Boys night out!.... God damnit!

[Jason Elvana Nimanhra]

Naturligvis afviste Denjarna ham. Ikke at det var noget som Jason tog som en skidt ting. Hun skulle tidsnok se, at det var dumt, for han lod bestemt ikke sagerne ligge, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Et tilfredst smil passerede hans læber, som han lod armene søge over kors. "Jeg har en hel nat, Deres Højhed," pointerede han roligt.
Som Marius sagde, bød de alle sammen ind med en særlig ting, som gjorde, at de alle sammen kunne slappe af, så det handlede jo bare om at nyde det, når de endelig fandt muligheden for det. Ofte forekom det jo trods alt heller ikke, at de havde muligheden for at komme ud. "Du smigrer, Marius," endte han med en sigende mine, som han sendte sin kære ven et taknemmeligt smil. For ham, var det noget som betød meget. Han var virkelig glad for de kære drenge, og særligt når de kunne være sammen, som de var lige i øjeblikket, hvilket uden tvivl var noget, af det vigtigste. Han betragtede Denjarna igen. "Så... hvad ønsker De i en mand? Tro mig.. Jeg kan være lige hvad De vil." pointerede han let, hvor han samtidig blinkede til hende. Han havde bestemt ikke opgivet endnu. Ligemeget hvad Gabriel og de andre sagde.. han havde ingen at søge hjem til.. Ingen at stå til regnskab for. Han ville da have lov til at nyde sit liv.

[Denjarna Dark Dynithril]

Trættende var det at høre på Gabriel sige, at Jason legede med ilden, når det kom til hende. Denjarna var om end træt af det, hvor det derimod syntes at prelle af på Jason. Det sølvgrå blik vendte hun imod Gabriel. Utroligt var det, at det var flere år siden, at de havde været sammen, men sjovt nok syntes det som om, at han var blevet det mere barnlig. Kynisk smilede hun til ham. ”Hvis ikke du er i stand til at lege med de store børn, så smut i seng,” kommenterede hun kort for hovedet. Han opførte sig i hvert fald ikke som en voksen mand.. Det var vel nærmere: Gabriel på fem år, der havde mistet sit slik? Den kolde skulder gav Denjarna dernæst igen til Gabriel, som hun i stedet stirrede hemmelighedsfuldt på Jason. Det måtte hun give ham.. Han var utroligt hårdfør. Situationsfornemmelsen manglede han måske, men han vidste, hvad han ville have. ”Synes De personligt selv, at det er bedst med en opskrift at gå efter, frem for selv at vinde sig frem?” lød det roligt fra hende, som hun ikke ønskede at fortælle ham vejen til sin gunst. Hvad var det sjove også i det? Marius havde formentligt heller ikke fulgt en opskrift, som han havde fundet sin udkårne. At hans udkårne i så fald var Cassie Imirachi, havde hun på ingen måde ventet! Selv kendte hun jo kvinden, som hun havde mødt hende i Alexanders kælder. Hendes tidligere mand. Den mand, som hun rent faktisk havde myrdet på en noget brutal måde. Intet havde hun dog imod Cassie, som hun havde udvist hende omsorg i nødens stund. Ganske vidst havde hun også forsøgt at snøre kvinden, men hvad fanden? Hun havde været på nippet til døden! Venligt sendte hun Marius et smil. ”Fortæl Deres udkårne, at Denjarna hilser,” sagde hun roligt, som Cassie næppe havde glemt hende. Kvinden havde jo været rædselsslagen, da hun havde fundet hende mishandlet i kælderen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket direkte mod Denjarna. Selvfølgelig skulle hun absolut sidde her og prikke til ham, kun fordi at hun vidste, at det virkede, og det var noget som direkte måtte irritere ham, noget så grusomt endda! "Tvivler du på, at jeg sidder i det rette selskab? Glem ikke, at det er dig, der er kommet for at genere," pointerede han med en direkte stemme. Han var efterhånden ved at blive temmelig godt irriteret på den kvinde, og særligt fordi at hun nød det så meget, som hun gjorde, da det heller ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Gabriel himlede kort med øjnene, hvor han denne gang lod glasset stå på bordet. Han vidste at Jason nød dette, og Marius var så diplomatisk, som han alle dage havde været. Man kunne meget vel sige, at dette var noget som uden tvivl var en mærkelig sammensat trio, men det var derimod noget, som de alle sammen måtte nyde forbandet godt af, hvilket vel egentlig også var det vigtigste et eller andet sted, var det ikke? Han vendte blikket mod dem. Pludselig var det ham, som følte sig komplet udenfor, hvilket i forvejen, ikke var en tanke, som han brød sig om, men ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved. "Du er da også så hellig.." mumlede han let. Denjarna skulle bestemt ikke tro, at hun var velset i dette selskab, og hun gjorde da heller ikke andet end at prikke til ham!

