A spark of Hope

[Silia D. Diamaqima]

Tilegnet: Jason Elvana Nimanhra, Evan Embelowni Strife, Faith Jaceluck Marvalo, Cecilaya Lillith M.J. Marvalo, Lucifer Phoenix I. Jaceluck, Noelle Jaceluck, Nathaniel Diamaqima, Athena Maloya Mathimæus

Solen var gået ned i det fjerne Imandra. Dette var en del af Dvasias som Silia aldrig havde haft stor mulighed for at kigge på, men det var nu rart med lidt forandring. For en lille uge sides havde hun forladt Marvalo Mansion, med undskyldning om at hun havde fundet et sted hvor hun og hendes lille kommende kunne være, hvilket var delvist sandt. Evan Strife havde vist sin gæstfrihed, og havde nu en mindre hær af stærke og mindre stærke sjæle boende. Iblandt de mindre stærke var der Silia der netop havde færdiggjort sin aftensmad bestående af rå lever. Nu sad hun tilbage med kvalme og kæmpede for at holde alt næringen i sig.
Maven var bare på få uger blevet meget større. Nu var den ligefrem begyndt at være i vejen, og hun mærkede liv.. jævnligt, og lige her i mansionet var der mange at dele den med. Gabriel havde hun skænket mange tanker siden deres ene nat sammen, han havde været væk om morgenen og siden havde hun ikke set et spor af ham. Heldigvis ville Jason ankomme til Mansionnet i aften og deltage i deres planer om at vælte Jaqia.

Noelle var ligeså kommet hjem, hvilket havde ledt halvdelen af huset oven på. Det betød at hun havde et øjebliks fred, i sit eget selskab mens hun kunne høre Evan og Nathaniel stå og diskutere et eller andet vedrørende Noelle, som hun ikke ville blande sig i. Kvinden var ret slemt tilredt, så hun kunne kun håbe på det bedste. Med en hånd på maven, skubbed ehun den blodige tallerken bort og forsøgte at minimerer kvalmen mest muligt. I det mindste var hun hverken ensom eller utryg her. Det var et smukt hus Evan og Athena rummmede, langt lysere end Marvalo Mansion, hvilket bestemt gjorde noget godt for hendes ellers lidt sårbarer humør.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde langt om længe, fået muligheden, for at kunne tage fra Procias. Angelique havde vist sig klar til, at han tog denne tur væk, og derfor havde han også tænkt sig, at gøre det. Denne gang havde han været på hesteryg. Han var kommet frem til Marvalo Mansion, hvor han kun var endt med en skuffelse. End ikke Silia havde været at finde der. Hun ville ikke vide, om han var på vej.. Han var bare på vej, og nu havde han endelig fået tiden til at gøre det!
Imandra.. eller det gamle Imandra, var det første, som han nåede til, efter at have redet igennem hele Dvasias. Det var efterhånden ved at være lang tid siden, at han havde set Silia, og derfor var han også spændt på hvordan maven måtte se ud efterhånden.
Jason sprang af, så elegant som han nu kunne, af hesten, da han nåede det smukke store hus. Han havde fået nys om, at det var her hun skulle være. Han søgte op til døren, hvor han stoppede op. Han kunne jo ikke ligefrem komme ind, før han var blevet inviteret.. Typisk det med at være vampyr! Han hævede hånden, hvor han denne gang, bankede på. Han kunne høre mange stemmer derinde. Hvem var der helt præcist? Han var ligeglad. Han havde bare brug for at finde Silia, og sikre sig, at hun havde det godt nu.

