Now... Let's begin!

[Jared Imaricha]

@valentina

---

Den store have. I sin tid, havde den været en skønhed, selvom det dog ikke var tydeligt, eller synligt længere. I Jareds øjne, var det en skam. Appolyon havde igennem de sidste mange år, været forfalden, og nu hvor han havde fået magten fra Faith, var det på tide, at få gang i det hele. Få et samarbejde op med den dæmoniske skole. Han stod jo trods alt for finanserne, og han ville også vide helt præcist, hvad det var han støttede op om.

Jareds gang var rolig og fattet. Hænderne pænt foldet over ryggen. Der havde engang været træer her.. En smuk og frodig have. Nu var det hele så forfalden og glemt af tid og sted igennem de sidste rigtig mange år. Han fandt det virkelig som en skam. Som barn havde han leget på stedet her. 
Et kort træk fandt vejen til hans mundviger, som han denne gang stoppede op. Det var massive fakler, som holdt stedet oplyst, men siden at det tydelige og store fællesskab var styrtet direkte i grus, var der virkelig mange ting, som han måtte tage fat i. Det var bare.. hvor mon man skulle starte? "En skam.." var alt som passerede hans læber. En skam, at Faith havde ladet det forfalde så meget. Havde hun været så meget gravlagt i Kimeyas skød, at hun ikke havde set, hvad det havde kostet dæmonerne i længden? Han kneb øjnene svagt sammen. Så mange ting at lave.. så få timer i døgnet. Hvor skulle han da starte?

[Deleted]

En ny æra for vampyrerne var begyndt. Gudske tak og lov for det! Længe havde Valentina været af den mening, at dæmonerne trængte til en ny leder, og nu havde de heldigvis fået en. Ikke ligefrem den, som hun havde regnet med, men nok om det.. Selv havde hun nemlig i sin tid opildnet Lucifer Jaceluck til at indtage sin adoptivmoders plads. Noget der ikke just havde gået vel, som hun havde set til, som den fyrige dæmon havde mistet fæstet og var blevet bandlyst for Appolyon. Ikke just, hvad hun havde håbet på. Nu havde de dog en helt anden leder. Jared Imaricha. Ikke just en ukendt mand. Hvad han var kendt for, var hun dog ligeglad med så længe, at han blot førte dæmonerne frem i lyset! Det var det eneste der betød noget for hende.. Dæmonernes fremgang.
Tavst betragtede Valentina sin races nye leder, som han vandrede rundt i de underjordiske haver. Ikke henvendte hun sig til ham, som hun kendte sin plads i samfundet. Hun var hverken rig eller havde en høj titel, og derfor kom hun ikke i hans kredse. Ikke, at hun ikke ville.. Hun ville forgude en høj plads i sin races samfund! Lige nu var tiden dog ikke til det, som hendes evner ikke var på sit ypperste endnu. Ganske vidst var hendes mentaldæmon utroligt udviklet, men perfekt var den ikke endnu, og så var der også isdæmonen, som hun endnu gik og døjede med. Derudover var hun pt også blot en spion for den højstbydende kunde.
Blikket tog Valentina bort fra Jared igen. Ikke ville hun stirre, skønt han uden tvivl interesserede hende. I stedet lod hun overvejende blikket falde hen over haven. En skam.. Ja, selv hun havde nået at se, at haven havde været mere værd engang. Det var dog ikke kun den underjordiske have her i Appolyon der skulle plejes, men også selve folket. Faith havde på sine gamle år nemlig ikke gjort meget for at holde på racen. En skam. Hun havde nemlig hørt, at Faith engang havde været en af de største kvinder. Noget, som hun desværre ikke rigtigt havde fået oplevet.

[Jared Imaricha]

