A spark of Hope

[Noelle Jaceluck]

Hele kroppen skreg stadig på mad, men hun havde været vant til den sult i årevis, så hun kunne vænne sig til den lidt længere endnu. Bare til hun igen selv kunne spise, hvis det overhovedet blev aktuelt. Inderst inde var hun bange. Bange for om det her var hendes nye liv, bange for om Evan ville overleve at gå op mod Jaqia, bange for om Cale var skadet.. der var så meget, men så lidt som hun kunne udtrykke for hun var blevet lært at gemme det bag et hårdt blik.
"Måske. Men jeg bryder mig ej om at stå arbejdsløs. Dvasias er ikke ment til fred," sagde hun ærligt. Hvad var det spændende uden en krig? Hun så op på ham selvom det holdt hårdt for hende bare at holde øjnene åbne ligenu. Det var forfærdeligt at blive så hurtigt træt!
"Jeg kunne godt bruge et lille hvil," indrømmede hun. Det var helt underligt at have mulighed for at sove så meget, det havde hun end ikke haft før hun var kommet på Tayevania. Lidt undrende lagde de grønne øjne sig på hans skikkelse og fulgte ham som han nærmest kravlede ind over hende. Hans varme læber fik hende hjerte til at slå et ekstra slag. Hun fandt det nærmest.. spændende at de kunne blive opdaget af hans forlovede. Kysset gengældte hun før hun lod ham trække sig. "Forsvind," sagde hun med et drillende glimt i øjet og et skævt, men også lidt træt smil på læben.

[Deleted]

