A whole new era..

[Deleted]

Det var naturligvis svært at undgå mænd hele tiden, men hun havde i det mindste gjort sit bedste og haft det fint indtil videre. Der havde da været situationer, men dem var hun stukket let og elegant fra, eller også havde hun haft forsvaret sig verbalt og derved holdt en god afstand. Sørget for at ingen mand ville have hende i deres nærhed, ikke at det altid var noget som lykkedes hende særlig godt. "Jeg er en snaksaglig kvinde faktisk, jeg har også brug for en samtale i ny og næ, andet end med en drage." Lo hun, for det passede, hun havde da også brug for at tale med folk, hun kunne jo godt lide at være social, bare ikke med mænd. Hendes blik vandrede hen mod ham denne gang, hun gav sig sjældent tiden til at se på en mand som sådan, da hun jo helst bare undgik det hele. Men nu hvor hun sådan kiggede på ham, kunne hun da godt forstå hans ry og rygte var som det var. Tanken rystede hun dog af sig, pokkers til vampyr, det var den som fik lov at få skylden for hendes tankegang! Anasuya havde jo ikke været nær noget væsen på den måde siden Dean. "Hvorfor er det egentlig en skam? Jeg har haft beskyttet mig selv og haft det fint." Spurgte hun så nysgerrigt, for hun ville da gerne vide hvad han egentlig måtte mene med dette. Selv så hun jo intet problem i det, nej langt fra. Livet havde været så godt siden hun tog den beslutning, men angsten havde også fået lov til at blomstre lystigt i hende og nærheden hun savnede gjorde hende mere og mere utilregnelig når det kom til mænd. At forelske sig var hun alt for bange for, men det kom let til hende, alt for let. Et øjenbryn skød i vejret, hvor ville han hen med alt dette? "Hvad foreslår du så jeg gør Jason?" Spurgte hun direkte, for hun ønskede jo at vide det. Ingen tvivl om det. Den friske luft gjorde godt og efter et bad var huden igen i stand til at ånde. Kjolen gjorde det jo ligeså let, hun så igen ned af sig selv med et smil, kjolen var så fin, hun elskede at være i den. Kvinde var hun jo, men hun stadsede sig kun ud for sig selv, ikke for nogen anden. Det var jo faktisk noget hun forsøgte at undgå. Det kunne hun ikke rigtig længere.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste hvad det ville sige at forelske sig, såvel som at miste, og ikke var det noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Hans blik søgte i retningen af hendes skikkelse igen. En social og snaksagelig kvinde? Han havde faktisk svært ed at forestille sig det, men nu var han også det væsen, som havde svært ved den form for følelser. For hans vedkommende, var det alt for menneskeligt, og derfor alt for indviklet, og det kunne selv han, have temmelig svært ved på sigt.
"Jeg må erkende, at jeg har svært ved at forestille mig det.. Så bange, som du har været for at omgås mænd som jeg," sagde han med en rolig stemme. Han tog det nu ikke så tungt. Han var i forvejen vant til at folk gik i store cirkler om ham, og dem som var omkring ham, de himlede med øjnene, når han åbnede munden, også selvom han alligevel ikke kunne undværes. Dette var mærkbart.. Ingen tvivl om det, og det var også sådan, at han havde det med tingene, kunne man sige. "For at beskytte dig selv, har du kostet dig selv lige så meget, og det kommer til at koste dig dyrt på sigt," fortalte han endeligt. At hun derimod godt forstod, at han havde det ry og rygte, som han havde, sagde han intet til. Han undlog bevidst at kommentere det. Han vendte blikket mod himlen. Tænksomt. "Hvad ønsker du skal ske?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han kunne hjælpe hende.. Han kunne jo ikke umiddebart gøre noget for hende, andet end at hjælpe hende i den rigtige retning.