[Silia D. Diamaqima]

Lidt besværet fik Silia skubbet sin stol ud og kom på benene. Der var andre som behøvede mere hjælp end hende lige nu, Noelle for eksempel var virkelig ilde tilredt, Silia havde sine tvivl om hvor vidt kvinden overhovedet ville komme sig, men den tid, den sorg.
De hårde bank pådrog sig øjeblikkeligt hendes opmærksomhed. Strife manor havde været forladt i mange år, derfor forventede hun ikke at andre skulle komme end dem som havde modtaget en invitation, Jason deriblandt. Hun rettede på kjolen og besluttede sig for at besvare døren, nu hvor både Evan og Athena lod til at have hænderne fulde. Gennem det lyse hus, gik hun og badede sig nærmest i det rare miljø til hun kom til døren og åbnede den. Synet af Jason fyldte hende med øjeblikkelig lettelse, ro og glæde. "Jason!" hun trådte over tærsklen og slog uden varsel armene omkring ham. Formentlig duftede hun ikke længere af Gabriel, det var spørgsmål hun næsten ikke orkede at besvarer nu. "Endelig kom du!" hun lo lettet og trykkede ham så meget ind til ham som maven tillod, men nu var den for alvor begyndt at være tiltrækkelig meget i vejen til, at man ikke kunne undgå at se den.
"Kom med indenfor. De er her allesammen," kommenterede hun dog stadig uden at trække sig, det var virkelig rart at have ham omkring sig igen efter så mange måneder hvor de havde været adskilt grundet hendes arbejde.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde ikke nogen anelse om, hvem han ville finde på denne side af grænsen. Det eneste, som han nu kunne håbe på, var at han ville finde nogen, som havde taget sig bare en smule af Silia i hans fravær. Han vidste, at hun havde haft svært ved at sove, når han ikke havde holdt om hende, og han vidste ikke om Nathaniel var der til at yde hende den hjælp, som en far nu burde gøre det.
Tankerne slog han ud af hovedet, som døren blev tvunget op. Det glædelige gensyn og af den slags, var nok ikke lige, hvad han havde regnet med. Armene lod han falde om hende. "Tag det roligt.. Redningsmanden er endelig i hus," pointerede han kækt. Selv på trods af, at han nu var tvunget fra hus og hjem, så var han i et overraskende godt humør.
Nu hvor han var inviteret indenfor, så kunne han også træde med hende indenfor. De var der alle sammen? Hvem var 'alle sammen' helt præcist? "Jeg ser frem til at finde ud af hvem 'alle' er," tilføjede han, som han denne gang vendte blikket mod hende. Smukke Silia, med den smukke mave. Han stoppede op, hvor han rev hende en smule tættere mod sig. Han tillod sig at hæve hånden, og lagde den mod hendes mave, som han strøg let. Han fokuserede... og med et smil. "Denne gang.. hører jeg hjerteslag," afsluttede han. Livet, det havde hun uden tvivl stadig i sig.

[Silia D. Diamaqima]

Det havde ikke været nemt uden Jason. Det var ikke nemt uden Jason. Den eneste nat hvor hun faktisk havde sovet rigtigt, var den nat hvor hun havde haft Gabriels arme omkring sig, men det havde været alt for hurtigt slut, og guderne måtte vide hvor han var nu. I et langt øjeblik stod hun der og omfavnede ham. Hun begravede hovedet mod hans ene skulder og holdt ham tæt ind til sig. "Jeg har savnet dig," indrømmede hun.. selv hans kække, egoistiske væsen.
Først efter et langt øjeblik, trak hun sig lidt tilbage og lod sine hænder falde i takt med hendes bevægelse for i stedet at lade dem finde hvile på hans bryst. De færreste ville nok forstå deres komplicerede forhold, men hun var mildest talt ligeglad.
"Bare en lille gruppe jeg har samlet. Faith, Evan, Athena, Noelle, Nathaniel og Lucifer og Cecilaya," remsede hun op med et eftertænksom blik. Det var jo for pokker da ikke til at huske dem alle. Hans kolde hånd på maven fik hende til at vende blikket ned med et lille smil på læben. Selvom det var rart at høre ham bekræfte hjerteslag, så mærkede Silia ofte liv i disse tider. Hun synes nærmere det var fantastisk at have en at dele sin glæde med, når nu andre mænd i hendes liv ikke var synderligt interesseret. "Det ved jeg. Det er livligt, særligt om aftenen desværre," fortalte hun og tog fat om hans hånd, så hun kunne lede ham indenfor. Det var farligt at snakke i det fri.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var nu engang Jason, og der var ikke rigtigt noget, at gøre ved det. Silia havde da lært at leve med det, selvom hun måtte himle meget med øjnene af ham samtidig. "Det ved jeg at du har.. Og jeg elsker bekræftelsen af det," pointerede han med et smil. Selv var han da kun glad for, at han var kommet fra Procias med livet i behold, for han vidste, at det ikke havde været nemt. Angelique ville uden tvivl have sit at tage sig til i den næste tid, men han havde troen på, at hun ville klare det. Han bad til at hun ville klare det bedre end hvad hendes forgængere havde, ud fra omstændighederne.
"Har du samlet alle dem?" spurgte Jason tydeligt forundret, som han lod sig trække med ind igen. Der var uden tvivl liv i maven. Det var vel også der, at det var gået op for ham, hvor meget han egentlig havde misset? "Meget må være hændt i mit fravær," sagde han blot, som han trådte med ind. Huset her var stort, og langt mere indbydende, end hvad Marvalo Mansion havde været udadtil, så det passede ham mere end fint. Jason havde nu ikke øje for hvad der var omkring ham, hvor det snarere var hende, som havde hans fulde opmærksomhed. Det var uden tvivl godt at se hende med et smil på læben. Det havde virkelig været tiltrængt i denne her tid. "Desværre den forkerte aktivitet i sengen om aftenen, hvis du spørger mig," pointerede han lettere henkastet. Dog glædede det ham, at der var liv i den lille. Det var en livsbekræftelse for ham.

