Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var på ingen måder tilfreds med dette, som han også vidste, at Denjarna nød det en kende for meget. Han vidste, at hun gjorde det her med vilje, og fordi at hun vidste, at det var noget som pinte og plagede ham, hvilket i forvejen, var noget som han ikke kunne gøre det største ved. "Jeg ville ønske, at det i aften, ikke var kroen, De ville søge til," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, som hun havde valgt at tage pladsen ved siden af ham. Han bed tænderne tydeligt sammen. Hvor var det dog frustrerende at hun skulle komme her og ødelægge hans aften, og endnu mere frustrerende var det da for ham at vide, at Marius og Jason ikke kunne se, hvor lidt han ønskede, at hun skulle sidde der.
Det var meget muligt, at dette var Denjarnas land, men det ændrede dog ikke på, at hun var uønsket i en situation som denne, hvor han oprigtigt ønskede at tilbringe den med sine venner, fremfor fjenderne. Dem kunne han altid møde på et andet tidspunkt, og helst gerne under helt andre omstændigheder. "Det var blot en spontan idé, som jeg må sige, at jeg fortryder bittert nu," lød det direkte fra ham. Denjarna nød uden tvivl af dette, hvilket i forvejen, ikke var noget, som måtte falde i hans gode bog, som han derimod måtte finde den tanke direkte frustrerende, da han heller ikke kunne gøre meget andet ved det, end at bide det i sig. Jason og Marius hjalp bestemt heller ikke på dette.

[Marius Amalani Darcy]

Marius måtte dog sande, at Gabriel uden tvivl var hård ved Denjarna, hvilket han måtte finde komplet unødvendigt. Ikke at det var noget, som han kunne gøre det store ved, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde. Han vendte blikket mod hende. At hun ligeledes havde været død og borte for en stund, så var det noget, som de havde tilfælles. Hvorfor ikke bare gravlægge denne stridsøkse, som den jo ikke gavnede nogen af dem? "Ej er vi taget til Manjarno, for at bekrige Dem," sagde han, hvor han denne gang, var den som måtte sende Gabriel et fast blik. Det var ikke nu, at man skulle opføre sig som en unge, der ej fik sin vilje!
Hånden lukkede han roligt omkring glasset, som han førte til sine læber. Med menneskeligt blod i, vidste han, at det ej var noget, som ville gøre ham syg. Han smilede tilfredst. "Som forventet, meget udsøgt, Jason," komplimenterede han roligt, som han sendte sin kære ven et stille smil. Jason derimod sad igen med det store tilfredse smil. Han frygtede lidt hvad manden gjorde sig af tanker, uden at han egentlig kunne gøre yderligere ved det lige nu. Et smil passerede Marius' læber. "Tager jeg ikke meget fejl, er det rødvinen lavet og skabt på Carino Fattoria.. Min Herregård," fortalte han. Han bidrog til den procianske økonomi udelukkende ved hans plantager med vindruer, som blev brugt til mangt og mange ting. Dertil glædede det ham uden tvivl, at dette var af slagsen, som måtte falde i dronningens udsøgte smag.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var nok den, som tog det mest afslappende af drengene omkring bordet. Gabriel ville hellere sidde og være sur? Hvad fik han overhovedet ud af det? Jason mødte hans blik, selvom det nu ingen forskel gjorde for ham, da han ikke så nogen grund til at skulle tage det på denne her måde. Han vendte blikket i stedet mod den smukke dronning. Nu havde han aldrig mødt hende personligt, men han kunne da udmærket godt se, hvad Gabriel havde set i hende i sin tid, hvilket da uden tvivl, var noget som faldt i hans gode bog. Uden tvivl.