[Marius Amalani Darcy]

Dette var noget som Gabriel tog skræmmende tungt, hvilket Marius da udmærket godt kunne mærke på det hele. Ikke at det var noget som faldt i hans gode jord. Nej, tvært imod, burde den unge mand, da kunne tage sig godt af tingene, også som konge, og særligt i selskab af en dronning! Cassie var hans udkårne, og sandt at sige, at han elskede hende. At deres forhold og kommende ægteskab, derimod ikke var særlig velset ved borgerne af landet, var jo trods alt en anden side af sagen. En vampyr og en vampyrfyrstes hustru? Det var jo trods alt dømt til at gå galt, og derfor glædede det ham, at Denjarna derimod så ud til at håndtere dette meget bedre.
"Jeg takker ydmygt, Deres Højhed. Jeg skal naturligvis skænke hende Deres hilsen," lovede han med en rolig stemme, hvor han sendte hende et taknemmeligt smil. Alt dette, var noget som uden tvivl betød rigtig meget for ham, og særligt fordi, at han anså det, som værende en anerkendelse, som var svær for ham, at få i sit hjemland. Han hævede glasset i en skål, hvor selv han måtte vende sig mod Gabriel. Var det underligt, at han fandt denne situation pinlig? For det gjorde han da uden tvivl. "Og igen, så beklager jeg for deres opførsel," pointerede han, inden han tog en tår. Han var den professionelle og diplomatiske af dem. Det havde han alle dage været.

[Jason Elvana Nimanhra]

At Jason i øjeblikket forsøgte sig på Gabriels eks, var han i bund og grund ligeglad med. En smuk kvinde, var en smuk kvinde, og det var uden tvivl også det eneste, som i bund og grund, også havde en betydning for ham. Han trak tydeligt tilfredst på smilebåndet, som han satte sig tilbage. Glassene var endnu en gang fyldt. For alvor, måtte han jo anse dette, som værende en god aften, selv på trods af Gabriels utilfredshed. Han legede måske med ilden, og selv han kunne brænde sig. Dog opgav han ikke kampen for Denjarnas gunst. Han kunne give hende en aften og nat, som hun sent ville glemme.
"Jeg følger min intuition," fortalte han roligt, inden han valgte at tage del i Marius' skål. Cassie var uden tvivl en smuk kvinde.. Rapkæftet efter alle de år blandt vampyrere. Jason selv havde haft mange kvinder forbi sengen i tidernes løb, hvor det deriblandt kun var ganske få, som havde fået den ære af at blive. Tiyanna og Lisa deriblandt, var nogen af dem. Et overstået kapitel for ham, hvor han nu forsøgte at glemme isolde, som for øvrigt skulle giftes med hans søn. Han kunne da ikke tillade sig, at gøre de tanker, som han gjorde sig! "De er mig en stædig kvinde, Deres Højhed," pointerede han, inden han tog en tår. Han gav dog ikke op af den grund!

