Boys night out!.... God damnit!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og det sætter jeg pris på at høre,” sagde Denjarna ærligt og med smilet på læberne. Utroligt var det egentligt, at der faktisk var en del der var ligeglad med den slags. Normalt var det næsten også, at familiemedlemmer fandt sammen. Det var igen også noget, som hun måtte finde direkte forkasteligt.
Som Gabriel fortalte videre, kunne hun hurtigt konkludere, at han bestemt ikke havde oplevet ligeså meget som hende. Var det også muligt i det hele taget? Men på trods af, at hendes historie havde været direkte slem, havde Gabriels nu heller ikke just været en dans på roser. At han og Silia var blevet gift på grund af forretninger, overraskede hende som sådan ikke. At de havde oprigtige følelser for hinanden, tvivlede hun dog på. Hvis de havde, var det vel mere venskab end kærlighed? Igen ville han nemlig ikke ligge her, hvis det havde været for det sidste. Hun fugtede læberne. ”..og nu er vi begge her,” endte hun roligt med at sige. ”Vi må vente og se, hvad fremtiden bringer os. Måske den vil lysne for os begge?” Dog tvivlede Denjarna på, at hun nogensinde ville få sig et normalt liv. Normal var nemlig ikke just i hendes ordbog. Dog var hun glad, som hun havde det nu. Tronen var nemlig den der var vigtigst for hende. Derfor følte hun også, at hun endelig var i sit rette element. Sin tid havde det dog også taget at nå dertil, men gik det ikke også, når man så resultatet? Igen måtte hun vælge at række ud efter ham, hvor hun denne her gang lod sine fingre lukke sig om hans hånd.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Jeg finder tanken om det, direkte forkastelig," lød det roligt fra ham, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Bare tanken om at skulle være sammen med moder og datter.. Ej, det var slet ikke noget, som han kunne forholde sig til. Langt fra! Det ville være det samme, som at sige, at han skulle finde ud af det, sammen med Liya, fordi at han havde haft Silia. Det var jo slet ikke noget, som ville komme på tale for ham.
Selvom hans historie, måske ikke var så tragisk præget som det Denjarnas havde været, fandt han den nu alligevel tragisk nok af den grund. Det at miste, uden at man egentlig selv havde valgt det, var virkelig hårdt, og særligt, når det foregik på denne her måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Han rystede kort på hovedet, inden han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Svagt måtte han bide tænderne sammen. "Min historie, er ikke så meget præget af det, som din er. Jeg mistede, uden at kunne gøre noget ved det." Alle forsøg, som han havde gjort på, at finde den rette, og falde til ro, var stadig meget mærkbart. Han havde jo også problemerne med Silia.. og nu hvor han stod i denne situation, så følte han for alvor, at han burde søge hjem efterhånden. Det var i hvert fald ved at blive nødvendigt. Han sukkede ganske let. "Det er jo det, som man kan håbe på, ikke?" endte han med en sigende mine. De mange problemer, som han havde med Silia, håbede han jo også, skulle løse sig en gang.

[Denjarna Dark Dynithril]

