A whole new era..

[Jason Elvana Nimanhra]

Ikke varder nogen grund til at være bange for Jason. Han var måske en mand med et ry og rygte, som talte imod ham, men selv han kunne rent faktisk være fornuftig, hvis det var det, som han skulle være, og det var skam også det, som han havde tænkt sig, at være i denne omgang. Han vendte sig derfor mod hende, som hun endelig havde valgt at gøre sin entre. Det var dog til en glæde for ham, for han have jo været bange for, at hun ville bakke ud. Han trådte med rolige skridt mod hende.
"Det er til din fordel, at det er således du har det med tingene. Så skal jeg nok hjælpe dig til at opleve bedring indenfor din relation til det stærke køn," pointerede han let for sig selv. Hænderne foldede han over ryggen. Det kom ikke bag på ham, at mænd gjorde deres tilnærmelser for hende, for hun var uden tvivl en rigtig smuk kvinde, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han trak let på smilebåndet. "Jeg har skam allerede mine ideer. Du må jo fortælle mig, hvis det bliver for voldsomt." pointerede han med en rolig stemme. Det var jo nu, at han fandt ud af, om hun var den rette til at tage over efter Silia.. Den rette til at overtage landet her, og det var jo trods alt det, som genstod at finde ud af. Han var dog åben for det.. og særligt, når hun rent faktisk viste sig samarbejdsvillig. "Fortæl mig hvor frygten opstod," opfordrede han med en direkte stemme. Han kunne jo intet gøre ved det, om han ikke vidste hvor frygten kom fra.

[Deleted]

