A spark of Hope

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste jo godt, at han havde opnået lidt af hvert, og det var jo trods alt også det, som passede ham mere end fint i den sammenhæng! Han var en stræber. Det havde han alle dage været. Hvorfor nøjes, hvis man kunne opnå noget der var højere, og langt mere vigtigere end som så? Det var jo bare dybt latterligt i hans øjne, ikke at opnå sit fulde potentiale.
Opfordrede hun ham egentlig til at søge direkte ind i hovedet på hende= Det var en sag, som hun hurtigt ville tabe i hvert fald. "Var det en opfordring, kære Cecilaya?" spurgte han denne gang med et direkte flabet smil på læberne. Ikke at han ville afholde sig fra at gøre det, men for pokker da!

Strålen af is, sendte han direkte efter hende, i et håb om at han ville ramme. Selv havde de adskillige ting til fælles, både af dæmoniske evner, men også den stædighed. Han vidste, at h an i den forstand, også kunne takke sin moder for rigtig meget.
"Åh, skal jeg finde en klud du kan tude i, kære 'storesøster'?" spurgte han direkte. Han kneb øjnene sammen, som hun kastede is direkte tilbage mod ham. Ikke om det var noget, som hun skulle have lov til! Han lagde håndleddene mod hinanden, og holdt håndfladerne åbne mod hende, hvor han tog imod isen, som omgående lagde sig om hans hænder. Dette skubbede ham adskillige meter bagud. Hans øjne endte denne gang sorte.. Der forsøgte han kraftigt at trænge ind i hendes tanker. Dette skulle hun ikke have lov til! Og nu hvor hun havde opfordret ham til det, så.. hvorfor ikke?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya var ikke mindre stræber blot fordi hun ikke havde opnået meget. Det var meget svært at udrettet store ting, når ingen ønskede at vedkendes hende, alle så hende som værende svag, men det var det sidste hun var!
Lucifer havde desværre også fået en idé om at han var mere værd end hende, guderne måtte vide hvor meget han fortjente en ordentlig endefuld! Hun sendte ham et irriteret blik. "Det var alt andet, Lucifer. Du bliver langt ude af mit sind, ellers vil jeg ikke være mild," advarede hun.
Der var ikke noget værre end når nogen tvang sig adgang til noget så intimt, Jared havde været mester til det. Hadet for mental dæmoner blussede en lille smule hver gang tanken strejfede hende.

Isen ramte kort hendes skulder med et lille snit, ikke noget voldsomt, men nok til at gøre hende irriteret. Hun vendte sig om mod ham med glødende kinder og sendte et flammehav efter ham. Han var nok i langt større træning end hun selv, i skoven havde der ikke været de største muligheder desværre, dog havde hun holdt det lidt ved lige. "Gem et stykke til dig selv, det vil bare tage et øjeblik," svarede hun spydigt igen. Dog kunne hun ikke holde ham ude af sit sind. Som kniv gik gennem smør, brød han gennem hendes barriere og kunne se.. ja alt. Lige fra hendes affære med Jared der havde vendt ryggen til hende såvel som alle andre, det gamle forhold til Cedric, og det yderst anstrengte forhold til Faith, der aldrig havde ønsket sig en datter men en leder i stedet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at han måtte være det mere værd, siden hun havde forladt Appolyon, og ikke rigtigt havde udrettet noget. Han havde kæmpet for det, og han fortsatte stadig, og det kunne uden tvivl også godt mærkes, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt. Han frydede sig ved tanken. Han frydede sig ved tanken om, at han var mere værd, for en kvinde, end hendes egen biologiske datter.
"Se, jeg er spændt på, hvad du i det hele taget kan udrette, eller om det blot er tomme trusler, kæreste," endte han kort for hovedet. Han nød jo for pokker det her. Det var rart med noget modstand, også selvom han tvivlede på, at hun havde det andre steder, end blot i munden, så det var han faktisk spændt på at se!

