Memories

[Deleted]

Demarcus Lathan Gaetulicus

Atterlin, en by som vækkede fantastiske gode minder. Hun vidste ikke rigtig hvor hun efterhånden skulle gøre af sig selv. Men her havde hun stået i et par timer for at se på huset hvor minder om Zean og hendes blodbad, samt massemord fik hende til at smile fjoget. Det havde været smukt og skønt. Den eneste hun nogensinde havde haft et frivilligt blodbad med, han var også over alle bjerge, det samme var Leonardo som ellers skulle have haft ville have hende og hendes børn ind i vampyrernes samfund, og Gordon, som havde fået en ide om en alliance med hende og de folk hun kunne give ham at lege med. Alle forsvundet og hun stod tilbage med sine små børn, håndlangere, minions, de havde mange navne. Cathlina boede på kroen, hvor nogle af hendes ældste boede i værelserne nær. Selv nu hvor hun stod og så mod bygningen blev hun overvåget. Alt var ved det gamle igen. Nu måtte hun snart finde et sted at få slået sig ned, måske var dødsenglenes gamle by som alligevel var forladt, ikke så dum en ide alligevel. Med rolige skridt, gik hun mod kroen igen, hun trængte til en god drink. Den sorte tætsiddende kjole sad som klistret til det velformet timeglas, den ved nedringet, bar ryg og havde med vilje huller i hendes sider hvor den bare blege hud blev kærtegnet af vinden. På fødderne sad stilfulde sorte stiletter godt fast, og en hat med slår der dækkede det meste af hendes ansigt sad på det opsatte mørke hår. De røde læber var det eneste som kunne ses, hvor et sensuelt smil lå pyntet på. En kappe lå om hendes skuldre og dækkede hende for nu, i mørkerød satin med sorte blonder syet på. Alt i alt, så hun ganske velhavende ud, sådan elskede hun at fremstå. Ganske nær kroen var hun nu, hun stoppede op udenfor den og så sig kort om, hendes små venner gemte sig i skyggerne og holdte øje med hende. Et par fulde mænd kom valsende arm i arm ud af kroens dør og slingrede ned af de mørke gader. Smilet voksede, der kunne nemt være et par mundfulde til hendes børn, hun gav et roligt nik fra sig, en godkendelse, inden hun rettede sig lidt op og begyndte at glatte kjolen ud inde under kappen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Atterlin.. En by, som Matthiel ikke havde sat sine fødder i, igennem rigtig mange år. Endelig var det ved at være tid til at vende lidt tilbage til det liv, som han engang havde haft. Selv nu hvor han vidste, at det ikke var særlig velset, var det ærlig talt noget, som han var fuldstændig ligeglad med, for han gjorde hvad han ville, også selvom hans hustru sad hjemme, trygt og godt i hendes hytte oppe i træet. Det var ikke altid lige let at være gift med en mørkelver, og da slet ikke deres leder! Han gjorde stadig hvad der passede ham, og det var uden videre omsvøb.
Hesten Matthiel i øjeblikket måtte sidde på, var ikke hans egen, men derimod hans hustrus. Han måtte jo ikke eje noget, hvilket uden tvivl var en tanke, der pissede ham af, for at sige det mildt. Han nåede langt om længe byen og søgte hen mod kroen. At få noget at spise og noget at drikke, ville nu heller ikke gøre ham noget, for det havde jo faktisk også været en lang dag og ikke mindst en lang tur, også for hans vedkommende. Benet svang han udover kanten af hesten, inden han sprang ned og landede ved siden af den. Han tog fat om tøjlerne på det sorte dyr, og trak det med sig i stedet for. Kutten havde han trukket op over hovedet, så han i det mindste ikke var så synlig for omgivelserne, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint.
Kroen stoppede han op ved, som han bandt sin hest fast. Han kunne jo trods alt tage en plads ved vinduet, så han endnu kunne holde øje med den. Kvinden som var i hans nærhed, tog han sig ikke af. Han kunne ikke være mere ligeglad.

