tog fat om mandens hals og nakke og vred. Et kraftigt knæk måtte derfor lyde, inden manden faldt og kurrede henover jorden, uden at røre sig mere. Carlisle lukkede øjnene let. Det sitrede og skævlede i hans krop. Vampyren var så meget fremme, som den aldrig havde været det før. For ham, var det jo direkte.. ubehageligt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Alt imens Carlisle stak efter den løbende vagt, satte Tatiana sig på hug. Ikke værdigede hun de døde noget blik eller nogen tanke. Den blodige klinge lod hun løbe hen over græsset, så den blodige stålklinge malede græsset rødt. Hvilket smukt syn. Man kunne vel næsten sige, at hun var en kunstner der kun malede med rødt? Ingen anger følte hun over dem, som hun havde dræbt. Hvorfor skulle hun dog det? De havde været i vejen for hende. Op på benene stillede hun sig igen, så hun kunne føre sværdet hjem i skeden igen. Det var også først nu, at hun tillod sig at se, hvordan Carlisle sprang på vagten ved at knække nakken på ham. Det klædte uden tvivl den mand at agere sådan. Det måtte vel også være en frihed for ham? Endelig at følge sin natur. ”Tag det blod du vil have, men skynd dig tilbage.. Der er ingen grund til at spilde et sekund længere på denne tid af grænsen, når vores passage nu er fri,” kaldte hun gennem natten. Hun havde været fanget i dette land i tre år. Nu trængte hun til at komme hjem igen. Efterhånden syntes det desuden også, at Carlisle trængte til det samme. Ryggen vendte hun til begivenhederne, så hun i stedet stod med fronten mod hestene. To fingrer førte hun til læberne, som hun piftede efter dem. I retur kunne man høre et vrinsk lyde igennem mørket, efterfulgt af hovslag. Svedige var begge heste, men de skulle nok få båret dem over grænsen og lidt ind i Manjarno, hvor de så kunne hvile. ”Dygtig pige,” sagde hun roligt, som hoppen stoppede op foran hende og lod sig klappes. Selv kunne hun mærke, hvordan det sydede i benet, og derfor var hun ikke bleg for at springe op på hesteryggen igen.