Hver ting til sin tid. Evan gik da stærkt ud fra, at Noelle selv kunne beskrive, hvad hun gerne ville, og hvad hun ikke ville. Det var i hvert fald så dan at han måtte have det med tingene, og særligt når hun var så stædig som hun var. Derfor satte han det bare fra sig. Freden havde gjort dem begge to arbejdsløse stort set.. Det var en ting, for det var ikke det, som generede ham. Det var nok mere alt det andet, som automatisk måtte følge trop i den anden ende.
"En ting, er at vi har stået i en fredstid.. Hæren har nu alligevel manglet dig, og din hårde pisk, min kære," kommenterede han let for sig selv. Han lænede sig frem over hende, kun for at lade læberne møde hendes. Et sted ganske ligeglad med, at Athena i princippet kunne fange dem i det. Han gjorde ikke ting, som han ville fortryde i den anden ende, og der var dette heller ikke noget undtag. Et svagt smil passerede hans læber, som han denne gang valgte at trække sig. Måske at han skulle trække sig helt nu? "Så få du hvilet, og så tilser jeg dig på et senere tidspunkt. Kald hvis du har brug for noget." Kort lod han denne gang hånden stryge over hendes kind. Han var uden tvivl glad for, at han havde fået hende hjem nu! Han trak sig derfra, kun for at søge nedenunder igen. Der var vel heller ikke lang tid, før de skulle snakke om, hvordan de skulle føre tingene ud i livet?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Evan havde engang været med til at træne Cecilaya, så hun havde naturligvis fået lov til at låne træningssalen. Det havde i hvert fald været hendes undskyldning overfor Evan, men i virkeligheden var hun vred, og indebrændt og ekstremt forvirret over hvor hendes plads i denne her verden var, og det var langt nemmere at forsøge at tage stilling til, langt væk fra nogen anden.
Hun stod i midten af den store sal og betragtede nærmest hypnotiseret sin hånd da små krystaller af is begyndte at bygge sig op og smelte sig sammen til noget større. Det var ikke noget der kunne bruges i kamp, men det var smukt og underligt beroligende at se på hvordan krystallerne svævede til de fandt hinanden og smeltede sammen i samhørighed.
Det var stadig ikke gået op for hende hvorfor hun var kommet her. Faith havde sendt bud ja, men den kvinde nærede Cecilaya personligt intet for, det havde i det mindste givet hende en mulighed for at være i varmen, for at sove i en ordentlig seng, hvilket hun ikke havde gjort i evigheder, og det kunne ses på hendes beklædning, der bestod af en slidt dragt i form af nogle brune, tætsiddende bukser og en tilhørende bluse i lidt mere grøn. Hun havde ikke adgang til de samme fine klæder som hun havde haft engang. De vilde, røde lokker var blevet tæmmet en lille smule mens hun havde været her, og hun var ren efter et bad, så langt, så godt.
Hun kørte den ene hånd elegant hen over den anden og fik krystallerne til at vokse i et blot, koldt skær, uden at tage øjnene fra det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De store træningssale her på stedet, var ikke et sted som Lucifer havde set, men han havde spurgt en af tjenestestaben om at vise ham vejen dertil. Selve hans 'søster', var ikke en af dem, som han havde haft noget med at gøre i løbet af hans opvækst, og nu stod han jo så i denne situation, hvor han rent faktisk stod overfor hende. Han ville udnytte den situation. Gud hvor han dog ønskede at udnytte den situation, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende!
Dørene slog han op. Selv var han fin klædt efter et godt bad, efter den lange tur fra Manjarno, hvor han på sin moders opfordring, havde smidt hvad han havde i hænderne, for at tage af sted. Hvis det var en mulighed for ham, hvor han kunne komme tilbage i varmen, så havde han uden tvivl tænkt sig, at tage den! Appolyon og Jaceluck var trods alt en stolthed for ham, også selvom han nu havde stået i en længere tid, uden at have det som en del af sig. Nu ville han gøre noget ved det, og han havde uden tvivl tænkt sig, at gøre noget ved det! Synet af kvinden, var uden tvivl noget, som fik ham til at smile. Ingen tvivl om, at hun måtte være Faiths datter. Det røde hår, sagde da virkelig også det hele! Havde hun mon også temperamentet?
"Imponerende.. En Jaceluck der leger med is.. Jeg troede, at jeg var den eneste," kommenterede han denne gang med et kækt smil. Han kunne jo ikke lade være, nu hvor muligheden langt om længe bød sig for ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Ilden stod stærkest i hende, derfor var det en udfordring at betvinge isen, og dermed også det un øvede sig mest i. Des stærkere hun blev, des større kontrol hun vandt, jo længere ville hun komme i denne verden, særligt med det pres der hvilede på hendes navn. Nu var Lucifer også en form for konkurrent. Ikke at hun ville konkurrere med ham om deres mors gunst, men han bar et navn som ikke tilhørte ham og som han vandt på, mens hun kun kunne bruges når tiderne krævede det tilsyneladende.
Når man talte om solen, begyndte det tilsyneladende at regne, for i samme øjeblik kløvede hans irriterende hæse stemme gennem luften og de iskolde krystaller faldt øjeblikkeligt i hendes hånd og smeltede.
"I så fald er der nogen der ikke har læst på lektien," svarede hun lidt irriteret og lod hænderne varmes op til de dråber af vand der lå i hendes hænder, fordampede med en lille sky.
Hun vendte sig mod ham med et roligt blik. Trods hun var en Jaceluck, var hun ikke helt lige afvisende som hendes mor var, men efter Jared var hun forsigtig med at lukke nogen ind. Bitterhed åd hende. Hun fortrød virkelig at hun havde givet så meget af sig selv til en mand i naiv tro, men måske hun burde have lært af sine forældres fortid. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte hun uden nogen oprigtighed. Lucifer var bare endnu en torn i øjet. Han var en umådelig flot mand, men af den farlige slags, som hun ikke burde involveres med.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ganske vidst ikke en Jaceluck af hjerte, sind og sjæl, men det ændrede dog bestemt ikke på, at det var et navn som han bar alligevel, og som han gjorde med en klar og tydelig stolthed. Dette havde han bestemt ikke tænkt sig, at lave om på.
Kvinden foran ham, måtte være Cecilaya. Nu havde han i forvejen ikke haft særlig meget med den øvrige familie at gøre, og dette kunne naturligvis også godt mærkes. Ikke at der var nogen tvivl om det. "Nu er det ikke meget, man har set til dig," pointerede han let. At hun måtte være lige så træt og irriteret over ham, som så mange andre, så var der bare ikke noget, som man kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Armene lod han søge over kors. Om hun kunne hjælpe med noget? Kækt og tydeligt flabet, måtte smilet alligevel brede sig på hans læber.
"Vis mig hvad du kan," opfordrede han. Endnu måtte han jo bære brændemærket om halsen, efter at Faith havde forvist ham.. taget fat i ham, og offentlig ydmyget ham for øjnene af hele det dæmoniske samfund.. Nu havde hun kaldt på ham, og hvis han endelig fik muligheden, for at vinde sin kære moders gunst, så var det noget, som han forsøgte sig med. Ingen tvivl om det. Dertil måtte han skænke hende elevatorblikket. Umiddelbart så hun ikke ud af så meget.. Andet end et smukt ansigt om ikke andet.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var ikke for at være snobbet med Cecilaya kunne ikke anerkende Lucifer som en bror eller som nogen anden familie. Ikke efter hun havde mistet Cedric der altid havde gjort hvad han havde kunnet for, for at holde hende sikker. Se hvor godt hun klarede sig nu, mildest talt af helvede til. Hun anede ikke hvor hun hørte til, stolede på de forkerte og var alt for naiv.
