A spark of Hope

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var vigtigt at Silia hvilede og slappede af, også for det lille barn, som hun måtte bære i sit indre, og særligt, når det var på denne her måde. Han sendte hende et smil. "Det er nogen stærke hænder, men jeg må alligevel bede jer om at være påpasselig. Jaqia har trods alt også Kimeya og andre på sin side, som vil sætte ind, om nødvendigt," sagde han med et alvorligt blik. Han selv ønskede naturligvis ikke, at der skulle ske noget med hende, eller de andre for den sags skyld, men selv han, kunne jo se de klare fordele i at handle, nu hvor der var mulighed for det.
Jason vidste at han kunne prale af sine evner i sengen, for det var noget, som han da i det mindste godt kunne finde ud af! Et smil passerede kort hans læber, som han strøg hånden over hendes håndryg. "Det samme gør jeg. De sidste måneder, har tvunget mig lidt ud af træning." Han blinkede let til hende. Han levede og åndede ganske vidst for det kvindelige skød, men han vidste jo, at han var god til det. Han hævede hendes hånd til sine læber, hvor han denne gang plantede et kys mod hendes knoer. Lugten af Gabriel hang på hende, også selvom han dog intet sagde til det, da han ingen grund havde til dette. Hun ville vel fortælle ham om det, hvis hun fandt det relevant. "Hvordan har du det, Silia?" spurgte han pludseligt. Denne gang midt ud af det blå.

[Silia D. Diamaqima]

Jason var interesseret i at beskytte barnet som enhver far ville være. Gabriel afskyede maven, Thranduil ønskede intet at gøre med det, men Jason.. han strøg hendes mave, bekræftede livet og beskyttede både hun og banret med alt han havde. Somme tider ville hun næsten ønske at barnet havde været hans, udelukkende fordi hun vidste at det aldrig ville lade hende alene. "Kimeya ved intet om dette. Desuden stoler han på Faith og jeg, og han ville aldrig kunne gøre hverken os eller hans datter ondt, hvilket vi må udnytte," sagde hun ærligt. Kimeya havde været som en far for hende, hun ville ikke gøre ham ondt, men de måtte finde en måde at bryde det bånd han havde til Jaqia på.
Af en eller anden grund, fandt hun det langt morsommere at snakke om hans evner i sengen end om det politiske. Godt nok interesserede det hende, men det var også trættende i længden, særligt med hendes far, Faith og Evan samlet på et sted, de var forfærdelige.
"Jeg melder mig gerne frivilligt til at træne med dig i så fald," hun sendte ham et lidt lokkende blik, og undrede sig lidt over hvordan hun kunne finde det så naturligt, når hun nu altid var gået ind for at den mere romantiske udlægning hvor den slags var noget man gjorde med sin ægtemand. Hans lidt pludselige spørgsmål ledte hendes blik lidt ned. "Bedre. Gabriel og jeg havde et uheldigt sammenstød og det gjorde ondt men.. jeg tror faktisk at jeg så småt begynder at acceptere det," sagde hun ærligt. Godt nok var smerten endnu ikke væk og hun savnede ham, men hun ville ikke sidde desperat tilbage.

[Jason Elvana Nimanhra]

