A whole new era..

[Jason Elvana Nimanhra]

@anasuya - Jason Elvana Nimanhra

---

Det var ved at være sen eftermiddag, og Jason opholdt sig i pejsestuen. Hvor Silia var henne, vidste han ikke, men efterhånden , og særligt i denne tid, tilbragte hun virkelig meget tid sammen med ham. Han gjorde jo bare hvad han kunne, for at hjælpe hende igennem tabet af Gabriel. Det havde uden tvivl taget hårdere på den unge Diamaqima, end hvad han først havde regnet med.
Der var ikke gang i pejsen, før til aften, og derfor fandt han også muligheden for fred og ro i selv lysets timer. Hans forhenværende forlovede. Hans elskede Lisa, havde i sin tid, givet ham muligheden for at færdes ude i lyset og i solen, hvis det skulle være en nødvendighed, og derfor havde han atter fundet den gamle forlovelsesring, og atter placeret den på sin finger. Det var underligt at gå med den, ingen tvivl.

Ikke gav Jasons mine, nogen tegn til mimik. I forvejen, var det sjældent, at det forekom for hans vedkommende.  Han stod ude på balkonen og stirrede udover haven. Det var hårdt.. Det hele var forvirrende, og der var ikke styr på noget som helst, hvilket naturligvis godt kunne mærkes. Silia befandt sig i øjeblikket ikke i en stand, hvor hun kunne lede et land, og han kunne intet stille op på baggrund af hans dvasianske oprindelse.
Et tungt suk brød hans læber, som han drejede hovedet i retningen af Apterta, som lå lige udenfor de store slotsmurer her i den gode sommervarme. Den var i hvert fald mærkbar, selv for hans vedkommende. Han rystede kort på hovedet. Hvad Gabriel foretog sig, havde han ingen anelse om. Silia var svanger.. barnet voksede i takt med at tiden gik, og alle vidste de jo, at det ikke var Gabriels, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Det hele var jo bare et kaos, som end ikke Jason vidste, hvordan han skulle finde hoved og hale i!

[Deleted]

De mørkerøde lokker var sat op i den sædvanlige rodet knold, det var ikke håret hun gik allermest op i, og det havde hun vel egentlig heller aldrig gjort. Desuden, håbede hun på at mænd ville finde hende utiltrækkende hvis hun nu ikke gjorde noget ud af sig selv som sådan. De klare blå øjne hvilede mod gulvet som hun måtte rense fra sine urenheder, gangen var jo næsten begyndt at skinne! Hendes kjole var blot i mørkegrønt stof, et forklæde hang om livet på hende, som hun tørrede sine hænder af i, hver gang de blev våde af vandet hun rengjorde gulv og andre overflader med. Det var snart tid til at skifte vandet, men hun manglede lige at tørre lidt støv af i pejsestuen, så var det overstået. Hun elskede sit arbejde, det havde hun alle dage gjort, alle de år hun havde arbejdet her, under Silia og som hendes veninde snakket væggene tynde. Hun bed sig i læben. Store ord havde hun slynget ud, ord som hun knapt nok kunne tro, et sted prøvede hun vel lidt at begrave tankerne et andet sted, det var virkelig ikke nemt at stå med! Bare tankerne fik hendes hjerte til at banke ukontrolleret, derfor stoppede hun kort op, for lige at tage et par dybe vejrtrækninger, inden hun søgte ind mod pejsestuen. At balkonens døre måtte være åbne nød hun godt af, hun havde det virkelig varmt i den her kjole, som den dækkede det meste af hende og efterlod hendes hud ude af stand til at ånde frit. Det blev så skønt med et bad senere! Spanden med vand stillede hun fra sig, inden hun tog kluden og vred den op, med en frisk yndefuld lys nynnen, gik hun i gang med at tørre skænke, skabe, bordoverfalder, det hele af. Omhyggelig var hun, og i den grad virkende munter, hvilket hun på sin vis også var, det var i hvert fald det hun holdte fast i. Der var ikke grund til andet, var der?

