A new beginning.

[Aya Keena]

Hvidt. Det hele var blevet hvidt af sne. Så langt øjet rakte i slothaven var der dækket. Der var enkelte fod aftryk hist og her men de fleste blev indendøre i varmene. Den var hen af eftermiddagen men dog stadig lyst selvom solen ikke var fremme. Den var stadig pænt gemt væk bag skyerne. Aya havde bevæget sig ud. Dette var en perfekt dag for hende at være uden for i fordi hun ikke blev påvirket af solens stråler. Hun smilede stille som hun med lette skridt gik gennem haven. Den var smuk når den var så hvid og fin efter snefaldet. Hun havde altid elsket sne men lige her i procias der var det nu noget særligt. Hovedet tiltede hun let på sned som hun stoppede op og betragtede nogle små fugle der, ligesom hende, så ud til at nyde vejret. De puffede lidt rundt i sneen før de valgte at flyve videre og Aya fulgte dem smilende med øjnene.
Efter at have stået lidt og kigget efter fuglene bevægede hun sig videre gennem haven hvor hun fandt i bænk. Hun børstede den nogenlunde fri for sne og satte sig ned. Der var dejlig fredeligt herude fordi alle andre var indendøre. Der var måske en smule trængt i tjenerfløjen når alle vagte at være inde så den seneste tid havde hun søgt meget ud. Hun åndede en smule tungt ud sådan så hun kunne se varmen foran sig. Smilet sad på klistret på hendes læber. Hun havde længe været ked af det, bange for hvad folk ville gøre ved hende efter at de vagter havde haft fingrene i hende men som sneen faldt og med tanken på at altid snart ville leve op på ny fra deres vinter hi havde hun besluttet sig for at hun ikke længere ville være ked af det. Hun ville bare glad og have det dejligt igen og det prøvede hun på så vidt det var hende muligt. Hun bøjede sig let fremover og samlede noget sne op i hænderne som hun formede til en kugle mens hun blot sad og faldte hen i sine egne tanker.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Sneen havde dalet igennem natten, og dagen i dag, var en kold dag i Procias. Ikke fordi at det var noget som påvirkede Gabriel som sådan. Han havde været ude hele dagen på sin snehvide hingst. Han havde taget turen igennem riget, for at møde Thranduil. Elvernes konge i de procianske skove. Udelukkende på grund af uroen som var at føle over det hele, og nu hvor Gabriel samtidig også havde pænt mange ting i det personlige at skulle tage sig af. Deriblandt også Silia, som havde virkelig mange ting, og endnu færre, som hun delte med ham, så var det virkelig svært for ham.
Han kom ridende ind i den store kongelige slotshave på hesten. Han var bestemt ikke tilfreds. De elviske spejdere havde spejdet mørke væsner, som stadig bevægede sig tættere og tættere på de lyse grænser, og den tanke gjorde ham urolig. Var landet i det hele taget klar til at ruste op til en krig? Han vidste det ikke, men den tanke, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. Overhovedet ikke. Han sprang ned af hingsten, da stalddrengen hastigt kom løbende. "Deres Højhed," hilste han med en respektfuld stemme, inden han let bukkede for ham. Gabriel nikkede afmålt. Ikke fordi at han ikke værdsatte stalddrengens hjælp, men nok mere fordi at han var stresset, og havde tankerne lidt for mange andre steder. "Bring ham ind i stalden, og sikre dig, at han får det varmt og godt," sagde han roligt. Stalddrengen nikkede og trak den smukke hingst med sig tilbage mod staldene.
Gabriel lod hånden frustreret glide igennem det halvlange lyse hår, da han søgte igennem haven. Han havde brug for luft. Han havde aldrig været i krig før, og hvordan skulle han da sikre sig at et helt land havde det godt? Alene de mange ting som han skulle sikre sig, var mange, og det var svært for ham at holde hovedet koldt, når han blev for hårdt presset. Silia havde sit at slås med, og han ville jo heller ikke kaste mere over på hende, end det som måtte være højst nødvendigt. Det var bare.. virkelig svært lige nu.