Endnu havde Jared rigtig mange løse ender, at tage fat i, og det var svært for ham i det hele taget, at finde ud af, hvor han skulle starte. Faith var her ikke, som han ellers havde håbet på, for han havde ladet hende gå fra det hele med livet i behold. Det havde reelt set, været det eneste, som han havde været fast besluttet på i forhold til det, at han havde taget over. At han jo så ikke havde fået tingene helt som han gerne ville have dem, var jo ikke noget, som kom bag på nogen. Det var jo bare typisk Faith at reagere på denne måde!
Selv var Jared klar over, at han ikke var alene. Ikke at det var noget som rørte ham som sådan, for det var der jo heller ikke nogen grund til. Han gik bestemt ikke ud fra, at der var folk derude, som ønskede at gøre ham ondt. Han stoppede op. Det var en skam, at haven ikke var mere prægtig, end hvad den var lige i øjeblikket.. Og deraf også det dæmoniske sammenhold, som engang havde været så stort, prægtigt og tydeligt, at folk flest, rent faktisk havde misundt dem, for hvad de havde haft!
"Du behøver ikke gemme dig i skyggerne.. Det har dæmonerne nu gjort for længe.. Kom frem," sagde Jared kort for hovedet, som han denne gang, vendte blikket i retningen af denne kvinde. Hans egen mentale dæmon var yderst veludviklet, og derfor vidste han også, at han ikke var alene. Dertil vidste han nu også at den sensuelle dæmon i ham, også kunne tale en smule imod. Hver ting til sin tid. Nu var han mere nysgerrig på, hvem der holdt sig omkring ham, uden at komme frem.

[Deleted]

Ikke overraskede det Valentina, at Jared vidste, at hun var der. Hun vidste nemlig, hvad han var. En mentaldæmon.. og selvfølgelig også en sensueldæmon. En blanding ligesom hende. Personligt måtte hun dog mene, at hendes var bedre, da hun mente, at være isdæmon var det mere funktionelt end en sensueldæmon. Alt i alt havde de jo bare lettere ved at få folk med til køjs, og på det punkt kunne mentaldæmonen egentligt klare en del. Let trak hun på smilet. Et næsten legende smil på de rosa læber. Hun måtte godt træde frem, og derfor var det i sandhed også, hvad hun havde tænkt sig at gøre! ”De har ret.. Dæmonerne burde ej gemme sig, men ligeså ved jeg også, hvad der er ret, når man ser en mand eller kvinde af stand,” begyndte hun roligt, alt imens hun trådte frem mod ham. En smuk ung kvinde var hun. Ingen tvivl om det. Der havde hendes afdøde forældre gjort det godt. Ungdommelig måtte hun være at se på, som livet var at se i de nøddebrune øjne, og som kropsformerne endnu sad, som de skulle og som hendes ansigt var helt rent. Løst hang hendes mørkebrune hår, så hun så indbydende ud. Derudover bar hun en enkel sort kjole der sad tæt til overkroppen, ingen lange ærmer havde, og som gik løst til ned over knæene. Mere behøvede hun ikke, som hun ej kunne fryse takket være isdæmonen i hende. Derudover færdedes hun ikke decideret udenfor lige nu og her, så at pakke sig ind var komplet unødvendigt. ”Et tillykke er vidst på sin plads,” sagde hun høfligt. Ikke befandt de sig på den samme samfundsmæssige stige, og derfor tiltalte hun ham også, som hun burde. Det var også derfor, at hun ikke bare havde gået over til ham til en start.

[Jared Imaricha]

Ikke var der nogen grund til at dæmonerne begyndte at skjule sig for Jared. For ham, var det derimod vigtigt, at dæmonerne atter kunne træde frem som den ædle og stolte race, som de skulle have været. Lyden af hendes stemme, indikerede, at det var en ung kvinde som han nu måtte befinde sig i selskab med. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod.
Jared rettede sig op, hvor han denne gang lod blikket falde til hende. Uden tvivl en meget smuk kvinde, og af hvad han kunne fornemme på hendes fremtoning, så vidste hun det. Tungen strøg han kort over sine læber. "Ej er der nogen grund til at vi skal fortsætte med at befinde os i det skjulte," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede afmålt i retningen af hende. Hænderne foldede han over ryggen. Hun lykønskede ham rent faktisk? Det var noget som passede ham mere end fint! "Jeg takker," sagde han med en rolig stemme. Hvordan han skulle gribe sagen an, var det, som han nu skulle finde ud af. I den forbindelse, havde han da håbet lidt, at Faith ville blive her, for sagen var jo, at han havde brug for hende her. "Og hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han videre. Fuldstændig afslappet. Han var åben overfor sin race. Han ønskede jo at føre dem frem i lyset, og derfor skulle de ligeledes også stole på ham, og det var uden tvivl en tillid, som han ønskede at kæmpe for i den forstand, at det rent faktisk var ham muligt at gøre det. Hovedet lod han søge på sned. Uden tvivl en smuk kvinde. Det var ikke noget, som han kunne undgå at lægge mærke til.

