A spark of Hope

[Noelle Jaceluck]

Højlydte stemmer havde talt hende over hovedet i en times tid nu. Ret tidligt i den samtale havde Noelle valgt at ignorere hvad hun hørte, til fordel for bare at ligge og stirre op i loftet mens de diskuterede hendes vé og vel. Nu var Diamqima endelig gået og Evan lod til at være faldet til ro, hvilket var en lettelse for hendes hoved føltes som om det var ved at eksploderer. Godt nok havde hun fået sovet, men hun var stadig træt. Hendes hænder og fødder var indbundet i bandager, og Nathaniel havde givet hende en eliksir der skulle tage lidt af smerterne. Det virkede ikke synderligt. Evans berøring, bragte hende en smule tilbage til virkelighede, og de grønne øjne faldt på hans velkendte skikkelse. Der var ingen følelse at sporer. "Det kan du vel fortælle mig? Du og Diamaqima havde tilsyneladende ret travlt med at diskutere mit helbred," påpegede hun med svag stemme.
Det var ikke hendes mening at være fjendtlig indstillet, men hun havde haft et par hårde år, og hun var bitter over at have været forladt i så lang tid, mest på Jaqia, for det havde jo vist sig at Kimeya havde fortalt hende det for lang tid siden, men hjælpen var bare aldrig rigtigt kommet.
Det var underligt at være tilbage i Strife Manor.. det var mange år siden men dette havde jo i en årrække nærmest været hendes hjem.. dette selvsamme værelse hun genkendte.

[Deleted]

Evan var faldet en smule mere til ro, efter at Nathaniel og Silia var gået. Han forsøgte rent faktisk at forholde sig en smule optimistisk, selvom det var svært. Han ville jo gerne se Noelle på benene igen, og han ville mere end gerne hjælpe hende med det.
Han satte sig derfor på sengekanten, hvor han strøg hendes kind. At hun blev lettere bidsk, sagde han nu heller ikke noget til. Det var der ingen grund til, for det var sådan at hun var, og det var sådan, at hun altid havde været. "Jeg lader det ikke blive sådan her," sagde han blot. Hvis der var muligheder for at gøre noget ved det, så havde han bestemt også tænkt sig, at gøre det, og det var han bestemt heller ikke bange for at lade hende vide.
Her kunne han sidde og se, at hænder og fødder var bandageret, og smurt med alverdens eliksirer og salver, for at tage det værste af smerten. Han turde ikke tænke på, hvor længe hun havde hængt der, for han havde ikke været i tvivl om, at det faktisk havde været lang tid. "Du er tryg her, Noelle.. Som jeg fik sagt på skibet.. Silia var den, som skænkede mig mulighederne for at komme af sted.. desuden er denne Cale også kommet med," sagde han. Hvordan han skulle tage det, at han lige nu, havde en halv hest stående i stalden.. eller liggende.. Han vidste det faktisk ikke helt. Det hele var bare noget underligt noget lige for tiden. Det havde det været siden han havde forladt Dvasias.

[Noelle Jaceluck]

Selvom det måske ikke havde virket som om at hun havde hørt et ord af hvad der var blevet sagt, så havde Noelle faktisk hørt det hele. Nathaniel så ingen gode udsigter for at hun ville komme tilbage på benene. Hun kunne ikke gribe om noget, hendes hænder var ubrugelige på nuværende tidspunkt, og Noelle frygtede at end ikke hendes stædighed kunne klare dette. Derudover var hun ikke bare mager hun var direkte udsultet. hvor hun ellers plejede at være muskuløs og ret sund at se på. "Jeg vil gøre næsten hvad som helst for at det skal være anderledes, men hvis det ikke bliver bedre. Så slå mig ihjel," sagde hun direkte.
Det var ganske vidst hårde ord, men hvis hun var bundet til en seng resten af sit liv, så var døden langt mere værdig. De rødblonde lokker lå uglet omkring hende på puden. Strife Manor var trygt. Evan var her trods alt. Hun vendte hovedet selvom det gjorde ondt og så på ham.
"Hvor er Cale?" spurgte hun hurtigt. Det var hans skyld at hun havde overlevet så lang tid som hun havde. De var kommet tæt på hinanden. "Plej hans sår, giv ham hvad han skal bruge. Uden ham havde jeg været død inden for en uge," sagde hun ærligt. I stedet havde hun hængt på et kors i næsten flere uger, som om det var bedre.