[Deleted]

En som ankom samtidig med hende, stod og bandt sin hest fast, hun kunne være drillende og lave ballade, men lige nu trak en drink lidt mere i hende. Hun rettede det sidste af stoffet ud, inden hun måtte hive hatten bestemt nedad, for så at søge mod døren. Dog måtte hun stoppe, lade sanserne arbejde lidt, hun var altid nysgerrig på sine omgivelser. Manden duftede af noget bestemt, hun kunne dog lige nu ikke sætte finger på det, hun måtte trække på sine skuldre og træde ind i den larmende kro. Der var fyldt med glade væsner, dansende væsner, drikkende væsner, de sædvanlige smådramaer og liderlige mænd og kvinder over alt. Det fik hende kort til at trække lidt ekstra på smilebåndet, ganske få af disse væsner var overhovedet noget værd, men så var det godt det ikke var dem hun var der for. Roligt gled hun igennem mængden, så vidt muligt uden at blive opdaget alt for meget. En masse bejlere denne nat orkede hun rent faktisk ikke, for en gangs skyld, ønskede hun bare en drink i fred og måske en interessant samtale. Nye muligheder? Hun bed sig kort i den røde læbe, før hun elegant lod kappen forsvinde fra hendes skuldre og hænge over stolen. Hendes påklædning blev afsløret og et par måtte bemærke hende på afstand, noget hun tydeligt mærkede, men ignorerede pænt. Resten var godt optaget og det var dejligt, hun gjorde et kast med hovedet for at få bartenderens opmærksomhed. Det skulle blive godt med noget alkohol og så en lille jagt på underholdning, måske en bid mad senere.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Kvinden som stod ikke langt fra ham, tog Matthiel sig ganske enkelt ikke af, da han ikke havde nogen grund til det. Hvorfor skulle hun da vække hans interesse og nysgerrighed? Hesten fik han bundet fast, som han endnu en gang valgte at rette sig op, med den tydelige tilfredshed. Efter angrebet af den forbandede vampyr, var han også blevet langt mere påpasselig med hvad han gjorde, og hvad han ikke gjorde, og det var jo alt sammen med en grund. Våben havde han på sig, også selvom disse var skjult. De store, tydelige og åbenlyse våben var ikke lige hans kop the. Det var for.. åbenlyst vel?
Knive og alskins små våben havde han på sig, som han denne gang lod hesten stå. Kvinden holdt han dog øje med. Der var noget mistænksomt ved hende.. Skulle han kunne lide det? En vampyr? Han havde bestemt ikke meget til overs for det forbandede væsen, og alt det, var noget som man kunne takke Crysania for! Han fnøs. Han skulle have slået hende ihjel, da han havde fået chancen! "Blodsuger.." mumlede han, som han vilkårligt passerede hende, for at komme ind, så han kunne få noget at drikke. Han søgte direkte indenfor og op til disken, hvor han bad om en stor fadøl. Lige nu havde han bare brug for at få et eller andet at drikke, så han igen følte, at han kunne komme videre på sin færd. Så lang tid, at han kunne holde afstand til den blodsuger, så havde han det udmærket.

[Deleted]

