Now... Let's begin!

[Deleted]

Dum var Valentina ikke. Ung og smuk var hun måske, men snedig var hun også, ligesom hun vidste, hvad hun ville have, og som hun hørte lidt af hvert. Både fysisk og mentalt. Derfor var hun velovervejet, som hun gik med Jared. Dog ikke, så det trådte tydeligt frem, da hun ikke ønskede, at han vidste præcist, hvor udspekuleret hun egentligt var. "Magt kan have stor indflydelse på, hvorfor man stræber efter titler. De kunne måske blot ønske at være den højest rangerende i Appolyon, og det kunne derfor være af den årsag, at De har tilstræbt Dem denne titel," sagde hun uanfægtet og med et svagt skuldertræk. Roligt skred hun frem ved hans side. Hendes dådyrøjne hvilede ej på ham, men derimod på Appolyons specielle "natur". Dog var haven ikke meget værd nu om dage. Dog var det heller ikke noget, som hun kunne gøre noget ved. Den underjordiske have var nemlig ej hendes domæne. Langt fra. "Det lyder som om, at De hægter Dem ved den sidste mulighed," lød det roligt fra hende, skønt svaret i den grad faldt hende tilfredsstillende ind! Det havde jo uden tvivl været hendes håb, at de med Faiths tilbagetræden blev mødt af en ny lederstil.. og gerne den, som hun selv ønskede og kunne drage nytte af. En ung kvinde var hun måske.. Men også en ung kvinde med store og sikre ambitioner!   "Jeg er sikker på, at forandringen vil fryde Appolyon og dets indbyggere. Må De have al held med at udfordre det vante," lykønskede hun ham høfligt.

[Jared Imaricha]

Jared var udmærket godt klar over, at han på nuværende tidspunkt, ikke kunne stole på nogen som helst. End ikke dæmoner. Endnu genstod det nemlig, at han ligeledes viste sit værd for dem, og det havde han skam også tænkt sig at gøre, hvilket der nu heller ikke herskede nogen tvivl om. Han fulgte dog med. Han havde ikke en grund til at gøre noget andet.
"Jeg levede i Faiths skygge i mange år.. Så hende begå fejl.. så hende sejre.. så hendes succes, og hvordan hun til afslutning, lod det hele glide mellem hendes fingre som sand. Jeg ønsker at opnå det mere.. Jeg ønsker at give dæmonerne det Appolyon, som vi alle har gået og drømt om. Det som vi har fået lov til at få en forsmag på," sagde han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse. En smuk kvinde.. men en slange.. Det hvilede desværre til rigtig mange af kvinderne heromkring. Han trak svagt på smilebåndet. Han var en mand med ambitioner, og store ønsker. Dette var heller ikke ligefrem noget undtag, kunne man da sige. Han trak svagt på smilebåndet. "Jeg er blot en mand med ambitioner.. Men det er ikke et arbejde, som jeg kan udføre alene," sagde han oprigtigt.
Jared manglede uden tvivl Faith, men her ville han ikke sige det højt, da han vidste, at det ville gøre ondt værre. Det gik vel egentlig først for alvor op for ham nu, hvad folk egentlig synes om hende? "Jeg takker for de mange fine ord. Jeg går ud fra, at jeg kan regne med din støtte?" spurgte han roligt, og med en mere bestemt tone.

[Deleted]

Berusende lød Jareds ord, men selv vidste Valentina uheldigvis meget om sange fra de varme lande. Hun gjorde sig jo selv i det. Derfor tog hun ikke hans ord for værende sande. I hvert fald ikke før, at det blev bevist for hende. "Appolyon fortjener at blive til den by, som vi alle går og drømmer om. Mange vil dertil holde øje med, om De er personen der kan få deres drømme til at gå i opfyldelse," sagde hun roligt. Smilet endte hun med at trække på ved hans ord. Et fortryllende og legefyldt et af slagsen. Hendes klare nøddebrune øjne hvilede på hans ansigt. "Kort har vores samtale været, men ej er det den første gang, at De nævner for mig, at De har brug for hjælp.. Skal jeg tage det som en hentydning?" spurgte hun ham med et glimt i øjet. Jovist var det en position hun ville elske. En plads ved den mest magtfulde dæmon. Dog ville hun ikke blindt tage den.. Hun skulle jo først vide, om han var det værd, eller blot et fæ der hurtigt ville fejle. Hvis han var et fæ, kunne det nemlig ødelægge hendes lod for evigt. Ikke noget, som hun bare kimsede med! Blikket vendte hun frem for sig. "Jeg støtter dæmonerne," sagde hun roligt, så det ikke lød til, at hun gik imod ham. Det at hun støttede dæmonerne og ikke lederen gjorde dog, at hun ikke havde noget imod at vælte lederen, hvis det kom dertil. Hun havde jo også sat ild i Lucifers hjerte, og fået ham til at gå imod sin kære adoptivmoder. Noget der desværre havde givet bagslag, som Lucifer ikke havde været at finde i Appolyon siden.. eller der havde været rygter om, at nogen havde set ham på gaden siden. Det tog hun dog ikke særligt højtideligt. Lucifers tilstedeværelse var nemlig ikke en, som hun frygtede.