[Silia D. Diamaqima]

Jason var et håbløst tilfælde, men det fik ikke Silia til at holde mindre af ham, der var en grund til at hun direkte havde vækket ham fra de døde og hvem skulle have troet at han i øjeblikket var den som var hende tættest? Uden Gabriel var hun alene, og Jason var en attraktiv mand, der ville give hvad som helst for at beskytte hende, såvel som hun ville for at beskytte ham, men det var vel heller ikke underligt at hun lod ham komme så tæt på sig? "Hvorfor har jeg nogensinde været i stand til bare at sætte mig tilbage? Jeg vil ikke være fanget i skjul resten af mit liv," sagde hun ærligt og skubbede døren i. Det var langt mere sikkert for dem at tale herinde. Han ville hurtigt kunne fornemme mange stemmer, for huset var alt andet end tomt.
Siden sidst de havde set hinanden var hun blevet mindst dobbelt så stor. Alle de glæder der havde været i mellem havde været hendes egne, men hun vidste at Jason glædede sig til barnet kom til verden, næsten ligeså meget som vis det faktisk havde været hans barn.
Enhver der kendte den mand måtte vide hvor glad han var for intimt samvær med en kvinde, så det forekom end ikke hende som en overraskelse, dog vendte hun sig mod ham med et lidt skævt smil. "Eftersom jeg har manglet en mand, så har jeg ikke haft bedre, alternative aktiviteter, men jeg udelukker intet," svarede hun og blinkede. Måske det var graviditeten men sulten plagede hende faktisk ikke nær så meget, men det tog bestemt heller ikke lysten helt fra hende.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde uden tvivl glædet sig til at se Silia igen, og det lagde han heller ikke skjul på. Det havde jo også været en lang tur for hans vedkommende, men han havde glædeligt taget den, velvidende om, at Silia også havde haft brug for ham, og nu var han der. Et kækt smil passerede hans læber. Døden havde måske kaldt på ham den en en gang, men nu havde de tider også skiftet. Han var der, og hun var et af hans kald. Det var nemlig meningen at han skulle passe på hende. "Jeg har en sjov fornemmelse af, at der er noget på gang, også siden, du har valgt at kalde alle de folk til dig?" spurgte han næsten ment som en opfordring til hende, for at fortælle ham, hvad hun egentlig havde gang i.
Jason søgte med indenfor, også selvom det ikke var omgivelserne, som han måtte kigge på, men derimod hende i stedet for. Det var det, som han reelt set, måtte finde som det mest interessante. Selvom den kære smukke mave, nok ville være i vejen for hyggen aftne, ville selv Jason elske at ligge, og bare høre på det liv, som voksede i hendes indre, og særligt nu, hvor han havde muligheden for at høre det. Hånden strøg han over hendes mave. "Se.. Så har jeg to individer at passe på i aften," pointerede han let. Han kunne nu godt lide tanken om det. "Før mig til et sted vi kan sidde, og så kan du fortælle mig det hele," afsluttede han med en sandfærdig stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Selvom det nær havde kostet hende livet i processen, så fortrød Silia på ingen måde at hun havde vækket Jason. Hvis den handling ikke var blevet udført dengang, så ville hun have været fuldkommen alene om dette. I ham havde hun fundet trøst, ly fra sin sorg go en tryghed om natten når han lå og holdt om hende som Gabriel egentlig burde gøre. Desværre måtte hun nok indse at det var slut.
Igen ledte hun ham gennem Strife Manor til de nåede køkkenet. Pejsestuen var knap så indbydende fordi det var der Lucifer og Cecilaya havde valgt at placere sig lige nu. Der blev ikke udvekslet mange ord mellem dem, for ligesom hun selv og Amaya, så lod det til at de to ligeså konkurrerede som Faiths gunst, selvom det ikke lod til at lykkes det særlig godt. "Naturligvis. Jeg ønsker et godt sted for mig selv og mit barn. Mine visioner kunne jeg ikke fører ud i livet i Procias, men hvis Jaqia bliver afsat, så kan jeg udfører dem her," påpegede hun med en tone der afslørede, at hun selv synes det var den perfekte plan.
Hun vendte sig om mod ham med et roligt blik. Hendes lange, mørke hår, hang i en fletning langs den ene side. "Det har du," medgav hun og smilede lidt for sig selv. Det var rart at blive anerkendt for hendes valg, frem for at vide det var en torn i manges øjne. "Vi kan snakke her. Jeg tror resten af huset er okkuperet," hun satte sig ned ved bordet, eller nok nærmere dumpede hun ned ved bordet med den tunge mave.