Selvom barnet ej var Jasons, så han da ikke nogen grund til at vende ryggen til, når hun ikke havde andre. Silia var kvinden af betydning.. hvorfor skulle barnet så ikke være det samme? Hovedet lod han søge på sned. Det vigtigste for ham, var jo bare at hun følte den tryghed, så hun netop kunne slappe af, og give barnet den nødvendige hvile, inden det ville komme til verden. Nu havde han jo selv været til stede, da Lisa havde skænket ham velsignelsen af de 5 dejlige engle.. at han så stort set intet havde tilbage fra deres tid, var nok det mest grufulde for ham. "Jeg ville være påpasselige, hvis jeg var jer. Kimeya anser dig måske som familie, men det vides jo endnu ikke, hvordan han vil agere, når familien rent faktisk truer det, som han er trænet til at beskytte," fortalte han. Var det underligt, at han tog hende sådan i forsvar?
Det var virkelig lang tid siden, Jason havde været tæt på Silia. Siden de nærmest havde indledt et forhold tilbage i Procias, så var det bare vigtigt for ham, at hun vidste, at han stadig var der, og at han endnu ville være omkring hende, for det ville han! Uden tvivl! "Det håbede jeg, at du ville sige," pointerede han med et kækt og tilfredst smil. Det betød intet for ham, at hun havde været sammen med andre.. De havde vel hvad man kunne kalde for et åbent forhold?
At Gabriel havde været omkring, vidste han. Det var en duft, der tydeligt måtte hænge ved hende. Han nikkede blot. Selv havde han intet hørt fra Gabriel, eller om ham, siden han havde forladt Procias. "Er du virkelig, eller er det blot en tanke af drømme?" spurgte han. Så hårdt, som hun havde taget det brud, så tvivlede han. Hun ville måske gerne, men var det nu også den reelle sandhed?