At han tog skridt imod hende, fik hende til at stille sig så meget op af døren som hun overhovedet kunne, det var instinktivt, hun kunne virkelig ikke gøre for det. Når det kom til mænd havde hun ingen selvkontrol og det var så pinligt, hun var som en dum teenagepige der faldt for alt og alle! At det var en fordel, det vidste hun bestemt godt, og hun var glad for det var således. Han kaldte sit eget køn for det stærke, det havde hun lyst til at modsige, men hun ønskede ingen demonstration, tanken var fin, hun vidste bedre. Rolige vejrtrækninger hjalp hende til at slappe bare lidt mere af, selvom hun stod som en skræmt mus helt spændt i kroppen og næsten forsøgende at blive et med døren bag sig. Utrolig nysgerrig måtte hun blive, han havde rendt faktisk ideer? Fantastisk! Men at han snakkede om hun skulle sige til hvis det blev for voldsomt, måtte få hendes hjerte til at stoppe kort og så sætte i gang for fuld smadder. Det her blev virkelig hårdt, det var hun sikker på, men hun ville gå det igennem! "Jeg skal nok sige hvis jeg oplever det således." Kom det nervøst fra hende, som hun igen måtte sende et skævt smil, hun forsøgte da og det var vel også der det talte? Var det ikke? Anasuya ville virkelig gerne det her, den eneste hindring som var i hendes vej var dette, og hvis hun nu bare fik lidt kontrol, så hjalp det hende også uden tvivl til at kunne lede et helt land. Hvor mænd jo ikke kunne undgås. Det var pinligt for hende at fortælle om hvor frygten opstod, men hun måtte jo indrømme det gav mening han vidste det hvis han skulle kunne hjælpe hende. "Min fader har hele min barndom og ungdom fortalt mig at mænd er farlige og man bør omgås dem med yderst forsigtighed. Fjollet og ung, var jeg taget ud på eventyr, og her mødte jeg en som jeg selv, en dragerytter. Han var flot, charmerende, helt fantastisk og jeg faldt virkelig hårdt for ham. Jeg troede vi elskede hinanden, at det bare skulle være os og at vi skulle rejse verden rundt, opleve livet sammen. Men han dukkede ikke op igen, han efterlod mig, alene, knust og sårbar." Det var svært at fortælle om, for hun følte sig så svag! Hendes blik søgte ned, hun tænkte stadig på ham, skønt så mange år var gået, hun huskede ham tydeligt, men forelsket var hun ikke længere, derimod vred og indebrændt. "Jeg lovede mig selv ikke at komme nær en mand igen, hver gang jeg ser kvinder omkring mig blive forladt og knust, bliver jeg mindet om det. Alligevel, så snart jeg bare er i nærheden af at knytte bånd til en mand, falder jeg også langsomt for ham, fordi jeg naivt ønsker det findes. Derfor, holder jeg mig på lang afstand. Og kan jeg ikke det, skaber jeg den selv ved at te mig virkelig dumt. Som tidligere." Et sted håbede hun det kunne hjælpe ham, hun så kort op mod ham, ville han grine af hende? For at lyde som en lille pige som havde brændt fingrene og aldrig kommet over det. Naturligvis måtte det jo lyde fjollet for folk som bare tænkte det var fint at være med flere, men for hende, betød det virkelig en del at finde den rette og hun var håbløs romantiker. Men uden en partner, manglede hun jo bestemt noget i sit liv.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason stoppede, som hun bakkede så meget mod døren, at hun endte med at støde ind i den. Han havde nok aldrig været overfor en kvinde, som var så bange for mænd, at de direkte reagerede med en følelse af panik. Der var uden tvivl lang vej for ham at gå, og om det ville hjælpe på sigt, var det, som han jo måtte finde ud af. Hovedet lod han blot søge på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Stærk var hun.. Hun ville gerne, hvilket var et glimrende udgangspunkt. "Udmærket," sagde han roligt. Han kunne jo ikke hjælpe hende, hvis hun fandt alt han gjorde, fuldstændig hen i hampen, og alt for ubehageligt. Det var da noget af det sidste, som han ønskede sig.
Den historie, som hun derimod måtte fortælle ham, var.. meget ordinær i hans optik. Var det den eneste grund til at hun var så bange? At blive knust, var en del af livet. Selv han havde oplevet det adskillige gange, og særligt efter tabet af hans elskede Lisa. Det var dog ikke noget, som forhindrede ham i at søge til det kvindelige skød, og rent faktisk søge den, som han skulle leve tilværelsen med. Man kunne vel bare sige, at han ikke havde været særlig heldig i den forstand.
"Det er en grum historie, du bærer på, kære Anasuya," begyndte han. Den var grum.. men stadig ordinær. At hun havde taget så tungt på det, havde han rent faktisk svært ved at forstå, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det. "Det er naturligvis beklageligt at miste.. Det er desværre bare en del af livet, og noget som tilegner os alle sammen erfaringer. Det er disse, som skal bruges. Du nærer derfor en manglende tillid til det mandlige køn.. Nuvel.. vi kan jo starte ud.." Han rakte armen ud, som han ville guide hende på tur. "Lad os gå," opfordrede han let.

[Deleted]