[Jason Elvana Nimanhra]

At Jason ikke længere var alene, kunne han godt fornemme, idet at dørene måtte gå op. På grund af hans dvasianske opvæskt, var han et uvelkommen væsen, og særligt efter at Silia og Gabriel havde valgt at gøre det slut. Selv vidste han, at Silia havde luftet tankerne for Ana, men hvordan hun havde taget det, havde han endnu ikke fundet ud af. Det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, inden de ville være tvunget herfra? Uroen bredte sig i landet. Hvilket var noget, som han havde hørt fra sin kære ven, Marius, som selv stod med problemer til halsen på baggrund af dette. Dette var vel bare en situation, som de ville have ekstremt svær ved at komme ud af.
Grotesk som det end var, var det jo bare at indse, hvordan tingene måtte hænge sammen. Langsomt drejede Jason blikket, så han ud af øjenkrogen, kunne få øje på den unge kvinde, som straks begyndte at vaske og tørre af. Så loyal en ansat.. Han kunne skam godt forstå, at Silia havde drøftet tanken for hende, og ud fra hvad han kunne se, så var det ikke noget, som var faldet i den helt så gode jord. Han sukkede let, inden han vendte blikket ud mod den smukke slotshave. Ringen var ham en plage.. hele situationen var ham en plage, men han kunne ikke engang tillade sig, at vise det for nogen, og særligt ikke med den stand, som han havde her på slottet. Han bøjede hovedet let. Det var virkelig en problematik, som de måtte finde ud af, og nu hvor Silia var svanger, så hastede det virkelig.. Gene inden, det for alvor ville ende med at gå helt galt.

[Deleted]

At Jason rent faktisk måtte være der, var på ingen måder gået op for hende, hun var i sin helt egen verden, hvor hun holdte tanker og beslutninger nede, for de skulle ikke ud nu imens hun arbejdede. Dog blev varmen for meget for hende, som hun endte med at tørre sit ansigt og hænder i forklædet, hun rejste sig roligt, inden hun søgte mod balkonen, hvor synet af Jason så ramte hende. Svagt bed hun sig i læben, for pokker da også, hun ønskede ikke at være nær en mand, men den friske luft måtte i den grad være tiltrængt som intet andet. Anasuya tog en dyb vejrtrækning, hvis hun skulle løfte den byrde af Silia's skuldre, skulle hun kunne være i nærheden af mænd, de var jo ligesom over alt! Og i skyggen var hun ikke ligefrem som dronning, hun sank en klump. Allerede ved første skridt måtte hendes hjerte sætte i fuld galop, hun vendte rundt på sine hæle og søgte sin spand igen. Så vigtig var frisk luft da heller ikke, hun så på sit spejlbillede nede i spandens vand. De blå øjne søgte en forklaring, en klarhed, en løsning måske? Intet. Kluden smed hun ned i, inden hun tog den op og vred den på ny, hun kunne virkelig ikke se sig selv i enerum med en mand, talende. Det fik hende til at få sorte pletter for øjnene, som skulle hun til at besvime. Det gik virkelig ikke dette her, hun kunne ikke tage vare om et land, når der ikke skulle mere til at skræmme livet af hende. I hendes øjne, var det jo sådan set det værst tænkelige. Desuden kendte hun Jason, der blev jo snakket, og hun havde også set ham ved andre kvinder, hans opførsel. Derfor var han for hende, en af de værste af slagsen. Hun burde sådan set skynde sig at komme væk, hun kunne næsten mærke hjertet forsøge at finde sin vej ud igennem brystet på hende.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde aldrig blandet sig i, hvad Silia snakkede med tjenestepigerne om, og et sted, kunne han jo godt se for sig, en fordel i at give tronen videre. Det var vel et sted en forbandelse på denne jord? Han vidste hvor meget den krævede.. hvor meget den kostede. Den havde jo selv kostet ham stort set hele hans familie, hvor han heller ikke havde meget tilbage af den. Grumt som det end var sagt.
For nu var han en presset mand. Han vidste, at det var begrænset, hvad de kunne udrette for et land, nu hvor de ikke havde Gabriel på deres side længere, i og med, at han havde valgt at søge over muren og over til Manjarno. Ja, hvad manden egentlig lavede nu, vidste han ikke.
Jason vendte blikket igen mod den unge kvinde, idet at han kraftigt kunne mærke og høre, hvordan hendes hjerte startede med at hamre. Var hun så nervøs omkring ham? Ganske vidst, var han klar over, at hans tilstedeværelse som en mand, ikke just forekom mange særlig velkommen. Han lod hovedet søge på sned. "De finder vel ikke min tilstedeværelse forstyrrende.. gør du?" spurgte han, som hun hastigt bare søgte videre, som havde han været giftig og farlig at kigge på i det hele taget. Det var jo heller ikke den måde, at han ønskede, at nogen skulle fremstille ham på.