[Deleted]

Dårlig havde Faith været for dæmonerne i den tid, som Valentina havde levet. Derfor havde hun længe tænkt én ting. At en anden skulle komme og gøre krav på pladsen. At den person endelig var kommet, glædede hende derfor kun. Dog kunne hun ikke sige, at det var denne her mand, som hun havde ventet at se på pladsen. Ligegyldigt var det dog. Han havde slået den ”store” Faith Jaceluck, og det måtte betyde, at han var den bedste. ”Jeg er enig,” sagde hun ærligt. ”Jeg glæder mig til at følge Dem og se, hvad De kan og vil udrette for racen.” Grav alvorlig var hun på det punkt. Alligevel glimtede hendes nøddebrune øjne legesygt. Ufatteligt nysgerrig måtte hun dog også være, som hun fik muligheden for at tale med den nye leder. Hvordan han var, vidste hun endnu ikke, men umiddelbart virkede han mere interesseret i sit folk, end hvad den forhenværende leder havde været. Faith havde nemlig haft de helt forkerte interesser.. Hun havde mænget sig for meget med de forkerte racer, og udelukket de højerestående. Noget hun rent faktisk kunne sige højt nu, uden hun ville få kappet sit hoved! Nysgerrigt søgte Valentina tættere på Jared. Kun for at stoppe få meter fra ham. Han havde jo givet hende tilladelse til det. Hendes hoved søgte en kende på sned, så det lange mørkebrune hår gled til siden. ”Burde det ikke nærmere være, hvad jeg kan gøre for Dem?” svarede hun roligt igen. Jo, hun havde mange ting, som hun ønskede sig. Ting, som han som leder kunne gøre noget ved, men selv vidste hun godt, at det ikke bare var noget man plaprede løs om. For dæmonerne ønskede hun dog, at de nok engang blev den største og mest frygtede race. For sig selv ønskede hun, at hun kom frem i det dæmoniske samfund. Dæmonerne var jo, hvad hun åndede for.

[Jared Imaricha]

Jared ville ej kalde Faith for en dårlig leder, men derimod en, som havde haft for mange bolde i luften til, at hun ville kunne håndtere det hele på en gang, hvilket også var grunden til, at han handlede på den måde, som han gjorde. I forvejen vidste han, at dæmonerne var skeptiske. Selv vidste han, at han havde meget at leve op til, men af den grund, så ønskede han, at have dæmonerne i ryggen! Det var direkte vigtigt for ham, at han havde dem i ryggen. "De lægger pres på mig, kære frøken," sagde han med en rolig stemme.
At denne unge kvinde kom tættere på ham, var nu heller ikke noget, som Jared sagde noget til. Han havde jo trods alt, selv givet hende lov til at gøre lige præcis dette. Hvad hun kunne gøre for ham? Det kunne være mange ting, men det var ligeledes også vigtigt, at det var noget, som han kunne give dem igen. Han rettede sig op. "Hvad De kan gøre for mig?" Jared rystede let på hovedet. Det var slet ikke sådan, at han ønskede at have tingene. Overhovedet faktisk. Han lod armene søge over kors. "Fortælle mig, hvad en dæon i Appolyon forventer og kræver af sin leder," sagde han denne gang direkte. Det var vel et sted at starte? For ærligt, så synes han at det var svært at rydde op efter en leder, som knaot havde været til stede. Ikke var det underligt, at dæmonerne ønskede og krævede noget nyt.

[Deleted]

At Valentina lagde pres på Jared, havde hun intet imod. Det var også sådan, at det skulle være. At være leder skulle nemlig ikke være et arbejde, som man skulle kunne klare sovende. Det skulle være et arbejde, som man var stolt af og kæmpede for! ”Vil De da ikke sige, at det er et pres at være fungerende leder?” spurgte hun roligt. Hvis han sagde nej, var han ikke den rette. Desuden var han også dum i så fald. I så fald var det vel også kun æren af at være højtstående, som han ønskede sig? Noget hun ikke kunne bruge til noget.. og hun skulle nok få tingene, som hun ville det før eller siden. Faith var jo kommet væk. Det nøddebrune blik holdt hun på Jared, som han syntes at fundere over hendes ord. Var det nogen skam, at hun nød, at hun formåede at overraske den nye leder lidt? Måske det også kunne gavne hende, hvis han blev imponeret af hende. Blikket vendte hun for en stund bort fra ham, så det kunne ligne, at hun tænkte over hans ord. Ikke, at hun gjorde det, da hun allerede havde svaret. En taktik var det derfor blot, som hun vidste, at det ikke gavnede at være for frembrusende. ”En dæmon kunne forvente, at du er her for os. Ikke for Dvasias eller for nogen anden race, men os,” begyndte hun langsomt. Faith havde ikke interesseret sig for dæmonerne.. Hun havde elsket at ligge i med warlocks, og hun havde været for meget under dronningen. ”En dæmon kunne håbe på, at De ville være manden, der kunne løfte os fra asken. Styrke vores eget sammenhold iblandt hinanden. Gøre os nok engang til den mest frygtede og eftertragtede race på denne jord.” Hendes blik faldt på ham igen. Allerede nu vidste hun, at hun skulle arbejde med ham på en anden måde, end hun havde arbejdet med Lucifer. Hvor mægtig og højtidelig Lucifer Jaceluck end havde fundet sig selv var faktum, at det havde taget hende to minutter at få ham skubbet over i den retning, som hun havde ønsket ham.