[Aya Keena]

Kulden var begyndt at snige sig ind på Aya. Hun frøs en smule men dette var bedre end at sidde indendøre. Alt der var hændt havde fået hende til at trække sig en smule fra andre, hun var ikke nær så social i store forsamlinger længere men det gjorde hende egentlig ikke det store hele. Hun sukkede en gang og lod hovedet søge let på sned mens hun betragtede den fine snebold i hendes hånd. Her var bare så dejlig fredeligt, det var helt utroligt hvor meget frihed kulden kunne give en.
Freden blev dog afbrudt af Gabriel's hjemvenden. Hun vidste at han havde været ude men hvad han havde lavet var hende ukendt. Hun betragtede ham som han hoppede af hesten og instruerede stalddrengen i hvordan han skulle tage sig af den. Hun bed sig let i læben som hun studerede sin konge. Han så stresset ud, var der mon noget i gære? Hun havde ikke set meget til ham på det sidste, ja faktisk ikke meget siden den dag han redet hende fra vagterne. Der havde været meget af se til fra hans side og det at Silia var kommet hjem lod virkelig ikke til at hjælpe ham det mindste. Hun overvejede at kalde på ham, få hans opmærksomhed men valgte dog alligevel at rejse sig som han kom gående gennem haven. Hun smilede en smule og tog en smule bedre fat i snebolden. Hun ville kaste den efter ham men nåede dog aldrig så langt. Hun trådte et skridt frem for at stå bedre og da hun gjorde det fik hun trådt på sin kappe som lå hende over skuldrene og hunfaldt så lang hun var med et lille hvin. "I det mindste var det en blød landing" sukkede hun stille før hun løftede hovedet på ny.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Efter at Silia var kommet hjem, var der kommet en smule ro på tingene, selvom det hele nu bare tog til, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Alt taget i betragtning, så havde han virkelig mange ting at have i hovedet, og det var svært for ham at kapere det hele. Landet her havde det bedre nu, end det havde haft i mange år, og rigtig mange var begyndt at acceptere hans hustru. Det som han var mest bange for, var at det hele ville ændre sig, hvis en krig brød ud. Og det var også det, som gjorde ham en kende usikker. Tænderne bed han en smule sammen, også selvom hans tanker hurtigt blev afbrudt af det kraftige hvin, som hurtigt fik ham til at se op.. Og der lå hun.. Der lå Aya så lang som hun var. Et stille smil passerede let hans læber. Det rev hans tanker lidt væk fra alt det andet, som faktisk havde plaget ham hele dagen. Ganske vidst glad for at Thranduil fortalte ham hvordan tingene stod på, på den anden side af grænsemuren, og særligt fordi at han selv ikke havde den samme mulighed for at holde styr på det.
"Og der ligger du, så lang som du er," sagde han med et stille smil på læben. Denne gang søgte han hen mod hende. Masken af kontrol, tvang han roligt op over ansigtet, da han heller ikke ligefrem ønskede at gøre hende bekymret eller noget lignende, for det ville jo heller ikke ligefrem gøre nogen gavn for hans vedkommende. Han havde det slemt nok i forvejen, hvis man spurgte ham. Han rakte hende sin hånd. Det var ved at være lang tid siden, at han i forvejen havde set hende, og det gjorde ham trist. Han savnede hende jo.. hende og hendes selskab, også fordi at hun som en af de meget få, var i stand til at få ham til at slappe af, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. "Lad mig hjælpe dig op," opfordrede han med en rolig stemme. Han var jo bekymret for hende, når hun sådan rodede rundt på jorden, og uden egentlig at have nogen reel grund til at gøre så.

