A spark of Hope

[Jason Elvana Nimanhra]

At opgive sit blod til en fremmed vampyr, var virkelig en tillidserklæring, som man kunne sige, at Jason ikke var vant til, at folk ville give ham. Han lod hovedet søge en kende på sned, som smilet kort bredte sig. Han tog om glasset, inden han førte det til sine læber, hvor han tog en lille tår. Det brændt virkelig på tungen, men det føles derimod også rigtig godt. "Som datter af en royal, forbliver man royal, selvom det aldrig vil være en titel, som vil blive din," sagde han med en rolig stemme. Nu havde han selv siddet der, så han vidste skam også godt, hvad han talte om.
Jason lod begge hænderne roligt hvile på bordet foran ham i stedet for. Han var nysgerrig på hende. Af udseende lignede hun uden tvivl sin smukke moder. Han nikkede. Det var mange år siden. Det var ligeledes også mange år siden, at han havde været til stede efter den smukke kvindes begravelse. Måtte hun have fundet fred i livet. Han håbede i hvert fald på det. "Du er et omvandrende bevis på, at tiderne uden tvivl flyver," sagde han med et svagt smil. Det var alt sammen ment godt. Hun var vokset til at blive en smuk ung kvinde, og nu også forlovet? Kunne det blive bedre?
"Heldigvis," sagde han ærligt. Selv havde han mange fine historier, som han kunne berette om den kære Elanya. Smuk var hun dog. Noget som han i særdeleshed godt kunne lide. Nu var han jo også kendt for at være lidt en skørtejæger trods alt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Nu kendte Athena ikke ligefrem delikatesserne inden for blod, ud over hun vidste at engle og nymfe skulle være ret berusende, men hun var ingen af delene, og desuden havde det været et par dråber, med andre ord måtte hun gå ud fra at det ikke kunne skade. Selv lænede hun sig tilbage med koppen i hånden. Måske hun i stedet burde se hvad Cecilaya og Lucifer lavede? De to var ikke kommet særlig godt overnes, på den anden side, så havde hun vidst fået nok af den slags konflikter efter Nathaniel og Evan. "Min mor døde ikke royal. Derfor anser jeg heller ikke mig som værende det samme. Jeg var soldat i mange år, det er der ikke særlig meget adeligt i," påpegede hun med et lille smil. Hun savnede at være ude i feltet, savnede at kæmpe, men Evan havde forbudt hende det, og fordi hun elskede ham som hun gjorde, så havde hun tilladt det.
"Den ene dag tager den anden. Jeg er ikke længere et barn, det er sandt," hun huskede ham ikke som værende en så flot mand. Hans smil.. der var noget over det. Hun så væk, ud af vinduet til aftenen der var begyndt at trænge sig på og havde fået mørket til at lægge sig.
Selvfølgelig var Athena stolt af sine rødder, men hun ville ikke være kendt som hendes mor. Aldrig ville hun få ja hvad.. 11 børn med alt for mange forskellige mænd! Nu havde hun været sammen med Evan siden ungdommen og de havde adopteret Lucifers lillesøster og det var det!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det forekom bestemt ikke ofte for Jason, at folk frivilligt skænkede ham deres blod, for at være med til at stille hans sult. Han var dog glad for det. Han tålte det nemlig bedre, når det var blandet op. Selvom han nu anså hendes blod som blåt og royalt, så behøvede man ikke kalde sig prinsesse, bare fordi at man ikke levede som det. Sagen var jo, at hun var en prinsesse af lyset, selvom hendes hjerte, sind og sjæl, måtte være en del af mørket her. Ligesom hans eget var.
"Værende soldat, ændrer ikke på, at De er en kvinde af royalt blod, grundet Deres moder," sagde han blot. Han var rådgiver. At springe ud i den form for diskussioner med ham, ville hun intet få ud af. Et kort smil passerede hans læber. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han havde mulighede for at gøre det. Desuden var hun en smuk kvinde. Det ville være dumt af ham, ikke at forsøge, og nu hvor han havde muligheden, så hvorfor ikke? Han lod hovedet søge en kende på sned, som smilet forblev på hans læber. "Nej, det ser jeg. Jeg ser en smuk stolt kvinde, som kun må være stolt over, den hun er blevet til. Du bærer dig frem med en selvtillid, som end ikke din moder havde. Den klæder dig," sagde han med en ærlig stemme, som han nikkede mod hende. Koppen hævede han, hvor han tog mere af theen. Blodet gjorde også sin del. Det gav ham en.. forbindelse til hende.. Lod ham føle, hvad hun følte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Aldrig ville Athena nogensinde påtale sig selv ved titel. Ja hun var en del af tronfølgen til tronen i Procias, men det var ikke et liv for hende. Trods hun sad der med ret ryg og en elegance over sig, så var det kun en del af en facade for at skjule sin ensomhed og frustration. "Af blod nej, men blod er ikke alt for os alle," understregede hun lidt ligegyldigt. Marken havde været hendes hjem, det havde givet hende en følelse af at være stærk. Nu gik hun herhjemme, bekymrede sig om sin forlovede når han var ude, lod ham leve det spændende liv og håbede på at han ikke ville glemme hende helt herhjemme. Hun savnede deres træning, savnede vreden, som hun havde givet slip for.
Hans smil tog pusten lidt fra hende. Egentlig brød hun sig sjældent om mænd der smilede, men han havde sikkert nedlagt mange kvinder med det smil. Hendes blik hvilede på theen mens han talte. Desværre var han helt forkert på den, hun var mester til at smile og lade som ingenting, selvom hun i virkeligheden kedede sig og desuden følte sig nytteløs. "Uden selvtillid drukner man oftest i selvmedlidenhed. Evan har givet mig meget. Men tak for komplimentet," hun satte sin kop fra sig. Det plejede vel at virke på andre kvinder? Ikke hende, hun var alt andet end selvsikker efter alt det der var hændt, men hun klamrede sig til det i håb om ikke at virke for sårbar.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var måske ikke en royal titel, som Athan ville tiltænke sig, men den lå der. Et sted var hun prinsesse af Procias, af blod, navn og titel, selvom det ikke var en titel, som hun ville kalde sig ved, så var det ikke noget, som rørte ham på den måde. Desuden var han vant til at folk talte ham imod, og himlede med øjnene af ham, for det var efterhånden hverdag.
"Måske ikke, men for visse er det," sagde han blot. Han så nu ikke nogen grund til at skulle skabe nogen dårlig stemning, når han endelig havde muligheden for at se den kvinde, som han havde opdraget som sin datter de første få år af hendes liv. Hun havde ikke været særlig gammel, før han havde ladet Elanya tage begge børn med til den anden side af grænsen. Ikke at han forstod hende, for det gjorde han virkelig. Han havde ondt af dem.. Det havde været en hård familie, at skulle være en del af, kunne man jo sige.
Det kække smil, havde gjort rigtig mange kvinder våd i trussen, og Jason havde levet højt på det. Hvorfor skulle han ikke forsøge at udnytte den situation, som han stod i, i øjeblikket? "Hvordan skal den misforstås, min kære?" spurgte han direkte. Ville hun da påstå, at hun ikke havde det godt? Desuden gav smagen af hendes blod også ham lidt at tænke på, på sigt. Var der mon mere i det, end hvad hun selv gav udtryk for?