Isen var det mest udbredte og mest brugte ved Lucifer, og derfor var det bare naturligt, at det var hvad, han gjorde brug af overfor hende. Ilden som ramte ham, brændte.. hans tøj, og ind mod hans hud, som samtidig gjorde den rød og direkte irriteret, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han rystede kort på hovedet. Meget af hans tøj, var brændt bort, også selvom han ikke så nogen grund til at skjule, at han faktisk så godt ud. Han elskede det faktum, at han så godt ud!
Lucifer søgte derfor direkte ind i hendes tanker og sind, for at se.. Alt! Alt hvad han så var.. groteske historier om Cecilayas liv. Alt om Jared og særligt Cedric, og Faith var hvad der trådte mest i fokus ved ham. Ej var det særlig meget han så, før han denne gang, valgte at trække sig igen. Han knyttede næverne fast.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Et menneskes værd var ikke baseret på hvad de havde udrettet i hendes øjne, men det var anderledes i mange andres øjne. I alle andres øjne havde hun ikke givet nogen ære til sit navn og sin slægt, men hvordan kunne hun udvise stolthed overfor dem, når de ligeså heller ikke ville vedkendes hende. Dette var første gang i årevis at endes mor havde rakt hånden ud til hende.
"Hver ting til sin tid, ikke sandt?" hun sendte ham bare et lidt tvært blik. Langt hen af vejen var hun i stand til at opretholde det gode humør med et smil, men nu havde han bare formået at pisse hende af, og det skulle kun til at blive værre.

I takt med at han søgte i hendes hoved, så hun billederne af livet passere for hendes blik, næsten som gennemlevede hun det igen. Den mand der havde tvunget sig på hende da hun var barn, hendes tætte forhold til sin bror, lidt for tætte endda og hvordan hun i så mange år havde higet efter at være en del af den familie som havde glemt hende et sted undervejs. Hun stønnede i anstregelse da han til sidst trak sig ud og efterlod hende stakåndet, hvilket var ironisk for hun havde jo ikke gjort noget. "Lucifer dit eogistiske svin en kujon at være!" udbrød hun vredt og gik med hastigte skridt hen og skubbede hårdt til ham. Der stod nærmest flammer i hendes blik der var våde af tårer som minderne havde bragt frem. "Du har ingen, jeg gentager, INGEN ret til at være i mit sind. Næste gang brænder jeg dig levende bare for forsøget!" hun var så hidsig at hun kunne mærke sin egen puls dunke i hele kroppen. Godt nok var hun ikke morderisk anlagt, men den mand kunne friste selv djævlen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var vel bare som alle andre i det henseende? Gjorde man ikke noget, opnåede man trods alt heller ikke noget, og selvfølgelig var det noget, som nu sved til hendes egen røv i en stund som denne. Han smilede skadefro for sig selv.
"Vi har vel efterhånden ventet i mange år, synes du ikke?" spurgte han med et tydeligt morende smil på læben. Armene lod han søge over kors endnu en gang. Han havde ikke haft særlig meget med hende at gøre igennem de unge år, og nu stod de så her.. Det var tydeligt, at de måtte såt på hver deres sted i livet. Selv var han knapt så stolt af hvor han stod, men han vidste derimod hvor han gerne ville stå, og derfor var det også, hvad han kæmpede for!

De billeder, som han så i hovedet på hende, var groteske. Ganske vidst havde han været klar over, at det havde været et frygteligt liv, Cecilaya havde haft, men mange af de ting, som han så, var nok en kende mere groteske, end hvad han først lige havde regnet med.
Han kneb øjnene sammen, som han denne gang greb om hendes overarme. Ikke om hun skulle komme her og skubbe til ham, for det var overhovedet ikke noget, som han ville have! Ikke på vilkår i hvert fald! "Det vil meget snart gå op for dig, at jeg gør, hvad der passer mig, Cecilaya!" hvæsede han. Mange hadede når han gjorde det nummer der.. Han var ligeglad. Den eneste som han respekterede i den forstand, var rent faktisk Jarniqa. "Du kan rent faktisk græde.." Han trak kort på den ene mundvig. "Det er groteske ting, du har været igennem.." Denne gang, sagde han det oprigtigt, og slap hende igen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

To gange havde Cecilaya ledt et folk og begge gange var hun blevet smidt væk som affald, tvunget fra noget som hun altid havde troet skulle være sit hjem, fordi de ikke mente hendes hensigter var gode nok. De forstod nok nærmere ikke hendes metoder, fordi hun hadede at slå ihjel. "Ligeså mange år som vi har ventet på at du skulle blive leder. Du ved godt det ikke kommer til at ske ikke?" spurgte hun direkte. Hendes mor ville aldrig være i stand til at lægge kronen fra sig, hun havde kun fået den plads fordi hendes mor var afgået ved døden, og så snart hun vendte tilbage, så var hun ikke længere god nok.
De var nok opdraget af samme kvinde, men deres forskellige personligheder havde bragt dem på forskellige steder. Hun misundte ikke Lucifer, ikke for andet end at han vidste hvor hans plads var, når hun ikke anede hvor sin egen var.