[Deleted]

Evan ønskede ikke at dømme denne situation for hårdt, også selvom han vidste, at det ikke så godt ud for hende. Det var lang tid hun havde hængt på det kors. Det kunne han jo se, bare ud fra den tilstand, de havde fundet hende i, og det var slet ikke noget, som han brød sig om.
På bordet ved siden af ham, stod en skål med med, som han kunne give hende. Hun kunne jo ikke ligefrem gøre det selv. Han rystede kort på hovedet. "Det tager vi til den tid," sagde han blot. Han ville slet ikke snakke mere om død nu. For nu, handlede det om, at hun fik den nødvendige hvile, og så måtte de sammen sikre sig, at hun kom igennem det her. Det var det eneste, som havde betydning for ham lige nu.
Cale ville ikke have nogen tæt på, så det var svært at få dyret tilset, når han reagerede på den måde, som han nu gjorde. "Han er i staldene," startede han ud med at sige. Det var der manden havde smidt sig, og ikke havde han ladet nogen komme tæt på, da de havde bragt Noelle med ind i huset i stedet for. "Det er svært at tilse et dyr.. eller.. en mand.. hvad end han er, når han ikke vil lade nogen komme tæt på," sagde han blot. Han tog det ikke så tungt. Det vigtigt havde været for ham, at få Noelle derfra, og det havde han fået. Alt det andet, var i princippet fuldstændig lige meget.

[Noelle Jaceluck]

Under normale omstændigheder havde Noelle afvist enhver af den slags dom. Hun var i den tro at man kunne mærke på kroppen hvad den ville, men denne her gang var hun oprigtigt bange for at det ville være sådan her altid. Hun kunne ikke lukke sine hænder om noget og hele hendes krop gjorde ondt også selvom hun var fyldt med alskens eliksirer. Ville hun nogensinde kunne holde om et sværd igen? "Jeg mener det. Det her er intet liv værdigt," hun lukkede øjnene og sukkede, inden hun igen slog dem op, direkte på hans skikkelse. Det var fristende at søge til Cale, men hvordan præcis? En stald? Havde de placeret ham i en stald?! "For helvede, og så undre I jer over at han ikke vil lade jer komme til?" gentog hun hæst.
"Han er ikke et dyr, han er en mand. Ryd et værelse til ham," beordrede hun. Måske hun havde hængt på et kors og var blevet slavegjort i flere år, men hun havde ikke glemt hvordan det var at lede en hær af mænd.
"Din forlovede kom ind med et glas vand. Har du ikke noget bedre?" spurgte hun med et blik der fortalte i sig selv, hvad hun hentydet til. Lige nu kunne hun godt bruge noget at varme sig på, for selv det var svært for hende, hun var alt for svag til at gøre brug af magi.

[Deleted]

At snakke om død og ødelæggelse, ville Evan ikke, før det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. "Den tager vi, hvis det bliver en nødvendighed," sagde han med en mere hård stemme, end hvad han havde brugt frem til nu. Han ville ikke diskutere det ellers, for han havde troen på det, om han så selv skulle sætte himmel og hav i bevægelse for det.
Cale var ikke til at komme tæt på, uden at han reagerede på det. Staldene havde han selv søgt mod. Måske fordi at han var vant til de steder? Han himlede kort med øjnene. Det var bestemt ikke nu, at hun skulle ligge og give ham ordre, for han fandt sig bestemt ikke i det! "Han søgte selv dertil, og lader nu ikke nogen komme i nærheden af sig, så jeg kan intet stille op med det lige nu. Han var da ikke så ilde tilredt, som du er," sagde han endeligt. Lige Cale, var han ikke bange for.
"Du ved godt, at jeg har bedre, men jeg tvivler på, at det er smart lige nu," sagde han endeligt. Det vigtigste i hans øjne, var at de nu fik hende på højkant igen. Alt det andet, kunne i princippet være ligemeget for hans vedkommende. Han vendte sig, så han sad mere med fronten til hende. "Lad mig hjælpe dig.. Vi er nødt til at få noget i dig," bad han. Mad og drikke stod her.. og hun lignede jo et skelet!