[Deleted]

Hjertet var helt i ro nu, det var i hvert fald det bedste af det hele, det sagde ikke så lidt, det hjalp hende uden tvivl at det foregik sådan. Hvis det nu bare kunne blive ved på den måde, det ville være perfekt. Så var hun da klar til en udfordring lige det større, selvom kysset på håndryggen havde været slemt nok i forvejen. Hun måtte se lidt ud for sig, se på haven som passerede dem, det var virkelig smukt. En grin kom fra hende, det gjorde intet at han så således på det, men kvinder var jo faktisk bedre at tale med end mænd, det mente selv de kvinder som var helt vilde med mænd altså også. Derfor, så tog hun det ikke så tungt, det måtte bestemt være en mandeting med det syn. At det havde kostet hende, og kunne koste hende dyrt, fik hende til at standse kort og se undrende på ham. "Hvad mener du egentlig med det?" Spurgte hun så forbløffet, det lød jo ligefrem katastrofalt og det tænkte hun da ikke det kunne være, langt fra. Det var blot en sikkerhedsforanstaltning for hende selv. Hendes spørgsmål, blev besvaret med endnu et spørgsmål, hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham, var det et trickspørgsmål? "Det var dig med ideerne." Pointerede hun, det var ham som skulle hjælpe hende, hun kunne altså ikke hjælp til selvhjælp når hun intet anede. Lige her var hun helt på bar bund, hvad i al verden var det som han ville frem til?

[Jason Elvana Nimanhra]

På allerede temmelig kort tid, måtte Jason erkende, at Ana havde rykket en del, hvilket han selvfølgelig var glad for. Der var dog endnu en lang vej for dem alle sammen at gå, og særligt, når det nu foregik på denne her måde. Han sendte hende et kort smil. Det havde kostet hende dyrt, at leve i sin kvindelige isolation. Der var meget som man missede, og hun levede i så fald, også konstant i frygten for, hvad mænd kunne gøre ved hende, uden at der egentlig blev gjort noget ved det.
"Kvinder sladrer, kære Anasuya. Det har jeg erfaret. Du bliver bekræftet i din frygt, uden at der er hold eller mening i dette. Hvis det ikke var fordi, at du oprigtigt overvejede at tage over på Silias ønske, ville du ikke have stået ved min side i øjeblikket. Du ville have holdt dig væk.. Fordi, jeg er en mand," fortalte han med en direkte stemme. Dum var han jo trods alt ikke. Hvis der var nogen der var gode til at snakke, så var det en kvinde!
Jason kunne sagtens gøre det hele for hende, men han ønskede at vide, hvad hun ville opnå.. Hvorfor hun ville opnå det, og hvorfor hun så brændende ønskede at gøre noget ved sin fobi for det mandlige væsen. "Jeg har ideerne.. Dem har jeg mange af.. Men hvad ønsker du helt konkret at opnå?" spurgte han. Det var lidt hjælp til selvhjælp. Det var på sigt, også det eneste, der rent faktisk virkede.

[Deleted]

At kvinder sladrede var hun så udmærket godt klar over, hun måtte smile lidt ved de ord, hun var jo ikke uenig, hun erfarede fra hvad hun så. Sådan Gabriel der havde haft et lidt for tæt forhold til en tjenestepige, og nu dette, hvor Silia måtte stå alene og knust. Sådanne ting så hun alle steder, det var dem som fraholdte hende, ikke rygter og løgne, men beviser. Han blev ved med at kalde hende kære, det var noget som i den grad påvirkede hende, men at rette ham hver gang, var heller ikke noget hun ønskede. "Jeg har bekræftet det i syn og oplevelse, ikke rygter Jason." Rettede hun ham, med en fast tone, for der var hold i det, der var en mening! Det var noget hun ville holde fast i, men det betød ikke at hun ikke ville arbejde med det. Dog var hun enig i at hun ikke havde stået her, hvis det ikke havde været fordi hendes liv skulle til at ændre sig drastisk. Et suk forlod hende, hun lod fingre søge hen over hendes kraveben mens hun tænkte, hvad var det hun ønskede at opnå? "Jeg ønsker at kunne være i nærheden af mænd uden at flippe helt ud, at kunne tænke rationelt og ikke være ved at dåne i angst. At kunne føre en samtale, uden at overtænke alting, men tage det stille og roligt. Eller i det mindste bare kunne fokusere. Hjertebanken og hedeture slipper jeg nok ikke helt for i starten, sådan noget tager mere tid end hvad vi har. Men at kunne udføre det nødvendige." Forklarede hun så, denne gang mere målbevidst, og i den grad næsten i et ja til at overtage tronen. Men det krævede at dette bare lykkedes nogenlunde. Allerede nu var hun jo godt tilfreds, men det krævede stadig enormt meget af hende, og hun ydet kun tillid på grund af Silia gjorde ligeså. Ellers havde hun slet ikke gået i haven med ham, og han havde i den grad fået en på lampen ved at kysse hendes håndryg!