De grønne øjne lagde sig på Lucifers skikkelse. "Du lyder næsten skuffet. Havde du forventet familie komsammen?" spurgte hun med antydningen af et smil, af den mere kække slags. Selvom hun var afvisende, var hun munter, der havde altid skullet meget til at slå hendes humør af banen.
"Ude på ballade brormand?" hun hævede et slankt øjebryn og betragtede ham lidt indgående. Titlen var ment med dybeste ironi, men det var ikke ondt, bare morskab. Meget fint. Hvis han ville se hendes kunnen, så skulle han være velkommen.
Hendes hånd gik op i en flamme, der ikke brændte hende. Ilden var langt mindre anstrengende for hend eat bruge og oftest også det foretrukkende af samme årsag.
"Så planlægger du at give mig modspil?" spurgte hun udfordrende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et sted måtte Lucifer anse Cecilaya som en form for konkurrent. Han bar navnet, og han var stolt af det, og i den forbindelse, var han ærlig talt ligeglad med, hvordan hun måtte se på ham. Det var hendes moder der havde taget ham til sig.. betragtet ham, og betegnet ham, som en af sine egne. "I det tilfælde, ville jeg ærlig talt, være meget overrasket," sagde han denne gang med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Et kækt smil bredte sig på hans læber. Om det ikke var fordi at han havde Jarniqa i Manjarno - gik han ud fra, også selvom han vidste, at hans 'flugt' fra stedet, nok ikke ville falde i den gode bog, måtte han jo gøre, hvad han nu kunne.
"Næh. Jeg fik nok efter sidst," sagde han med en direkte stemme, som han endnu en gang, måtte lade blikket søge hendes skikkelse. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han stoppede op nogle meter fra hende. At udfordre hende, var vel en smal sag? "Det kunne da være rart at få blødt op i de gamle muskler.. Du ved.. dem som jeg har så mange af, ikke?" Han blinkede let til hende. Han kunne jo heller ikke lade være med at prikke til hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han elskede det jo for pokker.. Og han var ligeglad med, hvordan andre måtte se på det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Selvom hun havde levet i skoven, så nåede rygterne selv derhen. Lucifer fandt stolthed i sit navn hvor Cecilaya kun følte et kæmpe pres grundet det faktum at hun selv bar det. Det var ikke lykkedes hende at leve op til forventningerne og det havde gjort hende hjemløs, rodløs og uden at nogle nærede tillid til hende, selv hendes moders tjenere gjorde hvad de kunne for at udnytte hende tilsyneladende.
"Så fornuftig er du da," konstaterede hun og tog selv et par skridt i hans retning, så der ikke var ret stor afstand mellem dem til sidst. Hun havde stadig flammen i sin hånd.
Den frie hånd gled gennem de vilde, flammerøde lokker. Man kunne tydeligt se forskellen mellem dem, han var nydeligt klædt, en flot mand og hun bar hjemløse klæder.
"Virkelig? Det er ellers et flot mærke du har dig der," hun nikkede henkastet mod en hånd der var brændt ind på hans hals.
Selvom hun inderligt forsøgte at forhindre sig selv, så gled blikket kort ned over hans krop med et vurderende blik. Forbandet være Jared for at have fået hende til at bemærke den slags efter mange år. Hun rystede på hovedet. "Intet imponerende hvis du spørger mig, men okay. Jeg tager hvad jeg kan få," svarede hun lidt smørret hvorefter hun bakkede lidt bagud med nærmest legende skridt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde altid været stolt af navnet, som han altid - stort set, havde forsøgt at leve op til hvad det ville sige, at være en vaskeægte Jaceluck. For det var hvad han anså sig selv som. Han var ikke en Demoniqz, da det ikke var en familie, som han kunne være stolt af. Foruden hans biologiske moder ganske vidst.
"Det har du helt ret i. Jeg er nemlig en meget fornuftig ung mand. Det er godt, at du kan se det," pointerede han let for sig selv. Han blev denne gang stående. Han måtte jo sande, at hun var en smuk kvinde. Hun lignede uden tvivl Faith, som jo selv var umådelig flot af sin alder.
Svagt kneb han øjnene sammen. Mørket om halsen, var han ikke just stolt af. Det var et tegn på forvisning fra Appolyon, og det var skænket af Faith personligt. Han håbede lidt på, at den nye leder i det mindste ville lukke ham ind igen. Men til start.. ville han have sin moders gunst tilbage. Vise hende, at han var en ung mand, som hun kunne vise sig, at være stolt af.
"Benægtelse er en slem ting, kære Cecilaya." Igen blinkede han til hende. Han stillede sig klar, hvor han førte den ene hånd ud fra kroppen. Automatisk skruede han op for temperaturen. Han var klar. Selv havde han været vant til lidt af hvert, i den forbindelse. Han elskede det. Nok mere end hvad godt var.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer havde altid haft større tilknytning til hendes mor end hun selv havde, og det var ikke fordi jalousien meldte sig, for hun elskede sin frihed, men somme tider følte hun sig tom og fravalgt, og Jareds lille stunt havde slet ikke gjort det bedre. "Du er mange ting af hvad jeg ved, men fornuftig er vidst ikke en af dem. Ikke at dømme ud fra det mærke der," påpegede hun flabet. Mange fandt hende irriterende både på grund hendes alt for nysgerrige og muntre væsen, det var af de samme grunde mange ikke anså hende som værende hverken Jaceluck eller Marvalo, men hun havde intet imod at Maloya-generne var gået lidt igennem.
Bare for morskabs skyld kastede hun flammen fra sig og lod den eksplodere umiddelbart foran ham mens hun stadig bakkede væk. "Jeg benægter intet, desuden har jeg hørt rygter om at du er mere til.. prinsesser?" hun så på ham med et lidt for kækt smil og dansede morende omkring sig selv. Hendes energi niveau havde altid været skyhøjt, for højt til at mange havde tacklet hende.
Hun var kun lidt ældre end ham, de havde fået den samme træning og de var næsten samme blanding, så de var nok omtrent lige gode om det, alligevel havde hun en trang til at sætte ham lidt på plads, bare for hans irriterende og flabede person.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad der måtte gå igennem denne kvindes hoved, var Lucifer efterhånden meget nysgerrig på. Hvordan hun mon havde det med, at han havde fået æren af at bære hendes familienavn? Jaceluck var jo trods alt et meget stort og meget populært og kendt navn.. et frygtet navn, og selvom han måske havde mistet sit tilhørsforhold til Appolyon, agtet han da uden tvivl stadig at kæmpe i den ære, som dæmonerne havde fået igennem de sidste rigtig mange år. Ingen tvivl om det.
Et kækt smil bredte sig dog alligevel på hans læber. "Kun fordi at du er jaloux." Nej, han vidste godt, at det mærke, som han havde om halsen, på ingen måder, var et ærefyldt et, men derimod et mærke præget af skam.. og endda også rigtig meget af den, så det var ikke noget, at være stolt af!