Der var ingen grin, hvilket et sted var en enorm lettelse, han viste derimod en smule forståelse, men også visdom på dette punkt. Derfor lyttede hun, lige af sind, når det kom til mænd, var hun virkelig ung og naiv, derfor stolede hun et sted ikke på sig selv. Hendes blik søgte ned, hun så ned af sig selv og den smukke kjole som hun bar, der uden tvivl også viste hende langt mere kvindelig end det andet tøj. Stoffet var tyndere og hun fik luft, det var skønt! Skuldrene bare, som stropperne måtte værende over hendes overarme, hun elskede denne kjole, men bar den sjældent ude, den vagte opmærksomhed. Det måtte hun blive van til. Det vidste hun. Et suk forlod hendes læber. "Jeg var ung, og i den grad håbløs romantiker. Når jeg ser folk omkring mig blive knust, husker jeg det så tydeligt, jeg vil ikke gennemgå det igen, men det jeg havde med ham, det vil jeg gerne opleve igen. Dog er det bedre at undvære helt, end at gennemgå det. Det mener Debrala også." Lød det stille fra hende, hun stirrede mod hans arm. Han ville have hun skulle røre ved ham! Gå ved hans side! Hun måtte lige trække vejret dybt et par gange, men hjertet vidste hun ikke ville få nogen ro lige nu. Tæt på Jason...... Puha, hun kunne slet ikke have det, men det måtte hun, hun var nød til at se bare lidt af det i øjnene. Roligt skubbede hun sig ud fra døren, så kjolen måtte danse om hende, inden hun lod armen glide i hans. Det gav en gysen igennem hende, det var den første mand hun havde været så nær i frygtelig mange år, hvilket tydeligvis var noget hun kunne mærke. Anasuya prøvede så vidt muligt at trække vejret normalt, hjertet havde hun opgivet, men bare vejrtrækningen til at starte med måtte hun få styr på. Efter lidt tid, gav hun et nik fra sig, som tegn på at hun var klar til at gå.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason så ikke nogen grund til at grine. Desuden var han i forvejen kendt for at være temmelig humørforladt. Det var andre ting, som han måtte se til, i en stund som denne, og det var skam heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at skjule. Hvis hun skulle vise noget tillid til manden, måtte hun jo trods alt også lære, at det ikke var alle der var onde, grumme og groteske, for det var det da godt nok ikke. At det at blive så knust, havde taget pusten helt fra hende, omkring det at være omkring mænd, var slet ikke noget som Jason havde forståelsen for. Det var helt udenfor hans fatteevne, at man kunne være så skræmt af det, at man ikke turde at gøre noget som helst ved noget som helst.
"Du har valgt at isolere dig. Det kan være på både godt og ondt." Han rakte armen ud mod hende, som tegn til, at hun skulle tage denne. At hun så gjorde det, var en tanke, som rent faktisk måtte glæde ham. Han sendte hende et betryggende smil, da det slet ikke var meningen, at hun skulle være bange for ham. Hun havde jo ikke givet ham en grund til at gøre lige så. Roligt, og uden intentioner om at gøre sig nogen tilnærmelser, begyndte han at gå. Ud på balkonen, og videre ned af de bagerste trapper, der førte dem ud i den store og smukke slotshave. "Ikke alle fyre er skidte væsner," tilføjede han let. Han ville selv kategorisere ham og hans søn, som blandt de gode.. selv på trods af, hvad ryet og rygtet nu også måtte sige om ham.

[Deleted]

Bare det at røre ved ham, arm i arm, det var virkelig stort for Anasuya, hun var virkelig urolig, noget Debrala kunne mærke, men hun stolede på at Ana godt selv kunne kalde hvis det gik helt galt. Dragen væltede gerne slottet omkuld for at redde hendes dyrebare Ana, men det lod ikke til at være en nødvendighed, ikke endnu i hvert fald. Dog kom der en irriteret rumlen fra hende i Anasuya's hoved, som fik hende til at smile svagt og se ned. Det gik jo nok alt sammen, selvom det i den grad var hårdt allerede nu. Lyttende var hun, hun havde jo sat sig for at lære, så selvom ordene kom fra en mand, måtte hun tage ved lære, Silia stolede på ham, så hvorfor skulle hun ikke også gøre dette? Hun havde isoleret sig, så vidt muligt fra mandfolk i hvert fald. Kvinder havde hun haft mange bekendtskaber af, men Silia var den eneste nære lige nu. En skam hun måtte rejse, men hun forstod og støttede op om det valg. Som de gik, måtte hun næsten fokusere på sin gang, og ikke på at hun gik så tæt på en mand, med en mand. Hendes blik hvilede ud mod haven som de måtte søge ned til, udsigten oppefra var smuk, men at gå dernede var lige så fortryllende. Mørket havde lagt sig, men fakler måtte lyse slottets mure op og enkelte var ligeså tændt i haven. "Det er faktisk mig selv jeg ikke stoler på, mere end det er jer. Jeg er bange for jeg handler for naivt og falder i med begge ben, slår mig igen." Indrømmede hun, for hun vidste jo godt ikke alle mænd var slemme, der var bare desværre lidt for mange og hun kunne ikke kende forskel. Derfor havde hendes fader et sted ret, og hun havde valgt at tage det nær og bruge det som en undskyldning. Men det gik vidst ikke længere. Desværre!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde absolut ingen intentioner om at gøre Anasuya noget, for han havde ikke nogen grund til det. Hvis det i sandhed var hende, som skulle tage over efter ham og Silia, så ville han da naturligvis også gerne sikre sig, at hun kom vel igennem det, og fik den bedst mulige start, om han så skulle blive igen og give hende den. Han førte hende roligt med sig. I og med, at de bare gik der, måtte hun vel også falde en smule mere til ro igen, ville hun ikke? Han vendte sig mod hende, og med et stille smil på læben.
"Der skal altid mange ting til, for at gøre op for en dårlig. Jeg er ked af, hvad du har oplevet, men selv du.. og din elskede drage, er nødt til at komme videre," endte han med en rolig stemme. Det var jo ikke fordi, at han ville tvinge hende til noget, som hun slet ikke følte, at hun kunne. Men dette problem, var noget, som de var nødt til at gøre noget ved.
Den frie hånd, lagde Jason over hendes, som han trykkede let om den. Som enhver anden vampyr, så var han kold at være i nærheden af, og det kunne vel også godt mærkes. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. "Men du er klar over problemet, og er villig til at gøre noget ved det.. Er det slemt, bare når jeg rører ved dig?" spurgte han roligt, som han stoppede op da de nåede foden for trappen. Nu hvor det var ved at være mørkt udenfor, kunne selv han bedre holde det ud. Han havde det bedre når mørket faldt på, end ved højlys dag.. Særligt på grund af vampyren i ham.