"Vi er blot en flok unge mænd, der søgte ud på eventyr, som da vi var yngre, Deres Højhed," fortalte han, inden han bundede glasset, og satte det fra sig. Han havde for mange år siden, lært at acceptere dyret og det væsen, som var en del af ham, og dette var bestemt ikke noget undtag, hvis han selv skulle sige det. Hans mine forblev næsten intetsigende, hvor det derimod var hans stemme, som måtte ledes for ham. Ikke fordi at han var ligeglad. Følelser havde bare aldrig været hans kop the, og derfor kunne han i princippet være ligeglad med hvad Gabriel sagde om ham, og hvad han tænkte. Denjarna var en kvinde, og en dronning, og skulle naturligvis behandles med respekt, når de nu befandt sig i hendes land. "Og lad mig tilføje, at vi er højest beæret over Deres besøg," tilføjede han, som snakket han på vegne af dem alle sammen. Man skulle jo trods alt fedte, når man endelig fik muligheden for det, trods alt. Hvem vidste.. måske at han rent faktisk kunne få noget ud af det?

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvis ej De er i stand til at tale med de voksne, er jeg sikker på, at De kan finde et værelse her på kroen,” svarede Denjarna kort og kontant Gabriel. Hvis han endnu var et lille barn, måtte han jo lægge sig. I så fald var det også langt over hans sengetid. Derudover vidste hun også, at hendes ord var et slag i Gabriels ansigt, og ærligt talt havde hun det fint med det. Særligt som han behandlede hende nu og før. Af den årsag spildte hun ej heller størstedelen af sin tid på ham, som hun derimod skænkede sin opmærksomhed til Jason og Marius. Ganske vidst kunne hun gætte sig til, at de begge var vampyrer ud fra deres drikke, men alligevel ville hun hellere værdige dem sit selskab, end Gabriel. Det sølvgrå blik vendte hun imod Marius, hvor hun let hævede sit vinglas i hans retning. ”Hvis vinen i sandhed er fra Deres vingård, håber jeg, at et par kasser vil kunne finde frem til Neutranium,” sagde hun sandfærdigt, og selvfølgelig skulle hun nok betale for dem. At hun i øjeblikkeligt også måtte gøre forretninger med Procias over Gabriels hoved, måtte hun kun nyde. Blikket lod hun derfra glide skiftevis fra Marius og til Jason, alt imens et lille smil forplantede sig i hendes mundvige. ”Jeg må dog sige, at det skuffer mig, at jeg er den eneste i forsamlingen som drikker.. Vil I virkelig lade en kvinde hænge alene?” kommenterede hun i et muntert toneleje. Ganske vidst drak de, men det var det forkerte, som de drak. Her sad hun nemlig som den eneste der drak alkohol, mens de to andre hver især drak blod. Gabriel – så tvær og barnlig, som han var – var ikke gammel nok til at få sig et glas.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Om blikket kunne dræbe, var hele selskabet faldet om på gulvet i denne stund. Selv var Gabriel ikke den, som man skulle kaste sig ud i krig med, og særligt ikke, når det kom til denne her slags. Alt taget i betragtning ,så ville han selv mene, at han tacklede det godt, for han sad der jo trods alt endnu, og havde ikke valgt at flytte sig. Den glæde, ønskede han så sandelig heller ikke at give hende, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. "Jeg er meget vel selv i stand til at afgøre hvorvidt om jeg vil søge til et værelse eller ikke, Denjarna," sagde han med en kortfattet stemme.
Gabriel var bestemt ikke meget for, at Denjarna havde valgt at gøre dem selskab, og særligt ikke, når han vidste, at hun gjorde det udelukkende for at genere ham, så blev det bestemt heller ikke bedre. Han lagde armene over kors. Her sad han selv uden noget, og særligt fordi at Jason havde valgt at give hans glas videre til hende. Og nu sad hun og førte forhandlinger med Marius? Hvad pokker bildte hun sig ind?! "Jeg synes nu, at du gør det ganske udmærket på egen hånd. Du er jo kendt for at køre solo, ikke sandt?" Han hævede kort og sigende det ene bryn, som han lod hovedet søge på sned. Alene dette, var uden tvivl noget, som også kunne mærkes. Han ønskede jo bare, at hun ville trække sig, så han selv kunne nyde sine kammeraters selskab. Hun forgiftede det jo!