[Noelle Jaceluck]

De burde ikke snakke død og ødelæggelse nej, men i årevis havde det været hele Noelles verden. Slå ihjel eller dø sig. Samvittighed plagede hende ikke, for hun havde gjort det mange gange før, men et var noget andet at blive sat i den situation hvor det blev gjort for ydmygelse og underholdning. Det havde været tortur, men hun talte ikke om hvad der var sket, ikke med andre end Cale. "Hvis du ikke er færdig med at råbe, så vær venlig at gå, du giver mig hovedpine," sagde hun tvært. Et sted vidste hun godt at han bare bekymrede sig om hende, men hun orkede ikke at tage den lige nu.
"Så sig at jeg beordrede ham til det," svarede hun og kvalte et lille gab. Det her sted var fremmede for Cale, men hun havde ikke svært ved at forestille sig at han var en kende for skeptisk overfor de tilstedeværende. Hun lukkede øjnene igen og bed tænderne hårdt sammen for ikke selv at komme til at råbe af ham. "Jeg er ret ligeglad Evan, jeg har haft søm gennem mine hænder og fødder, giv mig så den flaske!" vrissede hun gennem sammenbidte tænder. Hvad var det lige han ikke fattede?!
Hendes blik blev om muligt mere skeptisk da hun så ham tage fat om skeen. Ville han made hende? Ikke tale om! Det var ydmygende nok i forvejen. "Jeg er ikke sulten," afviste hun selvom det var løgn. Hun var så ulideligt sulten!

[Deleted]

Det var bestemt ikke nu Noelle skulle begynde at spille med musklerne overfor Evan, for han var træt og irriteret nok i forvejen! Hvilket var noget som man kun måtte takke den kære Nathaniel Diamaqima for! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse og med den samme faste mine. Skulle det vise sig, at hun aldrig ville få bevægelighed i hænder og fødder igen, kunne de snakke om det. I det tilfælde, forstod han hende godt, men det var bestemt ikke nu, at han havde tænkt sig at tage den.
"Jeg går herfra, når jeg er færdig," afviste han kortfattet. Det var ikke nu, at hun skulle sætte ham på plads. Han havde rejst i dage, for at nå hende, og for at få hende med hjem. Silia havde givet ham de muligheder, og for det, så skyldte han hende.. Han stod i gæld til Diamaqima'erne, selvom han hadede den tanke. "Det gør ikke nogen forskel, Noelle," sagde han spidst.
Evan himlede med øjnene. Den stædighed var da, hvor den altid havde været, hvilket da tydeligt godt kunne mærkes nu! "Du får den ikke!" vrissede han, inden han satte sig til rette med skålen i hånden. Han skælvede af raseri. Det hele havde været et kaos i den tid, hvor hun havde været væk. Og nu var hun ikke sulten? Det vidste de jo begge to var en løgn. "Skal jeg virkelig tvangsfodre dig?" Nu var det da han tålmodighed, der var ved at slippe op!

[Noelle Jaceluck]

Evan var træt og irriteret, men det var ikke ham der lå med huller gennem både hænder og fødder med udsigten til ikke at komme op igen. Var det noget vidsunder at hun var en lille smule på spidsen? Derudover havde hun haft nogle hårde år, hvilket hendes krop afslørede. Hun var fuldstændig afpillet, hendes krop havde ar og mærker, gamle som nye en del af dem 'vundet i arenaen'. Hendes hud var mat og helt indsunket særligt omkring hendes ansigt, hvilket lidt ødelagde den ellers slående skønhed.
Dæmonen i hende var holdt i live, med så mange mænd der havde tvunget sig på hende, at det gav hende kvalme overhovedet at tænke tanken om at hun nogensinde skulle tæt på nogen mand igen. "I så fald vil jeg råde dig til at ændre tonen," svarede hun kortfattet.
Måske han havde taget hendes plads i hendes fravær, men hende kunne han ikke beordre, ikke mere, også selvom hun hun havde været langt under ham, sidste gang dette værelse havde været hendes.
"Så du vil nægte mig den eneste glæde lige nu?" spurgte hun irriteret. Hadede han hende virkelig så meget? Desuden var Faith i huset og det var ingen hemmelighed at hun hverken kunne fordrage hende eller Athena, så det var jo bare perfekt!
"Du skal ikke fodre mig!" hun vendte hovedet den anden vej som tydelig afvisning. Det var simpelthen for ydmygende. Gid hun dog var død på det kors!

