Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel Maloya Nicomendes - Jason Elvana Nimanhra - Marius Amalani Darcy - Denjarna Dark Dynithril

---

Det var hen mod midnat, da drengene endelig nåede frem til den populære kro. Den som dengang de havde været unge, havde været deres stamsted. De havde været her rigtig mange gange, men selv deres liv, havde taget uventede drejninger.
Gabriel sprang af den snehvide hest, som han fik bundet fast udenfor. Manjarno var kendt for at være et neutralt land, men selv han tog ikke ligefrem nogen chancer, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende.
"Så er vi her," sagde han for sig selv. At komme lidt ud med drengene, var noget, som de alle sammen havde brug for efterhånden. Bare slå sig løs, og glemme alle de mange problemer, som hertil nu måtte herske omkring dem alle sammen. Jason og Marius særligt. For Gabriel, var det byrden som konge, der kunne tynge ham lidt ned fra tid til anden. Hvad han skulle forvente af denne aften, var han dog heller ikke helt sikker på. Faktisk var han ikke rigtigt sikker på noget som helst. Vinden blæste en anelse køligt her til aften, selvom det ikke var noget som rørte ham som sådan. "Lad os komme ind," meddelte han. De kongelige klæder, havde han efterladt til fordel for nogen mere hverdagslige, som også gjorde, at han faldt mere ind i mængden. Han havde ikke brug for, at alle de passerede på vejen, ville genkende ham.

[Marius Amalani Darcy]

At Gabriel og Jason havde stået på hans dør, var uden tvivl en overraskelse for Marius. Dog en glædelig en af slagsen. Efterhånden var han kommet ovenpå hans sygdomsforløb, hvor han var tvunget til at nære sig på menneskeligt blod, selvom det bestemt ikke var noget, som han gjorde med stolthed. Men det andet, gjorde ham oprigtigt syg. Han havde snakket med Cassie om det, som også uden indvendinger, havde ladet ham tage afsted. Selv han havde efterhånden brug for at komme bare en smule ud.
Den mørke hest, fik han bundet ved siden af Gabriels, hvor han selv sprang af. Han selv var meget hverdaglig klædt, mest fordi at han heller ikke ønskede at fremstå som en mand af velstand, da der ikke ville komme noget godt ud af det. Et sted håbede han vel også på, at kunne få lov til at finde sit barnebarn, som var landsforvist fra Procias? En tanke, som stadig plagede ham voldsomt, selvom han vidste, at det var gjort af en grund. Han nikkede mod Gabriel. "Kender jeg jer to ret, så kommer I til at gå godt til værks.. Lad os komme ind." I stedet for at stå og vente, søgte han mod døren, som han i stedet for, førte op og trådte indenfor. Allerede som han nåede døren, kunne han høre stemmerne på den anden side. Der var rigeligt af den. Var det en fest? Eller var der bare godgang i det hele? Han trak tilfredst på smilebåndet. Det var virkelig lang tid siden, at han havde været ude.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason kunne ikke være mere tilfreds end hvad han var nu. Alle 3 drenge på tur, og hvilken befrielse det var for dem alle sammen. Marius havde ligeledes været tynget af alle sine problemer, og særligt på grund af hans race, og hvad hans barnebarn havde gjort, som endnu hvilede tungt i luften. Han selv plantede den sidste hest ved siden af sine kære venners. Endelig var de fremme, og de skulle have lov til at nyde et liv ude i det fri. For en aften, skulle tingene være, som det altid havde været, og han måtte erkende, at det føles forbandet godt.
"Præcis som i de gode gamle dage," sagde han med en tydelig tilfredshed, som han bestemt ikke kunne lægge skjul på.
Elegant sprang han af hesten. Selv var han nok den af dem, som var pænest klædt, men hvad.. Han plejede jo også at skille sig ud, så det var ikke noget som kunne komme bag på nogen som helst. Han nikkede mod Marius, der allerede var søgt ind. "Vi skal slå os løs i aften, Gabriel.. Kom med," sagde han endeligt, inden han søgte med ind. Lyden var øredøvende, selvom han elskede det. Til tider var det også bare rart at komme ud blandt mennesker og bare være sig selv. Han nød det i hvert fald.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel og Marius forsøgte at være fornuftige, hvor det var Jason som kunne få dem til.. hvad som helst stort set. Så var tingene jo også som de plejede at være. Folk skævede uden tvivl i deres retning, selvom det nu heller ikke var noget, som han sagde noget til. Visse ting vænnede man sig jo trods alt til, når man stod der som konge af et land, og i forvejen, var vant til at folk kiggede efter en. Så det var alene ikke noget som han tog særlig tungt. Han vendte sig efterfølgende mod de andre i stedet for.
Smilet bredte sig på Gabriels læber. Det var vel underligt for dem, at se kongen og den kongelige rådgiver, samt en adel fra Procias være ude og bare have det sjovt? Han selv tog sig ikke af det. "Du kan da også bare sætte hver en fest igang, Jason," sagde han morende, inden han søgte ind som den sidste. Han tog pladsen ved et af de ledige borde.. væk fra vinduet ganske vidst, og mere ind mod den store og varme krostue. Her slog han kutte og det hele ned, inden han satte sig tilbage på stolen. Han var træt.. Det havde været en lang tur, og det så heller ikke ud som om, at den var færdig endnu. "Lad os finde noget varm drikkelse ovenpå den varme tur. Lad mig give første omgang," sagde han endeligt, og med et smil på læben. Luge i øjeblikket, var han nemlig optimistisk hvad det her angik - Selv med en mand som Jason i hans nærhed, som virkelig kunne få ham med til absolut hvad som helst.