[Marius Amalani Darcy]

Gabriel tog virkelig Denjarnas tilstedeværelse frygtelig tungt, hvilket ikke var noget, som Marius forstod. Hvorfor ikke tage det som et voksent individ? Han selv sendte hende blot et smil. At hun nød vinen så meget, at hun ønskede nogen kasser sendt til Neutranium, burde ikke være utænkeligt. Hvis det var en måde, hvorpå at han kunne få gang i handlen med Manjarno igen, hvilket var noget, som Ilosonic havde ødelagt i sin tid, så var han da storslået tilfreds, hvilket han bestemt ikke havde tænkt sig, at lægge skjul på. "Jeg er nu sikker på, at det kan arangeres," begyndte han med en rolig stemme. Glasset hævede han mod hende, inden han selv bundede det, og satte det fra sig igen.
At hun ikke ønskede at drikke alene, forekom nu ikke som nogen overraskelse for Marius. han vendte sig mod Jason, som tydeligt allerede var ved at være oppe på dupperne. "Vi kan da ikke skuffe, kan vi?" spurgte han roligt. Nu hvor de sad i selskab med landets dronning, handlede det naturligvis også om at stille hende tilfreds. Desuden var de kommet her, for at nyde en aften, hvor det ikke var meningen, at de skulle tænke på de problematikker, som de hver især måtte sidde med, for det var jo trods alt også mange ting. Rigtig mange ting endda. "Lad mig hente noget," sagde han, inden han skubbede sin stol ud, for selv at søge op til bardisken.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Du er frygtelig hård ved hende, Gabriel," pointerede Jason med en mere direkte stemme. Det kunne godt være, at han i øjeblikket sad her, og var lige så utilfreds som en unge, som havde fået lov til at få slik i slikbutikken. Det var ikke den unge mand, som han forsøgte at holde skik på. Han derimod vendte sig mod Denjarna i stedet for. At de i øjeblikket nærmest sad og gjorde forhandlinger på tværs af landegrænserne over hovedet på den unge konge, var noget som Gabriel bare måtte lære at tage med, for dette var noget som ville komme til gavn for Procias, og så var det på tide, at lægge den utilfredshed til side!
"Det lyder som en fabelagtig ide. En handelsaftale mellem Procias og Manjarno. Det vil komme os alle til gode," tilføjede han med en tydelig tilfreds stemme. Han så i hvert fald fordelene ved dette, og det ville uden tvivl være skidt, dersom Gabriel skulle ende med at ødelægge det. De var blot lige ankommet, så naturligvis skulle Denjarna ikke sidde og drikke på egen hånd! Han lod Marius hente drikkelse til dem, så de kunne joine hende i det. Det var meningen at de skulle slappe af, og hygge sig, og det kunne de da lige så godt gøre i selskab af en smuk kvinde. Sågar deres dronning, hvilket bestemt heller ikke var noget, som han havde det mindste imod. Han vendte blikket mod Denjarna igen. "Tillad os, at gøre Dem det bedste selskab, Deres Højhed." Han bukkede med hovedet. Han skulle trods alt smøre tykt på. Han lod ikke denne fisk gå af krogen!