[Deleted]

Inden hun nåede at komme frem til en beslutning, hørte hun hans stemme og måtte ende med at tabe kluden fordi hun fik et chok. Hjertet var hun sikker på havde sprunget et eller to slag over, hun vendte sig usikkert i hans retning, med et blidt og varmt smil, da hun jo intet havde imod ham som sådan. Foruden at han var en mand, lige den del var rimelig svær at se bort fra, og hun brød sig virkelig ikke om dem. De var farlige, de havde hendes fader sagt så mange gange, og hvor havde han dog haft evig ret! Hendes blik gled kort mod hans ansigt, før hun sænkede det igen, og fik vendt sig om med en blussen i sine kinder. "Jeg ehmm.... De skal ikke tage Dem af mig, jeg skal nok gøre mig færdig hurtigt." Fumlede hun med ordene, inden hun strøg et par mørkerøde lokker om bag øret, og fik fat i kluden, hendes hjerte havde på ingen måde tænkt sig at slappe af, det farede afsted i vild galop. Tjenestepiger snakkede hun jo selv med, det var jo størstedelen af hendes omgangskreds. Han havde flere gange været et samtale emne ved de unge kvinder, de talte om hans væsen, tiltrækningen derved, og at han var en flot mand. Anasuya tog altid afstand til den slags snak, hun ville end ikke forholde sig til det, komme med en mening. Det var ikke hendes plads. Det endte galt. Hun rystede på hovedet, ingen beslutninger om noget som helst, overhovedet! "Forstyrrede jeg Dem?" Endte hun alligevel med at spørger betænksomt, for hun kunne naturligvis altid komme tilbage.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var en presset mand, ligesom alle andre her på stedet. Ham særligt, da han var dvasianer af blod og opdragelse, samt vækst, hvilket uden tvivl var noget som talte imod det gode hjerte, som han alle dage havde været i besiddelse af. Han vendte blikket mod hende. Det havde aldrig været hans mening, at gøre hende forskrækket eller noget lignende. Der var bare heller ikke nogen grund til at hun bare skulle liste rundt, og lade, som var hun ren luft. Det var hun jo ikke. Hun var en kvinde.. endda en forbandet køn en af slagsen, hvis han selv skulle sige det. Dog ikke noget, som han sagde højt.
"Der er skam ikke nogen grund til at forhaste Dem," sagde han med en rolig stemme. Han vendte sig denne gang helt i retningen af hendes skikkelse. Om Silia fik det som hun ville have det, stod han jo foran den kommende dronning af Procias. Gad vide hvordan det hele ville løse sig.. Ville Ana tage imod? Ville hun nægte? Skulle man finde en ny? Ville de alle blive slået ihjel? Han vidste det jo faktisk ikke, og ikke kunne han gøre andet, end at tage det med ro.. Skræmmende, som det end måtte være.
"Slet ikke. Jeg stod bare i min egen strøm af alt for mange tanker, vedrørende landets nuværende situation. Jeg kunne forstå det, som De har snakket med Silia?" spurgte han roligt. Med det bånd, og den tillid, som der hvilede mellem ham og Silia, så var der ikke nogen grund til at snakke og omtale hende, som var hun en højerestillede. For ham, var hun en veninde. Endda en af slagsen, som var frygtelig, frygtelig nær ham.

[Deleted]

Der var tydeligt oprør i landet, den sagte hvisken, blev højere og højere, det til blev til snak og snart var der råb og skrig. Det var et spørgsmål om tid, noget hun var klar over, da hun jo færdes ude iblandt folket rimelig tit. Hendes fingre blev ved med at vride kluden, selvom den umuligt kunne vrides meget mere, det var som om hun var gået i stå eller i selvsving. "Javel så, så gør jeg bare som jeg plejer." Lød det roligt fra hende, som det gik op for hende hun stod og vred en klud som næsten var alt for tør nu. Hun bed sig svagt i læben, inden hun valgte at dyppe den i vandet på ny, for at vride den et par enkelte gange og så tørre overfladerne af omkring sig. Det var en stor beslutning hun havde at skulle tage stilling til, var hun virkelig den rette til det job? Det var skræmmende et sted, og hvis Silia forsvandt, hvem havde hun så at læne sig op af? Så stod hun alene, uden nogen. Som Jason talte, måtte hun se mod ham overrasket, vidste han det?! Hun prøvede at samle sin kæbe op for gulvet, forsigtigt slap hun kluden, for at vende sig helt mod ham, hun lænede sig mod skænken bag sig. "Har hun fortalt det?" Spurgte hun direkte, vidste han det virkelig? I så fald, hvor mange vidste det? Hun så sig lidt om, hun ønskede ikke hvem som helst vidste om dette her og slet ikke de sladdertrunter til tjenestepiger. De vidste jo næsten alt! Det var skræmmende. Slottet øre og øjne. Øjnene lukkede hun blidt, for at forsøge at få styr på sit hjerte, men det var svært, virkelig svært. Hun talte rent faktisk med ham! Hun huskede altid at være skyndt sig væk så snart de blev ladt alene, her havde hun ikke haft valget som sådan. Eller hun tog det ikke hurtigt nok.