[Jason Elvana Nimanhra]

Hvis der var nogen der sladrede, så var det kvinder. Selvom Silia var knust over tabet af Gabriel, så havde de jo faktisk gået ud fra starten af, og meddelt, at det havde været en fælles beslutning. Det gjorde det måske heller ikke ligefrem bedre på sigt, men det handlede jo udelukkende om at de begge var endt knust. Han var nemlig temmelig sikker på at Gabriel havde det på samme måde. Han smilede let for sig selv. "Held i uheld, Anasuya. Mange går fra hinanden, uden at de var endt så knuste, som Ana tilsyneladende havde været.. Og Silia også for den sags skyld." fortalte han. Dum var han ikke, når han sagde, at hun trak beviser ud fra Silia, og særligt, sådan som de havde været omkring hinanden den sidste tid.
Hvis hun ikke ønskede at gøre noget ved det, var det også meget begrænset hvad Jason kunne gøre ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, og denne gang med et smil på læben. Det var muligt, at han ikke var ude på noget, men han kunne jo heller ikke altid gøre noget ved det. Denne gang, var det bare vigtigt at hun gik ind til det med et åbent sind, og ikke alverdens andet. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, og med et smil på læben. "Du er indstillet på det, hvilket også gør, at man kan gøre noget ved det. Du kan føre en samtale med mig nu, uden at jeg kan høre dit hjerte hamre så hårdt, at jeg kunne frygte, at det ville gå i stå. Du kan jo godt," fortalte han, som han igen vendte blikket mod hendes ansigt. Han kunne se og høre frygtelig meget, og særligt omkring hende. Ja, endnu kunne an jo sige, at der var rigtig mange tegn på uro og panik, men slet ikke som i starten.

[Deleted]

Det ville blive en diskussion som kunne blive lang, hun vedholdte sin mening, så mere ønskede hun i hvert fald ikke at sige til denne sag. Det var spild af tid. Der var vigtigere ting at tage fat i, at faktisk gøre noget ved det. Hun vidste jo allerede hvordan tingene hang sammen i hende, og hvorfor det var endt som det var, men det betød ikke at det var nemt bare at få det til at stoppe igen. Målrettet var hun, hun vidste hvad hun ønskede ud af dette, for det var jo at nå til et punkt hvor hun kunne styrer et land hvor mange mænd måtte være. Hendes blik var frem for sig, som hun nød synet af den smukke have. Det blev hendes, alt dette her. Skræmmende var det virkelig, hun kunne slet ikke finde ud af det. Men det var jo hvad der skete. Dog ville hun gøre Silia stolt over sit valg, ikke få hende til at fortryde på noget som helst punkt. Til hans ord var hun til dels enig, og måtte nikke blidt, men hun lod også blikket glide mod ham med en bestemt mine i ansigtet. "Jeg nære en form for tillid til dig fordi Silia gør, fremmede mænd er en helt anden side af sagen." Lød det roligt fra hende, hun havde jo kun gjort dette af den grund. Silia stod inde for ham. Men hvad med alle andre mænd? Hun lod blikket vie lidt fra ham igen, det var svært at se på ham i længere tid af gangen uden hun tænkte og fik hjertebanken igen. Der skulle lidt ro og peptalk i sindet for at få hende til at bevare den ro hun gik med lige nu. Ikke var det slemt som før, nej hun var virkelig blevet meget bedre. Men det var også hårdt og hun kæmpede også for det. Ingen tvivl om at når hun først ramte sin seng ville hun sove mindst ti timer!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var naturligvis glad for, at Ana udviste ham den form for tillid, men at det kun var fordi at Silia gjorde det, gjorde det også langt mere problematisk, at gøre noget ved det. Et sted, gjorde det naturligvis også at han måtte tænke langt mere kreativt, end hvad han havde gjort frem til nu. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved lige nu.
Smilet bredte sig let på hans læber, som han lod hovedet søge på sned. [colro=ffcc66]"Så den eneste grund til at du nærer den tillid, er på baggrund af Silia?"[/Color] spurgte han med en rolig stemme. Han var ikke nødvendigvis skuffet over det, men dette gjorde det ikke just nemmere for ham, at gøre noget ved det. Han lod denne gang hænderne glide over hans bryst, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. "Jeg kunne arrangere et møde, med en mand, som er dig ukendt?" foreslog han med en rolig stemme, som han endnu en gang, sendte hende et smil. Han tog det ikke så tungt igen. Han måtte jo trods alt bare tage hånd om det, på en lidt anden måde, end hvad han havde regnet med at skulle gøre det i udgangspunktet. "Det er svært for mig, at gøre noget, når du gemmer dig bag en tillid, som en anden kvinde har til mig," fortalte han med en rolig stemme.

