Memories

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

For alvor begyndte Matthiels hjerte at hamre mod hans bryst. Ikke fordi at det her var en behagelig situation at stå i, for det var det på ingen måde. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han ønskede at skubbe hende fra sig.. mere end noget andet, men alligevel, så kunne han godt lide, at hun lagde så meget i, bare for at komme til at røre ved ham. Det var jo ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var vant til.
Svagt kneb han øjnene sammen. Hun havde alt for let ved at læse ham, og det alene, kunne han slet ikke have! Alene den tanke om det, gjorde ham.. arrig et eller anet sted, for det var slet ikke meningen, at hun skulle kunne læse ham så godt, som det hun gjorde i øjeblikket. Han ville virkelig ikke have det! "Det er noget som du bilder dig ind.. Det er sådan at du gerne vil have det.. Men sådan får du det slet ikke," bed han af hende. Selvom hun ikke havde tænkt sig, at fjerne sig, kunne han jo godt mærke, at det satte ham i en dum situation. Efter hans møde med Crysania, hvilket for alvor kun havdegjort hans had til vampyrerne det stærkere, måtte han jo bare gøre, hvad han kunne, for at komme fra det igen. Svært var det. Uden tvivl rigtig svært. Han sank klumpen i halsen. Hvorfor skulle hun absolut stå der og se så forbandet godt ud?! Det var virkelig uretfærdigt! "Gå med dig.." advarede han igen. Denne gang for sidste gang.

[Deleted]

En svag latter kom fra hende, hun lænede sig helt ind til ham, lod sine læber strejfe hans øre kort.
"Mit mål var faktisk noget helt andet kære, så jeg ikke just prale af det var hvad jeg ville opnå." Afslørede hun, hun havde skam intet imod at lade ham vide det. Dog vidste hun jo godt at hun havde denne effekt på de fleste mænd, men en vampyrhader var jo så meget sjovere! Ikke at hun ville forvente han forstod hvorfor hun brugte sin nat på dette, han kendte hende jo ikke, vidste ikke hvor meget dette morede hende, hvor meget hun elskede det. Hendes læber forsøgte kort at samle sig om hans øreflip, inden hun uden videre skubbede sig lidt væk fra ham igen, dog med blikket rettet direkte mod hans. I hvert fald i lidt tid, inden hun valgte at se ham med helt nye øjne som blikket søgte ned af ham, han var jo en ganske pæn mand.
"Hvorfor kæmpe så meget imod, når det er lettere at give efter?" Spurgte hun direkte med et tydeligt morende smil, det var sjovt at se ham sådan og hjertet der gik fra den ene takt til den anden konstant var jo kun en fryd for hende. Roligt gik hun mod ham igen, for hun ønskede at være nær ham, høre hans blod suse og lege videre med tanken om at bide ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At give efter for ønsket af en vampyr, var slet ikke noget, som ville komme på tale for Matthiels vedkommende. Han ønskede nemlig ikke at blive stående i denne situation, mere end hvad godt måtte være i den anden ende. Hvad han dog ikke ønskede, var jo, at hun påvirkede ham på denne måde, for det burde slet ikke forekomme på noget tidspunkt! Den tanke gjorde ham vred.
At det var denne effekt, som hun ønskede, gjorde det ikke ligefrem bedre, for han ønskede jo helst ikke at give hende hvad hun ville have! Hendes ord mod hans øre, satte en tydelig og voldsom sitren i hans krop og sind, hvor han kort måtte lukke øjnene. "Jeg er allerede træt af, at høre din stemme!" hvislede han med en fast tone. Han vendte blikket mod hende, da hun endelig valgte at trække sig en anelse fra ham. Bedre kunne det jo næsten ikke blive for hans del.
At give efter for en vampyr, var slet ikke noget som han ønskede sig. Særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham direkte vred. Hans blik søgte hendes direkte. Igen stod hun bare der, og så godt ud, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det kunne godt være, at det var nemmest at give efter, men han nægtet. "Det får du mig ikke til.." Langsomt knyttede han sin hånd. "Jeg er færdig her.. flyt dig.." Denne gang tog han et skridt mod hende. Han var ikke bange for hende!