[Marius Amalani Darcy]

Præcis ligesom i de gamle dage, hvilket var noget som Marius måtte give manden ret i. Det var rart at komme lidt ud, hvor han også kunne trække vejret, og finde ud af noget andet.. tænke på noget andet, og bare være sig selv, for selv det, var noget som han havde brug for efterhånden, så det alene, bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt.
Stemmerne indendøre, var mange, og de var høje. Næsten øredøvende for en vampyr som ham, selvom han ikke tog det særlig tungt i den anden ende. Selv tog han pladsen overfor Gabriel. At selv den unge mand havde rigeligt at tænke på, kunne han skam godt forstå, hvilket heller ikke gjorde tingene meget nemmere eller bedre for den sags skyld. Han ønskede jo selv at hjælpe ham, som de altid havde gjort det tidligere. De havde vel også brug for at tingene var, som de engang havde været?
"Du er god af dig, Gabriel.. Lad os fejre det.. Drengenes tur ude.. for første gang i alt for mange år." Han vendte blikket i retningen af Jason. Den mand formåede da altid at sætte festen i gang, og at an ville gøre det, også denne gang, var bestemt heller ikke noget, som ville komme bag på ham. Langt fra faktisk. "Så hvad er vi ude i? I bliver plørefulde, og jeg skal sikre mig, at I begge kommer hjem?" Et drilsk smil passerede hans læber. Så var tingene jo præcist, som de plejede at være.

[Jason Elvana Nimanhra]

At komme lidt ud, og glemme de ting, som ellers plagede dem alle 3, var uden tvivl noget, som de alle sammen havde brug for. Hver især havde de deres ting at slås med, og særligt Jason, som endnu kæmpede for at finde sin plads i det hele, særligt efter, at han var kommet retur til livet, havde det svært. Problematikken med Isolde, ønskede han gerne at glemme, og særligt, som det var lige nu.
Jason slog sig ned overfor dem begge og smed kappen over stoleryggen, så han kun sad igen i den mørke skjorte og de mørke bukser. Han så ganske vidst bleg ud som intet andet, men han var jo trods alt også en vampyr og en vanddæmon. Dette var uden tvivl noget som også kunne mærkes på ham "Du kender os, næsten lige så godt, som vi kender os selv, Marius," sagde han med en tilfredshed uden lige. At Gabriel gav første omgang, glædede ham dog, for så vidste han da, at han kunne tillade sig, at nyde det. Hænderne slog han let sammen. Selvom han kunne være usynlig, så man knapt bed sig fast i hans tilstedeværelse, kunne han uden tvivl også være det modsatte. "Kun det bedste er godt nok, kære venner. Jeg henter det," sagde han stilfærdigt. At andre måtte kigge mod dem, og snakkede om den procianske royal og adel, var han ligeglad med. De havde lige så stor ret til at være der som alle mulige andre. Han fik bestilt hvad der skulle bestilles. Blod til Marius og ham selv, og en god rødvin til Gabriel. De kunne jo lige så godt starte mildt ud.