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena skævede til ham op under sine øjenbryn med et lidt skulende blik. Havde hendes mor levet i så mange år med det der? "Er du altid så diskussionslysten?" spurgte hun en kende ligegyldigt. Det var meningsløst at diskutere hvor vidt hun var prinsesse eller ej, når det aldrig var en titel hun ville tage på sig. Hendes bånd til sin mors side af familien var minimale, og med årene var hun blevet langt mere dvasiansk end prociansk, men i disse tider kedede hun sig mest af alt.
Hun brød sig ikke om det blik han sendte hende. Bedrevidende, som han vidste hvem hun var. På dette tidspunkt havde hun slet ikke skænket blodet en tanke selvom hun havde fodret ham med det selv.
"Den skal ikke misforstås. Jeg siger bare at selvtillid kan være mange ting, og kommer ikke let," svarede hun og samlede hænderne i sit skød.
Jason var meget ældre end hun selv, desuden havde han været gift med hendes mor, og hun var forlovet med manden af hendes drømme, så han havde ikke en chance heller ikke selvom det charmerende smil satte forkerte tanker i hende. Hun beberejdede sit væsen, hende og Evan havde ikke ligefrem haft tid til at hygge sig, og det var bare ikke det samme at få manipuleret sulten væk via sindet. Desværre.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var ikke bange for at tage en diskussion op, og dette var heller ikke noget undtag. Han elskede det. Desuden var han mere end vant til, at folk himlede med øjnene af ham, når de ikke var enig med ham. Så han tog det faktisk ikke særlig tungt. "Der er intet bedre end en god debat.. efter en hed omgang i lagnerne," sagde han ærligt. Nu havde han for længst lært at acceptere omstændighederne, som de nu var. For længst lært at acceptere, at det var den mand som han var.
Selvom han var en aldrende herre, var han uden tvivl i sin bedste alder, og havde endnu rigtig mange ting, som han ønskede at opnå med sit liv. Nu hvor han var blevet fodret med hendes blod, kunne man mærke.. usikkerhed og tvivl. Vidste hun overhovedet hvad blod kunne gøre ved en vampyr som ham? Han hævede hovedet i retningen af hendes skikkelse igen.
"Du dækker over noget, Athena," sagde han pludseligt. Han lagde begge hænderne på bordet, hvor han lænede sig frem. Han var meget intimiderende. Dem som var omkring ham til dagligt, vidste det, så han tog det faktisk ikke tungere end som så. Hovedet lod han søge en kende på sned. "Den kommer ikke let, nej.. Det har du ret i... Din er et skalkeskjul, for hvad du føler.. for eksempel." Blikket gled ned mod ringen, inden han tømte glasset med the.. og blod. Nu blev han jo bare nysgerrig for alvor.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena rokkede lidt uroligt på sig. Havde det ikke været for hendes selvkontrol så ville hun have tabt kæben over hans kommentar. Med andre ord havde hun ikke taget fejl af ham. Han væltede sig vel nok i damerne. "Hvor er du upassende," kommenterede hun og rynkede lidt på panden. Desværre kunne hun mærke at hun fik det lidt varmt, men det måtte være dæmonen. Måske hun bare skulle gå ind i stuen? Men ville det ikke være det samme som at flygte? Hun fugtede sine læber og lagde benene over kors. Havde han ingen skam her i livet? Og hende som ikke havde troet at det kunne blive meget værre.
Hun så væk og skævede mod døren som overvejede hun muligheden for at nå derhen før han ville stoppe hende. "Virkelig? Det er interessant at du ved mere om mig end jeg selv gør," påpegede hun kortfattet og så flygtigt hen på ham. Da han lænede sig frem, lænede hun sig tilbage og bevarede derfor afstanden mellem dem. "Det er mange år siden du kendte mig, Jason. Jeg har det glimrende," vedblev hun og fjernede hurtigt hånden til sit skød, da hun bemærkede at han betragtede ringen. Hun fandt stor stolthed i den, men hun håbede også snart på at kunne smide Mathimæus navnet fra sig, det var ydmygende stadig at bærer, særligt med minderne derefter.

