Boys night out!.... God damnit!

[Marius Amalani Darcy]

Som Denjarna og Gabriel fortsatte med at prikke til hinanden, valgte Marius at holde sig helt udenfor. Ham og Cassie planlagde deres eget bryllup, som nok også skulle stå inden længe. De var gode for hinanden, og det stod han ved. Glad var han, hvor dette også kunne læses på hans læber, og hans øjne særligt. Han følte sig menneskelig og levende med hende omkring sig. Han nikkede. "Dvasias har intet godt gjort for hende. Tilgiv mig mine udtalelser om Deres gamle fædreland," sagde han med en rolig stemme. Han mente det dog, hvilket der nu heller ikke rigtigt herskede nogen tvivl om. Svært var det måske at forestille sig, hvordan en nymfe og en vampyr kunne få det til at fungere, men det kunne de, hvilket for hans vedkommende, også var det vigtigste af det hele.
Elanya hed byen som Marius havde bosat sig i, og byen som hans forfædre havde gjort det før ham. At navnet alene, var noget som måtte vække foragt ved Denjaran, anede han faktisk ikke. Lige den del af historien, var nok gået ham en smule forbi. Han nikkede med et let smil mod hende igen. Jason gav ikke op, og Gabriel fortsatte med at være sur, hvilket ikke gjorde det meget bedre for nogen i det hele taget. Endnu et glas fik han tømt, og stillede det fra sig på bordet igen. "Jason er blot en gammel mand med alt i munden, Deres Højhed," tilføjede han lettere kækt. Jason kunne jo godt tåle det!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tog nu ikke Denjarnas afvisninger særlig højtideligt. Disse var han i forvejen vant til at blive mødt af. Derimod var han også vant til at få sin vilje på sigt, hvilket var grunden til, at han endnu ikke måtte opgive dette. Et tilfredst smil passerede hans læber, som han lod hovedet søge på sned. Han måtte nok skrue charmen yderligere på.
Han var blot en gammel mand, der havde det hele i munden? Han himlede kort med øjnene. "Nok er jeg en aldrende herre, min kære ven, men du ved at jeg kan," pointerede han sandfærdigt. Jason var ikke typen der pralede for at prale. Nej, han gjorde det, fordi at der var hold i det, og det var det, som han uden tvivl også måtte være forbandet stolt af i den anden ende! "Men ikke er De i stand til at sige mig imod, før De har prøvet, ikke sandt?" Han gav sig ikke, og det ville han aldrig gøre. Endnu en gang måtte han - ligesom Marius, tømme sit glas, som han satte på bordet igen. Han kunne se, at Denjarna ligeledes havde ramt et ømt punkt ved Gabriel. Han vidste, at der var knas på ægteskabet, og de havde haft mange problematikker, som de skulle finde ud af, og svært var det for dem. Han blinkede let til hende. "Jeg ved hvordan jeg ser ud, under tøjet, Deres Højhed.. Jeg kunne udfordre Dem til at tage et kig, og stille Dem tilfreds?" fortsatte han stilfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Lyv du blot for dig selv, kære Gabriel, hvis det stiller dig tilfreds. Vi ved begge, at du mangler noget,” svarede Denjarna sigende igen, alt imens hun sendte ham et køligt smil. Tiden klædte ham bestemt ikke, som han i den grad trængte til at løsne op. Om han var sådan her på daglig basis, håbede hun da ikke for hans nære! Sit vinglas hævede hun i hans retning. Tvivlsomt var det dog, at han ville deltage i hendes skål. Hvis han kunne, syntes det nemlig mest af alt som om, at han ville fryse hende ude. ”Drik noget mere. Løsn lidt op, kæreste.” Vinglasset førte hun nok engang op til læberne, hvor hun tog en tår af vinen. God var den uden tvivl. Derfor måtte hun også se sig tilfreds med den aftale, som hun havde fået stablet på benene med Marius. At Marius følte behov for at undskylde for sin udtalelse omkring Dvasias, fik hende til at løfte brynet. Det var der absolut ingen årsag til! I hendes øjne havde landet forrådt hende. Det var også af den årsag, at hun nu var endt i Manjarno. ”Al forladt. Jeg nærer ingen kærlighed til mit gamle fædreland,” sagde hun direkte, hvor hun var ligeglad med det faktum, at kongen af Procias og hans rådgiver hørte denne udtalelse fra hende. Selv følte hun ej heller, at hun gav udtryk for at savne sit gamle fædreland. Jovist at hun kunne savne Maerimydra i ny og næ, men det var også det. Dvasias havde hun derfor lagt bag sig. At Marius derfra sagde, at Jason blot havde det hele i munden, fik hende til at trække morende på smilebåndet. Bedre blev det også kun, som Jason forsøgte at forsvare sin ære. ”Jeg må give Dem får Deres stålfasthed,” lød det ærligt fra hende, alt imens smilet hvilede i hendes mundvige. ”Jeg betvivler dog de andre gæsters tilfredshed, hvis De skulle smide tøjet.