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen andre at dele glæden med end Jason, hvilket blot var endnu en grund til at hans tilbagevenden blev taget vel imod. Siden deres sidste møde, var hun blevet langt større, maven var vokset og nu om dage mærkede hun livet, mærkede det sparke mod hendes hånd, når hun strøg over maven og det var en fantastisk følelse.
"Familie manden i ham blev aldrig knækket ifølge Faith. Mig vil han måske være i stand til at skade men Faith og Cecilaya, har for stor plads i hans hjerte," fortalte hun ærligt. Cecilaya lod dog ikke til at have meget til overs for sine kære forældre, ikke at det var uforståeligt.
"Nogen skal holde mig varm," sagde hun mere dæmpet i frygt for at nogen skulle høre dem. De havde jo næsten indledt et halvt forhold og Silia holdt meget af ham, ikke som hun havde elsket Gabriel ganske vidst, men hos ham følte hun sig tryg og anerkendt.
De kolde læber som mødte hendes vare hånd, fik en lille sitren til at brede sig. Det stak lidt i brystet. "Jeg nærer stort savn til ham, ulidelig længsel, men han gjorde det klart at beslutningen ikke kunne være anderledes, og at jeg burde lade mine naive håb glide ud i sandet. Jeg ønsker ikke at sidde tilbage med den længsel, tiden vil hele det, med hjælp fra din berøring," hun tog hans hånd og førte den til sin kind, for at mærke hans milde og velkendte kærtegn. Det hjalp hende på den måde, også selvom hun nok altid ville elske Gabriel.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Og præcis af den grund, er han en virkelig farlig, Silia," sagde Jason kortfattet. Han ønskede trods alt heller ikke at noget skulle ske med hende. Selv var han klar over, at han i den forstand, ikke ville kunne slå Gabriel af banen, som den der var indehaver af hendes hjerte, men det ændrede dog ikke å, at han ønskede at hun havde det godt.. kunne smile igen, og holde hende tryg, når der nu ikke var andre til at gøre det samme.
Et svagt smil passerede hans læber. Han elskede, at det var ham, som havde en plads ved hende. "Som du jo allerede nu ved, er en plads som jeg med glæde tager på mig," sagde han med en rolig stemme. Det var nok ikke den rette tid for dem, at være personlige i, men hvad kunne han da gøre ved det? Hånden hævede han, og lod den derfor roligt stryge over hendes kind, og uden at smilet falmede det mindste af hans læber. Han var glad for hende, som han vidste, at hun var glad for Gabriel. Hånden stoppede dog ikke de rolige strøg mod hendes kind. Selv havde han ingen anelse om hvordan Gabriel havde det. "I var gift, og I elskede hinanden, Silia. Det er ikke bare noget, som man kommer over. Jeg håber blot, at det kommer en dag, og så må jeg hjælpe til, så godt, som det er mig muligt. Du savner ham.. du elsker ham. Det er ikke bare noget, som man kommer over," sagde han med en ærlig stemme. Følelser forstod han sig knapt så meget på.. Men selv tabet af Lisa havde jo taget ham år at komme over.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede. "Jeg er forsigtig, det lover jeg dig," sagde hun med et fortrøstningsfuldt smil. Det var rart at han bekymrede sig om hende, men selv det kunne trods alt blive for meget i længden.
Kimeya skulle de nok tage sig af, han var ikke et halvt så stort problem som Jaqia og Matthew var, men hver ting til sin tid.
Hans ord havde fået hendes kinder til at blusse. Den slags var ikke vant for hende at tale om i det åbne, og hun ville nødig have at hendes far skulle lægge ører til det. Hvad ville han ikke tænke? De eneste der forstod sig på det var hende og Jason, han tilfredstilte hendes sensuelle dæmon, skænkede hende tryghed om natten og fik hende til at smile om dagen, til gengæld lod hun ham være tæt på hende, tage del i hende såvel som barnet.
Hun sank en klump og strøg tomlen blidt hen over hans tommel. "Det er det ikke. Jeg holder ham stadig tæt i mit hjerte. Han mener ikke vi var ment for hinanden, men jeg er uenig. Desværre så betyder min holdning ikke meget i den situation. Jeg er nødt til at skabe mig en ny tilværelse, selv uden ham, hvor hårdt det så end må være. Han lå ved mig den ene nat, og holdt om mig, siden har jeg ikke set skyggen af ham," fortalte hun med et dæmpet suk. "Men nok om mig. Hvad med dig?" spurgte hun med oprigtigt interesse.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason nikkede blot. Han håbede bare, at hun vidste hvad hun gjorde, for i værste tilfælde, kunne det koste hende dyrt, og det ønskede han ikke. Det var nemlig vigtigt for ham, at hun havde det godt.. kunne smile igen, og være der til at tage sig af hendes kommende barn. Et barn og en opvækst, som selv han, mere end gerne, ville tage del i, om hun ville lade ham.
Tanken om Gabriel, vækkede selv Jasons interesse. Det var jo hans gamle bedsteven, og det gjorde selvfølgelig ondt, at han ikke vidste hvordan manden havde det, og endnu mere, at mande ikke havde vist sig for ham endnu. Han var vel ikke bange for det? Hovedet lod han søge på sned. Tænksomt.
"Jeg ved ikke hvad der skulle gå igennem Gabriels hoved. Jeg kender ham godt. Godt nok til at vide at han forsøger at gøre det rette." Det var nu aldrig gået manden særlig godt. Uanset hvor meget han så end havde forsøgt på at gøre det, kunne man sige. Han vendte hånden en anelse, hvor han tog imod hendes i stedet for. Hvad var der at berette om ham? Ikke så meget faktisk. Han rystede kort på hovedet.
"Alt taget i betragtning, så er der ikke så meget at sige." Den sidste tid i Procias, havde uden tvivl været hård for ham. Rigtig hård faktisk. Han havde ikke kunne hvile.. turde ikke, og havde ikke tilladet sig selv den nødvendighed. "Det holdt hårdt, efter du forlod Procias," endte han. Så meget kunne han da sige?