[Deleted]

Sandt var det jo desværre, og hun kunne også godt se problematikken i dette, men for pokker, dette var jo en start, og stadig ekstrem grænseoverskridende for hende. Hun nikkede roligt. "Det må jeg erkende ja." Det var jo præcis sådan det hang sammen. Ellers havde hun slet ikke turde gøre dette, være alene i haven med ham, hvad kunne der ikke ske ved dette! Men hun stolede fuldt ud på Silia, og derfor en smule på Jason. Nok til at han ikke ville gøre noget dumt. Ellers var mørket i haven nok ikke stedet at gå med en mand hun knapt kendte, nej langt fra! Forslaget måtte komme bag på hende, hun måtte lige tænke det igennem, hvordan hun lige tacklede det. "Hvad i al verden skulle han møde mig for?" Spurgte hun så, ville andre være tosset nok til at gå ind til sådanne mærkværdige eksperimenter, eller havde han rent faktisk en plan med dette. Hun var ikke sikker, så hun tog lidt afstand til ideen sådan som det første. At han derimod stadig ønskede at hjælpe, var jo en lettelse et sted. Hun så lidt ned, det var klart det måtte gøre det lige det svære for ham. "Og bare dette har været ekstremt grænseoverskridende. Er du sikker på du stadig ønsker at hjælpe mig?" Spurgte hun med et skævt smil, i et forsøg på at have bare lidt humor og ikke se helt sort på det. Blikket slog hun op mod ham igen, da det jo var nødvendigt at skulle se på den man talte med.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ville virkelig gerne hjælpe hende, og nu hvor han havde muligheden for det.. for at være med til at forme den kommende dronning af landet. Et sted var han nemlig allerede sikker på, at hun gerne ville det. Hvorfor ville hun ellers ønske den hjælp, som han kunne skænke hende? Og siden hun gemte sig bag den tillid som Silia nærede til ham, så var det bare begrænset hvad han selv personligt kunne gøre ved det, kunne man jo sige. "I det tilfælde, er det begrænset hvad jeg, som person, er i stand til at gøre," fortalte han med en rolig stemme. Sandt var det jo. Hvis hun kunne gemme sig bag det.. Så kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det på sigt om ikke andet.
Jason havde mange kontakter derude, og havde derfor også mange som han kunne tage fat i. Nogen som ha havde knapt så stor tillid, som det modsatte. Han sendte hende et smil. Han tog det faktisk ikke nær så tungt, som hun tilsyneladende måtte gøre det. "Hjælpe dig med dine problemer omkring mænd, Anasuya," sagde han direkte, som var det noget af de mest logiske ting, som man kunne snakke om i denne verden. "Du ønsker at gøre noget ved det.. Så lad mig hjælpe dig. Jeg vil gerne hjælpe dig. Personligt er det begrænset hvad jeg kan gøre.. Men jeg har kontakterne, og mulighederne for at gøre det.. Hvis du vil lade mig gøre det," sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Selv havde hun bedt om hjælpen, så hun måtte også være med på hvad der skulle ske, alligevel var det virkelig en tanke som ikke faldt i så god jord. En vildt fremmede, en hun aldrig havde mødt? Som