[Deleted]

Det var virkelig en grænseoverskridende ting for hende, men hun løsnede da lidt mere op og hun talte da pænt, hun skubbede ham ikke væk, hverken fysisk eller verbalt. Det var en start og allerede nu følte hun sig da lidt stolt, hun kunne næsten smile helt stort ved det. At de var nød til at komme videre, det vidste hun, hun nikkede derfor, fuldstændig enig, og så han vidste hun havde hørt ham, kom der også en lille lyd fra hende som passede dertil. Det måtte som gippe helt i hende, som hun mærkede hans hånd mod sin egen, hun stivnede helt og hjertet satte i raketfart i gang med at slå vildt og voldsomt, tænderne bed hun hårdt sammen. En ting var en arm og en arm hvor stof var imellem, dette var hud mod hud! Hun forsøgte at tage sig lidt sammen, det var svært, hun så mod ham, som de stoppede med at gå, hun var nær tiltet forover. "Jeg gør hvad der skal til, og ja, det er slemt, meget slemt." Lød det fra sammenbidte tænder, men hun bed det i sig, bogstavlig talt, hun skulle dette, det var hun nød til. Han var kold, det bemærkede hun først efter lidt tid, hun blinkede et par gange med øjnene og så op mod ham med de smukke blå øjne hun besad. "Jeg lagde ikke engang mærke til kulden, ikke før nu." Indrømmede hun så, inden blikket faldt på hendes hånd, hjertet var stadig i gang med sin vilde banken, som blev hun jagtet på livet. Det var så langt ude, men hun var virkelig oprigtig helt ude af den, dog forsøgte hun at bide det i sig så godt som hun nu kunne. Spændingerne gjorde jo næsten ondt som hele kroppen måtte være en spændt bue, hun prøvede igen med nogle dybe vejrtrækninger og måtte se lidt bort fra ham, det kunne være det hjalp lidt. Lige nu ville en vifte være rar.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason kunne mærke, at dette for hende, virkelig var grænseoverskridende, men hvad kunne han gøre? Hvis hun skulle vise sig, at blive den næste dronning af Procias, så var det virkelig på tide, at der skete noget. Han kunne mærke, at hun var ubehagelig til mode.. direkte ukomfortabel, og særligt, da han denne gang, valgte at lægge sin hånd over hendes, og derved komme i direkte kontakt med hende.
"Jeg kan mærke det.. Og se det," sagde han med en rolig stemme, som han atter vendte blikket i retningen af hende. Hendes håndflader var nærmest svedige, og han kunne høre hendes hjerte hamre mod hendes bryst. At det kunne være så slemt, fordi at hun havde mistet en mand tidligere, var slet ikke noget som han kunne begribe. Et sted gjorde det ham nysgerrig. Han forstod det bare ikke rigtigt. Han sendte hende denne gang et stille smil. Det i forvejen, var ikke noget som skete særlig ofte. "Så lang tid, at du er indstillet på det, så er jeg sikker på, at det er en problematik, som du kan arbejde med," fortsatte han. Ikke trak hun hånden til sig eller noget som helst. Det var jo i sig selv, et godt tegn. Han stillede sig med fronten mod hende, efter at have sluppet. Her gav han slip på hendes arm, kun for at tage hendes hånd, og føre den til sine læber, hvor han skænkede hendes håndryg et blidt kys. "Hver ting til sin tid. Det du blot skal huske, er at ikke alle mænd handler ud af onde intentioner.. Selv på trods af hvad rygtet siger," fortalte han med en rolig stemme, som han sendte hende et blidt og stille smil.