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var blevet trættende at høre Nathaniel skændes med Evan. Flere gange havde hun forsøgt at berolige Evan lidt, men hans humør var ikke ligefrem noget at prale af, hvilket da var fantastisk nu hvor hun endelig havde ham hjemme. Det var måneder siden de sidst havde set hinanden foruden korte visit. Hun sukkede. Livet med en soldat tilsyneladende. Hendes lange, blonde lokker var bundet op i en stram knold der fik hende til at se langt mere moden ud end hun egentlig var. Hun var klædt i en lys kjole der passede perfekt til hendes blege glød og smygede sig let ned over hendes krop. Den flagrede efter hende som hun gik ned af trappen i retning af køkkenet.
Med hænderne foldet foran sig stilte hun sig i døren og fik først øje på en mand som umiddelbart synes fremmede. Jason havde hun kendt, men kun i barndomsårene, så tidligt at hun nærmest ikke huskede det.
Hun tog sig selv i at stirre på ham. Flot.. maskulin, det som lige faldt i hendes smag, og hun måtte kortvarigt minde hende om ringen på hendes finger som symbolik på at være lovet bort.
Smaragdgrønne øjne der lignede Elanyas, faldt på Silia i stedet. "Jeg beklager at måtte afbryde, men jeg er bange for at Evan og Nathaniel snart slår hinanden ihjel om ikke du slutter dig til dem," sagde hun ærligt med et lidt opgivende blik.
Fra at have været alene i flere måneder til at have huset fuld og så med de problematikker hun havde. det var bestemt ikke nemt for hende heller.

[Silia D. Diamaqima]

Det hele skulle nok gå. Jaqia ville falde og Dvasias ville blive et bedre sted for hendes barn at vokse op, det var Silia helt overbevist om, ellers havde hun heller ikke begivet sig ud i den farerfulde færd på vej. Nu hvor Jason var her, kunne hun allerede langt bedre se lyset for enden af tunnellen, han fik hende altid til at smile og han tog glædeligt del i det barn som man somme tider skulle have troet var hans.
"Gør vi ikke alle det? Jeg ønsker ham kun glade dage, om end det er med mig eller med en anden. Jeg ærger mig kun over at jeg ikke kunne være kvinde nok for ham," hun forsøgte at smile, men hendes krop og hjerte føltes for tungt til det
"Jeg beklager at jeg lod dig alene der. Det bekymre mig endnu at Anasuya er væk, men hun vel vel ikke af den rette støbning for den slags. Jeg vidste det, men jeg var... desperat," indrømmede hun nærmest skamfuldt eftersom det var Jason og Elanya der engang havde givet hende tronen i tro om at hun havde været gjort af det rette. Hendes blik gled op som Athena meldte sin ankomst, som skudt ud af næsen på sin mor. "Jeg kan høre bølgerne gå højt. Tak Athena, jeg vil kigge til dem. Du kan måske underholde Mr. Nimanrha imens?" hun rejste sig lidt uelegant og strøg hånden over Jasons skuldre, inden hun i stedet satte kurs mod trappen for at komme sin far til undsætning.

[Jason Elvana Nimanhra]

Om dette var det rette at gøre for et land som Dvasias, vidste Jason ikke. Han forsøgte om ikke andet, at være åben og modtagelig for det, selvom det uden tvivl var svært. Han var mere bange for, at det gik galt, og ville koste dem alle sammen livet. Mange havde han allerede nu, sagt farvel til i sit liv, og han ønskede ikke, at hun også skulle være en del af det.
"Jeg står nu fast på, at I har været lige gode om det, Silia.. Lad det tage den tid, som det nu skal tage, og jeg er sikker på, at I nok skal finde ud af det hele.. begge to," sagde han blot. Det var i hvert fald, hvad han måtte håbe på. Han ville bare gerne se hende smile igen.. og at Gabriel kom fri af det skjul, som han tilsyneladende måtte sidde i, for han brød sig ikke om det. Han savnede jo sin kære gamle ven.