[Jason Elvana Nimanhra]

Noget var i gang, hvilket Jason da hurtigt kunne opfange. Det var jo så bare lige.. hvad det var, han ikke rigtigt kunne finde ud af lige nu. Han lod hovedet søge på sned. Ville hun vælte Jaqia? I hans øjne, lød det ikke just som en god idé, da han vidste, at den kvinde virkelig var farlig at lege med. "Jeg venter meget spændt på detaljerne," sagde han dog. Han ville ikke starte med at være afvisende. Hvornår var han da ikke selv kommet med vanvittige ideer, som han selv ikke havde tænkt helt igennem? Dog synes det, at der var flere der støttede op om hendes planer og ideer.. Særligt siden, de alle sammen, var samlet her på stedet.
Stemmer var over det hele. Det var da tydeligt for ham, at det var huset fuldt efterhånden. De unge mennesker i stuen, og særligt to stemmer ovenpå, som diskuterede temmelig højrøstet? Han rystede kort på hovedet. Ak ja.. At der var liv og glade dage, omkring den unge Diamaqima, var bestemt ikke noget, som kom bag på ham i det hele taget. Han fortsatte med hende ud i køkkenet, hvor han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig. To at beskytte i aften. Han ville elske det. "I frygten for at det lyder forkert, så ser jeg frem til det," sagde han dog. Han havde ikke rigtigt hvilet eller noget lignende, siden hun havde forladt Procias, ganske enkelt fordi at det havde været farligt for ham, at gøre det. Han satte sig selv ned overfor. "Igen.. jeg venter meget spændt på detaljerne," sagde han denne gang med et smil på læben. Han forholdt sig åben for det.