[Jared Imaricha]

Denne unge dame var kvik. Den måtte Jared give hende. Dog var det ikke noget, som gjorde ham noget, da han derimod anså det, som værende en meget god ting. Det var i hvert fald noget som faldt i hans meget gode bog. "Med drømmene og titlen, som jeg nu har i min besiddelse, skulle der være mulighed for dette," sagde han kort for hovedet. Ikke bare var der mulighed for dette. Det var et mål der skulle opnås, koste hvad det koste ville! Igen ønskede han jo selv, at dæmonerne, skulle være en race, som man kunne være stolt af.. En stor del af, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for, at indrømme for nogen som helst.
Hjælpen havde han brug for. Jared kunne ikke umiddelbart opnå dette, uden at have nogen tro følger, og støtter, som ville hjælpe ham i den forbindelse. Hvorvidt om denne kvinde, ville være en mulighed, genstod jo at finde ud af. "Ville jeg have sagt det, om jeg ikke mente det?" spurgte han. Han var en mand, der sagde tingene, som de var, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. For ham, var det vigtigt, at alle vidste, at han ikke var bange for at spørge og inddrage, end at forsøge på egen hånd, og så fejle.. Som Faith havde gjort det. "Det var ikke det svar jeg søgte," sagde han kortfattet, hvor han endnu en gang stoppet op. De mørke øjne søgte hende. Nej, han vidste godt, at han endnu ikke havde gjort sig fortjent til det, men kunne han regne med hende, hvis det blev nødvendigt? Stærk var han.. men stærkere i flok, end alene. Det havde han erfaret.

[Deleted]

Høfligt bøjede Valentina hovedet for ham, som han fastgjorde, hvad han ville. Velhavende var hun ikke, men alligevel vidste hun præcist, hvordan hun skulle opføre sig i diverse situationer. En evne hun var kommet i besiddelse af, som det mentale havde udviklet sig i hende. Uden en brist var det dog ikke, da det havde den bagdel, at hun stod svageligt i sit iselement. Det var også en af forskellene på hende og hendes tvilling, som Ariana var excellent i isen, og havde hendes handicap i det mentale. Det nøddebrune blik lod hun hvile på Jared, som han stillede hende et spørgsmål. ”Jeg har ikke haft æren af at kende Dem og tale med Dem før nu. Hvordan skulle jeg i så fald forstå Deres person?” spurgte hun ham roligt. Helt sandt var det dog ikke, som hun var god til at læse folk. Også selvom, at hun ikke trådte ind i deres sind. Selv tænkte hun dog, at hun gav Jared det bedste indtryk, hvis hun sagde, at han havde en ren tavle i forhold til hende, og at den på den måde skulle blive opbygget derfra. Hun stoppede op, som han gjorde. Tilfreds var han ikke med hendes svar.. Nej, det kunne hun høre. Derfor måtte hun kringle den, så hun tilfredsstillede ham, men stadig undgik at sværge ham troskab. Hun tog en indånding. ”Jeg beklager, hr. Imaricha.. Som De ved, er dæmonernes tillid tidligere blevet misbrugt, og vi er blevet skuffet, og ikke ønsker jeg, at det samme skulle ske igen. Jeg beklager, at mit svar ej bringer Dem tilfredshed, men måske er det også et tegn på, hvad vi dæmoner har været udsat for, og hvad vi har brug for?” Det ville forhåbentligt gavne, at hun talte, som havde racen brug for en redder, og at han skulle kæmpe for at blive den.