skulle sættes ind i hendes problemer og derved læres hvordan hun bedst muligt kunne være dronning med dette. Hun sank en klump, det blev ikke let, det vidste hun, men hun var så opsat på at skulle gøre dette. Det ville jo også hjælpe hende i hverdagen, det var bare på tide der blev taget hånd om det. "Indtil videre har du da rykket mig lidt, men ja begrænset." Det var tydeligt hun gerne ville undgå at mødes med andre hvis hun kunne komme til det, men hun måtte jo også indse at der ikke rigtig var nogen anden udvej. Det var sådan her det måtte foregå. Hun bed sig svagt i læben og forsøgte at holde katastrofetanker væk om hvad der kunne ske. "Med andre ord, vil du sætte en vild fremmede mand ind i mine problemer og overlade mig til ham." Det var sådan hun opfattede det, var det således det hang sammen? Hun kunne mærke angsten stige i hende, som hjertet allerede meldte sin ankomst i vild galop. Det ville blive en prøve, bare tanken kunne gøre hun blev lettere ude af den! Hun havde et seriøst problem her, hun så ned mod sine hænder som havde knuget sig om hendes kjoles skørt. "Jeg gør hvad du mener skal til Jason. Jeg vil gøre næsten alt for at få dette bare mindsket nok til at jeg kan være i rum med mænd. Kunne gå på kro uden at være ved at dåne fordi en mand finder interesse." Kom det fra hende, hun ville virkelig gerne dette! Og at være på en hyggelig stemning som kroer havde, uden at være ved at sprænge, men faktisk at kunne slappe af, det ville hun vildt gerne!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste hvordan han skulle hjælpe hende, men det krævede også bare, at det var noget, som hun var indstillet på, og det var jo lidt det, som de manglede i øjeblikket. Alt taget i betragtning, var det begrænset, hvad han personligt kunne gøre for hende, men han kunne derimod også trække i andre tråde, så han netop kunne hjælpe hende, og det var det som han havde tænkt sig at gøre. Ingen tvivl om det. "Personligt, er det meget lidt, som jeg kan stille op, men jeg er kendt med en lang række andre alternativer, som kan være behjælpelig for dig," sagde han roligt.
Det var ikke underligt, at det var den måde, som hun denne gang måtte betragte det hele. Det var dog taget komplet ud af sammenhæng. Havde hun regnet med, at han ville tage fat i en vildt fremmede, og præsentere hende, for hendes personlige problematik omkring et mandligt køn? Nej.. det var slet ikke hans intentioner ved dette. "Og hvilken type mand, ville det ikke fremstille mg, hvis jeg trådte frem og fortalte alle, at du ikke kan lide mænd, Anasuya? Jeg er ikke grum.. Jeg er faktisk en reel mand. Jeg ser bare tingene i to farver: Sort og hvid," fortalte han sandfærdigt. Han lagde yderst sjældent noget imellem. En skovl var en skovl og en spade var en spade. "Jeg ville elske at tage med ud, men for en i min situation, er det en meget dum idé her til lands.. Vi kan tage over grænsen? De har nogen gode kroer der," tilføjede han let. Han mente det dog. Han tog det her meget alvorligt.