Hvad hun dog ikke kunne acceptere ham for, var at søge ind i hendes sind. De tanker og minder hun bar, forsøgte hun selv at fortrænge, hvilket han lige havde gjort meget svært for hende. "Under alle omstændigheder holder du dig ude af mit sind, er det forsået?! spurgte hun og trak sig bestemt ud af hans greb. Lige nu havde hun virkelig lyst til at slå ham ihjel! Hun skyndte sig at tørre sine tårer væk. "Det er ikke alle der er følelseskolde og ligeglade," vrissede hun og så væk. Hun følte sig uønsket og alene hvilket nok heller ikke var underligt med de ting hun havde været igennem. "Regnede du med en solskinshistorie? Så havde jeg nok ikke været her," hun bakkede og tog en dyb indånding. På trods af det forsøgte hun virkelig at holde humøret højt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var klar over, at han nok aldrig ville blive en leder for dæmonerne, selvom han faktisk var opdraget til det. Han havde fejlet på det mest forfærdelige tidspunkt, og mærket om hans hals, var en evig indikation på dette. Selvom de nu vidste, at Faith havde mistet tronen, så var det svært, at håndtere, at det bare ikke skulle være på den måde, som det nu plejede at være.
"Hvilket jeg udmærket godt ved, tak," bed han af hende. Var det underligt, at det var en tanke, som direkte generede ham? Han var j for pokker opdraget til det! Valentina havde opfordret ham til at gøre noget ved det, og nu stod han her. Han hadede uden tvivl den tanke!

Cecilaya var vred, og et sted måtte han vel erkende, at han nød den tanke lidt? Han nød at se, hvor lidt der egentlig skulle til, før hun blev sur. "I så fald, må du stoppe med at opfordre mig til at gøre det," sagde han med en oprigtig stemme. Armene lagde han denne gang over kors. Så sur som hun kunne være.. Det havde vel også sin charme et eller andet sted?
Hovedet lod han søge på sned. Nej.. måske ikke alle var ligeglade med hende, men dem som dog havde været en del af hendes liv, var jo ligesom.. væk, af hvad han kunne forstå. "Virkelig? Du vil påstå, at dem som er til stede her, er dem som har opnået hvad de vil med sit liv? Nej, kære Cecilaya.." Han rystede på hovedet. De var der for at gøre en forskel. Det var sådan, han valgte at se på det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Hvad end han var opdraget til, så ville den plads aldrig blive hans. Nu havde Jared det fjols den, og selv hvis Faith fik ham i knæ, så ville hun aldrig overlade tronen til ham, desværre, hun så ellers noget potentiale i ham, hvilket hun under ingen omstændigheder sagde højt, det ville hans ego aldrig holde til. "Det er synd. Selvom du er en pestilens uden lige, så lader du trods alt til at være rimeligt opdraget," konstaterede hun med et lidt ligegyldigt skuldertræk. Det var skam ikke sagt for at kritisere ham, nærmere for at gøre ham opmærksom på det, hvis han stadig gik i naiv tro og drømme om at få en stilling som han aldrig kunne indtage.

Medlidenheden sank dog ved hans alt for tilfredsstillende glimt i det charmerende blik. Hun spidsede læberne i vrede, som hendes mor plejede at gøre det, endnu ét af de tydelige tegn på at hun var sin mors datter. "Jeg opfordrede ikke til noget som helst, det var dine ord ikke mine!" vrissede hun og så ind i væggen der pludselig synes interessant i forhold til ham. De ting hun havde oplevet var.. ikke synderligt gode og det plagede hende særligt lige nu. Hun rystede på hovedet. "Selvfølgelig ikke. Ej heller har jeg opnået hvad jeg vil, men havde jeg haft bare den mindste grund til at blive væk fra det her.. fra Faith, fra dig, så havde jeg glædeligt gjort det," hun blinkede en sidste tårer væk hvorefter hun fik lidt samling om sig selv igen. Hun var fantastisk til at sætte en facade op.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya virkede skræmmende meget som sin kære moder. Noget som Lucifer dog ikke kunne prale med. Jovist havde han meget af Faiths personlighed, og målrettethed, men det var vel fordi at hun havde opdraget ham? Opdraget ham som en leder.. den dag, hun ikke kunne mere, og nu stod han så her alligevel.. Udenfor rækkevidde til det, som han var opdraget til. Var det underligt, at det frustrerede ham?
"Så der er alligevel noget ved mig, som du kan lide," pointerede han tilfredst for sig selv, som han atter vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. At hun så selv valgte at se væk, var ikke noget nyt. Jarniqa havde gjort det samme dengang, at han var begyndt at se hende. Hun havde sågar smidt ham i fangekælderen i Manjarno grundet hans flabethed.