Kuglen af ild, som hun smed ned foran ham, fik ham hurtigt til at trække sig. Så det var på den måde, hun ville lege med ham? Øjnene kneb han fast sammen, inden han vendte blikket mod hende igen. Prinsesser.. Ja, han havde fået muligheden med Jarniqa, og han var glad for det.. Trist et sted over, at han havde efterladt hende, men lige her, var dæmonerne og særligt Faith kommet først.
"Mhmm.. Og du? Hjemløs.. uden noget at være stolt af. Rygterne går på et uheldigt forhold med en dæmon, kære Cecilaya.. Hvem har noget af os to, at være stolt af?" spurgte han denne gang. Kuglen i hans hånd, voksede i styrke og størrelse. Da den nåede den korrekte størrelse, smed han den direkte efter hende. Nu måtte han jo vise, hvad han duede til!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

I hendes øjen var Lucifer bare endnu et naivt fjols, der troede at han havde en helt masse at bevise. Hun havde stræbet efter det samme, først og fremmest at løsrive sig hendes familienavn og for det andet bevise overfor samtlige, at hun ikke bare var en dum møgunge uden talent, for så havde Evan jo nok givet op på hende, mange år før det. Hun fnøs. "Jaloux? På hvad? Dig?" spurgte hun og rystede på hovedet. "Du stræber efter at være noget du aldrig bliver. Det er synd," hun lastede flammen og lod den danse omkring ham, omsluttende som en cirkel, velvidende om at en ikke ville røre ham. En ild dæmon blev jo sjældent berørt af den slags.
Til nu havde hun holdt trumfkortet i form af det mærke, det var ikke et hun selv bar. Dæmonerne havde ikke set hende som stærk nok, og måske var hun heller ikke, men en eller anden dag ville hun bare have det sjovt og leve som hun kunne lide det, ikke som andre krævede eller forventede af hende.