[Denjarna Dark Dynithril]

I krostuen havde Denjarna allerede siddet, som de tre mænd havde trådt ind. Hvem de to af mændene var, anede hun ikke, men aldrig ville Gabriel blive i stand til at skjule sig for hende. Hverken dengang eller nu. Rødvinsglasset førte hun op til læberne, som hun måtte betragte den ene mand svinde op i baren. Hvad lavede de her? I Manjarno? Sidst hun havde set Gabriel, havde han forsøgt at smide hende ud af sit land. Dengang havde hun ligget i en sygeseng, og ikke siddet i en kro og moret sig. Burde hun gøre gengæld? Hun nippede til de røde druer igen. Bedre end Gabriel havde hun nu altid været, som hun altid havde vidst, hvordan hun skulle tackle ham. Det skinnende sølvgrå blik vendte hun imod sit selskab, som hun smilede høfligt til. ”I må have mig undskyldt mine gode herrer og damer. Procias’ konge har valgt at besøge vor skønne by,” sagde hun høfligt, inden hun rejste sig fra selskabet. Som hun rejste sig, kunne man tydeligt se, hvilken betagende og elegant kvinde hun var. Fløjlsblødt bølgede hendes ravnsorte hår ned over hendes skuldrer og ryg, hvor det måtte have en svag duft af søde blomster af de olier, som hun brugte. Dernæst indrammede det mørke perfekt hendes lyse ansigt, som der var de mandelformede og unikke sølvgrå øjne, de blodrøde læber, og de høje kindben. En perfekt kontrast til at dette, var hendes blodrøde kjole. Tæt sad den omkring hendes overkrop, hvilket måtte få hendes barm til at se fyldig ud, alt imens lange sølvsmykker hang ned over den. Yndefuldt begyndte hun at bevæge sig, hvor hun havde vinglasset perfekt balancerende i sin ene hånd. Nøje måtte en række vagter følge hende med blikket, som hun nærmede sig Gabriel bagfra. Et smil søgte over hendes læber, som hun nåede Gabriels ryg. Blidt lod hun en hånd stryge fra hans skulder og ned til hans brystkasse, alt imens hendes læber søgte hans øre. ”Er du kommet her for at besøge mig, kæreste?” hviskede hun ham sensuelt ind i øret, alt imens hun følte sin egen morskab boble i sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Uden tvivl var det rart for Gabriel at komme lidt ud, og glemme de ting, som ellers plagede ham i løbet af en dag. Nu måtte han jo også erkende, at det var en god ting, at han havde ladet Jason overtale ham til det her. Han sendte sine kære venner et smil. At se Marius og Jason igen på denne her måde, hvor de samtidig tog ud og bare var dem selv, som de havde gjort før i tiden, så var det uden tvivl forbandet tiltrængt, og endda også på alle tænkelige måder.
"Jeg er bange for, hvad Jason får hentet," kommenterede han tydeligt henvendt til Marius, som sad overfor ham. Bagfra havde han på ingen måder haft nogen mulighed for at se Denjarna nærme sig. En kvinde, som han igennem mange år, havde haft et noget anstrengt forhold til, og ja, han havde forsøgt at smide hende ud af Procias. Tingene forholdt sig langt anderledes i dag. Hånden der lagde sig på hans skulderblad, fik ham til at sidde fuldkommen stille, frem til den gled mod hans bryst. Stemmen som lød i hans øre, ville han kunne genkende alle steder. Den dag de valgte at søge ud, skulle de absolut støde på Denjarna! Han hævede sin hånd, kun for at fjerne hendes. "Jeg synes ikke at gav dig tilladelsen eller lov til at lægge en hånd på mig, Denjarna," endte han, som han langsomt drejede hovedet mod hende. Hans mine var langt fra underholdende. Den var fast. Skulle hun absolut komme her og ødelægge deres drengeaften?