[Deleted]

Færdig? Næppe, det var bestemt noget som hun mente var hendes beslutning hvor vidt han var færdig eller ej, og hun mente ikke at de var færdige, ork nej de havde jo massere af tid. At han var så stålfast måtte hun jo beundre et sted, han var virkelig ikke typen som gav sig, men det skulle hun nok få ændret på. Cathlina fandt det morende at han skulle være træt af hendes stemme, nok nærmere effekten hendes stemme havde ville hun mene. Som de endte helt tæt igen, da hun valgte at søge mod ham, bed hun sig blidt i underlæben og lod ikke øjenkontakten falde. Hendes fingre søgte hans nakke, kun for at forsøge at kysse ham igen. Enten måtte han give efter for kysset, eller også måtte han give efter for vrede. I hendes øjne var det a eller b og hun lod ham ikke slippe før det ene eller anden måtte ske! Vreden som havde ulmet i ham var jo så nydelig, hun elskede den og hun ville mærke den på sig. Men ak, det var ikke blevet til andet end et fast greb om hendes hals og et par skub. Der skulle andre ting til. Måske hun skulle forsøge sig med et bid, det måtte da pisse ham nok af til han rent faktisk gik efter at skade hende, bruge noget dejligt vold.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel kunne forsøge at være så stålfast, som det nu var ham overhovedet at gøre det. Hun gjorde det bare ikke særlig nemt for ham, og naturligvis var det en tanke, som direkte måtte irritere ham, som intet andet! Han stirrede fast på hende. Ej sagde hun noget, men det hele måtte hvile i hendes blik.
Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Det her var virkelig svært, og særligt fordi, at han virkelig ønskede at komme derfra, hvilket han i forvejen ikke følte, at han kunne gøre hurtigt nok, og det var uden tvivl noget, som han godt kunne mærke. Han kneb øjnene svagt sammen. At hun endnu en gang lagde armene om hans nakke denne gang, vækkede kun en intens kvalme, for han brød sig virkelig ikke om vampyrer, og det havde han aldrig nogensinde gjort! Som i.. virkelig aldrig nogensinde! Kysset mod hans læber, fik ham først til at knibe øjnene sammen, inden han igen lod hænderne falde mod hendes overarme, hvor han nærmest.. halvhjertet forsøgte at skubbe hende fra sig. Hun var kold.. Så kold at røre ved, og han kunne ikke have den tanke! Det var virkelig forfærdeligt! Denne gang kunne han dog ikke dy sig, hvor han gengældte kysset. Hun viste ham en side og omsorg, som han slet ikke var vant til, og det kunne han jo godt lide.. Bare ikke lige når det kom fra en vampyr! Hvor var det dog direkte irriterende!

[Deleted]

Det halvhjertet forsøg på at holde hende væk fik hende til at fryde sig, han kunne lide det, det måtte han jo et sted kunne, specielt nu hvor han valgte lidt tydeligere at gengælde det. Hun mærkede det sitre i hende, hun nød det, men lod dog alle sine sanser være på vagt, andet turde hun ikke. Selv vidste hun var feje tricks kunne være, og for alt hun vidste, kunne det lige så godt være en måde at gøre hende ufokuseret på for så at kunne angribe hende. Intensiteten lod hun stige i kysset, nu hvor han rent faktisk måtte gengælde og det halvhjertet forsøg på at få hende væk var rimelig ynkeligt og langt fra særlig effektivt. Hun måtte være i beredskab, men det hindrede hende ikke i at nyde det, for det var jo lidt af en sejr uanset hvad han egentlig valgte at gøre. Kroppen holdte hun tæt ind til sig, og grebet om hans nakke blev ved med at være der, men blidt som de bløde kolde fingre lå og hvilede mod den varme hud han havde. Lyden af hans hjerte var som en rus for hende, hun var i den grad glad for den lyd, men det var klart, det betød pumpende varmt blod. Den anden hånd hvilede roligt mod hans skulder, hun ville tage fat hvis han forsøgte at få hende væk igen, men for nu, nød hun det og gav ham lidt af hvad hun egentlig måtte have at byde på som kvinde.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne kvinde, var da kun direkte irriterende! Det var jo ikke fordi at Matthiel kunne gøre noget ved det. Så kold som hun var, så var det direkte.. uhyggeligt! Han kunne ikke have det! Hun var kold og hun var død, hvilket i forvejen nok også var det, som han måtte anse som en direkte væmmelig tanke, for han kunne da slet ikke have med det at gøre i den anden ende. Tænderne bed han svagt sammen, også selvom det hele druknede i kysset.
Det første som egentlig ramte ham, var kvalmen. Bare at blive kysset af det døde væsen, som hun jo måtte være, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Nej, tvært imod! Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, selvom det at skubbe hende væk fra sig, kun synes at blive sværere og sværere for ham. Hurtigt måtte hans hjerte slå mod hans bryst bare ved spændingen, som uden tvivl måtte stige i hans krop og sind for øjeblikket. Dette var dog heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Øjnene endte han dog med at lade glide i. Omsorgen ved en kvinde, kunne han derimod godt lide, hvilket kun måtte sætte ham i et ekstremt ubehageligt dilemma, for det som skete nu, var slet ikke noget, som overhovedet burde ske! Grebet strammede sig om hendes skuldre. Han måtte gøre op med sig selv om, hvad han egentlig ville. Han endte dog med at bryde kysset ved langsomt at dreje hovedet. At skubbe hende væk, var svært.. men at holde hende tæt.. det ville han heller ikke. Hvor han dog hadede det!