[Jared Imaricha]

Jared var, og havde alle dage, været en mand af ambitioner. Nu var han træt af, at se dæmonerne blive svigtet, og ledere fejle, og selvfølgelig håbede han da på, at det var noget, som han selv kunne undgå, at bringe racen, som selv i hans øjne, fortjente så meget bedre, og særligt, som det var lige nu. Hans blik søgte hendes skikkelse. Penge og ej.. I hans øjne, gjorde det ikke nogen forskel. For ham derimod, var det bare vigtigt, at alle fik de muligheder, og indså, at han var den rette for deres race. Det var sådan, at han ønskede det! "Ej behøver man kendskab til en person, for at vide, at de ved indtagelsen af en titel, som jeg netop har gjort, vil gøre, hvad de finder nødvendigt og ret for dæmonerne," forklarede han sandfærdigt. Selvom hun umiddelbart ikke gav ham, hvad han gerne ville høre, så var det noget, som han for nu, måtte bide i sig. Han skulle skam nok få det før eller siden.
Et svagt smil passerede hans læber. Hun undskyldte for sig.. Pakkede tingene ind, velvidende om, at det ikke var noget ,som ville gøre den store forskel uanset hvad, og sådan måtte det jo så bare være i den anden ende. Han hævede blikket kort mod loftet højt oppe over dem. Hvordan skulle han gribe sagen an? Han forstod hende jo godt, men uden en tillid, var det faktisk svært for ham. "Jeg forventer ikke, at I skulle falde på jeres knæ og kysse mine fødder, og jeg ved, at det ikke har været nemt for jer med en leder som Faith, som ikke har været der for jer, som en leder burde være. Jeg forventer ikke, at I viser mig personligt en tillid, men at I nærer en respekt for titlen, og at det skal blive bedre," fortalte han sandfærdigt. Uden en vis tillid fra dæmonerne, var det jo meget lidt, som han kunne udrette for dem.

[Deleted]

”Folk ved, at en ny leder eller regent vil gøre sit for at få sin ideologi frem. Det er dog ikke ens betydning med, at alle finder det ret. Derfor er det ikke en selvfølge, at folk støtter en i sin gøren,” fortalte Valentina roligt. ”Det ville være som at sige, at jeg synger ligeså klart og blidt som den smukkeste sangfugl, og så forlange, at folk tror mine ord. Størstedelen ville forlange at høre min stemme, før de ville tro mig. Jeg kunne trods alt bare brillere med noget, som jeg ved er usandt, fordi det ville gavne min sag, ligeså vel som jeg kunne sige det fordi, at det var et billede af mig, som jeg personligt ønskede, men som ikke nødvendigvis stemte overens med virkeligheden.” Selv mente hun uden tvivl, at hun var meget veltalt i sine ordvalg og forklaringer. Derfor tænkte hun også, at han ville have forståelse for hendes meninger, skønt det uden tvivl ville have været belejligt for ham, hvis hun blot havde bukket for ham. Det nøddebrune blik holdt hun på ham. Også som han vendte blikket op mod loftet for at tænke nærmere. Hvor hun var hurtig til at finde på nye løsninger og formuleringer, fik hun den opfattelse, at han havde behov for at tænke over tingene.. men igen, deres sammenstød havde formentligt også været mere uventet for ham, end hvad det havde været for hende. Valentina havde jo direkte ønsket at se ham an, skønt den sandhed lå skjult i kortene. Hun trak let på smilet. ”Jeg er skam vis på, at folk nærer respekt for Deres titel. Det er ej en opgave for enhver, og det ved folk, ligeså vel som de ved, at det er en nødvendig rolle for vores samfund. Uden en leder vil sammenholdet ej være stærkt indenfor racen, og uden en leder vil vi ej blive hørt ude i verdenen,” sagde hun respektfuldt.

[Jared Imaricha]