[Aya Keena]

Aya havde tænkt meget på Gabriel den senere tid. Hun bekymrede sig meget for ham og ønskede virkelig blot at støtte ham så godt som det var hende muligt. Hun havde holdt sig lidt væk for han havde jo travlt med andre ting, travlt med at styre et helt land. Det måtte være hårdt, det var hun slet ikke i tvivl om men i det mindste så havde han da Silia, det var det i det mindste noget.
Hun lå så lang hun var mod den kolde våde sne. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, det var vel hvad man fik ud af at ville kaste sne efter folk? Hun rystede let på hovedet af sig selv og løftede hovedet med lyden af Gabriels stemme som nåede hende. "Man skal jo gøre hvad man er bedst til og jeg er åbenbart god til at ligge ned" sagde hun med et roligt smil. Hendes blik søgte hans ansigt og hendes smil blev en smule større da han rakte hende sin hånd. Hun tog glædeligt imod den med sin egen som efterhånden var meget kold og rød efter at hun havde siddet med snebolden og nu ligget i sneen. Hun kom roligt på benene med hans hjælp og pustede stille en tot hår væk fra ansigtet. "Jeg takker." Hendes stemme bar blid og hun sendte ham et varmt smil som hun begyndte at pille sneen ud af hendes hår. Sne havde det med at sætte sig fast alle mulige mærkelige steder når det var koldt. "Det er efterhånden længe siden jeg har set dig på to mands hånd, Gabriel. Hvordan går det?" spurgte hun roligt og lod hovedet søge let på sned.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ærlig talt ikke tænkt særlig meget på Aya, for han havde ikke haft særlig meget fritid til at tænke på den slags ting. Han var faktisk ikke særlig god til at tage sig tid til noget som helst, og det var nok også derfor, at han reagerede lidt som han gjorde. Nu lå hun der, og han kunne ikke lade være med a smile for sig selv, alene ved tanken om det. Han rakte hende sin hånd, så han kunne hjælpe hende op igen. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle ligge der på jorden, for det var vel også koldt for hende at ligge der? "Du er god til så mange ting, Aya.. Andet end at ligge og rode rundt på jorden," sagde han med et stille smil på læben, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
At se Aya igen, var uden tvivl noget som glædede Gabriel, og særligt fordi at han følte, at han selv havde været med til at forsømme det lidt igennem det sidste lange stykke tid. Det var noget som faktisk efterlod ham med en meget ringe samvittighed, for han følte lidt, at det rent faktisk var hans skyld. "Det er sjældent, at jeg modtager det spørgsmål, Aya," sagde han med et roligt smil. Hænderne foldede han over ryggen. Hos hende, følte han sig... folkelig, og den tanke, kunne han rent faktisk godt lide. "Det er en stressende tid for mig," sagde han ærligt. Han havde jo før, erfaret, at han ikke kunne lyve for hende, så han kunne jo lige så godt bare.. lade være. Det ville der jo ikke rigtigt komme noget godt ud af.

[Aya Keena]