[Denjarna Dark Dynithril]

Brynet hævede Denjarna ved lyden af Gabriels bemærkning. Ganske vidst havde hun kommet til deres bord, fordi hun havde set ham, og ganske vidst nød hun, at hun direkte gik ham på nerverne, men hvorfor sige det højt? ”Eftersom du er den eneste af os fire, der føler sig generet, så ja. Hvorfor skal tre personer ikke kunne more sig, når der blot er en, der føler sig tvær?” lød det roligt fra hende. I dette øjeblik kunne man nemlig helt beskrive Gabriel som det sorte får. Han var nemlig den eneste i forsamlingen der surmulede som et lille pattebarn. At det hele betød, at Marius igen måtte undskylde på vegne af Gabriel og Jason, fik hende til at sende manden et overbærende smil. Han var uden tvivl den mest anstændige i forsamlingen. Sjovt var det næsten når nu, at Gabriel og Jason præsenterede det kongelige, og derfor burde have det bedste billede udadtil. ”De vil få Dem en lang aften, hvis De konstant skal undskylde på deres vegne,” kommenterede hun mildt, inden hun deltog i skålen. Det var nemlig ikke just den letteste trop, som Marius forsøgte at holde styr på. Blikket vendte hun imod Jason. Hvad en mand som Jason kunne tilbyde hende, vidste hun ikke helt præcist, som han ikke tilkendegav, hvad hans stil var. Umiddelbart ønskede han blot at føje hende, hvilket hun ikke just havde interesse for. ”Se på det som, at stædighed og kvalitet hænger sammen,” svarede hun sikkert og blinkede til Jason. Selv ville hun uden tvivl mene, at hun var det værd. Det måtte andre desuden også mene, som hendes mandeliste var lang, hvor der også var den liste for dem der havde mislykkedes helt, og den der havde mislykket i noget længere med hende. At Jasons egen liste var lang, betvivlede hun end ikke på. Umiddelbart syntes det helt som om, at han sprang på alt der havde en puls. På det punkt ville hun derfor sige, at hun havde det mere klasse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville bestemt ikke værdsætte Denjarnas tilstedeværelse i dette selskab, og særligt fordi, at det havde været så langt fra, hvad han gerne ville have i udgangspunktet, da det havde været meningen, at det var en aften for drengene, og ikke for en kvinde, som troede at hun var noget. Nej, han var bestemt ikke tilfreds med måden, det hele var foregået på den gang, men han var kommet videre. Nu nød hun bare for meget at prikke til ham, og det var direkte irriterende! "Jeg har ikke påpeget, at det ikke er okay, at I har det sjovt. Du skal bare stoppe med at prikke til mig. For jeg ved, at du gør det med vilje," pointerede han med en kortfattet stemme.
At Marius endnu en gang følte, at han skulle undskylde, var ikke noget, som han kunne sige noget til. Han lod glasset stå, som han bestemt ikke ville tage del i den skål. Han var der bare lige nu. Det var ikke ham, som nød at komme ud, hvor det deriblandt havde været en grund til, at han var taget med på denne lange tur, så det var vel ikke underligt, at han følte sig tilstedesat? Jason skulle glædeligt få hende, hvis det var det, som han ville have. Det ville han ikke tage del i, hvis han kunne blive fri, og at give Denjarna den glæde, ved at fjerne sig fra selskabet? Det kom da slet ikke på tale!

[Marius Amalani Darcy]