Manden havde bemærket hende, hans kælenavn til hende havde blot fået hende til at smile, det var jo hvad hun var, intet hun ville skamme sig over. Men en mand som bestemt ikke så på vampyrer med et tiltrukket blik, det måtte jo vække hendes interesse. Hun havde jo tog valg, enten at finde ud af hvorfor og prøve at få ham på andre tanker, eller være ligeglad med grunden og give ham endnu mere grund. Hvad ville mon være sjoveste? Hun fik fat på bartenderen som skænkede hende et glas whisky. Uden så meget som at tøve, nærmede hun sig den fremmede som så pænt havde givet hende et kælenavn. Smilet var på intet tidspunkt falmet.
"Nu hvor De har givet mig et kælenavn, burde jeg næsten give Dem et. De må hjælpe mig lidt, hvad ville passe?" Lød hendes stemme fløjlsblød og næsten kælende, dog lå de dybtblå øjne fæstnet mod ham med ren provokation i sig. Det ville på ingen måde gøre hende noget at rode sig lidt ud i ballade, hun havde hendes små håndlangere til at hjælpe sig hvis det skulle gå galt, selvom hun aldrig havde været i den position før. Afslappet måtte hun dog virke, og hendes arrogance viste tydeligt hun følte hun ejede hele verdenen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel gjorde hvad han havde lyst til, og hans manglende interesse i blodsugere, var vel heller ikke at tage fejl af? Ikke fordi at han var særlig diskret af sig, for det havde han da aldrig nogensinde været og det ville han heller ikke komme til.
Hendes ord, fik ham til at vende sig mod hende. "Du taler til mig, som var vi dus," bemærkede han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Bare tanken om hendes væsen som en blodsuger, vækkede en kvalme i ham. Aldrig havde han brudt sig om det væsen, og nu vovede hun endda at tale til ham? Hun var langt under hans værdighed, og det var han bestemt heller ikke bange for at lade hende vide. "Jeg ser ikke nogen grund til at bruge min dyrebare tid på en blodsuger som dig," sagde han direkte. Selvom han ikke havde noget at have det i, men han kunne da prøve i det mindste. Hvem kvinden var, havde han slet ikke nogen anelse om. Skulle han spørge? Eller skulle han bare forsøge at ignorere hende, og så håbe på, at hun fandt nogen andre, at irritere i stedet for ham? "Find på et navn hvis du kan. Du har nemlig intet på mig," opfordrede han direkte, som han lod armene søge over kors. Hun havde jo absolut intet på ham, til at kunne give ham et.

[Deleted]

Faktisk var hun ganske underholdt af at han på ingen måde virkede til at ville have noget med hende af gøre, det opfordrede hende kun til at tage kampen op i hendes hoved. Det var nu altid skægt med vampyrhadere, hun vidste jo at hun på ingen måde var elsket af alle. Da han nævnte dyrebar tid, måtte hun styrer sig, holde et hånligt grin tilbage, hun var bestemt enhvers tid værdig, men uvidne tåber fandtes jo.
"Dyrebare tid, eller fritid?" Spurgte hun så med et drillende smil på læben, hun kunne genkendte duften nu og det afslørede hvor han kom fra. Han lignede umiddelbart ikke en mand som ville lade sig træde på af en kvinde, men man kunne naturligvis ikke dømme en dog på dens omslag. Cathlina sad og så eftertænksom ud, inden hun lod glasset mødes med hendes læber for at drikke af hendes elskede alkohol. Hun kom med et par tænkende lyde.
"Jeg har nok. Hvis boytoy er De så?" Lød det tydeligt provokerende fra hende, som hun lagde trykket på boytoy, da alle mænd i nærheden af kvinder som dem, vel ikke var andet? Fri vilje havde de sjældent ret til.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvem denne kvinde var, havde Matthiel ikke nogen anelse om, men han måtte erkende, at hun var ved at irritere ham temmelig grundigt. Han kneb øjnene let sammen. En forbandet blodsuger.. det var lige hvad hun var! Og intet andet! Noget som lå langt under hans værdighed! Crysania havde oplevet det på egen krop. Ja, hvor hun måtte være henne i denne verden, havde han ikke nogen anelse om. Forhåbentlig ville hun være langt væk nu.
"Min dyrebare tid som sagt," sagde han kort for hovedet, inden han hævede sit glas til læberne. At få noget at drikke, inden han ville begive sig videre, var vel også bare på sin plads? Som hun direkte tog ordet 'boytoy' i sin mund, måtte hans øjne omgående begynde at lyne. Nu var han i forvejen kendt for at have problemer med sit temperament. Blandt dem som færdes omkring ham om ikke andet, hvilket i forvejen ikke var særlig mange. Han var en ensom vandrer.. en som gjorde hvad han ville, selvom han havde sin forpligtelse i de mørke skove, hvor han var lænket til en kvinde. En kvinde, som han kunne overkomme, men på ingen måder måtte elske.
"Og hvad får dig til at tage det beskidte ord i din mund, blodsuger?" endte han med en nærmest hvislen, som han søgte tættere på hende. Ikke at han ville så tæt på, at han kom til at røre ved hende, for det ønskede han da på ingen måde! Kvalmende var det, og særligt overfor det kolde og døde væsen. "Du.. et væsen, som burde ligge i din grav," tilføjede han fast.