[Marius Amalani Darcy]

Marius måtte sande, at han ikke havde regnet med, at Gabriel og Jason ville hele vejen til Manjarno, selvom han nu havde været glad nok for det alligevel. Her kunne de da være langt mere accepterede, end det, som de ville have været derhjemme, hvilket skam også var noget, som han levede temmelig højt på, hvis han selv skulle sige det. "Jeg er nu mere bange for, hvilken forfatning I begge vil være i, før vi tager tilbage mod Procias igen," sagde han direkte. Nu var han desuden kendt for at være den mere fornuftige af dem. Der var jo trods alt en, som skulle kunne holde dem i ørene, og særligt når det gik vildt for sig. Som det jo i forvejen havde en sjov tendens til at gøre.
Kvinden som kom dem i møde, fangede Marius hurtigt med blikket, da han jo sad overfor Gabriel. Hans mine nåede kun lige at ændre sig, da hun lagde hånden mod Gabriels skulder. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, hvem hun var. Han rettede sig op. Dronningen af Manjarno. Det ville så også sige, at de var omringet af en horde af vagter? "Ser man det.. Deres Højhed." Marius bøjede hovedet i respekten, som han nu altid havde haft for de royale og adelige, også af de andre lande. Der var han ikke nær så fordomsfuld overfor dem, som en som Gabriel havde været.
Hænderne førte Marius roligt ned i sit skød, som han blev siddende på sin plads. Måden Gabriel tacklede det hele på, var han dog ikke enig i, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? "Ønsker De at gøre os selskab?" fortsatte han med en rolig stemme. Gabriel var måske ikke enig, men kunne man afvise landets dronning?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason nåede kun lige at få hentet deres drikkevarer, inden han vendte sig mod bordet. Allerede nu, synes det, at de havde fået gæster ved deres drengeaften. Hvilken glæde! Nu hvor han sad som den eneste, og ikke havde nogen der ventede på ham derhjemme, kunne han vel godt udnytte det bare en smule? Hvilket uden tvivl var noget, som passede ham mere end fint, og det var bestemt heller ikke noget, som han lagde skjul på. Dronningen af Manjarno? Kort måtte han lade blikket glide mod mængden, hvor det også først var nu, at han lagde mærke til, at mange af dem bar uniform som soldat. Ak ja.. De var her jo trods alt ikke for at føre krig, men derimod nyde en aften ude, så det kunne vel heller ikke være så slemt?
"Jeg er væk i et øjeblik, og allerede nu haler i de store fisk i land," kommenterede han, som han satte de to glas med blod foran ham og Marius, men glasset med rødvin placerede han dog ikke foran Gabriel, men derimod foran Denjarna i stedet for. "Deres Højhed," sagde han roligt, inden han selv slog sig ned på stolen. Gabriels mine, tog han sig ikke af. Han var kendt med hans historie med denne kvinde, men det alene, var jo ikke noget, som vedkom ham. Han kunne jo være ligeglad.
Jasons blik hvilede på Denjarnas skikkelse. "Tag endelig plads, Deres Højhed. Det er jo trods alt et firmandsbord," sagde han med en rolig stemme. Gabriels mine kunne næsten slå ham ihjel for kommentaren. Dog tog han det ikke så tungt. Han ville da ikke kunne afvise en smuk kvinde.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel både afviste Denjarna af ord og handling, kom ikke just bag på hende. En anden mand var han nemlig blevet, siden hun havde haft ham i sin seng. Derfor lod hun også sin hånd fjernes igen. ”Jeg husker ellers engang, hvor du tiggede og bad mig om aldrig at slippe dig,” svarede hun legende igen. Selv huskede hun endnu, hvordan den gamle Gabriel havde været. Den unge Gabriel. Hendes Gabriel. Forblændet i hende havde han på alle måder været, som han havde fulgt hendes mindste vink. Han havde sågar tilbudt hende pladsen på tronen ved siden af ham, ligeså vel som han havde tilbudt at frakaste sig alle royale titler, for at stikke af med hende. Der havde nemlig været engang, hvor han havde elsket hende, og hvor han faktisk også havde betydet noget for hende. Elegant rankede hun ryggen, og vendte de unikke sølvgrå øjne imod manden der sad overfor Gabriel, som han allerhøfligst bød hende velkommen. En hilsen, som var en dronning det mere værdig, end det Gabriel havde skænket hende. Et høfligt smil søgte over hendes læber, hvor hun skulle til at svare manden, inden den tredje i forsamlingen ligeså måtte byde hende velkommen. Selvom hun stod bag Gabriel i dette sekund, kunne hun uden tvivl fornemme, hvordan han måtte syde indvendig.. Og var der noget galt i, at en del af hende nød det? ”Jeg mindes ikke at kende jeres navne, minde gode herre,” begyndte hun roligt, og med en søgende hensigt. Selvsikkert valgte hun at træde til siden og trække den fjerde stol ud, som hun nu var blevet budt. ”Jeg siger