Boys night out!.... God damnit!

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvad Jason helt præcist havde ment med en aften med drengene, begyndte Denjarna langsomt at forstå. Forsøgte han sig virkelig med hende her i offentligheden, alt imens hendes gamle elsker var til stede og en anden mand? I princippet morede det hende, hvor hun også måtte indrømme, at hun kunne nyde den form for kækhed. Hvad var der også at være bitter over, når en mand forsøgte at charmere en? Det unikke sølvgrå blik vendte hun imod Marius. ”De behøver ikke at undskylde på Deres konges vegne, kære Marius. Deres konge er blot bitter over, at han ikke er Guds gave til kvinderne, og at han ikke altid kan få det, som han vil have det,” sagde hun roligt, som det trods alt havde været hende der havde forladt Gabriel og ikke omvendt. Hvis han havde fået det, som han ville have haft det i sin tid, var hun nemlig blevet ved ham. Glasset førte hun op til læberne. Sandheden var jo, at hendes valg havde knust den unge Gabriel. Ja, i sin tid havde hun sågar hørt, at han helt havde forladt landet, og at ingen havde set ham i en årrække efter hende. Blikket lod hun derfra glide mod Jason. Selv havde hun nemlig ikke behov for at se på Gabriels ansigt, når blot han spillede et lille barn. Derudover nød hun også følelsen af, at det hele gik over hans hoved, og at han intet kunne stille op. Tilfreds var hun nemlig hverken med ham nu, og sidst de havde set hinanden. Stille smilede hun. ”Jeg er spændt på at se, hvad en sådan aften vil tilbyde mig,” lød det morende fra hende, som hun bestemt var så tør som Gabriel. Dronning var hun ganske vidst, men stadig var hun folkeligt anlagt, som hun rent faktisk kendte til alle verdens sider og kanter.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Denjarna denne gang valgte at ignorere ham, kunne Gabriel ikke just sige noget til. Derimod, var dette en tanke, som direkte måtte irritere ham, da han heller ikke rigtigt kunne gøre alverdens ved den, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han rystede let på hovedet. Selvom Denjarna tilbage i sin tid, havde valgt ham fra, hvilket faktisk havde slået ham fuldstændig ud af kurs, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det, lige nu. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun sad der. Han stirrede fast på hende. Tilfreds var nok det sidste, som man kunne kalde ham, men andet kunne man jo heller ikke rigtigt gøre ved det lige nu. "Du kommer tidsnok til at fortryde det valg, Jason," fastholdt Gabriel, som han denne gang tog en tår af sin rødvin. Selv han måtte genkende smagen fra det gode arbejde, som Marius udførte på vingården i Elanya. Byen opkaldt efter hans kære moder.
Aftenen havde i forvejen taget en drejning, som man bestemt ikke kunne sige, at Gabriel havde forestillet sig, selvom han nu heller ikke havde tænkt sig, at give Denjarna den glæde, at fremstille ham som et lille barn, for det var han på ingen måde! Han rystede kort på hovedet. "Du vil komme til at fortryde det," sagde han blot, nok mere henvendt til sig selv. Denjarna glædede sig? Tvært imod, så glædede han sig mere, til at hun forlod stedet, og lod ham have sine venner lidt for sig selv.

[Marius Amalani Darcy]