[Deleted]

Fortiden hun bar var en barndom og ungdom med skrækhistorier om mænd, dernæst, ignorerede hun sin fader, en følsom pige var hun, og nem til at forelske sig. Da hun faldt pladask for dragerytteren, troede hun virkelig hun havde fundet manden i sit liv. At han bare efterlod hende, uden så meget som en forklaring eller et farvel, havde virkelig knust hende. Debrala sådan som Ana var vel lettere hjernevasket af hendes fader, og med den unge sjæl hun havde haft, stod hun stille i forhold til det med mænd. Ingen anden mand havde berørt hende uden at få en lussing eller blive ædt. Tanken morede hende lidt, Debrala forskrækkede dem kun ved at savle lidt på dem, men det så så sjovt ud. Det gjorde næsten ondt i hendes bryst at hjertet måtte hamre sådan mod det, hun nikkede roligt til hans ord, han kunne jo fornemme det hele, han var den rigtige til at observere i hvert fald. Lige nu måtte hun føle sig som en forsøgskanin, men det var nødvendigt. De stille smil han sendte hende, dem var hun ved at vende sig lidt til, de var jo ganske harmløse. "Som sagt, en viljestærk kvinde. Jeg vil så gerne dette her, hvis jeg bare at holde mental afstand, men ikke behøver den fysiske. Så kan jeg faktisk godt se mig selv som dronning af Procias." Indrømmede hun så, et skævt smil fandt sted igen, hun fandt det så akavet og dumt hun havde det sådan. Nøj hvor var det her bare pinligt et sted, men hun måtte tage det i stiv arm, det kunne hun godt. For sin egen, men også for Silia's skyld. Da han stod foran hende og slap hende, kun for at tage hendes hånd og føre den mod sine læber, der gik tiden næsten i slowmotion for hende, hun stirrede fast på sin hånd og alt i hende skreg hun skulle trække den til sig. Hjertet kunne hun næsten ikke følge med mere, som hun næsten følte sig svimmel, men hun var stædig! Derfor lod hun håndryggen møde hans kolde læber, hvilket fik det til at sitre underligt igennem hele hendes arm og ud i kroppen. Rødmen steg til hendes kinder. Inden læber havde været i nærheden af hende, ingen mands, siden ham..... Men hun vidste det var en normal hilsen blandt nogen folk, specielt mod folk af højere status. Hun opdagede hun holdte vejret, og måtte derfor gispe kort efter det. Hans ord fik hende til at blinke lidt med øjnene, hentød han til sig selv der? Hun blev næsten i tvivl. Smilet havde dog ændret sig lidt, det var ligefrem blidt. Helt forstenet stod hun bare og stirrede på ham, hans læber faktisk for at være helt præcis.