[Silia D. Diamaqima]

Tingene stod aldrig stille omkring Silia i for lang tid af gangen. Ligesom sin mor havde hun trang til at der skulle ske noget omkring hende, og hun følte sig meget provokeret af et styrer som det Jaqia havde skabt, hvilket hun naturligvis ikke bare kunne finde sig i, det direkte skreg på at hun skulle gøre noget. Hun nikkede taknemmeligt da han trak stolen ud og satte sig ned. "Detaljerne er vi ved at få styr på," kommenterede hun blot. Det var hele grunden til at de allesammen var der. "Dem som er samlet her nu, er dem som ønsker et andet styrer end det Dvasias har nu. Jeg ved godt at jeg ikke kan slå Jaqia og slet ikke med den her," hun pegede ned på den meget store mave, der var heller ikke så lang tid til hun skulle føde. "Pointen er. Jeg er ikke stærk nok til at slå Jaqia med Faith, og Evan er, særligt med hjælp fra Cecilaya, Lucifer og Athena. Noelle også, men hun er ret godt medtaget efter opholdet på Tayevania, jeg er ikke sikker på at hun kommer på fødderne," sagde hun ærligt og rettede kort blikket til loftet hvor man oven på kunne høre Evan og Nathaniel diskuterer lidt mere iltert. Måske fordi hendes far var reel og Evan var håbefuld?
"Det vil altid lyde forkert fra dine læber, Jason. Det er ingen hemmelighed at du lever og ånder for kvindens skød," påpegede hun me et lille grin. På trods af det så var han en god mand på bunden hvilket var grunden til at hun lod ham tage sig lidt af hende. Det var virkelig rart at have ham her igen.

[Jason Elvana Nimanhra]

Helt præcist hvad de ønskede, eller håbede på, at få ud af det her, vidste Jason, at det ville blive en kamp uden lige. Han håbede virkelig, at det var noget, som de havde tænkt voldsomt meget igennem, for det var jo heller ikke ligefrem småting, de legede med her. Hans blik hvilede på Silia. Maven var ganske vidst i vejen, og hvis det afholdt hende, fra at tage del i fronten, passede det selv ham fint.
"Med den mave, som du har dig, er det ikke muligt, at deltage selv. Jeg er nu mere nysgerrig på, hvordan I ønsker at gøre det, og hvad I ønsker at få ud af det. Angleráx er en farlig familie at lege med." Det burde en Diamaqima af alle vide!
Var Noelle her også? Var det så derfor at mændene nærmest råbte og skreg af hinanden ovenpå? Han kunne uden tvivl godt høre dem. Man var jo ikke vampyr for ingenting. "Jeg forstår.. Det er en gruppe stærke mænd.. og kvinder, du har på hånden, Silia," sagde han ærligt. Faith, Evan og Nathaniel.. De var i hvert fald nogen, som kunne benyttes i dette tilfælde.
Et kort smil passerede hans læber. De spidse hjørnetænder måtte vise sig i mundvigerne på de ellers så tynde læber. Hun havde ret. Han levede og åndede for det kvindelige skød. Gud nåde trøste ham, den dag, at han ikke længere havde den mojo i sin besiddelse. "Jeg kan ikke benægte det.. men igen.. du kan heller ikke benægte, hvor god jeg er til det," kommenterede han mede et kækt smil på læben. Han lå jo trods alt endnu ved siden af hende. Noget måtte han jo gøre rigtigt.

[Silia D. Diamaqima]

Diamaqiam handlede aldrig drastisk uden at have tænkt det hele igennem, derfor var de allemsammen samlet nu også selvom Noelle i øjeblikket tog meget af fokus fra både Evan og Nathaniel. Det var nok aldrig rigtigt gået op for hende hvor tæt Noelle egentlig var på Evan.
"Jeg er kun hjernen bag. Jeg fungerer slet ikke som muskler," indrømmede hun blandt. Det var ikke hendes spidskompetence, det eneste våben hun kunne betjene var en bue og mod Jaqia var det næppe nogen hjælp. "Det er Diamaqima, Strife og Jaceluck også," hun så på ham med et lidt arrogant blik og lignede voldsomt sin far for bare et sekund inden det igen falmede. "Målet er at nedlægge monarkiet. Dvasias skal forblive Dvasias, men ledt af racerne og Nathaniel og jeg selv. Jeg selv vil dog være i skyggen for mit barns skyld og forhåbentligt kunne gøre Castle of Darkness til et stort sygehjem frem for slagterhus," fortalte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Nej det ville ikke blive helt ufarligt, men det var chancen værd, de var mange som ikke ønskede at leve under Jaqias styrer længere!
En let, rød glød meldte sig i hendes kinder. Hun vidste heldigvis at hendes far var oven på, han skulle ikke få nys om at hun var intim med Jason på nogen måde. "Det kommer jeg ikke uden om," medgav hun og mærkede hjertet springe et slag ekstra over ved tanken. Jason var virkelig dygtig lige til den slags i hvert fald.