[Jared Imaricha]

Naturligvis var det et pres, at være den fungerende leder for dæmonerne, hvilket var noget som Jared uden tvivl kunne mærke. Hans blik søgte derfor denne unge kvindes skikkelse. I forhold til ham, var hun nemlig ung, men af den grund, ønskede han ligeledes, at vise, at vise, at han var folkelig, og ønskede dæmonerne som race og samfund det bedste, for det var lige netop det, som han havde tænkt sig at styrke i den forstand, at det nu skulle vise sig, at være ham muligt. "Om jeg havde forventet en dans på rosen? Nej.. bestemt ikke," sagde han kort for hovedet. Han havde forestillet sig, at det ville blive en hård omgang. Uden tvivl, at det havde været det, for det var det!
Om kvinden havde en skjult agenda med sig på denne færd, vidste Jared ikke. Det eneste, som han vidste, var at han oprigtigt ønskede at høre, hvad hun forventede af sin leder. En rolle, som han jo havde påtaget sig, ved at slå Faith af pinden, og endnu måtte han stå fast ved, at det havde været den korrekte beslutning, som han havde gjort. "Hvilket jeg har tænkt mig," begyndte han. Hele det dæmoniske samfund, henlå i hans øjne, i et kæmpe og massivt kaos. For ham, var det svært at finde ud af, helt reelt hvor han skulle starte, og hvor han skulle slutte, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Han lyttede aktivt og interesseret. Hendes ønsker forekom ham ikke anderledes, end for så mange andre. "For længe har vi ligget skjult i skyggerne bag warlocks og vampyrer. Ligledes ønsker jeg det anderledes. Engang var vi et stolt folkefærd.. hvem siger ikke, at vi kan gøre det igen..?" Han strøg hånden over et forfaldent træ. Det var en skam, at racen var blevet så forfalden som stedet her.

[Deleted]

”Godt.. ellers ville De kun have bragt racen mere forfald, end hvad Faith Jaceluck i forvejen har gjort,” sagde Valentina ærligt. Faith havde mistet kampgejsten for dæmonerne, og for det var racen sunket i gruset. Noget som Valentina selv hadede! Hun så potentialet i sin race, som hun så, hvilket vidunder de var. Altid havde hun været en tro dæmon. Ikke en tro dvasianer, men en tro dæmon. Det var det, at hun ønskede, at den nye leder også var. Hendes nøddebrune øjne fulgte ham. Han ønskede ligeså at kæmpe for racen? Man kunne kun håbe, at han mente det. Begynde at søge ind i hans hoved for at se, om han talte sandheden eller ej, turde hun ej heller at gøre. Hun vidste, at han var som hende, og at han derfor ville vide det, hvis hun prikkede på med sit sind. Smilet trak hun på, hvilket kun måtte gøre hendes ansigt det mere charmerende at se på. ”Jeg har altid været vis på, at racen ville kunne hæve sig igen. Vi ligger ikke på plan med hverken vampyrer eller warlocks.. Vi ligger højere end det. Noget den forhenværende leder desværre ikke så sig enig i. Hun kunne lide at se os under andre. Se sammenholdet falde,” endte hun med at sige. Sandt var det jo. Faith Jaceluck havde degraderet sig til at mænges med warlocks. Dernæst havde hun degraderet sig til at arbejde under dem.. og dronningen der kun var en uværdig blanding. Hvis dæmonerne kunne have haft deres eget land, ville hun uden tvivl have ønsket det. Dog vidste hun, at dette ikke kunne være en mulighed. Aldrig havde det hændt, at en race havde løsrevet sig fuldstændigt nemlig. ”Jeg håber, at De viser Dem som den rette leder for dæmonerne. Den vi har ventet på.”

