Memories

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne kvinde gjorde da ikke noget andet, end at irritere ham som pokker, og han vidste, at hun gjorde det med vilje! Han kneb øjnene let sammen. Hun forekom ham, så meget anderledes, end hvad han typisk måtte se i løbet af en dag, og særligt i selskab med en vampyr. Dette var på ingen måder noget, som han gjorde normalt, men selv han var jo menneskelig, og det var også noget, som satte sine naturlige spor i hans opførsel, tanker og handlinger. Det var da kun direkte irriterende!
"Så er det jo en frihed, som jeg må tage mig," pointerede han med en kortfattet, og meget direkte stemme. Han kneb øjnene fast sammen som hun endte med at gå. De hofter der.. Det var jo slet ikke for at pirre ham yderligere! Nej, nej! Det kunne han jo godt se! Armene lod han søge over kors endnu en gang, som han fulgte hende meget nøje med blikket. At hun var på vej væk, var noget som passede ham fint.. og så alligevel ikke. Det her var da kun direkte irriterende! "Og du vil påstå, at du ikke gør det der med vilje?" spurgte han denne gang med en tydeligt henkastet stemme. Han endte med at søge efter. Han skulle jo uanset samme vej ud. Så det var jo en fantastisk undskyldning til alligevel, at holde sig lidt tæt på.

[Deleted]

Det måtte vel være fint for denne gang, hun var sikker på han på ingen måde kunne glemme hende lige foreløbig og hun ville bestemt ikke glemme ham. Faktisk, ville hun glæde sig, måske end da længes efter at lege lidt med ham igen, han var rimelig sjov, så anerledes og bestemt ikke til at læse fuldkommen. Cathlina gik for at søge mod kroen igen, her havde hun jo et værelse for de næste nætter, indtil hun fandt ud af hvad hun rent faktisk havde tænkt sig at gøre. Fristelser lå over det hele, hvilket i den grad gjorde hende ubeslutsom, som hun synes at have al tid i verden, følte hun faktisk slet ikke at hun havde nok! De vrikkende hofter var bestemt til hans ære, og hun elskede lyden af hans ord, som hun blankt ignorede for at gå videre. Selvom hun hørte han fulgte efter, han skulle jo samme vej, så at det var efter hende han gik, tvivlede hun stærkt på.
"Det var mig en fornøjelse Matthiel, større end hvad jeg selv havde forventet." Hun gjorde bestemt sin afsked, i mere end blot drillende at gå væk. Om han ville stoppe hende i at dreje af og ind til kroen, det vidste hun ikke, men en ting var sikkert, hun havde været underholdt og på ingen måde skuffet i sidste ende. Selvom hun nu stadig manglede sine tæsk, men mon ikke det var let nok at få en til dette, bare ikke en som ham, der fandtes ingen som ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Alt det med hofterne, ordene, og den opførsel, var uden tvivl noget, som denne Cathlina, valgte at gøre med vilje. End ikke det, var noget som Matthiel var et sekund i tvivl om, og særligt når det foregik på denne her måde. Han kneb øjnene let sammen. Nu var det efterhånden på tide, at han tog sig sammen. Han måtte virkelig tage sig sammen, for ikke at ende med at gøre sig tanker om hende på den måde, som han gjorde.
Han stoppede igen et par meter fra hende. Armene lod han endnu en gang falde over kors. At dette var noget som frydede hende, og morede hende, gjorde det bestemt heller ikke bedre for hans vedkommende. Faktisk var det en tanke, som kun måtte irritere ham det yderligere, uden at han kunne gøre noget ved det. "Det er jo lige før, jeg er yderst beæret over den fabelagtige modtagelse," endte han med en sigende stemme. Han himlede let med øjnene. Han måtte virkelig tage sig sammen nu. Det her var virkelig for meget, selv for ham.
"Jeg går ikke ud fra, at dette er sidste gang vi kommer til at mødes.. desværre," sagde han kort for hovedet, da han atter vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun søgte mod kroen. Det var en oplagt mulighed for ham, til at søge i andre retninger, hvilket han havde tænkt sig. Den blodsuger, var i forvejen allerede kommet for tæt på.

[Deleted]

