A spark of Hope

[Deleted]

Havde situationen nok været omvendt, så ville Evan nok have stået i Noelles sted i øjeblikket, for han lod sig bestemt heller ikke kurre af nogen, og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig at gøre. Hans blik gled direkte mod hende og med en fast mine. Han havde vel regnet med en smule taknemmelighed, og mere end hvad hun gav ham i øjeblikket? Han rystede kort på hovedet, hvor han tydeligt måtte bide tænderne sammen igen. "Taknemmelighed måske?!" endte han med en fast tone. Var det virkelig meget at forlange af nogen som helst i denne her verden? Han vendte sig denne gang direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var vred.. Vreden boblede i hans krop og sind, og særligt, da hun satte sig op. Hun var jo bare skyggen af den kvinde, som han sidst havde delt lagner med, også selvom det var en situation, som han ikke havde delt med Athena. Ikke så han nogen grund til det.. Ikke var han påvirket af noget, der mindede om samvittighed ved det.
Evan satte sig endnu en gang på sengekanten igen. Kys og kærtegn regnede han bestemt ikke med, og særligt ikke her, hvor huset vrimlede med alverdens mennesker, som helst ikke skulle vide, hvad de førhen havde delt. "Jeg forventer hverken kys eller kærtegn, men en glæde ved at se livet igen, og det hjem, som man kom fra, er vel at foretrække? Læg dig nu ned og hvil dig... Når du er kommet mere til hægterne, kan jeg hjælpe dig ned til.. Cale. Tror du kan tale ham mere til fornuft, end hvad vi andre kan," afsluttede han med en kortfattet stemme. Han brød sig bestemt ikke om det forbandede væsen.

[Noelle Jaceluck]

Det ar ikke ligefrem nemt at udvise taknemmelighed når han stod og nærmest sydede at vrede. Noelle var ikke sikker på hun forstod hvorfor han overhovedet var så vred. Burde det ikke være hende? Hun stod med udsigten til aldrig at komme på benene igen, eller nogensinde holde om et sværd som ellers havde været hendes levebrød. End ikke skønhed besad hun længere, hun var ikke andet end en vag skygge af sig selv.
"Taknemmelighed? Jeg brugte årevis på det forbandede sted!" udbrød hun vredt. Det var ikke fordi hun beberejdede Evan, for det gjorde hun virkelig ikke, men det var svært at være taknemmelig, når hun konstant var plaget af de mareridt hun havde været udsat for.
Noelle tvivlede stærkt på at Athena var kendt med de mere intime forhold, og inderst inde var hun også ret ligeglad. Det var gået op for hende, for lang tid siden at Evan og hende ikke ville blive en realitet, for han elskede naturligvis den unge kvinde. Det hindrede hende dog ikke i at være... ja Noelle.
Som han satte sig ned på sengekanten ved hende, vendte hun blikket mod ham. De sad lige ud for hinanden. "Jeg føler mig ikke levende Evan. Jeg føler mig tom, det eneste jeg føler er smerte. Det kan jeg ikke være taknemmelig for. Jeg ønsker hvert sekund at det kors havde taget livet af mig," sagde hun ærligt. Det var ingen fallit-erklæring, men hun havde så ondt at han ikke drømte om det. "Og hjem? Hvilket hjem? Mit hjem var ved Jaqia, troede jeg," hendes tone antog et strejf af bitterhed. Kort slog hun blikket ned før hun så op på ham igen og strakte sig for at fange hans læber i et flygtigt kys, hvorefter hun lagde sig tilbage i sengen uden ord.