[Deleted]

Hvis hans had virkelig havde været så stort som han gav udtryk for, ville de slet ikke stå sådan her, hvilket uden tvivl måtte more hende i en høj grad. Derfor følte hun jo også en vis sejr, men hun mærkede også uroen i ham, det var svært at lade være med at bemærke den. Cathlina sukkede lydløst i kysset, hun nød det, hvem pokker ville ikke nyde det? At kysset så blev brudt, og endda langsomt, ikke væk i afsky eller noget, men ganske roligt, fik hende kun til at lade en svagt smil glide over hendes læber. At åbne munden ville garanteret være dumt, hun ønskede jo at høre hvad han egentlig havde at sige. Men hun kunne ikke dy sig, det kunne hun jo aldrig!
"Jeg havde regnet med et mere voldeligt resultat af mine handlinger. Du overrasker mig Matthiel." Hviskede hun fløjlsblødt og inden hendes fingre valgte at glide fra hans nakke, ned forbi hans hals og ende ved hans brystkasse. De dybtblå øjne søgte hans, hun var jo i den grad tilfreds, men forventede også lidt, måske mere håbede, at han ville reagere mere end blot dette. Om det blev til vold, eller flere kys, det var hun bedøvende ligeglad med, bare han ikke virkede mere død i sine handlinger end hvad hun rent faktisk var i person. Hans varme elskede hun, betydningen var jo liv, blod, hendes næring. Det hjerte bag hans bryst som hun tydeligt mærkede mod sine fingre, pumpede det, iltede det. Hun måtte bide ham, det var hun nød til!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

I det stille sind, måtte Matthiel virkelig bande og svovle, som han aldrig havde gjort før. Igen og igen, slog tanken ham om, at dette slet ikke var noget, som burde ske, og det var virkelig. grotesk, at det skulle forholde sig således.
Langsomt drejede Matthiel hovedet væk fra hende. Selv vidste han hvordan han burde reagere, men svært var det virkelig. Det var faktisk sværere, end hvad han først havde regnet med, og det havde han det bestemt ikke særlig nemt ved. Tvært imod, så hadede han det virkelig! Mere end hvad han nok måtte hade så meget andet lige i øjeblikket. At hun så absolut skulle åbne munden og berøre ham på den måde, som kun en hustru burde, men som selv ikke hans egen gjorde, tog han sig ikke af. "Jo mindre du snakker, des pænere er du," sagde han direkte, som han igen vendte de mørke øjne direkte mod hendes skikkelse igen. Var det noget vidunder, at han rent faktisk var ved at være temmelig irriteret på hende? Han slap hende.. Det var nemmere for ham, at slippe det tag som han havde i hende, end at skubbe hende væk. "Gå, Cathlina," endte han igen. Han måtte jo bare forsøge, selvom det på ingen måder var nemt for ham. Han kunne bare ikke have hende så tæt på.