[Jared Imaricha]

Ikke så Jared nogen grund til at svine Faith til på den måde, da der alligevel var sket mangt og meget, som hun havde været nødsaget til at tage hånd om, og særligt efter at hun havde blandet sig ind i det med warlocks. Han selv havde ikke været meget bedre, da han tilbage i sine unge dage, havde mænget sig med en nymfe. Det dertil, var ikke noget som var nødvendig for ham at sige. Han havde uden tvivl lært. "Jeg vil stærkt gå ud fra, at vores kære forhenværende leder, har haft sine grunde til at handle, som hun har gjort,"[/Color] sagde han med en ganske stilfærdig stemme. Ikke ville han stå og svine hende til overfor en af de øvrige dæmoner.
"Jeg har mine ideologier, som jeg ønsker at føre ud.. Som jeg har mine planer, som jeg ønsker at drøfte - om jeg havde nogen at drøfte dem med, naturligvis," sagde han direkte. Hvem vidste bedre, hvad man ønskede, end en selv? For ham, var det derfor også vigtigt, at hun vidste, at han gjorde det her for dæmonerne, mere ned hvad han gjorde det for sin egen skyld, og det var noget, som selv han måtte indse. Hans blik gled mod hende.. Næsten overvejende. "Appolyon har henlagt i et kaos i alt for lang tid. Jeg har været fraværende her længe og derfor kan det være svært, at finde ud af, hvor jeg skal begynde," sagde han oprigtigt. Hvis han skulle lede dem, havde han brug for deres hjælp. Det var jo en evig cirkel, men vigtig at have for balancen.[/font]

[Deleted]

”Et diplomatisk svar,” endte Valentina roligt med at sige, som Jared tydeligvis ikke turde sige sandheden. En skam faktisk. ”Dog kan end ikke De benægte, at hun var den rigtige leder for racen længere.. ellers ville De ikke have stået her den dag i dag.” Da Lucifer Jaceluck havde udfordret den forhenværende leder, var han blevet udvist fra deres samfund. Ganske ydmygende faktisk. Derfor vidste hun, at Jared enten ville have lidt samme skæbne eller bortgået ved døden, hvis Faith havde fået det, som hun ville. Den gamle hejre havde nemlig næppe afgivet sin titel frivilligt. En interessant kamp ville det faktisk have været at se. Hendes hoved søgte på sned, så hendes mørkebrune lokker dansede ned over hendes ene skulder. ”Er det ideologier, som De har lyst til at dele med en simpel dæmon?” endte hun med at sige med det lille legende smil på de rosa læber. Uskyldig kunne hun næsten se ud.. Dog var hun langt fra uskyldig, som hun altid havde planlagt alle sine træk. Det gjorde dog også kun, at hun kunne skabe det billede, som hun ønskede at skabe. Derudover ville hun bestemt ikke mene, at hun var simpel. Hun ville blot mene, at folk endnu ikke havde fået øjnene op for hende. Talentfuld var hun nemlig, men desværre havde den rigtige klasse bare ikke fået øjnene op for hende endnu. Igen rettede hun sig op. Hans overvejende blik bemærkede hun, og et sted kunne hun lide det. Det gav hende nemlig nogen antydninger. Hun trådte et skridt frem mod ham. ”Hvis ikke De ved, hvor De skal begynde, er det så forkert at spørge? Den forrige leder brugte ej tid på at tale med sit folk, måske er tiden inde til, at De nu gør det?” spurgte hun ham roligt.

[Jared Imaricha]