Der måtte en mild latter til, tænk at han rent faktisk sagde sådan, han forventede at se hende igen, det var da dejligt! Hans ord sagde igen det ene, men hun vidste noget andet, han ønskede at de mødtes igen, han ønskede at have hende tæt på igen og bare lige for at minde ham det, burde hun give ham den sidste nærhed. Med fart og kræft søgte hun ham igen, lod hånden søge bag hans hoved og hendes røde lokkende læber, søge hans. Kysset hun ville give ham var intenst og grådigt, som havde hun holdt det inde i lang nok tid og nu kom det ud igennem dette. Det var vigtigt for hende at lade ham vide at hun rent faktisk nød at have ham nær, og hvilken bedre måde var der at vise det på end denne? Kroen kunne høres, de var tæt på og hvis folk kom ud og så sig omkring, ville det være lige før man kunne se dem. Allerede nu vidste Cathlina at hendes små børn af natten kunne se hende, de holdte jo altid øje med hende. Hun måtte fryde sig, åh hvor måtte hun fryde sig over at være ham nær. Uden så meget som en tøven havde hun gjort dette, hun ville det jo gerne, for pokker det var så langt ude at en vampyrhader skulle kysse en vampyr og det var derfor også perfekt! Når ting ikke hang sammen, elskede hun dem et sted, når det var ud over ting som var til at forstå, for sådan var det meste af hendes væsen jo.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Et sted ønskede Matthiel jo rent faktisk at møde Cathlina igen, uanset hvor meget den tanke nu også måtte frustrere ham, for den irriterede ham virkelig voldsomt, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende overfor hende. Hun satte ting og tanker i hans krop og sind, som han slet ikke burde gøre sig, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo for pokker ikke rigtigt gøre noget som helst!
Mere nåede Matthiel dog ikke at gøre, før hun havde nået ham igen. Grebet om hans nakke og baghoved, samt hendes kolde læber mod hans, satte en voldsom og tydelig sitren i hans krop. Herude vidste han jo godt, at de blev set, men for pokker. Det var jo slet ikke meningen, at dette var noget som skulle ske! Alligevel endte han dog derude, hvor han måtte lade læberne møde hendes, hvor han gengældte kysset. Han kunne jo ikke lade være, og særligt fordi at hun påvirkede ham på den måde, som hun gjorde det! Hænderne gled ned mod hendes talje, hvor han lagde dem. Endnu var hendes væsen ham ukendt. At de blev holdt øje med og alt det der, var slet ikke en tanke som slog ham, og særligt ikke, som det stod lige nu. Han trak endeligt hovedet til sig igen, hvor han vendte blikket mod hende. "Endnu en gang, så gør du det med vilje," pointerede han med en sigende mine. Han endte igen med at slippe hende. Han ville helst ikke komme for tæt på!

[Deleted]

Som ved hvert af de kys de måtte have tildelt hinanden denne nat, gengældte han det, det var uden tvivl noget hun bed fast i, for det betød han kunne lide det, nok mere hans krop end sind. Men hvad vidste hun egentlig også om hvad der foregik inde i ham, det var vel et sted da som gjorde hun blev ved med at finde ham så spændende, hun vidste virkelig intet. De mange spørgsmål kunne jo hobe sig op og give hende hovedpine i sidste ende, selvom hun nu bare fandt det underholdende. Kroppen måtte sitre og fryde sig under dette, mærke ham nær, mærke hænderne søge om hendes talje og de varme læber masserede sig mod hendes kolde. Et blidt suk lød fra hende, så snart han trak sig, smilet lod til at have været der hele tiden, som det lå der lokkende på hendes læber.
"Det ville da være dumt at kysse folk uden det er med vilje." Drillede hun, inden hun lod hånden søge hans brystkasse blidt, for at hvile der, nu hvor lidt afstand var taget igen. Han havde sluppet hende, det var vel også fint nok, for hun ville ikke lade det gå videre nu, dette var blot et påmindelse, helt specielt til ham.
"Måske krydses vores veje, måske ikke, hvem ved kære Matthiel." Hviskede hun kælent, inden hun puffede blidt til hans brystkasse og forsvandt med sin hast, ind i kroen og direkte op mod sit værelse. Som et vindpust igennem krostuen, hvor fulde folk knapt ænsede det.

//out

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var uden tvivl påvirket af, hvad denne kvinde måtte gøre ved ham, hvilket da uden tvivl var en tanke, der virkelig frustrerede ham. Hans hjerte hamrede fast mod hans krop. Behag og samtidig væmmelse, måtte brede sig i hans krop og sind, hvilket da uden tvivl godt kunne mærkes i øjeblikket. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, som det stod i øjeblikket.
Han åbnede øjnene let, og brød også kysset, ved at trække sig en anelse. Han sendte hende et kort smil. Selvfølgelig. Han burder have sagt sig det selv. "Det anede mig," sagde han endelig. Han kunne næsten mærke, hvordan hans hjerte hamrede, for det var en fornemmelse, som hun måtte sidde i ham, hvilket naturligvis kun bragte ham selv en direkte uro. Det var slet ikke en effekt, som hun burde have på ham, og særligt ikke, sådan som det foregik lige nu.
"Ja, hvem v..." Han tav, som hun skubbede ham lidt fra sig og.. væk var hun. Han nåede kun lige at ænse hende, som hun søgte mod kroen. Et sted, som han for nu vidste, at han skulle holde sig fra. Han skuttede sig lidt, inden han søgte hen til hesten, som han fik frigjort, inden han fik sat sig op på den igen. Han forlod hurtigt stedet. Lige nu var det ikke Cathlina han ville støde på igen.. og dog alligevel.

//Out