[Deleted]

Dette her måtte i sandhed more hende, en kort lunte, der kunne man bare se. At læse hans krop, hans øjne, fik hende kun til at smile mere, det var præcis hvad hun ønskede, at prikke til ham, det var jo kun sjovt for en som hende. Hun drak videre, imens hun studerede ham. Dyrebare tid, det måtte han længere ud på landet med. Men nok om det, hun ville tage den alligevel, om han ville det eller ej, og desuden var han jo ikke gået og selv hvis han endte med at gå, ville hun nok følge efter ham, blot for at lege yderligere. Som han beskrev ordet som beskidt, gled et sjofelt smil hen over de røde læber, det passede hende ganske fint at så sådan på det.
"Jeg kan godt lide at bruge beskidte ord." Lød det blot fra hende, som hun sendte ham et drillende blik. Tungen vandrede over hendes læber, inden hun drak mere og viftede med glasset efterfølgende for at skulle få mere. Cathlina havde fundet sin underholdning, det var fastlagt nu. Hun søgte tættere på ham, dog ikke for tæt, det ville ikke være klogt at presse ham for meget på en gang, selvom hun vidst havde overskredet den grænse.
"En duft jeg i første omgang ikke kunne genkende. Men jeg har skam placeret den nu." Valgte hun at forklare, inden hun hørte ham beskrive hvor hun burde være. Det fik hende til at grine, denne gang kunne masken bestemt ikke holdes. Gad vide hvad vampyrer havde gjort denne mand? Eller var det måske en principsag fra hans side af? Noget han var opvokset med.
"Tydeligvis ikke, det ville blive alt for kedeligt." Endte hun så med et smil som bestemt lovede ham flere ord han nok ikke ville bryde sig om.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvad der måtte få denne kvinde til at tage så beskidt et ord i sin mund, vidste Matthiel ikke. Dog måtte han jo erkende, at han på ingen måder brød sig om det foretagende. Hans øjne kneb han let og fast sammen, som han igen lod blikket fast glide mod hende. "Du er alt for glad for den slags ord.. Væmmeligt," endte han kort for hovedet. Hvem pokker var hun, som i det hele taget vovede at tiltale ham på den måde? Ej var det noget, som faldt i hans gode jord. På ingen måde faktisk!
Denne gang stoppede Matthiel temmelig tæt på hende. Kunne hun dufte eller se noget på ham, som han selv ikke var i stand til at spotte? Jovist havde Crysania sat tænderne i ham, men for ham, var det en glemt ting. Den vampyr havde lært på den hårde måde, at han ikke var en mand eller et væsen, som man skulle lægge sig ud med, og særligt når det foregik på denne måde. "Tag det ord i dig igen..!" endte han med en tydelig og fast tone, da han bestemt heller ikke brød sig om den tanke, at høre den slags i det hele taget! Lysten til at gøre denne kvinde ondt, måtte kun vokse. Hun var vel heller ikke nogen af større betydning, var hun? Der var i hvert fald intet ved denne kvinde, som måtte sige ham noget som helst. "En duft.. du skænker mig det kælenavn udelukkende på en duft? En duft af hvad?" spurgte han kort for hovedet, som han igen lod hovedet søge på sned. Koldt måtte han trække på smilebåndet. "Kedeligt.. men ikke desto mindre, så er det jo din plads," afsluttede han. Han kunne bestemt ikke lide hende.