ikke nej til venlige forespørgsler,” svarede hun til sidst med et smil på læben, inden hun yndefuldt gled ned på stolen ved mandebordet. At den ene fremmede mand havde givet hende Gabriels rødvinsglas, kunne hun kun fryde sig over indvendigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde engang været en ung mand, som havde været blændet af tanker og følelser, som han heldigvis var kommet over. Var det en skam at sige, at Denjarna havde været en fejltagelse? Desuden havde hun valgt Derick over ham, og i dag, kunne han jo blot være glad for det. Silia var hvad han havde brug for, og han vidste, at hun ventede på ham derhjemme. Ikke ønskede han at skuffe hende. "Tiderne skifter, hvilket de har gjort for os begge to," sagde han kort for hovedet, som han slet ikke var interesseret i, at føre en samtale med hende. Hvad skulle han da overhovedet kunne stille op overfor en som hende? Han var overhovedet ikke interesseret i, at hun skulle være her, eller tage pladsen ved bordet eller noget som helst!
Marius var høflig, som man nu kunne forvente, at han ville være, men at Jason derimod udviste den manglende forståelse, var bestemt ikke noget, som måtte falde i den gode jord ved Gabriel på nogen måde. Den mand af alle, burde vide hvordan han havde det med den kvinde som valgte at genere ham i en stund som denne. Var det forkert af ham, at ønske at han kunne tage hjem allerede? "Jeg formoder at De er her af en grund, og har andre steder at være?" fortsatte han, som han slet ikke lagde skjul på, at han slet ikke ønskede, at hun tog pladsen. At hun derimod gjorde det, og fik skænket hans rødvin, var bestemt ikke noget der gjorde det meget bedre. Han sendte Jason og Marius en meget fast mine. Denjarnas tilstedeværelse, var uden tvivl meget uønsket ved ham!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke typen der afviste nogen. Selvom han var kendt med Gabriels problematikker med Denjarna, ville han selv personligt mene, at det var på tide, at manden kom videre derfra. At dvæle ved fortiden, ville ikke komme nogen til gavn, og særligt ikke Gabriel som til tider, endnu kunne opføre sig som en teenager.
Afslappet blev han derfor siddende og med en rolig mine. Selv ikke den mine, som Gabriel sendte ham og Jason, var noget som skulle have lov til at ødelægge denne aften, selvom Gabriel nok ikke var helt enig i det foretagende. Jason kom retur og skænkede ham et glas med blod. Duften hang i hvert fald i næsen, og siden han var blevet vampyr, var det nu også bare blevet en naturlig del af ham. Om ikke andet, så var det noget, som han havde lært at leve med. At Denjarna derimod ikke var kendt med dem, var han noget overrasket over, da ingen af dem, var ukendte fra Procias. Kort udvekslede han blikke med Jason, inden han vendte blikket mod hende igen. "Jeg er Marius Darcy.. Greve af Procias," præsenterede han sig med en rolig stemme. Selv så han ikke nogen grund til at handle så voldsomt overfor Denjarna, da hun trods alt ikke havde gjort noget. Måske at hun havde rørt meget upassende ved Gabriel, men selv det, var vel også til at se bort fra? Særligt fordi at de jo trods alt havde en fortid sammen. "Og det er mig en glæde at møde Dem," tilføjede han. Høflig som han end var. Hvilket han nu altid havde været.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt, at dette på ingen måder, var noget som faldt i Gabriels gode bog, hvor det derimod ikke var noget, som han tog særlig meget hensyn til. Det var der ingen grund til. Denjarna var en dronning, som naturligvis skulle behandles derefter. Derfor havde selv Jason valgt at byde hende til at tage pladsen ved bordet, samt skænket hende Gabriels vin.
At han ligeledes var ukendt, kunne være både godt og skidt. Selvom det næppe kunne komme bag på hende, at den procianske konge mængede sig med adlen, og særligt nu hvor Marius havde præsenteret sig som landets greve, så kunne han jo også lige så godt lægge kortene på bordet. "Jeg er Procias' rådgiver.. Og mandens fornuft," svarede han ærligt. Gabriels mine kunne slå ihjel, hvis det havde været muligt, selvom han næppe reagerede på det. Han rettede sig op på stolen. "Mit navn er Jason Nimanhra... De kan kalde mig Jason," sagde han med en rolig stemme. Ikke ønskede han at det hele skulle gå på formaliteterne, da der intet godt ville komme ud af det. Meningen, var jo trods alt, at det skulle være en god aften for dem alle, selvom kongens måske allerede var temmelig meget spoleret, så var det intet som rørte ham på den måde. Det havde det aldrig gjort. Gabriel var den sidste der kunne sætte ham på plads. "Og hvilken ære.. En smuk dronning i vores selskab," komplimenterede han tilfredst efterfølgende. Han var da storslået tilfreds med dette!