Selvom Gabriel havde været i hendes tanker havde hun hverken en tro, håb eller forventning om at hun havde været i hans. Som konge havde han jo mange andre og vigtigere ting at tage sig til og hun vidste at han havde haft travlt. Vinteren var vel altid et stresset tid, det at sørge for at hele folket havde mad kunne sikkert godt være svært. Hun lod ham hjælpe sig op og kom roligt på benene mens hun smilede til ham. Hans lille kommentar fik hende til at rødme en smule rode let med sit rødlige hår. "Jeg er også ekstremt god til at snakke, det vil jeg gerne indrømme" sagde hun roligt og betragtede ham let.
Aya havde holdt sig på afstand fordi det havde været en meget svær tid for hende og hun ønskede vel et sted heller ikke og bebyrde ham med hendes problemer. Hun havde lukket sig inde, ikke snakket med nogen og bare gemt sig væk. En af de sidste gange de havde snakket var ført til et kæmpe skænderi og det havde hun ikke ønsket skulle ske igen. Hun havde blot valgt at holde sig for sig selv og få lidt styr på tingene. Som han svarede vendte hun opmærksomheden mod hans skikkelse på ny. "Du burde modtage det noget oftere, så. For at alle vi andre kan have det godt skal du også have det godt" pointerede hun roligt og trådte lidt tættere på ham. "Husk at et land er kun så stærk som dets svageste led." Hun sendte ham blidt smil og strøg ham kort hen over kinden. Hendes mine blev en smule mere bekymrende ved hans ord. "Fortæl mig om det" sagde hun blot og betragtede ham let. Hun ville rigtig gerne hjælpe ham lidt hvis hun kunne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var rigtig mange ting som Aya var god til, og det var noget som selv Gabriel måtte stå fast på. Måske at hun synes hun var god til at ligge i jorden.. han fandt nu mange andre mere personlige ting, som var lidt bedre end så mange andre ting. Han smilede let til hende. "Den kan jeg ikke sige dig imod. Du har dog mange andre gode egenskaber og talenter," sagde han med en rolig stemme, dog også fordi at han rent faktisk mente, at det var sådan at det var. Hun var ham en meget kærkommen kvinde, og han kunne jo lide, at være sammen med hende, så det lagde han jo heller ikke ligefrem skjul på. Han lod hende kort stryge hånden over hans kind, også selvom han vidste, at det måske ikke var helt så smart.
Gabriel havde virkelig mange ting i hovedet, og ja.. .han hadede det virkelig, for han var i forvejen ikke særlig god til at give sig tiden til sig selv, og da slet ikke nu om stunder. Han sendte hende et stille og overbærende smil. "Landet er måske ikke stærkere end det svageste led, og derfor skal dem som står svagt, hives op," fortalte han med en rolig stemme. Han sendte hende et træt smil. Mørke væsner var på vej mod hans land, og han vidste ikke hvad han skulle stille op med det! "Det er bare mange ting, som går verdenen og landet her på.. Vi er presset udefra, Aya.. Jeg frygter, at vi har en krig oppe om nu," fortalte han med en dæmpet stemme. Naturligvis var det.. frygteligt, at det var på den måde, og gud hvor han dog hadede, at det var sådan at det skulle være. Hans hænder forblev foldet over ryggen. Selv herude kunne vagter se dem, og derfor måtte han jo taget det professionelt. Krigen var da ike helt uaktuel.. og han vidste, at folk var klar over det. Spændingen lå jo nærmest i luften omkring dem.

[Aya Keena]

Aya betragtede ham roligt. Gabriel så nok mere i hende end hvad hun selv gjorde, det var da helt sikkert. Selvom hun ikke længere regnede sig selv for ikke at være noget værd så havde hun stadig voldsomt svært ved at se den værdi hun havde, ikke kun for sig selv men også for andre. "Det er jeg glad for du synes. Så er jeg da ikke helt nytteløs" sagde hun mildt og begyndte at lege let med en tot af sine lange lokker. Hendes blide strøg over hans kind vidste hun godt at hun burde lade være med men hun følte en træg til at gøre det. Det var lidt ligesom en moders berøring, hun ønskede blot at give ham ro og beskytte ham.
hun nikkede roligt ved hans ord. Han havde jo helt ret. Det kunne hun ej benægte. "Dog må du ikke glemme dig selv når du hiver de svage op. Glemmer du dig selv ender du selv med at blive svag og så gør du landet svagere end stærkere selvom dette ikke var hensigten" sagde hun tænkende. Han så træt ud, virkelig træt faktisk. Hans ord om en potentiel krig slog hende hårdt. Hun havde ikke haft meget tid eller lyst til at lytte til hvad de andre på slottet havde sladret om så tanken om krig havde ikke ramt hende .... før nu. Den var skræmmende, en krig var næsten altid uvis. "Det er en skræmmende tanke. Meget endda. Er vi stærke nok til at modstå en krig hvis vi bliver angrebet?" Hun var bekymret, det var tydeligt. Tanken om død og ødelæggelse påvirkede hende virkelig meget, hun brød sig bare ikke om den overhovedet!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel var det uden tvivl en hård tid, men selv Aya havde altid været i stand til at få ham til at smile. Fået ham til at slappe af, og fået ham til at tænke på lidt andre tanker. Denne gang var det måske bare ikke lige sådan, at det forholdt sig, hvilket han naturligvis var mest bange for. Han havde så meget i hovedet, som han burde tænke på.. og som han skulle tænke på, at der simpelthen ikke var tid eller rum til alt det andet. Særligt ikke, når det kørte skævt mellem ham og Silia i forvejen. "På ingen måde," sagde han med et roligt smil. Hun havde så mange små kvaliteter, og det var særligt dem, som han godt kunne lide.