[Deleted]

Det var langt fra voldens vej dette ville gå, det måtte hun indse, med en vis skuffelse i sit sind. Men nuvel, hun drev ham jo stadig til vanvid, det kunne en hver idiot se, og selv det var jo morende nok i sig selv. Cathlina's smil voksede på de røde læber, hendes fingre hvilede på det stof som gemte den varme hud, men hun kunne stadig mærke den, fornemme den, samt hjertet der udgjorde varmen fra ham. Ophidset var han jo, i sit lille splittede mareridt hvor irritation bestemt herskede, hvilket betød mere varme. Hans ord var kære, hun var ligefrem pæn? Det ord var sjældent et hun hørte. Og så slap han hende, men gjorde intet mere end det, intet andet end at bede hende om at gå. Lyden af hendes navn på hans tunge gjorde noget ved hende, hun kunne virkelig godt lide det.
"Mener du det, eller vil du gerne mene det?" Spurgte hun direkte med et smil der tydet på hun udmærket selv kendte svaret på hendes spørgsmål. Hun lod sine fingre søge langsomt ned af hans overkrop, som hun langsomt bakkede ud og fingrene til sidst forlod ham. Armene faldt ned langs hendes side, som hun stod afslappet et stykke fra ham nu, med hoften skudt ud til siden. Hendes smil var dog falmet lidt, selvom det endnu var der svagt, blikket var rettet direkte mod ham, som hun lod det glide ned af ham og langsomt op igen. En flot mand uden tvivl. Hun var nysgerrig, hvad lavede sådan en mand egentlig i nærheden af mørkelvere? Næppe ville han fortælle hende noget, men nysgerrigheden var der og måske hun en dag ville skygge ham og finde ud af det.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Vold var måske ikke et redskab som Matthiel tydede til i øjeblikket, også selvom han virkelig havde lyst. Det var en intens og konstant indre kamp med sig selv, om at få tingene, som man gerne ville have dem, og denne gang måtte han jo bare sande, at han måtte skuffe sig selv undervejs. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende. En flot og pæn kvinde var hun uden tvivl. Det var bare en skam, at hun var død og kold. Det var lidt det, som han konstant måtte sige til sig selv. Han kunne ikke, når hun så ud som hun gjorde.. var det væsen, som hun var.
"Ti stille," endte han igen kort for hovedet, som han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Lige nu, gjorde hun da heller ikke noget andet, end direkte at gøre ham vred. Han stod fuldstændig anspændt. Hvorfor gjorde hun det her ved ham, når hun havde så meget andet, som hun kunne tage sig til i stedet for at irritere ham? For det her, var da intet andet end direkte irriterende, og det havde han uden tvivl svært ved. De mørke øjne vendte han mod hende. "Forsvind herfra.. og glem, at du nogensinde har set mig.." Han rettede sig op.. forsøgte at slå følelserne af sig. Han rystede på hovedet af sig selv. Bare lysten til at slå hende, var ekstrem lige nu!

[Deleted]