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Jeg synes deriblandt, du bare skal passe sine egne sager," lød det afvisende fra Gabriel. Denjarna havde uden tvivl fat i et meget ømt punkt, hvilket han ikke rigtigt kunne gøre noget ved, andet end at forsøge at feje det lidt af banen. Ondt gjorde det uden tvivl for ham at vide, men at gøre noget ved det, kunne han ikke rigtigt, hvad end, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne svagt sammen. Selv ønskede han ikke at tage del i hendes skål, for han ville ikke give hende de glæder, som hun så åbenlyst søgte ved ham. Svært var det, når han nu var kommet denne lange vej, for at glemme de hverdagsproblemer, som han gik rundt med, og nu blev konfronteret med de gamle, som han havde været så sikker på, at han var kommet over. Dette var ikke noget, som gjorde det meget bedre. Langt fra faktisk. "Bare pas dine egne sager," bad han mere lavmælt denne gang. Han ønskede virkelig ikke at snakke med hende om det.
Marius og Jason fortsatte, som de nu havde formået at gøre det hidtil. Naturligvis var han glad på deres vegne, men dette var bare ikke noget, som han kunne eller ønskede at tage del i. For hans vedkommende, var aftenen ødelagt, og sandt at sige, at han hellere ønskede at søge til et værelse, samt få noget søvn og så søge hjem i morgen, så Silia ikke skulle sidde alt for længe med ansvaret for landet alene. Han lænede sig frem og skænkede op til sig selv. Han bældede det hele i et par mundfulde. Han havde brug for at løsne op, men hendes tilstedeværelse, var bestemt ikke noget som gjorde det til en let sag for ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius talte ej ondt om Dvasias, for at være ond eller modbydelig, men dertil fordi, at han havde set, hvad det land havde gjort med sine borgere, samt de besøgende og værende, som havde været der. Cassie derblandt, og ham selv for den sags skyld. Det havde kostet ham det menneskelige liv, for i stedet for, at placere ham som en vampyr. Nu en tilstedeværelse, som han havde lært at leve med, og særligt nu hvor han havde fået sit hjem tilrettelagt efter dette. Han nikkede roligt mod hende. Han respekterede hendes holdning og mening i forbindelse med Dvasias. Med andre ord, havde han derfor heller ikke trådt forkert hos hende.
Som Manjarno var blevet Denjarnas hjem, var Procias ligeledes også blevet Marius', og han var kommet der for at blive. Hvilket var noget som mange procianere uden tvivl havde rigtig svært ved. "Aldrig vil jeg tale stygt om noget, uden at der var en grund til dette. Jeg så den forfatning Cassie kom til landet i, og jeg fik ondt af hende. Om forlov, vil jeg skænke Dem en invitation til brylluppet, når dette skal stå?" fortsatte han. Hvis der skulle være en god aftale mellem landene, så var det også vigtigt for ham, at illustrere for Manjarno, at de var ønsket og respekteret, ligesom han selv ønskede at blive respekteret af dem, som var omkring ham. Hvilket drengene i dette selskab, rent faktisk var de bedste til.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var uden tvivl en stædig mand, og det havde han alle dage været. Dette var skam ikke noget, som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på. Han var stædig, og så lang tid, at det var noget som hun lagde mærke til, passede det ham mere end fint på sigt. Hovedet lod han langsomt søge på sned. "Gabriel, forsøg at slappe af.. få noget indenbords.. Det ved vi jo allerede nu, er den korrekte kur," sagde Jason blot henvendt til Gabriel, for han gad da heller ikke, at deres aften ude, skulle ødelægges på denne her måde. Selv nu hvor de sad der med en dronning ved deres bord, var det da også meningen, at de skulle vise sig, fra deres mest perfekte side, og ikke det modsatte.