"Det med en meget god grund," sagde Jared med en rolig stemme, som han atter vendte blikket mod hende. Han ville ikke svine den forhenværende leder til, da hun var en kvinde, som havde stået ham ekstremt tæt ind på livet, og endnu gjorde det. Velvidende om, at hun nok direkte hadede ham nu. "Faith er faldet af på den, hvilket jeg skam ikke har tænkt mig at benægte.. Men af den grund, ser jeg dog intet grundlag for at snakke åbent om det.. Men derimod at holde lige dén tanke i stilhed," sagde han direkte. Faith var vred på ham, og hvis det ikke var fordi, at han selv havde været en kraftig mentaldæmon, vidste han godt, at han nok havde lidt den samme skæbne som Lucifer i sin tid havde gjort.
Ideologier havde Jared uden tvivl rigtig mange af, og det var til tider svært, at finde ud af, hvad han skulle gøre ved det. Han vendte blikket denne gang direkte mod hendes skikkelse. En køn kvinde var hun uden tvivl, men også mentaldæmon af hvad han kunne fornemme. De havde uden tvivl rigtig mange ting til deling, lige hvad det angik.
Armene lod Jared let falde over kors. "Hvilken leder ville jeg ikke være, om jeg ikke tog snakken op med dæmonerne, som rent faktisk skal nære den tillid til mig?" spurgte han med en rolig stemme. Han gjorde tegn til at hun kunne følge ham, inden han blot valgte at.. søge videre. For ham, var det blot vigtigt, at det tillidsbånd blev skabt. Han agtet at føre dæmonerne tilbage til stolthed!

[Deleted]

Tilfreds måtte Valentina se sig over det faktum, at Jared indrømmede, at Faith ej havde været den korrekte leder. Hvad der derimod nagede hende var, at det tydeligvis endnu ikke var tilladt at indrømme, hvor dårligt Faith egentligt havde gjort det for dæmonerne i den senere årrække. Fandens til politik.. Var det mon også et tegn på, at Jared frygtede deres forhenværende leder? Skønt han havde besejret hende i kamp? Chancen var der.. Han havde jo ikke turde smide kvinden ud af deres ædle by. Noget som Valentina personligt mente, at han skulle have gjort. Kvinden havde vanæret deres stolte race! Hun vovede sig frem med sine ord. "Dengang Faith Jaceluck regerede vore race, var det ej tilladt at ytre et ord imod hende.. Også skønt, at vi skulle have ret. Er det en ideologi, som du agter at føre videre?" spurgte hun ham direkte. Alt i alt var det blot en pæn måde at spørge på, om også han agtede at give deres race mundkurv på. Hvis de vel og mærke holdt deres liv kært. Som han begyndte at gå, og som han gjorde tilladelse til, at hun måtte følge ham, tøvede hun ikke med at glide elegant efter. Om hun kunne lide ham eller ej, måtte hun endnu vente og se an. Ydremæssigt var han dog en tiltalende mand. Dog kunne hun ej heller sige, at hun nogensinde havde mødt en sensueldæmon der ikke var tiltalende. "Der er skam flere former for ledelse.. Den ene er at styre egenrådigt selv. At følge sine egne idealer og ikke vige fra dem. Et princip, som vores forhenværende leder ledede under.. og se hvor hun er nu.. Ellers er der en anden metode, som jeg ikke har set afprøvet indenfor Appolyons mure. At lede ud fra et samlingspunkt af racens individuelle meninger," lød det roligt fra hende.

[Jared Imaricha]

Jared havde ikke tænkt sig, at bræge om hvor elendig en leder Faith havde været, for hun havde i sin tid, gjort utrolig mange ting for dæmonerne, som tydeligt måtte siges, at være gået i glemmebogen. Dette anså han uden tvivl som en skam. Ganske vidst agtet han at bringe forandring til den dæmoniske tilværelse, som hun ikke havde indført, og det stod han fast ved, og særligt, som det var lige i øjeblikket.
"Nej," startede han direkte ud med at sige. Om han gav sin race en mundkurv på, og plantede ordene i deres munde, gjorde ham da ikke just til en bedre leder for dem, men derimod en.. dårlig og elendig en af slagsen. "Hvorfor skulle jeg ønske at overtage en ledelse af en race, som dæmonerne, hvis jeg blot ønskede at videreføre hvad den forhenværende leder afsluttede med?" spurgte han direkte. Nej.. Han havde helt andre planer for dæmonerne som enestående race!
Hænderne foldede han over ryggen. Rart var det nu, at drøfte tingene med andre. Han havde udvist nåde for Faith, da han vidste, at skammen var værre for hende end døden. Han kendte hende jo. Han havde kendt hende i frygtelig mange år, så ej kunne det forundre nogen, at det var således, at det måtte være. "I min optik, kan en race ikke ledes, om de ikke anerkender og accepterer deres leder.. som lederen skal anerkende og acceptere dæmonerne. I det øjemed, er der kun et svar," sagde han direkte. Blikket søgte hendes skikkelse. Selv på trods af det kønne ansigt, så havde hun faktisk mange ting mellem ørene. Et sted var han vel også fascineret af dette.