[Jason Elvana Nimanhra]

Hver ting til sin tid.. Det var det ordsprog som Jason levede efter, og hvis han i sandhed kunne hjælpe denne kvinde, så var han jo allerede godt på vej, kunne man jo sige. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være bange for mænd. Det var vigtigt, at hun lærte sig skikkerne.. at hun lærte sig, hvad det ville sige, at være omkring en mand, og at det ikke var alle, der handlede for at forvolde smerte. Som ham for eksempel. I øjeblikket, gjorde han det udelukkende for at hjælpe hende, og det var den eneste hensigt, som han havde ved alt dette.
At høre hende sige, at hun kunne se for sig selv, som dronning af Procias, var alt sammen ord, som i sandhed, måtte glæde Jason, for han kunne lide det! Det ville desuden også give Silia det pusterum, som hun uden tvivl havde brug for, og særligt nu hvor hun var svanger, og skulle tage sig af et barn. "Mentalt kan du ikke holde dem på afstand, men fysisk kan man ved sin titel. Du vil være omgivet af vagter og soldater, som vil nægte folk at komme for tæt på," fortalte han sandfærdigt. Hvis hun kunne se for sig selv som dronning af landet, så kunne han jo lige så godt starte med at give hende behandlingen som en.
Jason stoppede op og kyssede hendes håndryg. At hun ikke trak den til sig, eller slog ud efter ham, tog han uden tvivl kun som gode tegn. "Og siden du ikke vælger at slå ud efter mig, formoder jeg, at det ikke er så slemt igen," pointerede han kækt, som han rettede sig op. Han gjorde tegn til at fortsætte runden igennem haven.

[Deleted]

Det krævede virkelig meget af dette for hende, og ingen tvivl om at en hel dag i nærheden af mænd generelt ville blive hårdt for hende. Dog havde han ret, hun havde jo beskyttelse, og afstanden til folk ville intet problem blive, men så snart der var tale om mere intime møder, med vigtige folk, så var der ikke meget hjælp at hente. Hun måtte finde en måde at få sig selv styrket psykisk på dette, men det tog vel tid, indtil videre skulle hun jo bare lære at holde ud. Heldigvis var der ikke vampyrer i landet som sådan, så lige der kunne hun jo skjule sit bankende hjerte, og en vifte kunne klare heden der kom med angsten. Hun stod som forstenet, det var uden tvivl grænseoverskridende og hendes blik hvilede derfor intenst på hans læber, kolde læber der lige havde rørt hendes hånd! Det var virkelig svært ikke at skulle bevare fatningen bare nogenlunde, hendes rødmen kunne hun intet gøre ved, men hun slog ham i det mindste ikke. Andre havde nemlig prøvet dette, og hun havde delt en del lussinger ud på den måde. Hans kækhed fik hende lidt ud af trancen hun stod i, blikket hævede hun til hans øjne i stedet, hvor hun sendte et skævt smil. "Det krævede utrolig viljestyrke ikke at gøre det, slemt var det skam. Ingen mand har haft muligheden for at gøre det du lige har gjort siden dengang." Måtte hun erkende, inden hun valgte at følge videre med i haven. Det var en smuk aften, uden tvivl, hun var begyndt at vende sig til bare at gå med ham, selvom hun stadig spændte en del, var hjertet begyndt at slå det mere roligt. Hvilket hun selv måtte tage som en virkelig god ting!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ønskede oprigtigt at hjælpe hende, og hvis det krævede, at han skulle blive lidt igen, efter han havde fået Silia ud af landet, var det uden tvivl hvad han have tænkt sig at gøre. Ikke ønskede han at hun skulle føle det ukomfortabel, men som dronning, var hun skarpt bevogtet af mange soldater, som ville sikre sig, at dem som ønskede at gøre hende noget, ikke ville komme i nærheden af hende. Han sendte hende et kækt smil. At den lille gestus, som han havde gjort, var så slem, kunne han slet ikke forstå. Han havde jo trods alt intet gjort, for at forvolde noget, der mindede om nogen smerte, og det var således, at han ønskede at det skulle være.
"Hårdt måske.. Men en ting, som du må vænne dig til, som en dronning af Procias. Om du såvel tager imod Silias forslag," sagde han roligt. Igen ønskede han ikke at lægge pres på hende. Han måtte bare anse det som synd og skam, at en smuk kvinde, ikke engang kunne være i nærheden af en mand, uden nærmest at falde om af åndenød. Selvom tanken morede ham et sted. Han var jo trods alt dvasiansk af afstamning, selvom han var lys af hjerte, sind og sjæl.
Langsomt søgte Jason igennem haven. At hun gik frivilligt tæt ved ham, var også en ting, som han tog som en god ting. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre hende ondt, hvilket vel også så småt, var ved at gå op for hende nu? Hans blik søgte derfor roligt hendes skikkelse endnu en gang. Hovedet lod han søge på sned. Han foldede hænderne over ryggen. "Levene væsner lever socialt.. Hvordan formår du at gøre det modsatte?" spurgte han nysgerrigt. Igen så han mod hende. Han havde været vant til livet alene.. Kunne hun virkelig gøre det samme?