At undskylde på vegne af Jason og Gabriel, var bestemt ikke nyt for Marius, da det var noget, som han havde gjort frygtelig mange gange efterhånden. Han rystede let på hovedet. Tingene ændrede sig bare ikke, selvom de var blevet ældre, og to af dem, havde fået kone eller andet derhjemme. Jason var bare Jason, og Gabriel var som han typisk var, når han blev utilfreds, udenom det kongelige arbejde om ikke andet. I de henseender, måtte selv Marius erkende, at han tacklede det meget godt.
Der var vel heller ikke nogen grund til at Denjarna skulle prikke sådan til ham, var det? Han vendte blikket mod hende, og med et let smil på læben. Denjarnas hilsen, skulle han skam nok bringe videre til Cassie, vis det var hendes ønske. Om de kendte hinanden? Det vidste han ikke. "De kender hende?" spurgte han pludseligt. Selvom han efterhånden kendte Cassie frygtelig godt, var han jo trods alt også en nysgerrig mand. Måtte det være fra Dvasias måske? Han rystede let på hovedet. "Jeg har gjort det i årevis, Deres Højhed. Visse ting, må man jo vænne sig til. Jeg frygter mere, hvad der vil ske, om jeg ikke tog med dem," fortalte han ganske let. For ham, var det ikke nogen vild eller stor ting. Han kunne godt lide det. Han kunne glemme det adelige for en aften eller to, og bare være sig selv.. i pinlige situationer med de to, for dem kom der desværre alt for mange af.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ønskede bestemt ikke at give sig på dette punkt, og det var han ikke bange for at sige. Hans blik hvilede på Denjarna. De øvrige derimod, tog han ikke så tungt igen. Han vidste at Marius var der til at redde hans ende, om det skulle gå galt. Det havde han jo gjort et hav af gange, så det var ikke noget, som burde komme som nogen overraskelse for nogen som helst. Desuden lignede det ikke Marius at være sart. Gabriel derimod, som sad der, og var så utilfreds med noget, som man overhovedet kunne blive, var jo straks en helt anden ting.
Jason tømte glasset, inden han satte det på bordet foran sig. Selv skulle der en del til, før han kunne drikke sig fuld, udelukkende på grund af det vampyriske gen, som jo også var en stor del af ham. De plejede jo at drikke Gabriel under, når de havde muligheden for det. "Naturligvis.. Jeg bringer dog blot det bedste af det bedste til sengen. Det ville være en skam, at sige nej," pointerede han videre, som han bestemt ikke havde valgt at give op på dette endnu, for det så han da overhovedet ikke nogen grund til. Han tog fat om stolen, kun for at rykke en kende tættere på hende. Nysgerrig som han end var, vidste han jo godt, at mange ikke brød sig om det. Han havde dog aldrig handlet, for at gøre nogen ondt. Aldrig nogensinde. "Jeg er det bedste, som De kan komme i nærheden af, på egnen," fastholdt han temmelig selvsikkert.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel ønskede at give hende hele skylden, kunne Dernjarna næsten grine over! Ganske vidst var det hende, der havde valgt at sætte sig, men stadig var det ham, som per automatik lignede en tordensky. Forfærdeligt var det at se på, hvor hun på ingen måde kunne forestille sig, at hun havde kunnet leve med en mand der kunne agere således. Lettere havde det uden tvivl været engang.. Der havde han hoppet, hvis hun havde bedt om det.. Sunget, hvis det havde været såvel. ”Lad mig pointere, at det ej er mig der ligner eller lyder som et forvokset barn, der lige har tabt min is,” svarede hun blot igen. Let trak hun på smilebåndet. ”Lysn op, Gabriel. Du var så glad i dine unge dage.” Hun vidste, at det ville stikke til ham, men sandt var det dog. Han havde været gladere med hende. Kongelivet var ikke enig med ham. Det sølvgrå blik lod hun glide videre til Marius. Om hun kendte Cassie? Selvfølgelig gjorde hun det.. ellers ville hun ikke have hilst hende. ”Jeg kendte hende i hendes tidligere liv.. Et liv med en anden mand,” svarede hun ærligt igen. ”Hun er en varm kvinde.. Jeg er ikke i tvivl om, at livet i Procias og ved Deres side er et bedre liv for hende.” Ærlige var hendes ord. Ej kendte hu Marius synderligt godt. Ej heller havde hun vidst, at Cassie havde fået sig et nyt liv. Dog var hun ikke i tvivl om, at det var for det bedste. Gad vide, hvad kvinden ville sige, hvis hun vidste, at hun havde dræbt hendes eksmand? Hun fugtede de røde læber. At Jason rykkede nærmere var svært at undgå at se. Ej heller troede hun, at han forsøgte at skjule noget, som han både sagde ordene højt for hende og de andre. ”Den bedste i Procias muligvis,” svarede hun roligt igen, som hun skam agtede at give ham modspil. ”Hvad får Dem til at tro, at De er den bedste her? Hvad kvalificerer Dem?”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels blik hvilede på Denjarna. Selvom hun havde ret, og han burde tage sig bare lidt sammen, så var det virkelig svært, og særligt når han overhovedet ikke ønskede, at hun skulle tage del i dette selskab, og særligt fordi, at hun kun gjorde ham ondt. Særligt, når det foregik på denne her måde. Han ønskede sine venner for sig selv, da det havde været meningen, at de skulle være ude og have det sjovt. Ikke havde det været meningen, at hun skulle blande sig. Aldrig havde det været meningen, at hun skulle blande sig! "Jeg var ung, dum og komplet uvidende om det spind, du fører mænd ud i, Denjarna," begyndte han. At sætte sig tilbage, smile og bare lade tingene være, som de var, var slet ikke noget som han kunne, og det var overhovedet ikke noget, som han var interesseret i, selvom det måske ville være med til at gøre tingene langt nemmere og bedre for alle parter? Han vidste det ikke helt. "Glimrende, at du nyder det, på andres bekostning." Det var vel hvad hun levede af? At tage hvad hun ville, og søge videre derefter? Stakkels mand, der var sammen med hende.
At Jason ikke måtte opgive, forundrede ham på ingen måde. Så var tingene jo, som man kendte dem. Han rystede kort på hovedet. Naturligvis skulle Jason selv bestemme, hvordan og hvorledes han ville have tingene, men han ville blive skuffet. Denjarna kunne spille ih og åh, så sød, men i hans øjne, var hun en slange, og intet andet. Glasset med vin tog han til sig og tog en tår. Måske at det ville løse sig lidt, hvis han bare fik nok indenbords?