[Deleted]

Der var mange ting, Evan var vred over. Jaqia ikke mindst, for ikke at have givet ham muligheden, for at komme Noelle til undsætning hurtigere, og særligt efter at Kimeya havde bekræftet, at hun var der, og at hun var i live.. Det var vel bare held, at de var kommet forbi, og at hendes stædighed havde holdt hende i live? Nej, der var ingen der kendte til den intimitet, som de havde delt, og ikke var det noget, som Evan ønskede, skulle komme frem i dagens lys. Det ville kun gøre ondt værre, end hvad det var i forvejen.
"Jeg ventede i år på at få muligheden for at tage af sted. Jaqia vidste, at du var der.. Kimeya havde sågar bekræftet for hende, at du var i live.. men jeg blev aldrig sendt af sted," fortalte han. Med det liv, og det job, som han havde haft, så var det bare ikke muligt for ham, at tage af sted, bare sådan uden videre. Han ville ønske, at han kunne, men det kunne han ikke.
"Jeg har forladt Dvasias.. Vi planlægger i øjeblikket, at vælte Jaqia af tronen," fortalte han. Overfor Noelle, var han ikke bange for at indvige hende lidt i det, som de havde snakket om, før han havde taget den halve hær med sig til Tayevania, for at få hende med sig hjem igen. Jaqia var han indebrændt på. Han synes hun længe var færdig med at tone på den trone, som hun herskede over i Dvasias. Her stod han nemlig på Diamaqimas side.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var ligeså vred på Jaqia som Evan tilsyneladende var. Hun havde truet med bål og brand, forsikret dem om at en hær ville komme hende til undsætning, men ingen hær var nogensinde kommet. Hun havde tjent Jaqia i alle disse år, halvt om halvt opdraget hendes irriterende søn, og det her var takken? At dø på egen hånd langt væk fra hjem? "Min loyalitet var tilsyneladende ikke vigtig nok for hende," konkluderede hun. Hendes næsebor uvidende sig næsten som havde hun været en ildspydende drage der var klar til at puste en flamme. Hun ville hellere end gerne slå Jaqia ihjel for det.
Det flygtige kys havde han tilsyneladende ikke taget sig af. Om ikke andet så kunne hun afslutte den del og lægge det bag sig. Hun lagde sig ned med et træt støn men så op på ham med et meget alvorligt blik. "Tro mig, hvis jeg kunne hæve et sværd, ville jeg glædeligt have givet en hånd med," sagde hun ærligt. Det var Jaqias skyld at hun lå her nu!
"Vær nu forsigtig. Hun er slange," sagde hun ærligt og kastede et nyt blik på maden. Hendes mave trak sig sammen af sult, men det virkede stadig virkelig ydmygende at skulle blive madet af Evan. Hun var ikke svag, hun var ikke hjælpeløs, men hendes krop kunne heller ikke hele uden at få noget næring, der var jo virkelig intet i hende.

[Deleted]

Kysset som Noelle havde skænket ham, havde fået hans hjerte til at hamre.. Han forsøgte vel bare at lade som ingenting, og særligt fordi at hans forlovede var i huset. Hvad ville hun dog ikke sige til det? Hans blik søgte hendes skikkelse. Jaqia var han direkte vred på, hvilket skam også var grunden til, at han havde valgt at forlade Dvasias. Uden at tøve, havde han vendt landet ryggen, som havde vendt ham ryggen.
"Det var den ikke for nogen af os," sagde han ærligt. Det var en virkelig sølle tak, de havde fået alle sammen. Noelle ikke mindst, for alt det, som hun havde gjort for kongehuset.. Hun havde fået lov til at sejle sin egen sø i et helvede, som Tayevania.
Evan satte sig denne gang mere til rette ved hende. Hænderne foldede han let foran sig. Igen faldt han mere til ro, nu hvor det virkede til, at de kunne snakke mere roligt om tingene, fremfor at skulle råbe og skrige af hinanden. Det var jo heller ikke noget, som han ønskede sig. Det gjorde ondt, og det gjorde ham kun mere vred, end hvad han i forvejen var.
Denne gang var det ham som lænede sig frem. Hånden strøg han kort over hendes kind. "Du ved, at jeg altid er forsigtig," pointerede han denne gang med et smil på læben. Her hvor selv han måtte modstå fristelsen til at skulle kysse hende. Han kunne jo ikke lade være.. Selvom hun måske ikke følte sig smuk, så var hun stadig smuk i hans øjne.