[Deleted]

For glad? Kunne man nu også være det? Handlede livet ikke om at være glad og lykkelig, at tirre fremmede mænd som lod til at hade vampyrer og bar duften af mørkelver på sig var det som gjorde hende lykkelig. Et kort grin kom fra hende som hun måtte ryste på hovedet.
"Tværtimod." Lød det blot fra hende, hun løftede sit glas til læberne og lod det hvile mod underlæben som hun studerede manden ved sin side, inden hun tiltede glasset og drak af det. Cathlina måtte holde sig i skinnet, hun kunne nemt lade det flyve langt af sporet så hurtigt, selv virkede han til at have en forholdsvis kort lunte og det var jo det som var så pokkers lokkende og sjovt!
"Ramte jeg et ømt punkt Boytoy?" For pokker da, hun kunne jo på ingen måde dy sig som stemmen lød forførende og provokerende på samme tid. At starte et kroslagsmål måtte han jo hjertens gerne, gøre hende ondt, eller prøve, det gjorde hende intet. At lege sådanne lege uden at skulle være forberedt ville jo være direkte dumt. Fingrene gled hen over hendes kraveben i langsomme sensuelle strøg som fik bartenderen til at miste fokus og hælde for meget op hos en kunde.
"En duft af et væsen som måtte have været rimelig nær, siden den stadig er på dig..... Du må jo være en af deres boytoy, dertil dit nye kælenavn!" Hun søgte mere af drikke, at få fyldt godt op, inden bartenderen måtte vende tilbage til at gøre rent efter sit uheld. Det fik et koldt smil til at liste sig hen over de røde læber, det var nu sjovt sådan som nogen mænd udelukkende havde deres stolthed, lige indtil en kvinde fællede dem.
"Du overrasker faktisk en del, dit udseende siger noget helt andet end hvad din duft gør. Og din mund naturligvis." Lød det kælent fra hende, som læberne blev fugtet af hendes tungespids og glasset igen blev hævet til hendes læber for at få den dejlige smag af alkohol ned.
"Og hvor er din plads så?" Spurgte hun, udelukket for at provokere ham, prikke til ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde altid været en mand af ekstrem kort lunte, og denne kvinde gjorde da heller ikke andet end at prikke til ham, og nu var det ved at drive ham til vanvid. Ikke anså han det som nødvendigt! Tvært imod! Han kneb øjnene fast sammen. Hvor det kælenavn måtte komme af, vidste han ikke. En ting var dog sikkert. Det var ej et navn, som faldt i hans gode bog! "Du leger med ilden," advarede han denne gang med en meget direkte stemme.
Ganske vidst var Matthiel tæt omkring mørkelverne, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han lod dem gøre med ham som de ville, for det var slet ikke noget, som kom på tale. Han var sin egen herre, hvilket han tydeligt markerede overfor Eilíannel. Hans hustru.. lederen af mørkelverne. Lige hvad angik hjemmefronten, havde hun bestemt ikke så meget at sige! Og ville ikke få det! "Du udtaler dig om ting, som du intet ved om. Desuden hvilket væsens duft kan du da fornemme på mig?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse. Ikke var det ord, som faldt i god smag!
Bartenderen tog Matthiel sig på ingen måder af, da det udelukkende var denne kvinde, som havde fanget hans opmærksomhed. Et sted gjorde hun ham vred, og vækkede alligevel en nysgerrighed. Han trådte igen tættere på hende, og denne gang helt tæt. Han stirrede ned på hende. "Højerestillede end hvad du nogensinde vil kunne prale med at være.. blodsuger.. Du snakker om ting, som du intet ved om," endte han med en fast tone.

[Deleted]