Marius følte næsten, at det var på sin plads, at undskylde for dem begge. Et sted nok fordi at han fandt situationen en kende pinlig, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede let på hovedet, som Denjarna afviste hans undskyldning. Uanset, var det nemlig ord, som ikke ville komme fra deres læber, og naturligvis var det noget, som kunne mærkes. "Bare for at få det sagt, inden vi kommer ud i de pinlige situationer. Nu kender jeg disse frygtelig godt," fortalte han sandfærdigt. Jason og Gabriel var mænd, som han havde kendt i frygtelig mange år efterhånden, og intet havde forandret sig i den tid, hvor han havde siddet i situationer som dette. Altid var det den ene eller den anden, hvis ikke begge, der skulle drive dem ud i de pinlige situationer, og kunne han undvære dem, gjorde han det da selv med den største glæde.
Marius lod en finger glide over kanten af sit glas. Naturligvis var han da nysgerrig på kvinden foran ham, men ligeledes vidste han jo godt, at han havde Cassie derhjemme, og i bund og grund, også havde et bryllup, som han skulle have planlagt. Han kunne bestemt ikke tillade sig at gøre brug af andet.. til forskel fra Jason, som var den eneste single mand ved bordet her, hvilket naturligvis også godt kunne mærkes. Han vendte blikket mod hende. Smuk var hun. Han kunne jo godt se hvad Jason så i det - og Gabriel i sin tid. Han undlod dog at kommentere det. Nu skulle hun bestemt heller ikke have lov, til at tro den slags ting om ham!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde aldrig fortrudt, at have været sammen med en kvinde. Efterhånden var det bare gået op for ham, hvad han havde snydt sig selv for, siden han havde mistet Lisa. Først nu, efter han var kommet tilbage, havde han fundet gejsten til at fortsætte, hvilket han i forvejen, ikke havde tænkt sig, at lade gå til spilde, dersom han ellers kunne blive fri for dette. Han vendte blikket skiftevis mod dem alle. Gabriel var negativ som altid, men nu hvor det primært måtte være om generelle og typiske ting, så lod han den gå i stedet for. Marius undskyldte på vegne af dem begge, og det måtte han jo om. Jason var Jason, og således ville det også forblive.
"Jeg fortryder aldrig," fastholdt han med en sigende mine, inden han bundede sit glas med vin. Fordelen ved at være vampyr, var at han alligevel kunne holde til en del. Der skulle virkelig meget til, før han blev fuld, eller noget som bare lignede. Faktisk kunne han ikke huske hvornår han havde været fuld sidst. Det var frygtelig mange år siden. "Jeg må fortælle Dem, Deres Højhed, at De misser en fantastisk og enestående chance," tilføjede han. Denne gang var det ham som svagt måtte holde masken. Han var her for at more sig, og glemme hverdagens stridigheder, og det skulle ingen have lov til at ødelægge for hans vedkommende.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel fortrød sin tid med Denjarna, kunne hun uden tvivl fornemme. Et sted kunne hun ej heller bebrejde ham for det, som hun vidste, at han havde elsket hende, og at hun havde såret ham. Hvordan det ville have gået, hvis hun havde blevet ved Gabriel, vidste hun ikke, men et sted ville hun vel have kedet sig? Han ville vel næppe have kunnet holde hendes gejst ved lige? Lige pt. var der dog en mand der holdt hendes gejst ved lige. Nemlig Salvatore. Glad var hun for ham, som han gav hende en masse, som han udviklede sig for hendes skyld. Hvad en mand som Jason kunne give hende, vidste hun ikke, men mindeværdigt skulle det være, hvis hun skulle springe til siden. I så fald skulle han tilbyde hende noget, som hun ikke allerede fik. Hendes sølvgrå øjne søgte videre til Marius. Den eneste mand i forsamlingen, der ikke havde givet udtryk for, hvad han ville skænke hende. Gabriel ønskede hende til helvedet.. Ud fra en sammenblanding af Gabriels og Jasons ord, kunne hun fornemme, at Jason kunne tilbyde noget mere tilbagetrukket. Og Marius.. Hun vidste ikke, hvad hans rolle var. Legende hvilede smilet på hendes læber. ”Fortæl mig, hvad Deres bud er på en god aften,” opfordrede hun ham. ”De skal vel ikke bare undskylde for de to herre hele aftenen?” Glasset førte hun op til læberne, hvor hun nok engang drak af vinen. Flotte var alle tre mænd, og med tre forskellige personligheder. Kedsomlig var Gabriels person dog blevet. Det at være konge klædte ham uden tvivl ikke.. Dengang han blot havde været kronprins, havde hun nu ej heller set det videre kongelige i manden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde nu alle dage haft sine egne måder at håndtere det hele på, og dette var ikke noget undtag. For hans vedkommende, handlede det udelukkende om, at markere for Denjarna, at hendes tilstedeværelse var uønsket, selvom alt dette, foregik i hendes eget land. Han tog en tår af den gode vin. Denne som han også fik hjemme på slottet, og som han ville beskrive som den bedste, han nogensinde havde smagt, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende.
Igen måtte han blive ignoreret af de øvrige, selvom det nu heller ikke kom bag på ham. Denjarna havde dengang valgt ham fra, hvilket naturligvis havde gjort ham trist. Han havde elsket hende.. Været villig til at opgive alt for hende, og nu sad han her. Ganske vidst lykkelig gift, men han kunne alligevel ikke lade være med at bebrejde Denjarna for, hvad der var sket, og derfor sad han nu her. Han rystede på hovedet. Hvordan det ville have været med Denjarna ved sin side, ønskede han end ikke at tænke på. Han var mere værd end det. Det kunne han sige til dig selv. "Nå ja, vi kan jo lige så godt få det bedste ud af denne aften," sagde han blot. Han hævede sit glas i en skål, inden han tømte det. Vin havde han nu alligevel været glad for over en længere årrække. Lidt for glad for i perioder, skulle man næsten sige.