[Noelle Jaceluck]

Noelle vidste at Athena var omkring, det flygtige kys havde mere for at få ham til at falde lidt til ro, hvilket heldigvis lod til at have virket. Hun kommenterede ikke hans ignorante reaktion på det, men lod det i stedet bare ligge. Lige når det kom til Evan så havde hun opgivet håbet om ham for mange år siden. Så mange gange havde han været hendes trøst i tankerne ude på den helvedes Ø, men hun havde aldrig forestillet sig nogensinde at skulle se ham igen. "Det er en ringe tak, for alt det arbejde vi har udført," medgav hun og fugtede de tørre læber.
Hans ru hånd guidede hendes tunge øjenlåg lidt i. Hun afviste ikke hans kærtegn, det var faktisk rart, meget bedre end at stå og råbe af hinanden i hvert fald. "Det ved jeg du er, men uanset hvor tåbelig hun har vist sig at være, så er hun ikke dum og jeg får brug for en dygtig træner når dette er overstået, så jeg har brug for dig i live," sagde hun bestemt. Det var bare hendes måde at sige på, at hun var bekymret for ham og ikke ønskede at der skulle ske ham noget. "Fik du smidt den der mad ud over hele værelset eller hvad?" spurgte hun med en bevidst irriteret tone. Hun ville ikke virke for sårbar, men sandheden var at hun havde brug for hjælp og lige nu var der ganske lidt som holdt hendes mod oppe.

[Deleted]

Evan vidste, at det var for dumt, at lægge alt for meget i det, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre særlig meget ved det. Desværre. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse igen. Det var en ringe tak for det arbejde, som de begge to, havde kæmpet, for at udføre for Jaqia, og det var det, som han uden tvivl var forbandet skuffet over. Ingen tvivl om det.
"Jeg ved ikke hvad der sker for hende, men noget er vi nødt til at gøre," sagde han med en ærlig stemme. Selv var han en af de bedst trænede i Dvasias, hvis ikke, så den bedste, nu hvor Noelle ikke rigtigt var i stand til at udøve noget som helst. Hans hånd gled roligt over hendes kind. Det var rart at vide, at hun nu var kommet hjem igen, også selvom han ikke kunne gøre særlig meget ved det. Desværre. Svagt måtte han trække på smilebåndet ved hendes ord. Han forstod skam godt hentydningen. "Jeg skal nok passe på.. Jeg har jo dig, som jeg skal have tilbage på benene igen," forsikrede han med en rolig stemme. Han kunne i hvert fald ikke lade være. For ham, betød det her virkelig, virkelig meget. "Nej.. Lad mig hjælpe dig," sagde han denne gang med et tilfredst smil. Hun virkede da endelig til at give en smule efter for maven og de behov, som denne nu måtte have. Han satte sig tilbage.. kun for at tage om skålen og skeen igen, hvor han fyldte denne, og førte den hen til hende. Der var intet galt i at bede om hjælp. Særligt ikke sådan, som hun havde det lige nu.

[Noelle Jaceluck]