Valentina var på ingen måder dum, og det var det, som Jared havde det fint med. Hun var veltalende, og kunne argumentere. Hvad andet havde man brug for? Detvar også det, som var hans dæmoniske opgave udadtil, så dæmonerne kunne få de rette forudsætninger. Denne gang, var det jo hans tur til at lede dem, og han vidste det godt. Nu hvor Faith var væk, måtte han jo så finde den rette og bedste vej på egen hånd. Lige hvad det angik, havde Faith da også været dum, som en dør!
"Jeg kræver ikke, at en følger mig, og resten så skal følge trop. Jeg ved, at jeg har mit at bevise, men derfor har selv jeg brug for dæmonernes tillid. En tillid til, at det er en opgave, som jeg kan imødekomme." Faith havde virkelig forsømt dæmonerne, hvis de end ikke ville være i stand til at gøre dette, og han agtet nu stadig, at gøre, hvad han var i stand til at gøre ved det, efter bedste formåen og hensigt.
Jared vidste godt, at han skulle være påpasselig med en mentaldæmon, da de kunne kringle og manipulere. Det var jo trods alt også en del af ham selv. Han rettede sig op igen. Han agtet at møde dæmonerne, hvor de var, men det krævede da også, at der blev givet noget igen, og det var det, som jo tilsyneladende endnu måtte have sine lange udsigter. Respekten havde hun for titlen, men ikke for ham. Det gav ham da noget at arbejde videre med. "Så længe, at folk nærer en tillid til titlen, så er der endnu håb. Det er et hul, Faith har efterladt Jer i.." Jo mere han snakket med hende, jo mere gik det vel op for ham. Han vendte blikket mod sine hænder. Han var ambitiøs.. og han agtet at gøre det, efter bedste formåen og hensigt! Dæmonerne skulle atter brilliere som den eneste sande race!

[Deleted]

”Størstedelen af dæmonerne tillid til lederfunktionen er svigtet. Den anden part hænger i det gamle billede af Faith Jaceluck, og ser hende endnu som den fremtrædende og stærke kvinde, som jeg har fået fortalt, at hun engang var. Det er ej en side af hende, som jeg har fået æren af at møde. På det punkt er jeg for ung. I mit tilfælde har jeg kun set en kvinde der kyssede warlockernes og dronningens fødder,” fortalte Valentina ærligt. Kedeligt var det.. Særligt når man værdigede dæmonerne så højt, som det hun gjorde! Hun åndede for dæmonerne, og derfor ønskede hun også en vellidt plads omkring dem. Desværre var det bare ikke sket endnu, men selv kunne hun håbe på, at hun kunne bruge Jared til det formål. Videre interesseret i hende syntes han dog ikke at være. Han havde end ikke interesseret sig i at få hendes navn. Faktisk var han bare interesseret i én ting. At få støtter. Dog kommenterede hun det ikke. Hun kendte rangforskellen på hende og Jared, og derfor vidste hun også, at hans klasse sjældent gik dybere i sagen om de laverestående. Hendes nøddebrune blik forblev direkte hvilende på ham.. også selvom han syntes at se alle andre steder hen, end på hende. Loftet.. Hans hænder. ”Respekten, ja.. Tilliden, ikke nødvendigvis,” rettede hun ham, som det jo var, hvad hun tidligere havde talt om. Forskel mente hun desuden bestemt der var på disse to dele. Derfor mente hun også, at det var på sin plads at udpensle. De fine hænder foldede hun pænt foran sig. Den dyre diamantring glimtede klart på hendes finger. ”Er der andet, som jeg kan gøre for Dem?” endte hun med at spørge ham høfligt. Længe havde de drøftet hans position og dæmonernes tilstand, og var der mere, han ønskede blotlagt af hende på det punkt? Eller var der noget ganske andet, som han ønskede oplyst?

[Jared Imaricha]

Tydeligt var det for Jared, at han havde virkelig mange ting, som han skulle tage hånd om her, og at det ville komme il at tage tid. Virkelig meget tid og det ville kræve forbandet mange ressourcer, at gøre det, men han var mere end villig til at gøre det ihærdige forsøg! "Som fraværende over flere år, belyser du nu problematikkerne for mig. Hvilke jeg naturligvis værdsætter." Faith havde engang været en stærk leder.. men de sidste år, var det bare gået ned af bakke, og selvfølgelig måtte selv han finde den tanke utrolig trist, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det store ved det, selvom han ville ønske, at han kunne.
Jared rystede kort på hovedet. Han måtte lægge hovedet i blød, så han vidste, hvad han skulle gøre ved det her. Han rettede sig op og så udover den smukke have. Engang havde det været så smukt og prægtigt et sted, og nu kunne man så ikke rigtigt se det mere. Det var en skam. Det var virkelig en stor skam, at det skulle ende på den her måde. Han vendte sig mod hende. Der var virkelig mange ting, som han ville være nødt til at gøre noget ved. Tydeligt! "Du kan gøre en ting mere for mig.." begyndte han. Han vendte sig mod hende. Den første dæmon, som havde været ham behjælpelig i dette. "Giv mig dit navn.. Så jeg ved, hvilken dæmon, som var den første til at søge til mig," opfordrede han roligt. Med alle de ting i hovedet.. Han ville naturligvis gøre hvad han kunne, og særligt nu hvor denne smukke og yndige kvinde, havde valgt at belyse de mange problematikker for ham. Ingen tvivl om det.