At det virklig gik hæftigt for sig oppe ovenpå, kunne Jason uden tvivl godt mærke og høre ikke mindst, hvilket hurtigt fik ham til at dreje hovedet. Elanya.. I bund og grund, den første tanke som slog ham. Ikke havde han set Athena siden hun havde været en lille pige, og hendes moder havde været i live.. Dengang han faktisk selv havde været gift med hende. Han rettede sig op og med et let smil på sine læber. "Mon ikke det går.. Pas nu på," bad han efter Silia. Her blev han ladt alene. Hans blik søgte mod Athenas skikkelse.
"Du er blevet stor, Athena.. Og stadig, så ligner du din mor," sagde han blot. Hvad andet kunne han da sige? Hun var virkelig som skudt ud af næsen på hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena blev stående i døren og holdt øjne på Silia. Det var på tide at hun tog lidt over, for hun selv havde opgivet om ikke andet så lige nu. Det var virkelig trættende at høre på. Først da hun passerede trådte hun til side så hun kunne komme forbi hende, hvorefter hun trådte ind i køkkenet i stedet. Mr. Nimanrha? Navnet sagde hende noget, men det fik ingen klokke til at ringe.
"Det er ikke første gang jeg høre det," svarede hun ærligt og gik hen til en keddel der stadig stod med the. "Kan jeg byde på en kop?" spurgte hun roligt mens hun skænkede en til sig selv med smag af ingefær og citron. Stadig søgte hun i sine tanker efter genkendelse manden, da det pludselig gik op for hende at han var en gammel ven af hendes moder, fra engang hvor han havde været hendes mand. "Det er mange år siden jeg har set skyggen af Dem," hun vendte sig om og studerede hans ansigt, smuk og markeret, lidt ligesom Evan der dog desværre var fjern for hende i disse tider.
Det fine porcelæn satte hun fra sig på bordet, hvorefter hun tog plads hvor Silia før havde siddet, med rank ryg og et elegant greb om kruset. Generelt var hun blevet en kvinde som hun altid havde hadet.. fin, elegant somme tider arrogant, hun mindede sig selv om Diane efter den fyrrige gnist var blevet slukket da Evan havde udelukket hende fra slagmarken og i stedet gjort hende til dette.

[Jason Elvana Nimanhra]

At se på Athena, var som at betragte sig af en ung udgave af Elanya. En kærkommen, varm og smuk kvinde, som de alle havde lagt i graven for mange år siden.. for hænderne af kvinden overfor ham. Han tog det nu ikke så tungt. Han gik vel ud fra, at det havde været hendes tid?
Hvorvidt om Athena kunne huske ham, vidste han ikke. Han ville i hvert fald ikke klandre hende for ikke at kunne gøre det, og det var han nu heller ikke bange for at lade hende vide. Hun havde jo ikke været særlig gammel, da Elanya havde taget hende og hendes broder med sig. En mand, som han selv vidste, var lagt i graven, og var forenet med hendes kære moder. "Om blod kan blandes i, vil jeg ikke sige nej tak," sagde han ærligt. Han havde jo lært at leve med de omstændigheder, og det liv, som han nu havde, så hvorfor ikke bare få det lagt til orde med det samme?
Begge armene lod Jason hvile mod bordet. Elanya havde været en kvinde, som havde stået ham frygtelig nært til hjerte.. og nu stod han overfor hendes datter. At hun så derimod kunne huske ham, var han et sted overrasket over. "Jeg frygtede for et øjeblik, at du ikke kunne huske mig, Athena. Du var ikke særlig gammel, da jeg så dig sidst," sagde han ærligt. Procias havde været hans land og hans kald, og derfor havde han valgt at blive på den side af grænsen. Smuk som sin moder.. Han så i hvert fald den savnede kvinde i hende. "Jeg er overrasket over at se dig her," endte han. Fornem tale gik han ikke i. Ikke længeer i hvert fald.