Gabriel havde nu altid været god til at sætte andre, før han satte sig selv, og det var nok også det, som var det sværeste i denne situation. Han hadede det lidt.. men det var nu bare sådan at han var. Han var træt.. og efterhånden, så var det nok også temmelig synligt, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. "Jeg ved det godt, og tro mig.. jeg gør virkelig hvad jeg kan, for at komme udenom det. Jeg er bare nødt til at sikre mig, at alle er kommet vel igennem denne vinter, for den har været hård denne gang.. og særligt dem som ikke har meget at varme sig med, eller fylde i deres maver," sagde han. Det retfærdiggjorde måske en smule, men bestemt ikke det hele, og det vidste han jo udmærket godt.
Krigen lurede lige om hjørnet.. og det var jo ikke fordi at han var ude på at skræmme hende eller noget lignende, for det var han da godt nok ikke.. men bare fortælle hvordan tingene forholdt sig. Hans blik sagde hende nok det hele. Den procianske hær, ville aldrig nogensinde kunne vælte den dvasianske, men det var ikke ord, som han sagde højt. Overhovedet ikke. "Krigen lurer.. og det er kun et spørgsmål om tid, inden den bryder løs.. Det har ligget i luften, siden den manjanske dronning forsvandt," fortalte han med en rolig stemme, inden han så sig om.. Han hadede den tanke. Han vidste at den kom.. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om... hvornår.

[Aya Keena]

En gang i mellem kunne hun godt føle sig helt nytteløs, hun kunne føle sig helt til overs på dette store sted og føle at der slet ikke var brug for hende. Et sted så savnede hun vel egentlig at være på et mindre sted hvor hun kunne føle at hendes indsats gjorde en forskel og hun ikke var nytteløs men hun var samtidig også så glad for at være her. Hun sendte ham et roligt smil. "Det kan nu godt føles sådan en gang i mellem. Slottet her er mig meget stort" pointerede hun roligt og vendte blikket op mod muren.

Aya kunne virkelig fornemme på ham at det var svært for ham, meget svært endda. Hun brød sig ikke om det. Han skulle jo allerhelst have det godt, allerhelst ikke være så træt. han lignede jo nærmest en som næsten ikke kunne hænge sammen mere af træthed og udmattelse. Hun lyttede til hans ord, folket var vigtig for ham og vinteren havde været rigtig slem. Det at leve på slottet gjorde hende priviligeret, hun skulle ikke kæmpe for at få varme eller mad. "Vinteren har været meget slem, det ved jeg. jeg håber at alle er kommet sikkert igennem kulden" sagde hun roligt og vendte de blå øjne i hans retning. "Du er træt, Gabriel, Udmattet. Når du ikke selv vil tænkte på dig så må jeg gøre det. Du har brug for hvilen." Hun var en smule bestemt i hendes tonefald men virkede dog stadig bekymret for hans velbefindende.
Uden at sætte ord på det sagde hans blik hende alt. De var ikke stærke nok til at modstå Dvasias hvis det skulle komme til krig. Hvad skulle der dog blive af dem? Hun slog armene stille om sig selv, hun bed mere mærke i kulden nu og det var som om den løb hende koldt ned af ryggen. Hun havde aldrig oplevet krig før, det var hende en ukendt ting og dog havde hun hørt mange skræmmende historier. "Hvad skal vi gøre hvis det kommer så vidt som krig ved vores dør?" spurgte hun stille men frygtede næsten svaret.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var vokset op på slottet, så han så måske lidt på det, på en anden måde. Han havde desuden været en del af folket i form af et forhold, som han havde indledt med en kvinde, som han endda havde boet i skoven med. Dette hørte ganske vidst en fortid til, men han forstod hende jo godt. "Slottet er stort, men hvad du alligevel præsterer her, er virkelig fantastisk, og noget så brugbart for mig," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo rent faktisk var ord, som han måtte mene. Han sendte hende et smil. Hun havde det måske på en anden måde.. men det var nu bare fakta.