Engang havde de haft deres chance, men det var mange år siden nu. Noelle havde lukket det kapitel i sin tid på øen, da deres fælles barn var blevet taget fra hende ved fødsel. Hun skænkede det en tanke i ny og næ og hadede sig selv for det, men samtidig skubbede hun det væk, for det barn havde det nok under alle omstændigheder bedre der, end det som hun nogensinde ville kunne give det. "Døden må have skadet hende mere end ventet. Den form for utaknemmelighed finder jeg mig ikke," sagde hun ærligt. Hun havde lyst til at slå på noget, det virkede urimeligt at hun skulle sidde tilbage mens de andre gik på eventyr, hun ville se Jaqias fjæs når hun blev tvunget i knæ, og hun ville have at hun skulle lide ligeså meget som hun selv havde gjort i årevis.
"Præcis. Derfor er du nødt til at få styr på dit temperament. Det vil slå dig ihjel," normalt var det ham der kom med de gode råd, men hun havde lært meget om sig selv og om omverdenen i tiden på Tayevania, og med den frustration han brændte inde med, så kunne det blive farligt for ham at gå i krig på den måde.
"Hvad er det og hvem har lavet det?" spurgte hun og kastede et skeptisk blik på maden. I år havde hun kun fået serveret vammelt grød, ofte med både spyt og andet godt i, så hun trængte til noget ordentligt mad! "Jeg siger det bare, hvis det er grød så kan du værsågod at kyle det i fjæset på dig selv," advarede hun og løftede hovedet en smule for at tage hvad der var på skeen. Det smagte nu okay, men det var måske fordi hun var meget sulten.

[Deleted]

Den måde Jaqia havde behandlet dem på.. respekteret dem på, var slet ikke en form, som faldt i Evans gode bog, og derfor havde han heller ikke tøvet med at forlade stedet. Han havde fået nok nu, og havde valgt at alliere sig med Diamaqima'erne i stedet for. Han fandt langt mere nytte i det, som de ønskede for landet, end hvad han havde set frem til nu om ikke andet. Et kort smil passerede hans læber. "Så langt, er vi dog enige," sagde han.
Selv placerede Evan sig i fronten ved dette, som han jo også godt vidst,e hvad det ville ende med at koste ham på sigt. Hvis han døde i kampen om et bedre Dvasias, så var han mere end tilfreds med det, og det havde han heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig var. "Du bekymrer dig for mig.." pointerede han pludseligt. At hun udviste det på den måde, og så.. direkte, var heller ikke noget der lignede hende. Men han kunne lide det.
Skeen fik Even proppet i hendes mund, inden hun gjorde de store indvendinger. Det var vigtigt, at hun lige nu, fik noget at styrke sig på. "Det er en gammel opskrift på en god suppe, Noelle.. Bare rolig.. Den er ikke giftig," pointerede han denne gang med en direkte stemme, inden han fyldte skeen på nyt. Ikke gjorde han grin. Han ville jo gerne se hende på benene igen.

[Noelle Jaceluck]

Noelle brød sig ikke mere eller mindre om Diamaqima'erne. For at være ærlig så havde hun altid bare set dem som en del af Faith og Kimeya, som hun aldrig havde brudt sig specielt meget om. Det var gået op for hende at Faith var her, og hun hadede tanken særligt når hun nu selv lå i sengen som en ynkelig skygge af sig selv. Det intense blik faldt på hans skikkelse. "Så fortæl mig. Hvad støtter vi tossehovederne til Diamaqima'erne i?" spurgte hun. Det krævede jo at de havde et bedre alternativ end Jaqia, ellers var det jo pest eller kolera. Hun ville bare gerne have sin hær.. hvis mulighed nogensinde bød sig.
"Er du overrasket? Har vi ikke altid haft hinandens ryg?" spurgte hun og forsøgte at puste en vilfaren tot væk fra øjnene. Ikke engang den kunne hun fjerne uden at et ville blive smertefuldt.
Igen tog hun imod en skefuld. Det smagte godt, hvem end der så havde stået i køkkenet og spildt sin tid på den slags. Det var bare godt at få noget i maven. "Jeg tror ikke at nogen af jer vil forgifte mig. Med undtagelse af Faith naturligvis, jeg jeg frygtede at I ville servere grød," indrømmede hun og tog næste mundfuld, selvom det var hårdt for hende overhovedet at løfte hovedet for at tage imod det.
Hun håbede virkelig at hun en dag ville komme tilbage på benene og meget gerne snart.