[Marius Amalani Darcy]

Hvor Denjarna måtte have kendskabet til Cassie fra, havde Marius ingen anelse om, men derimod, var det også med til at gøre ham temmelig nysgerrig, og dette kunne han ikke lægge skjul på. Et kort smil fandt vejen til hans mundvig. Selv på trods af hans tilstedeværelse som en vampyr, forsøgte han såvidt, som det var ham muligt, at leve menneskelig. Han undertrykte sin natur, og derfor var det også rart med Cassie ved sin side, som vidste hvad det ville sige, at være sammen med et væsen som ham. Han nikkede blot. "Det anede mig, at hendes navn var kendt på denne side af den procianske grænsemur. Det er ej nogen hemmelighed, at hun da, var gift med Alexander Imarachi," fortalte han. Hvad der var sket med den mand, var der jo faktisk ikke nogen, der havde fundet ud af, og askerne efter ham, var aldrig fundet. Marius frygtede for den dag, Alexander ville komme retur, og kræve hende med sig. Han ønskede det ikke.
Jason gav tilsyneladende ikke op. Så kendte man da den mand igen! Dog var han glad for ordene fra Denjarna, da han uden tvivl tog disse som et stort kompliment, og det var ligeledes også ord, som betød ekstremt meget for ham. Dette ville han ikke lægge skjul på, når det skulle komme såvidt. "Jeg takker for de rosende ord, Deres Højhed. Hun har det godt og trygt hos mig i Elanya," fortalte han med en ærlig stemme. Stolt var han uden tvivl over hvad han havde formået at vække i den lille landsby.

[Jason Elvana Nimanhra]