Det var ikke nogen hemmelighed, at de mange ting som skete omkring ham, uden tvivl var noget som påvirkede Gabriel, og uden tvivl også på en måde, som han slet ikke brød sig om, men som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved til dagligt, og bestemt ikke når det var på den måde. "Alle som jeg har passeret, er kommet vel igennem den. Alle beder vi nu bare til at den varme tid snart vil komme," sagde han med en rolig stemme. Han var træt.. han var virkelig træt, men at finde tiden til hvilen, det kunne han ikke bare gøre, uanset hvor meget han så end gerne ville gøre det. "Jeg må hvile, når tid er.. Den er bare ikke til stede lige nu," forklarede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Krigen ville nok denne gang blive uundgåelig, og det var lidt det, som Gabriel var bange for.
"Slå fra os... efter bedste vilje," sagde Gabriel blot. Hvad andet skulle han sige? Han var på ingen måder krigerisk anlagt, og en krig, havde han selv, aldrig nogensinde oplevet på sin egen krop eller set i sin levetid. Det var hårdt. Ingen tvivl om det. Han havde slet ikke nogen anelse om, hvad han skulle se efter, eller hvad han skulle gøre ved det. Han sukkede let, inden han rystede på hovedet.. Så mange tanker!

[Aya Keena]

Så stort, det var virkelig svært for hende at finde sig helt til rette på dette store sted. Hun prøvede virkelig og gjorde hvad hun kunne og dog så følte hun sig lille og ubetydelig. Hans ord var søde men dog ingen trøst. Et sted så tvivlede hun virkelig på at han ville bemærke det hvis hun forsvandt. Der var nogen der ville tage hendes plads og gøre arbejdet i stedet for. Måske han ville bemærke at han ikke så hende men glemt ville hun vel hurtigt blive? Hun rystede tankerne af sig igen og sendte ham et roligt smil. "Det er jeg glad for at du siger. Det betyder rigtig meget for mig" sagde hun blidt.