[Deleted]

Evan havde været skeptisk i starten, men efter Jaqias behandling af dem alle sammen, var alt i hans øjne, et langt bedre alternativ, og det var så også det, som kunne mærkes i øjeblikket. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "Først og fremmest i at vælte Jaqia af tronen.. og Matthew med. Han er lige så farlig i en sag som denne," begyndte han, inden han gav hende endnu en skefuld. For ham, var der intet pinligt i dette, men igen.. Det var ikke ham, som lå der, som hun gjorde lige nu.
"Silia drømmer om et Dvasias bygget på noget andet end et kongehus. Et råd, hvor alle får en stemme, og hvor Castle of Darkness bliver omdannet til et sted som hjælper, i stedet for et sted som dræber. Hærene vil vi kunne få over på vores side, når de får at vide, at deres hærfører er tilbage," fortalte han roligt. Hærene ville de uanset få brug for, og Evan agtet at beholde sin titel som kaptajn, om Noelle forblev hærfører, for han var overbevist om, at de nok skulle få hende tilbage på benene igen. Han agtet at få hende tilbage på benene igen!
Svagt trak han på smilebåndet. "Det har vi.. Derfor tog jeg også af sted, så snart jeg fik muligheden for det. Der er jo ikke nogen, der har holdt øje med min i flere år," fortalte han direkte. Athena var en ting.. men det var bare ikke det samme. Han rystede på hovedet. "Jeg tror hun har mere end rigeligt at tænke på, efter hun mistede titlen som leder af dæmonerne," fortalte han ærligt. Noelle havde jo faktisk misset en del.

[Noelle Jaceluck]

Silia og Nathaniel gav hun ikke meget for, men Evan var en helt anden sag. Han havde altid haft hendes fuldendte tillid, så hvad han støttede, ville hun selv støtte. Dette sted var fremmede for hende efter alt den tid hvor hun havde været væk. "Matthew er en sølle sag der aldrig fortjente at komme så tæt på tronen," kommenterede hun vredt. Den mand havde hun aldrig brudt sig om, og han havde snydt sig op i hierarki ved at fører dronningen til sengs. Modbydeligt!
Mellem hver skefuld faldt Noelles hoved tilbage i puden, det krævede så mange kræfter af hende at holde det oppe og det var smertefuldt selvom hun helst ikke viste det. "Og vil der være behov for en hær?" spurgte hun direkte. Hvis dette ville gøre hende arbejdsløs, så fandt hun det næppe som en god idé. "Desuden tvivler jeg på at hæren vil gå på vores side. Lige nu er Jaqia dem en større trussel end jeg. Jeg vil end ikke være i stand til at holde en pisk," mumlede hun bittert og forsøgte naivt at lukke hænderne under dynen men endte med bare at skærer en grimasse og opgive på grund af smerter.
Mistet sin position? Noelles blik blev skadefro og hendes blik endnu mere. "Ser man det.." hun tog en ny tår af den lukne suppe. "Vi får alle som fortjent en dag," konkluderede hun. Hende og Faith havde altid konkurreret meget med hinanden, det var ingen hemmelighed.

[Deleted]