[Deleted]

Så han havde altså ideer, det var godt, han kunne stadig bruge hende til noget, eller, han kunne hjælpe hende, hun rystede lidt på hovedet. Hun ville jo gerne dette her, brændende! Hendes tanker var dog ikke særlig behjælpelige lige hvad det angik, langt fra faktisk. Hendes blik søgte ham, hun sendte ham et undskyldende smil. "Det var nu ej sådan ment Jason." Startede hun ud, som rødmen måtte melde sig, det var på ingen måde det hun havde ment. Det var blot, en fremmede mand for hende naturligvis. Hun regnede så sandelig med han selv ville have kendskab til vedkommende. Var det ikke meget normalt at skamme sig? Hun følte jo lidt et sted hun havde sat ham i en bås som han ikke burde være i, hun så anderledes på ham allerede nu. Det hjalp i den grad at tale med ham. At han var sort, hvid, det gjorde hende intet, så vidste man da lidt hvor man måtte have ham. Hun løftede et øjenbryn. "Som i nu?" Spurgte hun så, havde hun misforstået ham. Han tilbød jo at tage over grænsen, det var endnu aften, og hele natten var der naturligvis. Men grænsen, der var mænd jo kun endnu farligere! Det kunne naturligvis være en god måde at forsøge at udvikle sig selv, i hvert fald udfordre, på højt plan. Han var trods alt med hende, og hun vidste han intet ville lade ske hende, det holdte han for meget af Silia til nemlig. Det kunne jo ses. Man skulle virkelig være dum for at se andet i hvert fald.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason så sort på hvid i denne verden, og ikke i alle regnbuens farver. Det var måske derfor, at han gjorde det arbejde, som han gjorde, og at han gjorde det i den forstand, at han kunne, for han havde en alternativ tilgang til verdenen. "Det gik jeg nu heller ikke ud fra," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang nikkede i retningen af hendes skikkelse.
At invitere hende ud på den anden side af grænsen, lød måske lige lovlig voldsomt for Anasuya, og særligt ud fra hendes måde at reagere på, så var det heller ikke helt ved siden af. Han trak let på smilebåndet. Det var måske mere farligt derude, men han ville jo selvfølgelig tage med hende. Ikke at han havde tænkt sig, at sende hende afsted på egen hånd, for han vidste da, at det for alvor ville gå galt. "Det lød da, som en fabelagtig ide. Jeg kan få stalddrengene til at stille to heste til rådighed," fortalte han. Han vidste ikke hvem de i værste tilfælde, ville møde på den anden side af grænsen, men det var da en god måde, at møde nye mennesker på, og forhåbelig ville det gå op for hende, at nye mennesker, ikke nødvendigvis var nogen skidt ting. Det var i hvert fald ikke sådan, at han ønskede det fremstillet. Han nikkede mod hende. Det kunne godt være, at tankerne straks begyndte at herske i hendes sind, men han mente det. Det ville uden tvivl gøre rigtig godt for hende, at komme ud.

[Deleted]

Hvad pokker det var hun egentlig rodet sig ud i, det måtte tiden jo vise, men hun ønskede jo at gøre en indsats. Desuden havde hun hørt så meget fantastisk om kroer, hun havde set ind af vinduer, stået udefra og måtte sukke efter at være en del af det. Men aldrig haft modet til at blive derinde og rent faktisk nyde det, for det var umuligt for hende med så mange mænd på et sted! Gjorde hun virkelig dette, tog hun ud af landet for at søge en kro og rent faktisk, være der, lære at slappe af og have det sjovt? Hendes hjerte satte igen farten op, en blanding af angst og spænding et sted. Glædet hun sig rent faktisk til dette? Hun måtte være blevet syg! "Okay, så gør vi det." Lød det fra hende, med sandt gå-på-mod. Dog smilede hun lusket, som hun kom i tanke om noget. Hun gik et par skridt, og drejede så rundt med en eftertænksom mine. "Men jeg kender nu en hurtigere vej end heste." Smilet afslørede hende, og når man vidste hvad hendes væsen var, vidste man også hvad hun hentød til. Debrala var langt hurtigere, og på den måde fik de mere ud af tiden. #Deb, hvis jeg nu siger jeg tager på kro med Jason....# Mere nåede hun ikke at give sin drage besked på før et brøl lød højt. Så langt derfra var hun vidst heller ikke. Anasuya fniste. #Bare rolig, du skal med, men lad nu vær med at æd nogen. Han skal nok passe på mig.# Den utilfredse brummen som kom fra dragen i hendes hoved, fik hende til at smile igen, det skulle nok gå. Hun gjorde jo som Ana sagde, det meste af tiden i hvert fald.