[Denjarna Dark Dynithril]

Velkommen var Denjarna tydeligvis ikke, hvis det stod til Gabriel. Hans kære fæller, syntes dog at være af en helt anden mening, som de derimod bød hende velkommen, bad hende om at tage plads, og tilbød hende væske til ganen. Det sidste havde hun ganske vidst ikke behov for i og med, at hun allerede havde et glas i hånden, men kunne hun få sig selv til at takke nej, når hun vidste, at det var tiltænkt Gabriel, og når han i øjeblikket sydede over hende? Var der nogen, der kunne sige nej til det? ”Dette er mit land, kæreste Gabriel. Hvis ej De havde givet al din fornuft til Deres kære rådgiver, havde De muligvis set ideen i, at en dronning rent faktisk er omkring i sit eget land,” fejede hun rolig og dog bestemt Gabriel af vejen, som han tydeligvis ønskede hende borte, skønt hans to fæller ønskede hende ved sig. Det sølvgrå blik lod hun dernæst glide til Marius og Jason. Det var vel også kun på sin plads, at Gabriel kunne stege i sit eget fedt? Nok engang smilede hun til de to herrer. En handling der kun gjorde hendes mimik det mere indbydende. ”Mig en glæde at møde Jer begge,” sagde hun høfligt. ”Jeg må dog erkende, at det er gået mig forbi, at mit land skulle få adeligt besøg fra Procias her til aften.” Ej kendte hun de to mænd, men en klokke måtte da ringe ved de to efternavne. Død havde hun dog været i den seneste tid, og derfor følte hun ikke just, at man kunne bebrejde hende for sin manglende viden omkring de procianske adelige. Sit eget vinglas stillede hun fra sig på bordet, så hun i stedet kunne tage om det glas, som Jason havde tilbudt hende. Vant måtte hun let bevæge glasset, så det cirklede omkring, inden hun måtte indånde de røde druer. Det var først herefter, at glasset ramte hendes læber, og at hun nippede og smagte på væsken. Som hun fik sunket væsken, måtte et lille smil hvile på hendes læber, som hun vendte det sølvgrå blik mod Jason. ”Og De min herre, har en god sans for god vin,” komplimenterende hun ham igen.