Et flabet smil passerede kort Jasons læber, selvom det lige så hurtigt måtte dø igen. Han var nemlig ikke typen der smilte særlig ofte, og det ville han nok heller aldrig komme til. "I det tilfælde, er det kun fordi at salen vil være jaloux på, hvad jeg kan tilbyde landets dronning," kommenterede han, inden han greb ud efter flasken. Igen skænkede han op til dem alle sammen, inden han satte flasken fra sig på bordet igen. "Jeg er ikke sart, Deres Højhed.. Er De?" spurgte han næsten kækt. Ikke kunne han lade være, ikke nu hvor han rent faktisk havde en enestående mulighed, for at gøre noget ved det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv følte Denjarna, at hun måtte have ret, siden Gabriel forsøgte at feje hende af banen på den måde, som han gjorde. Desuden kunne han ikke tage fra hende, at hun huskede en gladere Gabriel, end den Gabriel han viste hende nu. At hun derudover ikke var den eneste der mente, at han skulle drikke lidt mere, støttede blot igen op omkring hendes sag. Gabriel var uden tvivl alene i denne sammenhæng. Som Marius derfra gik så vidt, som til at invitere hende til sit bryllup, var hun sikker på, at Gabriel sydede indvendigt. Han ønskede vel mest af alt at springe ud fra en klippeafsats? Spøjst var det uden tvivl, når Gabriel sidst havde forsøgt at smide hende ud af landet, hvor en af hans adler nu inviterede hende ind i landet. Det var vel, hvad man kaldte for skæbnens ironi? ”Det vil være mig en ære at være gæst til jeres bryllup. Jeg vil se frem til den dag, hvor vielsen skal stå.” Glasset hævede hun i Marius retning. ”Må I få et langt og lykkeligt ægteskab.” Ganske vidst troede hun ikke selv på ægteskab, men forventet var det af hende, at hun handlede på denne måde. Vinen smagte hun nok engang på, hvor hun ikke tænkte ydereligere over, at der nok engang blev hældt op i deres glas. Hver gang hun tog om det, var det nemlig blot fyldt igen. At Jason vitterligt ønskede at smide tøjet for hende her i krostuen, fik hende til at trække på smilebåndet. Den mand var uden tvivl noget for sig selv. Synd var det vel næsten at blive ved med at afvise en mand, der kæmpede så ihærdigt? Blikket holdt hun på Marius. ”Som den tydelige fornuft her i flokken, hvad vil De så mene om, at Procias’ kongelige rådgiver skulle smide tøjet i en fuld krostue, og foran dronningen af Manjarno?” kommenterede hun i en munter mine.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna havde ramt et ømt punkt, hvad angik Gabriels lykke, og i forvejen, var det bestemt ikke noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på. Det var svært, når han var vant til, og var typen, der havde følelserne udenpå tøjet. Han hadede det.. Gud hvor han dog hadede det, når det var på denne her måde. At Marius direkte valgte at invitere hende til ham og Cassies bryllup, var noget som fik en knude til at melde sig i hans mave, for hvad skulle det nu til for? Mest fordi at det var en særlig ting, som selv han, skulle være til stede under, og han ville jo for pokker heller ikke lade hende ødelægge det hele, mere end hvad godt måtte være i den anden ende! Han bed tænderne tydeligt sammen. "Hvilken glæde," endte han let for sig selv. Det var fint, at de andre morede sig, men nu... nu var han vel bare gået mere fra at være sur og tvær, til rent faktisk at blive ked af det?
Let rystede Gabriel på hovedet, inden han rettede sig op. I bund og grund, ønskede han på ingen måde, at give Denjarna den glæde, selvom han mest af alt, havde lyst til at forlade selskabet. Atter skænkede han op til sig selv, da det ikke synes, at nogen anden havde i sinde, at gøre dette for ham. "Nå ja, skål.." mumlede han let for sig selv. Man kunne bestemt ikke sige, at han var tilfreds. Tvært imod, ville han mene, at hele aftenen måtte være ødelagt.