"Så du vil ikke lade det for en opfordring? Du satte tanken i hovedet på mig, søs.. Selv jeg kan ikke stå for en nysgerrighed," sagde han med et morende træk på smilebåndet. Han tog det ikke tungere end som så, for det var der ingen grund til.
Gud hvor hun dog lignede sin mor. Det gik vel kun mere og mere op for Lucifer, at det var således, at det hang sammen? Han rystede kort på hovedet. Hun var der ikke for ham eller hendes mor? Jamen.. hvorfor var hun der så? "Hvorfor er du her så helt præcist?" spurgte han direkte. Nu gav det jo absolut ingen mening for ham!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var en hel række af ting som Cecilaya fandt dybt irriterende omkring den mand, men ingen var helt forfærdelige. Den største årsag til at hun ikke bryd sig om ham, var nok ærlig talt at han mindede hende om hvor lidt hun havde opnået og hvor lidt hun egentlig var værd, selv overfor sin egen familie. "Ingen kan være udelukkende forfærdelige, men du er tæt på," svarede hun lidt ligegyldigt. Han havde gjort hende vred ved at søge ind i hovedet på ham, nu kørte billederne rundt, de samme billeder som hun hver nat forsøgte at fortrænge hvilket havde været så.. enkelt når Jared havde ligget med armen omkring hende, det var slut nu. Frustreret satte hun en hånd til panden og gik lidt rastløst frem og tilbage. Hvad lavede hun her?

"Du tog det som du ville, det kan umuligt være min skyld! Jeg vil bare advare dig stærkt om ikke at gøre det igen," sagde hun med en stemme der var underlig fjern. Det var somme tider svært for hende at være i de tanker, og hun havde jo.. ingen at snakke med om det, overhovedet. Der var kun hende, og hendes tavse bønner. "Hvorfor jeg er her?" hun tav og tænkte sig om et øjeblik uden at finde frem tl en konklusion. "Det er bedre end alternativet. Desuden er Evan en interessant mand, han kunne måske hjælpe mig med at finde noget meningsfuldt," hun trak på skuldrene. Det var det bedste svar hun havde, men hun vidste ikke selv om det var sandt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer lod armene søge over kors. At han var tæt på at være forfærdelig, var ikke ligefrem nogen nyhed. Sådan havde Jarniqa også set på ham i starten. Han var vant til det. Han rystede kortfattet på hovedet. "Man skulle tro, at du opfordrede mig til at gøre det igen, snuske.." kommenterede han let, som det kække smil bredte sig. Han levede måske på kanten af hvad han egentlig kunne tillade sig, men nu hvor han ikke rigtigt havde en grund til at gøre andet, så kunne han vel egentlig godt tillade sig at gøre det, kunne han ikke? Forfærdelig var han måske.. men hvad fanden.. Det var efterhånden noget, som han var vant til.

Lucifer tvivlede på, at Cecilaya overhovedet skulle have nogen grund til at være her. Han gik vel egentlig bare ud fra, at det var fordi, at hun ikke havde bedre at give sig til et sted? "Hvis du ikke har nogen bedre grund til at være her, så.." Han var på ingen måder imponeret af det hvert fald. Han rystede let på hovedet, inden han lod hovedet søge på sned. Smilet bredte sig nærmest kynisk på hans læber igen. Han morede sig ved denne situation. Særligt fordi at hun var så påvirket af det hele.
"En interessant mand.. Sig mig.. Falder du for den slags?" spurgte han denne gang direkte. Han kunne jo ikke lade være med at fryde sig bare lidt ved tanken om det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Mænd som Lucifer var afskyelige! Den tanke om at han var det bedste der var hændt verden, var kvalmende at lægge ører til, men hvad skulle man gøre? Hun så op med en kort afspejling af en flamme i blikket, der døde ud på få talte sekunder. "Du kan lige vove!" advarede hun. Denne gang ville hun gøre hvad som helst for at holde ham ude, bare så hun ikke selv skulle forholde sig til de billeder igen. Hun så ned på den hånd der gik op i en flamme, ikke for at forekomme truende, men bare lige for at understrege hvor meget hun mente det. Forbandet være mental dæmoner, hun havde et voksende had selvom det var en af samme art som hun selv.