[Denjarna Dark Dynithril]

Spids var Gabriel uden tvivl, men selv følte Denjarna, at hun kunne tage det. Personligt styrkede det nemlig blot, at hun følte sig bedre end ham. Afskrækket følte hun sig derfor ikke, og derudover havde hun også altid været exceptionelt god til at komme med modsvar og holde hovedet koldt. Noget som lysets konge syntes at halte med. Sødladent smilede hun til Gabriel. ”Sandt at sige forstår jeg mig på at køre solo. Hvad kan jeg sige? Jeg forstår mig blot på at kunne tænke selv.. i forhold til visse andre,” sagde hun roligt, hvor den sidste kølige bemærkning måtte være tiltænkt ham. Intet andet end et barn syntes han at være. Derfor valgte hun også at overse ham i forhandlingerne, som hun udelukket førte dem med Marius. En mand, som hun personligt ikke kendte, men som hun tydeligvis kunne tale fornuft med. Derudover morede tanken hende også om, at hun førte forhandlinger mellem Manjarno og Procias under Procias’ konges tilstedeværelse, uden at han bifaldt det, eller ønskede at diskutere det. Let trak hun på smilebåndet. ”I så fald skål for en ny handelsaftale,” sagde hun tilfredst. Sit eget glas hævede hun, inden hun måtte nippe til de røde druer. Et pres på Gabriel kunne dette give, da det betød, at Gabriel ikke blot ville kunne vende Manjarno ryggen, uden at det havde økonomiske konsekvenser. Yderst tilfreds gjorde den tanke hende, som hun blot ønskede at styrke sit eget land. At det i så fald irriterede Gabriel på vejen dertil, nød hun kun. Det sølvgrå blik vendte hun mod Jason, som Marius forlod bordet, og som Gabriel ikke just var opmærksomheden værd. ”Jeg betvivler skam ikke, at I vil kunne give mig en mindeværdig aften,” begyndte hun, alt imens et lille smil lagde sig over hendes læber. ”Fortæl mig, hvad en aften, som I jeres unge dage, indeholder.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde aldrig brudt sig om Denjarna, og det ville han nok aldrig nogensinde komme til. Dette var bestemt ikke noget undtag, og han hadede den tanke, uden at han egentlig kunne gøre det vildeste ved det. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse, som hun sad der ved siden af ham, og direkte kørte på ham. Det kunne godt være, at hun var i stand til at bruge hovedet fra tid til anden, men foruden det, så havde hun virkelig ikke noget at prale med. "Noget så du da i mig dengang, kære Denjarna.. Jeg kan skam godt bruge hovedet. Det spørges jo, om du i bund og grund, er i stand til det samme," pointerede han med en kortfattet stemme, inden han vendte blikket mod Marius og Jason igen. Lige i øjeblikket, gjorde de det bestemt heller ikke nemt for ham. Tanken om, at han selv var nødsaget til at holde øje med Manjarno for fremtiden, var bestemt ikke noget, som glædede ham. Langt fra faktisk!
Gabriel rystede på hovedet for sig selv. I øjeblikket, måtte han sige, at han var mest fristet til at tage hjem, selvom det ikke var en glæde, som han ønskede at give Denjarna. Hun frydede og morede sig nok på hans bekostning i øjeblikket, og han vidste det jo udmærket godt! En mindeværdig aften? Hun havde jo alene formået at ødelægge det hele, bare ved at være til stede! "Åh ja.. Hvilken mindeværdig aften," endte han med en kortfattet og tydeligt irriteret stemme.

[Marius Amalani Darcy]

At få gang i forhandlingerne, og rent faktisk give Procias noget økonomisk, som de også havde brug for, og hvis det betød, at de kunne få noget med Manjarno, selv på trods af fredaftalen med Dvasias, så kunne selv Marius se fordelene i dette. Selvom Gabriel nok ikke var helt tilfreds med omstændighederne, så var det på tide, at han lærte at acceptere tingene, som de nu var og det var også således, at han havde det med tingene. Han rystede på hovedet af Gabriel. Selvfølgelig havde han brug for nogen, til at ivaretage det hoved, som han tilsyneladende ikke havde på skuldrene i aften, hvilket i hans øjne, uden tvivl også måtte være en kæmpe skam.