[Jason Elvana Nimanhra]

Selvom Jason lignede en, der havde fuldstændig kontrol på hele situationen, så var det noget af det sidste som han havde, og særligt, som det var på denne her måde, som han nu gjorde det. Han betragtede hende med en rolig mine, og hvordan hun bare begyndte at arbejde, hvilket var noget som passede ham ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at forstyrre hende i arbejdet. "Fortsæt endelig," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hendes skikkelse.
Naturligvis hørte Jason lidt af det hele. Man var jo ikke vampyr for ingenting, så man hørte nok mere, end hvad der egentlig var berettiget, men han ville jo også gerne vide, hvad hun synes om sagerne, og særligt, når det var så vigtig en sag, som det her måtte være. Han vendte sig mod hende. Han kom stadig ikke tættere på. "Tilgiv mig. Det er ikke en sag, som jeg burde blande mig i," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge en smule på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse endnu en gang. Smuk som hun var. Han kunne jo heller ikke lade være med, at bide sig mærke i det, og særligt, når det var sådan her, at det måtte foregå. "Jeg er blot en nysgerrig mand," tilføjede han, denne gang med et stille smil på sine blege og tynde læber.

[Deleted]

Med hænderne bag sig, stod hun og betragtede ham lidt, hun kunne umuligt arbejde efter at han havde valgt at bringe sådan noget på banen. At få hjertet til at arte sig, det opgav hun, det kom ikke på tale, ikke så længe hun var alene med ham. Anasuya havde det virkelig svært når det kom til mænd, for hun ønskede virkelig ikke at blive såret på den måde igen, hun var en følsom kvinde. Ligeså måtte hun have et temperament uden lige hvis man først virkelig gjorde hende vred, men der skulle godt nok også meget til. "Er det ikke lidt for sent?" Spurgte hun så roligt, uden at virke det mindste fjendtlig. For der var ingen grund til det, han var jo bare nysgerrig, det var hun jo også selv. Specielt på sine egne meninger omkring dette, for ærligt, kunne hun ikke helt finde ud af det. Hans smil fik hende automatisk til at væde sine læber, hun lod dog hurtigt blikket vie fra dem igen, hans læber altså, inden hun skubbede sig blidt ud fra kommoden for at vende sig rundt mod kluden og forsætte med at tørre overfladen af. Det var virkelig svært at falde ned, men arbejdet gjorde da hun havde noget at fokusere på imens. "Det er okay at vise nysgerrighed, min moder fortalte mig da jeg var barn at det var sundt og lærerigt at være nysgerrig." Lød det så fra hende, blot for at lægge det helt fast at det var okay, selvom at det var et svært emne for hende. Hendes hjerte faldt på intet tidspunkt ned, hvilket gjorde hun var begyndt at blive småsvimmel, hun fik tørret overfalden på kommoden helt rent, inden hun gik i knæ ved spanden og dyppede kluden igen. Forsigtig tog hun sig til hovedet, hun havde det virkelig varmt og med hjertet der pumpede afsted i et voldsomt tempo. Forsigtigt endte hun med at rejse sig, tørre hænderne af i sit forklæde, kun for at tage det af og ligge det ved spanden. Hun søgte mod balkonen hvor hun måtte møde den friske luft, hvilket man kunne se og mærke på hende var mere end tiltrængt!