[Jason Elvana Nimanhra]

Smagen af hendes blod hvilede på hans tunge. Han kunne mærke hende.. havde denne midlertidige forbindelse til hende, som nok var svær for hende, i det hele taget at forstå, men nu var den der. Han havde intet personligt imod den. Den ville være hurtigt ovre, i og med, at han kun havde fået et par dråber. Men det var nok. Et kækt smil passerede hans læber. "Synes du virkelig? Eller er det blot noget du siger?" spurgte han med en rolig stemme. Han kunne lide det. Han havde længst accepteret sig selv.
Jo længere tid, Jason sad overfor denne kvinde, følte han da, at der lå noget i det, end det, som hun gjorde tydeligt for ham i hvert fald. Det var et skalkeskjul. Det var umiddelbart det, som gav mest mening for ham lige i øjeblikket.
Sådan som hendes blik flakkede, lignede det hun søgte en flugtvej. Han ville selvfølgelig ikke holde på hende, da han ikke så nogen grund til det. Desuden var det jo hendes hjem. "Jeg vil ikke påstå, at jeg kender dig.. Ikke siden du var en selvstændig og enerådig.. stærk lille pige.. Men jeg kan føle, hvad blodet giver mig," sagde han blot. Han satte sig denne gang roligt tilbage. Hun var ukomfortabel omkring ham. Det havde jo heller ikke været hans mening. "Jeg gør dig ukomfortabel," tilføjede han. Han vendte blikket ned mod sine egne hænder. Var det underligt, at han.. nød den tanke?