[Deleted]

”Det glæder mig at høre,” endte Valentina med at sige, som han værdsatte hendes ord. Tilfreds måtte hun nu være med det, da det betød, at han havde lyttet til hende. Præcist, hvad hun havde ønsket sig. Måske ville det hele gå? Måske ville det komme til at se lysere ud for dæmonerne, og måske ville hun få, hvad hun ønskede sig. Hun trak roligt vejret. Sin nuværende vurdering af deres leder, kunne hun i hvert fald skænke til sin kære tvillingesøster, Ariana. Ganske vidst interesserede alt dette ikke ligeså meget Ariana, som det gjorde med Valentina, men stadig. Af nogen interesse var det da. Opmærksomt betragtede hun ham, som han sagde, at hun kunne gøre en ting mere for ham. Som han dog blot bad om hendes navn, stak hun i et smil. Sit charmerende smil. ”Selvfølgelig,” sagde hun roligt. ”Valentina Sanquis,” præsenterede hun sig selv. Om hans navn sagde hende noget, kunne hun ikke sige. Hun var ikke velhavende som ham, og derfor kom de ikke i de samme kredse. Derudover tvivlede hun på, at han havde hørt om de to tvillingesøstre der på tragisk vis havde mistet begge forældre i en ung alder. Endvidere tvivlede hun også på, at han havde hørt om hendes arbejde, eftersom hun endnu ikke arbejdede for folk i hans kreds. Desuden var hun en dygtig spion, og derfor var det ikke almen viden, at hun var, hvad hun var. Det var noget, som man direkte skulle søge, hvis man ønskede det. Hans navn bad hun ikke til. Hun vidste det allerede, og ud fra hans position ville det være umådeligt uhøfligt, hvis hun spurgte til det. Derfor forholdt hun sig tavst efter at have præsenteret sig. Parat til at blive afskediget, hvis han ville være alene med sine tanker, og parat til at blive, hvis han ville drøfte mere med hende.

[Jared Imaricha]

Naturligvis lyttede Jared til hende, for han havde ikke en grund til at skulle gøre andet. Nu hvor det forholdt sig således, så vidste han nu, at han ville have rigtig mange ting, at slås med, også mere på det plan, hvor han nu vidste, hvad han skulle knokle med, i sin nye stilling. Det var selv nyt for ham, og derfor vidste han nu også hvor han ville tage fat. "Den glæde er skam på min side," sagde han. Hvem kunne fortælle ham bedre, hvor den forrige havde fejlet, og hvad der ønskes bedret, end de dæmoner, som havde stået under den forhenværende, som havde svigtet dem, og hvor hun havde fejlet.. Samt hvor han bare ikke måtte gøre det samme!
Hendes navn, var det eneste, som Jared ønskede for nu. Det ville ikke blive sidste gang, at han ville se hende. Det var et mål for ham.. Og det var noget, som han oprigtigt ønskede. "Valentina.." Han sendte hende et kort smil. Umiddelbart sagde hendes navn ikke ham noget, men han havde heller ikke været her igennem rigtig mange år nu. Det gjorde ham dog nysgerrig på, hvem hun var som kvinde. "En kvinde med så stærke og klare meninger.." Han var imponeret. Ingen tvivl om, at han var imponeret. "Sanquis.. Burde navnet sige mig noget?" spurgte han videre. Færdig med at snakke om ham. Nu ville han snakke om hende. I forvejen var han nemlig ikke meget for at snakke om sig selv. Det havde faktisk aldrig ligget til ham som person. 