[Marius Amalani Darcy]

Stemningen var ikke nær så anspændt, hvor den derimod næsten synes trist for Gabriel. Marius vendte kort blikket i retningen af sin kære ven. Det kunne godt være, at han ej måtte bifalde den tanke, men selv Marius følte, at det var på sin plads, at udtrykke taknemmelighed, og særligt, om det var en kvinde, som Cassie havde kendskab til. I forvejen, var det jo bare hans omgangskreds, som ville dukke op til den store dag, hvilket jo heller ikke ligefrem var meningen, kunne man sige. Noget skulle der også være godt for hende. Han bukkede med hovedet, som hun meddelte, at det skule ske selv med den største ære for hende. Dette var noget, som han uden tvivl værdsatte frygtelig meget endda. "Det glæder mig inderligt, Deres Højhed," sagde han sandfærdigt, som det rent faktisk var ord, som han mente.
Hvorvidt om han ville bifalde at Jason begyndte at klæde sig af her i krostuen, var bestemt ikke en tanke som Marius måtte bifalde. Pinligt var det, men igen.. Så var tingene som de plejede at være, og særligt med Gabriel og Jason omkring. Når de endelig var sammen, som de var lige nu. "De vil hurtigt blive overrasket over hvor normalt dette er, med dem i byen, Deres Højhed.. Men jeg vil nu finde det højest upassende, at lade det ske midt i krostuen her," sagde han med en ærlig stemme.

[Jason Elvana Nimanhra]

Gabriel synes pludselig at være ked af det, hvilket jo ikke var meningen med en tur ud og væk fra slottet, og alverdens bekymringer, som de nu alle sammen havde i sin besiddelse. Et sted gjorde det ham naturligvis trist, at se sin kære ven på denne her måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han bed tænderne svagt sammen. Knas var der nok på ægteskabstråden, hvor selv han havde set hvordan det havde påvirket Silia. Det var vel en ond cirkel, de endnu en gang var havnet i?
At Marius fandt det pinligt, var ikke nogen nyhed. Stod det til ham selv, så smed han tøjet, og derved viste Denjarna, hvad hun ville misse, om hun ikke ønskede at komme ham nær på denne måde. Veludstyret var han trods alt, som han samtidig også var bred over skuldrene og en tydelig markeret mand. Noget som han vidste, at enhver kvinde, ville ønske at få del i. Og nu hvor han havde muligheden for det, så hvorfor ikke bare nyde det? Nyde ungkarle-livet, når han nu kunne? Han rystede let smilende på hovedet. "De vil jo gerne, Deres Højhed.. De er vel blot en mere anstændig af slagsen? Alt skal forekomme bag en lukket dør? Det kan også hurtigt arrangeres," pointerede han blot med en mere lavmælt stemme. De øvrige i krostuen, skulle jo nødigt ende med at blive jaloux.