[Deleted]

Evan var træt oven på den lange tur, og efter kampen med Nathaniel, så det kunne heller ikke komme bag på nogen som helst. Han himlede let med øjnene. Hvor var hun dog direkte irriterende at høre på lige nu! Det her var hans hjem, og det var derfor også hans regler, som gjaldt. Han ville slet ikke høre tale om noget andet!
"Jeg behøver vel ikke minde dig om i hvis hjem, du befinder dig, gør jeg?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Under normale omstændigheder, kunne han klare Noelles kortfattede tone, og spydigheder, men det var bestemt ikke lige i dag, at han ville lægge ørene til dem. Han kunne ikke overskue dem lige nu!
Hvis flasken var den eneste glæde, som hun havde i livet, så var det synd og skam for hende, for det var lige præcist den glæde, som han havde tænkt sig, at tage fra hende, og det var uden omsvøb. "Korrekt. Det er lige, hvad jeg har tænkt mig at gøre," sagde han direkte, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse.
At hun ikke ville have noget at spise, fordi at han skulle give hende det, synes han var alt for latterligt! "Fint.. Fint.." Han tog skålen og hamrede den nærmest ned i bordet ved siden af sig, inden han rejste sig op. Han havde simpelthen fået nok nu!

[Noelle Jaceluck]

Det var stadig underligt at være hjemme og så lige i Strife Manor. Måske hans regler gjaldt her, men han burde vide bedre end at hun ville underlægge sig, det havde hun allerede været tvunget til i alt for lang tid! "Så hvad vil du gøre, smide mig på port?" vrissede hun. Det var slet ikke meningen at de skulle fortsætte skænderiet, men hun fandt sig ikke i den urimelige opførsel, det var Nathaniel han var vred på, ikke hende! Begge hendes arme var gemt under dynen. Hun lå med håndfladen op, men bevægede ikke så meget som en finger velvidende om hvor smertefuldt det ville være.
Hendes krop var bundet af smerte, men hendes blik og hendes prustende vejrtrækning afslørede at hun var ved at være godt og grundigt vred. en lille tår af det gyldne stof, kunne for pokker da ikke skade! Det gav et lille sæt i hende da han hårdt satte skålen ned, så noget af maden røg ud. Hendes intense blik lagde sig på ham. "Hvad helvede er der galt med dig? Hvordan var det lige at jeg skulle blive syndebuk for din vrede overfor Nathaniel?" spurgte hun hårdt. Det var virkelig ikke hans vrede hun havde brug for. Hun kæmpede med mange dæmoner og selvom hun lige havde snakket død og ødelæggelse, så forsøgte hun virkelig med alt magt, at holde et positivt sind.

[Deleted]

Evan havde lige været på en længere rejse for at få hende hjem. En mulighed, som han havde ventet på, i det, som faktisk måtte være år! At hun så samtidig havde skænket liv til et barn.. deres fælles barn, var der jo intet, der indikerede, så hvordan skulle han da vide det? Han bed tænderne sammen, og vendte blikket mod hende. Skulle de virkelig til at tage den nu? Han rystede kort på hovedet. "Jeg sidder her og yder en hjælp, fordi jeg har tænkt mig at smide dig på port. Den giver ikke meget mening, Noelle," sagde han direkte, som han igen vendte blikket direkte mod hende. Det var en tanke, som rent faktisk måtte irritere ham nu!
Derfor hamrede han også skålen direkte ned i bordet igen, kun for at rejse sig. Nu var det jo kun hende der pissede ham af, og han var ved at være godt træt af det hele nu! Han vendte blikket mod hende igen. "Tror du det her omhandler Nathaniel?" spurgte han direkte. Han havde kæmpet i evigheder om at holde stand ved det hele, og det havde for pokker ikke været nemt for ham. Langt fra faktisk. Han knyttede næverne let. "Men fint nok.. hvis du ikke ønsker min hjælp, så skal du være velkommen til at gøre det selv," endte han. Han var træt af de småting af skænderier. Det stod ham virkelig langt ud af halsen efterhånden! Hvilken tak, for endelig at have fået hende hjem!