[Athena Maloya Mathimæus]

Trods Elanya hurtigt var blevet revet fra verden for et uvidende barns hånd, så havde hun altid levet videre i den kvinde der nu stod foran ham. Hendes udseende i sig selv var et tydeligt minde om hende, som hun nærmest lignede en yngre udgave på en prik. Hun nippede til den varme the før hun atter rejste sig med et lille nik. "Naturligvis, men jeg er bange for at jeg kun kan tilbyde mit eget," hun skænkede en kop hvorefter hun greb om en lille kniv ikke langt derfra. Uden tøven eller tegn på smerte, skar hun en fin lille rids i underarmen og lod et par dråber glide ned i den klare the, der hurtigt antog en ny farve. Det rørte hende ikke at lade en vampyr få et par dråber af hende.
"Jeg må erkende at jeg næsten ikke huskede dig. Dit ansigt er fremmede for mig," sagde hun hun og serverede hans the for ham, mens hun slikkede de sidste dråber væk med et strejf fra tungespidsen. Nu var hun jo ikke ligefrem kendt som værende sart.
"Overrasket? Det er min forlovedes hjem," påpegede hun og så kort ned på sin finger der bar præg af en meget smuk og tilsyneladende også meget dyr ring. I evigheder havde hun plaget Evan om et bryllup, og trods han altid skænkede nye løfter var de desværre ikke nået så langt endnu. Dog var det ikke ligefrem nyheder.

[Jason Elvana Nimanhra]

Duften af blod, fik hurtigt ve vampyriske instinkter til at vågne i Jason. Han var ikke lige forberedt på, at det var den måde, at det skulle foregå på. Det var nu ikke nødvendigt at tilbyde ham hendes eget.. Han var i det tilfælde alligevel fri for det, om det var. Hans blik søgte koppen, som hun hun denne gang placerede det foran ham. Der kunne man se.. Han blev serveret royalt blod i aften.
"Hvilket held. Det blå royale blod, er nu aldrig blevet mig serveret frivilligt," sagde han med en ærlig stemme. Sart var han nu ikke hvad det angik, og det ville være uhøfligt af ham, at takke nej, nu hvor hun havde gjort det.
At hans ansigt var fremmed for hende, tog Jason nu ikke så tungt. Der var alligevel noget ,som havde vækket noget i hende, som var genkendeligt, hvilket var noget som han havde det fint med. "Du var som sagt, også kun en lille pige," sagde han roligt. Han var nysgerrig på hvem hun var endt med at blive.. Hvordan hun var endt med at blive, for det her var virkelig langt fra det land, som hun var kommet af. "Du er mig en ung udgave af din moder, da jeg lærte hende at kende, for mange år siden, Athena.. Lige så smuk som hun var," sagde han ærligt. Den mand som hun var forlovet med.. Evan måtte det jo næsten være, var en heldig mand, om hun bare havde en smule af det gode hjerte, som hendes moder havde været i besiddelse af. "I det tilfælde.. er en lykønskning vel på sin plads," tilføjede han med et svagt smil.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke mange som var villige til frivilligt at afgive blod til en fremmede vampyrer, særligt med henblik på hvordan disse reagerede på den slags. Det rørte nu ikke hende, ikke med et par sølle dråber, desuden havde Jason haft hendes mors tillid, det var nok til automatisk også at have hendes. "Jeg er måske min mors datter men ikke royal. Det er ganske vidst ikke det bedste på markedet, men det hvad jeg har," hun gjorde gestus mod hans kop og lænede sig selv lidt tilbage mod stolens ryglæn.
Af et så kønt ansigt at være, var det næsten skamfuldt ikke at huske ham. Hun så ned. Sensuel dæmonen blev påvirket, hvilket hun måtte holde på et minimum. Evan var den eneste rette mand for hende. "Det er mange år siden," hun sendte ham et svagt smil. Hun holdt varme i sit hjerte, men ligeså meget mørke, ligeså meget temperament hvilket var det som gav hende konstante udfordringer med hendes sind. Selv som voksen. Hendes evner var større end hendes skrøbelige sind.
"Tak for de pæne ord. Jeg ligner måske min mor, men jeg er ikke hende," nogle havde tendens til at tage fejl fordi hun lignede så meget, men hun ville ikke blive kendt som Elanyas datter, men derimod som Athena. Som den hun var. "Det er gamle nyheder, men tak," hun så ned i sin the. Det var næsten lidt som om at Evan undgik at tale om det, hun så ham sjældent.