[Denjarna Dark Dynithril]

Let havde Gabriel alle dage været at regne ud, som han havde følelserne uden på tøjet. Det var i hvert fald en af de ting ved ham, som aldrig havde ændret sig. Af den årsag havde hun også altid vidst, hvad hun skulle gøre ved ham, som hun altid havde haft let ved at tackle personer der var så tydelige, som det Gabriel var. Den bedste pokerspiller var han nemlig ikke, hvor hun derimod altid havde været god til at holde kortene ind til sig, og på den måde vinde situationen. Det var vel også det der gjorde, at folk mente, at hun var en slange?
At Denjarna nu var inviteret til Marius’ bryllup, syntes han at være den eneste, som var glad over det. Hvad Cassie ville mene om det, vidste hun ikke.. Kvinden ville vel blive overrasket, men næppe vred? Veninder var de nemlig ikke, men hjulpet hende havde Cassie, og derfor havde hun intet udestående med kvinden. At hun i al hemmelighed havde myrdet hendes tidligere mand var blot en mindre bagatel. Hvad der dog var svære at håndtere var hele Jason-situationen. Yderst standhaftig måtte han være, hvilket uden tvivl var beundringsværdigt. Dog brød hun sig ikke om hans aggressive teknik, og derfor følte hun ikke just, at han formåede at ryste begæret i hende. ”Jeg er sikker på, at det hele kan arrangeres med Dem,” sagde hun direkte. Desperat forekom han hende helt, og selvom hun havde været med alle var det bestemt ikke fordi, at hun sprang på alle og enhver! ”For nu tror jeg dog, at selskabet her kræver vores selskab.” En yderst høflig afvisning var det, da alle ved bordet sad med hver deres mening. Gabriel ønskede hende til helvedet. Marius var til at tale med. Og Jason ønskede … hvor som helst garanteret, hvis blot det omhandlede, at de begge var nøgne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde måske altid været nem at læse, og gud hvor var det ham en frustrerende tanke, at det forholdt sig således, men hvad kunne han da gøre ved det? Ikke rigtigt noget, hvis han skulle være helt ærlig. Han bed tænderne let sammen og rystede kort på hovedet. Han forsøgte at ryste tankerne af sig, selvom det var svært, og langt mere besværligt, end hvad han lige havde regnet med, og det var bestemt heller ikke noget, som han kunne lægge skjul på. Denjarna gjorde det ikke just bedre, da hun særligt vidste hvordan hun skulle tackle ham. Han lod armene søge over kors, som han vendte blikket direkte mod hende, som hun sad der.. mængede sig med hans kammerater, som ellers skulle have givet ham en god aften ude, hvor der ikke skulle tænkes eller spekuleres på alverdens ting, som han gjorde hver eneste dag. Det var allerede ødelagt.
Endnu en gang bundede han glasset foran ham, som han igen satte fra sig. Han var vel oppe på nogen gode stykker nu. Ikke fuld nok til at ville gøre noget dumt, men gud hvor var det fristende at hamre hende en, bare for at få ro og fred i alt dette. Han ville bare gerne have, at hun forlod selskabet! "Det ville være en skam, at spilde goderne, hvor de oprigtigt vil komme dig til gavn, synes du ikke?" spurgte han tydeligt henvendt til Jason. Nej, han ønskede ikke at manden skulle spilde det ved at prøve kræfterne med Denjarna. Hun ville bare udnytte det, som hun havde udnyttet ham i sin tid.