Nej, Gabriels historie var ikke ligeså grotesk som Denjarnas. I stedet var hans sørgelig, hvilket vel heller ikke var meget bedre et sted? Selv håbede Denjarna blot på, at hun fra nu af kunne leve uden fængsler og tortur, og leve i sit eget velfungerende land, som hun forblev dronning af. Hvad Gabriel ønskede var vel den familie, som han flere gange havde forsøgt at etablere? Først med hende, og så med denne Evelynn. ”Nej, vores historier er ikke lig hinanden, men stadig vil jeg ikke sige, at din er rosenråd. Din har været tragisk, hvor min har været grotesk,” sagde hun roligt. Blidt lod hun sin tommel stryge hen over hans håndryg. Det var egentligt utroligt, at de talte på en måde, som de gjorde nu. For hendes vedkommende var det i hvert fald sjældent, at hun åbnede sig op på den måde. Svagt smilte hun til ham. ”Det kan man jo håbe. Jeg kan være fortrøstningsfuld og sige, at mit liv om end ikke sejler for tiden,” sagde hun ærligt, som hun faktisk havde det godt.. Hvis man så bort fra det faktum, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sin datter. Hun betragtede ham roligt. Stemningen var måske ikke så stemningsfuld, som den havde været inden snakken, men stadig måtte hun se det i det perspektiv, at hun havde en trone, som hun skulle passe, og at hun derfor ikke kunne hænge ved og vendte på, at de gik fra hinanden i fryd og gammen. Hun vat trods alt enemand om opgaven, hvor han i det mindste havde en hjælp ved sin side. ”Men kæreste.. Jeg tror, at tiden er ved at være inde til, at vi tager afsked med hinanden,” endte hun stille med at sige. ”Kongeriget passer desværre ikke sig selv.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Deres historier havde været grotesk på hver deres måde, og det var end ikke noget, som Gabriel kunne sige noget til. Han havde ondt af hende, for det, som hun havde oplevet, som det vel egentlig også var gengældt den anden vej? At hun strøg hånden over hans håndryg, fik ham til at vende blikket mod denne, inden et kort smil alligevel måtte passere hans læber. "Men ja.. hvad jeg har oplevet, har været med, til at gøre mig til den mand, som jeg er i dag," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var for ham, vigtigt at hun så, hvad det gjorde ved ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede let på hovedet.
"Intet er rosenrødt for os, og det kommer det nok heller ikke til at blive. Det er en hård karriere, og en brutal skæbne, som vi bliver mødt af." Han lod de krystalblå øjne glide mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor smilet dog heller ikke ligefrem var til at tage fejl af, for hans vedkommende. At det var på tide, at søge hvert til sit, var han nu også enig i. Han nikkede blot. "Det kan du have helt ret i.." pointerede han ærligt. Nu hvor han tænkte på kongeriget, måtte han automatisk tænke på Silia, og det ansvar, som han havde hvilende derhjemme. Langsomt satte han sig op i sengen. Hænderne trak han til sig, og gled dem over håret og ansigtet, inden han søgte sit tøj. Dette begyndte han at komme i. Det havde uden tvivl været ham en aften, som han sent ville glemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt trak Denjarna på smilebåndet. ”Og på trods af, at det uden tvivl har gjort ondt på et tidspunkt, kan jeg lide den person, som det har gjort dig til,” sagde hun ærligt. De var vel nået til et punkt, hvor de sagtens kunne sige således til hinanden? Selv mente hun i hvert fald, at det gik. At han mente, at deres liv aldrig ville blive rosenrødt, havde han nok ret i, men hvad fanden.. et sted kunne hun vel også godt lide det? Hun var nemlig som sagt ikke til det gense familielig med mand og børn. ”Det er en hård karriere, ja, men hvis vi ikke kunne lide det, havde vi ikke været i det.. Om skæbnen vil være os brutal igen, vil jeg vente og se på,” sagde hun roligt. Selv måtte hun sætte sig op i sengen, som han trak hånden til sig og begyndte at trække sig. Hun måtte også selv se at komme i tøjet.. I princippet ventede hendes vagter vel også på hende endnu? Nok engang måtte hun trække i kjolen, men til forskel for den sidste gang, vidste hun denne her gang, at den ikke ville ryge af igen. Som den sad, måtte hun bevægede sig over til spejlet, så hun kunne sikre sig, at kjolen sad og at håret ej afslørede, hvad der havde foregået. Hun lod derfor et par fingre stryge igennem det lange ravnsorte hår, inden hun vendte sig mod Gabriel igen. Hænderne lage hun om hans nakke. ”Du ved, hvor du kan finde mig, kæreste,” lød det fra hende med et glimt i de unikke sølvgrå øjne, inden hun trykkede sine læber mod hans i et dybt kys. Den sidste smag, og den sidste fornemmelse skulle hun uden tvivl have med! Smilet trak hun på, som hun slap ham igen. Hvad der skulle ske fra nu af måtte tiden vise! Ryggen vendte hun ham, hvor hun forlod værelset og Gabriel.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Denjarna kunne lide den mand, som han var blevet til, var noget som passede Gabriel fint, for han kunne lide det. For hans del, var det jo en bekræftelse et sted, og det kunne han godt lide. "Hvilket er det, der betyder mest, ikke sandt?" endte han med et stille smil på læben. Alene det, kunne han jo heller ikke ligefrem lægge skjul på, og det var det, som han stod ved på sigt.
Selvom de måske ikke burde blive liggende, men burde komme tilbage til deres egne lande, og deres arbejde, samt ansvar, måtte han endnu en gang, tænke på Silia, der sad hjemme og ventede på ham. Et sted var det en tanke, som gjorde ondt, og særligt fordi, at det som han nu havde gjort, slet ikke var noget, som han burde, men for pokker.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. "Tro mig, når jeg siger, at den allerede har været hård.. bare i nat," pointerede han sigende, mens han knappede de sidste knapper i hans skjorte. Han vendte sig i retningen af hendes skikkelse, som hun lagde armene omkring hans nakke. Et let smil passerede hans læber, inden han mødte hendes i et dybt kys. Kortfattet, men alligevel det sidste med på vejen, hvilket han nu heller ikke ville have noget imod på sigt. Han slap hende derefter. "Ikke frist mig," endte han efter hende, som hun forlod stedet. Han blev et kort øjeblik, inden han gjorde det samme, og inden længe, satte kursen tilbage i retningen af Procias.

//Out