[Marius Amalani Darcy]

Selv på trods af, at Denjarna var en rigtig smuk kvinde, var hun ikke tiltalende for Marius på den måde. Derhjemme havde han hvad han havde brug for, og derfor lagde han ikke så meget i det, som Jason gjorde.. Eller Gabriel for den sags skyld. At det derimod skulle vække dronningens interesse for ham, havde nu heller ikke været meningen. Han sendte hende et let smil. Selv på trods af hans liv som vampyr, havde han været født menneskelig, og derfor gjorde han også, hvad han kunne, for at holde det ved sig. Alt det andet, var slet ikke noget som han ønskede. Vampyrer var i forvejen kendt for at være følelseskolde og følelsesforladte, og det var på ingen måder et ry eller rygte, som han ville have på sig.
"Den ideelle aften for mig? Et glas rødvin og en vamp pejs, med kvinden i mit liv ved min side.. Kald mig blot en pladderomantisk mand," sagde han med et let smil på læben. Han tog jo primært med, for at slå sig lidt løs.. glemme de mange problematikker, som Procias særligt måtte byde på ham og Jason, særligt som det stod lige nu. Fredsaftalen i den forbindelse, var ikke noget som rigtigt talte til deres fordel. "Jeg er blot med, for at slappe af, og holde de to kære mænd ved dine sider i ørene," fortalte han med et svagt smil. Han havde altid været den fornuftige og professionelle.. Og se, han havde jo fået en handelsaftale ud af det allerede.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var nok den mest frembrusende af dem, foruden Gabriel, som i øjeblikket, bare tillod sig at være sur. At det derimod var gået op for ham, at han intet ville få ud af det, glædede ham dog i den forstand. Det kunne han ikke skjule. Det var en lang tur, de var kommet på, og det var ikke for at være sur og tvær! Langt fra faktisk! "Det lyder meget fornuftigt, min ven," kom det roligt fra Jason, som ikke kunne være andet end tilfreds med omstændighederne, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hans blik søgte Denjarnas skikkelse. Ikke at han tog hendes afvisning særlig højtideligt. "Undskyld mig," meddelte han, inden han rejste sig fra pladsen, og søgte op til disken.
Inden længe kom Jason tilbage med et par flasker af den ellers så udsøgte vin. Denjarna skulle endelig ikke tro, at hun var de neneste, som kunne nyde en aften som denne, da det også var grunden til, at de andre ligeledes måtte være itl stede. I hans øjne, var det derimod bare en bonus, at de var stødt på en smuk kvinde som landets dronning. En virkelig smuk kvinde, hvis han selv skulle sige det. "Med andre ord, er Marius den kedelige af os, som agerer som forælder, når vi andre har mistet fornuften," opremsede han, som han let viftede med den ene hånd. I deres selskab kunne selv Jason slå sig løs og bare være sig selv. Ikke nogen direkte procianske facader, hvilket var rart. "Så det er endnu et nej, Deres Højhed?" spurgte han næsten håbefuldt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriels skål var om end en skål, som Denjarna kunne være med på. Ganske vidst nød hun at kunne drive Gabriel til vanvid, men stadig var det også hendes ønske at få en god aften. Særligt nu hvor, at hun skulle til at rejse ud af landet. Hvordan det ville gå i Tayevania, havde hun nemlig ingen ide om. Der var nemlig ingen, der havde kunnet fortælle hende, hvordan det nye land var, og hvad de andre lande havde på sinde omkring det. Derfor hævede hun ligeså sit glas i en skål, hvor også hun drak resterne af sin vin. At Jason svandt af sted efter mere, sagde hun intet til, som hun for nu talte med Marius. ”Så De er altså gift?” spurgte hun ham roligt. Ikke, at det nogensinde havde været en hindring for hende. At han var en pladderromantisk mand var, hvad det var. Det var vel også, hvad Salvatore var, hvis hun gav ham tilladelse til det? Selv vidste hun trods alt godt, at han drømte om en familie, og selv vidste hun også godt, at hun afholdt ham fra at indfri den. Selv ønskede hun nemlig at have ham for sig selv, men samtidig med det var hun ikke parat til at gå med ring og indgå i en ed igen. At Jason kom tilbage og stemplede Marius som kedelig, kunne hun til dels se sig enig i. ”Betyder det i så fald, at De altid er Gabriels fornuft, og at Marius altid er Deres?” endte hun kækt med at sige til Jason. Måske var det blot her til aften, men umiddelbart syntes Jason ikke som den mest fornuftige mand. En spøjs rådgiver måtte han uden tvivl være. Han mindede hende i hvert fald ikke om Salvatore. Det ene mørke øjenbryn hævede hun, som Jason spurgte, om det endnu var et nej. Var han mon altid så frembrusende? Charmerende var det ikke just, som det var usædvanligt direkte. ”Er det altid sådan, at De taler til kvinder? Og virker det i så fald nogensinde?”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvilken fin flok, de egentlig måtte være. Ikke at det var noget, som Gabriel som sådan kunne sige noget til. Lige nu, ønskede han blot at nyde denne dag, som han slet ikke ville give Denjarna den glæde, ved at ødelægge den. Dette var dog noget, som han stod fuldkommen fast ved, når det endelig skulle være. Han tømte glasset og satte det fra sig. Selvom han måske havde for vane, ved at opføre sig som en lille unge, når det var, så var det bestemt heller ikke altid hans mening. Hun var bare den, der i sandhed formåede at pisse ham af. For at sige det mildt.
Let rystede Gabriel på hovedet. Han kunne mærke, hvor meget det måtte irritere ham, at hun sad ved bordet, og særligt fordi at han havde haft ganske andre planer i dette tilfælde. Snak om at ødelægge det hele! Og at vide, at hele salen vrimlede med vagter og soldater, gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. "Marius er en god mand, som Jason er.. noget for sig," sagde han blot. Det var måske ikke det billede, som hun havde af en kongelig rådgiver, men Jason var dygtig, og særligt i det professionelle øjemed, hvilket var noget, som han uden tvivl havde lagt helt til side i en stund som denne. Det passede ham fint. De var jo trods alt ikke kommet til Manjarno for at føre forretninger.