Hun lo og dansede barnagtigt rundt om sig selv. Nok en voksen kvinde, men den livlige, nogle gange lidt for aktive pige hun havde været engang, var ikke væk. Hun var stadig nysgerrig af sind, møgirriterende og alt for aktiv. Derfor vidste hun sådanne ting som at han var faldet for en prinsesse. Nogle skulle jo gå efter guldet. Hendes mine ændrede sig dog brat. Hun stoppede op og så på ham med et koldt blik som hendes mor aldrig havde formået at bruge. "Jeg har i det mindste prøvet at lede nogen. To gange. Du blev smidt ud inden, så din største præstation er formentlig den du har gjort i sengen," hendes kinder blussede op i vrede. Sandheden var jo nok at hun intet havde opnået, hun vidste ikke engang hvor hun hørte til, modsat ham. Ilden ændrede karakter. Hun sendte en storm af sylespidse istapper efter ham, hvorefter hun med målrettede skridt forsøgte at passere ham for at komme væk.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kæmpede for respekten og æren i det navn, som han var blevet skænket. I hans optik, var det nemlig dybt godnat, ikke at tage imod det, og føle det med stolthed, som man burde gøre. Han var en Jaceluck.. Om han var født som det eller ikke, så gjorde det ikke nogen forskel for hans vedkommende! "Jeg har det, som du tilsyneladende har mistet.. Der er al mulig god grund til at misunde mig for hvad jeg har opnået," sagde han direkte.
Mærket som han havde om halsen, var måske ikke noget at være stolt af, og det vidste han godt. Men det bevidste da, at han gjorde ting som var vægtet af en betydning, og at det ikke var så ligegyldigt, som hun måske gerne ville have, at det skulle være. "Du bruger derimod tiden på benægtelsen. Hvilken skam," sagde han med en kortfattet stemme, som han denne gang lod armene glide over kors. Han smilede skadefro. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.

Varmen var slet ikke noget som Lucifer bed sig fast i, som han selv var en blanding med ilddæmon i sig. Det havde jo sin fordel til tider. Han knyttede næverne let. Han smilede tydeligt for sig selv. Han nød det her. Gud hvor han dog nød det her!
Blikket som hun sendte ham, gjorde ham helt skadefro. Han elskede det! Han havde uden tvivl ramt plet denne gang! "Åh.. jeg undskylder.. Ramte jeg et ømt punkt? Godt!" endte han med en tilfreds stemme. Denne gang gjorde han et kraftigt kast med ilden, som han kastede direkte mod hende. En kraftig stråle af is, skød fra ham, og direkte mod hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Hele familien var dybt forskruet, og Cecilaya havde vænnet sig til hvor uønsket hun havde været, i hvert fald fra hendes mor, Kimeya havde været en god far, men det talte tilsyneladende ikke når årene gik og barn blev til voksen. Hun var færdig med at imponere dem, eller nogen anden inklusiv Lucifer.
"Det er dit syn på det," konstaterede hun lidt fornærmet, selvom hun skjulte det ret godt. Han havde opnået mere end hende, men hun ville ikke lade ham undertrykke hende på den måde, om han så havde ret eller ej.
"Du taler om en fremmede, Lucifer, måske du kan se ind i mit hoved, men det gør dig næppe klogere, det er et kaos derinde," hun trak uskyldigt på skuldrene og pegede på sit hoved. Hun fandt sjældent ro, der var altid tanker der kørte rundt, så han ville næppe finde noget af sammenhæng uanset.

Netop som hun passerede ham og lod flammen bredes, stoppede hun op og kiggede lidt længselsfuldt hen på døren. Det ville være så nemt bare at stikke af, desværre knap så tilfredsstillende i forhold til Lucifer.
"Ømt? Ikke ligefrem. Det var trods alt hans tab," hun vendte langsomt hovedet og så sig over skulderen uden at vende sig. Flammen der bredte sig fik hun hurtigt til at falme, for i stedet at skyde is direkte tilbage mod ham. Først der vendte hun sig med en hastig bevægelse, og et blik der afslørede at hun pludselig havde virkelig lyst til at slå ham.