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvad blodet gjorde ved ham, var Athena ukendt. Det var ikke vampyrer hun havde haft mest med at gøre. Hun kunne jo selvfølgelig søge i hans hoved efter hvad han vidste, på den anden side, var hun slet ikke sikker på at det var et sted hun havde lyst til at være, ikke med den tankegang. "Nej det var en konstatering. Det var upassende sagt. Jeg er den tidligere steddatter i princippet, og jeg bærer en ret symbolsk ring på min finger, så jo. Det var meget upassende sagt," gentog hun lidt hårdt. Han ville bestemt ikke komme nogen vegne med sin charmerende person, ikke hos hende! Hun ville aldrig give sig hen til en mand som ham... ville hun gerne bilde sig selv ind.
Pludselig fortrød hun at have givet ham det blod. "Det er alt sammen gætterier Jason," hun sukkede og rejste sig uden helt at vide hvorfor. Noget ved ham drev hende til at blive men en mere fornuftig part, vidste at hun burde gå, inden han kom for tæt på.
"Ja du gør. Det er ikke en måde at snakke til ukendte på," sagde hun ærligt og slog blikket ned på ham. Stædigt, ligesom hendes far kunne være det. "Du kommer her og taler om din tur i lagnerne, begynder at analysere på ting du ikke ved noget om. Du lever sandelig op til dit rygte," konstaterede hun spidst.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod hovedet søge en kende på sned. Var det underligt, at han var som han var? En misforstået mand igennem stort set hele sin opvækst.. nu hvor han selv havde lært at sætte pris på sig selv, så var det vel ikke underligt, at han tog det på den måde, som han nu gjorde? Et kort, men kækt smil måtte brede sig på hans læber. Han tog det virkelig ikke særlig tungt. "Og alligevel, så bliver du siddende og hører på, hvad en gammel mand, som jeg, har at sige, Athena," kommenterede han direkte.
Hun kunne gemme det bag alt hvad hun ville, og Jason vidste, at hun havde det af helvede til. Alt sammen, var et skalkeskjul. Var det underligt, at han synes synd for hende? Kunne end ikke hendes mand se, at hun ikke havde det særlig godt? "Du ved virkelig ikke hvad blod, gør ved en vampyr, hvis det er helt friskt.. gør du?" Det var nysgerrigheden i ham, som ligeledes måtte drive ham, som det gjorde i øjeblikket. Selv kunne han ikke undgå at tage det som han nu gjorde. For ham, var det nemlig bare omstændighederne, der gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde.
Som hun rejste sig, satte han sig blot tilbage på stolen. Silia ville vel snart komme ned igen? Koppen havde han tømt, idet han selv denne gang rejste sig op. Han havde tydeligvis fornærmet hende, og ej havde det været hans mening, at gøre dette. "Jeg mente nu ikke at fornærme dig.. Langt fra." Han blinkede kort til hende, inden han rettede sig op. Automatisk foldede han hænderne bag på ryggen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Rygter var som ved enhver anden kommet ham i forkøbet. Han var kendt som værende en Casanova, men det var aldrig gået op for hende hvor irriterende han var. Hvordan havde hendes mor været i stand til at leve mere end én dag med ham under samme tag? Det ville hun vel snart finde ud af. Hun trak på skuldrene. "Det lader til at jeg har arvet min mors høflighed. Jeg forstår dog ikke hvordan hun udstod dette i så lang tid," tilføjede hun og lænede sig en smule op af bordet.
Evan og hende var gledet fra hinanden på det sidste men hun elskede ham stadig ligeså højt. Når tid var til det, så kunne de snakke om det, men lige nu gik hun rundt i skjult ensomhed og betragtede sin forlovede med længsel. Det lod til at der var faldet lidt ro oven på nu, faktisk kunne hun slet ikke høre ham mere lige nu.
"Nej. Fortæl mig det," opfordrede hun med et opgivende suk. Han havde nok ikke tænkt sig at lade hende slippe for historien uanset. Idet han rejste sig selv, bakkede hun naturligt et skridt væk og placerede en hånd på hoften. "Du har ej fornærmet mig. Men du burde måske tegne dig en grænse for det passende," kommenterede hun og lod blikket flakke mod døren. Hun håbede snart at Evan havde tid til at se hende et lille øjeblik, men hun forstod godt at han var bekymret for Noelle, de to havde været tætte altid.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod hovedet søge let på sned, som han denne gang blev stående, og med blikket vendt i hendes retning. Elanya havde holdt det ud, men de havde derimod også haft deres klare aftaler. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg kan nu forsikre dig om, at der nok også har været de stunder, hvor din moder har haft lysten til at kvæle mig," sagde han roligt. Som han gjorde med Silia nu, havde han gjort det med Elanya dengang. Han havde holdt hende tryg.. givet hende en følelse af at være god nok, og elsket af nogen. For han havde virkelig holdt af den kvinde.
Hvordan det var personligt for Athena og Evan, ville han ikke blande sig i. Han kunne jo bare gå ud fra, hvad blodet fortalte ham, og det var bestemt ikke, at hun havde det særlig godt. Var det underligt, at han tog tingene, som han nu gjorde det? Han betragtede hende tavst i et langt øjeblik. "Helt friskt blod giver en vampyr en forbindelse med den, som blodet kommer af.. i øjeblikket.. kan jeg føle, hvad du føler.. og jeg føler ensomhed, sorg og ensomhed." Følelser som han kun var kendt med, også på grund af hendes kære moder.
Jason rystede kort på hovedet. Han havde fornærmet hende. Han kunne jo tydeligt mærke på hende, a det gjorde hende vred og irriteret et sted. Tungen strøg han kort over sine læber. "Jeg har måske ikke fornærmet dig.. og alligevel søger du flugtvejene. Jeg ønsker ikke at holde på dig, Athena," forsikrede han. Men hans selskab var vel bedre end den ensomhed, som hun til dagligt måtte gå med?