[Deleted]

"Hvilket jeg ved." Lød det roligt fra hende, det var uden tvivl en forbandet hård ting, men hun ville faktisk gerne dette her. Hun vidste hvor hendes egne kvaliteter lå og det største problem var jo dette, da det gjorde hende direkte handicappet socialt. De fleste vagter og soldater måtte jo værende mænd, og de skulle være nær hende, hun skulle tale til dem, hun kunne ikke undgå mænd mere, da hun jo pludselig blev en vigtig person. Det ville blive noget af en omvæltning, hun var jo ikke royal i blod, hun blev valgt til dette. Hendes tanker vandrede meget, hun kunne jo gøre det samme som Silia, hun behøvede vel ikke børn. Anasuya fulgte roligt med ham, blidt med hænderne foran sig, yndefuld var hun faktisk når hun bare gik der. "Jeg holder mig til at tale med kvinder, men som regel har jeg ikke haft meget med folk af gøre, kun Silia. Jeg har som regel fokuseret på arbejde, og så bare, gået den modsatte vej når mænd gled i vejen." Forklarede hun blidt, blikket gled rundt i haven som hun betragtede den. Her havde hun sådan set gået mange gange, men den blev ej mindre smukt af den grund. Langt fra faktisk. Hun sukkede blidt, og tog derefter en dyb indånding. Det var faktisk stort dette her, hun var stolt, uden tvivl stolt. Det blev lettere at gå ved ham, det i sig selv var stort, mere behøvede hun vel ikke, gjorde hun? Selvom mænds verbale tilnærmelser, såvel som fysiske kunne sætte hende ud af kurs så let som ingenting. Det måtte hun lå lukke ude eller ligge kortene på bordet med det samme, sige hun ikke ville finde sig i det. Komplimenter kunne hun virkelig ikke.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Glimrende," sagde Jason med en rolig stemme. I det tilfælde, så behøvede han heller ikke at tage mere fat i den del af problematikken. Som dronning, skulle man nemlig have rigtig mange ting i luften på samme tid, og samtidig beholde overblikket over det, og det var også der, at det i mange henseender, var problemet måtte ligge. Han sendte hende et kækt smil. Ikke at han kunne lade være, for det kunne han ikke. Han var jo vant til at lege med ilden. "Om forlov, Anasuya," begyndte han roligt, som han drejede blikket mod hende. "Det er en trøst for mig, at du har haft kontakt til det kvindelige væsen. Det er en skam, at det mandlige skal skræmme dig så meget," sagde han med en sandfærdig stemme, som han denne gang måtte trække på skuldrene.
Rom blev jo trods alt ikke bygget på en dag, og dette var intet undtag. Det ville blive en lang vej for Jason, at gøre noget ved dette, men han havde dog tænkt sig, at gøre det af den grund. Særligt fordi, at hun nu havde anmodet om hans hjælp. "Ikke kan du undgå mænd for hele dit liv, min kære. Du er i besiddelse af en høj arbejdsmorale.. Denne kan man ikke alle dage gemme sig bag. Det er godt at komme ud og bare opleve folket.. opleve kulturen som er derude," fortalte han. Selv elskede han at miste kontrollen lidt.. bare være sig selv, få noget at drikke og slå sig løs. Der fandtes virkelig ikke noget bedre, selvom det var så sjældent, at han kunne gøre det.