[Marius Amalani Darcy]

Gabriel var ked af det og sur, og et sted kunne Marius godt forstå det. Det var måske bare det forkerte selskab at vise det i, og særligt nu hvor de også havde Denjarna til at sidde ved deres bord. Ikke ville han fortryde, at give hende en invitation, også som tegn på taknemmelighed for den handel, som de skulle have arrangeret. Det var noget som ville komme alle til gode.
Marius rystede næsten opgivende på hovedet. Selvom han var enig med Gabriel i hans udtalelser, så havde han også svært ved, at manden bare.. gjorde hvad han ville gøre, med kvinderne, i stedet for at finde en fast at være sammen med, som de havde valgt at gøre det. Han havde Cassie, som Gabriel havde Silia. Selvom der var problemer fra tid til anden, så var det vel også at forvente et eller andet sted? "Som sagt, er det et særligt selskab De har valgt at indfinde Dem i, Deres Højhed. Det bliver nok en aften, som De sent vil glemme," sagde han med en rolig stemme, som han igen nikkede bekræftende i retningen af manden. Dette var ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det store ved, men hvad pokker.. hver ting til sin tid, og dette var ikke just noget, som gjorde det meget bedre. Han tømte selv glasset og satte det fra sig. Jason var nu og da bare Jason. Andet kunne man heller ikke forvente af manden.

[Jason Elvana Nimanhra]

Selvfølgelig var det tragisk at Gabriel ikke kunne finde sig til rette i disse omstændigheder, når det nu også var derfor, at de havde valgt at tage denne tur, så alene det, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Jason satte sig tilbage på sin plads. Han var måske meget frembrusende og meget direkte, men det havde han alle dage været. Derimod også det, som rigtig mange faktisk også måtte have svært ved, når det endelig skulle komme til stykket.
Let rystede Jason på hovedet. "I har glemt, hvordan det er at være i byen," kommenterede han blot. At være nøgen med en kvinde, var noget af det mest fantastiske, som han overhovedet kunne beskrive, og sandt at sige, at det uden tvivl også var noget, som han nød forbandet godt af, når det endelig var i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af Denjarna igen. Han var meget fremme i skoene i forhold til Gabriel og Marius særligt, som altid opførte sig så eksemplarisk i forhold til hvad de gjorde. "Naturligvis," sagde han sandfærdigt. Der var nemlig ikke det, som han ikke kunne arrangere, og glædeligt ønskede at arrangere med hende. "Hvis De ikke siger nej," tilføjede han lettere kækt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det sølvgrå blik holdt Denjarna på Gabriel, som han igen måtte tale ned omkring det at være sammen med hende. Sjovt var det næsten, som hun vidste, hvordan han havde haft det, dengang han havde været med hende. ”Jalousi er en grim ting, Gabriel,” endte hun blot med at sige, inden hun igen drak af vinen. Selv kunne hun mærke, hvordan hun måtte føle sig varm grundet al alkoholen, men en del havde hun også fået indenbords efterhånden. Blandt mændene her i den anderledes forsamling, røg glas efter glas. Inden da havde hun desuden drukket, som hun havde siddet blandt en anden forsamling. En forsamling der dog havde drukket det mere moderat. At hun ej ville glemme oplevelsen med de tre mænd, tvivlede hun end ikke på. Det var nemlig en mindeværdig forsamling. Særligt grundet hendes forhold til Gabriel. Hendes sølvgrå blik gled tilbage mod Jason der tydeligvis ikke havde forstået, at de ej var på bølgelængde på det punkt. Jason var nemlig klar til at smide bukserne og lægge hende her på bordet, hvor hun derimod var … knap så meget med på hans tankegang. ”Lad os se, hvor natten bær’ os hen,” endte hun med at sige, inden det denne her gang måtte være hende, der måtte læne sig frem, så hun kunne skænke op til forsamlingen. Tiden var måske til at gå, som hende og Marius syntes at være færdig med deres emne, og som hun umiddelbart ikke havde nogen intentioner om at krybe til køjs med Jason, men Gabriel derimod.. Det var Gabriel der holdt på hende, som det var ham der havde lokket hende derover. Ved at blive, kunne hun nemlig gøre ham utilfreds, ligesom han havde gjort hende utilfreds sidst de havde set hinanden.