[Athena Maloya Mathimæus]

"Se det forstår jeg godt," bekræftede hun og sendte ham et lidt vurderende blik. Godt nok havde han et smil der kunne vælte de fleste kvinder omkuld, men hans attitude ødelagde det, desværre lidt for ham. Det var nok heldigt for hende. Fristelser kunne hurtigt blive store med den distance og frustration der var i forbindelse med hendes forlovelse. Det hele skulle nok løse sig igen. Som han fortalte hvordan blodet virkede på ham, bed hun sig i den bløde underlæbe sukkede fortrødent. Måske hun burde tænke sig om inden hun gav sit blod til vampyrerne så. "Der kan man bare se. Du fik kun et par dråber, du kan umuligt føle alt hvad jeg gør. Du er vampyr ikke mental dæmon," prædikede hun som om han ikke havde vidst det. Egentlig handlede det nok mere om, at hun ville ønske det ikke var således.
"Ej ville jeg lade dig holde på mig, Jason. Jeg ser frem til deres selskab, men du må have mig undskyldt," sagde hun og passerede ham, endelig for at følge sin flugtvej. Det var ikke nemt for hende at have mange mennesker i huset, det var ingen hemmelighed at hun havde det svært i sociale sammenhænge, men hun forsøgte virkelig. Lige nu ville hun sådan set bare gerne have Evan lidt for sig selv, og få brudt ensomheden som Jason rigtigt nok havde sagt at hun brændte inde med.

[Deleted]

Døren gik i, med et kraftigt smæld, da Nathaniel og Silia forlod værelset, kun for at lade Evan sidde alene med Noelle. Nu hvor han nærmest havde været omkring hende, siden de havde fået hende ned af korset og væk fra Tayevania, ville han bestemt ikke høre på, at der var stor sandsynlighed for, at hun ikke ville komme op af sengen igen!
Evan satte sig ved hendes sengekant. Det havde måske ikke været passende, at tage den diskussion med Diamaqima foran hende, men hvor skulle han ellers gøre det? Det vrimlede med mennesker i hele huset, og ikke engang i stalden kunne de være, for der havde de placeret Cale.. Det højest mærkværdige væsen, som ikke havde ladet nogen af de andre komme i nærheden af sig, så han ville ikke gøre noget yderligere ved det.
Hånden hævede han let, og strøg over hendes kind. "Hvordan har du det?" spurgte han denne gang langt mere rolig. Det var næppe den velkomst, hun havde regnet med at få, når hun kom tilbage til fastlandet igen, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han sukkede let. Hvis han havde haft muligheden for at tage afsted noget før, så havde han gjort det. Dette var så også grunde til, at han havde valgt at vende Dvasias ryggen. Jaqia var i det øjemed slet ikke til at stole på.