[Noelle Jaceluck]

Barnet.. det havde Noelle næsten glemt. Minderne plagede hende om natten men der var aldrig blevet sat ord på, kun overfor Cale som kendte til sandheden. Det kunne hun ikke fortælle Evan, han ville blive vred, også selvom han ville vide at hun aldrig ønskede sig et barn.
"Det er det jeg mener. Dit hus, dine regler korrekt, men jeg bøjer mig ikke for nogen, det burde du vide," hendes hænder og fødder var et eksempel på det. De var som de var, fordi hun havde nægtet at bukke sig for nogen mand eller kvinde, hun havde ikke villet lade sig ydmyge og alligevel var det præcis hvad der var sket.. og stadig skete. "Så fortæl mig hvad det handler om i stedet for," svarede hun køligt. Der var mange i huset, så hun holdt stemmen lav. Det var ikke alt nysgerrige ører skulle høre!
Noelle var taknemmelig over endelig at være hjemme, men hun havde svært ved de omgivelser som var kendte for hende men stadig føles fremmede. Selv Evan var forandret. Han så mere slidt ud, ikke at hun bebrejdede ham. Han måtte trænge til en pause nu.
Hun sank en klump. De vidste godt at hun ikke selv kunne, for hun havde forsøgt flere gange allerede med ulidelig smerte som resultat, men havde han nogen anelse om hvor ydmygende det var at blive madet? Selv af ham der i mange år havde været hendes bedste ven, hendes træner og hendes elsker.

[Deleted]

Evan turde ikke tænke på, hvad Noelle havde været igennem, men en ting kunne han næsten gætte sig til: At det havde været selvforskyldt, at hun i øjeblikket måtte ligge i sengen foran ham. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun nok havde været flabet og andet overfor dem, som hun nu måtte have mødt på sin vej. "I din tilstand, havde jeg vel også forventet og håbet på, at du ville være bare en kende mere fornuftig?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen.
Denne gang blev Evan stående. Han var så vred, at det nærmest måtte være ubeskriveligt lige nu. Det pissede ham virkelig af, at det skulle være på den måde. Selv vidste de jo godt, at hun ikke ville kunne gøre det på egen hånd, men hun skulle da være velkommen til at forsøge med den stædighed, som hun havde i sin besiddelse. "Jeg tog den lange vej til Tayevania for at få dig hjem.. imødekom endda dit krav om hestemanden nede i stalden, og det er er takken?" spurgte han direkte. Han kæmpede.. Hans eget forhold stod på spil.. Han havde ikke haft tiden til Athena, som i forvejen rev i ham i den anden ende, og samtidig havde han forsøgt at tage hånd om hæren, som selv stod en kende for stille, og rygterne gik jo. Han havde virkelig brug for en pause efterhånden, men der havde bare ikke været nogen til at give ham den! Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket mod vinduet. "Du har været væk i årevis.. Og det du møder mig med, er spydighed.." kommenterede han direkte.

[Noelle Jaceluck]

Ikke mange fra Tayevania havde brudt sig specielt meget om hende. Hun havde været ilter og umulig at tæmme, hvilket i sidste ende havde fået hængt hende op på et kors. Hellere dø sådan end at leve som en simpel slave, ligesom de havde forsøgt at gøre hende til. "Og gøre hvad helt præcist?!" spurgte hun hårdt. Han skulle bestemt ikke angribe hende måde at håndtere dette på, for havde rollerne været omvendte så ville de nok have stået i præcis det samme. Hun brugte sine mavemuskler og fik sat sig op, selvom det skar i hele kroppen hvilket tydeligt kunne ses i hendes blik. Hun stønnede. Bare det at holde sig oppe var ikke nemt. Dynen faldt ned om hendes liv, blottede hendes bryst og ligeså blottede rygrad. Der var ikke det han ikke før havde set af hende, så hun hverken kunne eller ville gøre noget for at forhindre det, selvom gåsehud meldte sig.
"Han er en kentaur ikke en hestemand!" fastslog hun hurtigt. Cale var hende et ømt punkt, de skulle ikke omtale ham som et sølle dyr, han var meget, meget mere.
"Hvad skulle jeg ellers møde dig med Evan? Kys og kærtegn? Jeg tror ikke Athena ville værdsætte det," hun så på sine hænder. Kærtegn var uanset helt uaktuelle, og jo hun havde lyst til at mærke hans læber for at vide at han var der, hun havde lyst til at mærke ham stryge hendes kind, det var bare for sårbart til at blive udtalt og for farligt at bede ham om desuden. Hun så ned på dynen og prustede. Det var hårdt at sidde oppe.