Det var vel intet under at han blev påvirket af situationen. Hun vidste jo at folket stod ham meget nært og han ønskede dem det bedste og det var virkelig noget hun rigtig godt kunne lide ved ham. "Det glæder mig at høre at alle havde det godt på din vej. Jeg håber ligeså at foråret vil komme frem igen selvom jeg nu godt kan lide den hvide sne. Den er smuk, synes jeg" sagde hun roligt og smilede let mens hun kiggede rundt i haven. Hun kunne virkelig godt lide sneen, den var så smuk og lys og hvid her i haven. Hun sukkede stille ved hans ord. "Jeg bekymre mig for dig. Det er heller ikke sundt for dig at være så anstrengt og så træt hele tiden. Du kan ende med at blive syg." Hun kunne ikke lide at han ikke tog sig tid til at slappe af. Hun vidste at det kunne få alvorlige helbreds følger for ham hvis han bare blev ved med at klø på.
Hun holdt stille om sig selv og vendte blikket i jorden. Krig var virkelig en uhyggelig tanke at stå overfor. "Folk dør i krig" mumlede hun stille og vendte blikket mod himlen. "Især dem som ikke kan slå fra sig bliver lette ofre." Hun bed sig stille i læben. Hvor længe mon hun ville holde hvis krigen kom til deres dør.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var slet ikke i tvivl om, at han ville bide sig mærke i det, hvis Aya skulle ende med at forsvinde, for han holdt jo af hende på et mere personligt plan, og særligt fordi at han ikke bare betegnede hende som en del af tjenestestaben, men også en, som han kunne kalde for en nær veninde, og det var det, som han selv måtte stå lidt fast på i den anden ende. Han smilede let. Hun gjorde en forskel her på stedet, og særligt fordi at hun også tog sig lidt af ham, og det var uden tvivl noget, som han virkelig var hende yderst taknemmelig for. "Og vid, at der er en sandhed i disse ord," sagde han endeligt.
Folket var uden tvivl noget, som Gabriel tænkte meget over, og nu mere end hvad han nogensinde havde gjort før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede let. Folket havde klaret vinteren.. Nu måtte man jo så bare håbe på, at foråret inden længe ville dukke op, og det var lidt det, som han satsede på. "Sneen er smuk. Den afspejler det lyse og det gode, som er her," fortalte han med et stille smil på læben. Det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham noget. Faktisk var det noget som han godt kunne lide. At hun så derimod var så bekymret for ham, var en tanke som han kunne lide. Han smilede alene ved tanken om det. Han hævede ganske let hånden og strøg hendes kind ganske let. Hun var ham en kær kvinde.. ensom han uden tvivl værdsatte. "Jeg skal nok klare mig.. Det har jeg altid gjort," sagde han roligt.
Selvom tanken om krigen, uden tvivl var ødelæggende, så var det ikke noget, som han burde stå der og diskutere med hende. Hun frygtede den uden tvivl mindst lige så meget som han. Han hadede tanken om det, og særligt fordi at han vidste at krigen kostede liv. "Jeg ved det, og den koster mange liv." Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han gjorde tegn til at hun kunne tage runden igennem haven med ham. "Jeg er ikke ude på at gøre dig bekymret eller noget lignende. Jeg kan se på dig, at det skaber en frygt. Det skal ikke påvirke dig i din hverdag," sagde han roligt. Det var hans problem, og det var meningen, at han skulle gøre noget ved det, og ikke nogen anden. Det var ham og Silias problem.

[Aya Keena]

Hun var nået langt men dog var hun stadig ikke nået hele vejen endnu. Hun mente stadig blot at hun kun var en tjener og at hendes tilstedeværelse eller mangel på samme ikke ville blive bemærket. Ikke af ham i hvert fald og den tanke havde hun det egentlig fik nok med. Hun sendte ham et roligt smil som han snakkede til hende. Hun lod hovedet søge let på sned og bed sig let i læben. "Jeg ved at det er sandheden. Jeg regner ikke med at du ville lyve for mig" sagde hun blot med et let toneleje.
Aya kunne virkelig godt lide den måde Gabriel var på overfor folket. Hun kunne godt lide at han holdt så meget af det og han virkelig gjorde alt i sin magt for at hjælpe til der hvor der var brug for det. Folk havde klaret sig igennem vinteren og håbede nu på at varmen ville komme hurtigt. Hun satte sig ned på hug og greb noget sne i hænderne mens han snakkede. "Det er så lyst og rent. Det er helt forunderligt at det kan ligge sig på denne måde på jorden. Jeg nyder sneen, det må jeg ærligt sige" sagde hun mildt. Hun vendte blikket mod ham på ny. Hun bekymrede sig rigtig meget for ham. Hun kunne jo se hvor påvirket han var af det hele og hun kunne ikke lade være med at frygte at det ville koste ham på et tidspunkt hvis han ikke slappede af men hun kunne jo ikke gøre så meget ved det. "Det håber jeg da."
Hun var bange. Krig var en frygtelig ting. Selv kunne hun ikke kæmpe, hun havde intet at stå imod med og det skræmte hende rigtig meget. Hun nikkede bare stille men svarede ikke. Hun fulgte roligt med ham som han begyndte at bevæge sig igennem haven. "Selvfølgelig skaber det frygt. Krig er ikke bare forfærdeligt. Dem som ikke dør bliver tager som fanger, som slaver. jeg er ikke bange for at erkende at det ikke er skæbne som jeg ønsker for nogen som helst her" sagde hun stille og bed sig i læben. Hun skulle nok klare sig, hun havde prøvet det før men hvad med alle andre som altid havde levet frit? De ville ikke tage det på samme måde.