Et grin kom fra hende, selvfølgelig legede hun med ilden, hvorfor skulle hun da ellers snakke med en som udelukkende virkede til at ville hugge hovedet af hende og begrave hende. Hun elskede jo vrede hos mænd, det klædte dem, viste dem selvstændige og stærke. En kort lunte var sjov at lege med, så vel som en lang, for der kunne hun virkelig prøve grænser af. Men her skulle man jo også træde varsomt, hvilket var en udfordring i sig selv for en som Cathlina. Hun måtte bevare sit smil, han kunne intet sige som ville gøre hun følte sig mindre værd, for hun vidste hvem hun var, og hvor hun stod, ingen kunne pille hende ned. End ikke i den bitre ende.
"Ligeså du udtaler dig om et væsen som kan vise sig fra mange forskellige sider. Vampyrer er knapt så firkantet som mørkelvere." Kom det ganske direkte fra hende, hun løftede et øjenbryn og tømte sit glas for at få en opfyldning mere, at skulle blive påvirket var jo ikke ligefrem noget hun frygtede specielt. Men godt smagte det, så hun var van til at drikke meget. Alkohol var for hende, som vand var for mennesker. Og så kom blodet.... Åh det dejlige blod! Bare tanken gjorde hende lettere sulten, selvom hun på ingen måde behøvede det, det var en af hendes små afhængigheder. En ting hun bestemt var grådig omkring. Med sin udtalelse havde hun vel allerede besvaret hans spørgsmål. Hun lod den hvile lidt der, selvom hun bestemt nød at han kom tættere på, hans puls var jo oppe og køre grundet hans fine korte lunte og det var sød musik for hendes øre, forfærdelig lokkende! At besvare ham gjorde hun ikke med andet end et mystisk selvsikkert smil, han kunne sige så meget han ville, hun havde trods alt sit eget lille herredømme i form af sine børn og var forgudet, ophøjet og tilbedt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var en mand, af en ekstrem kort lunte, og det var vel også noget, som tydeligt måtte komme frem i en stund som denne? Hans blik gled vredt mod hendes skikkelse. At hun i det hele taget vovet at komme med de udtalelser, uden at kende ham, hans væsen, eller vidste hvem han var, var.. forrykt! "Og som enhver anden blodsuger, som tror de er noget, vælger du alligevel at åbne munden, selvom det i værste tilfælde, kan ende med at koste dig frygtelig dyrt," pointerede han kort for hovedet.
Matthiel lod armene let søge over kors. Selvom det uden tvivl var en kamp for ham, at holde igen, var han jo bare nødt til at forsøge på det. Ikke at det gik helt som han gerne ville, men hvad fanden.. Han kunne jo ikke direkte gøre noget ved det af den grund, kunne man jo sige. Han fnøs. Magen til frækhed.. Den blodsuger, burde i princippet bare ligge i sin grav, hvor det var fortjent at blive liggende, og så ligge der til evig tid! Aldrig kunne man sige, at han havde haft særlig meget til overs for vampyrer, og det ville han bestemt heller ikke få nogensinde!
Hånden lod han roligt stryge langs hendes kæbe, mens hans mine forblev direkte dræbende. Han væmmes alene ved hendes tilstedeværelse. Han lukkede grebet mere omkring hendes kæbe. "Har du flere kække kommentarer på lur?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Hun gjorde ham kun vred.. Intet andet!

[Deleted]

Hans udtalelse rørte hende stadig ikke, for hun vidste jo at hun ikke var enhver anden vampyr, hun var jo Cathlina Decochirez! Ikke at det sagde ham noget, hun holdte sig jo for det meste i skyggerne, men de som kendte hendes navn ville enten gøre alt for at møde hende igen, slå hende ihjel eller frygtede navnet. Uanset hvad elskede hun jo opmærksomheden, hvor vidt den var god eller dårlig. Og der var jo et eller andet ved vrede!
"Jeg kan lide at leve livet farligt." Hviskede hun forførende og sendte ham et drillende blik, hun havde svært ved at styrer sig, hun elskede det, elskede at få folk op i det røde felt. Desuden morede det hende uden tvivl, hun kunne jo kun vise sig tilfreds ved han gik lige i fælden. Frygt bar hun intet af, heller ikke som hans hånd måtte hæve sig og berøre hendes ansigt, hun smilede bare endnu mere ved dette. Det lukkede greb fik hende kort til at lukke øjnene for at skjule fornøjelsen som ellers ville lyse ud af dem, hun lod dem dog glide op med et lettere intenst blik rettet direkte mod hans øjne.
"Massere, kan du da ikke få nok?" Lød hendes stemme fløjlsblød, de røde læber formede sig i et svagt lokkende smil, hun kunne slet ikke begribe at han turde lege og give efter for sin egen vrede. Kunne han virkelig ikke se hvordan det rent faktisk måtte fornøje hende et sted? Eller var han ganske enkelt forblændet af sin vrede? Det ville ligne folk med kort lunte, så hun var vel et sted ikke helt så overrasket.