[Marius Amalani Darcy]

Marius rystede let på hovedet. Gift var han dog ikke, men en forlovet mand. Han var ved at planlægge sit bryllup med Cassie, som i forvejen var en kendt kvinde i Procias, såvel som i de øvrige lande, som den forhenværende vampyrfyrstes hustru og udkårne. Nu var det ham, som havde fået denne glæde, og han nød det uden tvivl også! "Ikke for øjeblikket, men derimod en forlovet mand," fortalte han med en rolig stemme. Med andre ord, havde han nemlig en kvinde, at vende hjem til, og derfor var han nok også den mere fornuftige af dem, som måtte sidde i selskabet her. Ikke at han tog det så tungt. De måtte kalde ham kedelig, om det var hvad de ville, uden at det gjorde ham noget.
"Nogen skal holde jer to i ørene, når I endnu ikke har lært jer den ædle kunst," pointerede han med en sigende mine. Ikke var han det mindste interesseret i Denjarna på den måde, hvor han derimod blot ønskede at nyde denne dag og nat, inden de atter ville søge tilbage til Procias. Som Gabriel betegnede ham som en god mand, var det alt sammen noget som glædede ham. Han kunne jo blot håbe på, at det var noget af en betegnelse, som ville vare ved. "Jeg takker for de fine ord, Gabriel," sagde han med en rolig stemme. Flere flasker kom på bordet. Det var jo tydeligt, at Jason særligt, kun lige var igang med at varme op. Ikke at det var noget, som kom det mindste bag på ham.

[Jason Elvana Nimanhra]

For Jason, var en skovl, en skov, og en spade var en spade, og derfor var han temmelig direkte og meget ligefrem. Dette havde han dog altid været, og det var dertil også noget af det, som særligt måtte bringe ham i unåde ved kongefamilien. De kunne dog ikke undvære ham, og det var dertil også det, som han levede ekstremt højt på, når det så endelig skulle være, i den anden ende.
Et kort, men tilfredst smil bredte sig på hans læber, som han endnu en gang tog pladsen ved bordet. Han førte gerne ordet, hvis han var den, som Denjarna havde den største nysgerrighed og opmærksomhed i. Det skulle da bare mangle, når han nu var den eneste, er ikke stod med et ansvar overfor en kvinde på hjemmefronten, hvilket han ikke havde haft siden Lisa. Dette var dog ved at være mange år siden nu. "De vil hurtigt blive overrasket over, hvor mange det virker på," pointerede han med en sandfærdig mine. Hans direkthed, var noget som skræmte nogen, men også tilfredsstillede andre. Han var ikke den som pakkede tingene ind, eller lod sig kurre af nogen. End ikke Gabriel og Silia, når det kom så vidt, som til det professionelle arbejde, som ligeledes også skulle udføres. Han rystede kort og let på hovedet. "Og til Deres orientering, Deres Højhed.." begyndte han roligt, mens han poppede den ene flaske. Roligt skænkede han op til samtlige der sad ved bordet. "Så er jeg min egen herre.. Og min egen fornuft, som jeg også er deres," fortalte han sandfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og hvem er denne heldige kvinde?” spurgte Denjarna roligt. Ikke fordi, at det havde den største interesse for hende, men nærmere fordi, at det var