[Jason Elvana Nimanhra]

Nysgerrig var Jason uden tvivl på, hvad hun gjorde sig af tanker omkring det foreslag, som han vidste, at Silia var kommet med, overfor hende. Det var jo slet ikke meningen, at den slags skulle være nødvendig, men nu var Procias bare et ganske mærkværdigt og særligt folkefærd, som man bare ikke kunne gøre noget ved. De var ikke altid til at rykke, kunne man sige, og det var også, hvad de særligt måtte mærke sig af.. Dem som kom udefra - som ham, hans familie, og rigtig mange af dem, som han holdt nær og kær i sit liv. I forvejen, var det faktisk ikke særlig mange.
"I så fald, så beklager jeg." sagde han med en rolig stemme, som han stillede sig i døren mellem pejsestuen og balkonen. Han lod denne gang armene søge over kors. Sandt at sige, at en nysgerrig kunne være en god ting, men selv han vidste, at det også godt kunne være det modsatte. Det var jo særligt noget, som også kunne ses rundt forbi.
"Nysgerrighed kan være en god ting. Som det kan være det modsatte. Så jeg spørger igen: Har du gjort dig nogen overvejelser om det?" spurgte han videre. Et sted kunne man jo sige, at hendes valg, også var med til at påvirke hans fremtid. På den ene eller den anden måde. Han vidste bare ikke helt præcist i hvilken retning, at det var endnu. Så langt, var han jo trods alt ikke kommet i planlægningen af sit fremtidige liv endnu.

[Deleted]

Den friske luft måtte ramme hendes ansigt, det føltes så godt, hun tog fat i sin kjole og viftede blidt med den for at få luft ind under den. Lige nu var hun faktisk ret ligeglad med om at andre var der, hun havde brug for luften til sin hud! Anasuya valgte at lige tænke før hun sagde noget. Han behøvede ikke at skulle beklage noget som helst, men hun kunne ikke tillade sig at skulle rette mere på ham. Hvilke overvejelser havde hun gjort sig? Det var vel et godt spørgsmål, hun var ikke sikker, der var så mange tanker om det at det var svært at sortere ud i dem. "Jeg er nervøs for om det er den rigtige beslutning. Jeg har ingen erfaring, jeg aner ikke hvordan man gør. Og frygten for at stå alene i det hele er virkelig stor." Lød det stille fra hende, hjertet kunne hun øre i sit indre øre, næsten højere end hendes egen stemme. Det var virkelig svært dette her, mere end svært! Hvordan i al verden var man dronning, ville folket overhovedet tage imod hende? Ville hun få tid til Debrala i alt dette? At undvære sin drage mere end hun gjorde i forvejen var umuligt, det ville hun ikke kunne. Under ingen omstændigheder! Men til gengæld kunne hun vel få arrangeret bedre forhold til hende, så der var plads til hende og hun kunne blive forkælet lidt. Den tanke var jo rar nok. Åh så mange tanker, og så lidt plads følte hun. Med rolige skridt søgte hun mod kanten for at se ud over haven, smukt var det. Det ville blive skønt med en gåtur dernede senere efter en dejligt bad. Hun kunne næsten se det for sig!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det glædede Jason, at Ana ikke havde afvist tanken fuldstændig. Derimod lød det til, at det var noget, som hun tænkte rigtig meget over, og særligt, som det stod i øjeblikket. Han sendte hende et svagt smil. Han var ikke en mand fyldt med mimik, men noget var der. Han var trods alt også en delrace af dæmon. Vand.. endda et af de elementer, som man sjældent kunne kontrollere. Det var derimod noget, som han for mange år siden, havde lært. Tungen strøg han kort over sine tynde læber.
"Der er en grund til at Silia har valgt at lufte tanken for dig, Anasuya," begyndte han roligt. Det var muligt, at de ikke førte mange samtaler i løbet af deres arbejdsdage, men hendes navn var kendt for ham, som han var kendt med alle de andre ansatte her på stedet. Sandheden var jo også bare, at det som hun kunne sige, var noget, som ligeledes også påvirkede ham i den forstand, at det ville påvirke hans liv. Han ville næppe blive her. Han gik nemlig ikke ud fra, at det var noget, som han kunne, selvom han virkelig gerne ville. Lys var han af hjerte, men uvelkommen på grund af race. Det var en svær situation, og til tider, måtte man jo bare give efter for presset, som lagde sig så frygtelig tungt.
"Fortæl mig, hvad du gør dig af tanker om det," opfordrede han. Han var trods alt en kongelig rådgiver. Det var jo hans arbejde.