Uha, en nerve ramt, hun smilede ved hans mindre ordre om at hun skulle tie stille. Det ville hun næppe, det havde hun aldrig gjort, hun morede sig ved ord og handling, hvad de kunne føre til. Alle væsner, så forskellige i deres individ, selvom de var af samme væsen mange af dem hun havde mødt. Personligheder, ingen ens, fascinerende. Alle havde deres knapper forskellige steder, man skulle bare finde dem. Matthiel var en udfordring, hvilket hun bestemt nød. Hans rysten på hovedet gjorde hun så sit snit til at forsøge at få ham ned at ligge på den kolde jord, få hende over sig siddende som det rovdyr hun var. Dog var hun ikke i stand til at bide ham endnu, det ville hun ikke, nej hun ville presse ham, have mere af ham, men hvad var hun faktisk begyndt at blive i tvivl om. For hun blev jo glad uanset hvad han valgte at skulle gøre, men hun havde vel lidt en favorit. At gå imod hans egne ord, som vampyrhader, ville være den største sejr, men personligt, var hun kommet for at mærke vrede. Det var faktisk spændende, hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun ønskede mest, måske var der intet hun ønskede mere end det andet. En interessant tanke, hun lærte mere om sig selv. Cathlina havde et strejf af begær lagt i de dybtblå øjne, det var jo ophidsende for hende at være nær et levende væsen, nær så meget blod, og at holde sig tilbage fra at sætte tænderne i ham var svært, men også pirrende. Næsten som et sygt forspil i hendes egen vanvittige verden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At kvinden ikke ønskede at give ham hvad han ville have, forundrede på ingen måder Matthiel. Derimod, var det en tanke, som kun gjorde ham langt mere irriteret! Fair var det på ingen måde, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Selv måtte hans hjerte hamre mod hans bryst som det aldrig nogensinde havde gjort det tidligere. Det var frustrerende! Virkelig frustrerende!
Selv virkede det ikke til at hun havde tænkt sig, at søge nogen steder hen, hvilket et sted gjorde ham vred. Han kunne bare ikke gøre noget ved det. Lige i øjeblikket følte han et sted også bare, at hun stod i vejen for ham, og det var svært. Det som skete.. det som hun gjorde ved ham, satte i ham af tanker og følelser, var slet ikke noget, som han burde gøre. Han trak vejret dybt. Så lang tid, at hun ikke havde sat tænderne i ham, havde han det fint med det, selvom der endnu var lang vej at gå, før han var ude af denne situation. Han burde aldrig nogensinde have søgt efter hende, da hun havde søgt ud. Han søgte denne gang direkte mod hende.. Dog nok med helt andre intentioner, end hvad hun havde regnet med. Atter en gang måtte grebet fatte omkring hendes hals, hvor han tvang hende op af væggen. Forbandet være hende og hendes sensuelle udstråling! Han trykkede sin krop mod hendes, hvor han fast pressede sine læber mod hendes. Nu kunne han ikke lade være!

[Deleted]

Som det ikke gik som hun ville, men at han tværtimod rent faktisk måtte søge hende, blev hun faktisk overvældet. Det kom bag på hende at han skiftede sådan, men hun nød udfaldet som hånden greb fast om hendes hals endnu engang, den kolde væg mødte hendes ryg. Og igen, blev hun sat helt ud af kurs da han rent faktisk valgte at presse sine varme læber mod hendes iskolde. Kroppen sitrede, hendes fingre strakte sig ud som hun ikke følte at det var hende muligt at tænke. Det havde ingen gjort før, ikke på den måde. Hun lod dog sit beredskab sætte op hurtigt, det gik op for hende at hendes parader kort havde været nede og hun vidste selv hvor farligt det kunne være. Cathlina lukkede øjnene og gengældte uden tøven kysset, som hendes begær virkelig måtte skinne igennem kysset. Dog gjorde hun intet for at røre ved ham, et sted ønskede hun at han skulle have hende på plads, og hun var næsten helt bange for at afbryde ham. Kroppen derimod vred sig kælent mod hans, så godt som det var hende muligt med hans greb og rimelig stålfaste position. Et sted ville hun jo godt kunne fjerne ham, chancerne var bestemt store for at det ville lykkes, men hun ønskede det jo ikke, nej på ingen måde, hun ønskede at han blev ved og gav slip på hvad end han måtte have holdt tilbage.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At stå i en situation som denne, ville Matthiel gerne ud af, og derfor måtte han prøve, men for pokker, hvor gjorde hun det dog svært for ham. Selv havde han virkelig lyst til at slå hende. .banke hende, for i hans øjne, så var det her virkelig fortjent!
Med grebet omkring hendes hals, fik han hende presset op af væggen, hvor han lod sine læber møde hendes. Så kold som hun var. Var det underligt, at han virkelig ønskede at varme hende? Velvidende om, at det ikke ville gøre nogen forskel uanset hvad, og det var næsten det, som i hans øjne, var det værste af det hele. Kroppen mødte hendes, som de stod helt tæt på hinanden. Næven slap grebet om hendes hals, og lagde sig tæt ved hendes hoved op af muren i stedet for. Han burde hade hende, men end ikke det var særlig nemt for ham. Hvad var det egentlig hun gjorde ved ham? Han vidste det ærlig talt ikke.
Langsomt trak Matthiel hovedet til sig. Han fjernede sig dog ikke fra hende, selvom han måske burde gøre det. Han trak kort på den ene mundvig. "Jeg advarer dig... forsvind herfra," endte han med en hvislende stemme mod hendes øre. Han ville virkelig gerne have hende væk fra sig. Hun gjorde det bare svært for ham, at skubbe hende fra sig.