høfligt. Desuden havde hun ikke den bedste erfaring med ægtemål, som hendes og Dericks forhold havde endt med at gå i vasken. Hvor den mand var, anede hun ikke. Til tider kunne hun også finde det mærkværdigt, at han ikke længere var der, men størstedelen af tiden klarede hun sig med det. Desuden havde hun også fået sig et helt andet liv, end det han havde kunnet tilbyde hende. Med ham ved sin side, var hun nemlig aldrig blevet dronning. At Jason levede en anden livsstil, uden en hustru, kunne Denjarna uden tvivl fornemme på det hele. Om hun ville være den, som han trak til siden her i nat, var der dog umiddelbart ikke nogen udsigter til. Ganske vidst kunne hun godt lide det råt med en mand, men at sige skal vi?, og så bare at gøre det med en mand, var ikke just hendes stil. ”Hver sin smag,” svarede hun kortfattet igen til Jason, som hun måtte afslå hans handlingsmåde. Hvad Gabriel oprigtigt mente om, at der var en anden mand, sågar hans rådgiver, der lagde an på hende, vidste hun ikke. Selv vidste hun blot, at han rådede Jason til at lade være, men hvad mere end det? Var han blot ligeglad? Væmmedes han? Mærkede han et stik af jalousi, som han mindedes de gamle dage? Indebrændt var han dog stadig på hende, og derfor kunne man vel næppe sige, at han var ligeglad? Roligt måtte hun læne sig ind over bordet, hvor hun greb om den ene rødvinsflaske. Her hældte hun op til alle dem der måtte mangle – selv Gabriel. ”Jeg må give jer den.. I en er en besynderlig trio,” kommenterede hun ærligt og med et lille smil på læben. Ondt var det ej ment, som det blot var, hvad hun havde observeret indtil nu. Alle tre vidt forskellige mænd nemlig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel væmmes ikke umiddelbart ved Jasons tanke om at trække Denjarna med sig til sengs. Sådan havde manden alle dage været, og synd og skam, ville det uden tvivl være, dersom man skulle forsøge at bilde ham noget andet ind. Han blev siddende og med den samme faste mine. Meget ved aftenen her, var allerede ødelagt i forvejen, da han faktisk oprigtigt ikke ønskede, at Denjarna skulle sidde der. Det havde været meningen, at det skulle være en aften for drengene, og ikke en dronning.
Denjarna ignorerede ham og hans tilstedeværelse, hvor han dog havde svært ved at gøre det samme, som hun jo sad der ved hans side, og irriterende var det uden tvivl, da det slet ikke var, hvad han havde tænkt sig, at tilbringe natten og aftenen med. Stadig mest fristet til at søge hjemover var han, hvor det var hans stædighed, der fik ham til at blive siddende. Jason og Marius så ud til at klare det ganske udmærket, og i øjeblikket, var han ej en konge, men derimod bare Gabriel, og derfor følte han også, at det var i sin ret, at opføre sig således. "Du leger med ilden, Jason," pointerede han med en ganske sigende mine. Nu hvor han tænkte over det, kunne han faktisk takke Denjarna for, at han i dag, kendte Jason.. Havde det ikke været fordi, at han havde været på den anden side af muren, havde han aldrig mødt manden. Ikke noget, som han ville lade hende vide dog.