"Jeg ser frem til forhandlingerne, Deres Højhed. Det glæder mig, at De kan lide det," sagde han med en rolig stemme, inden han havde valgt at forlade bordet, for at finde noget at drikke. Han kom først retur, da han havde noget med til dem alle 4, så end ikke Gabriel ville blive snydt. Det var meningen, at de alle sammen, skulle have en god dag ud af dette, og at ødelægge det, ville uden tvivl også være en skam. Også set i hans øjne. En mindeværdig aften, skulle det nok vise sig at blive. 4 glas vin placerede han på bordet foran dem. Nu var han også den mere fornuftige af drengene, så at han gik roligt til værks, var typisk ham om ikke andet. Han tog atter plads ved bordet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tog sig overhovedet ikke af Gabriel lige nu. At han opførte sig som en dreng på 5 overfor en dronning, var direkte.. pinligt i hans øjne! Han vendte blikket direkte mod Gabriel igen, som han sad og talte ned til en kvinde, hvis land, de rent faktisk var på besøg i, hvilket i forvejen, ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var på tide, at han tog sig sammen. "Opfør dig," sagde Jason med en kortfattet stemme. Han var konge, og det var naturligvis meningen, at han skulle opføre sig derefter!
Selv vendte han blikket i retningen af Marius, da han rejste sig fra bordet. Allerede nu, kunne han jo kun forestille sig, at manden var mild med hvad han måtte bringe med sig hjem igen. Ikke at det var noget, som han sagde noget til. Han tog imod det glas rødvin, der blev stillet foran ham. "Om det er en mindeværdig aften, De søger, er det hvad De skal få," sagde han med et let smil på læben. Et kækt glimt måtte melde sig i hans øjne. Igen var han den eneste af dem, som ikke havde noget at vende hjem til, så han havde da uden tvivl tænkt sig, at drage nytte af, hvad han kunne i aften. Alt andet ville da bare være komplet tåbeligt! "Om De tillader det, kan jeg vise Dem, hvad en god aften med drengene indebærer," pointerede han let, inden han selv greb ud efter det ene glas rødvin. De øvrige drenge himlede med øjnene. Jason var nu og da bare Jason.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hovedet lod Denjarna søge på sned, som Gabriels spydighed ingen grænser syntes at have. Sandt at sige havde hun set noget i ham dengang. Det havde dog også været dengang. Dengang havde han nærmest viet sit liv til at glæde hende.. nu syntes han derimod at være fuld af had. Falskt smilede hun til ham. ”Hvor længe ønsker du at lege denne her leg, kæreste? Hvad tror du der vil ske sig, hvis jeg knipser med fingrene?” spurgte hun ham roligt. Ja, et nyt i brummen kunne han uden tvivl bruge. Hvis hun knipsede med fingrene, ville vagterne i rummet ej tøve med at komme hende til undsætning. De ville gribe ham, smide ham i en celle sammen med nattens andre fjolser, og når det igen var dag, ville han blive losset af på den anden side af grænsen. At hun end ikke var den eneste der ikke bifaldt kongens opførsel, glædede hende kun. Det gavnede om end kun hendes situation. Af den årsag gavnede det også Gabriel bedst, hvis han rent faktisk opførte sig ordentligt, som hans rådgiver bad ham om.
At Jason ønskede at indvilge hende i, hvad en god aften med drengene måtte indebære, og at de to resterende mænd himlede med øjnene over det, fik hende til at tænke en ekstra gang over det. En god følelse havde hun desuden allerede omkring de tre mænd allerede. Gabriel var den bitre og irriterede lille unge. Marius var den rolige og professionelle mand, og Jason var den muntre der tilegnede sig al opmærksomheden. ”Noget siger mig, at jeg muligvis ikke bare skal springe ud i det,” svarede hun morende igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Stod det til Gabriel, søgte Denjarna tilbage til sit eget fælleskab, hvor hun ikke ville komme i vejen for ham, for det var det, som rent faktisk måtte irritere ham mest, hvilket han i forvejen heller ikke kunne og ville lægge skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende. Han vidste godt, hvad der ville ske, hvis hun knipsede med fingrene, og ikke var det noget, som han ønskede skulle ske. Langt fra faktisk. "Jeg kunne fortsætte, til du forlod bordet her," endte han med en kortfattet stemme, inden han tog sit glas vin til sig, og blev siddende. Lysten til at sidde her, var så godt som ikke-eksisterende, men det var kun fordi at hun ligeledes også havde taget pladsen ved bordet her. Det havde været meningen, at det skulle være en aften kun for drengene.. Ikke med gamle flammer. Hun havde været den største fejl, som han havde gjort i sit liv.