[Deleted]

Roligt betragtede Valentina ham, som han smagte på hendes navn. Hun nød det, alt imens hun mærkede munterheden ulme i sig. Ung var hun, samt fuld af liv på trods af det faktum, at hun var så langt fremme i sit sind. Mentaldæmonen havde uden tvivl sat sine spor i hende, ligesom isdæmonen havde sat sine spor i hendes tvillingesøster. Roligt blev hun stående, alt imens hun mærkede tilfredsheden, som han stemplede hende som en kvinde med stærke og klare meninger. Det var ord, som hun nød at høre, som hun bestemt ikke ville beskrive sig som … ingenting! ”Agter De, at danne Dem flere meninger om mig?” endte hun kækt med at spørge ham. Hun prøvede sig frem.. Forsøgte sig frem med at finde ud af, hvordan han var som person, og hvordan man skulle behandle ham. Var han blot den seriøse der ønskede at kæmpe for dæmonerne, eller havde han flere engangsvinker? Vinkler som hun kunne bruge? Smilet forblev hvilende på hendes lille mund. Charmerende måtte hun se ud. Særligt som et legesygt glimt viste sig i de nøddebrune øjne. ”Jeg kan ikke fortælle, hvad De har hørt, eller hvad De har drømt om,” svarede hun noget vovet, men kækt igen. Selv tvivlede hun nu at det gik. Han var trods alt halv sensuel dæmon. En dæmonrace der var kendt for at være det mere frisluppen i personligheden.. og ja, nogen rygter havde man da hørt. Hånden førte hun op til de lange lokker, så hun let kunne stryge dem bort.

[Jared Imaricha]

Her stod Jared overfor en smuk kvinde, og derfor kunne han jo heller ikke lade det gå. Han stod i hendes selskab, så hvorfor ikke finde ud af mere om hende? Hvis det var noget, som han ville få muligheden for. Uden hendes mening, og hendes holdninger til ham, og Faith for den sags skyld, var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og det var jo det, som han også godt vidste.
Sanquis, var ikke umiddelbart noget, som sagde ham noget, men det var derimod noget, som var mere end nok til, at vække hans klare nysgerrighed. Hovedet lod han søge en smule på sned. Hun vovede pelsen, men han kunne lide det. Igen en kvinde, som vidste, hvad hun ville have, og hvad hun ønskede.. Åh ja.. Det var sådan noget, som han virkelig godt kunne lide. "Det ved jeg nu ikke.." Han vendte sig denne gang, og med fronten mod hendes skikkelse. Truende var han på ingen måde. Armene lod han søge over kors foran ham. "Og siden du ikke vil fortælle mig det.. Har jeg nogen grund til at skulle frygte for det navn?" spurgte han direkte. Ikke ville det være et problem for ham, at søge ind i hendes mentale sind, og finde svarene på det, på egen hånd, men derfor så han ikke nogen grund til det. Hun havde jo kun vist sig, at være en stor hjælp for ham, og derfor valgte han ligeledes at udvise en stor tillid til hende, ved at give hende muligheden for at fortælle ham den slags ting på egen hånd.

[Deleted]

Smilet trak Valentina yderligere på, som han ej udtrykte misbilligelse over hendes vovethed. Han kunne meget vel have fundet sig hævet over den slags, men igen viste sig, at mænd bare var mænd. De var ikke noget mysterium at hitte ud af i forhold til, hvad de sagde, at kvinder var. Disse tanker udtrykte hun dog ikke, som hun blot stod med glimtet i de nøddebrune øjne, og med det legende smil på den lille mund. ”Det kommer så sandelig an på, hvad De frygter,” svarede hun flyvsk igen. Alt kunne han muligvis finde i hans sind, men videre fornuftigt ville det ikke være. Hun ville nemlig gøre alt, hvad hun havde i sin magt for at forsvare sit sind og skade forbryderen. Hendes sind var nemlig hendes. Dog så hun ingen problemer i at bryde ind i andres. Hans rørte hun dog ikke, da hun vidste, at han ville kunne mærke hendes indtræden, fordi han var, hvad han var. ”Indtil nu har jeg dog ikke gjort andet end at hjælpe Dem.. Føler De da mistro til den hjælp?,” spurgte hun ham roligt. En bagtanke havde hun ganske vidst med det hele, men ægte havde hendes svar nu været til ham. Af den årsag mente hun også, at hans mistro skulle forsvinde.. også selvom, at han havde al ret til at have den. Frygte hende behøvede han dog ikke at gøre, hvis han oprigtigt gjorde det godt for dæmonerne. Selv forgudede hun nemlig sin race, og derfor ville hun ej heller røre lederen, hvis blot han eller hun opfyldte hendes behov, og dem hun mente at dæmonerne have. Derudover skulle han heller ikke frygte hendes arbejde, da hun aldrig havde modarbejdet dæmonerne på den front. Dvasias jo, men ikke dæmonerne.