[Marius Amalani Darcy]

At Marius - som den mest professionelle af dem, var den som fangede Denjarnas opmærksomhed, var nu ikke noget, som han havde noget imod. Han havde jo netop fået en handel igen sammen med hende, og dette var noget, som han godt kunne lide. Et stille smil passerede hans læber, som han roligt satte sig tilbage, da Denjarna måtte skænke op. Han havde intet imod det. Det skulle nok vise sig, at blive en temmelig interessant aften. "Hun hedder Cassie Imirachi," fortalte han med en rolig stemme. Hvis man var kendt med navne og særligt blandt adlen og andet i de forskellige lande, ville man vide, at det var hende, som havde været gift med den forhenværende fyrste af vampyrerne. Ikke at det rørte ham det mindste. Han elskede hende.
Marius rettede sig op, hvor han nikkede anerkendende i retningen af Denjarna, som hun havde skænket op. Hånden tog han omkring glasset. Selvom det var en god vin, var han træt af den. Det var jo trods alt også hans egen. Han trak glasset til sig. "Det vælger jeg at tage som et kompliment, Deres Højhed. Vi er en ret så mærkværdig sammensat gruppe.. men således har det nu været i mange år," fortalte han med en rolig stemme. Hver især bød de ind med mange forskellige ting, og det var rart, at man kunne lægge det fine, royale og adelige lidt til side, og bare være en del af mængden. Det var særligt den slags, som de alle 3 kunne byde op i hinanden.