At Jason ville forsøge sig med Denjarna, var en tanke Gabriel måtte finde kvalmende. Ikke at det overraskede ham, at hans kære ven, ville tænke med det hoved, for det havde han alle dage gjort, men det var også først nu, at han virkelig så manden vågne til live, efter han for mange år siden, havde mistet Lisa. Han vendte blikket direkte mod Jason igen. "Tro det eller ej.. Så må jeg give Denjarna ret.. Du kommer bare til at fortryde det, min ven," pointerede han for Jason, inden han kort måtte smil. Okay, han kunne jo lige så godt, forsøge at få det bedste ud af det, selvom det bestemt ikke var nemt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius rystede på hovedet. Gabriel var skide sur, og Jason forsøgte sig. Så begyndte man igen at kunne kende de kære mænd, hvilket han dog måtte erkende, var meget rart. Han lod glasset stå foran ham, da Denjarna truede med sine vagter. Enhver med kendskab til kredsen, vidste hvad et knips med fingrene måtte betyde, og naturligvis, var det også noget, som kunne mærkes. Han havde fået gang i handler, som ville gavne ham, såvel som resten af Procias, så det var vel bare om at nyde det, og se positivt på tingene, i stedet for at sidde og blive sure over, at det var ens eks,og den kvinde, som havde valgt en fra i sin tid, som stod i denne situation?
Marius rystede næsten opgivende på hovedet. "Du skal absolut prøve, ikke sandt, Jason?" Han vendte blikket sigende mod Jason. Han tænkte da kun med det lille hoved! Det var typisk Jason som tilbage også dengang, havde formået at få kvinderne med på den værste, og det ville bestemt ikke komme bag på ham, at han ville forsøge, at gøre det samme med Manjarnos dronning! Han tog en tår af den gode rødvin. Jovist.. Det måtte være hans, da han genkendte smagen, hvilket var noget som passede ham udmærket! Langsomt satte han sig tilbage på sin plads. "Det er nok ikke det selskab, som De havde forestillet Dem, Deres Højhed. Jeg beklager på vegne af dem begge," tilføjede han. Jason vidste han godt, ikke tog det så tungt. Hvis han kunne sidde i centrum, var den mands lykke jo gjort.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde mange ting, som han kunne takke Gabriel for, som det uden tvivl også måtte være gengældt, for selv ønskede han på ingen måder, at lade denne mulighed gå fra sig, hvis han kunne blive fri for det. Det var vel heller ikke underligt, at han tænkte og handlede på den måde?
Glasset lod han stå foran ham, og med et smil på læben. Han tog nu ikke afvisningen særlig tungt. Han var kun ved at varme op, og havde endnu frygtelig meget at give endnu! Han rystede på hovedet. "Du er sart, Gabriel," pointerede han for Gabriel, inden han så mod Marius. Ganske vidst, var det meningen, at de skulle hygge sig og have det sjovt, samt glemme alle de problematikker, som de havde haft frem til nu, for det var noget, som de alle sammen havde, så det var vel heller ikke underligt, at han handlede som han gjorde? Marius undskyldte på vegne af ham og Gabriel, hvilet ikke kom bag på ham, men det var slet ikke nødvendigt. Han rystede let på hovedet, inden han roligt lod armene glide over kors. Ganske afslappet. Denjarna truede Gabriel, som i forvejen var sur. Det var ikke noget, som han lod gå sig på. Langt fra faktisk. "Jeg kan sikre Dem, at De vil få en aften, som De sent vil glemme," tilføjede han let, som han vendte sig mod den smukke dronning. Denjarna var en smuk kvinde. Det ville være synd og skam, ikke at spille med på det.