[Deleted]

Hvordan skulle hun kunne klare det alene? Hvem skulle hun kunne stole på? Anasuya havde haft så mange tanker, hun havde delt dem med Debrala, men det var også det, hun var en drage, så meget forstand på dette her, havde hun trods alt ikke helt. Vis var hun, viljestærk og hun vidste hvor hendes værdier lå, men kunne hun virkelig pådrage sig så stort et ansvar, et ansvar for et helt land. "Det ved jeg, min drages første tanke var begejstring og gå på mod. Hun var helt oppe og køre, lige indtil hun mærkede hvor splittet jeg måtte være." Lød det opgivende fra hende, som hun kastede armene i vejret, inden håndfladerne hvilede blidt mod rækværket som forhindrede hende i at falde ned. Et suk kom fra hende, hun bøjede hovedet og prøvede på ny at få hjertet bare til at banke lidt mere roligt, det begyndte lige så stille at arte sig. Der var også meget koncentration og hun måtte tænke på ting som gjorde hende rolig igen. "Jeg vil virkelig gerne tage byrden af Silia's skuldre, jeg kan se hvor hårdt det er, jeg har hørt folkets meninger og set det begyndende oprør. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kunne være..... dronning. Have det ansvar og så stå alene med det. Jeg har ingen at stole på hvis hun rejser, hvilket jeg kun kan forstå hvis hun gør, hun skal passe på barnet for alt i verden. Procias virker ikke længere sikker for hende, hvor sørgeligt det må lyde. Men som dronning, vil jeg også gøre det klart at der skal være plads til sådan nogen som Silia, som Dem. Folk som har valgt lyset, skal kunne færdes i lyset! Dem som ikke ser det således, ejer ikke selv et hjerte af det fulde lys og bør søge over grænsen. Hvis man spurgte mig. Man kommer til at spørger mig. Åh du godeste jeg tror slet ikke jeg ville kunne dette." Før hun vidste af det talte hun i stride strømme, delte sine tanker, hjertet som lige var kommet ned, satte farten op igen. Rimelig overrasket over sit åbne taleværk, rødmede hun kraftigt, endnu med ryggen til ham, hun bed sig i hårdt i læben. Det var en mand, hun talte åbent, det betød hun et sted lod ham komme tæt på! *Afslut Ana afslut!* Tænkte hun mens hun knugede sine hænder.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var tydeligt for Jason, at der måtte gå rigtig mange ting igennem hovedet på denne unge kvinde. At det var en kæmpe omvæltning, som med største sandsynlighed, ville komme til at ske i hendes liv, og at det ville have stor påvirkning af så mange andres.. Silias.. hans.. hans søns.. der var jo rigtig mange, der ville være påvirket af dette, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. Ikke at der var nogen tvivl om det.
"Det er vigtigt, at du har nogen at dele disse tanker og ideer med. Det er en vigtig beslutning, som ikke bare kommer til at påvirke dit liv, men også mange andres. Mit inkluderet," sagde han med en rolig stemme. Han tog det ganske roligt. Det var ikke fordi, at han tog så tungt på det, som han måske burde, men det var bare at indse, at det som skete i Procias i øjeblikket, ikke var noget, som han selv kunne gøre noget som helst ved. Grotesk som det end var, så havde dvasianere aldrig nogensinde været velkommen her i landet, og nu hvor Gabriel ikke var der, kunne han ikke holde de oprørere i ro, som han havde gjort igennem de sidste rigtig mange år. Det var en tid forbi nu, og de vidste alle sammen, at det ville gå galt før eller siden.
"Forstå mig ret, min kære," begyndte han med en rolig stemme. Det var bare at indse at dvasianere.. uanset hvor åbne de ville være, aldrig ville blive accepteret i Procias. Det var hårdt. Selv en som Marius, der havde boet i landet hele sit liv, havde det rigtig svært. "Det glæder mig, at du gør dig mange overvejelser, og overvejer den grundigt. Der er en grund til at Silia valgte at lufte tanken med netop dig. Hun er en menneskekender.. blandt de bedste, og selvfølgelig ville hun ikke lufte det for dig, hvis det ikke var en opgave, som du ville kunne honorere. Dvasianere og væsner som jeg selv, vil nok aldrig blive værdsat eller velset her i landet.. Silia kommer til at forlade det, og jeg tager med hende," forsikrede han. Han ønskede jo også at passe på hende, og særligt nu hvor hun var svanger og ikke havde andre at støtte sig op af. Han sendte hende et kort smil. Hun var en kvinde med et godt hjerte. Det var noget som i særdeleshed faldt i hans gode jord.