[Jason Elvana Nimanhra]

Så højrøstet, som det lød oppe ovenpå, var Jason end ikke i tvivl om, at det handlede om Noelle. Nu vidste han heller ikke, hvad den arme kvinde havde været udsat for. Det eneste, som han kunne sige med sikkerhed, var jo, at hun havde været væk i det som efterhånden måtte minde om år? Et kort smil passerede hans læber, inden det dog falmede igen. "Det håber jeg ikke." Nu vidste han jo, hvor meget hun ønskede det barn, som hun bar i sit indre, og deraf også hvor vigtigt det var, at hun hvilede og slappede af. Og det var noget, som han nok skulle hjælpe hende med.
Jason var ganske vidst heller ikke egnet som noget, der mindede om en soldat, men af den grund, ville han jo gerne hjælpe, hvor han kunne. En tryg tilværelse, var vel ønsket for dem alle sammen nu? Han kunne i hvert fald høre, at det var stærke støttespillere, hun havde samlet sig, men om dette var en plan, som skulle fungere i praksis, kunne han faktisk heller ikke sige med sikkerhed.
"Det er farlige kræfter I leger med. Det kræver en omlægning af hele landet her," fortalte han. Dette rakte langt udover hans ekspertise som rådgiver, men han fandt projektet spændende. Oprigtigt meget spændende faktisk. "Så hvad vil du ønske på Castle of Darkness? I forvejen, kan jeg love dig for, at det kræver tid.. Det sted har taget mange menneskeliv i tidernes løb, og Jaqia er farlig. Desuden har hun Matthew på sin side," fortalte han. Han var jo mindst lige så farlig!
At se hende rødme, var en tanke, som fik ham til at smile let for sig selv. Han vidste jo, at han kunne finde ud af det! Menneskeligt og følelsesmæssigt.. skid hul i det.. men det intime i en seng! Det kunne han! Han trykkede let omkring hendes hånd, ved at strække sig over bordet. "Det vidste jeg, du ville sige," pointerede han kækt.

[Silia D. Diamaqima]

Hvad Noelle var blevet udsat for havde vækket gru hos selv Silia, som ellers havde lagt øjne på mange grusomme ting. Lige nu var det uvidst om hun nogensinde ville komme på benene igen, eller om hun i det hele taget ville overleve. Der var stor risiko for infektion, desuden var hun både afkræftet og udsultet.
Det barn hun havde i sit indre, skulle have lov til at se morgenlyset. Det ville komme til verden, og hun havde ikke tænkt sig at risikerer det, ikke for noget i denne verden. Dem der var her nu, skulle hjælpe med at skabe et bedre land, en bedre tilværelse og et sted hvor hun kunne være. "Det gør det. Men der er stor opbakning, hvilket får mig til at tro på sagen," sagde hun ærligt. Evan og Faith var nogle virkelig stærke hænder, Noelle det samme vis hun da ikke var blevet fuldkommen ødelagt. Under alle omstændigheder var hun da hjemme nu.
"Den tid den sorg. Vi er nødt til først at slå både Jaqia og Matthew, ingen let sag. Derfor er det en god blanding af forskellige evner vi har samlet her," påpegede hun sigende og lænede sig lidt ind over bordet, hen mod ham. Jason fik hende til at smile og han fik hende til at føle sig tryg, sammen med ham spekulerede hun knap så meget over Gabriel som hun havde gjort. "Selvfølgelig gjorde du det. Jeg vil se frem til at blive mindet om dine såkaldte evner," sagde hun ufortrødent og gav hans hånd et lille klem. Hun havde altid været... betaget af Jason selv gennem sine år med Gabriel, dog havde hun aldrig overvejet at være så tæt på ham som de senere var blevet.