Hendes grund til at være her var vag. Hun havde ikke selv taget stilling til hvad der egentlig havde fået hende til at komme her, inderst inde var det nok håbet om at komme til at høre til, også selvom hun helst ikke ville indrømme det. "Så hvad? Bør jeg smutte og overlade scenelyset til dig? Du har formentlig ret, men nu er jeg her, og jeg kan ligeså godt få det bedste ud af det, hvilket du gør meget svært for mig," tilføjede hun bittert og kastede flammen i sin hånd for hans fødder. Godt nok var der ligheder mellem mænd som Jared og Evan, men ikke tale om at hun ville falde for ham. "Jeg er ikke interesseret i noget romantisk. Kun et liv," svarede hun med en liggyldighed.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det flabede smil gled mere bredt over Lucifers læber, i takt med at han kunne se, hvor vred dette gjorde hende. Han elskede det! Gud hvor han elskede at prikke til mennesker, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre det. "Du giver mig jo ligefrem lysten til at forsøge igen.. Se hvilke historier, du vil gemme på i dine dybeste kamre i den fine lille hjerne.." Han hævede hånden, og slog let mod sin tinding med en enkelt finger.

Det var en vag grund Cecilaya havde, hvilket gjorde Lucifer nysgerrig. Vidste hun det ikke, eller var det fordi at hendes ellers tilværelse, var så kedelig, at hun ikke havde andet eller bedre at give sig til? Umiddelbart, ville det ikke ligefrem undre ham.
"Well, så gør jeg jo bare mit job fantastisk, ikke sandt?" Han anså hende lidt som en trussel, hvad angik pladsen ved Faith, for det var ikke en, som han var færdig med at søge efter. Han huede direkte efter den. "Et liv med ældre mænd som en del af det? Du er et legetøj i deres hænder, Cecilaya.. Du burde have lært nu," sagde han en kende hårdt. Her var der ingen kære moder. Nej, han var en hård, kold og kontant mand, hvad den slags angik!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Havde hun været mindre irritabel, så ville hun nok havde set hans hensigter og ladet være med at fodre ham med det, men tankerne plagede hende, og hun havde ikke lyst til at se mere og endnu mindre lyst til at han skulle se mere af hendes fortid. Hun vidste meget lidt om ham og hun var selv en ret privat person. Denne gang tog hun nogle lange beslutsomme skridt til hun stod lige foran ham, og så på ham med et blik hun selv følte var ret truende, men som slet ikke nåede hendes blik. Hun var ikke fjendtlig som sine forældre, ikke med mindre hun ikke havde noget andet valg. "Lucifer jeg mener det. Tro mig, jeg er måske ikke farlig at se på, men jeg bider hårdt hvis man prikker til mig, så for både din og min skyld, så bliver du langt væk," man kunne nærmest se hvordan den store årer i halsen pulserede af vrede.

Hele livet havde hun som alle andre haft mål og drømme, men lige nu var hun forvirret omkring det hele, hun vidste ikke hvad hun brændte for, ikke efter alle de år i skoven og Lucifer gjorde kun værre. "Det kan man sige. Man skulle ellers tro at du havde for travlt med at krybe for Faith, men der kan man bare se.. mænd kan åbenbart gøre to ting på samme tid," bed hun. Rent instinktivt plantede hun et par hænder på hans bryst og skubbede ham med den kraft hun havde. "Jeg lader mig ikke lege med igen, ikke af dem og ikke af dig. Vi er nogle hvis eneste tanke ikke er at komme i bukserne på gud og hver mand, men det må være svært for dig at relatere til," hun vendte ryggen til ham og gik mod døren, nu var hun for træt af at høre på ham!

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer morede sig uden tvivl på Cecilayas bekostning, men hvad andet kunne han da gøre ved det? Det var ham en fryd uden lige, at se hvor lidt der egentlig skulle til, før hun blev sur, og han elskede det virkelig! Der var ikke noget bedre end det, og heller ikke i hans øjne! "Jeg tager ikke dine trusler særlig alvorligt, kære Cecilaya," endte han med en kortfattet stemme. Selv tog han det ikke så tungt, for det havde han slet ikke nogen grund til. Sandt at sige.. At han elskede det her. Han elskede virkelig at prikke sådan til hende, og særligt fordi at der ikke skulle mere til.

Selv på trods af den vrede, som Lucifer så tydeligt kunne læse i hendes blik, så kunne han heller ikke lade være med at bide sig fast i dette. Han lod hovedet søge på sned. Så faretruende som hun ønskede at være.. så havde det slet ikke den påvirkning af ham. "Du ønsker måske at være som dine kære forældre alligevel?" spurgte han direkte.
Selv da hun skubbede ham, trak han sig bare et par skridt, for at genvinde balancen igen. Det morede ham virkelig! Tanken om, at der ikke skulle mere til, end hvad der skulle her. "Det er jo lige før, det gør ondt i mit hjerte, kære søs.." Han lagde hænderne over hans bryst, næsten for at illustrere det. Tydeligt, at hun ikke kunne klare mosten. Han himlede med øjnene, inden han selv forlod lokalet. Det her begyndte at kede ham.

//Out