Matthew var en farlig mand, og særligt fordi at han vidste, hvordan han skulle udnytte sine kontakter, evner og kompetencer, og det var noget, som hurtigt kunne vise sig, at være truende overfor dem. "Men dog, er det en ting, som han har formået," sagde han med en kortfattet stemme. Matthew var nu heller ikke en tanke som han brød sig om, men der var ikke noget, som de kunne gøre ved det nu, og som eneamand, havde han skam ikke tænkt sig, at stille sig op mod Jaqia, for at give udtryk for det.
Evan lod hende få en pause mellem hver skefuld. Det var bare vigtigt, at hun fik noget at spise, og derved også noget at nære sig på, da det netop var vigtigt for ham. Hun var trods alt vigtig for ham. "Det vil der blive. Den fred, som hviler mellem landene, vil ende, når Jaqia bliver væltet," fortalte han direkte. Det var muligt, at det ikke var et land i fremtiden, som ville bekrige, men derimod, var det noget, som stadig kunne mærkes. Freden ville ikke herske, men derimod en uro. Hvis dette skulle føres ud i livet, ville det efterlade et land i kaos.
Der var sket rigtig meget i den tid Noelle havde været væk. I tide, ville han nok informere hende om det. Et sted skulle man jo trods alt starte. "Jared har taget titlen fra hende. For alles bedste, vil jeg anbefale dig ikke snakke med hende om det. Der er ikke nogen grund til at gøre det værre." Som Faith havde mistet sin titel som leder, kunne man i øjeblikket sige, at Noelle havde mistet den som hærfører. Men derfor var de stadig begge meget brugbare lige her. Han fyldte næste skefuld og rakte til hende.

[Noelle Jaceluck]

Ej var Evan en mand man skulle lege med, det vidste Noelle udmærket, for hun havde forsøgt mere end én gang for meget. Hun nikkede tavst og stønnede anstrengt da hun igen var tvunget til at løfte hovedet for at tage endnu en skefuld suppe. Hovedet dumpede tilbage til puden hvorefter hun gjorde tegn til at hun havde fået nok. Egentlig var hun stadig meget sulten, men det var for hårdt for hende hele tiden at forsøge.
"Det er kun på tide. Den aftale er det værste der nogensinde er sket i min karriere," sagde hun bittert. Godt nok havde Jaqia lokket hende med arbejde... bestående af at holde øje, træne og udddeligere, ikke ligefrem det hun havde trænet i så mange år, og så hårdt efter. Men det var formentlig snart slut hvis det her lykkedes dem.
Det var umuligt at skjule hvor meget hun frydede sig, desværre holdt hun ikke ligefrem det gode kort på hånden... faktisk holdt hun intet i sin hånd nu, eller i den nærmeste fremtid og Faith ville slagte hende for at gøre det for åbenlyst, men for pokker hvor var det fristende. "Desværre ja. Jeg ville fryde mig over at se hendes ansigtsudtryk," indrømmede hun og lukkede øjnene selvom der stadig var et lidt træt smil at finde på hendes læber. Hun hadede at skulle gå imod sit kongehus og sin leder, men ærlig talt? De havde svigtet hende i årevis, hun skyldte dem intet!

[Deleted]

Det var dumt at pisse Evan af, og han var pissed nok, som det var i forvejen. Han ville bare gerne selv markere det overfor Jaqia, og det kunne han ikke gøre alene. Det var han slet ikke dum nok til at gøre alene. Han sørgede for at hun fik mad, frem til hun selv sagde stop. Velvidende om at hun endnu var sulten, men de skulle jo trods alt starte et sted, kunne man jo sige. Et stille smil passerede kort hans læber. "Den var ikke god for hæren, men derimod for landet." sagde han med en sandfærdig stemme. Igen vendte han blikket mod hende, da han satte skålen fra sig.
Faith havde mistet sin stilling, var deriblandt noget af det mest voldsomme, som var sket på stedet her, i hendes fravær. Der var dog stadig sket mange ting. Jaqia stod for et fald, og han var sikker på, at det nok skulle komme. "Det ville være en skam, at det skulle være det sidste som du ville se.. Du må hvile, Noelle," sagde han med en rolig stemme, inden han atter vendte sig mod hende. Han kravlede ganske let over, dog uden at lægge noget, der mindede om nogen vægt i, for det ønskede han slet ikke. Han lænede sig denne gang mod hende, hvor han lod læberne møde hendes i et kys. Lidt for at gengælde tjenesten, inden han ville finde de andre.
"Du har brug for det," sagde han denne gang med et stille smil på læberne, hvorefter han denne gang valgte at rejse sig.