Gabriel kunne fortsætte med at være sur, og det ville overhovedet ikke påvirke Jason. Det kunne godt være, at Denjarna, var den kvinde, som han havde haft noget med at gøre dengang, så var det overhovedet ikke noget, som rørte ham lige nu. Hvorfor skulle man da hænge sig i fortiden? Der havde Gabriel trods alt haft ret.. Man skulle se frem, og det var så det, som han forsøgte sig med i øjeblikket. Han trak ganske tilfredst på smilebåndet. Han var det bedste.. og siden hun ikke havde prøvet ham endnu, kunne hun jo trods alt heller ikke modsige hans udsagn. Hovedet lod han søge en kende på sned, og med en tydelig tilfredshed i minen. Han havde hendes enestående opmærksomhed, og det passede ham storslået!
"Med al forlov, Deres Højhed," begyndte han. Ligesom Marius, valgte han at ignorere Gabriels ord og udtale. Han var jo enig med Denjarna. Det var meningen at de skulle hygge sig, og det kunne de vel godt, selvom hans eks sad med ved bordet? Det var jo også mange år siden, og nu hvor han også fandt muligheden for at komme lidt tættere ind på det liv, og muligheden for måske at få noget på den dumme i aften, så ville han bestemt heller ikke sige nej til dette, hvilket han da glædeligt ville indrømme, nu hvor han også havde muligheden for at gøre det. Han bundede selv glasset. "De kan vel ikke udtale Dem om noget, som De endnu ikke har prøvet?" fortsatte han. Han gav bestemt ikke op, hvilket nok var gået op for hende efterhånden.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt var det vel, at det var i et spind, som Denjarna lagde mænd i. Dog ville hun stadig fastholde, at Gabriel havde syntes lykkeligere engang. Var han i det hele tage lykkelig nu? Havde han det perfekt? Selv ville hun sige, at hun selv kunne stå inde for al det. Hun havde nemlig alt, hvad hun kunne ønske sig. Hun var succesrig. Enekvinde regerede hun et helt land, hvor folket tilmed holdt af hende. Derudover havde hun en mand, som hun altid kunne krybe ind til, og en ven, der aldrig ville fornægte hende. ”Den unge og dumme Gabriel syntes stadig det lykkeligere, end hvad den nuværende gør,” fastholdt hun kortfattet. Selvom han nedgjorde deres fortid, vidste hun, at han også havde nydt den, som han havde elsket hende. Arrig var han blot blevet efter, at hun havde afvist ham. Dog kunne han fortrøste sig med, at hun sågar havde afvist den mand, som hun havde afvist ham til fordel for. Vinglasset førte hun op til læberne, som hun tog en tår af dets indhold. Hvem der derimod syntes at være lykkelig, var uden tvivl Marius. Selv havde hun engang haft som ham.. Elsket en mand, været lykkelig med ham, samt ægtet ham.. Sådan var det dog ikke længere. ”Det glæder mig at høre, at hun er vel. Dvasias syntes ej at passe til hende,” sagde hun ærligt. At Marius derfra skulle nævne navnet Elanya for hende, gav hende helt lysten til at kaste op i sin egen mund. Direkte forrykt var det, at den kælling havde fået opkaldt en by efter sig! Heldigvis for hende, var den kvinde nu solidt plantet i jorden. Præcist, hvor hun hørte til! At hun derfra skulle tage stilling til Jason, syntes næsten helt … upassende. Dronning var hun trods alt, hvor hun også sad i følgeskab af to andre mænd.. derfor var det ikke just velset, at hun gav manden den form for interesse. ”Det kan jeg måske ikke,” medgav hun roligt.. ”Men stadig.. hvordan kan De udtale Dem om, at De er bedre end alle andre på egnen? Har De selv prøvet dem eller betragtet dem?” Ordene var sagt med et glimt i øjet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ikke var der nogen tvivl om, at Gabriel virkelig elskede Silia, men at de havde deres problemer, som synes svære at komme igennem, og særligt når de havde det liv, som de havde. Han bed tænderne tydeligt sammen. Hun ramte sømmen på hovedet, hvilket var noget, som han direkte hadede mere end noget andet, for hun skulle bestemt ikke vide den slags ting om ham! "Jeg er lykkelig gift med en smuk dronning, Denjarna. Noget som du ikke vil kunne måle dig med," fastholdt han med en kortfattet og sigende mine. Ikke ville han fortsætte med at diskutere med hende, og særligt hvad det angik, for han blev da kun mere og mere hidsig! Var han lykkelig? Han elskede Silia, og der fandtes ikke det, som han ikke ville gøre for hende, men alle de hemmeligheder, og alle de problemer, som de havde haft, gjorde det bestemt heller ikke nemt for nogen af parterne.
Derfor deltog Gabriel heller ikke i den skål, som blev skænket foran ham, da der heller ikke rigtigt var nogen grund til det. Han følte sig overhovedet ikke vel i selskabet, og mest af alt, var han fristet til at søge til et værelse, selvom det ville give hende præcist, hvad hun ville have, og det ville han bare ikke give hende! Han endte med at nippe til sin vin, hvor han denne gang så bort fra Denjarna. Et sted havde hun ret. Det var et problematisk ægteskab, men igen.. titlen som royal, var og blev en meget problematisk af slagsen, og det gjorde jo også kun tingene langt sværere at håndtere.